Anmeldelse: Fluernes Herre (1954) af William Golding

 

 

 1954. 225 sider. Forlag: Faber & Faber. Læst på engelsk

En coming of age klassiker, men også en barsk en af slagsen som ikke er for sarte sjæle. Hvis en beboer fra en anden planet skulle foræres bare én roman af os ville jeg stemme på denne, et tidløst billede på gruppedynamik, både det gode og det onde i mennesket. Tidløs fordi der er så få referencer til den tid den foregår. Drengene har ingen mobiltelefoner, kun en kniv og nogle brilleglas.  Der er masser af naturbeskrivelser, ja så mange at bogen nok ville fylde markant mindre uden. Selvom beskrivelserne sommetider bliver en smule langtrukne giver de alligevel historien en særegen stemning og jeg føler mig transporteret til et andet sted. Drengenes sprogbrug binder af og til historien til den periode forfatteren levede. Kritikere har udtalt den kun viser det maskuline perspektiv, men det var almindeligt med opdeling af køn dengang på britiske skoler. Golding valgte bevidst kun at have drenge med i bogen for at fokusere på mandelig aggression og undgå seksuelle spændinger. Man kan sige den krænkende mobning allerede eksisterede mellem drengene før de nåede øen, men at den manglende tilstedeværelse af voksne tillod dem friheden til at gå endnu længere end i skolegården. I dag ville historien om samfundsmæssig kollaps formentlig have et politisk korrekt persongalleri af hunkøn, hankøn, hvide, sorte, asiatiske osv. Synes Golding er dygtig til at skabe nogle levende personer som jeg husker og nemt kan kende forskel på. Drengene er forskellige, trods nutidens fokus på diversitet. 

Golding anså "robinsonade" ungdomsromanen Koraløen (1857) af R.M. Ballantyne for urealistisk og for letkøbt, hvor en gruppe drenge (også med navnene Ralph og Jack) løser problemer og vender de indfødte til kristendommen. Fluernes Herre var Goldings respons og forsøg på at skildre realistiske, problematiske situationer på en tropisk ø. En pessimistisk fortælling, jeg tænker ikke selv over forfatteren der trækker i trådene, den måde handlingen forløber føles overbevisende og ikke kunstig.  Det er muligt Golding låner fortællerteknikker fra gysergenren; den gradvise eskalering af konflikten mellem Jack, Tygge og Ralph hvor der skrues op for uhyggen i sidste tredjedel. Den uhyggelige, tvetydige afslutning på kapitel 8 hvor du som læser ikke helt ved hvad der foregår mellem Simon og grisehovedet, drømmer han? er det en hallucination? Eller måske Jack der mobber ham fra et gemmested i nærheden?  

Parallellen til Adam og Eva og paradisets have er ikke svær at få øje på. Drengene oplever syndefaldet og den tabte uskyld. Eva fristes af slangen til at spise forbuden frugt og Gud straffer Adam og Eva med forvisning. I Fluernes Herre symboliserer Jack sandsynligvis slangen som frister børnene til at gå henimod kaos og fjendskab, væk fra den struktur og demokrati de startede ud med. ”Uhyret” de taler om bliver en undskyldning for at være brutal. Romanen bliver et eksempel på menneskets behov for mere end blot mad og husly, andre behov adskiller os fra dyrene som at vælge mellem rigtigt og forkert. Jack finder mening ved at dræbe grise og dominere andre, det er ikke nok bare at blive mæt for ham. Nogle analyser beskriver drengene som vilde dyr, udtrykket uciviliseret rammer tættere på for mig da der træffes nogle valg undervejs. Sult spiller en afgørende rolle når de vælger at følge Jack, og drengene synes det er spændende at gå på jagt og være en del af noget når de ikke har ret meget at udfylde dagene med. Der er noget sårbart og utrygt ved at stå udenfor fællesskabet, de helt små snakker om et uhyre og Jack lover at beskytte dem. I romanen har de vanskeligt ved at håndtere kriser men det har voksne i lignende situationer også svært ved. Historien er blevet kaldt en allegori for nazisterne da Golding havde oplevet meget grusomt under krigen. Den sadistiske leder (i romanen Jack) der skaber frygt og manipulerer andre til at begå destruktive handlinger. I 1965-66 strandede seks tonganske skolebørn på den ubeboede ø Ata (nord for New Zealand) i 15 måneder, de to historier er interessante at sammenligne, ligheder og forskelle. På Ata spiller det kreative og musik en større rolle.

mini-anmeldelse: Familien Toth (1966) af Istvan Orkeny

  

 1966. 115 sider. Forlag: Hoff & Poulsen. Oversat fra ungarsk af Leif Martin Sand.

Velfortalt ungarsk klassiker med nogle karakterer du husker. Forfatteren skaber en særlig absurd-komisk, foruroligende stemning. Historien drejer sig om majorens ferieophold hos familien Toth. De vil gerne være så gæstfrie som muligt fordi de håber deres søn i krigen derved får gunstige kår. Majoren har ingen empati og virker total blind overfor familiens grundlæggende søvnbehov, han insisterer på at hans egne behov kommer i første række, ved at tvinge dem til at blive oppe om natten, holde ham ved selskab, og bygge æsker til sårplejeartikler. Jeg håber på det bedste men forventer det værste, der er noget absurd over at majoren har gode intentioner med at producere æskerne. Der er meget humor men hvor jeg samtidig græmmes og har ondt af dem. Er majoren virkelig så tonedøv at han ikke begriber Hr Toth's sammenbrud? Det kunne tyde på det. Er majoren bare excentrisk? Grusomme oplevelser under anden verdenskrig har muligvis ødelagt majoren og gjort ham til et monster der tilsyneladende nyder at pine andre som slaver, han fortæller at der ikke er meget der skal til for at en soldat henrettes hvis de ikke følger ordre. Familien Toth bliver ofre i et manipulerende spil og bogen bliver allegorisk et skræk eksempel på magtmisbrug, hvordan magthavere undertrykker andre som en dominerende, hensynsløs tyran. Udvikler sig absurd hvor majoren får det gradvist bedre men den sympatiske brandmand Hr Toth ødelægges. Selvfølgelig er der en dualisme mellem den rolige landsby i bjergene og den voldsomme krig, og bogen bliver en konfrontation mellem disse poler. Budskabet synes at pege på krig er absurd og måske har præsten en pointe at Familien Toth ikke har det så slemt som andre. Slutningen gættede jeg på forhånd men gør alligevel indtryk! Jeg tænkte faktisk ikke over at det har været opsat som teater, nok fordi teksten ikke var opsat som replikker. At kortromanens politiske allegori slap igennem censoren kan jeg godt undre mig over, især da Orkeny tidligere fik et skriveforbud 1958-62. Døren af Magda Szabó var en større oplevelse men der var også flere sider at fordybe sig i. Til senere læsning; Satantango (1985) af nobelprisvinder László Krasznahorkai og klassikeren Rejsende i måneskin (1937) af Antal Szerb.



  

Anmeldelse: Snelandet (1947) af Yasunari Kawabata

 

 1947. 148 sider. Skjødt Forlag. Oversat af Mette Holm 

Stemningsfuld, melankolsk japansk roman, smukt beskrevet, som at være der selv.  Kawabata vandt Nobelprisen i litteratur og nobelkomiteen fremhævede i sin tid bl.a Snelandet. Om den gifte overklasse mand Shimamura fra Tokyo som flere gange besøger landsby i snelandet i det nordlige Japan. Han opbygger et forhold til den langt yngre fattige geisha Kamako. Romanen er ret dualistisk i sit udtryk; rig vs. fattig, den tøvende realist vs. ungdommens romantiske åbenhed, den kolde, beskuende mand overfor den varme, opsøgende Kamako (side 140: ”Jeg er bange for at miste dig”). 

Samtidig er det ikke helt så simpelt, Kamako har ar på sjælen trods sin unge alder, flere aspekter om hendes fortid holdes skjult, hun drikker for at glemme, og Shimamura bliver en person hun kan betro sig til. Side 54 fortæller hun at hun har solgt sig selv for at skaffe medicin til syg mand, ifølge hende selv en barndomsven. Den omsorgsfulde sygeplejerske Yoko passer den syge Yokio, Shimamura møder dem i toget og fascineres af Yoko’s skønhed men er for flov til at kigge direkte på hende. Yokio er søn af lokal musiklærer. Komako og Yoko er venner men deres venskab sættes under pres, bl.a af Shimamura’s interesse i Yoko.

Det er svært at være på Shimamura’s side når han flygter fra kone og børn i Tokyo for at være sammen med unge kvinder, faktisk hører vi overraskende lidt om hans familie og hvordan de har det. Shimamura’s ukonventionelle morale virker nærmest normaliseret da han ikke udviser den mindste skyldfølelse. Selvom geisha livet teknisk set ikke regnes for seksuelt oplever jeg historien som vestlig læser som en form for utroskab. I tiden (1940erne) var skilsmisse (i hvert fald i Europa) ikke typisk og mere tabubelagt. Hvorfor han flygter til landsbyen er et af romanens store spørgsmål, du kan beskrive ham som en egoistisk antihelt, drevet af kropslige lyster, drevet af en mangel på mening, en ensom mand der savner kvindelig opmærksomhed, men også en kujon der ikke tør give sig 100% hen til. Om han reelt elsker Kamako er svært at vide, er det simpelthen begær eller oplever han noget dybere som han bare ikke vil tilkendegive overfor hende? Side 141 indikeres det at han ikke er forelsket; ”Når han tænkte på de ord, som Komako havde misforstået, og hvordan de havde ædt sig dybt ind i hende, fyldtes han af fortrydelse”. Shimamura bliver forblændet og opløftet af det smukke, både naturen og kvinderne.  Dog mærker han side 147 en ”dyb smerte og stor sorg” når han kigger tilbage som vidner om det ikke bare var et overfladisk forhold. Man kan sige omstændighederne med at hun ikke må have et forhold som geisha spænder ben for deres forhold men hans egen drømmerier og sære bemærkninger om at hun er en ”god kvinde” uden uddybning gør det heller ikke nemt at knytte sig til ham. 

Når Shimamura er så distanceret er det en romance?  Side 73 får vi at vide at; ”Atter blev de røde kinder det der fik ham til at slippe virkelighedens verden”, hans ønske synes at være at leve i denne fantasi, omgivet af skønhed. Der må være noget i Tokyo som han flygter fra men vi ved ikke helt hvad, muligvis kedsomhed. Komakos motivationer er også indhyllet i mystik, hun ønsker et bedre liv men er det hele et spil for at hun kan slippe ud af underklassen og geisha verdenen, hun nævner flere gange til ham ”Du må være rig”(s.69). Det er dog mit indtryk hendes forelskelse er oprigtig omend noget naiv. Side 130 siger Shimamura; ”han forstod slet ikke hvordan Komako kunne give sig så uforbeholdent hen til ham. Mens hun gav ham alt, gav han hende intet tilbage”. Der er tydeligvis en manglende gensidighed og en klasseforskel, men alligevel giver Komakov ikke op. Måske er der noget pirrende for Kamakov at det er forbudt for en geisha at have et intimt forhold til en kunde. Det er tænkeligt at hun (og andre geishaer?) savner ægte relationer da jobbet bliver en slags kærlighedsløst, betalt performance. De skjuler forholdet, og hun går ofte lige til grænsen med risiko for at blive opdaget mens Shmamura med sine gentagende besøg til landsbyen ikke helt kan give slip på hende. Paralleller kan drages til bestselleren Memoirs of a Geisha (1997) (dansk: Mit Liv som Geisha) af Arthur Golden som kredser om nogle af de samme problematikker.

Anmeldelse: Kør din plov over de dødes knogler (2009) af Olga Tokarczuk

 
2009. 239 sider. Forlag: Gyldendal. 

Roman af kvindelig Nobelprisvindende forfatter, en af de mest læste polske forfattere i nyere tid.
Nok den bog vi har læst i bogklubben som er tættest på krimigenren. Svær at placere på genreskalaen, tonemæssigt går historien i vidt forskellige retninger med sjove og makabre dele, plot-drevet mysterium, satiriske angreb på korruption i området, budskaber om naturen, og ikke mindst et karakterstudie af hovedpersonen.

Fortælleren Janina er omkring 60, har smerter, og holder opsyn med vintertomme sommerhuse, hun har en passion for astrologi, og modsætter sig jægernes jagt i området. Janina ser sig som naturens og dyrenes beskytter. Ligesom Tokarczuk er hovedpersonen vegetar. Der sker en række dødsfald, ”dyrenes hævn” ifølge Janina.  Er der tale om mord eller ulykker? Som en rød tråd bevæger mysteriet plottet fremad, hovedpersonens tanker og relationer fylder også meget. Ifølge postbuddet er politiet korrupt og kan forklare hvorfor politichefen blev fundet med penge på lommen.  

 Den måde Janina bruger planeterne som argument for hvad der foregår må siges at være excentrisk men det giver mening for hende! Fx hælder hun til at genbrug assistentens hårtab har en astrologisk forklaring og vedlægger horoskoper til politiet for at bekræfte sin hypotese om dyrenes adfærd. Hun gør det i fuld alvor hvor jeg som læser oplever det som ufrivilligt komisk. J har stærke meninger, hun er ikke bange for at stå fast, tænker anderledes end flertallet. Hendes kontrær adfærd og rapkæftet bemærkninger (fx i kirken) minder mere om en rebelsk, ung dyrerettighedsforkæmper, end en kvinde i en moden alder.

Det kunne være spændende at høre en astrologi nørds eller erfaren jægers vurdering af bogen, om de oplever det som autentisk. Jeg savnede en uddybning af jagt-mentaliteten, hvor jægerne og Janina diskuterer for og imod. Romanen bliver meget bombastisk med sit pro-vegetar budskab, fordi hovedpersonen tænker snæversynet i godt og ondt bliver det svært for historien at løfte sig ud over det. Præsten (som også er jæger) og skovfogeden får taletid og forsvarer jægernes ret til at skyde dyrene for at holde bestanden nede, men det er som om jægergruppen har begge mænd i deres hule hånd, fx ved at jægerne har bygget kapellet. Det virker til den eneste i lokalområdet som har mod til at gå imod strømmen er Janina. 

Side 78 tænker Janina det ”alt sammen kun er noget jeg havde drømt”, ” den seneste tid var en lang, smertelig feberhallucination”. Dette gør jeg tænker vi har med en upålidelig fortæller at gøre. Jeg fik flashbacks til Ræveår af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, at dyrene har særlige evner. De to bøger på en måde i samme familie, hvor dyr og mennesker er lige vigtige.    

Janina’s ven Tavs arbejdede i cirkus engang men underligt nok spørger hun ikke mere ind til hans fortid? Det ville jeg godt have hørt mere om. Han er en mand af få ord der sjældent fortæller en masse, deraf navnet Tavs hun har givet ham. Kælenavnene tilfører bogen noget humor og personlighed. Sorte frakke, Tavs’ søn, arbejder ved politiet. En af hendes andre venner hedder Dyzio, han lider af allergi.  J var hans lærerinde 30 år tidligere og hjælper ham af og til nu med at oversætte William Blake. Netop Blake befinder sig i baggrunden som et lag i teksten, det ærgrer mig at jeg ikke har læst ham som kunne berige læseoplevelsen. Et sted i bogen sidder J og hendes venner og diskuterer hvorfor ”nogle mennesker er onde”, samtalen bliver ret diffus og generisk, personerne går ikke i detaljer.

Det mest interessante ved romanen for mig; at de bor i grænseområdet mellem Tjekkiet og Polen, som har en symbolsk betydning. Jeg har læst i The Guardian at Tjekkiet er et af de mindst religiøse lande i Europa mens Polen er stærkt religiøst. Tjekkiet har en hengivenhed for overtro der går i spænd med Janina’s alternative overbevisninger. Derfor kan jeg som læser undre mig over J alligevel vælger at blive boende når det Tjekkiske ”utopi” er så tæt på, og hun udtrykker afsky overfor det polske. Hendes moralske forpligtelse til at beskytte sit hjemland mod uretfærdigheder og trygheden ved det velkendte kan være forklaringer på hun ikke flytter. J’s holdninger bevæger sig mod det anarkistiske selvom hun mener hun gør det rigtige ved at støtte dyrene. I det mellemrum flyder kategorier og muliggør overskridelser; menneske vs. dyr, fantasy vs. realisme, lovlydig vs. kriminel, alternative ideer vs. rationel tænkning, anarki vs. retssamfund. 
Et af Tokarczuk’s andre bøger beskæftiger sig ligeledes med grænseland; House of Day, House of Night (1998) (oversat til engelsk). 

Slutningen oplevede jeg som forudsigelig og astrologien (som gentages) irriterede mig. Romanen har sin egen unikke stemning inkl flotte sort/hvide billeder, og du lærer noget om naturen undervejs, fx biller og aggressive dyr. De skæve eksistenser er til tider morsomme; fx den fordrukne tandlæge, historien om rotterne der blev slæbt i retten, de absurde rygeregler. Rørende bliver romanen ikke for alvor. 

Anmeldelse: Bådens Navn (2018) af Kim Fupz Aakeson

 

 2018. 242 sider. Forlag: Gyldendal. 

Bemærk, spoilers kan forekomme i det følgende…

En roman som tager et drastisk vendepunkt hvor alting ændrer sig for den kvindelige fortæller, en fængselspræst.  Fortællervinklen er speciel på flere måder, dels at Aakeson som mand beskriver en kvindes inderste tanker og fantasier, dels at Guds stemme fører en dialog med Susse. Om det reelt er religiøs åbenbaringer eller, mere sandsynligt, en indre dialog hun fører med sig selv, forbliver usagt. De indre samtaler hun indleder varierer meget, humoristiske, barske, tilgivende, knyttet til hvordan hun har det i øjeblikket. ”Gud smiler indforstået ”(s82) når Susse får hjælp til oprydning og har ro til at sove.

I danske medier hører man sjældent om Natalie Wood- Robert Wagner mysteriet fra 1981, men fordi der er ubesvaret spørgsmål om hvad der skete på båden, diskuteres sagen stadig i USA. De to amerikanske skuespillere er i dag i ligeså høj grad kendt for den aften på båden, som de film og tv-serier de medvirkede i. Wagner regnes fortsat som en ’person of interest’ i efterforskningen. Det er ikke utænkeligt Aakeson har ladet sig inspirere af Wood’s gådefulde død, ligesom Tarantino’s seneste film One Upon a Time in Hollywood (2019) også har tydelige lighedspunkter. Hvad der adskiller Aakeson’s; der byttes om på rollerne, kvinden overlever, og mysteriet afløses af en Dostojevskij-lignende forpinthed med en afsluttende forløsning.

Fortielse, skyldfølelse og alkoholmisbrug ødelægger Susse indefra og skaber en selvdestruktiv distance til andre. En moderne genfortolkning af Forbrydelse og Straf, i en dansk kontekst. Der er noget dobbeltmoralsk i at Susse’s job består i at vejlede kriminelle mens hun selv gemmer på en forfærdelig hemmelighed. At miste tilregneligheden i et kort øjeblik kan have kæmpe konsekvenser for dit liv og der er ingen nem vej til tilgivelse fra andre og tilgivelse af dig selv. Selvom Susse ved nøjagtigt de rigtige ting at sige til forbrydere som kæmper med skam og manglende selvkærlighed, formår Susse ikke at kunne bruge disse retoriske værktøjer til at hjælpe sig selv. 

Roman gør det meget tydeligt at det giver uheld at ændre en båds navn (titlen). Fylder overtro meget i dit sind kunne du lægge to og to sammen, mens andre vil bare kalde det tilfældigheder.  Susse har uden tvivl haft et svært liv men det er ikke nogen undskyldning for hvad hun udsatte hendes mand for. Hendes skyldfølelse kommer til udtryk i det daglige, ikke kun at hun drikker, men fx at hun ”giver sig selv to store lussinger”(s.80) , og ikke kan sove i sin mands seng, og vælger sofaen. 

Jeg kommer i tanke om en avisartikel om Minna der sad fast i et mosehul på Lolland og en bekendt ikke hjalp hende op. Minna døde af udmattelse og væskemangel og kvinden blev idømt et års ubetinget fængsel for at undlade at hjælpe et andet menneske i nød. Kvinden talte usandt i retten da en jæger senere sagde  hun ikke bad ham om hjælp. En tragisk historie som ikke burde være hændt. Dengang fyldte sagen i medierne og står stadig som en advarsel til alle, at samme situation aldrig må gentage sig. Romanen beskrives fra lovovertrædernes synsvinkel, det frygtelige at gjorte ting ikke kan gøres ugjorte igen. I et af de stærkeste kapitler opleves en konfrontation mellem en morder Kevin som i fængslet aftaler at møde den dræbte kvindes mor. Som fængselspræst deltager Susse som støtte. Her mærkes virkelig det smertefulde for begge parter men også det forløsende ved at italesætte smerten så den ikke æder dig op indefra. Et af budskaberne i Forbrydelse og Straf går på at den indre, personlige skyld kan være værre end den samfundspålagte dom. Naiviteten går igen i begge romaner, de har ikke tænkt konsekvenserne igennem. Susse har behov for at bekende sine gerninger, hun angrer og indrømmer det hun gjorde var forkert. Usympatisk ja, fx har hun svært ved at glæde sig over sin datters fosterscanning og mændene i hendes liv behandles, ofte, respektløst. Psykopatisk nej, hun italesætter sit ansvar. Som læser bliver du konfronteret med mennesker som har fejlet, det er normalt at føle afsky over deres valg og sværere at give dem en ny chance. Susse slås med indre diskussioner om hun er et godt eller dårligt menneske, ”regnskabsdag” (s176) som du som læser kan vende mod dig selv og spørge, om der er ting du fortrænger og ting du er stolt over.

Bogen peger på et usundt parforhold der krakelerer, fordi den ene ikke siger fra i tide og lader den anden bestemme for meget. Bogen er nem at læse og personerne realistisk beskrevet. Få steder er sproget lidt klodset fx s37 ”han er ham der fylder opvaskemaskinen”, dog har det ikke kæmpe betydning for helhedsoplevelsen. Der er flere charmerende, citerbare sætninger som huskes, fx Mugge’s ”ærlig træthed” , ”det har potentiale”. Den voksende frustration hos Susse ulmer i baggrunden som en modvægt. Har du allerede læst Forbrydelse og Straf kan strukturen i Bådens Navn opleves som deja-vu, selvom begge bøger selvfølgelig har forskelle. Det der gør Aakeson’s roman anderledes må være humoren som jeg ikke husker meget af i Dostojevskij’s klassiker. Sommetider kan du som læser fornemme Aakeson har skrevet filmmanuskripter til Den Eneste Ene (1999) og Okay (2002) , fx kapitlet til Henrik’s fødselsdag som virker som en scene fra en komediefilm.    

Anmeldelse: Den slags små ting (2021) af Claire Keegan

 

2021. 123 sider. Forlag: Gutkind. På dansk ved Signe Lyng. Engelsk titel: Small Things Like These

En rost og populær irsk kortroman, Keegan’s internationale gennembrud. Afsnittene med kularbejderen Bill på besøg på Magdalene institutionen har en fantastisk urolig stemning, helt modsat julehyggen hjemme hos familien Furlong. Slutningen af bogen er også mindeværdig og sætter nogle tanker i gang. De fem døtre introduceres og jeg overvejede hvad de bidrager med til historien? Jeg kunne godt have tænkt de havde en mere aktiv rolle i fortællingen. Man kan sige de repræsenterer en parallel til de sårbare Magdalene piger og fattigdommen Bill iagttager rundt om i byen. Det er strenge tider i 1985 med stor arbejdsløshed under Thatcher’s regeringstid. Denne beskrivelse vil jeg aldrig glemme; en skål sættes ud til præstens kat og en fattig dreng drikker mælken. 

Bogen rummer både en kristen næstekærlig indstilling som Bill og Mrs Wilson repræsenterer, mens forfatteren udstiller frygten og rygterne i landsbyen, nonnernes adfærd som kontrollerende og gammeldags i deres syn på synd og straf. Det er dog på grænsen til karikatur, jeg kunne godt have tænkt mig flere nuancer hos nonnerne. Der anes noget omsorgsfuldt ved £50 sedlen Furlong familien modtager i julebrevet, muligvis en form for ”hush money”, at Bill’s familie ikke blander sig yderligere. Nogle steder skæres tingene lidt for meget ud i pap. For eksempel Eileen’s pragmatiske replik side 54 om at ”der er ting man er nødt til at ignorere”.  Det har hun allerede sagt til Bill på forrige side. Mysteriet om hvem Bill’s rigtige far fungerer godt og sidste kapitel kunne ikke gøres bedre.

Tænker bogen ville nok have haft større betydning for ofrene hvis den var udkommet mens Magdalene vaskerierne stadig eksisterede i Irland i 1980erne. Men bedre sent end aldrig! Kvindernes desperate situation og trauma bliver hørt og kirken kritiseret. Historien giver et historisk tilbageblik til nogle uretfærdigheder for de ”faldne” kvinder, og grusomheder antydes. Det er tydeligt Sarah Redmond ikke har det godt og virker bange for nonnernes autoritet. Det samme gælder den ulykkelige kvinde Bill møder som ønsker han bringer hende ned til floden. Temaet er ikke nyt, filmen Philomena (2013) udforsker det samme, fra en anden vinkel. Der er efterhånden udgivet en del om disse stakkels kvinder, både film og bøger, og det bliver fortsat ved med at forarge os. Hvorfor spærres Sarah inde? Der er flere tolkninger, muligvis gjorde hun oprør og nægtede at arbejde. Måske sættes hun i isolation fordi hun fik et barn uden for ægteskab. Kaster hun op fordi hun atter er gravid? 

Interessant den foregår ved juletid, mere eller mindre en moderne udgave af Charles Dickens’ Et Juleeventyr, hvor vi som læser må gruble over hvordan vi kunne gør en forskel, eller bliver vi medskyldige ved at tie et problem ihjel som borgerne i byen? Selvom handlingen visse steder kan virke tynd og overmættet af hverdagsbeskrivelser, så fremstår bogen troværdig og periodisk helt fantastisk. 

Ved du ikke noget om Magdalene institutionerne indbyder bogen til at undersøge de skræmmende virkelige hændelser, om ulønnet tvangsarbejde for forældreløse, gravide, ugifte, oprørske teenagere. Nogle af de faldne kvinders børn endte i børnehjem og senere som voksen i Magdalene-vaskerierne. Kvinderne fik opmærksomhed i medierne i slutningen af 90erne pga en dokumentarfilm på Channel 4 i England. I 2013 gav Irlands premierminister Enda Kenny Magdalene overleverne en officiel undskyldning. Disse institutioner var ikke en irsk opfindelse, fænomenet begyndte ifølge weekendavisen i det protestantiske England i 1758.


https://www.weekendavisen.dk/kultur/irlands-beskidte-vasketoej

Anmeldelse: Frankenstein (1818) af Mary Shelley

 1818 / 191 sider / Forlag: Oxford University Press / engelsk udgave


En klassiker som har været målt og vejet i ca. 200 år, ja du kunne sidde i ugevis og forske hvis du havde lyst. Opfinderen kaldes Victor Frankenstein. Monsteret er uden navn. ”Monster” er et negativt ladet ord i mine øjne, derfor jeg vælger at kalde ham skabningen her.

På grund af romanens tvetydighed åbnes der for flere tolkninger, bl.a, er skabningen ond? Hvem er den ægte monster i historien? Hvilke etiske grænser bør videnskaben overholde? Hvilke omkostninger har ambition? Er Victor en skizofren morder som måske bilder sig selv en masse ting ind? 
Sidstnævnte har flere forskere prøvet at sætte ord på, uden en endelig konklusion. Der er en række spor der peger mod skabningen som et alter-ego, en slags Dr Jekyll and Mr Hyde figur.  Især når Victor opholder sig i Irland. Sidste del af romanen i Arktis, derimod, synes at fastslå skabningen som kød og blod, dog med et lille men, da kaptajn Walton får fortalt historien af Victor og kan have drømt mødet med skabningen, umiddelbart inden på s.186 nævnes at klokken er midnat og Walton ”must arise” fra sin seng. S.178 bekræfter Walton at have set monsteret, på afstand fra skibet, og det tror han mere på, end Victor’s fortælling. Det giver også logisk mening at skabningen er fantasi da det er urealistisk at kunne give nyt liv til døde kropsdele, og usandsynligt at skabningen overlever i naturen alene, og lærer at læse og tale på egen hånd, bare ved at iagttage en familie. 

Victor indrømmer at have begået drab mens han befinder sig i Irland, og hilser her fængsel velkommen (s154). Hvorfor? Yderligere påstår Victor i samme afsnit at det kræver meget for at forhindre ham i at begå vold. Hævn holdt ham i live (s171), det gælder ligeledes skabningen. Under en særlig sygelig periode tilstår Victor at have begået mordene (s148). Victor og skabningen flyder nærmest sammen som en person undervejs, hvilket kan fremprovokere en tolkning om Victor som spaltet, gal morder og skabningen som opdigtet. Men Victor tror selv på det. Endnu et eksempel der svækker argumentet at skabningen eksisterer; det er usandsynligt, men ikke umuligt, at Victor har ressourcerne på den øde ø til at frembringe en kvindelig skabning.  Og hvis Victor’s omgangskreds er i fare, hvorfor advarer han dem ikke? Side 162 tilkendegiver Victor at som tidspunktet nærmede sig, forekom trussel mere som en vrangforestilling. 
 
Man kan sige skabningens ensomhed og fremmedgørelse taler til læserens sympati, et tragisk liv, mens de voldelige tendenser trækker i den anden retning, han er farlig for omgivelserne. Victor udtrykker skyld over den skade skabningen påfører andre, og det er tydeligt Victor ikke har tænkt eksperimentet til ende og sin egen forældrerolle. I stedet var Victor kun opmærksom på det videnskabelige projekt, og ikke den humane del: skabningens ve og vel. Skabningen udtrykker også smerte til sidst, over de ting han har gjort. De er ikke onde men har begge gjort nogle slemme ting. Skabningen ved han er forhadt, intet fællesskab, og har ingen respekt for andre og hader dem. Der opfordres til vi ikke vender outsidere ryggen,  baseret på et anderledes udseende eller alternativ væremåde, for du ved ikke hvem du har med at gøre, før du lærer dem at kende. Det tragiske må være at de ikke giver skabningen en chance. 

Nogle vil mene skabningen fødes uskyldigt og det er samfundet der gør den voldelig pga had, udstødelse, fordomme. Romanen er ambivalent vedr hvor skabningens ondskab stammer fra. Forfatteren spørger, hvad er monstrøst?  Hvordan du ser ud eller hvor du opfører dig?
Jeg vil mene Victor og skabningen er begge ofre, men ansvarlige for den smerte de påfører andre. Et budskab synes at være at når Victor ikke tager ansvar for sine handlinger fører det til hans undergang. Han fortryder men det er for sent.
Forfatteren kaldte romanen en filosofisk romance. Nogle læsere vil nok beskrive Frankenstein som en gyser/sci-fi. Den byder på forbavsende lidt blod og body horror. Men det er ikke kirurgbordet og drabene der er hovedpointen, men advarslen. Der er antydninger, fx at skabningen har kræfter til at rive arme af folk, og der er også drab, men det fremstår mest som en psykologisk, filosofisk roman. Skal jeg pege på en lille svaghed; der er rigtige mange gentagelser, jeg behøver ikke få det samme fortalt 20 gange, men omvendt har skabningens og Victor’s vedholdende bekymringer stor tyngde og gennemslagskraft, følelserne er en pinsel for de to. 

Bogen stiller store spørgsmål om forældres ansvar for de børn de sætter i verden, at vi i et bibelsk perspektiv ikke bad om at være her, Adam blev sat på jorden af en gud der, stærk forenklet, løb sin vej, ligesom Frankenstein blev overladt til at klare sig selv. Ligeledes har børn ikke sagt ja til at fødes. I skabelsesberetningen laver Gud Eva, fordi Gud kan se Adam ikke har det godt. Victor løber fra ansvaret om at skabe en partner til skabningen, men netop her tænker Victor konsekvenserne igennem, modsat tidligere, så Victor har lært noget undervejs. Pga ensomhed søger skabningen en kvinde, men der er ingen garanti for at de vil kunne li hinanden. Naivt men håbefuldt at skabningen tænker i de baner om en partner han slet ikke har mødt. Victor udviser manglende medfølelse ved at opgive at sætte hende i verden (s138) men han har sine grunde.
Frankenstein skiller sig ud og har været en stor inspirationskilde for litteratur og film, et blue print for science fiction genren, med sin advarselsfortælling, tænk bare på hovedværker Blade Runner eller Terminator. Det farlige ved videnskaben og teknologien, at det kan misbruges ved at lege gud. Videnskab der løber løbsk, om det er døde kropsdele der bringes til live, eller udvikling af AI teknologi. Uden empati, risiko for katastrofale, uforudsete konsekvenser. 

Store spørgsmål hænger i luften, uden det bliver moraliserende: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan vil en verden se ud med kunstige menneskelignende væsner? Kontaktbehovet  og ensomheden gør skabningen til menneske. Mens skønlitteraturen og familien i Tyskland afslører for ham hvordan vi lever. Skabningen længes efter at deltage i verden; hvis ikke godhed, så hævn (s.119).

Men bogen kan også læses sådan; skal vi se det som et virkeligt menneske vi skal have empati med, eller noget kunstigt og frastødende? Skabningen bliver håbfuld desperat, både over sociale interaktioner, men også kunst og natur. Jeg hælder mest til at han er skabt af menneskedele og derfor må være et menneske. Naturen spiller en stor rolle i romanen, i forhold til Victor virker det humørafhængigt, om han frydes eller væmmes over landskaberne. Tydeligt under en Europarejse, at Victor ikke formår at gør sig bekymringsfri og leve i nuet, han tænker over fortiden, og spekulerer over fremtiden. Igen, det er følelserne som er en pinsel. 

Bogen giver et bud på ambitionens pris, for Walton, for Victor, for skabningen, for de dræbte. Det burde være en triumf for videnskaben men ender i tragedie. 

Som en konsekvens af berømmelsen, Mary Shelley blev resten af sit liv ”forfulgt” af romanen hun skabte. Hendes liv, på sin vis, mindede om historien.

Anmeldelse: Ungeenheden (2021) af Fine Gråbøl

 

2021. 169 sider. Gads Forlag 

Debut roman. Den kvindelige forfatters mission er vigtig, at give en stemme til de misforstået psykiske syge, som ofte stigmatiseres som farlige, mistænkeliggøres, og isoleres fra deltagelse i samfundet. Romanen giver et indblik i et bosted for unge psykisk syge, i en dansk kontekst, tildelt ophold efter paragraf 107, et midlertidigt botilbud for unge 18-30. 

Som læser har jeg svært ved at adskille beboerne fra hinanden. Fortælleren fylder mest, det virker til den usunde livsstil(fx dårlig søvnrytme, usunde madvaner)  har en tendens til at påvirke gruppen i negativ retning. Vi ved det ikke, men der er nok en årsag til beboeren skruer op for musikken om natten, så stemmerne druknes af støjen. Gråbøl stiller spørgsmål men kommer ikke med færdige løsninger. 
 Især den navnløse hovedpersons op og nedture, myg angrebet på bostedet, og da gruppen finder sammen om at spille musik, er mindeværdige afsnit.

Fortælleren kæmper med udadreagerende vold og selvskade, hvorfor hun har det sådan er åben for fortolkning. En diagnose med borderline har noget at sige, side 70: ”Susanne er borderline, ligesom Sara og jeg” men der er også andre faktorer i spil, og vi ved ikke meget om fortællerens fortid. Voldsomme situationer beskrives monotont, pointen må være; intenst for læseren men hverdag for den skrøbelige kvindelige hovedperson. Nogle vil måske kalde historien realistisk men statisk, få aktiviteter og sparsomt møbleret, bostedet med vilje uden overstimulering. 

Der er nogle klicheer som er set ofte i genren om psykisk sygdom fx selvmordsforsøg og personale der skal berolige en patient. De kritiske indspark til psykiatrien beskrives løbende, som fortællerens stream-of-consciousness; fx at behandler-patient forholdet er problematisk, uden gensidighed : side 65-66 ”Jeg ved at jeg ikke bør knytte mig til dem man aldrig skal spørge hvordan det går derhjemme, med familien og den nye forelskelse og barnets fødselsdag og svømning om tirsdagen, dem som har lært at passe på sig selv i mødet med psykiatriske patienter, men aldrig har lært os samme selvomsorg i mødet med behandlingssystemet”.
    
Et andet, højaktuelt i 2025-26, tema der bringes på banen er førtidspension, hvor det er blevet sværere for unge at få tilkendt pension, selv for de allermest uarbejdsdygtige.  Og regeringen nu overvejer at genåbne sager for dem som allerede har fået det tilkendt. Side 145: ”Det var livsnødvendigt at Waheed nåede at blive førtidspensioneret, at nogen opdagede ham. At han blev genkendt som uarbejdsdygtig. Det er næsten umuligt i dag”.

Side 56 beskrives den klodsede håndtering af et mor-datter forhold som begge befinder sig i behandlersystemet, men ikke har kontakt. Forfatteren opfordrer til en højere grad af omsorg og rummelighed. 

Side 160: Fortælleren har selvindsigt om sin situation og overvejer fx at psykisk syge dør i gennemsnit 15-20 år tidligere og mulige årsager til dette (fx medicinske bivirkninger, livsstil , somatiske lidelser og infektionssygdomme). ”De syge bliver mere syge uden at nogen opdager det i tide”.  Til trods for selvforståelsen opleves hendes hverdag som alt andet end sund livsstil.

Side 29 belyses en psykiaters rolle i bostedet, fx at opfordre til taknemmelighed , selvkærlighed, at rose sig selv. 


Alt i alt, en levende beskrevet hovedperson og nogle fine kritiske indspark til psykiatrien. Der mærkes et fællesskab blandt de unge beboere, med negative og positive konsekvenser. Gruppeinteraktionerne fremstår ikke ligeså skarpe som fortællerens indre tankeunivers.

Personerne er, ligesom vi alle, fanget i småkedelige hverdagssituationer, ligesom vi alle har behov for struktur og meningsfulde projekter at udfylde tiden med. Uanset om du er på arbejdsmarkedet eller ej.

Anmeldelse Ræveår af Anne Lise Marstrand-Jørgensen (2024)

 

2024. 423 sider. Forlag: Gyldendal

Historiske romaner har jeg ikke beskæftiget mig meget med og slet ikke Marstrand-Jørgensen's andre bøger, det skylder jeg læseren af anmeldelsen at vide på forhånd. Både fortællemæssigt og periodemæssigt kan der drages paralleller til Bille August’s oscar-vinder Pelle Erobreren (1987) som skildrer de fattiges trivsel på en gård i 1800tallet, her forfølges unge piger af den velhavende, gifte gårdmand. Ræveår er en kollektivroman om en gruppe kvinder på Læsø i 1780, et af de centrale pointer (og det er ikke en spoiler) går på at kvinder ikke havde de samme rettigheder som vi har i dag. Blev du gravid udenfor ægteskab fik du en bøde eller fængsel mens mændene kunne undslippe straf. Selvom dette magtforhold er set før, så bliver den underliggende frygt for overfaldet og frygten for at blive udstødt som heks overbevisende fremstillet af Marstrand-Jørgensen, ja livet på Læsø virker realistisk og som at være der selv! Trist at denne angst for utilregnelige mænd fortsætter med at være et vilkår som blev taget op i Øvelser i Mørke (2024) af Naja Marie Aidt.

Tydeligvis har forfatteren lagt et større researcharbejde i projektet, hun vælger at sproget skal foregå på nudansk men med et miljø og detaljerigdom tro mod den tid det foregår. Til forskel fra resten af Danmark på den tid må kvinderne eje jord, de beskrives med alle de usikkerheder mennesker tumler med. Vejret, troen og fællesskabet er grundvilkår for overlevelse. Marstrand-Jørgensen giver et indblik i den savn og venten når mændene befinder sig til søs, hvordan kvinderne bliver nødt til at arbejde sammen for at klare sig.
 
Overtro fylder også en del, outsideren tunge-Signe mistænkeliggøres og bliver svært for hende at modbevise anklagerne. Kirken spiller en rolle i hverdagen, øboerne oplever kontrol som fx at børnene bør navngives ifølge biblen, behandling af de døde følger et bestemt regelsæt, og der pålægges forbud når skibe strander.  Stjæler du fra de døde kommer et genfærd efter dig! Titlen henviser til hunræven der lever i en hule i området, i flere situationer udviser den menneskelignende, empatiske træk. Ræven fornemmer verden med sin lugtesans, den behandler kvinderne forskelligt, og får en birolle på lige fod med andre. Forfatteren har fortalt at under skrivningen stod en ræv ved hendes vindue og iagttog hende, om den har en symbolsk betydning vides ikke, men under læsningen kommer jeg i hvert fald til at tænke over dyrenes rolle i naturen. Signe og ræven er begge isoleret og der er en særlig forbindelse mellem dem. Øboerne kæmper alle for overlevelse, uanset om de er dyr eller mennesker. Nogle vil måske mene at rævens adfærd virker fortænkt, trods youtube klip der findes med en grædende pige der trøstes af en hest.

Et par små kritikpunkter; savnede årstid og dato overskrifter ved kapitelskiftene, dette kunne have gjort den gradvise udvikling nemmere at følge. Desuden er sømænd-anekdoterne ikke nær så udfoldet som de kunne have været, romanens længde i betragtning. Til gengæld rammer slutningen plet, meget stærk og rørende, jeg fældede en lille tåre. Når der ikke er flere sider at vende savner jeg allerede at være i selskab med personerne. 

Citat: ”Den fugl, der ikke kan klare sig og ikke er beskyttet af sin flok, er den første der vil dø”

Anmeldelse: Austerlitz af WG Sebald (2001)

2001. 238 sider. Forlag: Gyldendal

Oversat fra tysk. Anmelderrost, eksperimenterende historisk-autofiktion roman, der fortælles af vennen der gradvist afslører Jacquet Austerlitz’s livshistorie. Læseren vikles ind i Austerlitz’s detektivarbejde og du læser nysgerrigt videre for at få svar på mysteriet om hvad der skete under 2. verdenskrig. Om du får svaret må du selv læse for at finde ud af.

Austerlitz’s barndom og ungdom oplever jeg som den mest gribende del, vi møder barndomsvennen Gerald og underviseren Andre Hilary, begge bliver nøglepersoner i Austerlitz’s udvikling. Forfatteren har en ømhed for personerne der gør dem levende og nærværende, ja man bliver helt rørt over deres interaktioner og ønsker alt skal gå vel. Senere finder vi ud af at Austerlitz har fortrængt dele af sin barndom og ønsker at vide mere om sit ophav.

Muligvis ser fortælleren det som sit projekt at få den hemmelighedsfulde Austerlitz til at åbne sig over tid. Austerlitz evner ikke at snakke om personlige ting men de har det tilfælles at de rejser meget og mødes fra tid til anden, nogle gange helt tilfældigt. Fortælleren er god til at lytte og bliver et talerør som Austerlitz kan bekende sig til.  Du kunne dog indvende at Austerlitz virker selvcentreret og venskabet uligevægtigt, domineret af hvad Austerlitz har på hjerte. Fortælleren bliver sjældent spurgt ind til hvordan han har det, men er overbærende og synes at affinde sig med, ja fascineres over, Austerlitz’s lange enetaler, store viden, og anekdoter. Har fortælleren med fuldt overlæg fravalgt at inkludere sig selv i fortællingen da det kunne distrahere? Det synes også at være en mulig fortolkning. En utroværdig fortæller, vi ved ikke hvem han er.

Du kan sammenligne nobelprisvinderen Annie Ernaux’s projekt om at dokumentere det personlige og det kollektive i bogen The Years (2008) og i dokumentarfilmen Super 8 Years (2022) med hvad Sebald gør i sin roman; samfundsændringer markeres, landsbyen der nu står under vand i Wales og ghettoen i Tjekkiet omdannet til museum. Hun skildrer et naturområde i Frankrig hvor der nu er bygget en by, man kan sige Ernaux og Sebald bevidner konsekvenserne af det tabte og det nye. Derudover er der en interesse fra Sebald’s side til at gengive dyre- og planteriget. Men det går dybere, Sebald dokumenterer krigsofre og det mentale landskab, vigtige historiske udviklinger i det 20 århundrede, især hvad der skete med jøderne i Tjekkiet. Austerlitz's hukommelsestab spiller en afgørende rolle i bogen og indvirker på strukturen, der er ikke en normal kronologi og udvikling. Austerlitz's sindstilstand opleves kaotisk og labyrintisk, han kan ikke finde ud, finde vej, skifter spor. Sindets uorden påvirker Austerlitz's forhold til andre. Som læser møder du en søgende mand der forsøger det umulige; at finde sig selv på baggrund af sin mor og far.

Mange passager virker filmiske og en del af Sebald’s eksperiment har været at inkludere billeder. Dele af romanen er sket, andet opdigtet, forfatteren formår at blande billeder og tekst sammen så det virker som et autentisk univers. Billeder minder dig om ting der forsvinder og tiden der er gået. Bogen er et overvældende sansebombardement hvor det var nødvendigt med pauser i læsningen. Sandsynligvis kunne du opsummere handlingen på bare nogle få sider, der sker faktisk ikke det helt store da meget foregår oppe i hovedet på personerne. Til gengæld er der utallige observationer og sidespor som nogle gange bliver for meget, hvor vi får side efter side om fx arkitektur. Trods nogle kedelige afsnit hvor det simpelthen bliver for nørdet er beskrivelserne alligevel med til at gøre romanen realistisk og helt sin egen. På YouTube har entusiaster optaget rejsedagbøger der følger i bogens fodspor, ja, for at få fuldt udbytte burde du sidde med et atlas eller google maps mens du læser. En bog fyldt med referencer som er bundet til de lokaliteter den foregår og opfordrer til at besøge stederne. Det mærkes at Sebald har en nysgerrighed og kærlighed til mennesker, dyr, planter, og bygninger. Han er dygtig til at koble dyre- og mennesketræk, fx det heroiske og det tragiske, brevduen der brækker vingen men alligevel forsøger at nå sit mål, eller de tørstige sommerfugle der opsøger vand. I bogen er særligt England, Antwerpen og Tjekkiet beskrevet. Spændende at prøve Sebald men jeg føler ikke den store appetit på at tag fat i endnu et af hans romaner lige med det samme. Der kan uden tvivl skrives meget mere om Sebald's særegen fortælleteknik.

Min vurdering 7/10

Anmeldelse: De Ansatte af Olga Ravn (2018)

 

2018. 135 sider. Forlag: Gyldendal

Mit første bekendtskab med danske Olga Ravn. Fremtidsroman (eller novella?) der foregår i det 22. århundrede, forfatterens mest læste bog på goodreads.com. Ravn sætter en arbejdspladsrelateret vinkel på kendte science fiction temaer. Især truslen fra det ukendte, men også rettigheder, samarbejde og arbejdsglæde for AI humanoids og mennesker, i sameksistens. Sidstnævnte AI er en af tidens hotteste buzz words (årets ord i 2023 hedder ChatGPT). Robot-teknologien vinder frem overalt og overtager arbejdsfunktioner, fx kan du snakke med en AI voicebot når du ringer til dit forsikringsselskab, de ansatte fodrer en anden "robot" med kundernes forsikringsdata ved udarbejdelse af en police, osv, osv.

Bogen har en nontraditionel fortællervinkel, en række vidneudsagn af rumfartøjets besætning muliggør et væld af perspektiver, det bliver dog svært at få et tilhørsforhold til de navnløse karakterer når der skiftes fokus, fra side til side. Ifølge forfatteren er sproget inspireret af den måde, vi taler sammen på arbejdspladsen, især MUS-samtaler.  Som Olga Ravn fortæller dr.dk: ”Den her ide om, at vi skal være bedre, vi skal være mere effektive, at det er vores egen skyld - den er jeg ret kritisk overfor. Jeg synes, det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt”.  

Besætningen savner deres hjem, tynget af minder, der er en længsel efter familien, den åbne himmel, og den følbare jord. Som et plaster på såret hjælper børnehologram med savnet og motiverer arbejdsindsatsen. Visse steder sættes forskellighederne på spidsen, komisk at AI robotten ikke begriber hvad en pause går ud på!  

Man kan sige den utrygge stemning fylder mere end nogle bestemte individer. Beskrivelserne af de fundne mystiske objekter sætter gang i læserens fantasi og kunne være spændende at se visualiseret på film. Romanen har en uhyggelig, uforudsigelig, undertrykkende stemning, og befinder sig på grænsen til arthouse gys, med flere fortolkningsmuligheder. Meget forbliver usagt, som bevirker læseren bliver småforvirret over hvem der siger hvad, er det et menneske eller en AI, hvor mange ”tilføjelser” har netop denne person fået, og hvilken betydning får objekterne for både mennesker og de menneskelignende? Forfatteren undlader at forklare grundlæggende forhold som fx om besætningen på det sekstusinde skib frivilligt har valgt at tage på missionen, er de forsøgskaniner, kan besætningen nogensinde forvente at vende tilbage til deres kære? Ifølge VIDNEUDSAGN 022 har en eller flere af de menneskelignende aldrig været andre steder end på rumskibet.

Hvad der foregår på planeten jorden står hen i det uvisse, er der krig, klimakrise, hvor langt fremme har AI udviklet sig? Alle disse uvisheder øger utrygheden og giver stof til eftertanke, ikke mindst om AI forstår forskellen på rigtigt og forkert, skal de have mulighed for at udvikle sig frit eller kontrolleres med hård hånd? Der har allerede været hvisket i krogene om chatGPT lærte sig selv avanceret kemi, men reelt om app’en har ”tænkt” selv er svært at svare på da det hænger sammen med hvad den er blevet programmeret til. 

Rumskibets AI humanoids har fået indoktrineret at der ikke er noget udover arbejdet, intet hjem, ingen fritid, ingen relationer, intet køn. Måske ved de ikke selv at de er slaver da de ikke kender til andet. Selvfølgelig møder læseren deres frihedsberøvelse med empati. Udvalgets spørgsmål og de fremmede objekter besætningen kommer i berøring med igangsætter nogle selvrefleksioner og nye adfærdsmønstre. Forfatteren har udtalt til dr.dk at vilkårene for robotmennesket kan sidestilles med accept på en arbejdsplads; ”Det fineste, man kan være på skibet, er at være menneske. Dem der er robotter, de drømmer bare og længes efter at blive mennesker og blive accepteret som mennesker. Og det tænker jeg egentlig også knytter an til de diskussioner, vi har i dag, om hvem der har ret til hvad, og hvis liv der er mest værd”. Om Olga Ravn’s syn på de menneskelignende, fortalte hun Graham Norton: ”To me, I think they are equally valuable, and equally human. That’s kind of one of the points of the book, to take non-human voices seriously”. 

Men kan vi stole på sådanne menneskelignende robotter og vil de kunne vende sig imod os? Der er noget foruroligende ved en kunstig intelligens i hastig udvikling, hvad kan det ende med?  Sidstnævnte blev taget op i The AI Summit London 2023 hvor konklusionen fra eksperterne lød at der skal et internationalt samarbejde i forhold til AI sikkerhed, disse nye teknologier kan hjælpe os men også misbruges.

Kender du hovedværkerne indenfor science fiction (film og litteratur) vil du måske få indtrykket af ”gammel vin på nye flasker”. Hverken til topkarakter eller decideret dårlig, ”De Ansatte” befinder sig midtimellem, som en god, tankevækkende oplevelse, uden dog for alvor at sprænge rammerne for genrens konventioner.  Advarslerne om en teknologi der løber løbsk er set før, men romanen kan igangsætte en diskussion, især nu hvor AI indtræder på arbejdsmarkedet. Hvad det gør ved os psykisk, at vi i stigende grad skal være effektive og vores arbejdsindsats overvåges, hvad det gør ved os at disse AI overtager stadig flere funktioner, og måske fører til afskedigelser?  Vi snakkede fx om til læsekreds at vores staveevner og evne til at læse kort gradvist forringes når de fleste nu anvender stavekontrol og google maps. Livet gøres nemmere men når teknologien driller tydeliggøres vores sårbarhed.  

På grund af bogens ukonkrethed vil forskellige læsere tage forskellige ting fra oplevelsen, fx forholder Ravn sig kritisk til om det er den rigtige måde vi har opbygget vores samfund, hvor du påduttes at arbejde hvis du kan, uden at have et valg, og du forventes at blive lykkelig ved at arbejde. Historien sætter spørgsmålstegn ved den man bør være, at arbejdet definerer individet. AI sætter et spejl op for hvem vi er, på godt og ondt. AI humanoids med menneskelige længsler, bekymringer og selvmodsigelser , som fx side 16: ”Vi er alle her dømt til en drøm om romantisk kærlighed, selvom ingen, jeg kender, elsker på den måde eller lever det liv. Og alligevel er dette drømmene, I har givet os”.

Samtidig skal det fremhæves at bogen har fået international opmærksomhed, oversat til engelsk ”The Employees”, og på shortlist til den præstigefyldte Bookerpris. 

Min vurdering 7/10

Kilder: 

MUS-samtaler inspirerede forfatter til sci-fi roman: Det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/mus-samtaler-inspirerede-forfatter-til-sci-fi-roman-det-her 

A Conversation with Olga Ravn
https://www.lollieditions.com/lolli-in-conversation/reading-with-the-mouth

Podcast: Olga Ravn. Graham Norton Book Club, E10, Dec 2023

Anmeldelse: En Lykkelig Slutning af Maren Uthaug (2019)

 

2019. 374 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof

”Først når en mor slipper sin sorg, kan barnet tage del i de himmelske glæder”

Vinder af Læsernes Bogpris, 2020. Kontroversiel, grænseoverskridende, men ofte morsom roman om en bedemandsslægt. Uthaug fik eftersigende inspiration hertil da hun i en periode skulle til en række begravelser, men hendes slægtsroman er langt fra farveløs eller kedelig! På grund af det store persongalleri kunne du indvende nogle af slægtleddene bliver en tand overfladiske og filmiske, uden vi kommer under huden på dem, men bogen reddes i høj grad af den kulsorte, absurde, morbide humor. 

Bedst fungerer 7. generation (nutiden), her lærer vi fortælleren Nicolas og hans nærmeste at kende. Navnene er ret sjove, morfaren Christian 5 med de skøre rutiner, og den akavede bryllupsvielse mellem Lone Helle og Ejvind er bare et par eksempler der fik smilet frem. Nogle gange får jeg nærmest dårlig samvittighed ved at grine af situationerne, fx Bjørn der bedøver de umulige børn. Måske var der ikke noget at stille op med Lillian og Christian 6, selvom Therese var i live. Du kan spørge dig selv, hvem er værst, børnene eller Nicolas?

Puslespillet med generationerne overskueliggøres for læseren ved hjælp af de læsevenlige slægtstavler. En ambitiøs, letlæst roman der giver stof til eftertanke om begravelsesritualer før og nu.  Jeg lærte om gamle traditioner, fx hvad en bydemand er for en størrelse. En fordel at genlæse de indledende kapitler igen som giver nogle uddybende informationer, fx at der er en sammenhæng mellem Nicolas’ liv og hvad der foregik på Stillehavsøen Tikopia. Er det overdrevet med så mange mærkværdige efterkommere? Muligvis, men det er med til at give bogen dens særegne personlighed.

Min vurdering 8/10

*Findes også som teaterstykke, senest opsat i Århus og København i efteråret 2023. Forestillingen fik positive anmeldelser.

Anmeldelse: Hvor Flodkrebsene Synger af Delia Owens (2018)

374 Sider. Forlag: Gyldendal

Amerikansk coming-of-age mord mysterium bestseller debutroman der foregår i 1950erne og 1960ernes North Carolina. Bogen får mig til at lægge mere mærke til de gratis glæder. Hovedpersonen er i pagt med marsken, fordi Kya er omgivet af natur, spiller den en større rolle i hendes dagligdag. Fantastiske naturbeskrivelser, når du læser er det som at være der selv! En hyldest til friluftslivet, Delia Owens arbejdede selv i Afrika som forsker blandt løver og elefanter i over 20 år.  

Kapitlerne rummer mindeværdige slutcitater, fx side 42: ”og marsken blev hendes mor”, side 29: ”Det er min fødselsdag fortalte hun fuglen”. Marsken og dyrene bliver en erstatning for Kya’s familie. Hendes ven Tate siger fx side 142 ”Pas på marsken, indtil jeg er tilbage, hører du?”. Læseren bliver også mindet om at marskområdet er et farligt sted, du kan blive væk, ligesom i en jungle, men du kan også gemme dig fra omverdenen. 

En bog om fordomme og stigmatisering i en lille by. Forskel på rig og fattig hænger i luften i beskrivelserne af byen, hvor sorte og fattige bliver lagt for had. En af historiens budskaber går ud på at der er andre måder at være til på, udover far, mor og børn. Du kan mere end du tror, Kya overrasker Chase med hendes viden om muslinger, som hun kender de latinske navne på. Hun bryder sig ikke om skolen pga mobning, gemmer sig fra myndighederne der forsøger at få hende til at følge undervisningen. Der kan drages visse paralleller til sydstatsklassikeren Dræb ikke en Sangfugl (1960) der ligeledes udforsker fordomme rettet mod en outsider i byen.

Undrede mig over Kya ikke melder en af byens beboere til politiet men hun tænker ikke som andre, fra en ung alder tvunget til at tage ansvar, hendes syn på rigtigt og forkert farvet af en outsider opvækst, uden en nær familie, uden skolegang, men som alle med en længsel efter at høre til et sted. På side 288 får vi at vide at ”skammen overvældede fornuften”. Nogle i læsekredsen anså det for urealistisk at et barn lever i naturen men hun iagttager familiens overlevelsesevner, fx ude og fiske med sin far. Desuden ved vi der er en ovn i deres hus til madlavning og til opvarmning af hjemmet. Kya’s mor opfordrer hende til at udforske marsken, side 116; ”Tag så langt væk, du kan. Helt derud hvor flodkrebsene synger”.  

Min vurdering: 10/10

Anmeldelse: Nøjsomheden af Stine Askov (2022)

2022. 365 sider Forlag: Gyldendal.

 ”Tut plejede at sige (om Frederik) at han på bunden var god nok, men at der var langt derned”

Titlen Nøjsomheden er navnet på et boligområde i Helsingør, ikke længere på ghettolisten efter nogle bygninger blev nedlagt. Tragikomisk socialrealistisk coming-of-age roman, med elementer af chick litt. Personerne beskrives tredimensionelt, hele mennesker, som også rummer usympatiske træk. Nogle vil måske fremhæve klicheer her og der, fx at den manipulerende, gangsteragtig fætter Frederik har en bulldog, at coke-misbrugerens ekstraværelse benyttes til træningsrum.

Fortælleren Mona er i starten af 20erne og bor i Nøjsomheden, hendes mor Marianne ”Mømmer” har stærk angst og samlermani. Moster Tut træder til som en handlekraftige papmor, en støtte i hverdagen. Tut har dog svært ved at holde sin egen søn Frederik på rette kurs, man kan sige Tut kompenserer ved at hjælpe andre rundt omkring sig i Nøjsomheden. Frederik styrer med hård hånd Tim som Mona i ungdommen er forelsket i. Står hen i det uvisse om Tim er et offer der ikke kan undslippe Frederik’s befalinger eller slet ikke tænker over sin rolle som underkastet. Som læser vender jeg mig nærmest til Frederik’s voldsomme væsen, ligesom Mona’s familie gør. Grænsen mellem barnlig leg og virkelig vold synes udvisket mellem Mona og Frederik, og det er med til at du som læser får ondt af hovedpersonen og håber hun klarer den. Måske fortier Mona mere end det der afsløres.

Mona henter ro i bøgernes verden og har i flere år haft svært ved at finde nye venner. Bestemt ikke nemt at danne nye voksen venskaber i Danmark synes at være en pointe fra forfatterens side. Hun omgås familien og rækker ud ved at lave små post-it anmeldelser ved byttebog hylden i kvarteret. Mona mærker et fælles tredje med den litteraturstuderende Nikolaj som hun møder i boghandleren hvor hun arbejder. For mange vil mødet med en voldelig svigerfamilie være et rødt flag, men når de to tilbringer tid sammen forsvinder Nikolaj’s tale handicap. Især Nikolaj’s far udtrykker bekymring over sin søns nye relation. Mona har sine tvivl om forholdet også, da Nikolaj’s bedste ven Camille, måske eller måske ikke, er forelsket i Nikolaj.   

De noget tragiske situationer vendes tit til noget komisk; Marianne der har ”stier mellem sækkene” i sin fyldte lejlighed og tuder når hun bringer datteren i skole for første gang. Stofmisbrugerens næse er næsten helt væk, de to lidt overvægte boghandlere som vil tabe sig, osv. 

Forfatteren fortalte i et interview med Gentofte Bibliotekerne at hun gerne vil gøre op med fordomme om ghettomiljøer, vise nogle ressourcestærke mennesker. Som tidligere pædagog brænder Askov for dem der har det svært, de udsatte. Klasseforskelle er et hovedtema i bogen, særligt mindeværdigt; festen hos Nikolaj’s forældre og konfrontationen på værtshuset Københavneren. I princippet hænger de to begivenheder uløseligt sammen. I disse situationer mærkes Mona’s skam over sin familie og Nikolaj’s forældre udviser en ret konfronterende adfærd overfor deres gæst, som dog bløder op næste dag når festen er forbi, hvor Mona får ros for at forsvare sig selv. Mona er outsider både i boligblokken og i overklassemiljøet, samtidig er der også et forsvar af det hårde miljø hun kommer fra. Hun vender ikke familien ryggen, selvom nogle måske kunne have fundet på det i hendes sted.

For mit eget vedkommende er de levende personbeskrivelser og humoren bogens trumfkort. Visse steder bliver forfatteren noget moraliserende, hvor jeg mærker Askov trække i trådene. Om læseren reelt har brug for London-turen ved jeg ikke, det giver en variation ved at Mona afprøver sig selv i nye omgivelser. At hun møder en hjemløs og dummer sig på en indisk restaurant oplever jeg som underholdende men måske overflødigt. Trods det holder jeg af personerne hele vejen, og savner dem allerede når romanen er slut. En charmerende fortælling med kærlighed og humor, som ikke er bange for at kigge på de svære ting i livet som fx angst, vold i familien, og ensomhed.

Min vurdering 8/10

Anmeldelse: Er mor død af Vigdis Hjorth (2020)

 

Livsklog, barsk roman af norsk forfatter. 


2020. 332 sider. Forlag: Turbine. Oversat til dansk af Karen Fastrup.

Den ca. 60årige jeg-fortæller Johanna har ikke set sin mor og søster i 30 år men alligevel fylder de meget i hendes sind. Det er et af romanens ubesvarede spørgsmål, hvorfor vækkes disse følelser nu? Hun bor i USA som kunstner, i indledningen får vi at vide at kæresten er død og sønnen flyttet hjemmefra. Ensomhed og tid alene har en betydning for hendes psyke. Som diskuteret i læsekreds hænger timing muligvis sammen med et sidste udkald, moren er blevet gammel og det er nu eller aldrig hvis en genforening skal ske. Vi søger alle efter accept og kærlighed fra vores forældre, uanset om du er barn eller 60 år, der er et afhængighedsforhold du ikke kan gøre dig fri af følelsesmæssigt, uanset om du er fjender eller venner. Johanna’s tilbagevenden til hjemlandet spiller selvfølgelig en rolle i at gamle minder vækkes til live men vi ved reelt ikke hvor ofte hun har tænkt på familien over den 30årige periode.

  

Søster og mor beskylder Johanna for grænseoverskridende adfærd, bl.a. har hun udstillet malerier i hjemegnen som viser familien på en måde der kunne støde. Johanna rejste fra ægtemand i Norge pga forelskelse i mand fra USA, og udeblev fra farens begravelse. Der er flere ting der har vækket vreden hos familien i Norge. Søsteren Ruth blev hjemme og allierer sig med og støtter den gamle mor. Johanna forsvarer sig med, at det er ”nødvendigt for overlevelse at male billeder” (s.65), og benytter som argument for det kunstneriske projekt at hendes amerikanske mand Mark ”overtalte hende” (s64). Desværre er der næppe mulighed for at forklare sig face-to-face når familien udelukker hende, så Johanna fører en intens indre monolog med sig selv og må lære på den hårde måde at; Det gjorte kan ikke gøres ugjort. Til læsekreds var der noget spekulation om Johanna faktisk har lært noget som helst af familiens afvisning, da hun ikke udtrykker selvindsigt og fortrydelse over udstillingen i hjemegnen, nærmest tværtimod holder hun stædigt fast i behovet for at udfolde sig kunstnerisk, skønt det provokerer og skubber familien på afstand. Det er muligt forsøget på at nærme sig mor og søster har egoistiske motiver for at få svar på hemmeligheder, uden et reelt ønske om at være en støttende datter. Set i det lys fremstår Johanna som en usympatisk skikkelse. Men der skal to parter for at få et forhold til at fungere så omvendt skal vi måske anskue Johanna som en datter der har gjort alt det hun overhovedet kunne for at genetablere en forbindelse. 

Romanen opleves som en sindstilstand, med minimal handling. Advarer om den forkerte vej at gå, isolation forstærker hendes ensomhed, tankemylder og kontaktbehov. Behovet for forsoning og tilgivelse(s.8) vejer tungere end respekt for familiens klare grænser, også når det gælder Johannas overvågning af moren. Selvom begge lejre er langt fra perfekte, er min sympati med hovedpersonen da hun er meget ensom og den aktive som forsøger at løse konflikten. Men er det for sent? Findes en løsning? Søster og mor gør det nærmest umuligt da de ikke ønsker Johanna i deres liv. Man kan ikke tvinge nogen til noget de ikke vil. Men hun giver ikke op, ”de kan ikke digte mig ud af historien”(s.89).

Johanna bruger meget unødvendig energi på gætterier uden beviser ”måske – måske – måske”(s95), bilder sig alt muligt ind andre tænker, men mangler et sted at skaffe sig af med sit tankemylder. Der er stærke antydninger at de uløste konflikter er usundt for familiens velvære, en familie som ikke er god til at snakke om deres følelser og problemer. Tankemylderet og bitterheden i Johanna’s sind kører i ring og er svært at standse. Analyseapparatet blandes med flashback episoder fra barndom og ungdom, i forsøget på at forstå især morens adfærd. Hun har en ven i første kapitel. S8: ”Det hjalp at tale med Fred”

Hvad skjuler moren? Johanna er, nogle vil måske påstå, traumatiseret og sygeligt besat af moren, som læser bliver du nysgerrig efter at kende sandheden om deres fortid. Moren mistede sin egen mor tidligt, hvilket sandsynligvis påvirkede den måde Johanna og Ruth blev opdraget på. Johanna’s kreativitet i barndommen blev undertrykt af en streng opdragelse og det ”man bør gøre”, som formentlig førte til teenageopgøret og behovet for at finde sin egen stemme igennem kunsten. Johanna spekulerer over at hun nu bærer ”den smerte, det var lykkedes hende (mor) at fortrænge”.

En tragisk roman om en dysfunktionel familie, viser vigtigheden af samtale og vigtigheden af empati, fx at tage til begravelser og holde en kontakt.  Johanna gør andre til skurke, på s.72 ”Men Ruth bad Johanna ikke komme til begravelsen”. Det gør ondt at stå i en afvisningssituation, hvor nogen fokuserer på dine fejltrin og virker til at have glemt dine mange gode sider. På den anden side må Johanna også lære af situationerne og tage konsekvenserne, fundere over hvad hun kunne gøre bedre næste gang. Tydeligvis usundt for dem alle at tie i så mange år, de forstår ikke hinanden. Mor og søster har deres formodninger om malerierne uden at have talt det igennem med familiens ”sorte får” Johanna. Søsteren Ruth opfordrer i en sms s.244 Johanna til at se tingene fra deres synsvinkel, ”at andres menneskers livsprojekter er lige så værdifulde”  og at Johanna’s livsvalg har påført familien meget smerte.

Undrede mig over de utallige små tekststykker i romanen, hvad ville forfatteren med det? Muligvis en måde at dele tankerne op på, fremhæve visse vigtige passager. Til læsekredsen snakkede vi om sproget, en gribende fortælling med mange nuancer i personbeskrivelserne men visse steder stoler forfatteren ikke nok på læseren, fx når naturen træder frem som en trøsteven, ”min ven stenen” (s74)” og indrømmer flere steder at hun ”opdigter” moren.  Disse sætninger skæres ud i pap og kunne have været håndteret på en mere elegant, tvetydig facon. 

Åbenbart har forfatteren Vigdis Hjort været inspireret af Vildanden (1884) og dens familiedrama, uden dog at hun konkret citerer Ibsen. I Norge står 6 bind værket Min Kamp (2009-2011) af Knausgård som et vigtigt eksempel på autofiktion og Hjort’s forfatterskab peger også i den retning, de selvbiografiske elementer har for begge forfattere åbnet for en debat om hvad man kan tillade sig at dele fra privatsfæren og ansvaret du har som historiefortæller. Både Knausgård og Hjort har brændt broer med deres ærlighed i kunstens navn, ligesom jeg-fortælleren Johanna's kunstnerisk kompromisløshed har skabt konflikter, men i sidste ende er det hendes grænsesøgende beslutninger der gør hende til den hun er. 

Min vurdering 8/10

Boganmeldelse: Ekstremt højt og utroligt tæt på / af Jonathan Safran Foer (2005)

Min vurdering 6/10

Resumé fra bibliotek.dk
Oskar mister sin far ved tvillingetårnenes kollaps i New York 11. september 2001. En efterladt nøgle sender ham rundt i byen for at finde låsen, der måske giver mere indsigt i farens liv.

Muligvis har 11. september gjort hovedpersonen Oskar (og amerikanerne?) mere bange for fremmede, og desværre givet arabere et dårligt omdømme:

s38:

”Der var mange ting, der gjorde mig panikslagen, såsom hængebroer, bakterier, flyvemaskiner, festfyrværkeri, arabere i undergrundsbanen (selv om jeg ikke er racist), arabere i restauranter eller på cafeer eller andre offentlige steder (...) mænd med overskæg, røg, knuder, høje bygninger og turbaner”

Når jeg siger muligvis, så er en svaghed for mig ved bogen, at dette citat ikke er noget der kommer til udtryk i Oskar’s adfærd i historien, nærmest tværtimod. 9årig Oskar er meget naiv, barnlig og godtroende, når han ringer på diverse menneskers døre i sin søgen. Det er et mindeværdigt citat, og det er et godt signal at sende amerikanerne, at Oskar har mod til at banke på fremmede menneskers porte, men modsiger Oskar ikke sig selv?

En anden svaghed kunne være, at historien ikke kommenterer nok på 9/11, det følte jeg hype omkring udgivelsen havde lagt op til, men i og for sig kunne Oskars far være død i en hvilken som helst ulykke. Det overraskede mig, at der lægges op til en diskussion om traume i general forstand, men her viser romanen sin langtidsholdbarhed. Anden Verdenskrig fylder meget mere end jeg havde regnet med. Måske var formålet at hjælpe de efterladte eller traume-ramte i det hele taget med deres sorg, og giv dem håb? Og her er 9/11 en kollektiv traume som måske kan bearbejdes til dels gennem kunst og litteratur. Spørgsmålet er, om man behøver at have oplevet et traume for at identificere sig med historien? Her påpegede en fra læsekredsen, at hvis man har prøvet at være ked af det kan romanen måske også bruges. Foer indrømmer i et videointerview, at han ikke planlagde at skrive om 9/11, men det gik efterhånden op for Foer, efter samtale med sin bror, at det faktisk var det han sad og skrev om.

Ifølge journalist Karina Søby Madsen i sin artikel på forfatterweb, er Oskar endnu for ung til at kunne sætte ord på sine tanker og følelser omkring tabet. Derfor - og fordi han vil beskytte sin mor - formår han eksempelvis ikke at fortælle hende, at han sad hjemme og hørte faderen indtale beskeder på telefonsvareren just før, tårnet brød sammen. I stedet konkretiserer han sin smerte ved at lave blå mærker på sig selv, for på den måde bliver smerten synlig og håndgribelig i modsætning til det indre kaos, han oplever.
Foer favner de tragiske historier via humoren. Da holocaust ikke kan serveres direkte og ej heller angrebet på World Trade Center, går han humorens omvej. Via humoren formår han at skabe sympati og kontakt med læseren og at gøre fortællingen/bearbejdningen levende og relevant. Humoren fremstår i vid udstrækning i hovedkarakterernes pudsige indfald.

For mig var der ikke nok på spil og derfor led historien spændingsmæssigt. Problemet er, at Oskar har en traume fra starten af, så vi ved allerede, hvordan han har det. Der var kun lidt spænding i de sidste 50 sider for mit vedkommende.

Sommetider var synsvinklen for mig forvirrende, det kunne være svært at skelne mellem, hvem der var fortæller, da det skifter meget mellem farfar, far, og søn. Der kan være tale om en bevidst sløring af nogle ellers simple dilemmaer, som ved anden gennemlæsning vil være meget nemmere at følge. Det hjalp heller ikke, at Oskar tænker ofte som en voksen, og bogen blev af nogle anmeldere kritiseret for at portrættere en niårig dreng med en hjerne som den 28årige forfatter Jonathan Safran Foer.


Det var lidt specielt at læse bogen her ved ti-års jubilæum for terrorangrebet, dagen for et årti siden hvor små ting for mange blev uvigtige, og hvor vi i fællesskab gloede TV og alle mere eller mindre kan huske, hvor de var, og hvad de lavede 11. september 2001.

Ifølge en 9/11 udsendelse Danskernes Akademi på DR2, så har Ekstremt højt og utroligt tæt på svært ved at modsvare den tyngde tårnenes fald havde ikke bare i New York, men i hele verden. De fleste forfattere har holdt sig væk fra kritiske kommentarer. Ukritisk medfølelse fra forfatterens side blev populært. Romanerne af de amerikanske forfattere handlede i mindre grad om, hvorfor terror skete. Et berømt citat fra Paul Auster’s bidrag til 9/11 litteraturen lød: ”USA blev ikke ødelagt, den ødelagde sig selv.” Men som Adjunkt Steen Christensen, AAU er inde på, den går ikke i dybden. Disse emner tages måske i større grad op i faglitteraturen og avisjournalistikken?

Og hvad var styrkerne ved Ekstremt højt og utroligt tæt på? Oskars fantasi, den er usædvanlig, opfindelserne han finder på og beskriver. Et kloaksystem der kan indfange New Yorkernes tårer, når de græder sig selv i søvne om natten. Frimærker med indbydende smag, lange ambulancer der forbinder hospitaler, osv, osv. Som der er en anmelder der skriver på librarything, sommetider virker opfindelserne som en måde at fremme hjælpen til de katastroferamte.
Til dels har Oskar legesygen fra tiden med sin far, det mærkes at Oskar gerne vil føre det videre, detektivjagten på nøglens oprindelse er nok fordi Oskar savner og stadig gerne vil være tæt på sin far, det er muligt han søger en fader-figur i de mennesker han møder. Når Oskar er så opsøgende, får man som læser selv lyst til at udforske omgivelserne, og møde New Yorkerne. Måske prøver Jonathan Safran Foer at sige, at vi ikke skal være bange for fremmede i en tid hvor nogle amerikanere er mere skeptiske.

En af bogens tabu emner er, må børn have en favorit forælder? Hvad er konsekvenserne for barnet og forældre? Hvordan hånderer Oskars mor at være den mindst populære er hvad romanen kigger på og giver et eksempel på.
Oskars mor undgår at græde, når Oskar er i nærheden, det er nok typisk, at forældre vil spare deres børn for melankolien, men er Oskars mor derved ikke trøstende nok?

Eller er det et spørgsmål om, at Oskar ikke formår at tage imod den trøst hun tilbyder ham, og Oskar derved kommer til at såre hende? Det kan skyldes, at han ikke er helt tilfreds med, at hun har fundet en anden mand så hurtigt, men hun forsvarer sig med, at man godt kan være glad og savne nogen på samme tid. Det er hendes måde at komme videre på.

I samtalebogen Helle i samtale med Ninka (2011) fortæller Helle Thorning Schmidt om sin egen rolle som mor, og Helle lægger ikke skjul på, hvor stor betydning hendes egen mors værdier spiller:

s.17:

”Det er et spørgsmål om at være en stærk person og vise sig ansvarlig overfor børnene. Det er ikke, fordi børn ikke må se, at vi voksne har følelser og problemer. Det er mere noget med, at vores problemer ikke skal være deres problemer.”

Parforholdet er et andet område Jonathan Safran Foer berører, hvordan manden og kvinden i et ægtepar har brug for plads til at være lidt sig selv, og have tomme pladser i deres lejlighed, hvor den anden ikke må gå eller se hen. Det virker bizart at det konkretiseres i bogstaveligste forstand, men på en måde er det forståeligt nok. Vi kommer nok til at tænke over vores forhold til vores nærmeste.

Oskar er blevet sammenlignet med drengen Oskar fra Gunter Grass’ Bliktrommen, ved både at være barn og voksen på samme tid, men ellers kan jeg ikke se, hvad Foer bruger referencen til.


Der er en filmatisering på vej med sandsynlig danmarkspremiere i 2012 instrueret af Stephen Daldry, kendt fra The Hours (2002) og The Reader (2009), Tom Hanks og Sandra Bullock i hovedrollerne, og med en stjernespækket birolleliste. For mig bliver det dog mest fascinerende, hvordan de visuelt vil tackle Oskars fantastiske opfindelser.

Budskabet må være, hvordan man kan arbejde sig igennem et traume, og et bud på hvordan man kan komme videre.
En anden vigtig erfaring Oskar gør sig er hvordan han kan påvirke sine omgivelser positivt (fx nogle af de mennesker han opsøger ved navn Black), eller i negativ retning (fx kritik af mor). Måske er han for ung til at reflektere over, hvilken glæde eller smerte hans egne ord kan have på andre, men læseren kan ihvertfald spejle sig i Oskars interaktion med omverden.
Det er befriende at læse Oskars ufiltrerede tankestrøm, men der er også konsekvenser, sagte ord kan ikke gøres usagte igen.

Grafisk er romanen i særklasse, forfatteren leger med virkemidlerne, skrifttyper, billeder, som indarbejdes i handlingen. Foer siger om brugen af billeder: “Jeg synes, billeder giver mening i denne specifikke roman. Først og fremmest fordi, børn ser verden ved at skabe en række mentale snapshots; de ‘gemmer’ disse billeder, som de husker 20 eller 40 år senere. Dernæst fordi 11. september var den mest visuelt dokumenterede begivenhed i den menneskelige historie.” (Interviewartikel på www.bookpage.com ).

Forsiden af romanen kan have en symbolsk betydning. Oskars farfar er holdt op med at tale, og han svarer med et ja eller nej med hænderne. En i læsekredsen mente en hånd på både forsiden/bagsiden af bogen kunne forklares sådan. Hvis du har andre tolkninger af forsiden, så lad mig vide i kommentarfeltet!


Læs den for opfindsomheden, jeg aner ikke hvad genre det er, det skifter mellem komedie og tragedie, magisk realisme? 9/11 litteratur? Hvis du kan acceptere svaghederne jeg har nævnt, så kan det være du skal give den en chance. Jeg havde vanskeligheder med at komme igennem den, og overvejede at opgive flere gange.

Forlaget Tiderne Skifter, 2005, 348 sider.

Læsere af min blog, har du nogle holdninger til min anmeldelse, bogen eller forfatteren? Har du læst andre 9/11 romaner? Hvad mener du en 9/11 roman skal kunne give dig som læser?

Boganmeldelse: Orakelnat / af Paul Auster (2003)

Min vurdering 6/10

Et kort resumé fra bibliotek.dk:Efter et langt sygdomsforløb lider forfatteren Sidney Orr af skriveblokering. En ny notesbog sætter ham i gang med en historie, der tilsyneladende får skæbnesvanger indflydelse på Orrs liv.

Referatafsnit der hjælper mig med at huske - kan springes over:
Der er mange historier der vikler sig ind i hinanden, Den sygdomsramte Sidney Orr er forfatter, og skriver fiktivt om forlæggeren Nick Bowen, og nogle af de samme karaktertræk afspejler sig mellem Sidney og Nick. For eksempel mødte Sidney sin kone Grace på et forlæggerkontor. Jeg synes det var ret koldt af Nick at stikke af og starte et nyt liv i en anden by og efterlade sin familie tilbage. Nick prøver at retfærdiggøre sin flugt til Kansas City ved at sige konen Eva vil komme sig og finde en anden. Nick skifter navn, og får arbejde på et arkiv hos Ed Victory, som vi heller ikke er sikker på hedder sådan rigtigt. Ed er taxichauffør.
Nick modtog bog skrevet af Sylvia Maxwell, Sylvia er død, men Rosa giver Nick bogen. Nick er tiltrukket af Rosa, men Rosa kan ikke finde Nick, fordi Nick er stukket af til Kansas City.
Jeg kan godt lide titlen, i romanen er Orakelnat historien af Maxwell, hovedpersonen Lemuel Flagg er blind efter eksplosion under første verdenskrig, børn på 11 og 14 plejer ham i en skov, Flagg adopterer tilsyneladende børnene og tager dem hjem til England. Flagg kan nu forudsige fremtiden ligesom Oraklet fra Delphi, og han tjener godt på det. Så der er to eksemplarer af Orakelnat, Auster’s og Maxwell’s.


John Trause, har smerter i sit ben, og er nær ven af Sidney og Grace. Sidney’s kone Grace er gravid.
John Trause forærer Sidney $36 tusind, fordi Sidney er på spanden mht. lægeregninger og at skrive, men det kunne være Trause’s dårlige samvittighed og lyst til at støtte Grace, som Trause har stærke følelser for.
Trause’s søn Jacob har aldrig kunnet eniges med Grace, og Jacob vidste muligvis, at John Trause og Grace havde en affære, og det er muligt at Trause er far til barnet og ikke Sidney.
Jacob er i problemer, og begik indbrud hos Grace og Sidney, Jacob prøver at afpresse Grace og Sidney for flere penge, og når de afslår, banker Jacob Grace.


Anmeldelse:
Man kan spørge sig selv, hvorfor Auster er så populær i Danmark. Måske som én i læsekredsen foreslog, at krimier er meget oppe i tiden og det univers han bevæger sig i er lidt krimiagtigt.

Situationen med gargoilen i starten (forsiden af bogen) kan sammenlignes med en begivenhed i Auster’s eget liv, en jævnaldrende ungdomsven blev ramt af lynet, og vedkommende stod lige ved siden af 14-årig Auster, da det skete. Chokket over tabet af vennen og at det ligeså godt kunne have været Auster selv, påstår han i interview har påvirket hele forfatterskabet, og hvorfor Auster ofte har fokus på tilfældigheder.
Overlevelsen i sådan en situation betyder du har fået et nyt liv foræret.

Den hyppige brug af tilfældigheder, New York og kinesiske æskesystemer i sine romaner er både styrker og svagheder ved læsning af hans forfatterskab, har man læst én, har man på en måde læst dem alle, temaerne og budskaberne er ofte de samme fra gang til gang.

Jeg synes oversættelsen er rigtig god, som om den var skrevet oprindeligt på dansk og ikke amerikansk.

Grafisk benytter Auster sig af fodnoter i bunden af siderne, som indeholder essentielle detaljer, det giver bogen noget labyrintisk over sig, men det vil nok irritere nogle læsere, inklusiv denne anmelder, at du skal springe tilbage nogle sider til hovedteksten, når noten langs bunden løber over flere sider.

Paul Auster skriver her metafiktion, fiktion om fiktion, der er overvejelser om skriveprocessen og kunstnerens rolle. Historierne overlapper og påvirker hinanden, utroskab er et tema der går igen i flere af fortællingerne. Hvordan inspirationskilder indgår, hvordan forfatteren bruger stof fra sit eget liv, hvordan skriveren oplever gode og dårlige perioder, hvordan en historie bygges op, osv. Det kan ikke komme som nogen stor overraskelse, forfattere skriver om det de kender.

Vi snakkede om til læsekredsen, at historien med de mange lag bliver kompleks, men hvis man tog det hele og satte i kronologisk rækkefølge, og satte hændelsesforløbene i orden, så ville romanen måske miste noget af sin mystik. Formen hvor jeg er i tvivl om, hvad er fiktivt eller sandt bidrager til at øge interessen for læseren, men for mig vil Orakelnat ikke så meget udover puslespils-konceptet, det er her forfatterens energi er blevet lagt.

Auster forsvarer sin skriveform i interview med politiken:

”I 'Orakelnat' er der en mængde af mærkelige, sideløbende historier, og det kan godt være, at man ikke kan lave en systematisk analyse af dem og vise, hvad de hver for sig betyder, men alle disse tilstødende og udfoldende fortællinger skaber tilsammen et helt andet slags resultat end en enkelt, sammenhængende fortælling gør”

Hvad henviser titlen til?

Paul Auster:

"'Orakelnat' er titlen på en bog, der dukker op i historien om Nick Bowen, og som handler om at kunne forudsige fremtiden. Den refererer nok også til den sidste scene i 'Orakelnat', hvor Sidney møder sin vens søn og føler helt bogstaveligt, at 'fremtiden stod foran mig'. Det er bogens klimaks. Det tror jeg i hvert fald. Men jeg er ikke sikker. Jeg er ikke sikker på noget som helst ... jo mere vi taler om den her bog, des mærkeligere bliver den!."

En anmelder på librarything brokker sig over, at Orakelnat delen ikke bliver brugt til noget særligt, udover at indgå som en beskrivelse, her kunne jeg også godt savne, at det påvirkede Sidney.

Der var nogle elementer jeg må indrømme, som ikke var logiske, men nærmere magiske. Hvordan kan Grace drømme om værelset under jorden fra Sidney’s blå notesbog, uden at Grace har læst Sidney’s historie? Tilfældighed? Der er noget mysteriøst over de farvede portugisiske notesbøger, som Sidney anskaffer.

Jacob er et uhyre, Trause (et anagram, bogstaverne i efternavnet danner Auster) har opdraget ham, romanen sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget indflydelse opdragelse og miljø har, er Jacob blevet sådan på egen hånd? Det kan der ikke svares entydigt på, og Jacob minder på flere punkter om teenageren i Siri Hustvedt’s Det jeg elskede. Det er ikke nogen tilfældighed, begge romaner er fra 2003, og Auster og Hustvedt er gift. Så hvis man har læst Hustvedt’s roman, så vil der ikke være så meget nyt at komme efter her, og for at være ærlig fungerer denne del bedre hos Hustvedt.


Der er en del usagt i Grace og Sidney’s ægteskab, men det er nok meget normalt, at der altid er noget man holder for sig selv for at beskytte sig mod omverdenen, vi kan aldrig lære et andet menneske 100% at kende, ”there’s something inside you, its hard to explain”, som soundtracket til filmen Drive (2011) lyder.

Grace har kendt Trause hele sit liv, ligesom en surrogat far. Trause er ensom efter sin kones død, og Grace og Trause indleder en affære, som Trause's 14-årige søn Jacob prøver at sabotere. Grace har stjålet Trause fra Jacob i Jacobs øjne.
Vi får aldrig rigtig svar på, om Grace og John Trause har en affære eller det foregår oppe i Sidney’s hoved (og Jacob's). S224: ”disse spekulationer uanset om de er rigtige eller ej”

Når Sidney erklæres snart død, går Grace til Trause og vil trøses. Virker sært at Trause kan skjule han elsker Grace, når de alle tre er sammen, Sidney, Grace, Trause, og endnu mere sært at Sidney ikke har mistanke om de er kærester, det er lidt en svaghed ved bogen, at den tilsyneladende intelligente Sidney ikke kan se noget så oplagt.

En svaghed er helt klart, at der mangler kapitler, det fortsætter bare uden pauser.

Personerne er ikke nogle jeg tænker ret meget videre over, når jeg er færdig. De mangler noget varme, så jeg kommer ikke til at holde af dem, som jeg gerne vil.

I et interview med politiken fortæller Auster:

”For mig at se handler 'Orakelnat' bare om at være låst fast - at være gået i stå, uden at kunne se sig ud af situationen”

Jeg anbefaler du snupper en af Auster’s andre romaner, for eksempel New York Trilogien (1987), eller Leviathan (1992). Hvis jeg også skal fremhæve en af hans værker fra 00erne, så anbefaler jeg Illusionernes bog (2002). Men nu var det Orakelnat vi havde fat i til læsekreds.


Læsere af min anmeldelse, hvad synes du om Paul Auster og hans univers? Har du læst Orakelnat, og hvad synes du om romanen?


reviewsofbooks

librarything

interview i politiken

Forlaget Per Kofod, 247 sider, 2003