2021. 169 sider. Gads Forlag
Debut roman. Den kvindelige forfatters mission er vigtig, at give en stemme til de misforstået psykiske syge, som ofte stigmatiseres som farlige, mistænkeliggøres, og isoleres fra deltagelse i samfundet. Romanen giver et indblik i et bosted for unge psykisk syge, i en dansk kontekst, tildelt ophold efter paragraf 107, et midlertidigt botilbud for unge 18-30.
Som læser har jeg svært ved at adskille beboerne fra hinanden. Fortælleren fylder mest, det virker til den usunde livsstil(fx dårlig søvnrytme, usunde madvaner) har en tendens til at påvirke gruppen i negativ retning. Vi ved det ikke, men der er nok en årsag til beboeren skruer op for musikken om natten, så stemmerne druknes af støjen. Gråbøl stiller spørgsmål men kommer ikke med færdige løsninger.
Især den navnløse hovedpersons op og nedture, myg angrebet på bostedet, og da gruppen finder sammen om at spille musik, er mindeværdige afsnit.
Fortælleren kæmper med udadreagerende vold og selvskade, hvorfor hun har det sådan er åben for fortolkning. En diagnose med borderline har noget at sige, side 70: ”Susanne er borderline, ligesom Sara og jeg” men der er også andre faktorer i spil, og vi ved ikke meget om fortællerens fortid. Voldsomme situationer beskrives monotont, pointen må være; intenst for læseren men hverdag for den skrøbelige kvindelige hovedperson. Nogle vil måske kalde historien realistisk men statisk, få aktiviteter og sparsomt møbleret, bostedet med vilje uden overstimulering.
Der er nogle klicheer som er set ofte i genren om psykisk sygdom fx selvmordsforsøg og personale der skal berolige en patient. De kritiske indspark til psykiatrien beskrives løbende, som fortællerens stream-of-consciousness; fx at behandler-patient forholdet er problematisk, uden gensidighed : side 65-66 ”Jeg ved at jeg ikke bør knytte mig til dem man aldrig skal spørge hvordan det går derhjemme, med familien og den nye forelskelse og barnets fødselsdag og svømning om tirsdagen, dem som har lært at passe på sig selv i mødet med psykiatriske patienter, men aldrig har lært os samme selvomsorg i mødet med behandlingssystemet”.
Et andet, højaktuelt i 2025-26, tema der bringes på banen er førtidspension, hvor det er blevet sværere for unge at få tilkendt pension, selv for de allermest uarbejdsdygtige. Og regeringen nu overvejer at genåbne sager for dem som allerede har fået det tilkendt. Side 145: ”Det var livsnødvendigt at Waheed nåede at blive førtidspensioneret, at nogen opdagede ham. At han blev genkendt som uarbejdsdygtig. Det er næsten umuligt i dag”.
Side 56 beskrives den klodsede håndtering af et mor-datter forhold som begge befinder sig i behandlersystemet, men ikke har kontakt. Forfatteren opfordrer til en højere grad af omsorg og rummelighed.
Side 160: Fortælleren har selvindsigt om sin situation og overvejer fx at psykisk syge dør i gennemsnit 15-20 år tidligere og mulige årsager til dette (fx medicinske bivirkninger, livsstil , somatiske lidelser og infektionssygdomme). ”De syge bliver mere syge uden at nogen opdager det i tide”. Til trods for selvforståelsen opleves hendes hverdag som alt andet end sund livsstil.
Side 29 belyses en psykiaters rolle i bostedet, fx at opfordre til taknemmelighed , selvkærlighed, at rose sig selv.
Alt i alt, en levende beskrevet hovedperson og nogle fine kritiske indspark til psykiatrien. Der mærkes et fællesskab blandt de unge beboere, med negative og positive konsekvenser. Gruppeinteraktionerne fremstår ikke ligeså skarpe som fortællerens indre tankeunivers.
Personerne er, ligesom vi alle, fanget i småkedelige hverdagssituationer, ligesom vi alle har behov for struktur og meningsfulde projekter at udfylde tiden med. Uanset om du er på arbejdsmarkedet eller ej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar