1947. 148 sider. Skjødt Forlag. Oversat af Mette Holm
Stemningsfuld, melankolsk japansk roman, smukt beskrevet, som at være der selv. Kawabata vandt Nobelprisen i litteratur og nobelkomiteen fremhævede i sin tid bl.a Snelandet. Om den gifte overklasse mand Shimamura fra Tokyo som flere gange besøger landsby i snelandet i det nordlige Japan. Han opbygger et forhold til den langt yngre fattige geisha Kamako. Romanen er ret dualistisk i sit udtryk; rig vs. fattig, den tøvende realist vs. ungdommens romantiske åbenhed, den kolde, beskuende mand overfor den varme, opsøgende Kamako (side 140: ”Jeg er bange for at miste dig”).
Samtidig er det ikke helt så simpelt, Kamako har ar på sjælen trods sin unge alder, flere aspekter om hendes fortid holdes skjult, hun drikker for at glemme, og Shimamura bliver en person hun kan betro sig til. Side 54 fortæller hun at hun har solgt sig selv for at skaffe medicin til syg mand, ifølge hende selv en barndomsven. Den omsorgsfulde sygeplejerske Yoko passer den syge Yokio, Shimamura møder dem i toget og fascineres af Yoko’s skønhed men er for flov til at kigge direkte på hende. Yokio er søn af lokal musiklærer. Komako og Yoko er venner men deres venskab sættes under pres, bl.a af Shimamura’s interesse i Yoko.
Det er svært at være på Shimamura’s side når han flygter fra kone og børn i Tokyo for at være sammen med unge kvinder, faktisk hører vi overraskende lidt om hans familie og hvordan de har det. Shimamura’s ukonventionelle morale virker nærmest normaliseret da han ikke udviser den mindste skyldfølelse. Selvom geisha livet teknisk set ikke regnes for seksuelt oplever jeg historien som vestlig læser som en form for utroskab. I tiden (1940erne) var skilsmisse (i hvert fald i Europa) ikke typisk og mere tabubelagt. Hvorfor han flygter til landsbyen er et af romanens store spørgsmål, du kan beskrive ham som en egoistisk antihelt, drevet af kropslige lyster, drevet af en mangel på mening, en ensom mand der savner kvindelig opmærksomhed, men også en kujon der ikke tør give sig 100% hen til. Om han reelt elsker Kamako er svært at vide, er det simpelthen begær eller oplever han noget dybere som han bare ikke vil tilkendegive overfor hende? Side 141 indikeres det at han ikke er forelsket; ”Når han tænkte på de ord, som Komako havde misforstået, og hvordan de havde ædt sig dybt ind i hende, fyldtes han af fortrydelse”. Shimamura bliver forblændet og opløftet af det smukke, både naturen og kvinderne. Dog mærker han side 147 en ”dyb smerte og stor sorg” når han kigger tilbage som vidner om det ikke bare var et overfladisk forhold. Man kan sige omstændighederne med at hun ikke må have et forhold som geisha spænder ben for deres forhold men hans egen drømmerier og sære bemærkninger om at hun er en ”god kvinde” uden uddybning gør det heller ikke nemt at knytte sig til ham.
Når Shimamura er så distanceret er det en romance? Side 73 får vi at vide at; ”Atter blev de røde kinder det der fik ham til at slippe virkelighedens verden”, hans ønske synes at være at leve i denne fantasi, omgivet af skønhed. Der må være noget i Tokyo som han flygter fra men vi ved ikke helt hvad, muligvis kedsomhed. Komakos motivationer er også indhyllet i mystik, hun ønsker et bedre liv men er det hele et spil for at hun kan slippe ud af underklassen og geisha verdenen, hun nævner flere gange til ham ”Du må være rig”(s.69). Det er dog mit indtryk hendes forelskelse er oprigtig omend noget naiv. Side 130 siger Shimamura; ”han forstod slet ikke hvordan Komako kunne give sig så uforbeholdent hen til ham. Mens hun gav ham alt, gav han hende intet tilbage”. Der er tydeligvis en manglende gensidighed og en klasseforskel, men alligevel giver Komakov ikke op. Måske er der noget pirrende for Kamakov at det er forbudt for en geisha at have et intimt forhold til en kunde. Det er tænkeligt at hun (og andre geishaer?) savner ægte relationer da jobbet bliver en slags kærlighedsløst, betalt performance. De skjuler forholdet, og hun går ofte lige til grænsen med risiko for at blive opdaget mens Shmamura med sine gentagende besøg til landsbyen ikke helt kan give slip på hende. Paralleller kan drages til bestselleren Memoirs of a Geisha (1997) (dansk: Mit Liv som Geisha) af Arthur Golden som kredser om nogle af de samme problematikker.
