Anmeldelse: Alt falder fra hinanden af Chinua Achebe (1958)

 

1958. 173 sider . Forlag: Bechs Forlag 

Af mange kaldes det den vigtigste afrikanske roman fra det 20. århundrede, den åbnede døren for andre forfattere til at fortælle deres historier, fx har Achebe banet vejen for Chimamanda Ngozi Adichie, ligledes fra Nigeria. Jeg kan godt li at personerne fremstilles som hele individer, som rummer godhed og ondsindethed, både den lokale Igbo stamme og blandt de tilrejsende briter. Bogen var tænkt som et modsvar til fx Mørkets Hjerte (1902) af Joseph Conrad der beskrev de sorte nærmest som rekvisitter og Afrika fra den overlegne europæiske synsvinkel. Achebe savnede fortællinger der gav en stemme til de grupper han selv var født ind i. Eksempler på nigerianske traditioner er romanen rig på, og som Achebe mente var truet af koloniseringen og nye kristne strømninger. Med bogen nåede disse traditioner ud til et bredt vestligt publikum, fordi romanen udkom på engelsk. Fx skildres retssystemet hvor et utilsigtet drab fører til eksil, hjemmet hvor den udviste boede tilintetgøres, da stammen lever i frygt for jordgudens straf. Havde vedkommende dræbt én fra stammen med vilje fik du en permanent udvisning.  Tvillinger der blev født bragte uheld og måtte skaffes af vejen. Stammens regler virker noget kompromisløse set med danske øjne, men nødvendigt i deres optik, det afgørende er landsbyens overlevelse, ofringer til jordguden så høsten gik godt.  Der kan opstå en situation hvor en ondsindet ogbanje ånd lader sig genføde af den samme mor igen og igen, børn der dør tidligt og bringer familien ulykke. Her bringes medicinmanden ind, et særligt ritual med sten der destrueres for at blive kvit for den onde ånd. Igboerne byttede mennesker for fred, og det var normalt at have flere koner. Stammen troede fuldt og helt på denne samfundsform og de guddommelige indblandinger. Det var et hårdt liv hvor de konstant frygtede en fejlslagen høst.

Romanen foregår i den fiktive by Umuofia. I starten af 1900 tallet møder vi befolkningen som frie, ikke slaver. De er uspoleret fra vestlig indblanding. Der tildeles titler baseret på hvor godt de klarer sig og dyrkes yams (en form for søde kartoffel/rodknold). En mands værdi står og falder med hans yams-lade og evne til at forsørge familien. Hovedpersonen Okonkwo’s liv er styret af frygten for at vise svaghed, og frygten for at blive som sin dovne far som står i gæld. Nogle læsere vil uden tvivl have det svært med en fortæller som er brutal og usympatisk, til gengæld kan du respektere at Okonkwo arbejder hårdt for sin fremgang. Han opfylder kriterierne for toxic masculinity; voldelig, snæversynet, nedvurderer kvinder, undertrykker følelser.  Alligevel bliver jeg grebet af hans op og nedture. En modig beslutning af forfatteren at Okonkwo er svær at holde af, han møder mange på sin vej, og nogle udfordrer hans tænkemåde. Romanen rummer en kritik af briternes kolonisering, men den har også det på hjerte at læseren oplever livet fra afrikanernes perspektiv, som var banebrydende i 1958.

Anmeldelse: Fluernes Herre (1954) af William Golding

 

 

 1954. 225 sider. Forlag: Faber & Faber. Læst på engelsk

En coming of age klassiker, men også en barsk en af slagsen som ikke er for sarte sjæle. Hvis en beboer fra en anden planet skulle foræres bare én roman af os ville jeg stemme på denne, et tidløst billede på gruppedynamik, både det gode og det onde i mennesket. Tidløs fordi der er så få referencer til den tid den foregår. Drengene har ingen mobiltelefoner, kun en kniv og nogle brilleglas.  Der er masser af naturbeskrivelser, ja så mange at bogen nok ville fylde markant mindre uden. Selvom beskrivelserne sommetider bliver en smule langtrukne giver de alligevel historien en særegen stemning og jeg føler mig transporteret til et andet sted. Drengenes sprogbrug binder af og til historien til den periode forfatteren levede. Kritikere har udtalt den kun viser det maskuline perspektiv, men det var almindeligt med opdeling af køn dengang på britiske skoler. Golding valgte bevidst kun at have drenge med i bogen for at fokusere på mandelig aggression og undgå seksuelle spændinger. Man kan sige den krænkende mobning allerede eksisterede mellem drengene før de nåede øen, men at den manglende tilstedeværelse af voksne tillod dem friheden til at gå endnu længere end i skolegården. I dag ville historien om samfundsmæssig kollaps formentlig have et politisk korrekt persongalleri af hunkøn, hankøn, hvide, sorte, asiatiske osv. Synes Golding er dygtig til at skabe nogle levende personer som jeg husker og nemt kan kende forskel på. Drengene er forskellige, trods nutidens fokus på diversitet. 

Golding anså "robinsonade" ungdomsromanen Koraløen (1857) af R.M. Ballantyne for urealistisk og for letkøbt, hvor en gruppe drenge (også med navnene Ralph og Jack) løser problemer og vender de indfødte til kristendommen. Fluernes Herre var Goldings respons og forsøg på at skildre realistiske, problematiske situationer på en tropisk ø. En pessimistisk fortælling, jeg tænker ikke selv over forfatteren der trækker i trådene, den måde handlingen forløber føles overbevisende og ikke kunstig.  Det er muligt Golding låner fortællerteknikker fra gysergenren; den gradvise eskalering af konflikten mellem Jack, Tygge og Ralph hvor der skrues op for uhyggen i sidste tredjedel. Den uhyggelige, tvetydige afslutning på kapitel 8 hvor du som læser ikke helt ved hvad der foregår mellem Simon og grisehovedet, drømmer han? er det en hallucination? Eller måske Jack der mobber ham fra et gemmested i nærheden?  

Parallellen til Adam og Eva og paradisets have er ikke svær at få øje på. Drengene oplever syndefaldet og den tabte uskyld. Eva fristes af slangen til at spise forbuden frugt og Gud straffer Adam og Eva med forvisning. I Fluernes Herre symboliserer Jack sandsynligvis slangen som frister børnene til at gå henimod kaos og fjendskab, væk fra den struktur og demokrati de startede ud med. ”Uhyret” de taler om bliver en undskyldning for at være brutal. Romanen bliver et eksempel på menneskets behov for mere end blot mad og husly, andre behov adskiller os fra dyrene som at vælge mellem rigtigt og forkert. Jack finder mening ved at dræbe grise og dominere andre, det er ikke nok bare at blive mæt for ham. Nogle analyser beskriver drengene som vilde dyr, udtrykket uciviliseret rammer tættere på for mig da der træffes nogle valg undervejs. Sult spiller en afgørende rolle når de vælger at følge Jack, og drengene synes det er spændende at gå på jagt og være en del af noget når de ikke har ret meget at udfylde dagene med. Der er noget sårbart og utrygt ved at stå udenfor fællesskabet, de helt små snakker om et uhyre og Jack lover at beskytte dem. I romanen har de vanskeligt ved at håndtere kriser men det har voksne i lignende situationer også svært ved. Historien er blevet kaldt en allegori for nazisterne da Golding havde oplevet meget grusomt under krigen. Den sadistiske leder (i romanen Jack) der skaber frygt og manipulerer andre til at begå destruktive handlinger. I 1965-66 strandede seks tonganske skolebørn på den ubeboede ø Ata (nord for New Zealand) i 15 måneder, de to historier er interessante at sammenligne, ligheder og forskelle. På Ata spiller det kreative og musik en større rolle.

mini-anmeldelse: Familien Toth (1966) af Istvan Orkeny

  

 1966. 115 sider. Forlag: Hoff & Poulsen. Oversat fra ungarsk af Leif Martin Sand.

Velfortalt ungarsk klassiker med nogle karakterer du husker. Forfatteren skaber en særlig absurd-komisk, foruroligende stemning. Historien drejer sig om majorens ferieophold hos familien Toth. De vil gerne være så gæstfrie som muligt fordi de håber deres søn i krigen derved får gunstige kår. Majoren har ingen empati og virker total blind overfor familiens grundlæggende søvnbehov, han insisterer på at hans egne behov kommer i første række, ved at tvinge dem til at blive oppe om natten, holde ham ved selskab, og bygge æsker til sårplejeartikler. Jeg håber på det bedste men forventer det værste, der er noget absurd over at majoren har gode intentioner med at producere æskerne. Der er meget humor men hvor jeg samtidig græmmes og har ondt af dem. Er majoren virkelig så tonedøv at han ikke begriber Hr Toth's sammenbrud? Det kunne tyde på det. Er majoren bare excentrisk? Grusomme oplevelser under anden verdenskrig har muligvis ødelagt majoren og gjort ham til et monster der tilsyneladende nyder at pine andre som slaver, han fortæller at der ikke er meget der skal til for at en soldat henrettes hvis de ikke følger ordre. Familien Toth bliver ofre i et manipulerende spil og bogen bliver allegorisk et skræk eksempel på magtmisbrug, hvordan magthavere undertrykker andre som en dominerende, hensynsløs tyran. Udvikler sig absurd hvor majoren får det gradvist bedre men den sympatiske brandmand Hr Toth ødelægges. Selvfølgelig er der en dualisme mellem den rolige landsby i bjergene og den voldsomme krig, og bogen bliver en konfrontation mellem disse poler. Budskabet synes at pege på krig er absurd og måske har præsten en pointe at Familien Toth ikke har det så slemt som andre. Slutningen gættede jeg på forhånd men gør alligevel indtryk! Jeg tænkte faktisk ikke over at det har været opsat som teater, nok fordi teksten ikke var opsat som replikker. At kortromanens politiske allegori slap igennem censoren kan jeg godt undre mig over, især da Orkeny tidligere fik et skriveforbud 1958-62. Døren af Magda Szabó var en større oplevelse men der var også flere sider at fordybe sig i. Til senere læsning; Satantango (1985) af nobelprisvinder László Krasznahorkai og klassikeren Rejsende i måneskin (1937) af Antal Szerb.



  

Anmeldelse: Snelandet (1947) af Yasunari Kawabata

 

 1947. 148 sider. Skjødt Forlag. Oversat af Mette Holm 

Stemningsfuld, melankolsk japansk roman, smukt beskrevet, som at være der selv.  Kawabata vandt Nobelprisen i litteratur og nobelkomiteen fremhævede i sin tid bl.a Snelandet. Om den gifte overklasse mand Shimamura fra Tokyo som flere gange besøger landsby i snelandet i det nordlige Japan. Han opbygger et forhold til den langt yngre fattige geisha Kamako. Romanen er ret dualistisk i sit udtryk; rig vs. fattig, den tøvende realist vs. ungdommens romantiske åbenhed, den kolde, beskuende mand overfor den varme, opsøgende Kamako (side 140: ”Jeg er bange for at miste dig”). 

Samtidig er det ikke helt så simpelt, Kamako har ar på sjælen trods sin unge alder, flere aspekter om hendes fortid holdes skjult, hun drikker for at glemme, og Shimamura bliver en person hun kan betro sig til. Side 54 fortæller hun at hun har solgt sig selv for at skaffe medicin til syg mand, ifølge hende selv en barndomsven. Den omsorgsfulde sygeplejerske Yoko passer den syge Yokio, Shimamura møder dem i toget og fascineres af Yoko’s skønhed men er for flov til at kigge direkte på hende. Yokio er søn af lokal musiklærer. Komako og Yoko er venner men deres venskab sættes under pres, bl.a af Shimamura’s interesse i Yoko.

Det er svært at være på Shimamura’s side når han flygter fra kone og børn i Tokyo for at være sammen med unge kvinder, faktisk hører vi overraskende lidt om hans familie og hvordan de har det. Shimamura’s ukonventionelle morale virker nærmest normaliseret da han ikke udviser den mindste skyldfølelse. Selvom geisha livet teknisk set ikke regnes for seksuelt oplever jeg historien som vestlig læser som en form for utroskab. I tiden (1940erne) var skilsmisse (i hvert fald i Europa) ikke typisk og mere tabubelagt. Hvorfor han flygter til landsbyen er et af romanens store spørgsmål, du kan beskrive ham som en egoistisk antihelt, drevet af kropslige lyster, drevet af en mangel på mening, en ensom mand der savner kvindelig opmærksomhed, men også en kujon der ikke tør give sig 100% hen til. Om han reelt elsker Kamako er svært at vide, er det simpelthen begær eller oplever han noget dybere som han bare ikke vil tilkendegive overfor hende? Side 141 indikeres det at han ikke er forelsket; ”Når han tænkte på de ord, som Komako havde misforstået, og hvordan de havde ædt sig dybt ind i hende, fyldtes han af fortrydelse”. Shimamura bliver forblændet og opløftet af det smukke, både naturen og kvinderne.  Dog mærker han side 147 en ”dyb smerte og stor sorg” når han kigger tilbage som vidner om det ikke bare var et overfladisk forhold. Man kan sige omstændighederne med at hun ikke må have et forhold som geisha spænder ben for deres forhold men hans egen drømmerier og sære bemærkninger om at hun er en ”god kvinde” uden uddybning gør det heller ikke nemt at knytte sig til ham. 

Når Shimamura er så distanceret er det en romance?  Side 73 får vi at vide at; ”Atter blev de røde kinder det der fik ham til at slippe virkelighedens verden”, hans ønske synes at være at leve i denne fantasi, omgivet af skønhed. Der må være noget i Tokyo som han flygter fra men vi ved ikke helt hvad, muligvis kedsomhed. Komakos motivationer er også indhyllet i mystik, hun ønsker et bedre liv men er det hele et spil for at hun kan slippe ud af underklassen og geisha verdenen, hun nævner flere gange til ham ”Du må være rig”(s.69). Det er dog mit indtryk hendes forelskelse er oprigtig omend noget naiv. Side 130 siger Shimamura; ”han forstod slet ikke hvordan Komako kunne give sig så uforbeholdent hen til ham. Mens hun gav ham alt, gav han hende intet tilbage”. Der er tydeligvis en manglende gensidighed og en klasseforskel, men alligevel giver Komakov ikke op. Måske er der noget pirrende for Kamakov at det er forbudt for en geisha at have et intimt forhold til en kunde. Det er tænkeligt at hun (og andre geishaer?) savner ægte relationer da jobbet bliver en slags kærlighedsløst, betalt performance. De skjuler forholdet, og hun går ofte lige til grænsen med risiko for at blive opdaget mens Shmamura med sine gentagende besøg til landsbyen ikke helt kan give slip på hende. Paralleller kan drages til bestselleren Memoirs of a Geisha (1997) (dansk: Mit Liv som Geisha) af Arthur Golden som kredser om nogle af de samme problematikker.

Anmeldelse: Kør din plov over de dødes knogler (2009) af Olga Tokarczuk

 
2009. 239 sider. Forlag: Gyldendal. 

Roman af kvindelig Nobelprisvindende forfatter, en af de mest læste polske forfattere i nyere tid.
Nok den bog vi har læst i bogklubben som er tættest på krimigenren. Svær at placere på genreskalaen, tonemæssigt går historien i vidt forskellige retninger med sjove og makabre dele, plot-drevet mysterium, satiriske angreb på korruption i området, budskaber om naturen, og ikke mindst et karakterstudie af hovedpersonen.

Fortælleren Janina er omkring 60, har smerter, og holder opsyn med vintertomme sommerhuse, hun har en passion for astrologi, og modsætter sig jægernes jagt i området. Janina ser sig som naturens og dyrenes beskytter. Ligesom Tokarczuk er hovedpersonen vegetar. Der sker en række dødsfald, ”dyrenes hævn” ifølge Janina.  Er der tale om mord eller ulykker? Som en rød tråd bevæger mysteriet plottet fremad, hovedpersonens tanker og relationer fylder også meget. Ifølge postbuddet er politiet korrupt og kan forklare hvorfor politichefen blev fundet med penge på lommen.  

 Den måde Janina bruger planeterne som argument for hvad der foregår må siges at være excentrisk men det giver mening for hende! Fx hælder hun til at genbrug assistentens hårtab har en astrologisk forklaring og vedlægger horoskoper til politiet for at bekræfte sin hypotese om dyrenes adfærd. Hun gør det i fuld alvor hvor jeg som læser oplever det som ufrivilligt komisk. J har stærke meninger, hun er ikke bange for at stå fast, tænker anderledes end flertallet. Hendes kontrær adfærd og rapkæftet bemærkninger (fx i kirken) minder mere om en rebelsk, ung dyrerettighedsforkæmper, end en kvinde i en moden alder.

Det kunne være spændende at høre en astrologi nørds eller erfaren jægers vurdering af bogen, om de oplever det som autentisk. Jeg savnede en uddybning af jagt-mentaliteten, hvor jægerne og Janina diskuterer for og imod. Romanen bliver meget bombastisk med sit pro-vegetar budskab, fordi hovedpersonen tænker snæversynet i godt og ondt bliver det svært for historien at løfte sig ud over det. Præsten (som også er jæger) og skovfogeden får taletid og forsvarer jægernes ret til at skyde dyrene for at holde bestanden nede, men det er som om jægergruppen har begge mænd i deres hule hånd, fx ved at jægerne har bygget kapellet. Det virker til den eneste i lokalområdet som har mod til at gå imod strømmen er Janina. 

Side 78 tænker Janina det ”alt sammen kun er noget jeg havde drømt”, ” den seneste tid var en lang, smertelig feberhallucination”. Dette gør jeg tænker vi har med en upålidelig fortæller at gøre. Jeg fik flashbacks til Ræveår af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, at dyrene har særlige evner. De to bøger på en måde i samme familie, hvor dyr og mennesker er lige vigtige.    

Janina’s ven Tavs arbejdede i cirkus engang men underligt nok spørger hun ikke mere ind til hans fortid? Det ville jeg godt have hørt mere om. Han er en mand af få ord der sjældent fortæller en masse, deraf navnet Tavs hun har givet ham. Kælenavnene tilfører bogen noget humor og personlighed. Sorte frakke, Tavs’ søn, arbejder ved politiet. En af hendes andre venner hedder Dyzio, han lider af allergi.  J var hans lærerinde 30 år tidligere og hjælper ham af og til nu med at oversætte William Blake. Netop Blake befinder sig i baggrunden som et lag i teksten, det ærgrer mig at jeg ikke har læst ham som kunne berige læseoplevelsen. Et sted i bogen sidder J og hendes venner og diskuterer hvorfor ”nogle mennesker er onde”, samtalen bliver ret diffus og generisk, personerne går ikke i detaljer.

Det mest interessante ved romanen for mig; at de bor i grænseområdet mellem Tjekkiet og Polen, som har en symbolsk betydning. Jeg har læst i The Guardian at Tjekkiet er et af de mindst religiøse lande i Europa mens Polen er stærkt religiøst. Tjekkiet har en hengivenhed for overtro der går i spænd med Janina’s alternative overbevisninger. Derfor kan jeg som læser undre mig over J alligevel vælger at blive boende når det Tjekkiske ”utopi” er så tæt på, og hun udtrykker afsky overfor det polske. Hendes moralske forpligtelse til at beskytte sit hjemland mod uretfærdigheder og trygheden ved det velkendte kan være forklaringer på hun ikke flytter. J’s holdninger bevæger sig mod det anarkistiske selvom hun mener hun gør det rigtige ved at støtte dyrene. I det mellemrum flyder kategorier og muliggør overskridelser; menneske vs. dyr, fantasy vs. realisme, lovlydig vs. kriminel, alternative ideer vs. rationel tænkning, anarki vs. retssamfund. 
Et af Tokarczuk’s andre bøger beskæftiger sig ligeledes med grænseland; House of Day, House of Night (1998) (oversat til engelsk). 

Slutningen oplevede jeg som forudsigelig og astrologien (som gentages) irriterede mig. Romanen har sin egen unikke stemning inkl flotte sort/hvide billeder, og du lærer noget om naturen undervejs, fx biller og aggressive dyr. De skæve eksistenser er til tider morsomme; fx den fordrukne tandlæge, historien om rotterne der blev slæbt i retten, de absurde rygeregler. Rørende bliver romanen ikke for alvor. 

Anmeldelse: Bådens Navn (2018) af Kim Fupz Aakeson

 

 2018. 242 sider. Forlag: Gyldendal. 

Bemærk, spoilers kan forekomme i det følgende…

En roman som tager et drastisk vendepunkt hvor alting ændrer sig for den kvindelige fortæller, en fængselspræst.  Fortællervinklen er speciel på flere måder, dels at Aakeson som mand beskriver en kvindes inderste tanker og fantasier, dels at Guds stemme fører en dialog med Susse. Om det reelt er religiøs åbenbaringer eller, mere sandsynligt, en indre dialog hun fører med sig selv, forbliver usagt. De indre samtaler hun indleder varierer meget, humoristiske, barske, tilgivende, knyttet til hvordan hun har det i øjeblikket. ”Gud smiler indforstået ”(s82) når Susse får hjælp til oprydning og har ro til at sove.

I danske medier hører man sjældent om Natalie Wood- Robert Wagner mysteriet fra 1981, men fordi der er ubesvaret spørgsmål om hvad der skete på båden, diskuteres sagen stadig i USA. De to amerikanske skuespillere er i dag i ligeså høj grad kendt for den aften på båden, som de film og tv-serier de medvirkede i. Wagner regnes fortsat som en ’person of interest’ i efterforskningen. Det er ikke utænkeligt Aakeson har ladet sig inspirere af Wood’s gådefulde død, ligesom Tarantino’s seneste film One Upon a Time in Hollywood (2019) også har tydelige lighedspunkter. Hvad der adskiller Aakeson’s; der byttes om på rollerne, kvinden overlever, og mysteriet afløses af en Dostojevskij-lignende forpinthed med en afsluttende forløsning.

Fortielse, skyldfølelse og alkoholmisbrug ødelægger Susse indefra og skaber en selvdestruktiv distance til andre. En moderne genfortolkning af Forbrydelse og Straf, i en dansk kontekst. Der er noget dobbeltmoralsk i at Susse’s job består i at vejlede kriminelle mens hun selv gemmer på en forfærdelig hemmelighed. At miste tilregneligheden i et kort øjeblik kan have kæmpe konsekvenser for dit liv og der er ingen nem vej til tilgivelse fra andre og tilgivelse af dig selv. Selvom Susse ved nøjagtigt de rigtige ting at sige til forbrydere som kæmper med skam og manglende selvkærlighed, formår Susse ikke at kunne bruge disse retoriske værktøjer til at hjælpe sig selv. 

Roman gør det meget tydeligt at det giver uheld at ændre en båds navn (titlen). Fylder overtro meget i dit sind kunne du lægge to og to sammen, mens andre vil bare kalde det tilfældigheder.  Susse har uden tvivl haft et svært liv men det er ikke nogen undskyldning for hvad hun udsatte hendes mand for. Hendes skyldfølelse kommer til udtryk i det daglige, ikke kun at hun drikker, men fx at hun ”giver sig selv to store lussinger”(s.80) , og ikke kan sove i sin mands seng, og vælger sofaen. 

Jeg kommer i tanke om en avisartikel om Minna der sad fast i et mosehul på Lolland og en bekendt ikke hjalp hende op. Minna døde af udmattelse og væskemangel og kvinden blev idømt et års ubetinget fængsel for at undlade at hjælpe et andet menneske i nød. Kvinden talte usandt i retten da en jæger senere sagde  hun ikke bad ham om hjælp. En tragisk historie som ikke burde være hændt. Dengang fyldte sagen i medierne og står stadig som en advarsel til alle, at samme situation aldrig må gentage sig. Romanen beskrives fra lovovertrædernes synsvinkel, det frygtelige at gjorte ting ikke kan gøres ugjorte igen. I et af de stærkeste kapitler opleves en konfrontation mellem en morder Kevin som i fængslet aftaler at møde den dræbte kvindes mor. Som fængselspræst deltager Susse som støtte. Her mærkes virkelig det smertefulde for begge parter men også det forløsende ved at italesætte smerten så den ikke æder dig op indefra. Et af budskaberne i Forbrydelse og Straf går på at den indre, personlige skyld kan være værre end den samfundspålagte dom. Naiviteten går igen i begge romaner, de har ikke tænkt konsekvenserne igennem. Susse har behov for at bekende sine gerninger, hun angrer og indrømmer det hun gjorde var forkert. Usympatisk ja, fx har hun svært ved at glæde sig over sin datters fosterscanning og mændene i hendes liv behandles, ofte, respektløst. Psykopatisk nej, hun italesætter sit ansvar. Som læser bliver du konfronteret med mennesker som har fejlet, det er normalt at føle afsky over deres valg og sværere at give dem en ny chance. Susse slås med indre diskussioner om hun er et godt eller dårligt menneske, ”regnskabsdag” (s176) som du som læser kan vende mod dig selv og spørge, om der er ting du fortrænger og ting du er stolt over.

Bogen peger på et usundt parforhold der krakelerer, fordi den ene ikke siger fra i tide og lader den anden bestemme for meget. Bogen er nem at læse og personerne realistisk beskrevet. Få steder er sproget lidt klodset fx s37 ”han er ham der fylder opvaskemaskinen”, dog har det ikke kæmpe betydning for helhedsoplevelsen. Der er flere charmerende, citerbare sætninger som huskes, fx Mugge’s ”ærlig træthed” , ”det har potentiale”. Den voksende frustration hos Susse ulmer i baggrunden som en modvægt. Har du allerede læst Forbrydelse og Straf kan strukturen i Bådens Navn opleves som deja-vu, selvom begge bøger selvfølgelig har forskelle. Det der gør Aakeson’s roman anderledes må være humoren som jeg ikke husker meget af i Dostojevskij’s klassiker. Sommetider kan du som læser fornemme Aakeson har skrevet filmmanuskripter til Den Eneste Ene (1999) og Okay (2002) , fx kapitlet til Henrik’s fødselsdag som virker som en scene fra en komediefilm.    

Anmeldelse: Den slags små ting (2021) af Claire Keegan

 

2021. 123 sider. Forlag: Gutkind. På dansk ved Signe Lyng. Engelsk titel: Small Things Like These

En rost og populær irsk kortroman, Keegan’s internationale gennembrud. Afsnittene med kularbejderen Bill på besøg på Magdalene institutionen har en fantastisk urolig stemning, helt modsat julehyggen hjemme hos familien Furlong. Slutningen af bogen er også mindeværdig og sætter nogle tanker i gang. De fem døtre introduceres og jeg overvejede hvad de bidrager med til historien? Jeg kunne godt have tænkt de havde en mere aktiv rolle i fortællingen. Man kan sige de repræsenterer en parallel til de sårbare Magdalene piger og fattigdommen Bill iagttager rundt om i byen. Det er strenge tider i 1985 med stor arbejdsløshed under Thatcher’s regeringstid. Denne beskrivelse vil jeg aldrig glemme; en skål sættes ud til præstens kat og en fattig dreng drikker mælken. 

Bogen rummer både en kristen næstekærlig indstilling som Bill og Mrs Wilson repræsenterer, mens forfatteren udstiller frygten og rygterne i landsbyen, nonnernes adfærd som kontrollerende og gammeldags i deres syn på synd og straf. Det er dog på grænsen til karikatur, jeg kunne godt have tænkt mig flere nuancer hos nonnerne. Der anes noget omsorgsfuldt ved £50 sedlen Furlong familien modtager i julebrevet, muligvis en form for ”hush money”, at Bill’s familie ikke blander sig yderligere. Nogle steder skæres tingene lidt for meget ud i pap. For eksempel Eileen’s pragmatiske replik side 54 om at ”der er ting man er nødt til at ignorere”.  Det har hun allerede sagt til Bill på forrige side. Mysteriet om hvem Bill’s rigtige far fungerer godt og sidste kapitel kunne ikke gøres bedre.

Tænker bogen ville nok have haft større betydning for ofrene hvis den var udkommet mens Magdalene vaskerierne stadig eksisterede i Irland i 1980erne. Men bedre sent end aldrig! Kvindernes desperate situation og trauma bliver hørt og kirken kritiseret. Historien giver et historisk tilbageblik til nogle uretfærdigheder for de ”faldne” kvinder, og grusomheder antydes. Det er tydeligt Sarah Redmond ikke har det godt og virker bange for nonnernes autoritet. Det samme gælder den ulykkelige kvinde Bill møder som ønsker han bringer hende ned til floden. Temaet er ikke nyt, filmen Philomena (2013) udforsker det samme, fra en anden vinkel. Der er efterhånden udgivet en del om disse stakkels kvinder, både film og bøger, og det bliver fortsat ved med at forarge os. Hvorfor spærres Sarah inde? Der er flere tolkninger, muligvis gjorde hun oprør og nægtede at arbejde. Måske sættes hun i isolation fordi hun fik et barn uden for ægteskab. Kaster hun op fordi hun atter er gravid? 

Interessant den foregår ved juletid, mere eller mindre en moderne udgave af Charles Dickens’ Et Juleeventyr, hvor vi som læser må gruble over hvordan vi kunne gør en forskel, eller bliver vi medskyldige ved at tie et problem ihjel som borgerne i byen? Selvom handlingen visse steder kan virke tynd og overmættet af hverdagsbeskrivelser, så fremstår bogen troværdig og periodisk helt fantastisk. 

Ved du ikke noget om Magdalene institutionerne indbyder bogen til at undersøge de skræmmende virkelige hændelser, om ulønnet tvangsarbejde for forældreløse, gravide, ugifte, oprørske teenagere. Nogle af de faldne kvinders børn endte i børnehjem og senere som voksen i Magdalene-vaskerierne. Kvinderne fik opmærksomhed i medierne i slutningen af 90erne pga en dokumentarfilm på Channel 4 i England. I 2013 gav Irlands premierminister Enda Kenny Magdalene overleverne en officiel undskyldning. Disse institutioner var ikke en irsk opfindelse, fænomenet begyndte ifølge weekendavisen i det protestantiske England i 1758.


https://www.weekendavisen.dk/kultur/irlands-beskidte-vasketoej