Frankenstein (1818) af Mary Shelley

 1818 / 191 sider / Forlag: Oxford University Press / engelsk udgave


En klassiker som har været målt og vejet i ca. 200 år, ja du kunne sidde i ugevis og forske hvis du havde lyst. Opfinderen kaldes Victor Frankenstein. Monsteret er uden navn. ”Monster” er et negativt ladet ord i mine øjne, derfor jeg vælger at kalde ham skabningen her.

På grund af romanens tvetydighed åbnes der for flere tolkninger, bl.a, er skabningen ond? Hvem er den ægte monster i historien? Hvilke etiske grænser bør videnskaben overholde? Hvilke omkostninger har ambition? Er Victor en skizofren morder som måske bilder sig selv en masse ting ind? 
Sidstnævnte har flere forskere prøvet at sætte ord på, uden en endelig konklusion. Der er en række spor der peger mod skabningen som et alter-ego, en slags Dr Jekyll and Mr Hyde figur.  Især når Victor opholder sig i Irland. Sidste del af romanen i Arktis, derimod, synes at fastslå skabningen som kød og blod, dog med et lille men, da kaptajn Walton får fortalt historien af Victor og kan have drømt mødet med skabningen, umiddelbart inden på s.186 nævnes at klokken er midnat og Walton ”must arise” fra sin seng. S.178 bekræfter Walton at have set monsteret, på afstand fra skibet, og det tror han mere på, end Victor’s fortælling. Det giver også logisk mening at skabningen er fantasi da det er urealistisk at kunne give nyt liv til døde kropsdele, og usandsynligt at skabningen overlever i naturen alene, og lærer at læse og tale på egen hånd, bare ved at iagttage en familie. 

Victor indrømmer at have begået drab mens han befinder sig i Irland, og hilser her fængsel velkommen (s154). Hvorfor? Yderligere påstår Victor i samme afsnit at det kræver meget for at forhindre ham i at begå vold. Hævn holdt ham i live (s171), det gælder ligeledes skabningen. Under en særlig sygelig periode tilstår Victor at have begået mordene (s148). Victor og skabningen flyder nærmest sammen som en person undervejs, hvilket kan fremprovokere en tolkning om Victor som spaltet, gal morder og skabningen som opdigtet. Men Victor tror selv på det. Endnu et eksempel der svækker argumentet at skabningen eksisterer; det er usandsynligt, men ikke umuligt, at Victor har ressourcerne på den øde ø til at frembringe en kvindelig skabning.  Og hvis Victor’s omgangskreds er i fare, hvorfor advarer han dem ikke? Side 162 tilkendegiver Victor at som tidspunktet nærmede sig, forekom trussel mere som en vrangforestilling. 
 
Man kan sige skabningens ensomhed og fremmedgørelse taler til læserens sympati, et tragisk liv, mens de voldelige tendenser trækker i den anden retning, han er farlig for omgivelserne. Victor udtrykker skyld over den skade skabningen påfører andre, og det er tydeligt Victor ikke har tænkt eksperimentet til ende og sin egen forældrerolle. I stedet var Victor kun opmærksom på det videnskabelige projekt, og ikke den humane del: skabningens ve og vel. Skabningen udtrykker også smerte til sidst, over de ting han har gjort. De er ikke onde men har begge gjort nogle slemme ting. Skabningen ved han er forhadt, intet fællesskab, og har ingen respekt for andre og hader dem. Der opfordres til vi ikke vender outsidere ryggen,  baseret på et anderledes udseende eller alternativ væremåde, for du ved ikke hvem du har med at gøre, før du lærer dem at kende. Det tragiske må være at de ikke giver skabningen en chance. 

Nogle vil mene skabningen fødes uskyldigt og det er samfundet der gør den voldelig pga had, udstødelse, fordomme. Romanen er ambivalent vedr hvor skabningens ondskab stammer fra. Forfatteren spørger, hvad er monstrøst?  Hvordan du ser ud eller hvor du opfører dig?
Jeg vil mene Victor og skabningen er begge ofre, men ansvarlige for den smerte de påfører andre. Et budskab synes at være at når Victor ikke tager ansvar for sine handlinger fører det til hans undergang. Han fortryder men det er for sent.
Forfatteren kaldte romanen en filosofisk romance. Nogle læsere vil nok beskrive Frankenstein som en gyser/sci-fi. Den byder på forbavsende lidt blod og body horror. Men det er ikke kirurgbordet og drabene der er hovedpointen, men advarslen. Der er antydninger, fx at skabningen har kræfter til at rive arme af folk, og der er også drab, men det fremstår mest som en psykologisk, filosofisk roman. Skal jeg pege på en lille svaghed; der er rigtige mange gentagelser, jeg behøver ikke få det samme fortalt 20 gange, men omvendt har skabningens og Victor’s vedholdende bekymringer stor tyngde og gennemslagskraft, følelserne er en pinsel for de to. 

Bogen stiller store spørgsmål om forældres ansvar for de børn de sætter i verden, at vi i et bibelsk perspektiv ikke bad om at være her, Adam blev sat på jorden af en gud der, stærk forenklet, løb sin vej, ligesom Frankenstein blev overladt til at klare sig selv. Ligeledes har børn ikke sagt ja til at fødes. I skabelsesberetningen laver Gud Eva, fordi Gud kan se Adam ikke har det godt. Victor løber fra ansvaret om at skabe en partner til skabningen, men netop her tænker Victor konsekvenserne igennem, modsat tidligere, så Victor har lært noget undervejs. Pga ensomhed søger skabningen en kvinde, men der er ingen garanti for at de vil kunne li hinanden. Naivt men håbefuldt at skabningen tænker i de baner om en partner han slet ikke har mødt. Victor udviser manglende medfølelse ved at opgive at sætte hende i verden (s138) men han har sine grunde.
Frankenstein skiller sig ud og har været en stor inspirationskilde for litteratur og film, et blue print for science fiction genren, med sin advarselsfortælling, tænk bare på hovedværker Blade Runner eller Terminator. Det farlige ved videnskaben og teknologien, at det kan misbruges ved at lege gud. Videnskab der løber løbsk, om det er døde kropsdele der bringes til live, eller udvikling af AI teknologi. Uden empati, risiko for katastrofale, uforudsete konsekvenser. 

Store spørgsmål hænger i luften, uden det bliver moraliserende: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan vil en verden se ud med kunstige menneskelignende væsner? Kontaktbehovet  og ensomheden gør skabningen til menneske. Mens skønlitteraturen og familien i Tyskland afslører for ham hvordan vi lever. Skabningen længes efter at deltage i verden; hvis ikke godhed, så hævn (s.119).

Men bogen kan også læses sådan; skal vi se det som et virkeligt menneske vi skal have empati med, eller noget kunstigt og frastødende? Skabningen bliver håbfuld desperat, både over sociale interaktioner, men også kunst og natur. Jeg hælder mest til at han er skabt af menneskedele og derfor må være et menneske. Naturen spiller en stor rolle i romanen, i forhold til Victor virker det humørafhængigt, om han frydes eller væmmes over landskaberne. Tydeligt under en Europarejse, at Victor ikke formår at gør sig bekymringsfri og leve i nuet, han tænker over fortiden, og spekulerer over fremtiden. Igen, det er følelserne som er en pinsel. 

Bogen giver et bud på ambitionens pris, for Walton, for Victor, for skabningen, for de dræbte. Det burde være en triumf for videnskaben men ender i tragedie. 

Som en konsekvens af berømmelsen, Mary Shelley blev resten af sit liv ”forfulgt” af romanen hun skabte. Hendes liv, på sin vis, mindede om historien.

Anmeldelse: Ungeenheden (2021) af Fine Gråbøl

 

2021. 169 sider. Gads Forlag 

Debut roman. Den kvindelige forfatters mission er vigtig, at give en stemme til de misforstået psykiske syge, som ofte stigmatiseres som farlige, mistænkeliggøres, og isoleres fra deltagelse i samfundet. Romanen giver et indblik i et bosted for unge psykisk syge, i en dansk kontekst, tildelt ophold efter paragraf 107, et midlertidigt botilbud for unge 18-30. 

Som læser har jeg svært ved at adskille beboerne fra hinanden. Fortælleren fylder mest, det virker til den usunde livsstil(fx dårlig søvnrytme, usunde madvaner)  har en tendens til at påvirke gruppen i negativ retning. Vi ved det ikke, men der er nok en årsag til beboeren skruer op for musikken om natten, så stemmerne druknes af støjen. Gråbøl stiller spørgsmål men kommer ikke med færdige løsninger. 
 Især den navnløse hovedpersons op og nedture, myg angrebet på bostedet, og da gruppen finder sammen om at spille musik, er mindeværdige afsnit.

Fortælleren kæmper med udadreagerende vold og selvskade, hvorfor hun har det sådan er åben for fortolkning. En diagnose med borderline har noget at sige, side 70: ”Susanne er borderline, ligesom Sara og jeg” men der er også andre faktorer i spil, og vi ved ikke meget om fortællerens fortid. Voldsomme situationer beskrives monotont, pointen må være; intenst for læseren men hverdag for den skrøbelige kvindelige hovedperson. Nogle vil måske kalde historien realistisk men statisk, få aktiviteter og sparsomt møbleret, bostedet med vilje uden overstimulering. 

Der er nogle klicheer som er set ofte i genren om psykisk sygdom fx selvmordsforsøg og personale der skal berolige en patient. De kritiske indspark til psykiatrien beskrives løbende, som fortællerens stream-of-consciousness; fx at behandler-patient forholdet er problematisk, uden gensidighed : side 65-66 ”Jeg ved at jeg ikke bør knytte mig til dem man aldrig skal spørge hvordan det går derhjemme, med familien og den nye forelskelse og barnets fødselsdag og svømning om tirsdagen, dem som har lært at passe på sig selv i mødet med psykiatriske patienter, men aldrig har lært os samme selvomsorg i mødet med behandlingssystemet”.
    
Et andet, højaktuelt i 2025-26, tema der bringes på banen er førtidspension, hvor det er blevet sværere for unge at få tilkendt pension, selv for de allermest uarbejdsdygtige.  Og regeringen nu overvejer at genåbne sager for dem som allerede har fået det tilkendt. Side 145: ”Det var livsnødvendigt at Waheed nåede at blive førtidspensioneret, at nogen opdagede ham. At han blev genkendt som uarbejdsdygtig. Det er næsten umuligt i dag”.

Side 56 beskrives den klodsede håndtering af et mor-datter forhold som begge befinder sig i behandlersystemet, men ikke har kontakt. Forfatteren opfordrer til en højere grad af omsorg og rummelighed. 

Side 160: Fortælleren har selvindsigt om sin situation og overvejer fx at psykisk syge dør i gennemsnit 15-20 år tidligere og mulige årsager til dette (fx medicinske bivirkninger, livsstil , somatiske lidelser og infektionssygdomme). ”De syge bliver mere syge uden at nogen opdager det i tide”.  Til trods for selvforståelsen opleves hendes hverdag som alt andet end sund livsstil.

Side 29 belyses en psykiaters rolle i bostedet, fx at opfordre til taknemmelighed , selvkærlighed, at rose sig selv. 


Alt i alt, en levende beskrevet hovedperson og nogle fine kritiske indspark til psykiatrien. Der mærkes et fællesskab blandt de unge beboere, med negative og positive konsekvenser. Gruppeinteraktionerne fremstår ikke ligeså skarpe som fortællerens indre tankeunivers.

Personerne er, ligesom vi alle, fanget i småkedelige hverdagssituationer, ligesom vi alle har behov for struktur og meningsfulde projekter at udfylde tiden med. Uanset om du er på arbejdsmarkedet eller ej.

Anmeldelse: Vegetaren (2007) af Han Kang

dansk udgave: 2017/2024. 226 sider. Forlag: Gads Forlag

Spoilers kan forekomme.

Roman af kvindelig sydkoreansk forfatter, oversat til flere sprog. Genremæssigt svært at sætte i bås. Den engelske oversættelse af Vegetaren vandt den prestigefyldte Bookerpris i 2016 hvor prisen gik både til Kang og oversætteren Deborah Smith. I 2024 modtog Han Kang som den første asiatiske kvinde Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab.

Hvornår præcis historien foregår, står hen i det uvisse, men der er en reference side 72 til en far der kæmpede i Vietnam krigen. Kulturforskelle og generationsforskelle spiller en rolle, romanen kan anskues som en samfundskritik over den måde veganere/vegetarer/outsidere behandles, især i Sydkorea. 

Forholdet mellem fortælleren Cheong og vegetaren Yeong-hye beskrives som et fornuftægteskab uden den store forelskelse. Cheong er ofte ikke hjemme, muligvis fordi Yeong-hye ikke stimulerer ham socialt.
Til en kollega-middag ønsker Cheong at Yeong-hye bare er normal da han mener hun med upassende adfærd sætter ham i et dårligt lys. På et tidspunkt mens Yeong-hye er på hospitalet tænker Cheong at han egentlig hellere vil være sammen med kollegaerne, det virker usympatisk at prioritere arbejdet over ægtefællen. Cheong’s fysiske behov bliver ikke opfyldt med nogle grænseoverskridende situationer i hjemmet som de færreste kvinder vil finde sig i. Efter det afsnit mister jeg alt respekt for fortælleren. Empati er der ikke meget af mellem ægteparret, hun forstår ikke hans fysiske behov og pådutter ham at spise vegetarisk, uden at det er en fælles beslutning. Cheong ved at Yeong-hye’s voldelig far slog hende indtil hun var 18år, men tænker primært på sig selv og ikke konens behov. Yeong-hye opleves som en traumatiseret kvinde, med mareridt, søvnløshed og distance som konsekvens, hun har nok brug for professionel hjælp, fx at snakke med en terapeut. 

S.75: Cheong: ”I couldn’t stand the way her expression, which made it seem as though she were a woman of bitter experience, who had suffered many hardships, niggled at my conscience”.

En voldsom barndomsoplevelse med en hund sætter sine spor og til dels former Yeong-hye’s afstandtagen til kød. Læseren må fortolke hvorvidt Yeong-hye har en medfødt psykisk sygdom eller distancen og den usædvanlige adfærd skyldes psykiske skader, jeg hælder mest til det sidste. Men der er også en tredje mulighed at hun både er psykisk syg og psykisk skadet. Hendes beslutning om at blive vegetar kan tolkes som et modigt, rebelsk opgør mod et undertrykkende samfund og en dominerende omgangskreds. Forældrenes bekymring er tydelig, de har et ansvar for at passe på deres voksne datter selvom deres måde at vise kærlighed på mangler elegance og empati. Fordi vi mest hører om Yeong-hye fra andres perspektiv bliver hendes personlighed noget uvist, hendes ansigt kaldes ”ulæseligt”, og det er muligt de tre fortællere overdriver og misforstår, fordomme erklærer hende som gal, ikke hende selv. Måske en lettelse at gøre sig fri af konformitet, forventninger og hvad alle andre gør. Du kan læse hendes gradvise ændring negativt som et selvmordsprojekt hvor hun mister troen på det gode i mennesket, "galskab" som protest, en flugt fra svære omstændigheder. Eller positivt hvor hun har brug for at bryde ud af sit liv og finde en anti-vold position. Kan man overhovedet i dag leve et liv i uskyldighed, at købe kød eller andre madvarer indebærer drab af dyr og klimaødelæggelse. Filosofisk, en eksistentiel angst hvor Yeong-hye overvejer formålet med livet, hvor meget kontrol og autonomi hun faktisk har. Men beslutningen om at blive vegetar rummer en naivitet, med nogle konsekvenser både kropsligt og familiemæssigt. Der er noget barnligt og uciviliseret ved at klæde sig af foran andre på et hospital, fordi hun har det varmt. Man kan sige projektet mislykkes og hun mister sin autonomi, ved ikke at spise lægger Yeong-hye sit liv i andres hænder.  Et lyspunkt i Yeong-hye’s liv; In-hye der viser omsorg, og prøver at overbevise søsteren om at madplanen ikke er gennemtænkt og kræver større overvejelser pga. voldsom vægttab. In-hye’s ægteskab er ligeledes baseret på fornuft og ikke store følelser. Romanen er inddelt i tre afsnit, første del er for mig bogens stærkeste og mest overbevisende. Del to beskriver et spirende venskab mellem Yeong-hye og In-hye’s mand, trods et begyndende tillidsforhold opleves svogeren som i bedste fald forstående og i værste fald manipulerende. Ligesom i del et beskrives kvinden som et offer og selvom historien ikke direkte har forbindelse til MeToo skandalerne kan du trække tråde til krænkelserne i medierne nogle år senere. Svogeren lever som kunstner og passer derfor ikke ind i det konforme som bogen kritiserer. Del tre ses fra In-hye's synsvinkel og hvordan hun kæmper med at forstå sin søsters valg.
I de De Ansatte (anmeldt her på bloggen) forholder Olga Ravn sig kritisk til om det er den rigtige måde vi har opbygget vores samfund på? Han Kang gør noget lignende ved at undersøge mental sundhed og frihed i det koreanske samfund.Vegetaren opfordrer læseren til at sætte sig mere ind i landets samfundnormer og blive klogere. De hvide fugle er en interessant metafor som kan tolkes som frihed; til at leve eller til at dø.

 

Anmeldelse Ræveår af Anne Lise Marstrand-Jørgensen (2024)

 

2024. 423 sider. Forlag: Gyldendal

Historiske romaner har jeg ikke beskæftiget mig meget med og slet ikke Marstrand-Jørgensen's andre bøger, det skylder jeg læseren af anmeldelsen at vide på forhånd. Både fortællemæssigt og periodemæssigt kan der drages paralleller til Bille August’s oscar-vinder Pelle Erobreren (1987) som skildrer de fattiges trivsel på en gård i 1800tallet, her forfølges unge piger af den velhavende, gifte gårdmand. Ræveår er en kollektivroman om en gruppe kvinder på Læsø i 1780, et af de centrale pointer (og det er ikke en spoiler) går på at kvinder ikke havde de samme rettigheder som vi har i dag. Blev du gravid udenfor ægteskab fik du en bøde eller fængsel mens mændene kunne undslippe straf. Selvom dette magtforhold er set før, så bliver den underliggende frygt for overfaldet og frygten for at blive udstødt som heks overbevisende fremstillet af Marstrand-Jørgensen, ja livet på Læsø virker realistisk og som at være der selv! Trist at denne angst for utilregnelige mænd fortsætter med at være et vilkår som blev taget op i Øvelser i Mørke (2024) af Naja Marie Aidt.

Tydeligvis har forfatteren lagt et større researcharbejde i projektet, hun vælger at sproget skal foregå på nudansk men med et miljø og detaljerigdom tro mod den tid det foregår. Til forskel fra resten af Danmark på den tid må kvinderne eje jord, de beskrives med alle de usikkerheder mennesker tumler med. Vejret, troen og fællesskabet er grundvilkår for overlevelse. Marstrand-Jørgensen giver et indblik i den savn og venten når mændene befinder sig til søs, hvordan kvinderne bliver nødt til at arbejde sammen for at klare sig.
 
Overtro fylder også en del, outsideren tunge-Signe mistænkeliggøres og bliver svært for hende at modbevise anklagerne. Kirken spiller en rolle i hverdagen, øboerne oplever kontrol som fx at børnene bør navngives ifølge biblen, behandling af de døde følger et bestemt regelsæt, og der pålægges forbud når skibe strander.  Stjæler du fra de døde kommer et genfærd efter dig! Titlen henviser til hunræven der lever i en hule i området, i flere situationer udviser den menneskelignende, empatiske træk. Ræven fornemmer verden med sin lugtesans, den behandler kvinderne forskelligt, og får en birolle på lige fod med andre. Forfatteren har fortalt at under skrivningen stod en ræv ved hendes vindue og iagttog hende, om den har en symbolsk betydning vides ikke, men under læsningen kommer jeg i hvert fald til at tænke over dyrenes rolle i naturen. Signe og ræven er begge isoleret og der er en særlig forbindelse mellem dem. Øboerne kæmper alle for overlevelse, uanset om de er dyr eller mennesker. Nogle vil måske mene at rævens adfærd virker fortænkt, trods youtube klip der findes med en grædende pige der trøstes af en hest.

Et par små kritikpunkter; savnede årstid og dato overskrifter ved kapitelskiftene, dette kunne have gjort den gradvise udvikling nemmere at følge. Desuden er sømænd-anekdoterne ikke nær så udfoldet som de kunne have været, romanens længde i betragtning. Til gengæld rammer slutningen plet, meget stærk og rørende, jeg fældede en lille tåre. Når der ikke er flere sider at vende savner jeg allerede at være i selskab med personerne. 

Citat: ”Den fugl, der ikke kan klare sig og ikke er beskyttet af sin flok, er den første der vil dø”

Anmeldelse: Øvelser i mørke af Naja Marie Aidt (2024)

 

2024. 258 sider. Forlag Gyldendal.

Ny roman af prisvindende dansk forfatter der belyser vigtige, eviggyldige temaer; grænseoverskridende mænd og PTSD. Som en anden Hollywood film kan du ikke være uenig i budskabet, vold mod kvinder er forkert. Mange(alle kvinder?) vil kunne nikke genkendende til dårlige erfaringer, enten store eller små overskridelser. Især anekdoterne gør indtryk som folk medbringer til en fest, de afsløres løbende som afbræk i fortællingen. Jeg var overrasket over peberspray ikke nævnes, efter endt læsning skal nogle læsere måske have købt én! Kunne ønske det ikke kun var mænd der hænges ud. Budskabet er klart, mændene skal ændre sig, basta. Kunne man forestille sig at nogle af kvinderne allierer sig og går i konstruktiv dialog med voldsdømte mænd? Ofte forbliver fordømmelsen i romanen mellem ligesindede (til festen, mellem veninderne, hos lægen), uden mænd er en del af samtalen og forandringen. Aidt får noget balance i regnskabet med skildringen af ansvarlige, empatiske mandfolk. Vi ved alle at der også eksisterer grænseoverskridende kvinder men det er ikke Aidt’s mission at problematisere dem.

Jeg keder mig når vi følger hovedpersonens hverdag, replikkerne bliver for forudsigelige; de trøstende veninder, den kompetente men anonyme PTSD-behandler, den konfliktsky mor.  Ja, selv den 57-årige hovedperson opfører sig forventeligt, når det bliver svært, så trækker hun sig, forståeligt men gentagende. Jeg var skuffet at vi nærmest intet får at vide om bogklubben, bortset fra hun skriver navn i bøgerne og slugte dem, jeg føler forfatteren ikke gjorde sig nok umage i den sammenhæng. Omvendt kunne du indvende at hendes fritidslæsning ej er af afgørende betydning for historien.

Voldshændelserne beskrives intenst fra den kvindelige hovedpersons synsvinkel, med sans for uro og desorientering, en episode på gaden sætter spor grundet voldsomheden. Man kan undre sig; skyder Aidt sig selv i foden ved at tilføre fiktive voldshandlinger en grad af drama, i en ellers stilfærdig hverdag, overdøver spændingen den tilsigtede fordømmelse? DET ER dramatisk at læse om og formodentligt også at opleve, så det kunne nok ikke fremstilles anderledes? Ligesom en voldsfilm ser du på det med distance, men fordelen ved litteraturen er det indre perspektiv. Aidt er dygtig til at skabe indlevelse og synliggøre de længerevarende konsekvenser på alle planer i hovedpersonens liv. Måske er den 57-åriges dagligdag farveløs, men også et udslag af et levet liv, på godt og ondt. Som Politikens anmelder fint pointerede, så fylder forholdet til de tre sønner en stor del, ikke kun morens vanskeligheder.

Traumeproblematikken er ikke ny og set i andre afskygninger i gyser eller MeToo litteraturen. Er du bekendt med disse genrer tilbyder Øvelser i Mørke mere af samme skuffe. Havde den været udgivet for 10-20 år siden var gennemslagskraften nok større. Har du oplevet vold og traume i din familie har romanen helt sikkert en plads med identificerbare elementer men jeg synes de klichéagtige personbeskrivelser trækker ned. Til gengæld er bogen letlæst, sproget ukompliceret, så alle kan være med. Umodne mænd, fortrængning og hemmeligholdelse bliver hovedpersonens byrde men slutningen giver håb. Selvom der er flere ting jeg synes Aidt kunne have gjort bedre er bogen et væsentligt opråb; både til ofre og gerningsmænd.

Anmeldelse: Tit Er Jeg Glad af Jens Christian Grøndahl (2016)

 

2016. 152 sider. Forlag: Gyldendal

Forfatterens mest læste bog ifølge goodreads. Læst på dansk, oversat til engelsk samt flere europæiske sprog. Grøndahl’s styrke er menneskekundskaben og persontegningerne, han kommer under huden på personerne, og du kan spejle dig i deres savn, sorg, forelskelse mm. Et flashback til Anden Verdenskrig hvor Sigrid møder Thomas er særligt mindeværdig, jeg savner flere af sådanne gribende, dramatiske afsnit. Hovedpersonen Ellinor’s tankemylder fylder meget, og som andre anmeldelser fremhæver så kunne alt være taget fra det virkelige liv, realismen overbeviser. På grund af romanen foregår for det meste på det indre plan bliver situationerne iagttagende, fragmentariske, reflekterende og hverdagsagtige, og i mindre grad konkrete oplevelser med en begyndelse og slutning. Jeg blev rørt over beskrivelsen af sorg side 16 og titlen forklares side 130.
Summa summarum, psykologisk velovervejet roman om dødsfald og hvordan sådanne triste begivenheder udfordrer de efterladte, dog bliver romanen for handlingsfattig. Forfatterens interesse her er relationerne.

Anmeldelse: Austerlitz af WG Sebald (2001)

2001. 238 sider. Forlag: Gyldendal

Oversat fra tysk. Anmelderrost, eksperimenterende historisk-autofiktion roman, der fortælles af vennen der gradvist afslører Jacquet Austerlitz’s livshistorie. Læseren vikles ind i Austerlitz’s detektivarbejde og du læser nysgerrigt videre for at få svar på mysteriet om hvad der skete under 2. verdenskrig. Om du får svaret må du selv læse for at finde ud af.

Austerlitz’s barndom og ungdom oplever jeg som den mest gribende del, vi møder barndomsvennen Gerald og underviseren Andre Hilary, begge bliver nøglepersoner i Austerlitz’s udvikling. Forfatteren har en ømhed for personerne der gør dem levende og nærværende, ja man bliver helt rørt over deres interaktioner og ønsker alt skal gå vel. Senere finder vi ud af at Austerlitz har fortrængt dele af sin barndom og ønsker at vide mere om sit ophav.

Muligvis ser fortælleren det som sit projekt at få den hemmelighedsfulde Austerlitz til at åbne sig over tid. Austerlitz evner ikke at snakke om personlige ting men de har det tilfælles at de rejser meget og mødes fra tid til anden, nogle gange helt tilfældigt. Fortælleren er god til at lytte og bliver et talerør som Austerlitz kan bekende sig til.  Du kunne dog indvende at Austerlitz virker selvcentreret og venskabet uligevægtigt, domineret af hvad Austerlitz har på hjerte. Fortælleren bliver sjældent spurgt ind til hvordan han har det, men er overbærende og synes at affinde sig med, ja fascineres over, Austerlitz’s lange enetaler, store viden, og anekdoter. Har fortælleren med fuldt overlæg fravalgt at inkludere sig selv i fortællingen da det kunne distrahere? Det synes også at være en mulig fortolkning. En utroværdig fortæller, vi ved ikke hvem han er.

Du kan sammenligne nobelprisvinderen Annie Ernaux’s projekt om at dokumentere det personlige og det kollektive i bogen The Years (2008) og i dokumentarfilmen Super 8 Years (2022) med hvad Sebald gør i sin roman; samfundsændringer markeres, landsbyen der nu står under vand i Wales og ghettoen i Tjekkiet omdannet til museum. Hun skildrer et naturområde i Frankrig hvor der nu er bygget en by, man kan sige Ernaux og Sebald bevidner konsekvenserne af det tabte og det nye. Derudover er der en interesse fra Sebald’s side til at gengive dyre- og planteriget. Men det går dybere, Sebald dokumenterer krigsofre og det mentale landskab, vigtige historiske udviklinger i det 20 århundrede, især hvad der skete med jøderne i Tjekkiet. Austerlitz's hukommelsestab spiller en afgørende rolle i bogen og indvirker på strukturen, der er ikke en normal kronologi og udvikling. Austerlitz's sindstilstand opleves kaotisk og labyrintisk, han kan ikke finde ud, finde vej, skifter spor. Sindets uorden påvirker Austerlitz's forhold til andre. Som læser møder du en søgende mand der forsøger det umulige; at finde sig selv på baggrund af sin mor og far.

Mange passager virker filmiske og en del af Sebald’s eksperiment har været at inkludere billeder. Dele af romanen er sket, andet opdigtet, forfatteren formår at blande billeder og tekst sammen så det virker som et autentisk univers. Billeder minder dig om ting der forsvinder og tiden der er gået. Bogen er et overvældende sansebombardement hvor det var nødvendigt med pauser i læsningen. Sandsynligvis kunne du opsummere handlingen på bare nogle få sider, der sker faktisk ikke det helt store da meget foregår oppe i hovedet på personerne. Til gengæld er der utallige observationer og sidespor som nogle gange bliver for meget, hvor vi får side efter side om fx arkitektur. Trods nogle kedelige afsnit hvor det simpelthen bliver for nørdet er beskrivelserne alligevel med til at gøre romanen realistisk og helt sin egen. På YouTube har entusiaster optaget rejsedagbøger der følger i bogens fodspor, ja, for at få fuldt udbytte burde du sidde med et atlas eller google maps mens du læser. En bog fyldt med referencer som er bundet til de lokaliteter den foregår og opfordrer til at besøge stederne. Det mærkes at Sebald har en nysgerrighed og kærlighed til mennesker, dyr, planter, og bygninger. Han er dygtig til at koble dyre- og mennesketræk, fx det heroiske og det tragiske, brevduen der brækker vingen men alligevel forsøger at nå sit mål, eller de tørstige sommerfugle der opsøger vand. I bogen er særligt England, Antwerpen og Tjekkiet beskrevet. Spændende at prøve Sebald men jeg føler ikke den store appetit på at tag fat i endnu et af hans romaner lige med det samme. Der kan uden tvivl skrives meget mere om Sebald's særegen fortælleteknik.

Min vurdering 7/10