1954. 225 sider. Forlag: Faber & Faber. Læst på engelsk
En coming of age klassiker, men også en barsk en af slagsen som ikke er for sarte sjæle. Hvis en beboer fra en anden planet skulle foræres bare én roman af os ville jeg stemme på denne, et tidløst billede på gruppedynamik, både det gode og det onde i mennesket. Tidløs fordi der er så få referencer til den tid den foregår. Drengene har ingen mobiltelefoner, kun en kniv og nogle brilleglas. Der er masser af naturbeskrivelser, ja så mange at bogen nok ville fylde markant mindre uden. Selvom beskrivelserne sommetider bliver en smule langtrukne giver de alligevel historien en særegen stemning og jeg føler mig transporteret til et andet sted. Drengenes sprogbrug binder af og til historien til den periode forfatteren levede. Kritikere har udtalt den kun viser det maskuline perspektiv, men det var almindeligt med opdeling af køn dengang på britiske skoler. Golding valgte bevidst kun at have drenge med i bogen for at fokusere på mandelig aggression og undgå seksuelle spændinger. Man kan sige den krænkende mobning allerede eksisterede mellem drengene før de nåede øen, men at den manglende tilstedeværelse af voksne tillod dem friheden til at gå endnu længere end i skolegården. I dag ville historien om samfundsmæssig kollaps formentlig have et politisk korrekt persongalleri af hunkøn, hankøn, hvide, sorte, asiatiske osv. Synes Golding er dygtig til at skabe nogle levende personer som jeg husker og nemt kan kende forskel på. Drengene er forskellige, trods nutidens fokus på diversitet.
Golding anså "robinsonade" ungdomsromanen Koraløen (1857) af R.M. Ballantyne for urealistisk og for letkøbt, hvor en gruppe drenge (også med navnene Ralph og Jack) løser problemer og vender de indfødte til kristendommen. Fluernes Herre var Goldings respons og forsøg på at skildre realistiske, problematiske situationer på en tropisk ø. En pessimistisk fortælling, jeg tænker ikke selv over forfatteren der trækker i trådene, den måde handlingen forløber føles overbevisende og ikke kunstig. Det er muligt Golding låner fortællerteknikker fra gysergenren; den gradvise eskalering af konflikten mellem Jack, Tygge og Ralph hvor der skrues op for uhyggen i sidste tredjedel. Den uhyggelige, tvetydige afslutning på kapitel 8 hvor du som læser ikke helt ved hvad der foregår mellem Simon og grisehovedet, drømmer han? er det en hallucination? Eller måske Jack der mobber ham fra et gemmested i nærheden?
Parallellen til Adam og Eva og paradisets have er ikke svær at få øje på. Drengene oplever syndefaldet og den tabte uskyld. Eva fristes af slangen til at spise forbuden frugt og Gud straffer Adam og Eva med forvisning. I Fluernes Herre symboliserer Jack sandsynligvis slangen som frister børnene til at gå henimod kaos og fjendskab, væk fra den struktur og demokrati de startede ud med. ”Uhyret” de taler om bliver en undskyldning for at være brutal. Romanen bliver et eksempel på menneskets behov for mere end blot mad og husly, andre behov adskiller os fra dyrene som at vælge mellem rigtigt og forkert. Jack finder mening ved at dræbe grise og dominere andre, det er ikke nok bare at blive mæt for ham. Nogle analyser beskriver drengene som vilde dyr, udtrykket uciviliseret rammer tættere på for mig da der træffes nogle valg undervejs. Sult spiller en afgørende rolle når de vælger at følge Jack, og drengene synes det er spændende at gå på jagt og være en del af noget når de ikke har ret meget at udfylde dagene med. Der er noget sårbart og utrygt ved at stå udenfor fællesskabet, de helt små snakker om et uhyre og Jack lover at beskytte dem. I romanen har de vanskeligt ved at håndtere kriser men det har voksne i lignende situationer også svært ved. Historien er blevet kaldt en allegori for nazisterne da Golding havde oplevet meget grusomt under krigen. Den sadistiske leder (i romanen Jack) der skaber frygt og manipulerer andre til at begå destruktive handlinger. I 1965-66 strandede seks tonganske skolebørn på den ubeboede ø Ata (nord for New Zealand) i 15 måneder, de to historier er interessante at sammenligne, ligheder og forskelle. På Ata spiller det kreative og musik en større rolle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar