Anmeldelse: Kør din plov over de dødes knogler (2009) af Olga Tokarczuk

 
2009. 239 sider. Forlag: Gyldendal. 

Roman af kvindelig Nobelprisvindende forfatter, en af de mest læste polske forfattere i nyere tid.
Nok den bog vi har læst i bogklubben som er tættest på krimigenren. Svær at placere på genreskalaen, tonemæssigt går historien i vidt forskellige retninger med sjove og makabre dele, plot-drevet mysterium, satiriske angreb på korruption i området, budskaber om naturen, og ikke mindst et karakterstudie af hovedpersonen.

Fortælleren Janina er omkring 60, har smerter, og holder opsyn med vintertomme sommerhuse, hun har en passion for astrologi, og modsætter sig jægernes jagt i området. Janina ser sig som naturens og dyrenes beskytter. Ligesom Tokarczuk er hovedpersonen vegetar. Der sker en række dødsfald, ”dyrenes hævn” ifølge Janina.  Er der tale om mord eller ulykker? Som en rød tråd bevæger mysteriet plottet fremad, hovedpersonens tanker og relationer fylder også meget. Ifølge postbuddet er politiet korrupt og kan forklare hvorfor politichefen blev fundet med penge på lommen.  

 Den måde Janina bruger planeterne som argument for hvad der foregår må siges at være excentrisk men det giver mening for hende! Fx hælder hun til at genbrug assistentens hårtab har en astrologisk forklaring og vedlægger horoskoper til politiet for at bekræfte sin hypotese om dyrenes adfærd. Hun gør det i fuld alvor hvor jeg som læser oplever det som ufrivilligt komisk. J har stærke meninger, hun er ikke bange for at stå fast, tænker anderledes end flertallet. Hendes kontrær adfærd og rapkæftet bemærkninger (fx i kirken) minder mere om en rebelsk, ung dyrerettighedsforkæmper, end en kvinde i en moden alder.

Det kunne være spændende at høre en astrologi nørds eller erfaren jægers vurdering af bogen, om de oplever det som autentisk. Jeg savnede en uddybning af jagt-mentaliteten, hvor jægerne og Janina diskuterer for og imod. Romanen bliver meget bombastisk med sit pro-vegetar budskab, fordi hovedpersonen tænker snæversynet i godt og ondt bliver det svært for historien at løfte sig ud over det. Præsten (som også er jæger) og skovfogeden får taletid og forsvarer jægernes ret til at skyde dyrene for at holde bestanden nede, men det er som om jægergruppen har begge mænd i deres hule hånd, fx ved at jægerne har bygget kapellet. Det virker til den eneste i lokalområdet som har mod til at gå imod strømmen er Janina. 

Side 78 tænker Janina det ”alt sammen kun er noget jeg havde drømt”, ” den seneste tid var en lang, smertelig feberhallucination”. Dette gør jeg tænker vi har med en upålidelig fortæller at gøre. Jeg fik flashbacks til Ræveår af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, at dyrene har særlige evner. De to bøger på en måde i samme familie, hvor dyr og mennesker er lige vigtige.    

Janina’s ven Tavs arbejdede i cirkus engang men underligt nok spørger hun ikke mere ind til hans fortid? Det ville jeg godt have hørt mere om. Han er en mand af få ord der sjældent fortæller en masse, deraf navnet Tavs hun har givet ham. Kælenavnene tilfører bogen noget humor og personlighed. Sorte frakke, Tavs’ søn, arbejder ved politiet. En af hendes andre venner hedder Dyzio, han lider af allergi.  J var hans lærerinde 30 år tidligere og hjælper ham af og til nu med at oversætte William Blake. Netop Blake befinder sig i baggrunden som et lag i teksten, det ærgrer mig at jeg ikke har læst ham som kunne berige læseoplevelsen. Et sted i bogen sidder J og hendes venner og diskuterer hvorfor ”nogle mennesker er onde”, samtalen bliver ret diffus og generisk, personerne går ikke i detaljer.

Det mest interessante ved romanen for mig; at de bor i grænseområdet mellem Tjekkiet og Polen, som har en symbolsk betydning. Jeg har læst i The Guardian at Tjekkiet er et af de mindst religiøse lande i Europa mens Polen er stærkt religiøst. Tjekkiet har en hengivenhed for overtro der går i spænd med Janina’s alternative overbevisninger. Derfor kan jeg som læser undre mig over J alligevel vælger at blive boende når det Tjekkiske ”utopi” er så tæt på, og hun udtrykker afsky overfor det polske. Hendes moralske forpligtelse til at beskytte sit hjemland mod uretfærdigheder og trygheden ved det velkendte kan være forklaringer på hun ikke flytter. J’s holdninger bevæger sig mod det anarkistiske selvom hun mener hun gør det rigtige ved at støtte dyrene. I det mellemrum flyder kategorier og muliggør overskridelser; menneske vs. dyr, fantasy vs. realisme, lovlydig vs. kriminel, alternative ideer vs. rationel tænkning, anarki vs. retssamfund. 
Et af Tokarczuk’s andre bøger beskæftiger sig ligeledes med grænseland; House of Day, House of Night (1998) (oversat til engelsk). 

Slutningen oplevede jeg som forudsigelig og astrologien (som gentages) irriterede mig. Romanen har sin egen unikke stemning inkl flotte sort/hvide billeder, og du lærer noget om naturen undervejs, fx biller og aggressive dyr. De skæve eksistenser er til tider morsomme; fx den fordrukne tandlæge, historien om rotterne der blev slæbt i retten, de absurde rygeregler. Rørende bliver romanen ikke for alvor. 

Anmeldelse: Bådens Navn (2018) af Kim Fupz Aakeson

 

 2018. 242 sider. Forlag: Gyldendal. 

Bemærk, spoilers kan forekomme i det følgende…

En roman som tager et drastisk vendepunkt hvor alting ændrer sig for den kvindelige fortæller, en fængselspræst.  Fortællervinklen er speciel på flere måder, dels at Aakeson som mand beskriver en kvindes inderste tanker og fantasier, dels at Guds stemme fører en dialog med Susse. Om det reelt er religiøs åbenbaringer eller, mere sandsynligt, en indre dialog hun fører med sig selv, forbliver usagt. De indre samtaler hun indleder varierer meget, humoristiske, barske, tilgivende, knyttet til hvordan hun har det i øjeblikket. ”Gud smiler indforstået ”(s82) når Susse får hjælp til oprydning og har ro til at sove.

I danske medier hører man sjældent om Natalie Wood- Robert Wagner mysteriet fra 1981, men fordi der er ubesvaret spørgsmål om hvad der skete på båden, diskuteres sagen stadig i USA. De to amerikanske skuespillere er i dag i ligeså høj grad kendt for den aften på båden, som de film og tv-serier de medvirkede i. Wagner regnes fortsat som en ’person of interest’ i efterforskningen. Det er ikke utænkeligt Aakeson har ladet sig inspirere af Wood’s gådefulde død, ligesom Tarantino’s seneste film One Upon a Time in Hollywood (2019) også har tydelige lighedspunkter. Hvad der adskiller Aakeson’s; der byttes om på rollerne, kvinden overlever, og mysteriet afløses af en Dostojevskij-lignende forpinthed med en afsluttende forløsning.

Fortielse, skyldfølelse og alkoholmisbrug ødelægger Susse indefra og skaber en selvdestruktiv distance til andre. En moderne genfortolkning af Forbrydelse og Straf, i en dansk kontekst. Der er noget dobbeltmoralsk i at Susse’s job består i at vejlede kriminelle mens hun selv gemmer på en forfærdelig hemmelighed. At miste tilregneligheden i et kort øjeblik kan have kæmpe konsekvenser for dit liv og der er ingen nem vej til tilgivelse fra andre og tilgivelse af dig selv. Selvom Susse ved nøjagtigt de rigtige ting at sige til forbrydere som kæmper med skam og manglende selvkærlighed, formår Susse ikke at kunne bruge disse retoriske værktøjer til at hjælpe sig selv. 

Roman gør det meget tydeligt at det giver uheld at ændre en båds navn (titlen). Fylder overtro meget i dit sind kunne du lægge to og to sammen, mens andre vil bare kalde det tilfældigheder.  Susse har uden tvivl haft et svært liv men det er ikke nogen undskyldning for hvad hun udsatte hendes mand for. Hendes skyldfølelse kommer til udtryk i det daglige, ikke kun at hun drikker, men fx at hun ”giver sig selv to store lussinger”(s.80) , og ikke kan sove i sin mands seng, og vælger sofaen. 

Jeg kommer i tanke om en avisartikel om Minna der sad fast i et mosehul på Lolland og en bekendt ikke hjalp hende op. Minna døde af udmattelse og væskemangel og kvinden blev idømt et års ubetinget fængsel for at undlade at hjælpe et andet menneske i nød. Kvinden talte usandt i retten da en jæger senere sagde  hun ikke bad ham om hjælp. En tragisk historie som ikke burde være hændt. Dengang fyldte sagen i medierne og står stadig som en advarsel til alle, at samme situation aldrig må gentage sig. Romanen beskrives fra lovovertrædernes synsvinkel, det frygtelige at gjorte ting ikke kan gøres ugjorte igen. I et af de stærkeste kapitler opleves en konfrontation mellem en morder Kevin som i fængslet aftaler at møde den dræbte kvindes mor. Som fængselspræst deltager Susse som støtte. Her mærkes virkelig det smertefulde for begge parter men også det forløsende ved at italesætte smerten så den ikke æder dig op indefra. Et af budskaberne i Forbrydelse og Straf går på at den indre, personlige skyld kan være værre end den samfundspålagte dom. Naiviteten går igen i begge romaner, de har ikke tænkt konsekvenserne igennem. Susse har behov for at bekende sine gerninger, hun angrer og indrømmer det hun gjorde var forkert. Usympatisk ja, fx har hun svært ved at glæde sig over sin datters fosterscanning og mændene i hendes liv behandles, ofte, respektløst. Psykopatisk nej, hun italesætter sit ansvar. Som læser bliver du konfronteret med mennesker som har fejlet, det er normalt at føle afsky over deres valg og sværere at give dem en ny chance. Susse slås med indre diskussioner om hun er et godt eller dårligt menneske, ”regnskabsdag” (s176) som du som læser kan vende mod dig selv og spørge, om der er ting du fortrænger og ting du er stolt over.

Bogen peger på et usundt parforhold der krakelerer, fordi den ene ikke siger fra i tide og lader den anden bestemme for meget. Bogen er nem at læse og personerne realistisk beskrevet. Få steder er sproget lidt klodset fx s37 ”han er ham der fylder opvaskemaskinen”, dog har det ikke kæmpe betydning for helhedsoplevelsen. Der er flere charmerende, citerbare sætninger som huskes, fx Mugge’s ”ærlig træthed” , ”det har potentiale”. Den voksende frustration hos Susse ulmer i baggrunden som en modvægt. Har du allerede læst Forbrydelse og Straf kan strukturen i Bådens Navn opleves som deja-vu, selvom begge bøger selvfølgelig har forskelle. Det der gør Aakeson’s roman anderledes må være humoren som jeg ikke husker meget af i Dostojevskij’s klassiker. Sommetider kan du som læser fornemme Aakeson har skrevet filmmanuskripter til Den Eneste Ene (1999) og Okay (2002) , fx kapitlet til Henrik’s fødselsdag som virker som en scene fra en komediefilm.    

Anmeldelse: Den slags små ting (2021) af Claire Keegan

 

2021. 123 sider. Forlag: Gutkind. På dansk ved Signe Lyng. Engelsk titel: Small Things Like These

En rost og populær irsk kortroman, Keegan’s internationale gennembrud. Afsnittene med kularbejderen Bill på besøg på Magdalene institutionen har en fantastisk urolig stemning, helt modsat julehyggen hjemme hos familien Furlong. Slutningen af bogen er også mindeværdig og sætter nogle tanker i gang. De fem døtre introduceres og jeg overvejede hvad de bidrager med til historien? Jeg kunne godt have tænkt de havde en mere aktiv rolle i fortællingen. Man kan sige de repræsenterer en parallel til de sårbare Magdalene piger og fattigdommen Bill iagttager rundt om i byen. Det er strenge tider i 1985 med stor arbejdsløshed under Thatcher’s regeringstid. Denne beskrivelse vil jeg aldrig glemme; en skål sættes ud til præstens kat og en fattig dreng drikker mælken. 

Bogen rummer både en kristen næstekærlig indstilling som Bill og Mrs Wilson repræsenterer, mens forfatteren udstiller frygten og rygterne i landsbyen, nonnernes adfærd som kontrollerende og gammeldags i deres syn på synd og straf. Det er dog på grænsen til karikatur, jeg kunne godt have tænkt mig flere nuancer hos nonnerne. Der anes noget omsorgsfuldt ved £50 sedlen Furlong familien modtager i julebrevet, muligvis en form for ”hush money”, at Bill’s familie ikke blander sig yderligere. Nogle steder skæres tingene lidt for meget ud i pap. For eksempel Eileen’s pragmatiske replik side 54 om at ”der er ting man er nødt til at ignorere”.  Det har hun allerede sagt til Bill på forrige side. Mysteriet om hvem Bill’s rigtige far fungerer godt og sidste kapitel kunne ikke gøres bedre.

Tænker bogen ville nok have haft større betydning for ofrene hvis den var udkommet mens Magdalene vaskerierne stadig eksisterede i Irland i 1980erne. Men bedre sent end aldrig! Kvindernes desperate situation og trauma bliver hørt og kirken kritiseret. Historien giver et historisk tilbageblik til nogle uretfærdigheder for de ”faldne” kvinder, og grusomheder antydes. Det er tydeligt Sarah Redmond ikke har det godt og virker bange for nonnernes autoritet. Det samme gælder den ulykkelige kvinde Bill møder som ønsker han bringer hende ned til floden. Temaet er ikke nyt, filmen Philomena (2013) udforsker det samme, fra en anden vinkel. Der er efterhånden udgivet en del om disse stakkels kvinder, både film og bøger, og det bliver fortsat ved med at forarge os. Hvorfor spærres Sarah inde? Der er flere tolkninger, muligvis gjorde hun oprør og nægtede at arbejde. Måske sættes hun i isolation fordi hun fik et barn uden for ægteskab. Kaster hun op fordi hun atter er gravid? 

Interessant den foregår ved juletid, mere eller mindre en moderne udgave af Charles Dickens’ Et Juleeventyr, hvor vi som læser må gruble over hvordan vi kunne gør en forskel, eller bliver vi medskyldige ved at tie et problem ihjel som borgerne i byen? Selvom handlingen visse steder kan virke tynd og overmættet af hverdagsbeskrivelser, så fremstår bogen troværdig og periodisk helt fantastisk. 

Ved du ikke noget om Magdalene institutionerne indbyder bogen til at undersøge de skræmmende virkelige hændelser, om ulønnet tvangsarbejde for forældreløse, gravide, ugifte, oprørske teenagere. Nogle af de faldne kvinders børn endte i børnehjem og senere som voksen i Magdalene-vaskerierne. Kvinderne fik opmærksomhed i medierne i slutningen af 90erne pga en dokumentarfilm på Channel 4 i England. I 2013 gav Irlands premierminister Enda Kenny Magdalene overleverne en officiel undskyldning. Disse institutioner var ikke en irsk opfindelse, fænomenet begyndte ifølge weekendavisen i det protestantiske England i 1758.


https://www.weekendavisen.dk/kultur/irlands-beskidte-vasketoej

Anmeldelse: Frankenstein (1818) af Mary Shelley

 1818 / 191 sider / Forlag: Oxford University Press / engelsk udgave


En klassiker som har været målt og vejet i ca. 200 år, ja du kunne sidde i ugevis og forske hvis du havde lyst. Opfinderen kaldes Victor Frankenstein. Monsteret er uden navn. ”Monster” er et negativt ladet ord i mine øjne, derfor jeg vælger at kalde ham skabningen her.

På grund af romanens tvetydighed åbnes der for flere tolkninger, bl.a, er skabningen ond? Hvem er den ægte monster i historien? Hvilke etiske grænser bør videnskaben overholde? Hvilke omkostninger har ambition? Er Victor en skizofren morder som måske bilder sig selv en masse ting ind? 
Sidstnævnte har flere forskere prøvet at sætte ord på, uden en endelig konklusion. Der er en række spor der peger mod skabningen som et alter-ego, en slags Dr Jekyll and Mr Hyde figur.  Især når Victor opholder sig i Irland. Sidste del af romanen i Arktis, derimod, synes at fastslå skabningen som kød og blod, dog med et lille men, da kaptajn Walton får fortalt historien af Victor og kan have drømt mødet med skabningen, umiddelbart inden på s.186 nævnes at klokken er midnat og Walton ”must arise” fra sin seng. S.178 bekræfter Walton at have set monsteret, på afstand fra skibet, og det tror han mere på, end Victor’s fortælling. Det giver også logisk mening at skabningen er fantasi da det er urealistisk at kunne give nyt liv til døde kropsdele, og usandsynligt at skabningen overlever i naturen alene, og lærer at læse og tale på egen hånd, bare ved at iagttage en familie. 

Victor indrømmer at have begået drab mens han befinder sig i Irland, og hilser her fængsel velkommen (s154). Hvorfor? Yderligere påstår Victor i samme afsnit at det kræver meget for at forhindre ham i at begå vold. Hævn holdt ham i live (s171), det gælder ligeledes skabningen. Under en særlig sygelig periode tilstår Victor at have begået mordene (s148). Victor og skabningen flyder nærmest sammen som en person undervejs, hvilket kan fremprovokere en tolkning om Victor som spaltet, gal morder og skabningen som opdigtet. Men Victor tror selv på det. Endnu et eksempel der svækker argumentet at skabningen eksisterer; det er usandsynligt, men ikke umuligt, at Victor har ressourcerne på den øde ø til at frembringe en kvindelig skabning.  Og hvis Victor’s omgangskreds er i fare, hvorfor advarer han dem ikke? Side 162 tilkendegiver Victor at som tidspunktet nærmede sig, forekom trussel mere som en vrangforestilling. 
 
Man kan sige skabningens ensomhed og fremmedgørelse taler til læserens sympati, et tragisk liv, mens de voldelige tendenser trækker i den anden retning, han er farlig for omgivelserne. Victor udtrykker skyld over den skade skabningen påfører andre, og det er tydeligt Victor ikke har tænkt eksperimentet til ende og sin egen forældrerolle. I stedet var Victor kun opmærksom på det videnskabelige projekt, og ikke den humane del: skabningens ve og vel. Skabningen udtrykker også smerte til sidst, over de ting han har gjort. De er ikke onde men har begge gjort nogle slemme ting. Skabningen ved han er forhadt, intet fællesskab, og har ingen respekt for andre og hader dem. Der opfordres til vi ikke vender outsidere ryggen,  baseret på et anderledes udseende eller alternativ væremåde, for du ved ikke hvem du har med at gøre, før du lærer dem at kende. Det tragiske må være at de ikke giver skabningen en chance. 

Nogle vil mene skabningen fødes uskyldigt og det er samfundet der gør den voldelig pga had, udstødelse, fordomme. Romanen er ambivalent vedr hvor skabningens ondskab stammer fra. Forfatteren spørger, hvad er monstrøst?  Hvordan du ser ud eller hvor du opfører dig?
Jeg vil mene Victor og skabningen er begge ofre, men ansvarlige for den smerte de påfører andre. Et budskab synes at være at når Victor ikke tager ansvar for sine handlinger fører det til hans undergang. Han fortryder men det er for sent.
Forfatteren kaldte romanen en filosofisk romance. Nogle læsere vil nok beskrive Frankenstein som en gyser/sci-fi. Den byder på forbavsende lidt blod og body horror. Men det er ikke kirurgbordet og drabene der er hovedpointen, men advarslen. Der er antydninger, fx at skabningen har kræfter til at rive arme af folk, og der er også drab, men det fremstår mest som en psykologisk, filosofisk roman. Skal jeg pege på en lille svaghed; der er rigtige mange gentagelser, jeg behøver ikke få det samme fortalt 20 gange, men omvendt har skabningens og Victor’s vedholdende bekymringer stor tyngde og gennemslagskraft, følelserne er en pinsel for de to. 

Bogen stiller store spørgsmål om forældres ansvar for de børn de sætter i verden, at vi i et bibelsk perspektiv ikke bad om at være her, Adam blev sat på jorden af en gud der, stærk forenklet, løb sin vej, ligesom Frankenstein blev overladt til at klare sig selv. Ligeledes har børn ikke sagt ja til at fødes. I skabelsesberetningen laver Gud Eva, fordi Gud kan se Adam ikke har det godt. Victor løber fra ansvaret om at skabe en partner til skabningen, men netop her tænker Victor konsekvenserne igennem, modsat tidligere, så Victor har lært noget undervejs. Pga ensomhed søger skabningen en kvinde, men der er ingen garanti for at de vil kunne li hinanden. Naivt men håbefuldt at skabningen tænker i de baner om en partner han slet ikke har mødt. Victor udviser manglende medfølelse ved at opgive at sætte hende i verden (s138) men han har sine grunde.
Frankenstein skiller sig ud og har været en stor inspirationskilde for litteratur og film, et blue print for science fiction genren, med sin advarselsfortælling, tænk bare på hovedværker Blade Runner eller Terminator. Det farlige ved videnskaben og teknologien, at det kan misbruges ved at lege gud. Videnskab der løber løbsk, om det er døde kropsdele der bringes til live, eller udvikling af AI teknologi. Uden empati, risiko for katastrofale, uforudsete konsekvenser. 

Store spørgsmål hænger i luften, uden det bliver moraliserende: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan vil en verden se ud med kunstige menneskelignende væsner? Kontaktbehovet  og ensomheden gør skabningen til menneske. Mens skønlitteraturen og familien i Tyskland afslører for ham hvordan vi lever. Skabningen længes efter at deltage i verden; hvis ikke godhed, så hævn (s.119).

Men bogen kan også læses sådan; skal vi se det som et virkeligt menneske vi skal have empati med, eller noget kunstigt og frastødende? Skabningen bliver håbfuld desperat, både over sociale interaktioner, men også kunst og natur. Jeg hælder mest til at han er skabt af menneskedele og derfor må være et menneske. Naturen spiller en stor rolle i romanen, i forhold til Victor virker det humørafhængigt, om han frydes eller væmmes over landskaberne. Tydeligt under en Europarejse, at Victor ikke formår at gør sig bekymringsfri og leve i nuet, han tænker over fortiden, og spekulerer over fremtiden. Igen, det er følelserne som er en pinsel. 

Bogen giver et bud på ambitionens pris, for Walton, for Victor, for skabningen, for de dræbte. Det burde være en triumf for videnskaben men ender i tragedie. 

Som en konsekvens af berømmelsen, Mary Shelley blev resten af sit liv ”forfulgt” af romanen hun skabte. Hendes liv, på sin vis, mindede om historien.