2019. 374 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof
”Først når en mor slipper sin sorg, kan barnet tage del i de himmelske glæder”
Vinder af Læsernes Bogpris, 2020. Kontroversiel, grænseoverskridende, men ofte morsom roman om en bedemandsslægt. Uthaug fik eftersigende inspiration hertil da hun i en periode skulle til en række begravelser, men hendes slægtsroman er langt fra farveløs eller kedelig! På grund af det store persongalleri kunne du indvende nogle af slægtleddene bliver en tand overfladiske og filmiske, uden vi kommer under huden på dem, men bogen reddes i høj grad af den kulsorte, absurde, morbide humor.
Bedst fungerer 7. generation (nutiden), her lærer vi fortælleren Nicolas og hans nærmeste at kende. Navnene er ret sjove, morfaren Christian 5 med de skøre rutiner, og den akavede bryllupsvielse mellem Lone Helle og Ejvind er bare et par eksempler der fik smilet frem. Nogle gange får jeg nærmest dårlig samvittighed ved at grine af situationerne, fx Bjørn der bedøver de umulige børn. Måske var der ikke noget at stille op med Lillian og Christian 6, selvom Therese var i live. Du kan spørge dig selv, hvem er værst, børnene eller Nicolas?
Puslespillet med generationerne overskueliggøres for læseren ved hjælp af de læsevenlige slægtstavler. En ambitiøs, letlæst roman der giver stof til eftertanke om begravelsesritualer før og nu. Jeg lærte om gamle traditioner, fx hvad en bydemand er for en størrelse. En fordel at genlæse de indledende kapitler igen som giver nogle uddybende informationer, fx at der er en sammenhæng mellem Nicolas’ liv og hvad der foregik på Stillehavsøen Tikopia. Er det overdrevet med så mange mærkværdige efterkommere? Muligvis, men det er med til at give bogen dens særegne personlighed.
Min vurdering 8/10
*Findes også som teaterstykke, senest opsat i Århus og København i efteråret 2023. Forestillingen fik positive anmeldelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar