torsdag den 28. maj 2009

Boganbefaling: Kafka på stranden / af Haruki Murakami (2007)



Min vurdering 9/10

Emnerne er: at blive voksen, naturen, Japan, godhed og ondskab, skæbne mm.

I nutidens Japan forenes to skæbner tilfældigt: den unge Kafka Tamura, en intellektuel, der føler sig hjemme i et bibliotek og den gamle Nakata, en analfabet, der elsker naturen og kan tale med katte. Ved mødet genopstår deres historier på magisk vis.

Jeg havde ikke tidligere læst en roman af japanske Murakami, men blev positivt overrasket over, hvor god denne roman er.

Den er meget metaforisk og lægger op til fortolkning. Der er mystiske væsner og katte, magisk realisme, leg med liv og død, skygger og meget mere. Det uforklarlige kan skabe en efterfølgende debat, som den fx gjorde i den læsekreds jeg går i. Den overnaturlige verden er som en billedliggørelse af sindets mørke.

Flere af trådene opklares ikke. Måske med vilje, så vi selv kan fortolke videre. Murakami har efter udgivelsen af romanen svaret på en del spørgsmål om romanen, som man kan finde online.

Man kan indvende, at Murakami muligvis vil sige FOR meget i denne roman. Jeg kan godt mærke, at Murakami har skrevet mange bøger før denne og er god til at formulere sig, men jeg har svært ved at få øje på et overordnet budskab? Men disse kritikpunkter er i mine øjne bagateller, som ikke trækker særligt meget ned.

Jeg holdte mere af Nakata end af Kafka Tamura, nok fordi Nakata har så uskyldig og naiv en væremåde. 15årig Kafka Tamura er lidt halvkedelig, hvor jeg mener det i højere grad er drengens oplevelser og de ydre omstændigheder, som er langt mere spændende end Kafka’s personlighed. Han er som en tavle, hvor der er noget, der skal fyldes på.

Der er mange henvisninger til vestlig populærkultur, som jeg ikke vil komme ind på her. Desuden henvises til en del musik, og det lyder til Murakami er stor musikfan.

Sproget og ordforrådet er rimelig enkelt, det skyldes personerne. Romanen er både barnlig på en magisk facon og samtidig ufattelig vis. Det er svært at vide, hvor drømme slutter og virkeligheden begynder.

Et citat fra s.455 : ”Vi mister alle sammen hele tiden noget, der betyder noget for os. Store chancer og muligheder, følelser, som vi aldrig får tilbage. Det er en del af livet, inde i hovedet et lille værelse, hvor vi kan opbevare den slags som minder. Værelset minder om biblioteket her. Hvis vi skal kunne forstå vores egen sindstilstand, er vi nødt til at blive ved med at lave nye kartotekskort. Vi er nødt til at gøre rent derinde, lufte ud og skifte vand ved blomsterne. Sagt på en anden måde, så vil vi alle sammen i al evighed leve i vores eget lille bibliotek”.

Det gør ikke spor, at den er japansk, da det er en universel historie. En højst anbefalelsesværdig roman. Det er svært at lægge den fra sig, når man først er kommet i gang. Man ser aldrig på en kat på samme måde igen!

Musikanbefaling: Regeneration / af The Divine Comedy (2001)



Min vurdering 10/10

Albummet indeholder den ene gode sang efter den anden. Alle sangene er velskrevet og frem for alt er albummets lyd og vokal også god.

Forsangeren Neil Hammon's stemme minder lidt om Jim Morrison's fra The Doors. Til tider lyder Hammon også ligesom sangere så forskellige som Jarvis Cocker, Frank Sinatra og Rufus Wainwright. Radiohead sammenligningen går på, at de på Regeneration har brugt Nigel Godrich, som er producer fra Radiohead. Jeg synes personligt det lyder bedre end Radiohead.

Jeg synes de elementer, som kendetegner en dygtig og talentfuld sanger er, at stemmen ikke lyder ens på alle albums og sange. Samt at sangeren ikke anstrenger sig, men synger naturligt og med overskud til at udtrykke følelser, og for mig opfylder Neil Hammon de betingelser.

Det er ikke den typiske orkestral lyd, som The Divine Comedy er kendt for på albums som Casanova (1996), Absent friends (2004), og Victory for the comic muse (2006). Jeg foretrækker den mere afdæmpede, akustiske og elektroniske lyd på Regeneration. Man kan mærke, at forsangeren Neil Hammon er blevet en bedre sangskriver. Teksterne er mere eftertænksomme og poetiske end tidligere Divine Comedy albums, jeg har hørt.

Teksterne handler om tidløse emner som tid, det man tilbyder en kæreste, om at skrive, om at miste, om gud, om at gribe dagen, om det simple liv, om drømme, og om udseende. De fleste af sangene har et tema. Dog skal man altid huske, at teksterne kan være ironiske, da det er forsangerens kendemærke.

Fra track 10 : "Old worlds seen through new eyes. Just you and I and the sheltering sky"

Det er ærgerligt at bandet ikke er mere kendt, da de efter min vurdering fortjener et større publikum.

I øvrigt så er bandets navn 'The Divine Comedy' en henvisning til Dante's berømte bog 'Den Guddommelig Komedie' ('La Divina Commedia') fra 1300 tallet.

Musikken er nok ikke så mainstream, at den vil falde i alles smag. Jeg synes man på en måde kan sammenligne deres musik med Pulp, et britisk band fra 90erne, som ligeledes havde/har en mandlig forsanger, som er lidt alternativ rock og i periferien af mainstream. De to sangere ligner endda hinanden! Jarvis Cocker er en dygtig sangskriver for Pulp, men er ikke så god en sanger som Neil Hammon efter min mening.

Det der så kan undre mig er, at Divine Comedy på senere albums vender tilbage til orkestral lyden igen, men det kan være det er den slags musik de selv bedst kan li at lave eller deres fans sætter mest pris på.

Regeneration er langt det bedste album jeg har hørt af The Divine Comedy. Et mesterværk. Jeg giver næsten aldrig 10/10. Jeg synes også coveret er flot lavet og gennemtænkt.

Hvis du godt kan li afdæmpet popmusik med stof til eftertanke, så er dette album noget for dig.

En smagsprøve :




Du kan gratis høre sange fra deres albums her : http://listen.grooveshark.com/

Eller bandets myspace : http://www.myspace.com/thedivinecomedy

Baggrundsinfo om The Divine Comedy kan læses her : http://www.allmusic.com/cg/amg.dll?p=amg&sql=11:wifwxq9hldje

Du kan høre et interview med forsangeren Neil Hammon her : http://www.youtube.com/watch?v=TNGQOhaSXgo

En sjov lille film der tager pis på bandet : http://www.youtube.com/watch?v=iVqV4Vv4H5U

............................................................................

Andre ‘The Divine comedy’ albums:


Casanova (1996)

Det er svært at sætte bandet i bås genremæssigt, fordi deres albums er forskellige. På gennembrudsalbummet Casanova anvendes trompeter, guitarer, klaver, elektroniske lydeffekter. Albummet benævnes af nogle som baroque pop ligesom flere andre af deres albums, fordi den blander klassisk musik med rock- og popmusik. Men flere af numrene er alligevel det jeg kalder almindelige popsange. Det virker til, at der er en del ironi. Der er bl.a. nogle Barry White imitationer. Tekstmæssigt kører sangene lidt på det samme tema om forelskelse, ungdommen og overfladisk kærlighed. Flere af sangene er en anelse klicheagtige efter min vurdering. Dog må det siges, at når emnet er overflade, så er det nok begrænset hvor eftertænksomme sangene kan være. Højdepunkter for mig er : den poppede ‘Something for the weekend’, den dystre/ironiske ballade ‘Through a long and sleepless night’, og den velskrevede ’A woman of the world’.

En smagsprøve : http://www.youtube.com/watch?v=YeWITeExEy4

.......

Absent friends (2004)

For mig er teksterne nogle gange lidt klicheagtige ligesom på Casanova. Sangene handler om, at ord kan gøre ondt, om at forlade nogen, en imaginær ven, et skib , om frihed.
Nogle af de i mine ører bedste sange har en indbygget lille historie: 'Come Home Billy Bird' og 'Our Mutual Friend'. Ligesom på Casanova albummet er det næstsidste nummer et smukt instrumentelt stykke. Det skal nævnes, at bandet valgte at gå fra hinanden efter Regeneration albummet, så det eneste oprindelige medlem her af bandet er forsangeren på dette og senere albums. Det høres ikke, synes jeg. Måske skal man være hardcore fan for at opdage det.
En smagsprøve: http://www.youtube.com/watch?v=ySgeVVbd8SM

.......

Victory for the comic muse (2006)

Jeg kan godt li det opfindsomme albumcover, hvor forsangeren Hammon afbildes på nogle frimærker! Lidt mere poppet end andre af deres albums, synes jeg. Igen er der lidt for meget orkester efter min smag, så noget af det minder lidt om Phantom of the opera. Sangene handler om mænd og kvinder, mor-barn forholdet, om at tro på det gode, om at feste, om ikke at forstå det modsatte køn, om en ansættelse i et firma, om død, om at ryge. Som altid skal man ikke læse deres tekster bogstaveligt, da de indeholder en vis ironi. Lyden minder lidt om Absent friends albummet.
Højdepunkter for mig er : 'A Lady Of A Certain Age', 'Arthur C. Clarke's Mysterious World', og 'The Plough',

En smagsprøve: http://www.youtube.com/watch?v=TaAVtacOnic

.......

onsdag den 27. maj 2009

Boganbefaling: Undtagelsen / af Christian Jungersen (2004)



Min vurdering 8/10

Det er en psykologisk spændingsroman. På Dansk Center for Information om Folkedrab modtager de to ansatte Iben og Malene dødstrusler, der sætter samarbejdet på centeret i relief og afslører et morads af intriger, mobning og ondskab.

Emnerne er psykisk arbejdsmiljø, kollegaer, mobning mm.

Nogle læsere synes, at det er spændende at høre om de samme begivenheder fra forskellige synsvinkler. Jeg vil indrømme, at det giver noget, men jeg hører til dem, der synes konceptet var lidt trættende og langtrukket. Bogen kan godt tåle at smide nogle sider med noget redigering.

Man kan godt forstå personerne ved at se dem indefra. Det der slog mig mest var, at medarbejderne er dygtige på DCIF til teori om psykologi, men kan ikke se egne fejl!

Jungersen: ”Mobning begynder, fordi der er en person, man ville ønske ikke var til stede. Man har jo ikke selv valgt hinanden på en arbejdsplads”(…) ”Når vi opfører os dårligt overfor nogen, begynder vi også at synes dårligere om dem”. Jungersen håber på, at romanen kan sætte gang i debatten om, hvordan vi behandler hinanden på en arbejdsplads, og få den enkelte til at tænke over, hvad hans eller hendes rolle er. Passivitet er nemlig også en handling, når andre mobber nogen. Det er svært at gribe ind overfor voksen mobning.

Det er interessant læsning at høre om gerningsmændenes psykologi mht. folkedrab, som for mit vedkommende opvejer nogle af førnævnte synsvinkel afsnit. Dog er de historiske afsnit uhyggelige, blodige, usmagelige, nødvendige i romanen? Jungersen stiller spørgsmålet, om man nogensinde kan kende et andet menneske helt? Hvis de ikke tidligere har vist ubehagelig eller voldelig adfærd, men pludselig gør.

Det bedste er sidste del af bogen. Spændingskurven stiger til allersidste side. Vi leger detektiv ligesom en krimi. Alle fire kvinder er under mistanke på et eller andet tidspunkt.

Det er sådan en bog man kan læse flere gange. En af de bedste nyere danske romaner, som jeg har læst. Derfor anbefaler jeg den.

Den er velfortjent blevet oversat til engelsk med titlen 'The exception'

Øvrige kilder:
Forfatterweb: cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen / Christian Jungersen
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zjungersen00
Anmeldelser i Information, Berlingske tidende, Weekendavisen (alle 2004)
www.infomedia.dk
DJØF blad nr 8, 2005: : Når arbejdet får det værste frem i os
Litteratursiden: interview Jungersen om Undtagelsen
http://www.litteratursiden.dk/artikler/christian-jungersen-om-undtagelsen

Boganbefaling: Tjenerindens fortælling / af Margaret Atwood (1985)



Min vurdering 7/10

I en nær fremtid er staten Maine i USA forvandlet til diktaturet Gilead, hvor de få fødedygtige kvinder med benhård tvang er reduceret til lydige tjenerinder. Målet er at få befolkningstallet op igen. De røde dragter tjenerinderne bærer er et symbol på fertilitet.

Emnerne i romanen er dystopi, undertrykkelse, individuelle rettigheder, kvinders & mænds roller, magt, frihed mm.

Den er canadisk og hedder på originalsproget 'The Handmaid's Tale'. Jeg har her præsenteret den engelsksprogede forside, da jeg synes den passer bedre med bogens indhold end det danske cover.

Tjenerindens fortælling minder lidt om andre dystopiske historier som ’1984’, ’V for vendetta’, ’Children of men’ eller ’Fagre nye verden’(Brave new world).

Ifølge denstoredanske er dystopi det modsatte af utopi eller idealsamfundet. I dystopien skildres samfund med skræmmende elementer, ofte henlagt til fremtiden.

Det der adskiller Tjenerindens fortælling fra andre lignende romaner er, at den har en feministisk vinkel på dystopi, idet flere af hovedpersonerne er kvinder. Selvfølgelig er forfatteren også en kvinde.

Atwood har udtalt i et interview, at hun bare har overdrevet, hvordan det er for nogle husmødre i dag! I romanen forsøger nogle med besvær at udtrykke deres individualitet. Desuden regnes mænd som mere intelligente end kvinder, da kvinder ikke har lov at læse og piger må ikke få en uddannelse.

Kvinder i bogen anses som fertilitetsobjekter, det kan være lige så nedværdigende, som kvinder der er seksuelle objekter i vores samfund.

Alt i bogen er baseret på avisudklip, Atwood har læst, så alt i romanen er en tilsløring af virkeligheden. Det er slet ikke science fiction, udtaler Atwood. De ting i hverdagen vi tager for givet fratages mennesker i roman. Efter at have læst romanen sætter vi som læsere måske større pris på normaliteten. Tjenerinderne har for det meste lyst til at komme væk, men kan ikke. Tjenerskabets rettigheder minder om fx 1800 tallet. Fra s.38 : ”Med vores vinger, vores skyklapper, er det svært at se op, svært at se det hele, af himlen af alt. Men det kan lade sig gøre, lidt af gangen, en hurtig bevægelse med hovedet, op og ned, til siden og tilbage. Vi har lært at se verden i gisp.”

For mig dukker der lidt for mange personer op, som vi ikke rigtigt lærer at kende. Den springer for meget rundt og mangler en rød tråd i første halvdel af romanen. Der er nogle bedre karakterbeskrivelser i anden halvdel af bogen.

I den positive afdeling er der masser af fortolkningsmuligheder og tilslørede paralleller til nutiden. Kan muren på romanens forside være Tyskland før murens fald? Det er undertrykkelse af kvinders rettigheder i denne fremtidsfortælling, men du kan anskue denne fremtid som tryghed. Men det er alligevel et fængsel.

Et citat fra s.196 : ”Man kan ikke gøre for, hvad man føler, sagde Moira engang, men man kan gøre for, hvordan man opfører sig

Det er en velskrevet roman, som kan sætte nogle tanker i gang hos læseren. Der er mange skarpe iagttagelser. Jeg anbefaler den både til mandlige og kvindelige læsere.

Øvrige kilder:
denstoredanske: Margaret Atwood
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Canada,_Australien_og_New_Zealand/Margaret_Atwood?highlight=atwood

Dystopi:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Genrebegreber/dystopi?highlight=dystopi

Forfatterweb: Margaret Atwood
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zatwood

Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/temaer/tjenerindens-fort%C3%A6lling-af-margaret-atwood

Interview med Atwood (engelsk):
http://www.randomhouse.com/resources/bookgroup/handmaidstale_bgc.html

Litteratursiden: Tine Kristiansen, stud. mag. i litteraturvidenskab / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/temaer/margeret-atwood-tjenerindens-fort%C3%A6lling

Analyse af romanen (på engelsk)
http://www.sparknotes.com/lit/handmaid/

tirsdag den 26. maj 2009

Boganbefaling: Thelma / af Lars Kjædegaard (2006)




Min vurdering 8/10

Poul Helweg’s eget privatliv er meget turbulent, da han opsøges i sit firma "Ærligt nærvær" af Thelma, hvis mor er død på mystisk vis. Hendes far og moster skal giftes, og Thelma har sære syner, så hun har virkelig brug for hjælp.

Emnerne i denne nutidsroman er ærlighed, løsrivelse fra forældre, at blive voksen, hævn, skyld, had mm.

Thelma er 2. del af en serie, men denne bog kan læses uden at have kendskab til de andre dele. Første del fra 2006 hedder ’Montebello’, mens 3. del fra 2007 hedder ’Solsorten’. Jeg er ikke klar over, om der kommer flere.

Jeg kan godt li personerne og det univers forfatteren har skabt i denne serie.

Jeg synes dialogerne mellem Poul og Thelma er de mest læseværdige dele af romanen, fordi der er en kemi mellem dem. Jeg følte jeg kunne drage en parallel til filmen ’Lost in translation’, hvor en lidt ældre mand og en yngre kvinde mødes og diskuterer, fordi de ikke kan så godt med deres nærmeste.

Et citat fra bogen s.35 : - "Ærlig til det sidste, hvad?" - Poul: "Skulle jeg lyve?"

Poul’s motiv for at oprette firmaet Ærligt Nærvær er interessant at spekulere over. Er det af lyst eller af kedsomhed? For at gøre en forskel? Eller fordi Poul savner selskab? For at undgå at Poul skal kigge på sine egne problemer? Hvor meget skal Poul blande sig i andres problemer? Det er muligt, at Thelma hos Poul søger et følelsesmæssigt alternativ til den familie og materialisme, som hun er omgivet af. Måske er det en afspejling af tiden, at folk i romanen ønsker psykologhjælp hos Poul i Ærligt Nærvær, selvom de ikke har store problemer.

Der er gentagende referencer til et hovedværk i litteraturen, som jeg ikke vil afsløre her, som suger lidt af originaliteten ud af bogen, synes jeg. Det kunne jeg godt have været foruden.

Den er skrevet på et nutidigt sprog. Jeg kan godt li de betragtninger, der er om ærlighed. Det blåtfarvede cover kan være en symbolsk henvisning til ærlighed.

Kjædegaard fletter også samtidsemner ind i romanen om fx 11. september og Muhammed-tegningerne.

Lars Kjædegaard’s romaner er blevet anbefalet af bibliotekarer på litteratursiden i stor stil.

En god bog. Jeg anbefaler den.

Boganbefaling: Den der lyver / af Ida Jessen (2001)



Min vurdering 8/10

Hovedpersonen Christian starter en lægepraksis i Hvium i Himmerland, men da han og Nina flytter deroppe blotlægges hans personlige og ægteskabelige fallit gradvis, i lyset af lokalsamfundets indforståede, hviskende sladder.

Emnerne er ægteskab, flytte til et nyt sted, at passe ind, sladder i en mindre by mm.

Christian og hans kone er velbeskrevet og ikke entydige personer. Christian er interesseret i, hvordan andre betragter ham og vil ikke have nederlag. Han er vant til at få sin vilje. Christian virker stærk udadtil og opfatter sig selv som usårlig. Han søger efter en identitet ved at prøve sig frem. For Christian kræver det andre menneskers beundring for at han kan lyse. Nina er organist, hun er smuk, men undvigende og siger sjældent ja eller nej til noget.

For mig er det lidt af et puslespil, vi får kun lov at se fragmenter fra ægteskabet mellem Nina og Christian. Hvis læseren havde kendt dem over længere tid, så ville det nok være nemmere at forstå dem.

Romanen blev til umiddelbart før forfatteren Ida Jessen selv brød ud af sit ægteskab. Ida Jessen har boet det meste af sit liv i landsbyer bortset fra 7 år, hvor hun studerede i Århus. Hun er både tiltrukket og frastødt af landsbyer, som hun udtaler i interview om bogen. (DR lydbog, koplevs krydsfelt)

Det kan godt forekomme lidt klicheagtigt med arketyper og sladder i landsbyer. Men på den anden side, så er det tit sådan. Ida Jessen ser rimeligt negativt på, at alle kender hinanden i landsbyen. Men landsbyer kan anskues positivt, at alle kender hinanden og ved, hvad hinandens behov er.

Jeg synes det lidt kedelige miljø trækker ned, mens de interessante personer trækker op. Der er en hel del bipersoner, som er ret interessante, og de repræsenterer nogle af de følelser, som Christian gennemgår. Jeg kan godt li, at der er en del symbolske metaforer og at bipersonerne har forskellige funktioner. Fortællersynsvinklen er også interessevækkende, som jeg ikke vil afsløre. Fortælleren nævnes i Weekendavisen, liv og løgn, Ida Jessen interview, 17.08.2001, 3 sek.

Et andet aspekt jeg mener trækker lidt ned er, at vi som læser mangler at høre om flere handlingsdele, som ikke afsluttes ordentligt i romanen. Men det kan sagtens være bevidst fra forfatterens side. Der er en del at fortolke, som vi også gjorde til læsekreds jeg er med i. Blandt andet titlen kan diskuteres. Hvem er det der lyver? Ida Jessen giver svaret i interview: (DR lydbog, koplevs krydsfelt), som jeg ikke vil afsløre her.

Titlen ’Den der lyver’ henviser til en gammel børneremse: ”Den der hvisker lyver. Den der lyver stjæler. Den der stjæler kommer i tugthuset. Den der kommer i tugthuset kommer aldrig ud igen”.

En rigtig god dansk roman, som jeg anbefaler. Til sidst virker det til, at der lægges op til en fortsættelse!

Øvrige kilder:
Forfatterweb: stud.mag. Ida Blinkenberg Lidell / Ida Jessen
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zjessen00
Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/den-der-lyver-af-ida-jessen
Lydbog, koplevs krydsfelt, interview med Ida Jessen (bibliotek.dk)

Weekendavisen, liv og løgn, Ida Jessen interview, 17.08.2001, 3 sek.
Politiken anmeldelse: Genudgivelser: Farlig diskretion, 2002
Information anmeldelse: Ny bog: Drengen i manden, 2001

Boganmeldelse: Hundehoved / af Morten Ramsland (2005)



Min vurdering 5/10

Det er en selvbiografisk slægtsroman, som handler om en norsk familie og deres turbulente liv gennem det 20. århundrede, hvor hovedpersonen Askild og hans søn Flapøre er ledetråden i afdækningen af slægtens opture og nedture.

Emnerne der behandles er familie, at blive voksen, krigstraume, angst mm.

Bogen modtog flere priser bl.a. De Gyldne Laurbær og Læsernes Bogpris.

Romanen er rimelig godt skrevet med nogle personer man holder af og med, men jeg sidder tilbage med en tom og skuffet fornemmelse efter at have læst de 381 sider. Måske er jeg i mindretal i forhold til andre anmeldere, men hvad vil Ramsland udover at underholde? Hvad har han på hjerte? Min fornemmelse er, at det er en slægtsroman, der kører for det meste på overfladen. En god historie, men der var meget lidt at fortolke til læsekredsen jeg går i. Jeg læste den kun færdig, fordi vi skulle diskutere den. Jeg blev ikke klogere på ret meget. Jeg blev mest bekræftet i ting, som jeg allerede vidste. Måske er romanen mere et spørgsmål om, at Ramsland har en slægtshistorie, som han skal have bearbejdet?

Jeg synes ikke, at den er egnet til læsekreds. Et par af de ting vi fandt, som vi kunne tale om var slutcitatet og metaforen hundehoved, som jeg ikke vil afsløre her. Jeg føler forsiden er lidt af et kommercielt gimmick ligesom ’Da vinci mysteriet’ havde en genkendelig forside med Mona Lisa.

Det skal siges, at Ramsland er god til at skifte mellem perioderne i romanen. Man kommer til at tænke på sin egen slægtshistorie, som muligvis var intentionen.

Der var nogle få perler jeg kunne li som for eksempel s.262 : ”uden at vide, at hendes manglende talent i virkeligheden skyldtes den usammenhængende læremester”. Og det tvetydige citat, som gentages flere gange: ”køre hjem uden at lade mørket gå igennem os”. Og at måden du kan komme tættere på din familie er at høre deres historier.

Der er for mange personer efter min smag, så jeg mistede orienteringen. Ligesom jeg også gjorde, da jeg læste den efter min mening meget overvurderede roman ’100 års ensomhed’ af Gabriel Garcia Marquez. Måske er slægtsromaner bare ikke min kop te.

Mange har købt Hundehoved i Danmark, men jeg forstår ikke fascinationen ved den. Det er ikke en roman jeg anbefaler.

Hvis man holder af romaner som er underholdende, så passer Hundehoved perfekt.

Men for mig er det som om, at der mangler noget. Det er en af de hypede bestsellere, som jeg ikke synes er så god, som anmeldelser og priser indikerer.

Øvrige kilder:
Forfatterweb: journalist Pia Andersen / Morten Ramsland
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zramsland00
Litteratursiden: Video med interview:
http://www.litteratursiden.dk/forfattere/interviews/morten-ramsland-hundehoved
Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/hundehoved-af-morten-ramsland
Litteratursiden: Lektor Dan Ringgaard / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/analyser/ramsland-morten-hundehoved

Boganbefaling og analyse: Parfumen / af Patrick Süskind (1985)



Min vurdering 8/10

Det er en historisk og psykologisk roman, som foregår i 1700-tallets Frankrig. Den handler om den dæmoniske og magtsyge parfumemager Jean-Baptiste Grenouille. Han mindes ting på lugten og har en usædvanlig lugtesans. Grenouille vil skabe den fuldkomne parfume.

Originalen ’Das Parfum’ er oprindeligt skrevet på tysk. Det er en rimelig kort roman på ca. 230 sider, men det gør den ikke mindre god.

Det jeg synes er spændende ved bogen er skrivestilen, som bevidst inkorporerer duftsansen. Forfatteren udtaler s.116 : ”vort sprog duer ikke til beskrivelsen af den lugtbare verden”. Lidt af en
selvmodsigelse, synes jeg, da forfatteren gør et flot forsøg på at beskrive dufte. For eksempel tager Grenouille til parfumebyen Grasse i Sydvestfrankrig, som bl.a. beskrives som ”duftenes Rom”.

Et anden originalt aspekt ved romanen er, at krimi-delen vendes på hovedet. Vi ved, hvem morderen er. For læseren handler det i højere grad om, hvorfor og den sære måde morderne begås.

Man kan måske godt argumentere, at hovedperson ikke er den mest sympatiske person i verden, men det er alligevel spændende at læse om ham.

Hovedperson og hans motiver er interessante at diskutere, som vi gjorde i den læsekreds jeg går i. Süskind synes at gruble over, at der er en hårfin grænse mellem at være gal og genial. Hvorfor gør Grenouille, som han gør? Er det muligt at skabe den perfekte duft, da lugtesansen er subjektiv? Bruger vi parfume for at maskere vores sande jeg? Eller for at tiltrække andre, så de finder ud af, hvad vores sande jeg er? Hvorfor lugter Grenouille ikke selv? Hvorfor får han ikke dårlig samvittighed? Er han et menneske? osv.

Jeg er normalt ikke den store fan af historiske romaner, men det her er en af undtagelserne. De fantastiske elementer gør, at man tvivler over, at historien er historisk autentisk, som det fremgår i starten. Lidt ligesom ’Da vinci mysteriet’ kan man som læser, hvis man har lyst, evt. lege detektiv og efterforske sandheden i romanens historiske påstande.

Måske om nogle år kommer versioner af romanen eller filmen, hvor dufte møder læseren, når han vender siderne. Eller dufte møder biografgængernes næsebore, når de sidder og ser filmen. Det ville være en endnu mere spændende formidling af historien, synes jeg. Man kunne tilmed konsultere med forfatteren Süskind, så han kunne vejlede om de helt rigtige dufte. Hvis altså forfatteren overhovedet har gjort sig nogle tanker om duftene og vil være med til at eksperimentet foretages. Ligesom directors cut film med nye scener, kunne filmen og bogen relanceres. Nu med duft!

Filmen ’Perfume : the story of a murderer’ fra 2006 synes jeg var visuelt flot lavet, men efter min mening tilføjede den ikke noget nyt til romanen. Det bliver bare en genopfriskning af handlingen.

Jeg undlader at vise filmtraileren her, da jeg synes den afslører alt for meget.

En god læseoplevelse med en åben slutning. Jeg anbefaler dig at læse den.

Øvrige kilder:
Cand. mag. speciale: Marc Hammer / Lugt og Labyrint. En analyse og fortolkning af "Das Parfum" af Patrick Süskind.


Andre ubrugte kilder:
Bog: Oliver Mittelbach / På sporet efter Patrick Süskinds "Parfumen" : en rejse til romanens skuepladser (2008) Serie: Litterær rejseguide
Litteratursiden: litteraturstuderende Marie Fredborg Jungersen / Lugtekunstneren. Om Patrick Süskind: Parfumen
http://www.litteratursiden.dk/temaer/lugtekunstneren-om-patrick-s%C3%BCskind-parfumen
Litteratursiden: bibliotekar Ditte Krogh / Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/temaer/parfumen-af-patrick-s%C3%BCskind
Librarything: Anmeldelser
http://www.librarything.com/work/36980

søndag den 24. maj 2009

Boganbefaling og analyse: Frygt og lede i Las Vegas / af Hunter S. Thompson (1971)

Min vurdering 7/10

Romanen handler om den amerikanske journalist Raoul Duke, som beretter bl.a. om dengang han skulle dække et ørkenmotorcykelløb og narkotikakonference i Las Vegas. Samtidigt havde han inviteret sin advokat med på turen. Undervejs fylder de både bagagerummet - og sig selv - med stoffer.

Det er et meget syret, unikt og komisk univers, som Hunter S. Thompson præsenterer. Den karismatiske hovedperson Raoul Duke er stort set identisk med den virkelige Thompson, en spøjs hurtigtalende skallet fyr med Hawaii skjorte, hat, pilot solbriller og altid med cigaretholder i mundvigen.

Kultromanen 'Frygt og lede i Las Vegas' er selvbiografisk og udvisker grænserne mellem fakta og fiktion. Thompson påtager sig alter ego'et Raoul Duke, så han kan sige ting, som han ikke kunne sige med sit rigtige navn. Advokaten bygger på en ven Thompson havde, der hed Oscar ’zeta’ Acosta.

Hvad der er virkelighed og hallucination er uklart i bogen, men det er muligvis også pointen, at vi oplever tingene igennem den narkotikapåvirkede Duke's øjne. Historien er meget intens, man bliver på en måde selv lidt ’høj’ af at læse den, synes jeg, som nok skyldes skrivestilen med de mange korte sætninger.

Jeg mener i høj grad historien handler om Raoul Duke’s bevæggrunde, hvorfor opsøger han selv stofferne? Provokerer forfatteren for at få folk ud af deres apati?, keder hovedpersonen sig bare?, flygter han?, laver han hærværk for at være cool?, eller noget helt andet? Der findes flere fortolkningsmuligheder. Vi ved for eksempel heller ikke, hvordan Duke virkelig er, fordi han er på stoffer hele tiden.

Hunter S. Thompson opfandt Gonzo-journalistikken, hvor journalisten bliver en medspiller i den historie han rapporterer om. Fx s.51 : "det er vidunderligt at være her (ørkenmotorcykelløb), mand. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvem der vinder eller taber".

Thompson er kendt for i sit forfatterskab at skrive om sport, politik og stoffer og benævnes af nogle som ’counterculture godfather’. Han regner selv bogen for et mislykket eksperiment, fordi han oprindeligt planlagde at dokumentere alle detaljer på sin Las Vegas tur som de skete og så publicerer det uredigerede materiale. Men romanen blev redigeret mange gange inden udgivelsen.

Selvom det ikke er handlingen, som er afgørende i denne roman, men den surrealistiske atmosfære, så trækker det alligevel ned for mig, at handlingen bevæger sig fra det ene skøre påfund til det andet uden personerne gennemgår nogen nævneværdig udvikling.

Det skal siges, at bogen ikke egner sig til alle. Nogle vil elske den, nogle vil elske at hade den! I romanen har de en mangel på respekt for deres omgivelser. Den har sin egen humor. Humoren kan nok minde lidt om ’Jackass’ humoren, hvor skøre stunts afprøves. Jeg synes ikke, at bogen er forældet undtagen nogle få passager om politik.

Filmen fra 1998 er efter min mening for langsom i tempo, hvorimod bogen fungerer bedre og er mere intens. Der var flere sjove citater i filmen, som eksempelvis:
"you are too weird to live, and too rare to die"

Ordet ’lede’ i titlen kan forstås sådan, at man har afsky eller modvilje mod noget.
Las Vegas er som et symbol på den amerikanske drøm, hvor der er både vindere og tabere.

En original roman, som jeg mener er både vanvittig og til tider ret morsom. Las Vegas er allerede skørt, men bliver endnu mere skørt i denne her roman!

Forfatteren Hunter S. Thompson var også kendt for nogle provokerende citater, som fx :
"If you're going to be crazy, you have to get paid for it or else you're going to be locked up"
Se flere på:
http://www.brainyquote.com/quotes/authors/h/hunter_s_thompson.html

Øvrige kilder:
Denstoredanske: Hunter S. Thompson
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Massemedier/Kreative_mediefolk/Hunter_Stockton_Thompson?highlight=Hunter%20S.%20Thompson

Et interview med manden selv:
http://www.youtube.com/watch?v=r31hV_BPFf0

Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/3366

Litkicks:
http://www.litkicks.com/HunterSThompson

Boganbefaling: Det jeg elskede / af Siri Hustvedt (2003)



Min vurdering 9/10

Kort fortalt handler bogen om par og venner, der bor i New York. Undervejs i bogen lærer vi dem bedre at kende og hører om deres færden i kunstmiljøet i byen. Den bliver ligesom en krimi i sidste del af bogen.

Uden at afsløre for meget, så er emnerne der behandles blandt andet : kunst, kærlighed til børn og partnere, venskab mm.

Det her er en af de bedste romaner jeg læste sidste år.

Siri Hustvedt’s ægtemand Paul Auster kan mærkes i baggrunden, når der en sjælden gang refereres til baseball, der fx sker tilfældigheder eller New York beskrives. Men jeg vil vove den påstand, at den her bog slår de efterhånden mange Paul Auster romaner, som jeg har læst, fordi personerne i ’Det jeg elskede’ virker mere virkelige, menneskelige og elskværdige end Auster’s personer.

Det er som om det kunne være nogle mennesker, som gik rundt i virkelighedens New York. Personerne nærmest springer ud fra siderne! Det er sjældent, at jeg har oplevet det. Ikke overraskende blev den en international bestseller.

Et citat fra s.67, som beskriver noget af den næstekærlighed, romanen indeholder: ”Bill kunne aldrig finde på at bebrejde andre deres ubeslutsomhed, etiske svaghed eller mudrede tankevirksomhed, men han accepterede det ikke hos sig selv”.

Det der trækker lidt ned er de lange afsnit om kunst, som jeg godt kunne have været foruden. Nogle vil sikkert synes, at de er interessante. Jeg valgte simpelthen at springe over de steder, og det gik ikke ud over forståelsen.

En anden ting som kunne have hjulpet på læseoplevelsen var at formidle nogle illustrationer i selve bogen. Der er en del beskrivelser af malerier. Det kunne have styrket læseoplevelsen for mig.

Der er meget at diskutere, som vi gjorde til den læsekreds jeg er med i. For eksempel titlen, arv vs. miljø, forældre-barn forholdet, parforholdene, fortæller synsvinklen, hvordan vi selv ville have reageret i lignende situationer mm.

Meget imponerende roman, som jeg anbefaler.

Øvrige kilder:
Forfatterweb: cand.mag. Karina Søby Madsen / Siri Hustvedt
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zsirihustvedt00
Litteratursiden / Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/det-jeg-elskede-af-siri-hustvedt
Librarything:
http://www.librarything.com/work/94075
Engelske anmeldelser:
http://www.reviewsofbooks.com/what_i_loved/

Boganmeldelse: Libri di luca / af Mikkel Birkegaard (2004)



Min vurdering 5/10

Egnet til fans af ’Da Vinci Mysteriet’.

Romanen handler om advokaten Jon, som arver et antikvariat kaldet 'Libri di Luca' i København og får samtidig indsigt i det hemmelige selskab, der holder til i antikvariatet, de såkaldte Lettorer, mennesker med særlige evner.

Uden at afsløre for meget, så er emnerne tankestyring, læsning og oplæsning, bøgers betydning, hemmelige foreninger mm.

Debutroman fra en ny dansk forfatter. Den minder påfaldende meget om Dan Browns ’Da Vinci mysteriet’, og jeg har det ikke godt med forfattere, som så åbenlyst tænker kommercielt på at følge en formel som har virket for en anden succesfuld forfatter. For mit vedkommende synes jeg, at det er en roman, der er skrevet ud fra en kommerciel dagsorden mere end den er skrevet med hjertet som drivkraft. Men ok, forfattere har vel også lov at tjene penge!

Konceptet er sådan set interessant nok, men jeg synes Birkegaard skriver meget (447 sider), men får sagt meget lidt.

En af bogens budskaber om, at det er godt at læse bøger er sådan set godt nok i en tid, hvor læsning ikke fylder så meget som tidligere pga. nye medier. Men budskabet falder lidt til jorden, synes jeg, han kan efter min vurdering ikke argumentere særlig godt for, hvorfor det er godt at læse bøger.

Synes sproget var hverdagsagtigt og lidt kedeligt. Dog synes jeg Birkegaard er god til at skrive om charmen ved antikvariater som fx s.88-s.92: ”Alene forestillingen om en pc med søgefunktion i libri di luca synes absurd som at sende jetfly tilbage til middelalderen (…) Charmen ved et antikvariat er at snuse omkring og lade sig overraske. (…) hvordan kan du vurdere kvaliteten af et værk uden at have det mellem dine hænder. Hovedparten kommer for stemningen”

Jeg tænkte at romanen måske ville have virket bedre, hvis den foregik i fremtiden.

Bogen kan rejse debat om, hvilken betydning tankelæsning kunne have for samfundet, at vi kan have mere eller mindre intuition allerede, hvordan oplæsning kan forføre, foreninger mm.

OK roman, som til tider er spændende, men ikke en af de bedste.

Boganbefaling: Notes on a Scandal / af Zoe Heller (2003)

Min vurdering 8/10

Den hedder ’Skandalen’ på dansk og blev indstillet til bookerprisen I 2003.

Bogen bygger løst på en virkelig historie fra 1997. Romanen handler om kvinden Sheba, som har et forhold til en teenage-dreng på den skole, hun får job, og hvordan det påvirker omgivelserne. Hun får et venskab med en ældre kvindelig kollega Barbara. Barbara er fortælleren i bogen og fortællersynsvinklen er et interessant aspekt ved romanen.

Uden at afsløre for meget, så er emnerne sandhed i det offentlige vs. private rum, aldersforskelle i et kærlighedsforhold, kvindelig venskab, mm.

Det er ærgerligt at romanen afslører så meget i første kapitel, filmkronologien er bedre. Men det gør ikke bogen dårlig, langt fra.
Jeg synes Zoe Heller skriver godt, hun har et stort ordforråd, og hun evner at skrive ret komprimeret i denne roman, jeg synes mange andre forfattere har en tendens til ikke at kunne begrænse sig. Den fangede mig rimelig hurtigt.

Der er nogle bibelreferencer i forhold til navnene, som kan forklare yderligere aspekter ved personerne.

Den er velegnet til læsekredse. Den bliver bedre, når man snakker om den! Det er de efter min mening levende og psykologisk sammensatte personer og deres problemer, der bærer historien. Der er en del at fortolke, heriblandt personernes motivationer.

Jeg synes teksten på bagsiden af bogen ikke giver en rigtig beskrivelse af bogen.

Filmen synes jeg er lige så god. Trailer udeladt her, fordi den afslører for meget af handlingen.

tirsdag den 19. maj 2009

Boganmeldelse: The Believers / af Zoe Heller (2008)


Min vurdering 3/10

Jeg tog fat i den, fordi jeg var begejstret for hendes forrige roman ’Notes on a scandal’ eller ’Skandalen’ på dansk.

Jeg læste ’The Believers’ på engelsk og igen ligesom ’Notes on a scandal’ er den meget velskrevet. Zoe Heller har et enormt ordforråd! Det er en skam at personerne i ’The Believers’ efter min mening alle er usympatiske!
Det ville hjælpe på det, hvis der bare var en eller to, jeg kunne li, men jeg fandt ingen. Der er også en mangel på noget konkret, som er på spil for personerne, synes jeg, som gør den kedelig at læse. Jeg opgav halvvejs igennem og hoppede til slutning, men slutningen var faktisk heller ikke særlig spændende.

Handling foregår i New York i 2002 i perioden efter 9/11 angrebet, og vi hører om en familie's liv.
Forfatteren har udtalt i interview på amazon, at bogen handler om tro på politik, religion, kærlighed og stadiet dit ægteskab befinder sig i. Heller indrømmer faktisk i interviewet, at hendes personer er usympatiske, og hun udtaler, at hun gerne vil skrive om "the full range of humanity", og hun håber: "you generate some sympathetic, some moral, imaginative fellow feeling for them"

Forskellen for mig på de to romaner er, at jeg fik sympati for hovedpersonerne i ’Notes on a scandal’. Men i 'The Believers' var der ingen sympatiske træk hos personerne, jeg lagde mærke til.

Måske efter succesen med ’Notes on a scandal’ har hendes forlæggere været ukritiske og givet alt hun skrev grønt lys.

Det var måske et advarselstegn, at bagsiden af bogen lovpriser ’Notes on a scandal’ og ikke denne her roman.

Men når det er sagt, så må det være svært at følge op på sin gennembrudsroman. De fleste af mine 3 stjerner går på sproget. Den er fantastisk velskrevet med en del opfindsomme metaforer.

Boganmeldelse : 6512 / af Per Højholt (1969)

Mesterværk eller makværk?

Min vurdering : 6/10

Skrivestilen går mig lidt på nerverne, som jeg synes minder lidt om "bevidsthedsstrømme" teknikken (på engelsk stream of consciousness) fra fx Virginia Woolf’s ´'Mrs. Dalloway'. Ved nærmere eftersyn fandt jeg ud af, at Højholt er vokset op med især Pound, T.S. Eliot og James Joyce. Joyce som også benytter sig af samme teknik i sit kendte værk 'Ulysses'.

Højholt’s bog er dog efter min mening ikke så velskrevet som overnævnte. Der er adskillelige stavefejl, grammatiske fejl og manglende ord i 6512, om disse fejl var bevidste eller ej er ikke godt at vide! For mig virker den sjusket skrevet. Som om Højholt har skrevet løs og bare sendt det af sted til forlaget uden at tage sig tid til at redigere. Så i den forstand er jeg ret uenig med litteraturstuderende Martin Toft på litteratursiden, som kalder ’6512’ noget af det bedste, som nogensinde er skrevet på dansk.

6512 er fyldt med tilfældige, usammenhængende iagttagelser og spidsfindigheder. Selvom intentionen måske har været, at der slet ikke skal være en rød tråd, så mangler jeg noget sammenhæng eller udvikling i bogen. Højholt siger i et portrætinterview, at han tror meget på det indirekte blik, det hurtige blik. Fornemmelse for noget sker i øjenkrogen af ens syn. Men det trækker ned for mig, at det er den ene iagttagelse efter den anden. Hvorfor jeg skal udsættes for alle de iagttagelser finder jeg aldrig ud af!

I den positive ende mener jeg selve genren er ret original og kan have bidraget til udviklingen af romanformen. Værket kan ikke rigtig sættes i bås som roman eller digtsamling. Denstoredanske kalder det en dagbogsroman. Måske er bogen nogle betragtninger som en del forfattere gør undervejs i skriveprocessen, men normalt aldrig udgiver? Der er en hel del metafiktive overvejelser, Højholt er god til ’at skrive om at skrive’. ”Jeg ved godt at jeg har tabt tråden men der kan gå flere timer mellem hver sætning, det er ikke let at holde sammen på” (s.82).

En del af eksperimentet er, at afsnit er ordnet alfabetisk i stedet for lineært kronologisk, selvom denne regel brydes af og til. Jeg får ikke lyst til at konstruere kronologien selv, som måske er læserens opgave? Forfatterweb artiklen om Højholt kalder '6512' en "tragikomisk roman, der fungerer som en parodi på forestillingen om, at et handlingsforløb og beretningen om et individs skæbne skulle kunne fortælles kronologisk. Tiden brydes op."

Per Højholt mener jeg overtræder det mantra han selv opfandt! Altså den med 'ikke at tære for meget på hovedstolen'. Det synes jeg konstant han gør i 6512, og han reflekterer også over dette i bogen.

Hovedpersonen som lyder til at være ham selv er ret klynkende, selvmedlidende, navlebeskuende og trættende for mig at læse om i længden. Der er faktisk et afsnit om navlen! Højholt havde en svaghed for originale, der bor på landet, og han boede også selv på landet i store dele af sit liv, som personerne i 6512 også gør. Den centrale fortæller opholder sig ofte på biblioteket i historien, og Højholt er selv bibliotekaruddannet og havde forskellige biblioteksansættelser.

For mig som læser er det mindre vigtigt, at Højholt følger et eksperiment eller ej. Det er noget han morer sig med.

Men trods en del gode betragtninger og sjove indfald, så sker der for lidt, hovedpersonen er for kedelig, og bipersonerne er ikke udpenslet i tilstrækkeligt grad til at jeg kan kalde det en god bog.

Der vil nok være delte meninger om denne bog, som ikke var en succes, da den udkom, men i dag af litterater regnes for en brik i 1960ernes litterære formeksperimenter.

For at svare på mit indledende spørgsmål, så mener jeg ikke det er makværk, men det er heller ikke det jeg kalder et mesterværk. En halvgod roman, som har nogle svagheder og nogle styrker.

Øvrige kilder:

denstoredanske: Per Højholt
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/J%C3%B8rgen_Per_H%C3%B8jholt?highlight=per%20h%C3%B8jholt

Litteratursiden: mini biografi Per Højholt
http://www.litteratursiden.dk/forfattere/h%C3%B8jholt

Litteratursiden: litteraturstuderende Martin Toft / Skide sjovt på rekordtid: Om 6512af Per Højholt
http://www.litteratursiden.dk/temaer/skide-sjovt-p%C3%A5-rekordtid-om-6512-af-h%C3%B8jholt

Musikanbefaling : Absolute Garbage / af Garbage (2007)

Min vurdering : 9/10.

Jeg er uenig med enkelte af numrene, som er udvalgt og fravalgt. For eksempel mener jeg 'Run baby run' er bedre end 'Why do you love me', som begge er fra den 4. plade. Men det er en smags sag for mange. Desuden er der kun 2 numre med fra Beautiful Garbage. Det er svært at få alle de gode med fra deres fire plader, der vil altid ske fravalg.
I det store og hele synes jeg mange af de bedste numre er kommet med.


Lad dig ikke skræmme af, at de kalder cd’en Absolute Garbage! Butch Vig, produceren af Nirvanas Nevermind, har produceret alle Garbages studiealbums.

Bandet Garbage var en af de store pop/rock bands i midten og slutningen af 1990erne. De var en af grupperne, der var med til at definere perioden efter grunge. Garbage bruger ofte computersoftware til at give deres sange en lækker lyd med mange lag. Gruppens særpræg ligger i ofte velskrevne, anderledes, tankevækkende, og provokerende tekster, som er usædvanligt for et mainstream popband.
Stilmæssigt kan bandet bedst sammenlignes med 90er trip hop gruppen Massive Attack. De poesiagtige tekster minder om Fiona Apple eller Patti Smith.

Nu kommer så Garbages greatest hits album. Den fås i to forskellige udgaver. En grå standard udgave samt en sortfarvet limited edition med ekstra remix cd.

Garbages kvindelige forsanger Shirley Manson stammer fra Skotland, mens de tre andre mænd er amerikanske producere/musikere og spiller trommer og guitar mm. Der er ingen familiemæssig relation til Marilyn Manson! At hun er fra Skotland er dog ikke noget man lægger mærke til i sangene. Shirley Mansons styrke er, at hendes stemme kan spille på mange følelsestangenter.

Det har ikke været svært at finde nok hits til Absolute Garbage opsamlingspladen, da Garbage har ry for at lave albums med næsten udelukkende singles. Selv er jeg mest begejstret for Version 2.0 perioden, som er den plade gruppen brugte mest tid på at finpudse, de sad et helt år i et studie, og det kan høres! Der er også blevet plads til noget filmmusik som fx den interessante Number One Crush fra soundtrack til Romeo + Juliet og den smukke og stort anlagte Bond sang The World Is Not Enough. En ny single er blevet lavet i anledningen af pladen kaldet Tell Me Where It Hurts. Singlen synes jeg rammer stemningen fra 90ernes storhedstid.
Hvis du kan li Garbages lyd, så prøv også remix pladen, her har de formået efter min mening at forbedre en af deres tidligere sange Bad Boyfriend.
Der en del henvisninger til musikhistorien og romaner i løbet af deres albums, nogle af disse inspirationskilder nævnes i coveret.

Alt i alt en plade, du ikke må snyde dig selv for. De bliver ikke spillet så meget i radioen mere, men det er så endnu mere grund til at hente cd’en på biblioteket! Hvis du bliver bidt af Absolute Garbage, kan jeg også anbefale deres 3 første studiealbums: Garbage, Version 2.0 samt Beautiful Garbage. De har noget på hjerte.

Gruppens hjemmeside finder du her: http://www.garbage.com/

Et af numrene:



Anbefalet af bibliotekarstuderende Christopher Dungey

Boganbefaling : Vindens skygge / af Carlos Ruiz Zafón (2004)

Min vurdering : 9/10

Velskrevet roman fyldt med gåder, spænding, leg med realisme og småfilosofisk opfindsomhed.

Lidt ligesom "New York trilogien" af Paul Auster er det en labyrintisk roman, som ikke kan placeres entydigt i en bestemt genre. "Vindens skygge" fra 2004 er både spændingsroman, udviklingsroman og kriminalroman i én. Det gådefulde begynder allerede i titlen på romanen, som i sig selv giver stof til eftertanke. Har vinden en skygge?

Historien foregår i Barcelona i årene efter den spanske borgerkrig. Hovedpersonen er den ti-årige Daniel. Daniel's far er boghandler, og meget af romanen foregår i boghandlermiljøet.

Daniel bliver bedt om af sin far at vælge og holde en roman i live fra De Glemte Bøgers Kirkegård. Bogen af Julian Carax, som Daniel udvælger og begejstres over, er starten på en kædereaktion af oplevelser og farer for Daniel og hans nærmeste. Daniel møder mange interessante og farverige mennesker på sin vej, som bidrager til at gøre Daniel mere moden og voksen.

I romanen bliver vi mindet om de ukendte og glemte bøger. Der findes en verden af spændende og livskloge bøger, som ligger og venter på at blive fundet.

Forfatteren Carlos Ruiz Zafón gør opmærksom på, at en bog er mere end bare handlingen. En bog rummer en baggrundshistorie om en forfatters liv; tanker, følelser og oplevelser, venner og familie, sorger og glæder. Ligeledes lægger læseren nogle af sine egne tanker i en roman i identifikationen med sproget og personerne, og derved får ordene liv. Eller som det så flot udtrykkes:

Jeg kunne prøve at forklare handlingen, men det ville være som at beskrive en katedral ved at sige, at det er en bunke sten, der ender i en spids.
Bogen rummer flere af sådanne perler, der gør det en fornøjelse at læse.

Romanen var bestseller over store dele af verden.

Anbefalet af bibliotekarstuderende Christopher Dungey, 2007

Jeg brugte Adobe photoshop elements 7.0 til foto