Min vurdering 9/10
Emnerne er: at blive voksen, naturen, Japan, godhed og ondskab, skæbne mm.
I nutidens Japan forenes to skæbner tilfældigt: den unge Kafka Tamura, en intellektuel, der føler sig hjemme i et bibliotek og den gamle Nakata, en analfabet, der elsker naturen og kan tale med katte. Ved mødet genopstår deres historier på magisk vis.
Jeg havde ikke tidligere læst en roman af japanske Murakami, men blev positivt overrasket over, hvor god denne roman er.
Den er meget metaforisk og lægger op til fortolkning. Der er mystiske væsner og katte, magisk realisme, leg med liv og død, skygger og meget mere. Det uforklarlige kan skabe en efterfølgende debat, som den fx gjorde i den læsekreds jeg går i. Den overnaturlige verden er som en billedliggørelse af sindets mørke.
Flere af trådene opklares ikke. Måske med vilje, så vi selv kan fortolke videre. Murakami har efter udgivelsen af romanen svaret på en del spørgsmål om romanen, som man kan finde online.
Man kan indvende, at Murakami muligvis vil sige FOR meget i denne roman. Jeg kan godt mærke, at Murakami har skrevet mange bøger før denne og er god til at formulere sig, men jeg har svært ved at få øje på et overordnet budskab? Men disse kritikpunkter er i mine øjne bagateller, som ikke trækker særligt meget ned.
Jeg holdte mere af Nakata end af Kafka Tamura, nok fordi Nakata har så uskyldig og naiv en væremåde. 15årig Kafka Tamura er lidt halvkedelig, hvor jeg mener det i højere grad er drengens oplevelser og de ydre omstændigheder, som er langt mere spændende end Kafka’s personlighed. Han er som en tavle, hvor der er noget, der skal fyldes på.
Der er mange henvisninger til vestlig populærkultur, som jeg ikke vil komme ind på her. Desuden henvises til en del musik, og det lyder til Murakami er stor musikfan.
Sproget og ordforrådet er rimelig enkelt, det skyldes personerne. Romanen er både barnlig på en magisk facon og samtidig ufattelig vis. Det er svært at vide, hvor drømme slutter og virkeligheden begynder.
Et citat fra s.455 : ”Vi mister alle sammen hele tiden noget, der betyder noget for os. Store chancer og muligheder, følelser, som vi aldrig får tilbage. Det er en del af livet, inde i hovedet et lille værelse, hvor vi kan opbevare den slags som minder. Værelset minder om biblioteket her. Hvis vi skal kunne forstå vores egen sindstilstand, er vi nødt til at blive ved med at lave nye kartotekskort. Vi er nødt til at gøre rent derinde, lufte ud og skifte vand ved blomsterne. Sagt på en anden måde, så vil vi alle sammen i al evighed leve i vores eget lille bibliotek”.
Det gør ikke spor, at den er japansk, da det er en universel historie. En højst anbefalelsesværdig roman. Det er svært at lægge den fra sig, når man først er kommet i gang. Man ser aldrig på en kat på samme måde igen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar