søndag den 11. februar 2024

Anmeldelse: Kongeord - Frederik 10. fortæller til Jens Andersen (2024)





 2024, 109 sider, Politikens Forlag 

Frederik blev kritiseret af flere medier for ikke at nævne Gud i sit valgsprog i januar og bogudgivelsen kan betragtes som en uddybning af ”Forbundne, Forpligtet, for Kongeriget Danmark”. Fx side 54 forklarer han at vi er forbundne i vores kristne tro og fælles historie. Senere behandles forpligtelse; Forpligtet i vores forskelligheder til at tage vare på hinanden i fællesskabet og engagere os. 

Der trædes forsigtigt for ikke at fornærme. I en tid hvor hvert et ord fra kongehuset vendes og drejes udtrykker bogen ikke for lidt men heller ikke for meget. Resten må være privat. På grund af sin stilling må Frederik agerer på jobbets præmisser. Mange forudsigelige udtalelser, som fx at han synes Margrethe har været en fantastisk dronning for Danmark. Frederik roser også sin far Henrik. Citatet ”Jeg elsker ægteskabet, hustru og vores børn” kan læses som en indirekte respons til sladderhistorierne der gik verden rundt i oktober sidste år. 

Formuleringer, som fx side 37 ”Det var fedt” overraskede mig. Men det siger folk jo i hans alder! Fornemmes at Frederik er gift med en engelsksproget kvinde med en del udenlandske vendinger ”on top of that”, buisness as usual”. Dog vil jeg mene det engelske vinder mere og mere frem i Danmark, uanset om du er gift med en udlænding eller ej. Du kan ikke undgå at lægge mærke til at den moderne sprogbrug er helt anderledes end Margrethe's. 

Interessant at høre ham fortælle om sin morfar Frederik 9, en populær konge fra før min tid. Frederik fik ofte at vide at han ”lignede ham” og der gives eksempler. Åbenlyst at Frederik beundrer sin morfar for at ”følge sit hjerte” (s.24). Vi hører ham også berette om mormoren dronning Ingrid som ”gav ham ro” og vejledning i den svære ungdomsfase. Ingrid fortalte Frederik historier om Frederik 9 som døde da kronprinsen var kun 3½ år. 

Dele af bogen opleves som en hyldest til den danske kongerække, den danske kulturarv, danske bedrifter, og Grønland/Færøerne.  God reklame for Christian 4’s Rosenborg Slot, han inspirerede mig til at besøge stedet. Og bogen opfordrede mig til at kigge nærmere på betydningsfulde danske opdagelsesrejsende og forskere, han nævner fx Jens Munk, Carsten Niebuhr, PW Lund, Knud Rasmussen, og Marie Hammer. Endnu vigtigere end det historiske, Frederik slår et slag for frivilligt arbejde, at vi skal gøre noget for andre!

Frederik er tøvende i forhold til at udtale sig kritisk om det danske og vil ikke træde nogen over tæerne. Valgsproget handler om at samle os om nogle værdier. Selvom det i et pluralistisk samfund kan være svært at blive enige om ret meget fælles, synes jeg alligevel Frederik deler nogle gode hjertesager som det er nemt at bakke op om. Trods den inkluderende agenda, vil der selvfølgelig være nogle danskere der falder udenfor, som ikke deler Frederik's holdninger om det kristne fælleskab og klimakampen. Man kan sige bogen lader ham udtale sig kortfattet og præcist, uden behov for pressekonferencer og interviews. 

Ifølge forlaget Politiken går overskuddet fra bogsalget ikke til kongehuset men til forfatteren Jens Andersen. Bogens længe overraskede mig, kun ca. 100 sider, og kan derfor ikke anskues som udtømmende om Frederik.  Hvis du vil lære manden bedre at kende er der biografien der udkom i forbindelse med hans 50års fødselsdag, med titlen Under Bjælken (2017) 


mandag den 8. januar 2024

Anmeldelse: De Ansatte af Olga Ravn (2018)

 




2018. 135 sider. Forlag: Gyldendal


Mit første bekendtskab med danske Olga Ravn. Fremtidsroman (eller novella?) der foregår i det 22. århundrede, forfatterens mest læste bog på goodreads.com. Ravn sætter en arbejdspladsrelateret vinkel på kendte science fiction temaer. Især truslen fra det ukendte, men også rettigheder, samarbejde og arbejdsglæde for AI humanoids og mennesker, i sameksistens. Sidstnævnte AI er en af tidens hotteste buzz words (årets ord i 2023 hedder ChatGPT). Robot-teknologien vinder frem overalt og overtager arbejdsfunktioner, fx kan du snakke med en AI voicebot når du ringer til dit forsikringsselskab, de ansatte fodrer en anden "robot" med kundernes forsikringsdata ved udarbejdelse af en police, osv, osv.


Bogen har en nontraditionel fortællervinkel, en række vidneudsagn af rumfartøjets besætning muliggør et væld af perspektiver, det bliver dog svært at få et tilhørsforhold til de navnløse karakterer når der skiftes fokus, fra side til side. Ifølge forfatteren er sproget inspireret af den måde, vi taler sammen på arbejdspladsen, især MUS-samtaler.  Som Olga Ravn fortæller dr.dk: ”Den her ide om, at vi skal være bedre, vi skal være mere effektive, at det er vores egen skyld - den er jeg ret kritisk overfor. Jeg synes, det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt”.  


Besætningen savner deres hjem, tynget af minder, der er en længsel efter familien, den åbne himmel, og den følbare jord. Som et plaster på såret hjælper børnehologram med savnet og motiverer arbejdsindsatsen. Visse steder sættes forskellighederne på spidsen, komisk at AI robotten ikke begriber hvad en pause går ud på!  


Man kan sige den utrygge stemning fylder mere end nogle bestemte individer. Beskrivelserne af de fundne mystiske objekter sætter gang i læserens fantasi og kunne være spændende at se visualiseret på film. Romanen har en uhyggelig, uforudsigelig, undertrykkende stemning, og befinder sig på grænsen til arthouse gys, med flere fortolkningsmuligheder. Meget forbliver usagt, som bevirker læseren bliver småforvirret over hvem der siger hvad, er det et menneske eller en AI, hvor mange ”tilføjelser” har netop denne person fået, og hvilken betydning får objekterne for både mennesker og de menneskelignende? Forfatteren undlader at forklare grundlæggende forhold som fx om besætningen på det sekstusinde skib frivilligt har valgt at tage på missionen, er de forsøgskaniner, kan besætningen nogensinde forvente at vende tilbage til deres kære? Ifølge VIDNEUDSAGN 022 har en eller flere af de menneskelignende aldrig været andre steder end på rumskibet.

Hvad der foregår på planeten jorden står hen i det uvisse, er der krig, klimakrise, hvor langt fremme har AI udviklet sig? Alle disse uvisheder øger utrygheden og giver stof til eftertanke, ikke mindst om AI forstår forskellen på rigtigt og forkert, skal de have mulighed for at udvikle sig frit eller kontrolleres med hård hånd? Der har allerede været hvisket i krogene om chatGPT lærte sig selv avanceret kemi, men reelt om app’en har ”tænkt” selv er svært at svare på da det hænger sammen med hvad den er blevet programmeret til. 

Rumskibets AI humanoids har fået indoktrineret at der ikke er noget udover arbejdet, intet hjem, ingen fritid, ingen relationer, intet køn. Måske ved de ikke selv at de er slaver da de ikke kender til andet. Selvfølgelig møder læseren deres frihedsberøvelse med empati. Udvalgets spørgsmål og de fremmede objekter besætningen kommer i berøring med igangsætter nogle selvrefleksioner og nye adfærdsmønstre. Forfatteren har udtalt til dr.dk at vilkårene for robotmennesket kan sidestilles med accept på en arbejdsplads; ”Det fineste, man kan være på skibet, er at være menneske. Dem der er robotter, de drømmer bare og længes efter at blive mennesker og blive accepteret som mennesker. Og det tænker jeg egentlig også knytter an til de diskussioner, vi har i dag, om hvem der har ret til hvad, og hvis liv der er mest værd”. Om Olga Ravn’s syn på de menneskelignende, fortalte hun Graham Norton: ”To me, I think they are equally valuable, and equally human. That’s kind of one of the points of the book, to take non-human voices seriously”. 

Men kan vi stole på sådanne menneskelignende robotter og vil de kunne vende sig imod os? Der er noget foruroligende ved en kunstig intelligens i hastig udvikling, hvad kan det ende med?  Sidstnævnte blev taget op i The AI Summit London 2023 hvor konklusionen fra eksperterne lød at der skal et internationalt samarbejde i forhold til AI sikkerhed, disse nye teknologier kan hjælpe os men også misbruges.


Kender du hovedværkerne indenfor science fiction (film og litteratur) vil du måske få indtrykket af ”gammel vin på nye flasker”. Hverken til topkarakter eller decideret dårlig, ”De Ansatte” befinder sig midtimellem, som en god, tankevækkende oplevelse, uden dog for alvor at sprænge rammerne for genrens konventioner.  Advarslerne om en teknologi der løber løbsk er set før, men romanen kan igangsætte en diskussion, især nu hvor AI indtræder på arbejdsmarkedet. Hvad det gør ved os psykisk, at vi i stigende grad skal være effektive og vores arbejdsindsats overvåges, hvad det gør ved os at disse AI overtager stadig flere funktioner, og måske fører til afskedigelser?  Vi snakkede fx om til læsekreds at vores staveevner og evne til at læse kort gradvist forringes når de fleste nu anvender stavekontrol og google maps. Livet gøres nemmere men når teknologien driller tydeliggøres vores sårbarhed.  


På grund af bogens ukonkrethed vil forskellige læsere tage forskellige ting fra oplevelsen, fx forholder Ravn sig kritisk til om det er den rigtige måde vi har opbygget vores samfund, hvor du påduttes at arbejde hvis du kan, uden at have et valg, og du forventes at blive lykkelig ved at arbejde. Historien sætter spørgsmålstegn ved den man bør være, at arbejdet definerer individet. AI sætter et spejl op for hvem vi er, på godt og ondt. AI humanoids med menneskelige længsler, bekymringer og selvmodsigelser , som fx side 16: ”Vi er alle her dømt til en drøm om romantisk kærlighed, selvom ingen, jeg kender, elsker på den måde eller lever det liv. Og alligevel er dette drømmene, I har givet os”.

Samtidig skal det fremhæves at bogen har fået international opmærksomhed, oversat til engelsk ”The Employees”, og på shortlist til den præstigefyldte Bookerpris. 



Min vurdering 7/10


Kilder: 

MUS-samtaler inspirerede forfatter til sci-fi roman: Det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/mus-samtaler-inspirerede-forfatter-til-sci-fi-roman-det-her 

A Conversation with Olga Ravn
https://www.lollieditions.com/lolli-in-conversation/reading-with-the-mouth

Podcast: Olga Ravn. Graham Norton Book Club, E10, Dec 2023


søndag den 7. januar 2024

Anmeldelse: En Lykkelig Slutning af Maren Uthaug (2019)

 



2019. 374 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof


”Først når en mor slipper sin sorg, kan barnet tage del i de himmelske glæder”


Vinder af Læsernes Bogpris, 2020. Kontroversiel, grænseoverskridende, men ofte morsom roman om en bedemandsslægt. Uthaug fik eftersigende inspiration hertil da hun i en periode skulle til en række begravelser, men hendes slægtsroman er langt fra farveløs eller kedelig! På grund af det store persongalleri kunne du indvende nogle af slægtleddene bliver en tand overfladiske og filmiske, uden vi kommer under huden på dem, men bogen reddes i høj grad af den kulsorte, absurde, morbide humor. 


Bedst fungerer 7. generation (nutiden), her lærer vi fortælleren Nicolas og hans nærmeste at kende. Navnene er ret sjove, morfaren Christian 5 med de skøre rutiner, og den akavede bryllupsvielse mellem Lone Helle og Ejvind er bare et par eksempler der fik smilet frem. Nogle gange får jeg nærmest dårlig samvittighed ved at grine af situationerne, fx Bjørn der bedøver de umulige børn. Måske var der ikke noget at stille op med Lillian og Christian 6, selvom Therese var i live. Du kan spørge dig selv, hvem er værst, børnene eller Nicolas?


Puslespillet med generationerne overskueliggøres for læseren ved hjælp af de læsevenlige slægtstavler. En ambitiøs, letlæst roman der giver stof til eftertanke om begravelsesritualer før og nu.  Jeg lærte om gamle traditioner, fx hvad en bydemand er for en størrelse. En fordel at genlæse de indledende kapitler igen som giver nogle uddybende informationer, fx at der er en sammenhæng mellem Nicolas’ liv og hvad der foregik på Stillehavsøen Tikopia. Er det overdrevet med så mange mærkværdige efterkommere? Muligvis, men det er med til at give bogen dens særegne personlighed.

Min vurdering 8/10



*Findes også som teaterstykke, senest opsat i Århus og København i efteråret 2023. Forestillingen fik positive anmeldelser.

mandag den 4. december 2023

Anmeldelse: Hvor Flodkrebsene Synger af Delia Owens (2018)



374 Sider. Forlag: Gyldendal


Amerikansk coming-of-age mord mysterium bestseller debutroman der foregår i 1950erne og 1960ernes North Carolina. Bogen får mig til at lægge mere mærke til de gratis glæder. Hovedpersonen er i pagt med marsken, fordi Kya er omgivet af natur, spiller den en større rolle i hendes dagligdag. Fantastiske naturbeskrivelser, når du læser er det som at være der selv! En hyldest til friluftslivet, Delia Owens arbejdede selv i Afrika som forsker blandt løver og elefanter i over 20 år.  


Kapitlerne rummer mindeværdige slutcitater, fx side 42: ”og marsken blev hendes mor”, side 29: ”Det er min fødselsdag fortalte hun fuglen”. Marsken og dyrene bliver en erstatning for Kya’s familie. Hendes ven Tate siger fx side 142 ”Pas på marsken, indtil jeg er tilbage, hører du?”. Læseren bliver også mindet om at marskområdet er et farligt sted, du kan blive væk, ligesom i en jungle, men du kan også gemme dig fra omverdenen. 


En bog om fordomme og stigmatisering i en lille by. Forskel på rig og fattig hænger i luften i beskrivelserne af byen, hvor sorte og fattige bliver lagt for had. En af historiens budskaber går ud på at der er andre måder at være til på, udover far, mor og børn. Du kan mere end du tror, Kya overrasker Chase med hendes viden om muslinger, som hun kender de latinske navne på. Hun bryder sig ikke om skolen pga mobning, gemmer sig fra myndighederne der forsøger at få hende til at følge undervisningen. Der kan drages visse paralleller til sydstatsklassikeren Dræb ikke en Sangfugl (1960) der ligeledes udforsker fordomme rettet mod en outsider i byen.


Undrede mig over Kya ikke melder en af byens beboere til politiet men hun tænker ikke som andre, fra en ung alder tvunget til at tage ansvar, hendes syn på rigtigt og forkert farvet af en outsider opvækst, uden en nær familie, uden skolegang, men som alle med en længsel efter at høre til et sted. På side 288 får vi at vide at ”skammen overvældede fornuften”. Nogle i læsekredsen anså det for urealistisk at et barn lever i naturen men hun iagttager familiens overlevelsesevner, fx ude og fiske med sin far. Desuden ved vi der er en ovn i deres hus til madlavning og til opvarmning af hjemmet. Kya’s mor opfordrer hende til at udforske marsken, side 116; ”Tag så langt væk, du kan. Helt derud hvor flodkrebsene synger”.  


Min vurdering: 10/10


søndag den 3. december 2023

Anmeldelse: Nøjsomheden af Stine Askov (2022)




2022. 365 sider Forlag: Gyldendal.



 ”Tut plejede at sige (om Frederik) at han på bunden var god nok, men at der var langt derned”



Titlen Nøjsomheden er navnet på et boligområde i Helsingør, ikke længere på ghettolisten efter nogle bygninger blev nedlagt. Tragikomisk socialrealistisk coming-of-age roman, med elementer af chick litt. Personerne beskrives tredimensionelt, hele mennesker, som også rummer usympatiske træk. Nogle vil måske fremhæve klicheer her og der, fx at den manipulerende, gangsteragtig fætter Frederik har en bulldog, at coke-misbrugerens ekstraværelse benyttes til træningsrum.


Fortælleren Mona er i starten af 20erne og bor i Nøjsomheden, hendes mor Marianne ”Mømmer” har stærk angst og samlermani. Moster Tut træder til som en handlekraftige papmor, en støtte i hverdagen. Tut har dog svært ved at holde sin egen søn Frederik på rette kurs, man kan sige Tut kompenserer ved at hjælpe andre rundt omkring sig i Nøjsomheden. Frederik styrer med hård hånd Tim som Mona i ungdommen er forelsket i. Står hen i det uvisse om Tim er et offer der ikke kan undslippe Frederik’s befalinger eller slet ikke tænker over sin rolle som underkastet. Som læser vender jeg mig nærmest til Frederik’s voldsomme væsen, ligesom Mona’s familie gør. Grænsen mellem barnlig leg og virkelig vold synes udvisket mellem Mona og Frederik, og det er med til at du som læser får ondt af hovedpersonen og håber hun klarer den. Måske fortier Mona mere end det der afsløres.


Mona henter ro i bøgernes verden og har i flere år haft svært ved at finde nye venner. Bestemt ikke nemt at danne nye voksen venskaber i Danmark synes at være en pointe fra forfatterens side. Hun omgås familien og rækker ud ved at lave små post-it anmeldelser ved byttebog hylden i kvarteret. Mona mærker et fælles tredje med den litteraturstuderende Nikolaj som hun møder i boghandleren hvor hun arbejder. For mange vil mødet med en voldelig svigerfamilie være et rødt flag, men når de to tilbringer tid sammen forsvinder Nikolaj’s tale handicap. Især Nikolaj’s far udtrykker bekymring over sin søns nye relation. Mona har sine tvivl om forholdet også, da Nikolaj’s bedste ven Camille, måske eller måske ikke, er forelsket i Nikolaj.   

De noget tragiske situationer vendes tit til noget komisk; Marianne der har ”stier mellem sækkene” i sin fyldte lejlighed og tuder når hun bringer datteren i skole for første gang. Stofmisbrugerens næse er næsten helt væk, de to lidt overvægte boghandlere som vil tabe sig, osv. 

Forfatteren fortalte i et interview med Gentofte Bibliotekerne at hun gerne vil gøre op med fordomme om ghettomiljøer, vise nogle ressourcestærke mennesker. Som tidligere pædagog brænder Askov for dem der har det svært, de udsatte. Klasseforskelle er et hovedtema i bogen, særligt mindeværdigt; festen hos Nikolaj’s forældre og konfrontationen på værtshuset Københavneren. I princippet hænger de to begivenheder uløseligt sammen. I disse situationer mærkes Mona’s skam over sin familie og Nikolaj’s forældre udviser en ret konfronterende adfærd overfor deres gæst, som dog bløder op næste dag når festen er forbi, hvor Mona får ros for at forsvare sig selv. Mona er outsider både i boligblokken og i overklassemiljøet, samtidig er der også et forsvar af det hårde miljø hun kommer fra. Hun vender ikke familien ryggen, selvom nogle måske kunne have fundet på det i hendes sted.

For mit eget vedkommende er de levende personbeskrivelser og humoren bogens trumfkort. Visse steder bliver forfatteren noget moraliserende, hvor jeg mærker Askov trække i trådene. Om læseren reelt har brug for London-turen ved jeg ikke, det giver en variation ved at Mona afprøver sig selv i nye omgivelser. At hun møder en hjemløs og dummer sig på en indisk restaurant oplever jeg som underholdende men måske overflødigt. Trods det holder jeg af personerne hele vejen, og savner dem allerede når romanen er slut. En charmerende fortælling med kærlighed og humor, som ikke er bange for at kigge på de svære ting i livet som fx angst, vold i familien, og ensomhed.


Min vurdering 8/10

onsdag den 1. november 2023

Anmeldelse: Er mor død af Vigdis Hjorth (2020)

 


Livsklog, barsk roman af norsk forfatter. 


2020. 332 sider. Forlag: Turbine. Oversat til dansk af Karen Fastrup.




Den ca. 60årige jeg-fortæller Johanna har ikke set sin mor og søster i 30 år men alligevel fylder de meget i hendes sind. Det er et af romanens ubesvarede spørgsmål, hvorfor vækkes disse følelser nu? Hun bor i USA som kunstner, i indledningen får vi at vide at kæresten er død og sønnen flyttet hjemmefra. Ensomhed og tid alene har en betydning for hendes psyke. Som diskuteret i læsekreds hænger timing muligvis sammen med et sidste udkald, moren er blevet gammel og det er nu eller aldrig hvis en genforening skal ske. Vi søger alle efter accept og kærlighed fra vores forældre, uanset om du er barn eller 60 år, der er et afhængighedsforhold du ikke kan gøre dig fri af følelsesmæssigt, uanset om du er fjender eller venner. Johanna’s tilbagevenden til hjemlandet spiller selvfølgelig en rolle i at gamle minder vækkes til live men vi ved reelt ikke hvor ofte hun har tænkt på familien over den 30årige periode.

  

Søster og mor beskylder Johanna for grænseoverskridende adfærd, bl.a. har hun udstillet malerier i hjemegnen som viser familien på en måde der kunne støde. Johanna rejste fra ægtemand i Norge pga forelskelse i mand fra USA, og udeblev fra farens begravelse. Der er flere ting der har vækket vreden hos familien i Norge. Søsteren Ruth blev hjemme og allierer sig med og støtter den gamle mor. Johanna forsvarer sig med, at det er ”nødvendigt for overlevelse at male billeder” (s.65), og benytter som argument for det kunstneriske projekt at hendes amerikanske mand Mark ”overtalte hende” (s64). Desværre er der næppe mulighed for at forklare sig face-to-face når familien udelukker hende, så Johanna fører en intens indre monolog med sig selv og må lære på den hårde måde at; Det gjorte kan ikke gøres ugjort. Til læsekreds var der noget spekulation om Johanna faktisk har lært noget som helst af familiens afvisning, da hun ikke udtrykker selvindsigt og fortrydelse over udstillingen i hjemegnen, nærmest tværtimod holder hun stædigt fast i behovet for at udfolde sig kunstnerisk, skønt det provokerer og skubber familien på afstand. Det er muligt forsøget på at nærme sig mor og søster har egoistiske motiver for at få svar på hemmeligheder, uden et reelt ønske om at være en støttende datter. Set i det lys fremstår Johanna som en usympatisk skikkelse. Men der skal to parter for at få et forhold til at fungere så omvendt skal vi måske anskue Johanna som en datter der har gjort alt det hun overhovedet kunne for at genetablere en forbindelse. 


Romanen opleves som en sindstilstand, med minimal handling. Advarer om den forkerte vej at gå, isolation forstærker hendes ensomhed, tankemylder og kontaktbehov. Behovet for forsoning og tilgivelse(s.8) vejer tungere end respekt for familiens klare grænser, også når det gælder Johannas overvågning af moren. Selvom begge lejre er langt fra perfekte, er min sympati med hovedpersonen da hun er meget ensom og den aktive som forsøger at løse konflikten. Men er det for sent? Findes en løsning? Søster og mor gør det nærmest umuligt da de ikke ønsker Johanna i deres liv. Man kan ikke tvinge nogen til noget de ikke vil. Men hun giver ikke op, ”de kan ikke digte mig ud af historien”(s.89).


Johanna bruger meget unødvendig energi på gætterier uden beviser ”måske – måske – måske”(s95), bilder sig alt muligt ind andre tænker, men mangler et sted at skaffe sig af med sit tankemylder. Der er stærke antydninger at de uløste konflikter er usundt for familiens velvære, en familie som ikke er god til at snakke om deres følelser og problemer. Tankemylderet og bitterheden i Johanna’s sind kører i ring og er svært at standse. Analyseapparatet blandes med flashback episoder fra barndom og ungdom, i forsøget på at forstå især morens adfærd. Hun har en ven i første kapitel. S8: ”Det hjalp at tale med Fred”

Hvad skjuler moren? Johanna er, nogle vil måske påstå, traumatiseret og sygeligt besat af moren, som læser bliver du nysgerrig efter at kende sandheden om deres fortid. Moren mistede sin egen mor tidligt, hvilket sandsynligvis påvirkede den måde Johanna og Ruth blev opdraget på. Johanna’s kreativitet i barndommen blev undertrykt af en streng opdragelse og det ”man bør gøre”, som formentlig førte til teenageopgøret og behovet for at finde sin egen stemme igennem kunsten. Johanna spekulerer over at hun nu bærer ”den smerte, det var lykkedes hende (mor) at fortrænge”.


En tragisk roman om en dysfunktionel familie, viser vigtigheden af samtale og vigtigheden af empati, fx at tage til begravelser og holde en kontakt.  Johanna gør andre til skurke, på s.72 ”Men Ruth bad Johanna ikke komme til begravelsen”. Det gør ondt at stå i en afvisningssituation, hvor nogen fokuserer på dine fejltrin og virker til at have glemt dine mange gode sider. På den anden side må Johanna også lære af situationerne og tage konsekvenserne, fundere over hvad hun kunne gøre bedre næste gang. Tydeligvis usundt for dem alle at tie i så mange år, de forstår ikke hinanden. Mor og søster har deres formodninger om malerierne uden at have talt det igennem med familiens ”sorte får” Johanna. Søsteren Ruth opfordrer i en sms s.244 Johanna til at se tingene fra deres synsvinkel, ”at andres menneskers livsprojekter er lige så værdifulde”  og at Johanna’s livsvalg har påført familien meget smerte.

Undrede mig over de utallige små tekststykker i romanen, hvad ville forfatteren med det? Muligvis en måde at dele tankerne op på, fremhæve visse vigtige passager. Til læsekredsen snakkede vi om sproget, en gribende fortælling med mange nuancer i personbeskrivelserne men visse steder stoler forfatteren ikke nok på læseren, fx når naturen træder frem som en trøsteven, ”min ven stenen” (s74)” og indrømmer flere steder at hun ”opdigter” moren.  Disse sætninger skæres ud i pap og kunne have været håndteret på en mere elegant, tvetydig facon. 

Åbenbart har forfatteren Vigdis Hjort været inspireret af Vildanden (1884) og dens familiedrama, uden dog at hun konkret citerer Ibsen. I Norge står 6 bind værket Min Kamp (2009-2011) af Knausgård som et vigtigt eksempel på autofiktion og Hjort’s forfatterskab peger også i den retning, de selvbiografiske elementer har for begge forfattere åbnet for en debat om hvad man kan tillade sig at dele fra privatsfæren og ansvaret du har som historiefortæller. Både Knausgård og Hjort har brændt broer med deres ærlighed i kunstens navn, ligesom jeg-fortælleren Johanna's kunstnerisk kompromisløshed har skabt konflikter, men i sidste ende er det hendes grænsesøgende beslutninger der gør hende til den hun er. 

Min vurdering 8/10


søndag den 6. marts 2022

Turner udstilling på Aros, marts 2022




Trods et ønske om at hele sit værk skulle forblive i England og udstilles samlet, blev det ikke sådan for den britiske landskabsmaler William Turner (1775-1851). Men danskerne kunne så glæde sig over at opleve ca. 100 Turner værker, 25 oliemalerier og 79 akvareller, i udstillingen Sun is God på Aros, Århus, som slutter i dag. 

Nok ikke optimalt at besøge en populær udstilling en af de sidste dage den kører, da mange skulle lige nå at få den set. Svært at finde roen med flokke uden masker, men jeg gjorde forsøget. Jeg er langt fra kunst-ekspert men synes der manglede et Europakort med overblik over Turner’s rejser, og der var ikke gjort nok ud af at formidle arbejdsprocessen fra blyantskitser til det færdige produkt, rivaliseringen med realisten Constable, og samtidens og eftertidens reaktioner på den kontroversielle abstrakte retning. Kan selvfølgelig ikke have det hele med! Til gengæld var der nogle flyers med ’Arven efter Turner’, en spændende kobling af andre lys-bevidste kunstnere på Aros (Rainbow Panorama, Storm Room, Milkrun III).

Netop roen og synsoplevelsen er hvad der blev opfordret til på udstillingen. En god variation af de lyse og mørke Turner værker, tidlige og sene produktioner, informationstavler om Turner's perioder og den historiske kontekst, og høretelefoner med musik der kunne nydes undervejs. Desuden en mørk indgang idet mørket ifølge Turner tjener et vigtigt formål, ved at rense sindet for forudgående indtryk, styrke synsevnen og dermed forstærke oplevelsen af værkerne. Strategisk placeret siddepladser var der også samt et papirhæfte med intro, forklaringer på de udstillede billeder, bio, og ’vil du vide mere’ der henviste til guidede tours, akvarel-kursus, bog til salg i butikken, mm.

Forud for sin tid og meget produktiv, Turner havde en enestående evne til at frembringe lys, skygge og farver på nye måder. Stemningsfulde solopgange, havets turbulente natur, og mytologiske figurer, han skildrede og hyldede både de ydre landskaber, men også det indre landskab. Turner var i stand til at udtrykke en længsel efter en samhørighed med universet. Disse træk var med til at gøre ham til en berømt og visionær maler i sin samtid men hans asociale væremåde og insisteren på at gå imod strømmen gjorde ham, trods succesen, til en excentriker. For eksempel eksperimenterede Turner med en række pigmenter, selvom tidens eksperter vejledte ham om at de ikke var langtidsholdbare. Dette førte til at nogle af værkerne i 1930erne begyndte at falme. Sådanne beslutninger er i konflikt med Turner's besættelse om at blive en af de store malere i verdenshistorien.

Man mener solen var kunstnerens mest elskede motiv, men også månen, stormvejret, regnbuen, tågen og andre naturfænomener prægede Turner’s motivkreds. Titlen på udstillingen peger på et Turner citat fra de sidste uger han levede, "Sol er Gud", men der sås tvivl om hvad han reelt udtrykte, da det kan fortolkes som Son is God, altså Jesus er Gud. Vi ved Turner afbildede sol-guden Apollo fra den græske mytologi.

De fleste af værkerne kendte jeg ikke, men havde hørt om det berømte 'Rain, Steam and Speed', et spøgelsesagtigt motiv af et tog på vej over en bro. Det var ikke originalen i farve, men en kopi i sort/hvid. En kanin løber hen over skinnerne som et billede på farten og den teknologiske udvikling, i kontrast med naturen. Ifølge hæftet er natur og det menneskeskabte dog ikke modpoler, men sammenflettet.