lørdag den 24. september 2011

Boganmeldelse: Ekstremt højt og utroligt tæt på / af Jonathan Safran Foer (2005)

Min vurdering 6/10

Resumé fra bibliotek.dk
Oskar mister sin far ved tvillingetårnenes kollaps i New York 11. september 2001. En efterladt nøgle sender ham rundt i byen for at finde låsen, der måske giver mere indsigt i farens liv.

Muligvis har 11. september gjort hovedpersonen Oskar (og amerikanerne?) mere bange for fremmede, og desværre givet arabere et dårligt omdømme:

s38:
”Der var mange ting, der gjorde mig panikslagen, såsom hængebroer, bakterier, flyvemaskiner, festfyrværkeri, arabere i undergrundsbanen (selv om jeg ikke er racist), arabere i restauranter eller på cafeer eller andre offentlige steder (...) mænd med overskæg, røg, knuder, høje bygninger og turbaner”

Når jeg siger muligvis, så er en svaghed for mig ved bogen, at dette citat ikke er noget der kommer til udtryk i Oskar’s adfærd i historien, nærmest tværtimod. 9årig Oskar er meget naiv, barnlig og godtroende, når han ringer på diverse menneskers døre i sin søgen. Det er et mindeværdigt citat, og det er et godt signal at sende amerikanerne, at Oskar har mod til at banke på fremmede menneskers porte, men modsiger Oskar ikke sig selv?

En anden svaghed kunne være, at historien ikke kommenterer nok på 9/11, det følte jeg hype omkring udgivelsen havde lagt op til, men i og for sig kunne Oskars far være død i en hvilken som helst ulykke. Det overraskede mig, at der lægges op til en diskussion om traume i general forstand, men her viser romanen sin langtidsholdbarhed. Anden Verdenskrig fylder meget mere end jeg havde regnet med. Måske var formålet at hjælpe de efterladte eller traume-ramte i det hele taget med deres sorg, og giv dem håb? Og her er 9/11 en kollektiv traume som måske kan bearbejdes til dels gennem kunst og litteratur. Spørgsmålet er, om man behøver at have oplevet et traume for at identificere sig med historien? Her påpegede en fra læsekredsen, at hvis man har prøvet at være ked af det kan romanen måske også bruges. Foer indrømmer i et videointerview, at han ikke planlagde at skrive om 9/11, men det gik efterhånden op for Foer, efter samtale med sin bror, at det faktisk var det han sad og skrev om.

Ifølge journalist Karina Søby Madsen i sin artikel på forfatterweb, er Oskar endnu for ung til at kunne sætte ord på sine tanker og følelser omkring tabet. Derfor - og fordi han vil beskytte sin mor - formår han eksempelvis ikke at fortælle hende, at han sad hjemme og hørte faderen indtale beskeder på telefonsvareren just før, tårnet brød sammen. I stedet konkretiserer han sin smerte ved at lave blå mærker på sig selv, for på den måde bliver smerten synlig og håndgribelig i modsætning til det indre kaos, han oplever.
Foer favner de tragiske historier via humoren. Da holocaust ikke kan serveres direkte og ej heller angrebet på World Trade Center, går han humorens omvej. Via humoren formår han at skabe sympati og kontakt med læseren og at gøre fortællingen/bearbejdningen levende og relevant. Humoren fremstår i vid udstrækning i hovedkarakterernes pudsige indfald.

For mig var der ikke nok på spil og derfor led historien spændingsmæssigt. Problemet er, at Oskar har en traume fra starten af, så vi ved allerede, hvordan han har det. Der var kun lidt spænding i de sidste 50 sider for mit vedkommende.

Sommetider var synsvinklen for mig forvirrende, det kunne være svært at skelne mellem, hvem der var fortæller, da det skifter meget mellem farfar, far, og søn. Der kan være tale om en bevidst sløring af nogle ellers simple dilemmaer, som ved anden gennemlæsning vil være meget nemmere at følge. Det hjalp heller ikke, at Oskar tænker ofte som en voksen, og bogen blev af nogle anmeldere kritiseret for at portrættere en niårig dreng med en hjerne som den 28årige forfatter Jonathan Safran Foer.


Det var lidt specielt at læse bogen her ved ti-års jubilæum for terrorangrebet, dagen for et årti siden hvor små ting for mange blev uvigtige, og hvor vi i fællesskab gloede TV og alle mere eller mindre kan huske, hvor de var, og hvad de lavede 11. september 2001.

Ifølge en 9/11 udsendelse Danskernes Akademi på DR2, så har Ekstremt højt og utroligt tæt på svært ved at modsvare den tyngde tårnenes fald havde ikke bare i New York, men i hele verden. De fleste forfattere har holdt sig væk fra kritiske kommentarer. Ukritisk medfølelse fra forfatterens side blev populært. Romanerne af de amerikanske forfattere handlede i mindre grad om, hvorfor terror skete. Et berømt citat fra Paul Auster’s bidrag til 9/11 litteraturen lød: ”USA blev ikke ødelagt, den ødelagde sig selv.” Men som Adjunkt Steen Christensen, AAU er inde på, den går ikke i dybden. Disse emner tages måske i større grad op i faglitteraturen og avisjournalistikken?

Og hvad var styrkerne ved Ekstremt højt og utroligt tæt på? Oskars fantasi, den er usædvanlig, opfindelserne han finder på og beskriver. Et kloaksystem der kan indfange New Yorkernes tårer, når de græder sig selv i søvne om natten. Frimærker med indbydende smag, lange ambulancer der forbinder hospitaler, osv, osv. Som der er en anmelder der skriver på librarything, sommetider virker opfindelserne som en måde at fremme hjælpen til de katastroferamte.
Til dels har Oskar legesygen fra tiden med sin far, det mærkes at Oskar gerne vil føre det videre, detektivjagten på nøglens oprindelse er nok fordi Oskar savner og stadig gerne vil være tæt på sin far, det er muligt han søger en fader-figur i de mennesker han møder. Når Oskar er så opsøgende, får man som læser selv lyst til at udforske omgivelserne, og møde New Yorkerne. Måske prøver Jonathan Safran Foer at sige, at vi ikke skal være bange for fremmede i en tid hvor nogle amerikanere er mere skeptiske.

En af bogens tabu emner er, må børn have en favorit forælder? Hvad er konsekvenserne for barnet og forældre? Hvordan hånderer Oskars mor at være den mindst populære er hvad romanen kigger på og giver et eksempel på.
Oskars mor undgår at græde, når Oskar er i nærheden, det er nok typisk, at forældre vil spare deres børn for melankolien, men er Oskars mor derved ikke trøstende nok?

Eller er det et spørgsmål om, at Oskar ikke formår at tage imod den trøst hun tilbyder ham, og Oskar derved kommer til at såre hende? Det kan skyldes, at han ikke er helt tilfreds med, at hun har fundet en anden mand så hurtigt, men hun forsvarer sig med, at man godt kan være glad og savne nogen på samme tid. Det er hendes måde at komme videre på.

I samtalebogen Helle i samtale med Ninka (2011) fortæller Helle Thorning Schmidt om sin egen rolle som mor, og Helle lægger ikke skjul på, hvor stor betydning hendes egen mors værdier spiller:

s.17:
”Det er et spørgsmål om at være en stærk person og vise sig ansvarlig overfor børnene. Det er ikke, fordi børn ikke må se, at vi voksne har følelser og problemer. Det er mere noget med, at vores problemer ikke skal være deres problemer.”

Parforholdet er et andet område Jonathan Safran Foer berører, hvordan manden og kvinden i et ægtepar har brug for plads til at være lidt sig selv, og have tomme pladser i deres lejlighed, hvor den anden ikke må gå eller se hen. Det virker bizart at det konkretiseres i bogstaveligste forstand, men på en måde er det forståeligt nok. Vi kommer nok til at tænke over vores forhold til vores nærmeste.

Oskar er blevet sammenlignet med drengen Oskar fra Gunter Grass’ Bliktrommen, ved både at være barn og voksen på samme tid, men ellers kan jeg ikke se, hvad Foer bruger referencen til.


Der er en filmatisering på vej med sandsynlig danmarkspremiere i 2012 instrueret af Stephen Daldry, kendt fra The Hours (2002) og The Reader (2009), Tom Hanks og Sandra Bullock i hovedrollerne, og med en stjernespækket birolleliste. For mig bliver det dog mest fascinerende, hvordan de visuelt vil tackle Oskars fantastiske opfindelser.

Budskabet må være, hvordan man kan arbejde sig igennem et traume, og et bud på hvordan man kan komme videre.
En anden vigtig erfaring Oskar gør sig er hvordan han kan påvirke sine omgivelser positivt (fx nogle af de mennesker han opsøger ved navn Black), eller i negativ retning (fx kritik af mor). Måske er han for ung til at reflektere over, hvilken glæde eller smerte hans egne ord kan have på andre, men læseren kan ihvertfald spejle sig i Oskars interaktion med omverden.
Det er befriende at læse Oskars ufiltrerede tankestrøm, men der er også konsekvenser, sagte ord kan ikke gøres usagte igen.

Grafisk er romanen i særklasse, forfatteren leger med virkemidlerne, skrifttyper, billeder, som indarbejdes i handlingen. Foer siger om brugen af billeder: “Jeg synes, billeder giver mening i denne specifikke roman. Først og fremmest fordi, børn ser verden ved at skabe en række mentale snapshots; de ‘gemmer’ disse billeder, som de husker 20 eller 40 år senere. Dernæst fordi 11. september var den mest visuelt dokumenterede begivenhed i den menneskelige historie.” (Interviewartikel på www.bookpage.com ).

Forsiden af romanen kan have en symbolsk betydning. Oskars farfar er holdt op med at tale, og han svarer med et ja eller nej med hænderne. En i læsekredsen mente en hånd på både forsiden/bagsiden af bogen kunne forklares sådan. Hvis du har andre tolkninger af forsiden, så lad mig vide i kommentarfeltet!


Læs den for opfindsomheden, jeg aner ikke hvad genre det er, det skifter mellem komedie og tragedie, magisk realisme? 9/11 litteratur? Hvis du kan acceptere svaghederne jeg har nævnt, så kan det være du skal give den en chance. Jeg havde vanskeligheder med at komme igennem den, og overvejede at opgive flere gange.

Forlaget Tiderne Skifter, 2005, 348 sider.

Læsere af min blog, har du nogle holdninger til min anmeldelse, bogen eller forfatteren? Har du læst andre 9/11 romaner? Hvad mener du en 9/11 roman skal kunne give dig som læser?

fredag den 23. september 2011

Boganmeldelse: Orakelnat / af Paul Auster (2003)


Min vurdering 6/10

Et kort resumé fra bibliotek.dk:Efter et langt sygdomsforløb lider forfatteren Sidney Orr af skriveblokering. En ny notesbog sætter ham i gang med en historie, der tilsyneladende får skæbnesvanger indflydelse på Orrs liv.

Referatafsnit der hjælper mig med at huske - kan springes over:
Der er mange historier der vikler sig ind i hinanden, Den sygdomsramte Sidney Orr er forfatter, og skriver fiktivt om forlæggeren Nick Bowen, og nogle af de samme karaktertræk afspejler sig mellem Sidney og Nick. For eksempel mødte Sidney sin kone Grace på et forlæggerkontor. Jeg synes det var ret koldt af Nick at stikke af og starte et nyt liv i en anden by og efterlade sin familie tilbage. Nick prøver at retfærdiggøre sin flugt til Kansas City ved at sige konen Eva vil komme sig og finde en anden. Nick skifter navn, og får arbejde på et arkiv hos Ed Victory, som vi heller ikke er sikker på hedder sådan rigtigt. Ed er taxichauffør.
Nick modtog bog skrevet af Sylvia Maxwell, Sylvia er død, men Rosa giver Nick bogen. Nick er tiltrukket af Rosa, men Rosa kan ikke finde Nick, fordi Nick er stukket af til Kansas City.
Jeg kan godt lide titlen, i romanen er Orakelnat historien af Maxwell, hovedpersonen Lemuel Flagg er blind efter eksplosion under første verdenskrig, børn på 11 og 14 plejer ham i en skov, Flagg adopterer tilsyneladende børnene og tager dem hjem til England. Flagg kan nu forudsige fremtiden ligesom Oraklet fra Delphi, og han tjener godt på det. Så der er to eksemplarer af Orakelnat, Auster’s og Maxwell’s.


John Trause, har smerter i sit ben, og er nær ven af Sidney og Grace. Sidney’s kone Grace er gravid.
John Trause forærer Sidney $36 tusind, fordi Sidney er på spanden mht. lægeregninger og at skrive, men det kunne være Trause’s dårlige samvittighed og lyst til at støtte Grace, som Trause har stærke følelser for.
Trause’s søn Jacob har aldrig kunnet eniges med Grace, og Jacob vidste muligvis, at John Trause og Grace havde en affære, og det er muligt at Trause er far til barnet og ikke Sidney.
Jacob er i problemer, og begik indbrud hos Grace og Sidney, Jacob prøver at afpresse Grace og Sidney for flere penge, og når de afslår, banker Jacob Grace.


Anmeldelse:
Man kan spørge sig selv, hvorfor Auster er så populær i Danmark. Måske som én i læsekredsen foreslog, at krimier er meget oppe i tiden og det univers han bevæger sig i er lidt krimiagtigt.

Situationen med gargoilen i starten (forsiden af bogen) kan sammenlignes med en begivenhed i Auster’s eget liv, en jævnaldrende ungdomsven blev ramt af lynet, og vedkommende stod lige ved siden af 14-årig Auster, da det skete. Chokket over tabet af vennen og at det ligeså godt kunne have været Auster selv, påstår han i interview har påvirket hele forfatterskabet, og hvorfor Auster ofte har fokus på tilfældigheder.
Overlevelsen i sådan en situation betyder du har fået et nyt liv foræret.

Den hyppige brug af tilfældigheder, New York og kinesiske æskesystemer i sine romaner er både styrker og svagheder ved læsning af hans forfatterskab, har man læst én, har man på en måde læst dem alle, temaerne og budskaberne er ofte de samme fra gang til gang.

Jeg synes oversættelsen er rigtig god, som om den var skrevet oprindeligt på dansk og ikke amerikansk.

Grafisk benytter Auster sig af fodnoter i bunden af siderne, som indeholder essentielle detaljer, det giver bogen noget labyrintisk over sig, men det vil nok irritere nogle læsere, inklusiv denne anmelder, at du skal springe tilbage nogle sider til hovedteksten, når noten langs bunden løber over flere sider.

Paul Auster skriver her metafiktion, fiktion om fiktion, der er overvejelser om skriveprocessen og kunstnerens rolle. Historierne overlapper og påvirker hinanden, utroskab er et tema der går igen i flere af fortællingerne. Hvordan inspirationskilder indgår, hvordan forfatteren bruger stof fra sit eget liv, hvordan skriveren oplever gode og dårlige perioder, hvordan en historie bygges op, osv. Det kan ikke komme som nogen stor overraskelse, forfattere skriver om det de kender.

Vi snakkede om til læsekredsen, at historien med de mange lag bliver kompleks, men hvis man tog det hele og satte i kronologisk rækkefølge, og satte hændelsesforløbene i orden, så ville romanen måske miste noget af sin mystik. Formen hvor jeg er i tvivl om, hvad er fiktivt eller sandt bidrager til at øge interessen for læseren, men for mig vil Orakelnat ikke så meget udover puslespils-konceptet, det er her forfatterens energi er blevet lagt.

Auster forsvarer sin skriveform i interview med politiken:

”I 'Orakelnat' er der en mængde af mærkelige, sideløbende historier, og det kan godt være, at man ikke kan lave en systematisk analyse af dem og vise, hvad de hver for sig betyder, men alle disse tilstødende og udfoldende fortællinger skaber tilsammen et helt andet slags resultat end en enkelt, sammenhængende fortælling gør”

Hvad henviser titlen til?

Paul Auster:
"'Orakelnat' er titlen på en bog, der dukker op i historien om Nick Bowen, og som handler om at kunne forudsige fremtiden. Den refererer nok også til den sidste scene i 'Orakelnat', hvor Sidney møder sin vens søn og føler helt bogstaveligt, at 'fremtiden stod foran mig'. Det er bogens klimaks. Det tror jeg i hvert fald. Men jeg er ikke sikker. Jeg er ikke sikker på noget som helst ... jo mere vi taler om den her bog, des mærkeligere bliver den!."



En anmelder på librarything brokker sig over, at Orakelnat delen ikke bliver brugt til noget særligt, udover at indgå som en beskrivelse, her kunne jeg også godt savne, at det påvirkede Sidney.

Der var nogle elementer jeg må indrømme, som ikke var logiske, men nærmere magiske. Hvordan kan Grace drømme om værelset under jorden fra Sidney’s blå notesbog, uden at Grace har læst Sidney’s historie? Tilfældighed? Der er noget mysteriøst over de farvede portugisiske notesbøger, som Sidney anskaffer.

Jacob er et uhyre, Trause (et anagram, bogstaverne i efternavnet danner Auster) har opdraget ham, romanen sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget indflydelse opdragelse og miljø har, er Jacob blevet sådan på egen hånd? Det kan der ikke svares entydigt på, og Jacob minder på flere punkter om teenageren i Siri Hustvedt’s Det jeg elskede. Det er ikke nogen tilfældighed, begge romaner er fra 2003, og Auster og Hustvedt er gift. Så hvis man har læst Hustvedt’s roman, så vil der ikke være så meget nyt at komme efter her, og for at være ærlig fungerer denne del bedre hos Hustvedt.


Der er en del usagt i Grace og Sidney’s ægteskab, men det er nok meget normalt, at der altid er noget man holder for sig selv for at beskytte sig mod omverdenen, vi kan aldrig lære et andet menneske 100% at kende, ”there’s something inside you, its hard to explain”, som soundtracket til filmen Drive (2011) lyder.

Grace har kendt Trause hele sit liv, ligesom en surrogat far. Trause er ensom efter sin kones død, og Grace og Trause indleder en affære, som Trause's 14-årige søn Jacob prøver at sabotere. Grace har stjålet Trause fra Jacob i Jacobs øjne.
Vi får aldrig rigtig svar på, om Grace og John Trause har en affære eller det foregår oppe i Sidney’s hoved (og Jacob's). S224: ”disse spekulationer uanset om de er rigtige eller ej”

Når Sidney erklæres snart død, går Grace til Trause og vil trøses. Virker sært at Trause kan skjule han elsker Grace, når de alle tre er sammen, Sidney, Grace, Trause, og endnu mere sært at Sidney ikke har mistanke om de er kærester, det er lidt en svaghed ved bogen, at den tilsyneladende intelligente Sidney ikke kan se noget så oplagt.

En svaghed er helt klart, at der mangler kapitler, det fortsætter bare uden pauser.

Personerne er ikke nogle jeg tænker ret meget videre over, når jeg er færdig. De mangler noget varme, så jeg kommer ikke til at holde af dem, som jeg gerne vil.

I et interview med politiken fortæller Auster:

”For mig at se handler 'Orakelnat' bare om at være låst fast - at være gået i stå, uden at kunne se sig ud af situationen”


Jeg anbefaler du snupper en af Auster’s andre romaner, for eksempel New York Trilogien (1987), eller Leviathan (1992). Hvis jeg også skal fremhæve en af hans værker fra 00erne, så anbefaler jeg Illusionernes bog (2002). Men nu var det Orakelnat vi havde fat i til læsekreds.


Læsere af min anmeldelse, hvad synes du om Paul Auster og hans univers? Har du læst Orakelnat, og hvad synes du om romanen?


reviewsofbooks

librarything

interview i politiken

Forlaget Per Kofod, 247 sider, 2003

søndag den 8. august 2010

Boganmeldelse: Den lille bog / af Selden Edwards (2008)

Min vurdering 6/10

Et kort resumé fra bibliotek.dk:
Wheeler Burden er rockstjerne og baseballtalent, og hans historie knyttes sammen med farens, der var krigshelt, og bedstefaren, der var iskold forretningsmand.

Forfatteren er amerikaner. Den foregår i både Wien i 1897, samt i flere perioder i det 20 århundrede i USA. Det er en historisk roman, som er rimelig nem at gå til, sproget er ikke tungt. Synes romanen menneskeliggør nogle berømte skikkelser som fx Freud og Mark Twain. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har en tendens til at glemme at de udover deres talent også var mennesker af kød og blod med følelser og tvivl.

Kapitlerne i Wien fangede mig mest. Men min favorit passage er hvor Flora og Dilly Burden mødes ved katedral i England. Efternavnet Burden kan pege på, at familien bærer på en byrde. Det kan være en god idé at lave et stamtræ for at kunne holde styr på navnene og familierelationer.

Det er en meget amerikansk roman. Jeg er ikke interesseret i baseball, de afsnit valgte jeg simpelthen at springe lidt let hen over, og det gik heldigvis ikke ud over helhedsforståelsen.

Et af hovedtemaerne i historien handler om, at det er en drengedrøm for hovedpersonen (og læseren?) at blive genforenet med et familiemedlem, som døde, mens man var lille. Så man kan opleve hvem den person var, og selv møde personen som andre i familien har fortalt historier om.

Perioderne i 1960erne i USA og 1890erne i Wien er nogle meget progressive og spændende perioder, hvor man gjorde oprør i fx kunst og musik, forfatteren giver nogle flotte beskrivelser af bylivet og atmosfæren, som jeg synes fungerer fint. Men ærligt talt får du mere ud at læse et faglitterært supplement som fx ’Freud for begyndere’. Det er grunden til jeg aldrig har været den største tilhænger af historiske romaner, fordi du ikke kan vide om det er fakta eller fiktion. Det er bedre bare at læse 'Den lille bog' for stemningens skyld.

Der er nogle tidsmæssige paradokser, som min læsekreds ikke kunne få til at gå op, og det er for alvor her, at forfatteren har efterladt nogle tomme pladser til fortolkning. Er Wheeler og Weezie opdigtet eller er de virkelige? Hvor opstår Freuds ideer og ville han have fået ideerne alligevel? Kan personer fra fremtiden påvirke fortiden, når fremtiden ikke er sket endnu? Selden Edwards sætter spørgsmålstegn ved, om man kan og bør ændre på historiens gang, hvis man fik muligheden for det. Selv kunne jeg godt have tænkt at forfatteren havde reflekteret bare lidt om tidsparadokserne, men det gør han altså ikke.

Styrker:
I den positive ende kan jeg godt lide bøger som opfordrer til at høre musik, her Buddy Holly og Gustav Mahler. Ulempen ved at nævne musik i en roman er, at man savner at høre det undervejs, som man med fordel kan gøre i en film.

Romanen satte nogle tanker i gang om at have betydningsfulde lærere i sit liv, som jeg synes kan være et diskussionspunkt til læsekreds. I romanen bliver Freud en slags mentor for hovedpersonen Wheeler.

Jeg kan godt lide forsiden, hvor uret bølger frem og tilbage, som bliver et billede på fortid og fremtid. Tidslinjen der gror langs bunden af coveret er også godt fundet på, at tiden måske er noget levende ligesom en gren på et træ. Eller er det et stamtræ?

Svagheder:
Jeg føler det er lidt for ufarlig en roman, den tager ikke mange chancer og virker ret kalkulerende, at den vil være populær og bestseller. Det eneste kontroversielle er relationen mellem Wheeler og Weezie, som er set før.

En anden svaghed for mig er, at det er mest handlingsreferat, da det er hovedpersonens mor Flora, som er fortæller. Muligvis kan der være lidt at diskutere, hvis hun er en upålidelig fortæller, og beskriver Wheeler og de andre familiemedlemmer i et positivt lys.
Men de romaner jeg foretrækker indeholder dybere personbeskrivelser og personers refleksioner, hvor jeg kan sætte ’æselører’ i teksten, men det var der forbavsende lidt af her.

Mit favoritcitat i bogen s.191 handler om, at helte ikke nødvendigvis er en god ting:
”Heltehistorierne om hendes mand kunne hun slet ikke lide, de var med til at videreføre krigens dårskab”

Nogle andre kritikpunkter er, at afsløringerne til slut for mig ikke er overraskende nok. Hvis du tror, at ’Den lille bog’ er lille, så kan du godt tro om igen! Den er på ca. 460 sider. Selden Edwards kunne sagtens have barberet en del sider væk, især når han påstår han har skrevet på bogen i 30 år! Der var nogle gentagelser undervejs.

Jeg synes også flere dele af historien minder lige lovligt meget om 'Tilbage til fremtiden' filmene, ja det er lige før du kunne kalde ’Den lille bog’ nr. 4 i rækken! Romanen vil nok ikke blive filmatiseret, fordi den ligner de film i så høj grad. 'Tilbage til fremtiden' nævnes ikke som kilde i slutbemærkningerne, men det er tydeligvis en inspirationskilde.

Jeg tror bogen handler om, at andre mennesker gør dig til den du er. Men alt i alt synes jeg ikke, at ’Den lille bog’ er original eller reflekterende nok til at blive kaldt et mesterværk.

fredag den 28. maj 2010

Boganbefaling og analyse: Ifølge loven / af Solvej Balle (1993)

Min vurdering 8/10 (For at få mest udbytte fra analysen anbefaler jeg dig at læse bogen først)

Det her er en af de bedste danske bøger jeg har læst længe, og den er ikke overraskende blevet hyldet som et af højdepunkterne i 90ernes danske litteraturproduktion. Bogen er blevet oversat til bl.a. engelsk. Den er kun på 103 sider, men føles som mere.

Bogen er delt op i fire fortællinger som på den ene eller anden måde hænger sammen. Den berører nogle love, der findes, omkring hvad der gør mennesket til menneske:

Fra bagsiden af bogen:
1: biokemiker Nicholas S. leder efter det kemiske stof, der holder os oprejst.
2: Tanja L ønsker at lære smerten at kende.
3 : Rene G havde kun et ønske. Han ønskede og stræbte efter at være ingen.
4: Alette V arbejder hen imod at blive en fysisk genstand, en ting.

Personerne:
Den 4. fortælling peger på genial vis tilbage på 1. fortælling, som giver læseren lyst til at starte forfra. På samme måde diskuterede vi til læsekreds, at Rene G i 3. fortælling muligvis fornyligt har afsluttet et forhold til Tanja i 2. fortælling, og begge deres projekter er en måde at bearbejde deres kærestesorg.

Personerne virker forstyrrede, det er ikke nogle mennesker jeg ville have lyst til at møde, men det er selvfølgelig et øjebliksbillede af deres liv, så det kan godt være jeg er for streng.

Flere af personernes projekter ser ud til at mislykkes. Det de vil finde svar på gives der ikke et entydigt svar på, måske kan det slet ikke besvares, fordi svaret er forskelligt fra individ til individ. Et universelt svar er derfor urealistisk for dem at finde i mine øjne.

Som litteratursiden påpeger, samtidig med at de fire personer leder efter det, som de mener definerer mennesket, fjerner de sig mere og mere fra den verden, de lever i. For eksempel i 1. fortælling svigter forskeren Nicholas S. sin kæreste. Alle fortællingerne kan være et billede på kunstneren eller forskeren, som i nogle tilfælde svigter andre for eksperimentet.

Selv kommer jeg undervejs til at reflektere over ting jeg ikke ellers ville have tænkt over. Der er måske ingenting der giver mening for personerne, muligvis derfor søger de ny mening.

Efternavne (Bemærk: dette afsnit kan være overfortolkning):
De har et-bogstav efternavne, ligesom Josef K i Franz Kafka’s ”Processen”, som blev til bogstavet K i Kafka’s ”Slottet”. I 'Ifølge loven' er efternavn initialerne i kronologisk rækkefølge: SLGV. De tre ud af fire kan være konsonanter i forfatterens fornavn Solvej. Indsæt O og E og der står SOLGEV.

Det fragmenterede navn er måske for at indikere, at der er noget i ubalance i historien ligesom fx cirklen der drejer mod uret i starten af Hitchcock’s film Vertigo.

Hvis man følger min logik, så har Solvej Balle erstattet J med G. Er bogstavet G for at skabe en fornemmelse af ubalance? Du kan også læse GEV baglæns VEG, altså SOLVEG=SOLVEJ.

De forkortede efternavne gør også personerne mere gådefule for læseren, som det også er tilfældet i Paul Auster’s New York trilogi, som der kan drages visse paralleller til. Forsiden øverst synes også at være en drillende bogstavleg.

2. fortælling:
Jeg synes selv 2. fortælling om smerten var den mest interessante, kører manden galt på motorcyklen med vilje, for smertens skyld, så hun kan opleve smerten?

Fortællingen kan være et billede på, at vi bruger kunsten i fx bøger, film, malerier osv til at mærke ting vi ikke lige støder på i dagligdagen.

Synes også der filosoferes over, at vi har det for nemt i dagens Danmark, vi behøver ikke at sulte eller kæmpe for at overleve som i gamle dage. Vi bliver fortalt lidelse er noget dårligt, men hvis der ikke er smerte, så sætter vi ikke pris på lykke ligeså meget. Vi kan lære noget af smerte, men vi lever i en smertestillende industri i dag, hvor nydelse ophøjes og smerte undertrykkes af medicin. Har vi så haft et nuanceret liv, hvis vi kun oplever nydelse? Det er ikke helt forkert, når jeg siger, at mange danskere spiser, når de ikke er sultne, og drikker, når de ikke er tørstige. Inklusiv undertegnede.

3. fortælling:
3. fortælling om at være ingen er også filosofisk interessant. Man kan godt argumentere, at tusindvis af mennesker er ingen, fx hjemløse. Nogle ønsker at være anonyme, men de færreste ønsker nok ikke at være ingenting for andre mennesker. En anden måde at anskue ingen er dem, som ikke vil blive husket efter deres død. Fortællingen synes at påstå, at selvom du gerne vil forsvinde, så er du stadig afhængig af andre på flere måder.

4. fortælling:
4. fortælling minder lidt om 3. fortælling om at blive ingen, men så alligevel ikke, fordi hun på en måde ønsker at blive eviggjort. Jeg synes der er et metalag, som handler om den smalle litteratur som ’Ifølge loven’ hører under. Alette laver bronze, fordi hun nyder det, selvom der ikke er stor efterspørgsel efter det, ligesom du kan skrive smal litteratur, som ikke er populært. Slutningen kan derfor undre, hvis hun nyder sit arbejde.

Kritik:
Ideen bag hver fortælling synes jeg er mere spændende end selve teksterne. Hvis jeg skal være lidt kritisk, så synes jeg de slutter alle lidt på samme måde, at projekterne mislykkes, og de har en distance til deres kære, især 2. og 3. fortælling.

En kritik kunne være, at jeg mangler noget mere om personernes motivationer, men det kan også opfattes som en styrke, fordi det skaber nogle tomme pladser, hvor du kan fortolke. Personerne kunne godt have været beskrevet med mere varme, men igen er det et øjebliksbillede, så det er ikke sikkert, at de altid er sådan.

Genre:
’Ifølge loven’ er svær at genrebestemme, den karakteriseres som alt fra eksistentiel tekstsamling, modernistisk, postmoderne, i grænsezonen mellem roman, novelle og lyrik, eller uplacerbar kortprosa. Selvom de er meget forskellige indholdsmæssigt, synes jeg bogens fortællinger kan sammenlignes genremæssigt med ’Fiktioner’ af Borges, som også er små kryptisk historier. Jeg har anmeldt den her:
http://anmeldervognen.blogspot.com/2009/09/boganbefaling-fiktioner-af-jorge-luis.html

Konklusion:
Jeg synes den er rigtig spændende at diskutere og kan sagtens genlæses, der er mange lag og fortolkningsmuligheder. Der er for mig at se ikke noget tekstmæssigt budskab, det meste er mellem linjerne, det overlades til læseren at spekulere videre.

Hold dig ikke tilbage med at give dig i kast med 'Ifølge loven', læs den især hvis du kan lide kryptiske historier, som giver stof til eftertanke. Den er hurtigt læst.

Videre læsning:
Hvis du kunne lide ’Ifølge loven’, så findes Solvej Balle’s debutroman fra 1986 også på biblioteket. ’Lyrefugl’ er en nyfortolkning af Robinson Crusoe, men set fra en feministisk synsvinkel i stedet for med en hukommelsesforladt kvinde i hovedrollen.

Øvrige kilder:
Denstoredanske: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/Solvej_Balle

Forfatterweb: http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zballe00

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/temaer/bem%C3%A6rkelsesv%C3%A6rdige-forfattere-solvej-balle-christina-hesselholdt-og-kirsten-hammann

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/analyser/balle-solvej-if%C3%B8lge-loven

http://www.jakob-hansen.dk/hvorfor.html

Boganmeldelse: Vejen / af Cormac McCarthy (2006)

Min vurdering 4/10

Romanen skildrer et dystert, fremtidigt post-apokalyptisk samfund efter den store katastrofe, hvor far og søn begiver sig af sted på vejen alt imens de prøver at overleve.

Jeg blev meget skuffet over denne bog. Dens styrke for mig er, at den virker ret troværdig i sin beskrivelse af, hvordan vores verden kunne se ud efter en katastrofe.

Der er håb, men ’Vejen’ er en ret pessimistisk bog blev vi enige om til læsekreds. De lever for deres nærmeste, tænker kun på sig selv, fællesskabet er væk.

Drengen får ar på sjælen, men bliver også stærkere af, at han og sin far skal kæmpe for at overleve, og man spørger sig selv, om det kun er de stærkeste, som har nået så langt uden at sulte. Søn og far er det varme punkt i en ellers kold verden.

Det er en dystopisk historie, som er det modsatte af utopi. Far kæmper for at sønnen skal tro på, at et bedre liv findes. På den måde synes jeg man kan sige, at søn og far er afhængige af hinanden og lever på grund af hinanden, søn har brug for omsorg og nogen til at passe på sig og finde mad, mens far har brug for noget at stå op til og tro på: sin søn.

Jeg synes den tynde historie passer bedre til filmmediet, fordi der er mange naturbeskrivelser og begrænset handling. Man kan sammenligne det post-apokalyptiske med Kevin Costner’s The Postman, eller filmene Mad Max og Blade Runner. En anden historie der minder lidt om ’Vejen’ er Nevil Shute’s roman ’På stranden’, hvor uden at afsløre for meget en atombombe har gjort USA og Europa ubeboelige pga. radioaktivitet, og de overlevende er rejst til Australien, den handler på samme måde om, hvad det gør ved et menneske, at befinde sig i sådan en situation. Den var bedre efter min mening end 'Vejen'

Cormac McCarthy sender også en lille hilsen til nutidens miljøsvineri, selvom ’Vejen’ er henlagt til en fiktiv fremtid. Budskabet må være, at vi skal passe bedre på planeten. Et andet budskab kunne være, at vi skal prøve at finde mening i en ellers håbløs situation.

Desværre bliver jeg ikke rørt af den trøstende far, som uden tvivl har været intentionen fra forfatterens side. Det er en meget monoton handling, der sker meget lidt. Livet er for kort til at læse halvgode bøger, derfor opgav jeg efter ca. side 100, og snuppede lige sidste kapitel med for at se, hvordan den sluttede. At jeg har fået at vide siden hen, at sønnen efterhånden bliver mere fjern og gør oprør mod sin far gør den ikke mere interessant, da personerne for mig er kedelige.

Nogle gange ser man bøger skaber en lavine af positiv omtale hos anmelderne som Henrik Madsen påpeger i sin anmeldelse af ’Ud og stjæle heste’, og det mener jeg helt klart er tilfældet med ’Vejen’, hvis den havde været skrevet af en mindre kendt forfatter, så ville den nok ikke have været lovprist i samme omfang.

Pulitzerprisen som bogen vandt i 2007 og dens dommerkomité har jeg fået mindre respekt for. Måske er det til dels fordi ’Vejen’ lægger sig op ad andre kendte amerikanske ’landevejs’ klassikere som fx Jack Kerouac’s ’Vejene’, at der har været begejstring og opmærksomhed omkring den.

Der er desværre meget lidt at diskutere i ’Vejen’. En god målestok for om en roman er diskuterbar til læsekreds kan være at skrive i google: titlen forfatteren analyse. I dette tilfælde var der ingen analyser at finde...

Jeg vil ikke udelukke, at nogle vil synes det er en god bog, men jeg forstår ikke fascinationen ved den. Jeg fraråder du spilder din tid på den og anbefaler du snupper en anden bog. Jeg synes han er en overvurderet forfatter, jeg blev også skuffet over filmversion af McCarthy’s roman ’Ikke et land for gamle mænd’, som højest overraskende for mig vandt Oscar for bedste film. Jeg synes ikke han er nogen stor forfatter baseret på de to historier jeg har kendskab til.

torsdag den 25. februar 2010

Boganmeldelse og analyse: Ud og stjæle heste / af Per Petterson (2003)

Opdat 19/3/2010

Min vurdering 6/10

En norsk roman, som handler om hovedpersonen Trond, som vi oplever som både 15årig i 1948, og som 67årig i år 2000 må det være, hvor han nostalgisk kigger tilbage på sit liv. Et resumé af bogen lyder ikke så ophidsende, om en mand i en hytte i Norge, men der er en del at tolke mellem linjerne. På den måde kan bogen sammenlignes med fx Ernest Hemingway eller Helle Helle.

Far-søn forholdet er for mig hovedtemaet. Tronds har en enorm længsel mod samværet med sin far i barndommen. Andre temaer er alderdom, hovedpersonens forhold til naturen, vigtigheden af at tale om tingene, og personernes forhold til Anden Verdenskrig.

Et paradoks er, at den gamle Trond gerne vil være i fred i hytten pga. en begivenhed der er sket, men bliver glad for samværet med barndomsvennen Lars. Det vidner om, at livet ikke er enten/eller, Trond kan ikke planlægge, hvad han kommer til at føle, og ikke vide på forhånd, hvad Trond betyder i Lars’ udvikling. Og at noget af det vigtigste i livet er relationer til andre. Gamle mennesker som Trond holder ikke op med at lære mener jeg må være et af budskaberne. I romanen er det min fornemmelse, at mødet med Lars igangsætter en række nostalgiske tanker, som måske ikke ellers ville være sat i gang, hvis Lars var udeblevet. Jeg fornemmer Lars og Trond begge bruger hinanden på en god måde til at bearbejde ting i deres liv.

Jeg blev lidt irriteret over Petterson’s skrivestil. Det er grunden til jeg ikke er helt op at ringe mht. stjerner. Den norske natur er meget smukt beskrevet, det er slet ikke det, men det bliver bare for meget for mig efterhånden. Der er for langt mellem de gode citater og passager og for mange ’beautification’ beskrivelser (vedr. natur, kæledyr og spisning) som for mig ikke er relevante nok i forhold til den menneskelige grundhistorie. Jeg gætter på 50% af romanen indeholder nævnte fyld og driver ikke historien fremad, og det er simpelthen for meget efter min smag, som gør jeg som læser keder mig ofte i løbet af bogen. Det gør også historien lidt svært at følge, at den springer i tid, og der er så langt mellem de afgørende handlingselementer. Ifølge forfatterweb følger romanens komposition fortællerens erindring, og mennesker erindrer ikke altid lineært.

Et vigtigt tema er, at ingen af personerne er ret gode til at tale sammen, og det er med til at skabe udstødelse fra fællesskabet. De er ikke gode til at håndtere deres problemer, som måske gør det endnu værre. Måske ville de have godt af en familieterapeut eller lign!?

Jeg synes dedikationen på første side peger i en personlig retning, at Petterson kender nogen ved navn Trond: Til Trond T
I denstoredanske er der en mulig forklaring vedrørende Pettersons familie. I et interview i det norske dagbladet (se link herunder) peger Petterson på, at bogen muligvis bygger på forholdet til sin egen far.

For mit vedkommende var det lidt bizart, at vi ikke hører hvilket job Trond har og meget lidt om Tronds partner? Er det udeladt, fordi disse ting ikke betyder så meget for Trond, eller er det noget han fortrænger for læserne, har Trond lagt låg på sine følelser? Ligesom flere af de andre personer i det lille samfund? Tænker Trond mest på sommeroplevelsen med sin far som 15årig, fordi den betød mere end andre ting? Ligesom Tronds favoritforfatter Charles Dickens spørger Per Petterson: Er vi hovedpersonen i vores eget liv?

Jeg tror også, at der er en pointe med, at faderen (vist nok?) forbliver navnløs, fordi faderen er en ret gådefuld figur. Trond virker splittet i forhold til faderen, som han på en gang beundrer, men kan ikke lade være med at prøve at forstå og tænke over de hensynsløse ting faderen har gjort. Samtidig befinder læseren sig samme sted, hvor vi også prøver at afkode situationen. Vi snakkede også om til læsekredsen, at Tronds følelser overfor datteren på en måde er gået i arv fra Tronds far. Ikke at kunne tale om problemerne er ligeledes noget der er gået i arv.

Romanen bygger op til en slutning, som ikke helt indfrier mine forventninger. Men på den anden side, så indeholder romanen som helhed ikke de store dramatiske scener, så det er nok for meget at forlange. Der er flere uløste spørgsmål, som kan diskuteres bagefter. For eksempel kan det være interessant at spørge, om Trond som gammel stadig opfatter sin far som en helt eller om faderens samlede opførsel har ændret på dette? Faderens opførsel og konsekvenserne for familien er noget, man kan spekulere over til sidst. Har Lars opnået fred i sindet er noget andet, man kunne tage op til en læsekreds. Behøver Lars at føle skyldfølelse, når det reelt set var et uheld, og er det snarere et spørgsmål om manglende kommunikation end manglende tilgivelse?

Alt i alt er bogen god at diskutere, men jeg synes der er for mange naturbeskrivelser, hvilket er årsagen til den ikke får 7 eller 8. Jeg synes ikke der er nok stof til en roman, men på den anden side mener jeg, at der er for meget til en novelle, og dette aspekt for mig er bogens største svaghed.

Jeg vil slutte af med et af mine favoritcitater:
giver den blå verden en trøst jeg ikke ved om jeg vil have, og ikke har brug for, og tager imod alligevel

Det er en af de nordiske romaner, som har fået et internationalt publikum.

Øvrige kilder:

Præsentation og anmeldelser:
http://www.batzer.dk/new/VisBog.asp?Bogid=83

Analyse af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk:
http://www.litteratursiden.dk/artikler/forlige-sig-med-far-om-pettersons-ud-og-stj%C3%A6le-heste

Portræt og gennemgang af forfatterskab:
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zpetterson00

Interview med Per Petterson (på norsk)
http://www.dagbladet.no/kultur/2003/10/20/381390.html

Anmeldelser:
http://www.complete-review.com/reviews/norge/petterp3.htm

Anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/492427

denstoredanske:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Norsk_litteratur/Efter_1914/Per_Petterson?highlight=Per%20Petterson

søndag den 8. november 2009

Boganbefaling og analyse: 1984 / af George Orwell (1949)

Min vurdering 7/10

Det er en idérig, betydningsfuld og velskrevet fremtidsroman om tilværelsen under det fuldstændige diktatur, hvor det enkelte menneske er forvandlet til en viljeløs robot. Hovedpersonen hedder Winston, han er 39 år, og han må sammen med resten leve med begrænsninger indenfor talefrihed, trykkefrihed, forsamlingsfrihed, tankefrihed mm.

Bogen kan betegnes som en klassiker og betragtes sammen med fx Huxley's 'Fagre nye Verden' fra 1932 som en af de tidlige dystopiske romaner, de har begge været forbilleder for talrige efterligninger.
Flere romaner jeg har anbefalet her på bloggen synes at have lånt ideer fra ’1984’, her tænker jeg på lotteri fortællingen i ’Fiktioner’ af Borges og Margaret Atwood’s 'Tjenerindens fortælling'.

Den danske oversættelse var ikke den bedste, jeg vil nok råde dig til så vidt muligt at holde dig til den originale engelske, den danske indeholder komiske udtryk som fx ”store broder ser på dig”.

Mine vurderinger baserer sig ikke på værkernes popularitet eller berømthed, men om de er læsbare for den gængse læser.
Er ’1984’ læseværdig i dag eller er den kun egnet til analyse for forskere og studerende?
Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg blev helt klart grebet af de første 100 sider, hvor Orwell beskriver sit univers med meget opfindsomhed. Jeg var på side 100 parat til at give den 9/10 eller 10/10.
Desværre synes jeg den herefter bliver lidt tung, og der er lange passager i midten af bogen, som virker overflødige og minder for mig om faglitteratur, og jeg havde svært ved at kæmpe mig igennem midten, hvor oprørerne beskriver samfundet. For mig siger Orwell det væsentlige i starten og meget af det der kommer senere er noget gentagende.
Problemet kan være, at det i vid udstrækning er en beskrivende og situationel roman mere end en roman med den store personudvikling.
Slutningen trækker lidt op igen, den er spændende og eftertænksom, hvor nogle af årsagerne til samfundsformen gradvist bliver afsløret.

Romanen har fået klassikerstatus i dag, bl.a. fordi Orwell i 1949 forudså overvågningssamfundet og tv’ets bredere udbredelse. Mediernes mulighed for at manipulere seeren i forbindelse med fx krige og fortidige begivenheder er også noget man kender fra nutidens medier. At løgne kan blive til sandhed. At krige kan bygge på kommerciel våbenhandel og ikke nødvendigvis en uenighed.
Jeg synes også der kan drages en parallel til George W Bush-administrationen forstået på den måde, at fokus i valgkampagnen var at krigen mod terror var en årsag til at genvælge Bush, muligvis for at fjerne fokus fra den dårligt fungerende indenrigspolitik, som egentlig burde optage amerikanerne mere end en fjern krig. På den måde kan politikere bruge en krig og medierne til deres fordel og skræmme en befolkning, så de ikke tør at stemme på demokraterne. Either you are with us or you are with the terrorists, som man husker Bush udtalte i sin tid.



For at bevare magten er man åbenbart villig til at manipulere, mange kunne dog godt regne ud Bush’s ord fordrejede sandheden, men han blev genvalgt i 2004 netop på argumenter om krigen mod terror, så måske virkede manipulationen, hvilket er skræmmende. I Orwell's 1984 er det bare mere ekstremt, at en fiktiv krig i udlandet skabes af big brother for bl.a. at sørge for arbejderne bliver på deres plads og ikke søger væk.
I det gamle Rom var tendensen lidt den samme, man oprettede et underholdningssted, Colosseum, som bl.a. skulle passivisere romerne til ikke at gøre oprør mod magthaverne. Og er det hvad underholdende film og computerspil gør for nutidens borgere i vesten, afholder dem fra at være mere politisk engageret?

I ’1984’ bliver myndighederne eller ’big brother’ anset som en beskyttelse, som man ikke kan flygte fra. Samtidig føler Winston afmagt og oplever det som slaveri, at det ikke nytter noget at gøre oprør mod partiet og big brother, fordi tankepolitiet vil få fat i ham uanset hvad. Han har lyst til at forlade mængden og være et frit menneske. Winston er også opmærksom på, at mange er ukritiske slidere.
Som det står side 153 :
”Partiets to mål er at erobre hele verden og én gang for alle at gøre uafhængig tænkning umulig.”
Orwell peger på side 27 på, at Winston faktisk ikke ved, om det er drøm eller virkelighed. Winston er utilfreds med, at han ikke kan blive skilt, selvom han ikke ved, hvor konen befinder sig nu.

Jeg mærker hentydninger til arbejdsrationalisering, som i ’1984’ går så vidt, at det ødelægger privatlivet og gør folk til slaver. Etparti systemet er tydeligvis en kritik af kommunisme, hvor andre meninger betragtes som en trussel. Venskaber regnes som tankeforbrydelser. Men da vi er menneskelige, så siger Orwell, at etparti systemet ikke holder i længden, og der er nogle, som bliver vindere og tabere.

Anden verdenskrig har helt sikkert også påvirket Orwell, nogle har draget paralleller mellem Orwells big brother samfund og vilkårene for de millioner af tyskere, som boede bag muren i Østtyskland efter anden verdenskrig. Denne type overvågning i Østberlin ses fx i den tyske film 'Das Leben der Anderen' fra 2006, som foregår i 1980erne før murens fald. Andre film om overvågning er fx Coppola's 'The Conversation'(1974), Kieslowski's 'A short film about love'(1988) og Hitchcock's 'Rear window'(1954). Foruden '1984' filmatiseringerne.

Noget der gør romanen interessant i dag er, at vi har passeret året 1984 og oplever nogle af de elementer, Orwell beskriver. Den var ment som en advarsel mod tidens totalitære tendenser, som han så dem udfolde sig både inden for kommunismen og fascismen.

Deltagelse i Den Spanske Borgerkrig i 1930erne ændrede Orwell's syn på socialisme, siger Lindegaard i sin artikel:
"Det var i Spanien, Orwell mistede sine sidste illusioner om Stalin og det, han betegnede som “den sovjetiske myte”. Han kæmpede på republikansk side i en socialistisk milits og oplevede at blive forfulgt af folk, der skulle have været hans allierede. I Hyldest til Catalonien skildrede han uden omsvøb, hvordan den republikanske fløj sloges indbyrdes og efterhånden blev overtaget af Stalins kommissærer, der nedkæmpede trotskister, anarkister og andre ikke-partitro. Orwell endte med at flygte ud af landet med dødstrusler hængende over hovedet"

Orwell blev anti-stalinist efter Den Spanske Borgerkrig, men gik ind for en demokratisk socialisme:

"Every line of serious work that I have written since 1936 has been written, directly or indirectly, against totalitarianism and for democratic Socialism, as I understand it."

Et andet originalt element i ’1984’ er Nysproget, et nyt sprog, der indskrænker individets tankeområde, fordi den ikke rummer farlige ord. Jeg synes nysproget kan sammenlignes med rumænsk-fødte Hertha Müllers forfatterskab, hvor hun gør rede for et kodesprog som blev opfundet under sin opvækst i 1960erne og 70erne, hvor fx ordet kiste blev erstattet af jordmøbel. Idet der var nogle ord, der var forbudte. Kodesproget blev en måde at unddrage sig diktatoren, sproget blev et symbol på, hvordan nogle håndterede ufriheden. Müllers debutroman 'Lavninger' fra 1982 blev da også forbudt i Rumænien ifølge Politiken. Ikke overraskende valgte Müller at udvandre i 1987.

Det virker skræmmende, at børn er vilde med at se henrettelser som en slags underholdning i bogen, og det kan sammenlignes med tv-vaner nogle af nutidens unge har.

Jeg synes også, at der bliver sat spørgsmålstegn ved udviklingen i ’1984’, at ikke alle fremskridt nødvendigvist er gode. Overvågning kan bremse nogle kriminelle, men der er også bivirkninger som fx overskridelse af det private territorium. Har partiet opstillet samfundmodellen for det fælles gode eller for at bevare magten? Meget tyder på det sidste.

Det er kommet frem, at Orwell formodentligt lånte ideer til plottet til ’1984’ fra den russiske forfatter Jevgenij Samjatin’s roman ’We’, som Orwell selv anmeldte, men de fleste er enige om, at ’1984’ er en bedre bog end ’We’.

I øvrigt er titlen ’1984’ en spejlvending af 1948, året hvor romanen skulle have været skrevet færdig. 'Winston' kan være en henvisning til Winston Churchill.

George Orwell (hans rigtige navn var Eric Arthur Blair), døde i 1950, 46 år, kort tid efter udgivelsen, og nogle påstår, det skyldes den intense 2 årige skriveproces af ’1984’ og/eller længere tids tuberkulose.

Orwells mest kendte værker ’Animal farm’ og ’1984’ blev anmelder- og publikumssucceser ved udgivelsen. I '1984' formåede han at kommentere på datiden ved at henlægge historien til en fiktiv fremtid.

Det skræmmende er, at Orwells tanker om overvågningssamfundet er blevet virkeliggjort, og der er ikke tegn på at overvågning er på tilbagetog i dag, men er ved at udbrede sig mere og mere. Nogle vælger endda at lade sig frivilligt overvåge i reality-tv.

Romanens styrke for mig er ideerne og muligheden for at sammenligne med den virkelige verden. Jeg synes ikke den bød på de store overraskelser plotmæssigt, og midten af bogen var for mig lidt halvkedelig, så derfor giver jeg den 7/10.

Trailer til filmen:


Øvrige kilder:
Denstoredanske: George Orwell
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_1914-45/George_Orwell

Litteratursiden: Stud. mag. Sidsel Sander Mittet / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/analyser/orwell-george

Bogens verden: Cand. mag. Karen Lindegaard / ORWELL OG DET SIDSTE MENNESKE I EUROPA
http://www2.kb.dk/guests/natl/db/bv//99/5/index5.htm

Gyldendal genudgiver Hertha Müller-bog
http://politiken.dk/kultur/article805729.ece?img=0

Dystopi:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Genrebegreber/dystopi?highlight=dystopi

Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/1472