Min vurdering 10/10
Albummet indeholder den ene gode sang efter den anden. Alle sangene er velskrevet og frem for alt er albummets lyd og vokal også god.
Forsangeren Neil Hammon's stemme minder lidt om Jim Morrison's fra The Doors. Til tider lyder Hammon også ligesom sangere så forskellige som Jarvis Cocker, Frank Sinatra og Rufus Wainwright. Radiohead sammenligningen går på, at de på Regeneration har brugt Nigel Godrich, som er producer fra Radiohead. Jeg synes personligt det lyder bedre end Radiohead.
Jeg synes de elementer, som kendetegner en dygtig og talentfuld sanger er, at stemmen ikke lyder ens på alle albums og sange. Samt at sangeren ikke anstrenger sig, men synger naturligt og med overskud til at udtrykke følelser, og for mig opfylder Neil Hammon de betingelser.
Det er ikke den typiske orkestral lyd, som The Divine Comedy er kendt for på albums som Casanova (1996), Absent friends (2004), og Victory for the comic muse (2006). Jeg foretrækker den mere afdæmpede, akustiske og elektroniske lyd på Regeneration. Man kan mærke, at forsangeren Neil Hammon er blevet en bedre sangskriver. Teksterne er mere eftertænksomme og poetiske end tidligere Divine Comedy albums, jeg har hørt.
Teksterne handler om tidløse emner som tid, det man tilbyder en kæreste, om at skrive, om at miste, om gud, om at gribe dagen, om det simple liv, om drømme, og om udseende. De fleste af sangene har et tema. Dog skal man altid huske, at teksterne kan være ironiske, da det er forsangerens kendemærke.
Fra track 10 : "Old worlds seen through new eyes. Just you and I and the sheltering sky"
Det er ærgerligt at bandet ikke er mere kendt, da de efter min vurdering fortjener et større publikum.
I øvrigt så er bandets navn 'The Divine Comedy' en henvisning til Dante's berømte bog 'Den Guddommelig Komedie' ('La Divina Commedia') fra 1300 tallet.
Musikken er nok ikke så mainstream, at den vil falde i alles smag. Jeg synes man på en måde kan sammenligne deres musik med Pulp, et britisk band fra 90erne, som ligeledes havde/har en mandlig forsanger, som er lidt alternativ rock og i periferien af mainstream. De to sangere ligner endda hinanden! Jarvis Cocker er en dygtig sangskriver for Pulp, men er ikke så god en sanger som Neil Hammon efter min mening.
Det der så kan undre mig er, at Divine Comedy på senere albums vender tilbage til orkestral lyden igen, men det kan være det er den slags musik de selv bedst kan li at lave eller deres fans sætter mest pris på.
Regeneration er langt det bedste album jeg har hørt af The Divine Comedy. Et mesterværk. Jeg giver næsten aldrig 10/10. Jeg synes også coveret er flot lavet og gennemtænkt.
Hvis du godt kan li afdæmpet popmusik med stof til eftertanke, så er dette album noget for dig.
En smagsprøve :
Du kan gratis høre sange fra deres albums her : http://listen.grooveshark.com/
Eller bandets myspace : http://www.myspace.com/thedivinecomedy
Baggrundsinfo om The Divine Comedy kan læses her : http://www.allmusic.com/cg/amg.dll?p=amg&sql=11:wifwxq9hldjeDu kan høre et interview med forsangeren Neil Hammon her : http://www.youtube.com/watch?v=TNGQOhaSXgo
En sjov lille film der tager pis på bandet : http://www.youtube.com/watch?v=iVqV4Vv4H5U
............................................................................
Andre ‘The Divine comedy’ albums:
Casanova (1996)Det er svært at sætte bandet i bås genremæssigt, fordi deres albums er forskellige. På gennembrudsalbummet Casanova anvendes trompeter, guitarer, klaver, elektroniske lydeffekter. Albummet benævnes af nogle som baroque pop ligesom flere andre af deres albums, fordi den blander klassisk musik med rock- og popmusik. Men flere af numrene er alligevel det jeg kalder almindelige popsange. Det virker til, at der er en del ironi. Der er bl.a. nogle Barry White imitationer. Tekstmæssigt kører sangene lidt på det samme tema om forelskelse, ungdommen og overfladisk kærlighed. Flere af sangene er en anelse klicheagtige efter min vurdering. Dog må det siges, at når emnet er overflade, så er det nok begrænset hvor eftertænksomme sangene kan være. Højdepunkter for mig er : den poppede ‘Something for the weekend’, den dystre/ironiske ballade ‘Through a long and sleepless night’, og den velskrevede ’A woman of the world’.
En smagsprøve : http://www.youtube.com/watch?v=YeWITeExEy4
.......
Absent friends (2004)For mig er teksterne nogle gange lidt klicheagtige ligesom på Casanova. Sangene handler om, at ord kan gøre ondt, om at forlade nogen, en imaginær ven, et skib , om frihed.
Nogle af de i mine ører bedste sange har en indbygget lille historie: 'Come Home Billy Bird' og 'Our Mutual Friend'. Ligesom på Casanova albummet er det næstsidste nummer et smukt instrumentelt stykke. Det skal nævnes, at bandet valgte at gå fra hinanden efter Regeneration albummet, så det eneste oprindelige medlem her af bandet er forsangeren på dette og senere albums. Det høres ikke, synes jeg. Måske skal man være hardcore fan for at opdage det.
En smagsprøve: http://www.youtube.com/watch?v=ySgeVVbd8SM
.......
Victory for the comic muse (2006)Jeg kan godt li det opfindsomme albumcover, hvor forsangeren Hammon afbildes på nogle frimærker! Lidt mere poppet end andre af deres albums, synes jeg. Igen er der lidt for meget orkester efter min smag, så noget af det minder lidt om Phantom of the opera. Sangene handler om mænd og kvinder, mor-barn forholdet, om at tro på det gode, om at feste, om ikke at forstå det modsatte køn, om en ansættelse i et firma, om død, om at ryge. Som altid skal man ikke læse deres tekster bogstaveligt, da de indeholder en vis ironi. Lyden minder lidt om Absent friends albummet.
Højdepunkter for mig er : 'A Lady Of A Certain Age', 'Arthur C. Clarke's Mysterious World', og 'The Plough',
En smagsprøve: http://www.youtube.com/watch?v=TaAVtacOnic
.......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar