tirsdag den 19. maj 2009

Musikanbefaling : Absolute Garbage / af Garbage (2007)

Min vurdering : 9/10.

Jeg er uenig med enkelte af numrene, som er udvalgt og fravalgt. For eksempel mener jeg 'Run baby run' er bedre end 'Why do you love me', som begge er fra den 4. plade. Men det er en smags sag for mange. Desuden er der kun 2 numre med fra Beautiful Garbage. Det er svært at få alle de gode med fra deres fire plader, der vil altid ske fravalg.
I det store og hele synes jeg mange af de bedste numre er kommet med.


Lad dig ikke skræmme af, at de kalder cd’en Absolute Garbage! Butch Vig, produceren af Nirvanas Nevermind, har produceret alle Garbages studiealbums.

Bandet Garbage var en af de store pop/rock bands i midten og slutningen af 1990erne. De var en af grupperne, der var med til at definere perioden efter grunge. Garbage bruger ofte computersoftware til at give deres sange en lækker lyd med mange lag. Gruppens særpræg ligger i ofte velskrevne, anderledes, tankevækkende, og provokerende tekster, som er usædvanligt for et mainstream popband.
Stilmæssigt kan bandet bedst sammenlignes med 90er trip hop gruppen Massive Attack. De poesiagtige tekster minder om Fiona Apple eller Patti Smith.

Nu kommer så Garbages greatest hits album. Den fås i to forskellige udgaver. En grå standard udgave samt en sortfarvet limited edition med ekstra remix cd.

Garbages kvindelige forsanger Shirley Manson stammer fra Skotland, mens de tre andre mænd er amerikanske producere/musikere og spiller trommer og guitar mm. Der er ingen familiemæssig relation til Marilyn Manson! At hun er fra Skotland er dog ikke noget man lægger mærke til i sangene. Shirley Mansons styrke er, at hendes stemme kan spille på mange følelsestangenter.

Det har ikke været svært at finde nok hits til Absolute Garbage opsamlingspladen, da Garbage har ry for at lave albums med næsten udelukkende singles. Selv er jeg mest begejstret for Version 2.0 perioden, som er den plade gruppen brugte mest tid på at finpudse, de sad et helt år i et studie, og det kan høres! Der er også blevet plads til noget filmmusik som fx den interessante Number One Crush fra soundtrack til Romeo + Juliet og den smukke og stort anlagte Bond sang The World Is Not Enough. En ny single er blevet lavet i anledningen af pladen kaldet Tell Me Where It Hurts. Singlen synes jeg rammer stemningen fra 90ernes storhedstid.
Hvis du kan li Garbages lyd, så prøv også remix pladen, her har de formået efter min mening at forbedre en af deres tidligere sange Bad Boyfriend.
Der en del henvisninger til musikhistorien og romaner i løbet af deres albums, nogle af disse inspirationskilder nævnes i coveret.

Alt i alt en plade, du ikke må snyde dig selv for. De bliver ikke spillet så meget i radioen mere, men det er så endnu mere grund til at hente cd’en på biblioteket! Hvis du bliver bidt af Absolute Garbage, kan jeg også anbefale deres 3 første studiealbums: Garbage, Version 2.0 samt Beautiful Garbage. De har noget på hjerte.

Gruppens hjemmeside finder du her: http://www.garbage.com/

Et af numrene:



Anbefalet af bibliotekarstuderende Christopher Dungey

Ingen kommentarer:

Send en kommentar