Min vurdering 4/10På hendes tredje album benyttes en del akustiske instrumenter, ambient lyd og selvfølgelig den genkendelige kvindelige vokal. Pladen er mindre poppet end tidligere albums.
Det der trækker ned for mig er Dido’s stemme. Det kan lyde sært, da mange inklusiv mig selv mener hun har en smuk stemme. Men jeg synes hun har svært ved at udtrykke følelser og synge varieret på det her album, og det gør albummet monotont og kedeligt i længden. Stemmen er lidt for poleret til at udtrykke personlige tekster.
Det eneste mindeværdige nummer mener jeg er track 8 ’The day before the day’, hvor jeg fornemmer lidt skrøbelighed og hjerte. På det nummer eksperimenterer hun også med sin stemme.
Det mærkes, at Brian Eno har været ind over som producer, fx på nummeret ’Grafton street’, som angiveligt handler om hendes forhold til sin far, hvor ambient lyden høres i sidste del af nummeret. Interessant er det også, at Jon Brion også er producer/kollaboratør på nogle af sangene. Brion blev nomineret til Grammys for de smukke lydspor til filmene ‘Eternal sunshine of the spotless mind’ og ‘Magnolia’.
Albummet ’Safe Trip Home’ er bl.a. inspireret af den akustiske sanger Nick Drake. Det høres på sangen ‘Look no further’, som minder påfaldende meget om Drake sangen ‘One of these things first’. Man tænker ligefrem, at det er på grænsen til plagiat. Det sidste track Northern Skies er en henvisning til Drake sangen Northern Sky.
Teksterne er for klicheagtige efter min mening. Om at tro på kærligheden, om ikke at kunne få den man elsker, at det er svært at erklære man elsker nogen med ord, om at kærligheden til nogen kan være svingende, om det man kunne have været osv. At de er personlige sange skinner ikke igennem for mig, selvom det har været intentionen. Jeg fandt meget lidt i teksterne, som jeg ikke havde hørt mange gange før.
Desværre blev jeg træt af cd’en efter kun få afspilninger. Teksterne virker for mit vedkommende sært upersonlige og ligegyldige i betragtning af, at hun dedikerer albummet til sin for nylig afdøde far. Det kan skyldes den måde hun synger, men jeg kan ikke mærke på hendes stemme, at ordene betyder noget for hende. Så det bliver et album, som er hurtigt glemt. Måske er hun simpelthen for mainstream til at turde udtrykke noget virkelig personligt, det kan være frygten for, at medierne skal grave i hendes privatliv.
Det fulde album kan høres her: http://listen.grooveshark.com/
Baggrundsinfo om Dido kan læses her:
http://www.allmusic.com/cg/amg.dll
En opfindsom hjemmeside med udgangspunkt i albummet:
http://www.safetriphome.com/journey/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar