lørdag den 11. juli 2009

Boganbefaling og analyse: Timerne / af Michael Cunningham (1998)

Min vurdering 7/10

Fortællingen skildrer tre dage i tre vidt forskellige kvinders liv i forskellige tidsperioder i 1900-tallet - Trods forskellene samles temaet i ét spørgsmål - om selv at vælge og prøve at finde lykken.

Emnerne er kvinder, familien, hverdagen, tid, facade vs. indre, venskab, kunstnerlivet mm.

Det er den amerikanske forfatter Michael Cunningham's tredje roman. ’Timerne’ modtog bl.a. Pulitzerprisen i 1999.

De tre hovedpersoner er en forfatter i 1920erne (Virginia Woolf), en læser i 1950erne (husmoderen Mrs. Brown, som ikke kan finde ud af noget og hellere vil være i bogen hun læser end sit eget liv) og forlagsredaktøren Clarissa i 1990erne.

Cunningham formår at fange mig uden at jeg ved, hvordan historierne er forbundet. Alle tre oplever lignende øjeblikke af tvivl om eget værd og deres narcissisme gør dem blind overfor deres kære. Det er en bog som behandler kvinders frustrationer og bogen har også modet til at vise de mørke sider.

Det er lige før jeg synes, at det ikke er Woolf, men Clarissa spillet af Meryl Streep i filmen, som er den mest interessante person i romanen, som måske/ måske ikke elsker sin datter. Fascinerende er det også, at Clarissa og vennen Richard prøver at holde hinanden i live. Richard kalder Clarissa Mrs. Dalloway. Ligesom Woolf i ‘Timerne’ føler sig som en byrde for sin mand Leonard Woolf, så føler Richard sig som en byrde for Clarissa. Historikere er dog delte om Leonard Woolf var en byrde eller støtte for Virginia Woolf.

Romanen udforsker, hvordan kvinderne kan bryde ud af deres skæbne. Kvinderne er ikke helte eller kujoner, men lidt af begge dele, fordi i et helt liv kan man ikke lave denne opdeling.

Den handler om de øjeblikke vi husker, som afslører vores sande jeg og følelser. Den fortæller om de valg, der er bedst for personerne, som ikke nødvendigvis er de bedste valg i det lange løb. Et af budskaberne kan derfor dreje sig om, at vi skal være mindre fordømmende og mere medfølende overfor folks valg.

Det er en metafiktiv roman forestået på den måde, at det er fiktion om fiktion. En af hovedpersonerne er forfatteren Virginia Woolf, hvor vi oplevelser hendes tankeunivers.

Virginia Woolf er kendt for sammen med bl.a. forfatteren James Joyce at benytte stream of consciousness skriveteknikken. Udover forfatterskabet var Woolf feminist og kvindeforkæmper, maler, mentalt forstyrret som skyldes at hun måske var manisk depressiv, og det påstås af visse at hun var lesbisk. Temaet i Woolf’s forfatterskab er bl.a. at skrive om/for kvinder samt skildre det usagte, som forbliver tanker.

Kvinders selvstændighed udtrykkes fx ved den berømte første sætning: "Mrs. Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne". I ’Timerne’ er der mange henvisninger til Woolf’s klassiker ’Mrs. Dalloway’ fra 1925, som det vil være en fordel, men ikke en nødvendighed, at man har læst.

Cunningham har udtalt om romanen 'Mrs. Dalloway', at det er en normal dag i livet af en normal kvindes liv fortalt af et geni (Woolf) . Selv synes jeg ’Timerne’ er meget mere en bare en semi-biografisk roman om Woolf.



Faktisk var arbejdstitlen på romanen ’Mrs. Dalloway’ oprindeligt ’The Hours’.
Begge bøgers påstand er, at du ved at observere en person igennem en hel dag kan sige noget om hele deres liv. Derudover nøjes ’Timerne’ ikke bare med at låne fra ’Mrs. Dalloway’, men også at fortolke den.

Filmen:
Filmen synes jeg fanger essensen fra bogen, og det er en af de gange, hvor jeg føler filmen er bedre end romanen. Eller sagt på en anden måde, når du har set filmen, så føler du ikke bogen tilføjer noget afgørende nyt til oplevelsen, hvilket må siges at være et bevis på, at filmen er vellykket.

I filmen forbindes de tre historier med klavermusikken af Philip Glass. Jeg tror jeg giver filmen 9/10 og bogen 7/10. Filmens instruktør Daldry har udtalt, at ’Timerne’ for ham repræsenterer følelsen af at være fanget, behovet for at ville ændre sig, fornemmelse af ikke at passe ind i ens eget liv. Filmen ligner ikke andre film, da den er uden for genre. Historien handler om mange ting, og oplevelsen vil derfor være subjektiv.

Traileren fra filmen, hvor du også kan høre den smukke baggrundsmusik:



Øvrige kilder:
The hours DVD
Galenet biography: Virginia Woolf
Anmeldelse: kristeligt dagblad, Henrik Uth Jensen: Tre dage, tre kvinder, tre liv,2002
Filmreview, marts, 2003

Ingen kommentarer:

Send en kommentar