Boganbefaling: Spilleren / af Fjordor M Dostojevskij (1866)

Min vurdering 9/10

Emnerne er ludomani, spillemiljø, familieintrige, kærlighedsforhold, vinde og tabe, sige ja og nej, logik vs. forstand mm.

Den handler om den unge huslærer Aleksej Ivanovitj, som befinder sig med en falleret russisk general og hans familie på kurstedet Roulettenburg ved Rhinen. Da han først har prøvet rouletten, er hans skæbne beseglet. Samtidig lurer kærligheden også, Aleksej er forelsket i generalens steddatter Polina.

En psykologisk roman, som indeholder elementer fra krimi-genren. Den er skrevet i dagbogsform set fra Aleksej’s synsvinkel.

Dostojevskij er ligesom Kafka en af de store forfattere i litteraturhistorien.

Det er rart at slippe for Ejnar Thomassen’s forældet Dostojevskij oversættelse, her er det på dansk af Ole Husted Jensen og sproget er mere lettilgængeligt for nutidige læsere end hos Thomassen.

Russiske Dostojevskij’s styrke er hans menneskekundskab og psykologisk indsigt. Her er et bevis på, at Dostojevskij evnede at begrænse sig og skrive en kort roman på ca. 200 sider.

Den fanger meget hurtigt, synes jeg. Personerne synes at rumme en flertydighed, som gør den interessant at fortolke undervejs og til slut.

Der er nogle evigtgyldige tematikker i romanen, og jeg fornemmer at romanen synes at spille på dobbeltheden, hvor der både er en jagt og en fangst i forhold til forelskelse og spillelidenskab. Samtidig synes bogen at postulere den eviggyldige sandhed, at mænd ikke forstår kvinder og omvendt. Penge er ikke alt er noget der ligger i luften, og det virker til at være en kritik af roulettespillet.

Spillelidenskaben er ligesom narkotika, lidenskaben til Polina er ligesådan. Aleksej elsker adrenalinen ved spillet og ikke så meget gevinsten. Er rouletten og Polina et enten-eller, eller et både-og? Døm selv. I kærlighed og i spil tager du chancer og har sommetider heldet med dig.

s. 8: ”Hvorfor blev jeg hængende hos denne general, og hvorfor var jeg ikke for længst rejst min vej. En gang imellem så jeg over på Polina”

Efter signende skulle den være selvbiografisk, idet Dostojevskij selv led af en spillemani han ikke kunne styre og kendte en kvinde, der mindede om Polina. I 1860erne rejste D. meget i Vesteuropa, jaget af både spillelidenskab og kreditorer og plaget af epileptiske anfald. Dostojevskij var i modsætning til sine forfatterkollegaer Tolstoj og Turgenjev nødt til at skrive for at få mad på bordet. Rouletten ruinerede D. flere gange. Det virker til at D. ofte havde et ligeså spændende privatliv som i det han skrev.

Nogle påstår på litteratursiden, at Aleksej Ivanovitj muligvis er en upålidelig jeg-fortæller, hvilken igen gør romanen endnu mere interessevækkende.

Den har været diskuteret i en af litteratursidens læseklubber i 2009, diskussionen kan læses her: http://www.litteratursiden.dk/node/76844

Øvrige kilder:
-Biografi: Geir Kjetsaa / Fjodor Dostojevskij - et digterliv (1986)
-Litteratursiden: stud.mag. Susanne Kemp / klassikerguide Dostojevskij
http://www.litteratursiden.dk/analyser/dostojevskij-fjodor-m
-Litteratursiden: bibliotekar Birgitte Tindbæk / anbefaling af spilleren: http://www.litteratursiden.dk/temaer/spilleren-af-f-m-dostojevskij
-Forfatterweb: cand.mag Kristine Witt-Hansen / Dostojevskij http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zdostojevskij00

Bemærk! Jeg har ladet mig fortælle, at nogle bøger overfortolker Dostojevskij, bl.a. Malcolm Bradbury / Da litteraturen blev moderne

Boganbefaling og analyse: Processen / af Franz Kafka (1925)

Min vurdering 10/10.

Det er en psykologisk roman og betragtes af de fleste som Kafka’s hovedværk.

En bankmand dødsdømmes af en ukendt ret for en forbrydelse, han ikke kender, men må acceptere.

Temaer er skyld, bureaukrati, mistænksomhed, frustration, individ vs. system mm.

Historien drives frem af, at læseren og hovedpersonen vil vide, hvad anklagen er. Jeg føler sympati for hovedpersonen Josef K, fordi han er uvidende og i ingenmandsland. Hvis han fik et svar, så ville han føle sig bedre tilpas. Men hvem skal give ham svaret? Der er en big brother, som overvåger ham. Josef K er i forsvarsposition og må forsvare sig og overbevise andre om sin uskyld.

Anklagen bliver Josef K’s identitet og det gør ikke hans sag bedre ved at klage over sin anklager. Kan det være anklageren, som ikke vil indrømme fejlen? Skader det Josef K’s omdømme? Det betyder i hvert fald, at Josef K’s selvværd lider et knæk og han bliver vred, skeptisk og føler systemet er ugennemskueligt. Sidstnævnte er en af grundene til bogens stadige relevans i dag, da det er en universel følelse.

Den allegoriske romans styrke er, at den kan fortolkes på uendeligt mange måder. Måske en kritik af samfundsformen? Nogle kalder den en satire over bureaukratiet og deres rodet håndtering af mennesker og bureaukratiets manglende indføling. Bogen kan også læses som en kritik af domstolene. Andre vælger at se bogen som en analyse af begrebet skyld. Fx har alle lavet små og store fejl i deres liv og derfor har vi alle til en vis grad en smule skyldfølelse. Hvis Josef K. ikke anerkender anklagen, er den der stadig?
Hvordan skal mennesket forholde sig til magthaverne og omvendt er en anden måde at anskue romanen. Er bureaukratiet et billede på noget større, nemlig tilværelsens og samfundsopbygningens kompleksitet og ugennemtrængelighed?

s.9 : "De må ikke forlade stedet, De er jo arresteret. Det ser sådan ud, sagde K. Og hvorfor så det? spurgte han så. Det er ikke blevet os pålagt at fortællle Dem det. Gå ind på deres værelse og vent. Sagen er nu engang indledt, og De vil få alting at vide til rette tid".

Der er flere dobbeltheder i romanen: menneskets ’naturlige’ og ’samfundsmæssige’ eksistens. Hvor meget af det foregår i Josef K’s hoved og hvor meget er virkeligt? Hvem er vanvittig, Josef K eller samfundet? Findes sandheden om Josef K og er den anderledes fra lovens sandhed? Der er også et skisma mellem fornuft og begær. Osv. Ifølge Bo Steffensen bestemmer læsemåden, hvad man får ud af historien.

Skyldfølelsen kan også anskues biografisk og have sine rødder i Kafka’s eget liv, hvor Kafka hele livet følte sig sat under dom af faderens autoritet. Det er svært for Josef K at komme væk fra anklagen og det var ligeledes svært for Franz Kafka at komme væk fra faderen. Kafka følte sig muligvis aldrig fri. Kafka’s skrivning kan have været et oprør mod faderen, men Kafka fremstiller også sig selv som offer.

Franz Kafka levede mellem 1883 og 1924, og blev kun 36 år. Han er tysksproget forfatter. Født og opvokset i en jødisk familie i Prag. Uddannet jurist og arbejdede i et forsikringsselskab indtil han pga. tuberkulose blev pensioneret.

Romanen hører til modernisme perioden med dens narcissistiske og indadvendte skrivemåde, hvor verden udenfor er kaos, indeni mennesket er der også kaos, og der søges efter en mening. Målet er at beskrive og forstå kaos. Med modernismen ville man bryde med tidens realisme i kunsten. Virkeligheden bliver snæver og subjektiv i modernismen, fordi verden er blevet for kompleks til at skildre den objektivt og realistisk troværdigt.

Der er en typisk ’kafkask’ stemning i historien, fx gør de mange døre den labyrintisk og klaustrofobisk, så vi mister orienteringen og overblikket ligesom Josef K selv. Myndighederne som potentielt er alle vegne bevirker, at intimsfæren bliver brudt.

Det eneste ved den jeg ikke bryder mig om er den danske titel 'Processen', hvor jeg føler den engelske titel ’The Trial’ er stærkere og til at forstå. Det skyldes formodentligt den tyske titel ’Der Prozess’.

En af de klassikere, som jeg nok aldrig bliver færdig med. Måske en af de bedste romaner fra det 20. århundrede. Den ligger på min top 10 over bøger jeg har læst. Slutningen af romanen er for mig højdepunktet i bogen.

Sproget virkede for mig rimeligt nutidigt, som var overraskende, hvilket dog kan skyldes den danske oversættelse er fra 1981.

Den er filmatiseret af mesterinstruktøren Orson Welles i 1962 med Anthony ’Psycho’ Perkins i hovedrollen. Jeg opfatter filmen som vellykket. Her trailer:



Øvrige kilder:
Den store danske encyklopædi(bogversionen) / Kafka
Mairowitz & Crumb / Kafka for beginners (1993)
Forfatterweb: Cand. mag Michael Andersen. / Kafka
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zkafka00
DR Kulturportalen: Lars Erik Udsen, Alfabet : Kafka: Skyldig i at være aktuel (2003)
www.dr.dk/kultur
The modern word / http://www.themodernword.com
Mfl.

Boganbefaling: Forholdsregler/ af Sidsel Falsig Pedersen (2005)

Samlet vurdering 7/10

27 små noveller af danske Sidsel Falsig Pedersen.

Hver fortælling fylder i omegnen af ca. 3-7 sider. Til tider er de sjove, eftertænksomme eller sommetider rent ud sagt kedelige.

Emnerne er meget brede, men de synes at kredse om hverdagen, parforhold, naboer hensynet til andre, uskrevne sociale kodekser, og meget mere.

De stærkeste fortællinger som jeg her vil anbefale er for mig ’Værelset’ s. 47-48, ’Retur’ s.58-61, ’Suppe’ fra s.85-87 og Gevinsten s.92-94. Disse 4 fortællinger giver jeg 8/10 eller 9/10.

’Værelset’ er virkelig sjov, den handler om de nysgerrige venner/bekendte, som sommetider ikke kan dy sig for at spørge om huset. Og så må man nogle gange finde på hjemmestrikkede svar eller hvide løgne!

Novellen ’Retur’ mener jeg er den bedste og måske den mest dybsindige. Om knas i parforholdet. Ligesom i mange andre af fortællingerne er vi som læsere klar over, hvor problemerne er, men personerne i historierne er ikke altid selv klar over, at de gør noget galt, som sårer andre. I dette tilfælde er det manden, som tror han ser godt ud, mens han ikke er så god til at give sin partner komplimenter. S. 59: ”Han har i tidens løb gjort mig opmærksom på en masse fejl ved min krop, jeg ikke selv kendte til”

For det tredje blev jeg fanget af ’Suppe’, som handler om en kvinde, som køber noget suppe et sted, som muligvis er et tilholdssted for hjemløse. Det bliver en speciel oplevelse for hende.

Den 4. fortælling jeg anbefaler er 'Gevinsten', som handler om en veninde, som måske er lidt for god en veninde.

Titlen på bogen ’Forholdsregler’ tolker jeg på den måde, at personerne i fortællingerne har det til fælles, at de skal tage forskellige hensyn i deres omgang med andre afhængigt af, hvilke mennesker de har med at gøre. Forskellige mennesker og forskellige situationer kræver forskellige hensyn. I bogen er de så gode eller mindre gode til at være høflige og have situationsfornemmelse. Jeg synes titlen tilføjer en ekstra dimension til helheden.

I nudansk ordbog beskrives en ’forholdsregel’ som: ”noget som man gør for at undgå mulige farer el. ubehageligheder”.

Et muligt budskab kunne være, at vi skal prøve at aflæse sociale situationer bedre, så modparten ikke kommer i klemme. Bogen kan evt. bidrage til, at vi bliver mere opmærksomme på andres behov.

Antallet af noveller gør, at folk vil finde noget de hver især kan identificere sig med. Nogle vil kunne li én novelle, andre vil synes om en anden. Jeg havde foretrukket, at nogle af historierne var lidt længere, da jeg føler en del af novellerne næsten ikke når at komme i gang, før de er slut.

Bogens korthed og det enkle sprogbrug synes jeg minder om fx Helle Helle. Den egner sig både til mænd og kvinder efter min vurdering.

En relativt ukendt forfatter før jeg læste denne, men jeg får bestemt lyst til at se, hvad hun ellers har at byde på. Hun er også uddannet bibliotekar som undertegnede er! På kun 96 sider er ’Forholdsregler’ hurtigt læst.

Novellesamlingen har sine øjeblikke, og jeg synes det er et rimeligt originalt koncept, som i det store og hele lykkes rimeligt godt. På bogforsiden er vi ligesom i bogen en iagttager af en parforholdssituation.

Boganbefaling: Hjertet er en ensom vandrer / af Carson McCullers (1940)

Min vurdering 7/10

Den handler om livet i en hyggelig sydstatsby i slutningen af 1930erne, om skæve eksistenser set gennem en ung piges øjne. De døvstumme Singer og Antonapoulus er venner. Alice laver mad til dem. Singer kan tale, men foretrækker at lade være. I byen er der ensomhed, men alligevel et fællesskab.

Emnerne er fattigdom, venskab, ensomhed, døvstumhed, outsidere, at blive voksen mm.

Efter min mening en af de oversete amerikanske romaner og forfattere, som ikke er så kendt i Danmark. Jeg læste den på amerikansk, hvor den hedder ’The heart is a lonely hunter’. Men den findes også på biblioteket i dansk oversættelse.

Det er nogle personer jeg synes man kommer til at holde af, og man håber det går godt for dem.

Jeg synes romanen kan læses af både unge og voksne. I løbet af bogens stødte jeg på en del livsvisdom som fx s.13 : ”Being around that women always made him different from his real self. It made him tough and small and common as she was”.

Jeg tror at nogle af bogens budskaber er, at man ikke skal undervurdere outsidere, at det ikke er, hvad du siger, men hvad du gør, som betyder noget. Og at du skal smile til verden og den vil smile igen.

På grund af bogens alder var der visse afsnit som virkede forældet om fx vilkår på arbejdsmarkedet og undertrykkelse af sorte, men disse kan læses som historiske tilbageblik med nutidens øjne. Der er en kritik af datiden i romanen.

Forfatteren Carson McCullers, som ser lidt sær ud og var ifølge forskere også lidt aparte, minder lidt om personen Singer i romanen. I 1947 blev Carson McCullers ramt af blodpropper og forblev delvis lammet i sine sidste tyve år. Hun var kun 23 år, da hun udgav romanen, hendes alder forbavser stadig i dag. McCullers havde et stormfuldt ægteskab, der endte med at tage livet af hendes mand. Hun blev selv kun 50 år.


’Hjertet er en ensom vandrer’ er filmatiseret, men jeg har ikke set filmen. Jeg blev opmærksom på romanen, da den spiller en større rolle i filmen ’A love song for bobby long’ fra 2004, som var en kommerciel fiasko, men er alligevel en filmperle i mine øjne.
'A love song for bobby long’ synes at låne bogens fattige sydstats atmosfære. Filmen foregår i New Orleans, hvor tingene går lidt langsommere, og alle kender hinanden i den lokale café. Filmen handler bl.a. om at være forfatter og om alkoholisme.

Trailer til filmen ’A love song for bobby long’:




Øvrige kilder:
Weekendavisen: Bo Green Jensen / En spændt og fremmed verden (1992)
http://www.infomedia.dk

Boganmeldelse og analyse: Den fremmede / af Albert Camus (1942)

Min vurdering 6/10

Det er en filosofisk roman af den franske forfatter Albert Camus.

Under en retssag viser en ung mand, der er anklaget for mord, en uforstående ligegyldighed overfor sin ugerning og dens følger. Mersault oplever alt på en mærkelig søvngængeragtig måde. Tingene sker omkring ham, uden at han forstår meningen med dem eller med sig selv eller verden overhovedet. For ham er alle handlinger absurde og har samme gyldighed, og han bliver et bytte for øjeblikkets indskydelser, bl.a. begær til Maria. Han vil både have tiden skal gå i frihed og i fængsel.

Camus’ ’Den fremmede’ var interessant at læse for nogle år tilbage og dengang ville jeg nok have givet bogen 8 stjerner, men romanen forekommer mig i dag kold og udsigtsløs. Fordi hvis du tror ligesom Camus at livet er meningsløs, så bliver den også meningsløs!

Der er nogle som kan læse disse absurde bøger på en distanceret måde og se på dem med en vis objektivitet, men det kan jeg nok ikke så. Jeg synes man bliver i dårligere humør af at læse bøger om håbløse personer. Man kan sige ligesom statsanklageren: ”ikke kunne appellere til det menneskelige hjerte, hvis elementære reaktioner var ham fremmede”.

Mordet i ’Den fremmede’ er et af de mest interessante elementer, som stadig diskuteres i dag. Er mordet tilfældigt eller er der en dybere mening?

Måske er det et portræt af en psykopat, hvor vi skal opleve at være i samme sko som Mersault, og formålet er, at vi bedre skal kunne forstå og hjælpe mennesker med sådan et anderledes verdenssyn.

Ideen er sådan set meget original og Camus fik da også nobelprisen i 1957, men desværre er det bare så trist at læse om en så hjerteløs, kynisk og negativ hovedperson. Jeg foretrækker at anskue verden på en mere positiv måde.

Den livsopfattelse der ligger til grund for romanen har fundet et filosofisk udtryk i Camus’ berømte essay ’Sisyfos-myten’. Den handler om den græske sagnkonge Sisyfos, han fik i underverdenen den straf til stadighed at skulle rulle en stor sten op ad et bjerg, hvorfra den straks trillede ned igen. Arbejdet er resultatløst og anstrengende og hører aldrig op. Camus udfolder den tanke, at menneskets situation er absurd, i det verden er uden mening i sig selv. Der er en mangel på nødvendighed.

I Camus’ absurditet er det en frihed at leve et liv, som man har accepteret er absurd. Det er universets gudløse ligegyldighed, som udgør kernen i hans forhold til religion. Til forskel fra Nietzsche har Camus ikke brug for at erklære gud død. Camus savner eller ønsker ikke engang en gud, Camus finder sin egen vej. For Camus er der et fravær af universel logik og styring. Tuberkulose som 17årig spiller en central rolle i fremhævelsen af døden og dødeligheden i det meste af hans forfatterskab. Han måtte opgive sine filosofistudier pga. tuberkulosen. Bag alt findes intet andet end intet. At hans krop svigtede ham på højden af hans unge manddom er nøglen til hans personlighedsudvikling. Der kan være et brændende begær efter klarhed, men for Camus er livet absurd og en meningsløs søgen efter mening. At finde sig til rette med det absurde er det, som hovedsageligt optager Camus. Camus’ fremmedhed kan forstås som et manglende tilhørsforhold. I et univers som berøres enhver mening, føler mennesket sig som en fremmede.

I romanen ’Den fremmede’ er Mersault lige så fremmede som Josef K i ’Processen’. Mersault er endda tilskuer til sin egen retssag. Han er den absurde mand, som accepterer det meningsløse.

(fra ’Camus en introduktion’)

Ifølge Camus er begrebet absurd for ham en positiv nihilisme, en vej til overlevelse. Svaret er en kvantitetens moral; det gælder om at leve mest muligt. Dog føler jeg ikke selv det positive verdenssyn mærkes i ’Den fremmede’.

Hvis du er filosofi-interesseret og kan se på bogens 142 sider nøgternt, så er den uundgåelig i verdenslitteraturen, men hvis du nemt bliver følelsesmæssigt involveret i de romaner, du læser, så bør du i mine øjne undgå ’Den fremmede’.

Øvrige kilder:
Mairowitz & Korkos : Camus en introduktion (1998)
Forfatterweb: journalist Niels Vestergaard / Camus
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zcamus00
Den store danske encyklopædi (bogversionen)
Nudansk ordbog : Sisyfos myten
Debat på litteratursiden: http://www.litteratursiden.dk/node/79745

Boganbefaling: Den lille prins / af Antoine de Saint-Exupéry (1943)

Min vurdering 8/10

Exupéry’s kendte eventyrfortælling om pilotens møde med den lille prins fra en fjern planet. Prinsen fortæller om sin rejse til jorden. Undervejs har drengen besøgt mange forskellige planeter, alle beboet af sære voksne.

Bogen har ikke rigtig nogen genre og egner sig til både børn og voksne, selvom det er en billedbog med tekst. Man kan sige, at det er en historie for voksne i barnlig forklædning.

Den lille prins kan fortolkes på mange måder, hvilket har bidraget til, at folk stadig læser den i dag. Prinsen kan være pilotens fantasiven, ønske ven eller at piloten genfinder barnet i sig selv.
At prinsen og piloten begge har gode forestillingsevner og begge er ensomme, når de ankommer til ørkenen bidrager til, at man tror, at de er en og samme person.

Figuren den lille prins kan fortolkes som pilotens længsler efter en særlig forståelse, som piloten har savnet hos de voksne som barn. Da han møder den lille prins bliver piloten lykkelig over, at der endelig er nogen, som forstår ham.

Meget tyder på at bogen er en selvbiografi over Exupéry's fantasi som barn, idet Exupéry i 1935 oplevede et flystyrt 200 km fra Kairoi i en ørken i Libyen. Han så måske syner eller havde feberhallucinationer i ørkenen pga. væskemangel og sult, og han gik evt. i barndommen.

Den lille prins stiller spørgsmål, som han mener er vigtigere end svarene. Prinsen vandrer og vandringen virker til at være vigtigere end målet. Han henter sin viden fra naturen, fx slangen, ræven og blomsten.

Et temaet er forskellen på børn og voksne, børn kan være uspolerede og fantasifulde, mens voksne nogle gange ikke forstår at se, at verden er et pragtfuldt sted. Derfor kan ’Den lille prins’ også læses som en satire over de voksne, som i bogen ikke stiller spørgsmålstegn ved verden mere.

Et eksempel er forretningsmanden, som har for travlt, at han glemmer at leve.

De voksne beskrives som fantasiløse, belærende, skeptiske, tal-fikserede og fornuftige.

Budskabet kan være at få de voksne til igen at se verden med friske øjne, den lille prins kan allerede se verden på denne måde, formodentligt fordi han kommer andetsteds fra. Prinsen ser ud til at prioritere det, som gør ham lykkelig. Det er i forholdet til andre, at prinsen finder lykken. Et andet budskab ser ud til at være, at voksne kan lære noget af børn.

Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry gik i eksil i USA under Anden Verdenskrig. Både savnet af familie og den umenneskelige verden under krigen bidrog til, at Exupéry havde brug for at skrive en historie om kærlighed, venskab, lykke og glæde.

Et andet tema i bogen er fantasi vs. virkelighed, idet den lille prins bliver virkelig. Tegningerne bliver også virkelige.

Parallellen til Anden Verdenskrig ses fx ved gartnerteorien, hvor det onde skal holdes nede.

Exupéry har også skrevet andre bøger, ’Krigsflyver’ (1942) og et andet værk med den smukke titel: ’Blæsen sandet og stjernerne’ (1939) , ligesom ’Den lille prins’ om Exupéry’s humanistiske filosofi. De tidligste værker var præget af en poetisk fascination af flyvning.

Hvis man ønsker at læse mere om ’Den lille prins’, kan jeg anbefale Lindhardt og Ringhof’s udgave af bogen, som har et forord på ca. 25 sider med mange historiske illustrationer samt historien om Exupéry’s liv.

Den lille prins er en bog du kan genopdage og finde nyt i uanset alder. Et super originalt koncept. Et af mine favoritcitater fra bogen er, ”at det væsentligste er usynligt for øjet”.

Boganmeldelse og analyse: Fra smørhullet / af Kirsten Hammann (2004)

Min vurdering 4/10

Emnerne er kvinder, identitet, skilsmisse, normalitet, tv-kiggeri, konsumsamfund mm.

Mette på 35 år og ægtemanden Søren bor i København. Efter Søren og Mettes ægteskabelige idyl sidder Mette nu fraskilt i den lækre lejlighed i Amaliegade. Hun kan ikke forestille sig et liv uden Søren og lader tiden og livet passere revy i ørkesløs lediggang og indkøbsflip.

Nogle betegner bogen som chick lit, men det er ikke den genre jeg tænkte på, da jeg læste den. Jeg vil hellere sige, at det er en dagbogsroman om en kvinde. Den kan læses af alle og henvender sig i mine øjne ikke kun til kvinder.

Mette synes jeg er en trist person, hendes liv er gået i stå efter skilsmissen. På mange måder lever hun et ultra-normalt liv. Ligesom 'Timerne' jeg tidligere har anmeldt her, så minder det lidt om den roman, idet 'Fra smørhullet' handler om de største og mindste tanker på en dag. Tristheden hænges op til skue, så jeg som læser tænker med medlidenhed: ud af dit smørhul og kom i gang!

Kirsten Hammann har udtalt, at hun ikke er ude på at lave den store handling, men i stedet fremvise billeder af tiden, steder og omgivelser. At beskrive nuet og lære et menneske at kende så tæt på som muligt.

Ifølge Hammann er romanen et billede på, at alt ikke altid bliver som man havde drømt om. Samtidig er det et tidstypisk billede på mennesket i dag, hvor det er blevet gratis at mene noget om alting uden egentlig at foretage sig noget. Mette er et symbol på at være sig selv nok. Mette er kvalt i overflodssamfundets materialisme. Dog er Mette ifølge Hammann lidt ekstrem i sin karaktertræk ved at være præget af lammelse og passivitet. Mette er bevidst om, at hun har muret sig inde og har frivilligt givet op. Lammelse kommer måske an på synspunktet, det kunne også anses som fred og ro. Mette nyder sin dårlige samvittighed, hun nærer sig ved den ifølge Hammann.

Mette føler sig magtesløs, og det kan alle mennesker føle overfor verdens problemer, når de fx ser nyhederne. Desværre yder Mette ikke engang et lille bidrag til samfundet, hvilket er det mest frustrerende ved hendes person. Det var nok for Mette at være den kendte forfatter Søren's hustru, så hun opgav at male, da hun giftede sig med ham. Den eneste måde hun føler hun kan dele sit indre med andre på er ved at male.

En dag i dagbogen omhandler fx terrorangrebet 11. september 2001, men angrebet flyder sammen med andet tv og bliver for Mette ligesom underholdning. For hende er der en dobbelthed mellem rædsel og at more sig. Man kan sige, at både medier og Mette er skyldige. Medierne kunne vise mindre om 9/11 i tv, og Mette kunne slukke for sit tv. Forfatteren Kirsten Hammann og for så vidt læseren hæver sig som 3. person og definerer, hvad er rigtigt og forkert.

Budskabet har jeg svært ved at få øje på udover at medierne kan sætte dig i en dvale-tilstand, som ikke er sundt.

Overordnet synes jeg, at jeg som læser kørte død i de ofte meningsløse dagbogsindlæg, som er så banale, at de bliver kedsommelige. Der mangler noget mere menneskelig interaktion og at Mette engagerer sig i andre mennesker. Det eneste der fangede min opmærksom var nogle af Mette’s tanker om dit og dat som fx tv-udsendelser.

Intentionen var formentligt, at man skulle spejle sig i nogle af situationerne, men det er kedeligt i længden at læse om en person, som har opgivet. Hovedpersonen føler sig også kedelig, fordi hun ikke får noget ud af livet. Det var måske ikke så mærkeligt, at Søren valgte at rejse fra Mette! Ligesom jeg også valgte halvvejs igennem romanen.

Der er næsten ingen handling i romanen. Det kan godt være, at bogen kan læses som et portræt af en generation, som er overfladisk og egoistisk. Måske er romanen en analyse af dovenskaben?! Jeg har på fornemmelsen, at bogen er en kritisk satire, som peger tilbage på alle danskerne, der sidder i deres eget 'smørhul' og glor tv hver aften.

Men jeg anbefaler den ikke.

Øvrige kilder:
TV-udsendelse: Bestseller læseklubben - Kirsten Hammann (2004)
Litteratursiden: Cand. mag. Tina Brødsgaard Andersen / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/analyser/hammann-kirsten-fra-sm%C3%B8rhullet
Litteratursiden: bibliotekar Karin Hedemand / Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/fra-sm%C3%B8rhullet-af-kirsten-hammann

Boganbefaling og analyse: Timerne / af Michael Cunningham (1998)

Min vurdering 7/10

Fortællingen skildrer tre dage i tre vidt forskellige kvinders liv i forskellige tidsperioder i 1900-tallet - Trods forskellene samles temaet i ét spørgsmål - om selv at vælge og prøve at finde lykken.

Emnerne er kvinder, familien, hverdagen, tid, facade vs. indre, venskab, kunstnerlivet mm.

Det er den amerikanske forfatter Michael Cunningham's tredje roman. ’Timerne’ modtog bl.a. Pulitzerprisen i 1999.

De tre hovedpersoner er en forfatter i 1920erne (Virginia Woolf), en læser i 1950erne (husmoderen Mrs. Brown, som ikke kan finde ud af noget og hellere vil være i bogen hun læser end sit eget liv) og forlagsredaktøren Clarissa i 1990erne.

Cunningham formår at fange mig uden at jeg ved, hvordan historierne er forbundet. Alle tre oplever lignende øjeblikke af tvivl om eget værd og deres narcissisme gør dem blind overfor deres kære. Det er en bog som behandler kvinders frustrationer og bogen har også modet til at vise de mørke sider.

Det er lige før jeg synes, at det ikke er Woolf, men Clarissa spillet af Meryl Streep i filmen, som er den mest interessante person i romanen, som måske/ måske ikke elsker sin datter. Fascinerende er det også, at Clarissa og vennen Richard prøver at holde hinanden i live. Richard kalder Clarissa Mrs. Dalloway. Ligesom Woolf i ‘Timerne’ føler sig som en byrde for sin mand Leonard Woolf, så føler Richard sig som en byrde for Clarissa. Historikere er dog delte om Leonard Woolf var en byrde eller støtte for Virginia Woolf.

Romanen udforsker, hvordan kvinderne kan bryde ud af deres skæbne. Kvinderne er ikke helte eller kujoner, men lidt af begge dele, fordi i et helt liv kan man ikke lave denne opdeling.

Den handler om de øjeblikke vi husker, som afslører vores sande jeg og følelser. Den fortæller om de valg, der er bedst for personerne, som ikke nødvendigvis er de bedste valg i det lange løb. Et af budskaberne kan derfor dreje sig om, at vi skal være mindre fordømmende og mere medfølende overfor folks valg.

Det er en metafiktiv roman forestået på den måde, at det er fiktion om fiktion. En af hovedpersonerne er forfatteren Virginia Woolf, hvor vi oplevelser hendes tankeunivers.

Virginia Woolf er kendt for sammen med bl.a. forfatteren James Joyce at benytte stream of consciousness skriveteknikken. Udover forfatterskabet var Woolf feminist og kvindeforkæmper, maler, mentalt forstyrret som skyldes at hun måske var manisk depressiv, og det påstås af visse at hun var lesbisk. Temaet i Woolf’s forfatterskab er bl.a. at skrive om/for kvinder samt skildre det usagte, som forbliver tanker.

Kvinders selvstændighed udtrykkes fx ved den berømte første sætning: "Mrs. Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne". I ’Timerne’ er der mange henvisninger til Woolf’s klassiker ’Mrs. Dalloway’ fra 1925, som det vil være en fordel, men ikke en nødvendighed, at man har læst.

Cunningham har udtalt om romanen 'Mrs. Dalloway', at det er en normal dag i livet af en normal kvindes liv fortalt af et geni (Woolf) . Selv synes jeg ’Timerne’ er meget mere en bare en semi-biografisk roman om Woolf.



Faktisk var arbejdstitlen på romanen ’Mrs. Dalloway’ oprindeligt ’The Hours’.
Begge bøgers påstand er, at du ved at observere en person igennem en hel dag kan sige noget om hele deres liv. Derudover nøjes ’Timerne’ ikke bare med at låne fra ’Mrs. Dalloway’, men også at fortolke den.

Filmen:
Filmen synes jeg fanger essensen fra bogen, og det er en af de gange, hvor jeg føler filmen er bedre end romanen. Eller sagt på en anden måde, når du har set filmen, så føler du ikke bogen tilføjer noget afgørende nyt til oplevelsen, hvilket må siges at være et bevis på, at filmen er vellykket.

I filmen forbindes de tre historier med klavermusikken af Philip Glass. Jeg tror jeg giver filmen 9/10 og bogen 7/10. Filmens instruktør Daldry har udtalt, at ’Timerne’ for ham repræsenterer følelsen af at være fanget, behovet for at ville ændre sig, fornemmelse af ikke at passe ind i ens eget liv. Filmen ligner ikke andre film, da den er uden for genre. Historien handler om mange ting, og oplevelsen vil derfor være subjektiv.

Traileren fra filmen, hvor du også kan høre den smukke baggrundsmusik:



Øvrige kilder:
The hours DVD
Galenet biography: Virginia Woolf
Anmeldelse: kristeligt dagblad, Henrik Uth Jensen: Tre dage, tre kvinder, tre liv,2002
Filmreview, marts, 2003

Boganmeldelse og analyse: En amerikaners lidelser / af Siri Hustvedt (2008)

Min vurdering 5/10

Den handler om New York psykiateren Erik, som gennemgår sin afdøde fars papirer i håb om at lære den mand at kende, som han aldrig rigtig forstod. Det viser sig, at faderen åbenbart har haft dystre hemmeligheder i sit liv, og pludselig begynder ukendte og truende personer også at interessere sig for hans papirer. Samtidig flytter Miranda og hendes datter ind i ejendommen, hvor Erik bor.

Emnerne er familierelationer, sorg, tab, far-søn forhold, naboer, søskende, New York, psykiatere, og ikke mindst "de tavse spøgelser" (mennesker som betyder noget uden at være til stede).

Jeg læste den på originalsproget engelsk. Et citat fra s. 8 : “Every memoir is full of holes. It’s obvious that there are stories that can’t be told without pain to others or to oneself, that autobiography is fraught with questions of perspective, self-knowledge, repression, and outright delusion”

Jeg har blandet følelser i forhold til denne roman. Der var visse dele af romanen jeg synes var rigtige gode som fx afsnittene om Erik, Miranda og Miranda’s datter Eggy, selvom jeg synes disse afsnit var en anelse konstrueret. Og den opdigtede film ’Into the blue’ er fascinerende. Jeg havde foretrukket at slippe for resten og læse en eller flere noveller om disse.

Samtidig synes jeg der var mange passager, hvor jeg kedede mig enormt og synes det var fyld, som fx patientbesøgene hos Erik og erindringsafsnit om Inga’s og Erik’s afdøde far Lars.

For mig virkede det til, at Hustvedt havde mere fornøjelse ved at skrive disse erindringsafsnit, end jeg havde af at læse dem. Det kan godt have været selvterapi, da en del af det er taget fra Hustvedt's egen familiehistorie, mens andet er opdigtet. Disse semi-biografiske familiebeskrivelser føler jeg er en anelse for selvforkælende(er det et ord?) og driver ikke historien fremad. Måske ville det have gavnet historien, hvis der var nogle scener med Erik, Inga og faderen Lars. Man kunne så indvende, at noget af faderens mystik forsvandt, men jeg mener det kunne have styrket vores interesse i faderen.

Jeg mindes ikke at have læst noget om hovedpersonen Erik’s eks-kone, men vi hører en masse om søsteren Inga’s eks mand Max. Vi hører så vidt jeg kan huske heller ikke meget om Lars’ enkes sorg og følelser, hvilket er underligt.

I stedet er der en del anekdoter om faderen og visse steder Erik's indfald om faderen som fx s. 86:
”The strangest part about his death is that I can’t tell him things. If I’m out and have a conversation with someone, I still think, Oh, I have to run back and tell Lars, or Lars will love hearing this”

Jeg synes der er en vis sorg hos både Erik og Inga, men sommetider kommer jeg i tvivl om de virkelige elskede faderen, da de er optaget af andre ting, men det kan være deres måder at bearbejde sorgen på.

Sproget er nogle steder lidt tungt. Måske pga. sætningerne ofte er lidt lange. Det gjorde den lidt langsom at læse. Ligeledes er det en svaghed, at der slet ikke er nogle kapitler, som for mig går lidt ud over læsevenligheden.

Ingen af personerne virker lykkelige, men stræber efter lykken. Et diskussionsemne til en læsekreds kunne fx være titlen. Det er ikke entydigt, hvem det er, som har lidelserne og hvad lidelserne skyldes. Mest sandsynligt er, at det er børnenes sorg efter Lars' død. Men det kan såmænd være flere af personerne, der af forskellige årsager har lidelser. Et andet emne, der kunne granskes er hvorvidt det er grænseoverskridende eller forsvarligt at læse sine afdøde fars papirer? Relationerne og personerne er også oplagte at diskutere, fx hovedpersonen Erik Davidsen, Miranda, Jeffery Lane mfl. Selv mener jeg Miranda er den mest interessante person, men det ville ødelægge romanen at afsløre hvorfor her.

Eller man kunne spørge, om Siri Hustvedt evner som kvinde at skrive hovedpersonen Erik troværdigt?

Inga’s lidt ældre mand Max minder for mig lidt om Siri Hustvedt’s rigtige mand Paul Auster. Max er en storrygende forfatter og skriver derudover filmmanuskripter.

Ægteparret Paul Auster og Siri Hustvedt, som begge er forfattere:








Efter min mening har den har svært ved at leve op til Siri Hustvedt’s internationale bestseller ’Det jeg elskede’ fra 2003. Sjovt er det, at hovedpersonen Leo Hertzberg fra sidstnævnte dukker op i en cameo rolle til en middag!

Uden at sige for meget, så er afsløringerne til sidst i ’En amerikaners lidelser’ for mig lidt antiklimaks og synes for det meste at koncentrere sig om bipersonerne. Vi var enige om i den læsekreds jeg går i, at Hustvedt mangler at reflektere mere over konsekvenserne ved disse afsløringer, som kunne have gjort romanen bedre.

Jeg ved ikke hvorfor, men bogcoveret får mig til at tænke på starten af filmen ’Troldmanden fra Oz’ !

Jeg synes den er bedre at diskutere bagefter, end den er at læse. Jeg tror ikke det er sådan en bog, som jeg vil anbefale, men på den anden side så synes jeg den rummer en del stof til eftertanke med nogle nuancerede personbeskrivelser. Døm selv ( :

Øvrige kilder:
Forfatterweb / Siri Hustvedt
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zsirihustvedt00
Litteratursiden: Bibliotekar Anny Skov Madsen / Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/en-amerikaners-lidelser-af-siri-hustvedt
Litteratursiden: Debat om bogen
http://www.litteratursiden.dk/node/73924
Litteratursiden: litteraturstuderende Astrid Rode / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/artikler/amerikanske-hemmeligheder-om-siri-hustvedt-en-amerikaners-lidelser
Diverse engelske anmeldelser:
http://www.reviewsofbooks.com/sorrows_of_an_american/
Librarything:
http://www.librarything.com/work/4555144

Boganbefaling: Kitchen / af Banana Yoshimoto (1988)

Min vurdering 8/10

Jeg læste bogen på dansk, det er en japansk samtids novellesamling. Jeg synes ikke kulturforskellen i bogen fremmedgør mig, da historien handler om universelle emner. Men der går utvivlsomt en del tabt i oversættelsen og ved min manglende japanskhed!

Novellesamlingen regnes for en af de bedre hvis ikke den bedste af Yoshimoto, det er en bestseller som efterfølgende blev filmatiseret. Den har siden 1988 været tryk i 57oplag i Japan, så den kan ikke være helt dårlig!

Bogen er delt op i tre noveller. De to første hænger sammen handlingsmæssigt, mens den tredje novelle er en selvstændig historie.

De to første noveller ’Kitchen’ og ’Fuldmåne’ handler om universitetsstuderende Mirage Sakurai, som på de første par sider mister de sidste tilbagelevende i sin familie. Mirage er glad for madlavning og novellen handler om, hvordan hun flytter ind og omgås vennen Yuichi og hans mor Eriko, som bliver en slags surrogat mor for Mirage.

Tredje novelle ’Moonlight shadow’, som jeg mener er bogens svage led, handler om den unge kvinde Satsuki, som er forelsket i Hitoshi. Noget uventet sker, og Satsuki må tage sit livet op til revision. ’Moonlight shadow’ er også titlen på en popsang af Mike Oldfield udgivet i 1983. Novellen er efter sigende delvist inspireret af sangen:
...

...

Jeg kan godt li køkkentemaet i bogen, som åbner en dør ind til den japanske kulturs madvaner og kvinderoller. Køkkenet repræsenterer også noget essentielt, kærligheden og fællesskabet. Fx s.14:
”-Ja, hvad ser du efter, når du vil vide mere om de mennesker, du besøger? Nogle mener, at toilettet afslører alt. Hvad ser du på? (...) -Køkkenet, svarede jeg”

Jeg synes køkkentemaet er en modsætning til sorgtemaet i bogen, som fx Mirage oplever i forhold til sin familie.

Yoshimoto bruger mange metaforer fra fx astronomi og naturen så som stjerner og månen, broer og blomster som tilføjer novellerne en smuk og drømmelignende atmosfære fra en anden verden, som kan sammenlignes med den berømte japanske forfatter Murakami.

Jeg kan godt li den komprimerede måde novellerne er skrevet på, hvor der siges meget på få sider. Novellesamlingen er kun ca. 140 sider lang i alt, men det føles som mere.

Yoshimoto er blevet beskyldt for at skrive rimelig let litteratur uden de store budskaber, og jeg vil give kritikerne ret i, at den tredje novelle bevæger sig i nærheden af den kategori.

De to første noveller er begge meget charmerende, læseværdige og personerne er sympatiske. Historien vinder over mig følelsesmæssigt og rummer stof til eftertanke. For eksempel er relationerne mellem de tre hovedpersoner spændende og komplekst. Eriko er nok den mest interessante af de tre, da hun beskrives i starten som en kvinde, som oprindelig var en mand. Bogen sætter spørgsmålstegn vedr. kønsroller, har Eriko levet et mere nuanceret liv, fordi hun har prøvet at være både mand og kvinde? Romanen synes at påstå ja. Og hvordan påvirker det sønnen Yuichi’s selvfølelse, at hans mor er transvestit? Det giver novellerne nogle interessante betragtninger på.

Litteraturkritiker og forfatter Leonara Christina Skov er fan af forfatteren og har anbefalet Yoshimoto i skrift og i smagsdommerne på DR2. Det skyldes formodentligt, at der er nogle lesbiske hentydninger i Yoshomoto’s forfatterskab. Men Christina Skov er også fascineret af andre elementer, som fx det overnaturlige hos japanske forfattere: ”Japan viser sig at have en tusindårig tradition for spøgelses- og genfærdslitteratur, der rækker helt tilbage til 1005”.

Selvom novellesamlingen af nogle beskrives som en ungdomsbog, så mener jeg, at den rummer nok substans til, at folk i alle aldre kan få noget ud af at læse den.

Det skal siges, at det ikke er et billede af Yoshomoto på forsiden af bogen. Hvis man skulle være interesseret i at anskaffe bogen på baggrund af min anbefaling, så kan man få en smagsprøve fra ’Kitchen’ og andre Yoshimoto værker, som gratis kan læses online på google books:
http://books.google.dk/books?q=banana+yoshimoto&btnG=S%C3%B8g+i+b%C3%B8ger

Boganmeldelse: Sonate til Miriam / af Linda Olsson (2009)

Min vurdering 2/10

Jeg læste den, fordi jeg havde set, at Linda Olsson’s debutroman ’Astrid og Veronika’ var en international bestseller og havde mange i kø på biblioteket.

Temaer i ’Sonate til Miriam’ er sorg og tab og det usagte mellem mennesker, at gifte sig med en som er meget yngre, og hvordan forældreadfærd kan gå igen fra generation til generation. Det man måske kan kalde negativ social arv.

Romanen handler kort fortalt om komponisten Adam Anker, som i et stykke tid i New Zealand har skabt musik for at skjule stilheden. Han forsøger at forstå og forsone sig med sin fortid og familiehistorie i perioden efter sin datters død. Adam drager til både Polen og senere til Sverige for at genforenes med moderen til sin afdøde datter. Læseren er med, mens han sætter puslespillet sammen.

Desværre er der for mig flere svagheder end styrker i Linda Olsson's anden roman. Jeg bliver ikke grebet af hverken handlingen eller personerne. For mig er det problematisk, at forfatteren ikke dvæler ret længe ved personerne bortset fra hovedpersonen, som næsten er til stede hele vejen igennem. Vi udsættes for nye personer, der introduceres og forsvinder. Det var nødvendigt at lave et stamtræ på et stykke papir for at holde styr på alle navnene.

Fortællervinklen er forvirrende, enten er det bevidst eller ej, men flere steder bliver jeg overrasket over, at det er Cecilia som pludselig er fortælleren, men det varsles ikke. Det hjælper heller ikke på læsevenligheden, at flere af personerne hedder det samme!

Man får i bogen ikke meget at vide om personernes job og liv. Der er meget lidt konkret handling. Romanen handler om fortælleren Adam Anker’s sorg, som er det, der driver historien fremad. Den emmer af Skandinavisk melankoli som fx s.24: ”Jeg kan stadig huske, hvordan det føles at være i live” Med andre ord føler Adam Anker sig ikke i live nu. Det gør bogen til et ret deprimerende værk, hvor håb er en mangelvare.

Adam Anker er et meget tilbageskuende menneske, som fx s.51: ”Jeg har brug for at finde frem til min fortid”. Forfatteren dvæler meget længe ved hovedpersonens tanker om fortiden, tankerne ser ud til at gå i ring og det bliver trættende at læse. Jeg sad utålmodigt og ønskede til det sidste, at der skulle ske noget, så historien kunne komme et skridt videre. At Adam så fremad.

Der er mange naturbeskrivelser, som er billeder på stemninger. Der er først lidt varme i historien ca. s.80, hvor der er en forelskelse og nogle naboer. Hvis forfatteren gerne vil skildre naturen, så burde det måske have været en digtsamling i denne omgang i stedet for?

Behandlingen af jøderne efter Anden Verdenskrig er meget overfladisk behandlet, synes jeg. Tavshed og manglende optimisme kan skyldes krigen, men vi bliver ikke klar over, om denne adfærd er på grund af krigen eller noget helt andet.

Romanen slår ikke til emotionelt, intellektuelt eller spændingsmæssigt efter min vurdering.

Det smukke er naturbeskrivelserne, som rummer den eneste trøst, jeg kunne få øje på i denne dyster roman.
Jeg kan også godt li, at der er lavet en musik cd, som følger med den svenske udgave. Det er en frisk formidlingsidé. Cd'en kan købes på: http://www.lindaolsson.net

Eftersignende er kapitlerne opbygget ligesom en Bach eller Mendelssohn sonate, hvilket er en interessant idé, men jeg synes ikke det tilføjer noget til min læseoplevelse. Måske vil mennesker med stor kendskab til nævnte musikere finde det spændende.

Jeg synes ikke vi får en forløsning på bruddet mellem faderen Adam Anker og moderen Cecilia. Budskabet må være, at det er svært at komme sig over sorgen og at andre mennesker både kan trække dig op og ned. Et advarselstegn var måske, at coveret er sort!

Det må være svært at følge op på en international succes. Jeg skulle have læst Linda Olsson’s ’Astrid og Veronika’ i stedet for!

Øvrige kilder:
http://www.lindaolsson.net

Litteratursiden:
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/sonate-til-miriam-af-linda-olsson

Anmeldelse: Journey into a lost identity
http://www.theaustralian.com.au/news/linda-olsson-sonata-for-miriam/story-e6frg8no-1111118333386

Musikanmeldelse: Safe trip home / Dido (2008)

Min vurdering 4/10

På hendes tredje album benyttes en del akustiske instrumenter, ambient lyd og selvfølgelig den genkendelige kvindelige vokal. Pladen er mindre poppet end tidligere albums.

Det der trækker ned for mig er Dido’s stemme. Det kan lyde sært, da mange inklusiv mig selv mener hun har en smuk stemme. Men jeg synes hun har svært ved at udtrykke følelser og synge varieret på det her album, og det gør albummet monotont og kedeligt i længden. Stemmen er lidt for poleret til at udtrykke personlige tekster.

Det eneste mindeværdige nummer mener jeg er track 8 ’The day before the day’, hvor jeg fornemmer lidt skrøbelighed og hjerte. På det nummer eksperimenterer hun også med sin stemme.

Det mærkes, at Brian Eno har været ind over som producer, fx på nummeret ’Grafton street’, som angiveligt handler om hendes forhold til sin far, hvor ambient lyden høres i sidste del af nummeret. Interessant er det også, at Jon Brion også er producer/kollaboratør på nogle af sangene. Brion blev nomineret til Grammys for de smukke lydspor til filmene ‘Eternal sunshine of the spotless mind’ og ‘Magnolia’.

Albummet ’Safe Trip Home’ er bl.a. inspireret af den akustiske sanger Nick Drake. Det høres på sangen ‘Look no further’, som minder påfaldende meget om Drake sangen ‘One of these things first’. Man tænker ligefrem, at det er på grænsen til plagiat. Det sidste track Northern Skies er en henvisning til Drake sangen Northern Sky.

Teksterne er for klicheagtige efter min mening. Om at tro på kærligheden, om ikke at kunne få den man elsker, at det er svært at erklære man elsker nogen med ord, om at kærligheden til nogen kan være svingende, om det man kunne have været osv. At de er personlige sange skinner ikke igennem for mig, selvom det har været intentionen. Jeg fandt meget lidt i teksterne, som jeg ikke havde hørt mange gange før.

Desværre blev jeg træt af cd’en efter kun få afspilninger. Teksterne virker for mit vedkommende sært upersonlige og ligegyldige i betragtning af, at hun dedikerer albummet til sin for nylig afdøde far. Det kan skyldes den måde hun synger, men jeg kan ikke mærke på hendes stemme, at ordene betyder noget for hende. Så det bliver et album, som er hurtigt glemt. Måske er hun simpelthen for mainstream til at turde udtrykke noget virkelig personligt, det kan være frygten for, at medierne skal grave i hendes privatliv.

Det fulde album kan høres her: http://listen.grooveshark.com/

Baggrundsinfo om Dido kan læses her:
http://www.allmusic.com/cg/amg.dll

En opfindsom hjemmeside med udgangspunkt i albummet:
http://www.safetriphome.com/journey/