Anmeldelse: Er mor død af Vigdis Hjorth (2020)

 

Livsklog, barsk roman af norsk forfatter. 


2020. 332 sider. Forlag: Turbine. Oversat til dansk af Karen Fastrup.

Den ca. 60årige jeg-fortæller Johanna har ikke set sin mor og søster i 30 år men alligevel fylder de meget i hendes sind. Det er et af romanens ubesvarede spørgsmål, hvorfor vækkes disse følelser nu? Hun bor i USA som kunstner, i indledningen får vi at vide at kæresten er død og sønnen flyttet hjemmefra. Ensomhed og tid alene har en betydning for hendes psyke. Som diskuteret i læsekreds hænger timing muligvis sammen med et sidste udkald, moren er blevet gammel og det er nu eller aldrig hvis en genforening skal ske. Vi søger alle efter accept og kærlighed fra vores forældre, uanset om du er barn eller 60 år, der er et afhængighedsforhold du ikke kan gøre dig fri af følelsesmæssigt, uanset om du er fjender eller venner. Johanna’s tilbagevenden til hjemlandet spiller selvfølgelig en rolle i at gamle minder vækkes til live men vi ved reelt ikke hvor ofte hun har tænkt på familien over den 30årige periode.

  

Søster og mor beskylder Johanna for grænseoverskridende adfærd, bl.a. har hun udstillet malerier i hjemegnen som viser familien på en måde der kunne støde. Johanna rejste fra ægtemand i Norge pga forelskelse i mand fra USA, og udeblev fra farens begravelse. Der er flere ting der har vækket vreden hos familien i Norge. Søsteren Ruth blev hjemme og allierer sig med og støtter den gamle mor. Johanna forsvarer sig med, at det er ”nødvendigt for overlevelse at male billeder” (s.65), og benytter som argument for det kunstneriske projekt at hendes amerikanske mand Mark ”overtalte hende” (s64). Desværre er der næppe mulighed for at forklare sig face-to-face når familien udelukker hende, så Johanna fører en intens indre monolog med sig selv og må lære på den hårde måde at; Det gjorte kan ikke gøres ugjort. Til læsekreds var der noget spekulation om Johanna faktisk har lært noget som helst af familiens afvisning, da hun ikke udtrykker selvindsigt og fortrydelse over udstillingen i hjemegnen, nærmest tværtimod holder hun stædigt fast i behovet for at udfolde sig kunstnerisk, skønt det provokerer og skubber familien på afstand. Det er muligt forsøget på at nærme sig mor og søster har egoistiske motiver for at få svar på hemmeligheder, uden et reelt ønske om at være en støttende datter. Set i det lys fremstår Johanna som en usympatisk skikkelse. Men der skal to parter for at få et forhold til at fungere så omvendt skal vi måske anskue Johanna som en datter der har gjort alt det hun overhovedet kunne for at genetablere en forbindelse. 

Romanen opleves som en sindstilstand, med minimal handling. Advarer om den forkerte vej at gå, isolation forstærker hendes ensomhed, tankemylder og kontaktbehov. Behovet for forsoning og tilgivelse(s.8) vejer tungere end respekt for familiens klare grænser, også når det gælder Johannas overvågning af moren. Selvom begge lejre er langt fra perfekte, er min sympati med hovedpersonen da hun er meget ensom og den aktive som forsøger at løse konflikten. Men er det for sent? Findes en løsning? Søster og mor gør det nærmest umuligt da de ikke ønsker Johanna i deres liv. Man kan ikke tvinge nogen til noget de ikke vil. Men hun giver ikke op, ”de kan ikke digte mig ud af historien”(s.89).

Johanna bruger meget unødvendig energi på gætterier uden beviser ”måske – måske – måske”(s95), bilder sig alt muligt ind andre tænker, men mangler et sted at skaffe sig af med sit tankemylder. Der er stærke antydninger at de uløste konflikter er usundt for familiens velvære, en familie som ikke er god til at snakke om deres følelser og problemer. Tankemylderet og bitterheden i Johanna’s sind kører i ring og er svært at standse. Analyseapparatet blandes med flashback episoder fra barndom og ungdom, i forsøget på at forstå især morens adfærd. Hun har en ven i første kapitel. S8: ”Det hjalp at tale med Fred”

Hvad skjuler moren? Johanna er, nogle vil måske påstå, traumatiseret og sygeligt besat af moren, som læser bliver du nysgerrig efter at kende sandheden om deres fortid. Moren mistede sin egen mor tidligt, hvilket sandsynligvis påvirkede den måde Johanna og Ruth blev opdraget på. Johanna’s kreativitet i barndommen blev undertrykt af en streng opdragelse og det ”man bør gøre”, som formentlig førte til teenageopgøret og behovet for at finde sin egen stemme igennem kunsten. Johanna spekulerer over at hun nu bærer ”den smerte, det var lykkedes hende (mor) at fortrænge”.

En tragisk roman om en dysfunktionel familie, viser vigtigheden af samtale og vigtigheden af empati, fx at tage til begravelser og holde en kontakt.  Johanna gør andre til skurke, på s.72 ”Men Ruth bad Johanna ikke komme til begravelsen”. Det gør ondt at stå i en afvisningssituation, hvor nogen fokuserer på dine fejltrin og virker til at have glemt dine mange gode sider. På den anden side må Johanna også lære af situationerne og tage konsekvenserne, fundere over hvad hun kunne gøre bedre næste gang. Tydeligvis usundt for dem alle at tie i så mange år, de forstår ikke hinanden. Mor og søster har deres formodninger om malerierne uden at have talt det igennem med familiens ”sorte får” Johanna. Søsteren Ruth opfordrer i en sms s.244 Johanna til at se tingene fra deres synsvinkel, ”at andres menneskers livsprojekter er lige så værdifulde”  og at Johanna’s livsvalg har påført familien meget smerte.

Undrede mig over de utallige små tekststykker i romanen, hvad ville forfatteren med det? Muligvis en måde at dele tankerne op på, fremhæve visse vigtige passager. Til læsekredsen snakkede vi om sproget, en gribende fortælling med mange nuancer i personbeskrivelserne men visse steder stoler forfatteren ikke nok på læseren, fx når naturen træder frem som en trøsteven, ”min ven stenen” (s74)” og indrømmer flere steder at hun ”opdigter” moren.  Disse sætninger skæres ud i pap og kunne have været håndteret på en mere elegant, tvetydig facon. 

Åbenbart har forfatteren Vigdis Hjort været inspireret af Vildanden (1884) og dens familiedrama, uden dog at hun konkret citerer Ibsen. I Norge står 6 bind værket Min Kamp (2009-2011) af Knausgård som et vigtigt eksempel på autofiktion og Hjort’s forfatterskab peger også i den retning, de selvbiografiske elementer har for begge forfattere åbnet for en debat om hvad man kan tillade sig at dele fra privatsfæren og ansvaret du har som historiefortæller. Både Knausgård og Hjort har brændt broer med deres ærlighed i kunstens navn, ligesom jeg-fortælleren Johanna's kunstnerisk kompromisløshed har skabt konflikter, men i sidste ende er det hendes grænsesøgende beslutninger der gør hende til den hun er. 

Min vurdering 8/10

Turner udstilling på Aros, marts 2022

Trods et ønske om at hele sit værk skulle forblive i England og udstilles samlet, blev det ikke sådan for den britiske landskabsmaler William Turner (1775-1851). Men danskerne kunne så glæde sig over at opleve ca. 100 Turner værker, 25 oliemalerier og 79 akvareller, i udstillingen Sun is God på Aros, Århus, som slutter i dag. 

Nok ikke optimalt at besøge en populær udstilling en af de sidste dage den kører, da mange skulle lige nå at få den set. Svært at finde roen med flokke uden masker, men jeg gjorde forsøget. Jeg er langt fra kunst-ekspert men synes der manglede et Europakort med overblik over Turner’s rejser, og der var ikke gjort nok ud af at formidle arbejdsprocessen fra blyantskitser til det færdige produkt, rivaliseringen med realisten Constable, og samtidens og eftertidens reaktioner på den kontroversielle abstrakte retning. Kan selvfølgelig ikke have det hele med! Til gengæld var der nogle flyers med ’Arven efter Turner’, en spændende kobling af andre lys-bevidste kunstnere på Aros (Rainbow Panorama, Storm Room, Milkrun III).

Netop roen og synsoplevelsen er hvad der blev opfordret til på udstillingen. En god variation af de lyse og mørke Turner værker, tidlige og sene produktioner, informationstavler om Turner's perioder og den historiske kontekst, og høretelefoner med musik der kunne nydes undervejs. Desuden en mørk indgang idet mørket ifølge Turner tjener et vigtigt formål, ved at rense sindet for forudgående indtryk, styrke synsevnen og dermed forstærke oplevelsen af værkerne. Strategisk placeret siddepladser var der også samt et papirhæfte med intro, forklaringer på de udstillede billeder, bio, og ’vil du vide mere’ der henviste til guidede tours, akvarel-kursus, bog til salg i butikken, mm.

Forud for sin tid og meget produktiv, Turner havde en enestående evne til at frembringe lys, skygge og farver på nye måder. Stemningsfulde solopgange, havets turbulente natur, og mytologiske figurer, han skildrede og hyldede både de ydre landskaber, men også det indre landskab. Turner var i stand til at udtrykke en længsel efter en samhørighed med universet. Disse træk var med til at gøre ham til en berømt og visionær maler i sin samtid men hans asociale væremåde og insisteren på at gå imod strømmen gjorde ham, trods succesen, til en excentriker. For eksempel eksperimenterede Turner med en række pigmenter, selvom tidens eksperter vejledte ham om at de ikke var langtidsholdbare. Dette førte til at nogle af værkerne i 1930erne begyndte at falme. Sådanne beslutninger er i konflikt med Turner's besættelse om at blive en af de store malere i verdenshistorien.

Man mener solen var kunstnerens mest elskede motiv, men også månen, stormvejret, regnbuen, tågen og andre naturfænomener prægede Turner’s motivkreds. Titlen på udstillingen peger på et Turner citat fra de sidste uger han levede, "Sol er Gud", men der sås tvivl om hvad han reelt udtrykte, da det kan fortolkes som Son is God, altså Jesus er Gud. Vi ved Turner afbildede sol-guden Apollo fra den græske mytologi.

De fleste af værkerne kendte jeg ikke, men havde hørt om det berømte 'Rain, Steam and Speed', et spøgelsesagtigt motiv af et tog på vej over en bro. Det var ikke originalen i farve, men en kopi i sort/hvid. En kanin løber hen over skinnerne som et billede på farten og den teknologiske udvikling, i kontrast med naturen. Ifølge hæftet er natur og det menneskeskabte dog ikke modpoler, men sammenflettet. 

Don't Fear the Weird filmfestival i Aalborg (7-10 oktober 2020)

Don't Fear the Weird er en filmfestival om psykisk sårbarhed. Grundet COVID-19 er der kun plads til 40 personer i Foredragssalen på Aalborg hovedbibliotek til de to fysiske arrangementer.  Men alle film og talks kan ses gratis online. Programmet for i år kan læses her hvor der også er info om hvordan du ser med hjemmefra. Det vil være muligt at deltage i livechat via facebook til filmen Gaven og sandsynligvis gælder det samme for de andre events. Filmene er allerede tilgængelige på filmstriben og jeg har set den ene af de fire film: 

Retten til at være rask (2018)
(dokumentar, 62 min )
Anmeldelse (opdateret 9/10/2020) : Mads bliver af læger erklæret rask fra sin skizofreni. Men han kan ikke tage et flycertifikat fordi psykiatriske diagnoser bliver forstået som kroniske i europæisk lovmæssig sammenhæng. Der er noget "kafkask" over den årelange venten og ufleksible bureaukrati, som ikke kan give ham løsningen og fører ham videre til andre instanser. Det er som at løbe panden imod en mur og det er kun fordi han er så principfast og vedholden at kampen ikke bliver opgivet. Heldigvis har han nogle på sin side, både de nærmeste og blandt fagfolk, men det er tydeligt at der er nogle personlige omkostninger såsom at udsætte uddannelse. Beundringsværdigt at kæmpe de raskmeldtes sag hvor han bruger penge af egen lomme til advokat og lægeattester. Der er en pointe om rettigheden til raskmelding er et vigtigt skridt imod diskrimination af tidligere psykisk syge. En god rollemodel som nærmest motionerer sig rask og deltager i flere krævende idrætsstævner. Det er ikke så underligt at Mads på et tidspunkt bliver utålmodig selvom advokaten forsikrer ham at der ikke kan forventes mere fra det pågældende møde. Mads har fundet en måde at bruge den mentale energi positivt, ved fx at bygge en hjemmebiograf, fokusere på at komme i fysisk form, samt kæmpe for sin og andres ret til at være raske.

Ifølge talken 8/10/2020 med de to unge til Don’t Fear the Weird’s event på Region Nordjylland’s facebook, så er det en dokumentarfilm de kan identificere sig med, da de selv har mødt stigmatisering og selv har været frustreret over ikke engang at have mulighed for et afslag til visse ting. Filmen giver dem håb, at der er en anden side af historien end den vi plejer at høre i medierne. Ikke en negativ historie men en positiv historie. At Mads har formået at blive rask giver dem blod på tanden i forhold til motion, andre behandlinger end den sløvende medicin, samt muligheder indenfor uddannelse og job. 

Jeg savner at dokumentaren kigger på temaet fra flere vinkler da det primært er fra Mads' synsvinkel. Han har gode intentioner men det er lidt farligt at lade Mads være talerør for en stor gruppe borgere. Under filmen forklarer han flere gange at der er potentielt en halv million danskere som er ofre. Der vil også være nogle fagfolk, raskmeldte, og psykisk syge (både i Danmark og i udlandet) der vil være uenige om at raskmelding gør dig egnet til alting og som vil være mere moderate. Paragraffen kunne omskrives så dem der er raskmeldte ikke fastholdes som livslang psykisk syg og ikke er diskvalificeret på livstid mht flycertifikat. "Såfremt borgeren inden for en fagligt vurderet fastsat tidsperiode er symptomfri og således i komplet remission". 
Vi må stole på lægernes vurderinger om raskmelding men kunne skizofreni symptomer gradvist vende tilbage når du udsættes for stressende situationer i i et fly, samt andre steder, over flere måneder? Bør Mads droppe at blande andre han ikke kender ind i sagen og hellere satse mere beskedent på at få dispensation for sit eget flycertifikat? Er det en fejldiagnose Mads fik som teenager? Og hvad med den nye forskning indenfor skitzofreni? Hvorfor kaldte hans klassekammerater ifølge hans søster ham for "psykopaten"? De spørgsmål får man ikke rigtig svar på. Det kan sagtens være sidstnævnte overskrider grænsen for hvor meget Mads vil udlevere om sig selv. En af de unge i Don't Fear the Weird talken henviser til kommentaren og tolker det som en stigmatisering/mobning af Mads. Det giver mening selvom vi ikke kender de fulde fakta. Hele dokumentaren peger på ham som et offer og ikke som farlig, og det lyder som manglende forståelse og manglende empati blandt dem fra ungdommen.

Mads beskriver i et interview med psykiatrifonden:
Erfaringer fra USA, hvor man kan få en dispensation til at flyve som pilot, tyder på, at dem, der får en dispensation, ikke udgør en større risiko end andre. Mads bruger også som argument i dokumentaren en sag om en mand der kun havde én arm og fik dispensation til at flyve, og kommer også ind på han gerne må køre speedbåd med tusind hestekræfter og køre bus med 50 børn, men ikke må flyve i luftballon.

I 2015 var der en historie om en psykisk syg tysk pilot der løj om sit helbred og det resulterede i mange dødsfald. Selvfølgelig findes der altid skræmmehistorier men de gør alligevel stort indtryk. I princippet har eksemplet fra 2015 intet med raskmelding at gøre, men grunden til jeg fremhæver den er pga ændringerne der trådte i kraft efter katastrofen, at der nu skal være to til stede i cockpittet i Tyskland, England, Canada mfl.. Det er trist at der må sådan en ulykke til for at sættte gang i ændring af regler og det sender det forkerte signal i forhold til håndtering af psykisk sygdom. Mads er meget principfast at han skal kunne flyve solo som raskmeldt men er det virkelig så slemt at være to sammen i luften? Men som han siger i dokumentaren det er rettigheder for det enkelte individ der er hans kamp. 

Mads fortæller i interview at der er andre der har taget over i retten til at være raskmeldt sagen: "Det var aldrig nået til Folketinget, hvis ikke der havde været tilstrækkeligt mange, der havde italesat problemet”. Der er meget inspiration at hente fra en mand der kæmper hårdnakket for sine mål. Mads Fabricius er et friskt pust som går imod janteloven. Dokumentaren mangler at spørge ind til hvorfor han er så ekstrem og principfast, der inkluderer motion, Iron Man konkurrencer, korte bukser, eller måden han håndterer flycertifikat sagen. Mads siger på et tidspunkt han er inspireret af den excentriske Howard Hughes som både var pilot og som ikke lod sig stoppe hvis han havde et mål. Så det er én forklaring men ikke hele forklaringen. En psykiater/læge må lave en bedømmelse af hans ekstreme tendenser og ikke denne anmeldelse.

Jeg undrer mig, at vi ikke hører hvordan andre forholder sig til samme, på papiret, livslang diagnose. Det kunne have styrket filmen at en gruppe raskmeldte blev interviewet og bakkede op om sagen, eller havde en anden mening om hans kamp. Det er en film om Mads og positivt at den viser nogle skjulte sider af samfundet som mange ikke er klar over, inklusiv denne anmelder.

Der mangler et bredere perspektiv i dokumentaren, da rettigheder for raskmeldte potentielt er et fremtidigt problem for tusindvis af børn med diagnoser. Som professor i psykiatri Poul Videbech nævner til Jyske Vestkysten, man må "lave en lovgivning, der siger, at det er forbudt at diskriminere på baggrund af tidligere psykisk sygdom." "Det er ulovligt at kønsdiskriminere ved ansættelser, mens det ikke er ulovligt at diskriminere på baggrund af tidligere psykisk sygdom."
Det er positivt at høre i dokumentaren at du allerede kan få diagnosen fjernet i det "grønne" computersystem som derved ikke popper op hver gang du er på sygehuset.

Min anmeldelse af Retten til at være Rask er både positiv og negativ. Jeg synes det er vigtigt at være kritisk og ikke bare lade dokumentaren forføre dig til at tro der er 100% konsensus om sagen. Det er inspirerende men mere komplekst end filmmagerne og Mads gør det til. Det jeg er mest enig i er at lave det sponsorerede cykelhold han kalder Human Endurance, som skal vise at psykisk syge kan noget og ikke bare skal gemme sig væk. Det lyder alt sammen fint at kæmpe for rettighederne for raskmeldte men jeg er personligt skeptisk med hensyn til tidligere psykisk syge skal ud og flyve soloture i privatfly. Der er jo en grund til lovgivningen er så streng på det område i Europa. Selvfølgelig kan ikke-psykisk syge også lave fejl under flyveture. Det ER diskriminerende men lovgivningen er der for at passe på os alle sammen, inklusiv piloten. Men jeg er helt med på at værdsætte alle individer og at få chancen for en dispensation eller afslag kunne være et fremskridt. Man fjerner drømmen ved det nuværende system. Som Poul Nyrup Rasmussen sagde i dokumentaren: "Det er en pinlig paragraf i europæisk lovgivning". 
Hvis det nogensinde lykkes for manden at få det flycertifikat så er han den raskmeldte dansker der fortjener det allermest pga alle de år han kæmpede for sagen. Det er nemt for mig at sidde her bag en skærm og have en mening. Jeg har ikke stået ved frontlinjen og tager hatten af for nogen der prøver at gøre en forskel. Mads er ambitiøs med sine projekter, men filmmagerne gør sig ikke umage med at få alle nuancerne med. Men når kan inspirere målgruppen og give håb som var tilfældet med de to unge i Don't Fear the Weird talken på facebook 8/10/2020, så har dokumentaren virket, og i den optik bliver mine kritiske bemærkninger en uvigtig fodnote. Jeg skal ikke lægge skjul på jeg selv blev inspireret til at motionere!

Hvor mange planeter er der i vores solsystem

Jeg troede det var et statisk tal men det ændrer sig med tiden.  Der er de 8 planeter (Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, og Neptun). Samt 5 "dværg" planeter (Ceres, Pluto, Haumea, Makemake og Eris) . Sidstnævnte Eris blev opdaget i 2005.  Om nogle år ændrer det sig nok igen. I 2006 blev Pluto's status af International Astronomical Union ændret fra alm. planet til dværgplanet.


Værd at nævne. I Antikken talte man Månen og Solen med som planeter, og Uranus og Neptun blev ikke inkluderet. Det blev dengang til 7 ialt der kunne ses med det blotte øje: Månen, Merkur, Venus, Solen, Mars, Jupiter, Saturn.


Der synes at være noget forvirring med begrebet "klassiske" planeter. I Antikken kalder man de 7 planeter klassiske, og idag kaldes de 8 større planeter også klassiske.


Så blev man lidt klogere ved at se Watchmojo's video Top 20 Biggest Scientific Discoveries of the Century So Far.

Don't Fear the Weird filmfestival i Aalborg (8-10 oktober 2019)

Spændende at få lov til at deltage i arbejdsgruppen med udvælgelse af film til filmfestivalen Don't Fear the Weird, der stiller skarpt på det skæve sind. Som "filmnørd" var det noget der lå lige til højrebenet. Der blev lavet research, og en del forslag kom på bordet, nogle diskuterbare film blev udvalgt af gruppen, og nogle andre gode film fravalgt der måske kan bruges til næste års udgave, hvem ved?

Programmet for 2019 (det fulde program kan læses i bunden af artiklen) inkluderer bl.a. Black Swan (2010), som jeg her vil snakke lidt om. En film hvor du kommer helt tæt på Nina's angst og oplevelser ved at være i balletskole. Præstationsangsten og sårbarheden er netop årsagen til den medtages til filmfestivalen, der forsøger at gøre "anderledeshed" og psykisk sårbarhed/sygdom mindre tabubelagt. Vi er alle sammen mennesker, men hun har det svært med det psykiske, pres, forventninger, identitet, og konkurrencementalitet. Lektor i sociologi på Aalborg Universitet, Anders Petersen, indleder filmen med at snakke om depression som en folkelidelse. Er idealet for det gode liv præstation både på jobbet og i privatlivet? Efter filmen foredrag med  "En af os" ambassadør, hun fortæller om spiseforstyrrelser og perfektionisme som led i sin uddannelse, temaer der fornemmes i Black Swan.

Afhængigt af hvor du er i livet, vil publikum for hvert gensyn kunne få noget nyt ud af filmen, om du er ung, ambitiøs, usikker eller psykisk sårbar. Eller måske kan spejle dig i forældrerollen og den overbeskyttende mor der projicerer egne drømme over på datteren. Hvis du går ind for bedre vilkår for kvinder på arbejdsmarkedet (hvem gør ikke det nu om dage?) vil du sikkert bemærke den mandsdominerede kultur i balletskolen. De som allerede interesserer sig for ballet og har set en opførelse af Svanesøen har måske øjnene rettet mod detaljer som andre vil overse. Det er svært at genrebestemme Black Swan, en blanding af ungdomsfilm, psykologisk thriller, horror, og dansefilm.

Hovedpersonen Nina spilles af Natalie Portman som velfortjent vandt en oscar for sin præstation, en ung kvinde der søger efter sin plads i livet. Historien er sine steder trods Nina's 28 år et forsinket teenageoprør. Man kan sige Nina danser på kanten af galskaben og på en måde ofrer sit helbred for kunsten. Hvad er målet og for hvem? Og hvad er omkostningerne? Hvorfor får hun det dårligere, og hvem har skylden? En farlig leg rent psykisk hun er ude i. Sammenhængen mellem stress og karriereræs/uddannelsesræs er noget mange vil kunne genkende.


Filmfestivalen foregår i Biffen Nordkraft, Teglgårds Plads 1, Aalborg, i dagene 8-10 oktober 2019  Billetter kan købes her hvor du også kan læse beskrivelser af de andre film og foredrag.
Fortæl gerne dem i din omgangskreds hvis du mener det kunne have deres interesse. Det er første gang Don't Fear the Weird afholdes i Nordjylland 😊



Det fulde program for filmfestivalen:


MANDAG 8. OKTOBER
18.30 Event: “Se mig. Nu!”
Introduktion ved professor Anders Petersen
Film: Black Swan
Oplæg ved EN AF OS ambassadør Julie Vogel-Kolte


TIRSDAG 9. OKTOBER
16.30 “Min sårbarhed, min kunst, min styrke”
Introduktion ved kunstner Sara Hamdrup
Dokumentarfim: Min sårbarhed, min kunst, min styrke
18.30 Event: “Skyldig?”
Film: Den Skyldige
Oplæg ved socialrådgiver Tommy Kjær Rask Jensen


ONSDAG 10. OKTOBER
16.00 Event: “Lad følelserne tale”
Oplæg ved pædagogisk psykologisk konsulent Jes Dige
Film: Inderst inde
Debat om filmen ved pædagogisk psykologisk konsulent Jes Dige
17.00 Fællesspisning i Den Grønne Café
19.00 Comedy foredrag ved læge Andreas Hoff

Anmeldelse: Hamlet (Vendsyssel Teater)

Jeg tog til generalprøven den 18 september. Opsætningen på Hjørrings Vendsyssel Teater kombinerede alvor og humor. Gravscenen, stykket i stykket, Polonius’ gode råd, og Hamlets vanvid frembragte latter i store sal. Der blev skruet op for kærligheden mellem Hamlet og Ofelia, en opdatering som Shakespeare's tekst nedtoner.
Musikken fungerede godt. Valget af White Stripes og Jon Hopkins gav historien et moderne præg, noget nær Sofia Coppola’s nyfortolkning af Marie Antoinette. Der blev brugt følelsesladede numre (som denne anmelder ikke kendte) under Ofelia's scene ved vinduet og omfavnelsen mellem Gertrude og Hamlet. Det mest imponerende rent teknisk under forestillingen var selvmordsscenen og sværd-kampen, begge havde stor realisme.
Det kan være instruktøren har lært af Kristeligt Dagblad’s anmeldelse af årets store Hamlet-opsætning på Kronborg, hvor kritikken gik på et overforbrug af moderne scene-effekter som nær var ved at overskygge en ellers fremragende skuespillerpræstation.
Scenografien (i Hjørring) var enkel i sin stil, med trapper og bygning i baggrunden, røde og grålige farver, med kirkegården i front. Det var skuespillet der var i centrum, og især Hamlets (Elliott Crosset Hove's) vanvidsøjeblikke vil stå tilbage i hukommelsen.
Men var scenen for minimalistisk? Jeg fik ikke selv fornemmelsen af at være på et slot, her kunne der måske have været lagt lidt mere vægt på lokalitet. Gravpladsen var dog en genistreg, og netop den scene var et af de visuelle højdepunkter, ved at få tilskueren til at grine, og føle man nærmest kunne ånde skuespillerne i nakken og få en spadefuld jord på skoene, så tæt på sad de forreste.

Sproget var flot som forventet, men indimellem kunne dialogen være en anelse teksttung. Det virkede til de momentvise humoristiske indslag var en måde at fastholde teatergæsternes opmærksomhed og gøre historien mere tilgængelig. Den flertydige sprogbrug er netop styrken ved Hamlet og en af hovedårsagerne til stykket har overlevet. Du vil kunne tage nye ting derfra hver gang. Vendsyssel Teater's appetitvækker "kampen for at få sandheden frem i en verden fyldt med fake news. Men findes der kun én sandhed?" var en interessant vinkel, men jeg må nok gense stykket for at fange de nuancer.

De sidste minutter forløb temmelig kaotisk udenfor scenen, en dame blandt publikum blev dårlig og der måtte tilkaldes ambulance. Det var synd at det skulle slutte på den måde. En ung mand med en hjertestarter kom løbende. Fik en e-mail dagen efter fra Vendsyssel Teater at hun klarede den og er blevet udskrevet fra sygehuset.

(Tilføjelse 24.9) Anmelderne roser scenograf Carsten Burke Kristensen. De peger på lyssætningen og scenekonstruktion er omhyggeligt gennemtænkt, ved at udtrykke et fængsels-lignende mørke, et billede på Hamlet's isolation, det mentale lag af nedtrykthed som et fængsel udstråler. I stykket siges der, at " Danmark er et fængsel". Vi ser et Danmark, der isolerer sig om sig selv og er på vagt over for det, der kommer udefra. Den tendens ser vi også i Europa i dag med Fort Europa og bevægelsens væk fra fællesskabet, mener instruktør Jacob Schjødt. Charlotte Fich (som spiller Gertrude) udtaler at stykket har masser af paralleller til nutiden. Det handler om magt og magtmisbrug. Om fake news og den forråelse, vi oplever rundt om i verden i dag.

Anmeldelse: Niels Klims underjordiske Rejse (Vendsyssel Teater)

Det var med glæde jeg i aftes kunne se Vendsyssel Teaters nye, udsolgte satsning Niels Klims underjordiske Rejse, en nyfortolkning af norsk/danske Ludvig Holbergs klassiker fra 1741.

Visningen var generalprøven. Det var mit første besøg i det nye Vendsyssel Teater og efter lidt besvær med at forstå siddepladsordningen, kunne jeg sætte mig i et behageligt sæde på balkonen i hovedsalen. Der var enkelte øjeblikke hvor det kneb med at se alle skuespillerne på gulvet, men for det meste var det til at følge med i. Holdet af skuespillere talte højt og havde muligvis mikrofoner på, så der var ingen besvær med at høre.

Efter en kort intro hvor kunstnerisk chef/instruktør Peter Schrøder bød os velkommen, gik stykket i gang. Schrøder fik sit gennembrud i 1973 i en tidligere opsætning af Niels Klim på Gladsaxe Teater, som måske har været inspirationen.

Jeg er langt fra en hyppig teatergænger, men publikum var begejstret og der blev klappet og grinet under forestillingen. Der var noget til både hjernen og lattermusklerne, ofte på samme tid. Især første halvdel (før 20 min pause) imponerede mig, hvor den ny konstruerede teatersal blev udnyttet til fulde. Jeg vil ikke afsløre for meget, men der er nogle overraskelser rent scenemæssigt. Kostumerne var farverige, med grønt og lyserødt, og Carsten Svendsen var overbevisende og energisk i hovedrollen. Selvom hans karakter gør noget egoistisk, holder man stadig interessen og der er rig lejlighed for at se tingene fra de fremmedes perspektiv, som fx er talende træer og abemennesker. Teaterstykket varede ca. 2½ time inkl. pause.

Jeg har ikke læst bogen, min viden om Niels Klim er begrænset til sekundære kilder. Jeg kan anbefale Weekendavisens artikel fra 2012 ’En underjordisk verden, som spejler os selv’ (Adgang via bibliotekets hjemmeside), som giver en dybere indføring i hvad historien har på hjerte. Det er først og fremmest en samfundskritisk satire over europæerens bedrevidenhed i mødet med fremmede kulturer. Ved at lade handlingen foregå i et science-fiction univers under jorden forsøgte Holberg at stille skarpt på en indirekte måde. Med bogen fik han sit gennembrud over for den læsende europæiske offentlighed. Romanen kan sammenlignes med Jonathan Swifts satire Gullivers rejser fra 1726, som er en kritisk allegori om samtiden. Der kan også drages en parallel til Shakespeares Hamlet, den nyuddannede akademikers møde med den virkelige verden.

I det nye teaterstykke bliver Niels Klim mainstream for et nutidigt publikum. Der bliver gjort grin med magtsyghed, europæerens ufejlbarlighed, ubrugelige uddannelser, mænd og kvinders forskelsbehandling, respektløshed overfor naturen og dyrene, menneskets overfladiske forfængelighed, og hvordan vi ikke skal undervurdere andre kulturer og det de kan lære os. Temaer som stadige er aktuelle i dag. Der var under stykket også en tendens til at vende tingene på hovedet, sådan at de fremmede kulturer også havde nysgerrighed, arrogance og misforstod tingene, som gav flere nuancer.

Niels Klim er en eventyrer som søger sin plads i samfundet og ønsker at finde kærligheden. Hvordan det går ham, må du opleve i teaterstykket, se tv-serien fra 1984 med Frits Helmuth, eller læse bogen/tegneserien for at finde ud af.