Den slags små ting (2021) af Claire Keegan

 

2021. 123 sider. Forlag: Gutkind. På dansk ved Signe Lyng. Engelsk titel: Small Things Like These

En rost og populær irsk kortroman, Keegan’s internationale gennembrud. Afsnittene med kularbejderen Bill på besøg på Magdalene institutionen har en fantastisk urolig stemning, helt modsat julehyggen hjemme hos familien Furlong. Slutningen af bogen er også mindeværdig og sætter nogle tanker i gang. De fem døtre introduceres og jeg overvejede hvad de bidrager med til historien? Jeg kunne godt have tænkt de havde en mere aktiv rolle i fortællingen. Man kan sige de repræsenterer en parallel til de sårbare Magdalene piger og fattigdommen Bill iagttager rundt om i byen. Det er strenge tider i 1985 med stor arbejdsløshed under Thatcher’s regeringstid. Denne beskrivelse vil jeg aldrig glemme; en skål sættes ud til præstens kat og en fattig dreng drikker mælken. 

Bogen rummer både en kristen næstekærlig indstilling som Bill og Mrs Wilson repræsenterer, mens forfatteren udstiller frygten og rygterne i landsbyen, nonnernes adfærd som kontrollerende og gammeldags i deres syn på synd og straf. Det er dog på grænsen til karikatur, jeg kunne godt have tænkt mig flere nuancer hos nonnerne. Der anes noget omsorgsfuldt ved £50 sedlen Furlong familien modtager i julebrevet, muligvis en form for ”hush money”, at Bill’s familie ikke blander sig yderligere. Nogle steder skæres tingene lidt for meget ud i pap. For eksempel Eileen’s pragmatiske replik side 54 om at ”der er ting man er nødt til at ignorere”.  Det har hun allerede sagt til Bill på forrige side. Mysteriet om hvem Bill’s rigtige far fungerer godt og sidste kapitel kunne ikke gøres bedre.

Tænker bogen ville nok have haft større betydning for ofrene hvis den var udkommet mens Magdalene vaskerierne stadig eksisterede i Irland i 1980erne. Men bedre sent end aldrig! Kvindernes desperate situation og trauma bliver hørt og kirken kritiseret. Historien giver et historisk tilbageblik til nogle uretfærdigheder for de ”faldne” kvinder, og grusomheder antydes. Det er tydeligt Sarah Redmond ikke har det godt og virker bange for nonnernes autoritet. Det samme gælder den ulykkelige kvinde Bill møder som ønsker han bringer hende ned til floden. Temaet er ikke nyt, filmen Philomena (2013) udforsker det samme, fra en anden vinkel. Der er efterhånden udgivet en del om disse stakkels kvinder, både film og bøger, og det bliver fortsat ved med at forarge os. Hvorfor spærres Sarah inde? Der er flere tolkninger, muligvis gjorde hun oprør og nægtede at arbejde. Måske sættes hun i isolation fordi hun fik et barn uden for ægteskab. Kaster hun op fordi hun atter er gravid? 

Interessant den foregår ved juletid, mere eller mindre en moderne udgave af Charles Dickens’ Et Juleeventyr, hvor vi som læser må gruble over hvordan vi kunne gør en forskel, eller bliver vi medskyldige ved at tie et problem ihjel som borgerne i byen? Selvom handlingen visse steder kan virke tynd og overmættet af hverdagsbeskrivelser, så fremstår bogen troværdig og periodisk helt fantastisk. 

Ved du ikke noget om Magdalene institutionerne indbyder bogen til at undersøge de skræmmende virkelige hændelser, om ulønnet tvangsarbejde for forældreløse, gravide, ugifte, oprørske teenagere. Nogle af de faldne kvinders børn endte i børnehjem og senere som voksen i Magdalene-vaskerierne. Kvinderne fik opmærksomhed i medierne i slutningen af 90erne pga en dokumentarfilm på Channel 4 i England. I 2013 gav Irlands premierminister Enda Kenny Magdalene overleverne en officiel undskyldning. Disse institutioner var ikke en irsk opfindelse, fænomenet begyndte ifølge weekendavisen i det protestantiske England i 1758.


https://www.weekendavisen.dk/kultur/irlands-beskidte-vasketoej

Frankenstein (1818) af Mary Shelley

 1818 / 191 sider / Forlag: Oxford University Press / engelsk udgave


En klassiker som har været målt og vejet i ca. 200 år, ja du kunne sidde i ugevis og forske hvis du havde lyst. Opfinderen kaldes Victor Frankenstein. Monsteret er uden navn. ”Monster” er et negativt ladet ord i mine øjne, derfor jeg vælger at kalde ham skabningen her.

På grund af romanens tvetydighed åbnes der for flere tolkninger, bl.a, er skabningen ond? Hvem er den ægte monster i historien? Hvilke etiske grænser bør videnskaben overholde? Hvilke omkostninger har ambition? Er Victor en skizofren morder som måske bilder sig selv en masse ting ind? 
Sidstnævnte har flere forskere prøvet at sætte ord på, uden en endelig konklusion. Der er en række spor der peger mod skabningen som et alter-ego, en slags Dr Jekyll and Mr Hyde figur.  Især når Victor opholder sig i Irland. Sidste del af romanen i Arktis, derimod, synes at fastslå skabningen som kød og blod, dog med et lille men, da kaptajn Walton får fortalt historien af Victor og kan have drømt mødet med skabningen, umiddelbart inden på s.186 nævnes at klokken er midnat og Walton ”must arise” fra sin seng. S.178 bekræfter Walton at have set monsteret, på afstand fra skibet, og det tror han mere på, end Victor’s fortælling. Det giver også logisk mening at skabningen er fantasi da det er urealistisk at kunne give nyt liv til døde kropsdele, og usandsynligt at skabningen overlever i naturen alene, og lærer at læse og tale på egen hånd, bare ved at iagttage en familie. 

Victor indrømmer at have begået drab mens han befinder sig i Irland, og hilser her fængsel velkommen (s154). Hvorfor? Yderligere påstår Victor i samme afsnit at det kræver meget for at forhindre ham i at begå vold. Hævn holdt ham i live (s171), det gælder ligeledes skabningen. Under en særlig sygelig periode tilstår Victor at have begået mordene (s148). Victor og skabningen flyder nærmest sammen som en person undervejs, hvilket kan fremprovokere en tolkning om Victor som spaltet, gal morder og skabningen som opdigtet. Men Victor tror selv på det. Endnu et eksempel der svækker argumentet at skabningen eksisterer; det er usandsynligt, men ikke umuligt, at Victor har ressourcerne på den øde ø til at frembringe en kvindelig skabning.  Og hvis Victor’s omgangskreds er i fare, hvorfor advarer han dem ikke? Side 162 tilkendegiver Victor at som tidspunktet nærmede sig, forekom trussel mere som en vrangforestilling. 
 
Man kan sige skabningens ensomhed og fremmedgørelse taler til læserens sympati, et tragisk liv, mens de voldelige tendenser trækker i den anden retning, han er farlig for omgivelserne. Victor udtrykker skyld over den skade skabningen påfører andre, og det er tydeligt Victor ikke har tænkt eksperimentet til ende og sin egen forældrerolle. I stedet var Victor kun opmærksom på det videnskabelige projekt, og ikke den humane del: skabningens ve og vel. Skabningen udtrykker også smerte til sidst, over de ting han har gjort. De er ikke onde men har begge gjort nogle slemme ting. Skabningen ved han er forhadt, intet fællesskab, og har ingen respekt for andre og hader dem. Der opfordres til vi ikke vender outsidere ryggen,  baseret på et anderledes udseende eller alternativ væremåde, for du ved ikke hvem du har med at gøre, før du lærer dem at kende. Det tragiske må være at de ikke giver skabningen en chance. 

Nogle vil mene skabningen fødes uskyldigt og det er samfundet der gør den voldelig pga had, udstødelse, fordomme. Romanen er ambivalent vedr hvor skabningens ondskab stammer fra. Forfatteren spørger, hvad er monstrøst?  Hvordan du ser ud eller hvor du opfører dig?
Jeg vil mene Victor og skabningen er begge ofre, men ansvarlige for den smerte de påfører andre. Et budskab synes at være at når Victor ikke tager ansvar for sine handlinger fører det til hans undergang. Han fortryder men det er for sent.
Forfatteren kaldte romanen en filosofisk romance. Nogle læsere vil nok beskrive Frankenstein som en gyser/sci-fi. Den byder på forbavsende lidt blod og body horror. Men det er ikke kirurgbordet og drabene der er hovedpointen, men advarslen. Der er antydninger, fx at skabningen har kræfter til at rive arme af folk, og der er også drab, men det fremstår mest som en psykologisk, filosofisk roman. Skal jeg pege på en lille svaghed; der er rigtige mange gentagelser, jeg behøver ikke få det samme fortalt 20 gange, men omvendt har skabningens og Victor’s vedholdende bekymringer stor tyngde og gennemslagskraft, følelserne er en pinsel for de to. 

Bogen stiller store spørgsmål om forældres ansvar for de børn de sætter i verden, at vi i et bibelsk perspektiv ikke bad om at være her, Adam blev sat på jorden af en gud der, stærk forenklet, løb sin vej, ligesom Frankenstein blev overladt til at klare sig selv. Ligeledes har børn ikke sagt ja til at fødes. I skabelsesberetningen laver Gud Eva, fordi Gud kan se Adam ikke har det godt. Victor løber fra ansvaret om at skabe en partner til skabningen, men netop her tænker Victor konsekvenserne igennem, modsat tidligere, så Victor har lært noget undervejs. Pga ensomhed søger skabningen en kvinde, men der er ingen garanti for at de vil kunne li hinanden. Naivt men håbefuldt at skabningen tænker i de baner om en partner han slet ikke har mødt. Victor udviser manglende medfølelse ved at opgive at sætte hende i verden (s138) men han har sine grunde.
Frankenstein skiller sig ud og har været en stor inspirationskilde for litteratur og film, et blue print for science fiction genren, med sin advarselsfortælling, tænk bare på hovedværker Blade Runner eller Terminator. Det farlige ved videnskaben og teknologien, at det kan misbruges ved at lege gud. Videnskab der løber løbsk, om det er døde kropsdele der bringes til live, eller udvikling af AI teknologi. Uden empati, risiko for katastrofale, uforudsete konsekvenser. 

Store spørgsmål hænger i luften, uden det bliver moraliserende: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan vil en verden se ud med kunstige menneskelignende væsner? Kontaktbehovet  og ensomheden gør skabningen til menneske. Mens skønlitteraturen og familien i Tyskland afslører for ham hvordan vi lever. Skabningen længes efter at deltage i verden; hvis ikke godhed, så hævn (s.119).

Men bogen kan også læses sådan; skal vi se det som et virkeligt menneske vi skal have empati med, eller noget kunstigt og frastødende? Skabningen bliver håbfuld desperat, både over sociale interaktioner, men også kunst og natur. Jeg hælder mest til at han er skabt af menneskedele og derfor må være et menneske. Naturen spiller en stor rolle i romanen, i forhold til Victor virker det humørafhængigt, om han frydes eller væmmes over landskaberne. Tydeligt under en Europarejse, at Victor ikke formår at gør sig bekymringsfri og leve i nuet, han tænker over fortiden, og spekulerer over fremtiden. Igen, det er følelserne som er en pinsel. 

Bogen giver et bud på ambitionens pris, for Walton, for Victor, for skabningen, for de dræbte. Det burde være en triumf for videnskaben men ender i tragedie. 

Som en konsekvens af berømmelsen, Mary Shelley blev resten af sit liv ”forfulgt” af romanen hun skabte. Hendes liv, på sin vis, mindede om historien.