2018. 242 sider. Forlag: Gyldendal.
Bemærk, spoilers kan forekomme i det følgende…
En roman som tager et drastisk vendepunkt hvor alting ændrer sig for den kvindelige fortæller, en fængselspræst. Fortællervinklen er speciel på flere måder, dels at Aakeson som mand beskriver en kvindes inderste tanker og fantasier, dels at Guds stemme fører en dialog med Susse. Om det reelt er religiøs åbenbaringer eller, mere sandsynligt, en indre dialog hun fører med sig selv, forbliver usagt. De indre samtaler hun indleder varierer meget, humoristiske, barske, tilgivende, knyttet til hvordan hun har det i øjeblikket. ”Gud smiler indforstået ”(s82) når Susse får hjælp til oprydning og har ro til at sove.
I danske medier hører man sjældent om Natalie Wood- Robert Wagner mysteriet fra 1981, men fordi der er ubesvaret spørgsmål om hvad der skete på båden, diskuteres sagen stadig i USA. De to amerikanske skuespillere er i dag i ligeså høj grad kendt for den aften på båden, som de film og tv-serier de medvirkede i. Wagner regnes fortsat som en ’person of interest’ i efterforskningen. Det er ikke utænkeligt Aakeson har ladet sig inspirere af Wood’s gådefulde død, ligesom Tarantino’s seneste film One Upon a Time in Hollywood (2019) også har tydelige lighedspunkter. Hvad der adskiller Aakeson’s; der byttes om på rollerne, kvinden overlever, og mysteriet afløses af en Dostojevskij-lignende forpinthed med en afsluttende forløsning.
Fortielse, skyldfølelse og alkoholmisbrug ødelægger Susse indefra og skaber en selvdestruktiv distance til andre. En moderne genfortolkning af Forbrydelse og Straf, i en dansk kontekst. Der er noget dobbeltmoralsk i at Susse’s job består i at vejlede kriminelle mens hun selv gemmer på en forfærdelig hemmelighed. At miste tilregneligheden i et kort øjeblik kan have kæmpe konsekvenser for dit liv og der er ingen nem vej til tilgivelse fra andre og tilgivelse af dig selv. Selvom Susse ved nøjagtigt de rigtige ting at sige til forbrydere som kæmper med skam og manglende selvkærlighed, formår Susse ikke at kunne bruge disse retoriske værktøjer til at hjælpe sig selv.
Roman gør det meget tydeligt at det giver uheld at ændre en båds navn (titlen). Fylder overtro meget i dit sind kunne du lægge to og to sammen, mens andre vil bare kalde det tilfældigheder. Susse har uden tvivl haft et svært liv men det er ikke nogen undskyldning for hvad hun udsatte hendes mand for. Hendes skyldfølelse kommer til udtryk i det daglige, ikke kun at hun drikker, men fx at hun ”giver sig selv to store lussinger”(s.80) , og ikke kan sove i sin mands seng, og vælger sofaen. Susse’s datter Ditte er måske bogens svage led, virker urealistisk at en nybagt student allerede vil have børn så hurtigt i livet.
Jeg kommer i tanke om en avisartikel om Minna der sad fast i et mosehul på Lolland og en bekendt ikke hjalp hende op. Minna døde af udmattelse og væskemangel og kvinden blev idømt et års ubetinget fængsel for at undlade at hjælpe et andet menneske i nød. Kvinden talte usandt i retten da en jæger senere sagde hun ikke bad ham om hjælp. En tragisk historie som ikke burde være hændt. Dengang fyldte sagen i medierne og står stadig som en advarsel til alle, at samme situation aldrig må gentage sig. Romanen beskrives fra lovovertrædernes synsvinkel, det frygtelige at gjorte ting ikke kan gøres ugjorte igen. I et af de stærkeste kapitler opleves en konfrontation mellem en morder Kevin som i fængslet aftaler at møde den dræbte kvindes mor. Som fængselspræst deltager Susse som støtte. Her mærkes virkelig det smertefulde for begge parter men også det forløsende ved at italesætte smerten så den ikke æder dig op indefra. Et af budskaberne i Forbrydelse og Straf går på at den indre, personlige skyld kan være værre end den samfundspålagte dom. Naiviteten går igen i begge romaner, de har ikke tænkt konsekvenserne igennem. Susse har behov for at bekende sine gerninger, hun angrer og indrømmer det hun gjorde var forkert. Usympatisk ja, fx har hun svært ved at glæde sig over sin datters fosterscanning og mændene i hendes liv behandles, ofte, respektløst. Psykopatisk nej, hun italesætter sit ansvar. Som læser bliver du konfronteret med mennesker som har fejlet, det er normalt at føle afsky over deres valg og sværere at give dem en ny chance. Susse slås med indre diskussioner om hun er et godt eller dårligt menneske, ”regnskabsdag” (s176) som du som læser kan vende mod dig selv og spørge, om der er ting du fortrænger og ting du er stolt over.
Bogen peger på et usundt parforhold der krakelerer, fordi den ene ikke siger fra i tide og lader den anden bestemme for meget. Bogen er nem at læse og personerne realistisk beskrevet. Få steder er sproget lidt klodset fx s37 ”han er ham der fylder opvaskemaskinen”, dog har det ikke kæmpe betydning for helhedsoplevelsen. Der er flere charmerende, citerbare sætninger som huskes, fx Mugge’s ”ærlig træthed” , ”det har potentiale”. Den voksende frustration hos Susse ulmer i baggrunden som en modvægt. Har du allerede læst Forbrydelse og Straf kan strukturen og budskabet i Bådens Navn godt opleves som deja-vu. Det der gør Aakeson’s roman anderledes må være humoren som jeg ikke husker meget af i Dostojevskij’s klassiker. Sommetider kan du som læser fornemme Aakeson har skrevet filmmanuskripter til Den Eneste Ene (1999) og Okay (2002) , fx kapitlet til Henrik’s fødselsdag som virker som en scene fra en komediefilm.
