2024. 423 sider. Forlag: Gyldendal
Historiske romaner har jeg ikke beskæftiget mig meget med og slet ikke Marstrand-Jørgensen's andre bøger, det skylder jeg læseren af anmeldelsen at vide på forhånd. Både fortællemæssigt og periodemæssigt kan der drages paralleller til Bille August’s oscar-vinder Pelle Erobreren (1987) som skildrer de fattiges trivsel på en gård i 1800tallet, her forfølges unge piger af den velhavende, gifte gårdmand. Ræveår er en kollektivroman om en gruppe kvinder på Læsø i 1780, et af de centrale pointer (og det er ikke en spoiler) går på at kvinder ikke havde de samme rettigheder som vi har i dag. Blev du gravid udenfor ægteskab fik du en bøde eller fængsel mens mændene kunne undslippe straf. Selvom dette magtforhold er set før, så bliver den underliggende frygt for overfaldet og frygten for at blive udstødt som heks overbevisende fremstillet af Marstrand-Jørgensen, ja livet på Læsø virker realistisk og som at være der selv! Trist at denne angst for utilregnelige mænd fortsætter med at være et vilkår som blev taget op i Øvelser i Mørke (2024) af Naja Marie Aidt.
Tydeligvis har forfatteren lagt et større researcharbejde i projektet, hun vælger at sproget skal foregå på nudansk men med et miljø og detaljerigdom tro mod den tid det foregår. Til forskel fra resten af Danmark på den tid må kvinderne eje jord, de beskrives med alle de usikkerheder mennesker tumler med. Vejret, troen og fællesskabet er grundvilkår for overlevelse. Marstrand-Jørgensen giver et indblik i den savn og venten når mændene befinder sig til søs, hvordan kvinderne bliver nødt til at arbejde sammen for at klare sig.
Overtro fylder også en del, outsideren tunge-Signe mistænkeliggøres og bliver svært for hende at modbevise anklagerne. Kirken spiller en rolle i hverdagen, øboerne oplever kontrol som fx at børnene bør navngives ifølge biblen, behandling af de døde følger et bestemt regelsæt, og der pålægges forbud når skibe strander. Stjæler du fra de døde kommer et genfærd efter dig! Titlen henviser til hunræven der lever i en hule i området, i flere situationer udviser den menneskelignende, empatiske træk. Ræven fornemmer verden med sin lugtesans, den behandler kvinderne forskelligt, og får en birolle på lige fod med andre. Forfatteren har fortalt at under skrivningen stod en ræv ved hendes vindue og iagttog hende, om den har en symbolsk betydning vides ikke, men under læsningen kommer jeg i hvert fald til at tænke over dyrenes rolle i naturen. Signe og ræven er begge isoleret og der er en særlig forbindelse mellem dem. Øboerne kæmper alle for overlevelse, uanset om de er dyr eller mennesker. Nogle vil måske mene at rævens adfærd virker fortænkt, trods youtube klip der findes med en grædende pige der trøstes af en hest.
Et par små kritikpunkter; savnede årstid og dato overskrifter ved kapitelskiftene, dette kunne have gjort den gradvise udvikling nemmere at følge. Desuden er sømænd-anekdoterne ikke nær så udfoldet som de kunne have været, romanens længde i betragtning. Til gengæld rammer slutningen plet, meget stærk og rørende, jeg fældede en lille tåre. Når der ikke er flere sider at vende savner jeg allerede at være i selskab med personerne.
Citat: ”Den fugl, der ikke kan klare sig og ikke er beskyttet af sin flok, er den første der vil dø”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar