Boganmeldelse: Ekstremt højt og utroligt tæt på / af Jonathan Safran Foer (2005)

Min vurdering 6/10

Resumé fra bibliotek.dk
Oskar mister sin far ved tvillingetårnenes kollaps i New York 11. september 2001. En efterladt nøgle sender ham rundt i byen for at finde låsen, der måske giver mere indsigt i farens liv.

Muligvis har 11. september gjort hovedpersonen Oskar (og amerikanerne?) mere bange for fremmede, og desværre givet arabere et dårligt omdømme:

s38:

”Der var mange ting, der gjorde mig panikslagen, såsom hængebroer, bakterier, flyvemaskiner, festfyrværkeri, arabere i undergrundsbanen (selv om jeg ikke er racist), arabere i restauranter eller på cafeer eller andre offentlige steder (...) mænd med overskæg, røg, knuder, høje bygninger og turbaner”

Når jeg siger muligvis, så er en svaghed for mig ved bogen, at dette citat ikke er noget der kommer til udtryk i Oskar’s adfærd i historien, nærmest tværtimod. 9årig Oskar er meget naiv, barnlig og godtroende, når han ringer på diverse menneskers døre i sin søgen. Det er et mindeværdigt citat, og det er et godt signal at sende amerikanerne, at Oskar har mod til at banke på fremmede menneskers porte, men modsiger Oskar ikke sig selv?

En anden svaghed kunne være, at historien ikke kommenterer nok på 9/11, det følte jeg hype omkring udgivelsen havde lagt op til, men i og for sig kunne Oskars far være død i en hvilken som helst ulykke. Det overraskede mig, at der lægges op til en diskussion om traume i general forstand, men her viser romanen sin langtidsholdbarhed. Anden Verdenskrig fylder meget mere end jeg havde regnet med. Måske var formålet at hjælpe de efterladte eller traume-ramte i det hele taget med deres sorg, og giv dem håb? Og her er 9/11 en kollektiv traume som måske kan bearbejdes til dels gennem kunst og litteratur. Spørgsmålet er, om man behøver at have oplevet et traume for at identificere sig med historien? Her påpegede en fra læsekredsen, at hvis man har prøvet at være ked af det kan romanen måske også bruges. Foer indrømmer i et videointerview, at han ikke planlagde at skrive om 9/11, men det gik efterhånden op for Foer, efter samtale med sin bror, at det faktisk var det han sad og skrev om.

Ifølge journalist Karina Søby Madsen i sin artikel på forfatterweb, er Oskar endnu for ung til at kunne sætte ord på sine tanker og følelser omkring tabet. Derfor - og fordi han vil beskytte sin mor - formår han eksempelvis ikke at fortælle hende, at han sad hjemme og hørte faderen indtale beskeder på telefonsvareren just før, tårnet brød sammen. I stedet konkretiserer han sin smerte ved at lave blå mærker på sig selv, for på den måde bliver smerten synlig og håndgribelig i modsætning til det indre kaos, han oplever.
Foer favner de tragiske historier via humoren. Da holocaust ikke kan serveres direkte og ej heller angrebet på World Trade Center, går han humorens omvej. Via humoren formår han at skabe sympati og kontakt med læseren og at gøre fortællingen/bearbejdningen levende og relevant. Humoren fremstår i vid udstrækning i hovedkarakterernes pudsige indfald.

For mig var der ikke nok på spil og derfor led historien spændingsmæssigt. Problemet er, at Oskar har en traume fra starten af, så vi ved allerede, hvordan han har det. Der var kun lidt spænding i de sidste 50 sider for mit vedkommende.

Sommetider var synsvinklen for mig forvirrende, det kunne være svært at skelne mellem, hvem der var fortæller, da det skifter meget mellem farfar, far, og søn. Der kan være tale om en bevidst sløring af nogle ellers simple dilemmaer, som ved anden gennemlæsning vil være meget nemmere at følge. Det hjalp heller ikke, at Oskar tænker ofte som en voksen, og bogen blev af nogle anmeldere kritiseret for at portrættere en niårig dreng med en hjerne som den 28årige forfatter Jonathan Safran Foer.


Det var lidt specielt at læse bogen her ved ti-års jubilæum for terrorangrebet, dagen for et årti siden hvor små ting for mange blev uvigtige, og hvor vi i fællesskab gloede TV og alle mere eller mindre kan huske, hvor de var, og hvad de lavede 11. september 2001.

Ifølge en 9/11 udsendelse Danskernes Akademi på DR2, så har Ekstremt højt og utroligt tæt på svært ved at modsvare den tyngde tårnenes fald havde ikke bare i New York, men i hele verden. De fleste forfattere har holdt sig væk fra kritiske kommentarer. Ukritisk medfølelse fra forfatterens side blev populært. Romanerne af de amerikanske forfattere handlede i mindre grad om, hvorfor terror skete. Et berømt citat fra Paul Auster’s bidrag til 9/11 litteraturen lød: ”USA blev ikke ødelagt, den ødelagde sig selv.” Men som Adjunkt Steen Christensen, AAU er inde på, den går ikke i dybden. Disse emner tages måske i større grad op i faglitteraturen og avisjournalistikken?

Og hvad var styrkerne ved Ekstremt højt og utroligt tæt på? Oskars fantasi, den er usædvanlig, opfindelserne han finder på og beskriver. Et kloaksystem der kan indfange New Yorkernes tårer, når de græder sig selv i søvne om natten. Frimærker med indbydende smag, lange ambulancer der forbinder hospitaler, osv, osv. Som der er en anmelder der skriver på librarything, sommetider virker opfindelserne som en måde at fremme hjælpen til de katastroferamte.
Til dels har Oskar legesygen fra tiden med sin far, det mærkes at Oskar gerne vil føre det videre, detektivjagten på nøglens oprindelse er nok fordi Oskar savner og stadig gerne vil være tæt på sin far, det er muligt han søger en fader-figur i de mennesker han møder. Når Oskar er så opsøgende, får man som læser selv lyst til at udforske omgivelserne, og møde New Yorkerne. Måske prøver Jonathan Safran Foer at sige, at vi ikke skal være bange for fremmede i en tid hvor nogle amerikanere er mere skeptiske.

En af bogens tabu emner er, må børn have en favorit forælder? Hvad er konsekvenserne for barnet og forældre? Hvordan hånderer Oskars mor at være den mindst populære er hvad romanen kigger på og giver et eksempel på.
Oskars mor undgår at græde, når Oskar er i nærheden, det er nok typisk, at forældre vil spare deres børn for melankolien, men er Oskars mor derved ikke trøstende nok?

Eller er det et spørgsmål om, at Oskar ikke formår at tage imod den trøst hun tilbyder ham, og Oskar derved kommer til at såre hende? Det kan skyldes, at han ikke er helt tilfreds med, at hun har fundet en anden mand så hurtigt, men hun forsvarer sig med, at man godt kan være glad og savne nogen på samme tid. Det er hendes måde at komme videre på.

I samtalebogen Helle i samtale med Ninka (2011) fortæller Helle Thorning Schmidt om sin egen rolle som mor, og Helle lægger ikke skjul på, hvor stor betydning hendes egen mors værdier spiller:

s.17:

”Det er et spørgsmål om at være en stærk person og vise sig ansvarlig overfor børnene. Det er ikke, fordi børn ikke må se, at vi voksne har følelser og problemer. Det er mere noget med, at vores problemer ikke skal være deres problemer.”

Parforholdet er et andet område Jonathan Safran Foer berører, hvordan manden og kvinden i et ægtepar har brug for plads til at være lidt sig selv, og have tomme pladser i deres lejlighed, hvor den anden ikke må gå eller se hen. Det virker bizart at det konkretiseres i bogstaveligste forstand, men på en måde er det forståeligt nok. Vi kommer nok til at tænke over vores forhold til vores nærmeste.

Oskar er blevet sammenlignet med drengen Oskar fra Gunter Grass’ Bliktrommen, ved både at være barn og voksen på samme tid, men ellers kan jeg ikke se, hvad Foer bruger referencen til.


Der er en filmatisering på vej med sandsynlig danmarkspremiere i 2012 instrueret af Stephen Daldry, kendt fra The Hours (2002) og The Reader (2009), Tom Hanks og Sandra Bullock i hovedrollerne, og med en stjernespækket birolleliste. For mig bliver det dog mest fascinerende, hvordan de visuelt vil tackle Oskars fantastiske opfindelser.

Budskabet må være, hvordan man kan arbejde sig igennem et traume, og et bud på hvordan man kan komme videre.
En anden vigtig erfaring Oskar gør sig er hvordan han kan påvirke sine omgivelser positivt (fx nogle af de mennesker han opsøger ved navn Black), eller i negativ retning (fx kritik af mor). Måske er han for ung til at reflektere over, hvilken glæde eller smerte hans egne ord kan have på andre, men læseren kan ihvertfald spejle sig i Oskars interaktion med omverden.
Det er befriende at læse Oskars ufiltrerede tankestrøm, men der er også konsekvenser, sagte ord kan ikke gøres usagte igen.

Grafisk er romanen i særklasse, forfatteren leger med virkemidlerne, skrifttyper, billeder, som indarbejdes i handlingen. Foer siger om brugen af billeder: “Jeg synes, billeder giver mening i denne specifikke roman. Først og fremmest fordi, børn ser verden ved at skabe en række mentale snapshots; de ‘gemmer’ disse billeder, som de husker 20 eller 40 år senere. Dernæst fordi 11. september var den mest visuelt dokumenterede begivenhed i den menneskelige historie.” (Interviewartikel på www.bookpage.com ).

Forsiden af romanen kan have en symbolsk betydning. Oskars farfar er holdt op med at tale, og han svarer med et ja eller nej med hænderne. En i læsekredsen mente en hånd på både forsiden/bagsiden af bogen kunne forklares sådan. Hvis du har andre tolkninger af forsiden, så lad mig vide i kommentarfeltet!


Læs den for opfindsomheden, jeg aner ikke hvad genre det er, det skifter mellem komedie og tragedie, magisk realisme? 9/11 litteratur? Hvis du kan acceptere svaghederne jeg har nævnt, så kan det være du skal give den en chance. Jeg havde vanskeligheder med at komme igennem den, og overvejede at opgive flere gange.

Forlaget Tiderne Skifter, 2005, 348 sider.

Læsere af min blog, har du nogle holdninger til min anmeldelse, bogen eller forfatteren? Har du læst andre 9/11 romaner? Hvad mener du en 9/11 roman skal kunne give dig som læser?