1966. 115 sider. Forlag: Hoff & Poulsen. Oversat fra ungarsk af Leif Martin Sand.
Velfortalt ungarsk klassiker med nogle karakterer du husker. Forfatteren skaber en særlig absurd-komisk, foruroligende stemning. Historien drejer sig om majorens ferieophold hos familien Toth. De vil gerne være så gæstfrie som muligt fordi de håber deres søn i krigen derved får gunstige kår. Majoren har ingen empati og virker total blind overfor familiens grundlæggende søvnbehov, han insisterer på at hans egne behov kommer i første række, ved at tvinge dem til at blive oppe om natten, holde ham ved selskab, og bygge æsker til sårplejeartikler. Jeg håber på det bedste men forventer det værste, der er noget absurd over at majoren har gode intentioner med at producere æskerne. Der er meget humor men hvor jeg samtidig græmmes og har ondt af dem. Er majoren virkelig så tonedøv at han ikke begriber Hr Toth's sammenbrud? Det kunne tyde på det. Er majoren bare excentrisk? Grusomme oplevelser under anden verdenskrig har muligvis ødelagt majoren og gjort ham til et monster der tilsyneladende nyder at pine andre som slaver, han fortæller at der ikke er meget der skal til for at en soldat henrettes hvis de ikke følger ordre. Familien Toth bliver ofre i et manipulerende spil og bogen bliver allegorisk et skræk eksempel på magtmisbrug, hvordan magthavere undertrykker andre som en dominerende, hensynsløs tyran. Udvikler sig absurd hvor majoren får det gradvist bedre men den sympatiske brandmand Hr Toth ødelægges. Selvfølgelig er der en dualisme mellem den rolige landsby i bjergene og den voldsomme krig, og bogen bliver en konfrontation mellem disse poler. Budskabet synes at pege på krig er absurd og måske har præsten en pointe at Familien Toth ikke har det så slemt som andre. Slutningen gættede jeg på forhånd men gør alligevel indtryk! Jeg tænkte faktisk ikke over at det har været opsat som teater, nok fordi teksten ikke var opsat som replikker. At kortromanens politiske allegori slap igennem censoren kan jeg godt undre mig over, især da Orkeny tidligere fik et skriveforbud 1958-62. Døren af Magda Szabó var en større oplevelse men der var også flere sider at fordybe sig i. Til senere læsning; Satantango (1985) af nobelprisvinder László Krasznahorkai og klassikeren Rejsende i måneskin (1937) af Antal Szerb.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar