2009. 239 sider. Forlag: Gyldendal.
Roman af kvindelig Nobelprisvindende forfatter, en af de mest læste polske forfattere i nyere tid.
Nok den bog vi har læst i bogklubben som er tættest på krimigenren. Svær at placere på genreskalaen, tonemæssigt går historien i vidt forskellige retninger med sjove og makabre dele, plot-drevet mysterium, satiriske angreb på korruption i området, budskaber om naturen, og ikke mindst et karakterstudie af hovedpersonen.
Fortælleren Janina er omkring 60, har smerter, og holder opsyn med vintertomme sommerhuse, hun har en passion for astrologi, og modsætter sig jægernes jagt i området. Janina ser sig som naturens og dyrenes beskytter. Ligesom Tokarczuk er hovedpersonen vegetar. Der sker en række dødsfald, ”dyrenes hævn” ifølge Janina. Er der tale om mord eller ulykker? Som en rød tråd bevæger mysteriet plottet fremad, hovedpersonens tanker og relationer fylder også meget. Ifølge postbuddet er politiet korrupt og kan forklare hvorfor politichefen blev fundet med penge på lommen.
Den måde Janina bruger planeterne som argument for hvad der foregår må siges at være excentrisk men det giver mening for hende! Fx hælder hun til at genbrug assistentens hårtab har en astrologisk forklaring og vedlægger horoskoper til politiet for at bekræfte sin hypotese om dyrenes adfærd. Hun gør det i fuld alvor hvor jeg som læser oplever det som ufrivilligt komisk. J har stærke meninger, hun er ikke bange for at stå fast, tænker anderledes end flertallet. Hendes kontrær adfærd og rapkæftet bemærkninger (fx i kirken) minder mere om en rebelsk, ung dyrerettighedsforkæmper, end en kvinde i en moden alder.
Det kunne være spændende at høre en astrologi nørds eller erfaren jægers vurdering af bogen, om de oplever det som autentisk. Jeg savnede en uddybning af jagt-mentaliteten, hvor jægerne og Janina diskuterer for og imod. Romanen bliver meget bombastisk med sit pro-vegetar budskab, fordi hovedpersonen tænker snæversynet i godt og ondt bliver det svært for historien at løfte sig ud over det. Præsten (som også er jæger) og skovfogeden får taletid og forsvarer jægernes ret til at skyde dyrene for at holde bestanden nede, men det er som om jægergruppen har begge mænd i deres hule hånd, fx ved at jægerne har bygget kapellet. Det virker til den eneste i lokalområdet som har mod til at gå imod strømmen er Janina.
Side 78 tænker Janina det ”alt sammen kun er noget jeg havde drømt”, ” den seneste tid var en lang, smertelig feberhallucination”. Dette gør jeg tænker vi har med en upålidelig fortæller at gøre. Jeg fik flashbacks til Ræveår af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, at dyrene har særlige evner. De to bøger på en måde i samme familie, hvor dyr og mennesker er lige vigtige.
Janina’s ven Tavs arbejdede i cirkus engang men underligt nok spørger hun ikke mere ind til hans fortid? Det ville jeg godt have hørt mere om. Han er en mand af få ord der sjældent fortæller en masse, deraf navnet Tavs hun har givet ham. Kælenavnene tilfører bogen noget humor og personlighed. Sorte frakke, Tavs’ søn, arbejder ved politiet. En af hendes andre venner hedder Dyzio, han lider af allergi. J var hans lærerinde 30 år tidligere og hjælper ham af og til nu med at oversætte William Blake. Netop Blake befinder sig i baggrunden som et lag i teksten, det ærgrer mig at jeg ikke har læst ham som kunne berige læseoplevelsen. Et sted i bogen sidder J og hendes venner og diskuterer hvorfor ”nogle mennesker er onde”, samtalen bliver ret diffus og generisk, personerne går ikke i detaljer.
Det mest interessante ved romanen for mig; at de bor i grænseområdet mellem Tjekkiet og Polen, som har en symbolsk betydning. Jeg har læst i The Guardian at Tjekkiet er et af de mindst religiøse lande i Europa mens Polen er stærkt religiøst. Tjekkiet har en hengivenhed for overtro der går i spænd med Janina’s alternative overbevisninger. Derfor kan jeg som læser undre mig over J alligevel vælger at blive boende når det Tjekkiske ”utopi” er så tæt på, og hun udtrykker afsky overfor det polske. Hendes moralske forpligtelse til at beskytte sit hjemland mod uretfærdigheder og trygheden ved det velkendte kan være forklaringer på hun ikke flytter. J’s holdninger bevæger sig mod det anarkistiske selvom hun mener hun gør det rigtige ved at støtte dyrene. I det mellemrum flyder kategorier og muliggør overskridelser; menneske vs. dyr, fantasy vs. realisme, lovlydig vs. kriminel, alternative ideer vs. rationel tænkning, anarki vs. retssamfund.
Et af Tokarczuk’s andre bøger beskæftiger sig ligeledes med grænseland; House of Day, House of Night (1998) (oversat til engelsk).
Slutningen oplevede jeg som forudsigelig og astrologien (som gentages) irriterede mig. Romanen har sin egen unikke stemning inkl flotte sort/hvide billeder, og du lærer noget om naturen undervejs, fx biller og aggressive dyr. De skæve eksistenser er til tider morsomme; fx den fordrukne tandlæge, historien om rotterne der blev slæbt i retten, de absurde rygeregler. Rørende bliver romanen ikke for alvor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar