Livsklog, barsk roman af norsk forfatter.
2020. 332 sider. Forlag: Turbine. Oversat til dansk af Karen Fastrup.
Den ca. 60årige jeg-fortæller Johanna har ikke set sin mor og søster i 30 år men alligevel fylder de meget i hendes sind. Det er et af romanens ubesvarede spørgsmål, hvorfor vækkes disse følelser nu? Hun bor i USA som kunstner, i indledningen får vi at vide at kæresten er død og sønnen flyttet hjemmefra. Ensomhed og tid alene har en betydning for hendes psyke. Som diskuteret i læsekreds hænger timing muligvis sammen med et sidste udkald, moren er blevet gammel og det er nu eller aldrig hvis en genforening skal ske. Vi søger alle efter accept og kærlighed fra vores forældre, uanset om du er barn eller 60 år, der er et afhængighedsforhold du ikke kan gøre dig fri af følelsesmæssigt, uanset om du er fjender eller venner. Johanna’s tilbagevenden til hjemlandet spiller selvfølgelig en rolle i at gamle minder vækkes til live men vi ved reelt ikke hvor ofte hun har tænkt på familien over den 30årige periode.
Søster og mor beskylder Johanna for grænseoverskridende adfærd, bl.a. har hun udstillet malerier i hjemegnen som viser familien på en måde der kunne støde. Johanna rejste fra ægtemand i Norge pga forelskelse i mand fra USA, og udeblev fra farens begravelse. Der er flere ting der har vækket vreden hos familien i Norge. Søsteren Ruth blev hjemme og allierer sig med og støtter den gamle mor. Johanna forsvarer sig med, at det er ”nødvendigt for overlevelse at male billeder” (s.65), og benytter som argument for det kunstneriske projekt at hendes amerikanske mand Mark ”overtalte hende” (s64). Desværre er der næppe mulighed for at forklare sig face-to-face når familien udelukker hende, så Johanna fører en intens indre monolog med sig selv og må lære på den hårde måde at; Det gjorte kan ikke gøres ugjort. Til læsekreds var der noget spekulation om Johanna faktisk har lært noget som helst af familiens afvisning, da hun ikke udtrykker selvindsigt og fortrydelse over udstillingen i hjemegnen, nærmest tværtimod holder hun stædigt fast i behovet for at udfolde sig kunstnerisk, skønt det provokerer og skubber familien på afstand. Det er muligt forsøget på at nærme sig mor og søster har egoistiske motiver for at få svar på hemmeligheder, uden et reelt ønske om at være en støttende datter. Set i det lys fremstår Johanna som en usympatisk skikkelse. Men der skal to parter for at få et forhold til at fungere så omvendt skal vi måske anskue Johanna som en datter der har gjort alt det hun overhovedet kunne for at genetablere en forbindelse.
Romanen opleves som en sindstilstand, med minimal handling. Advarer om den forkerte vej at gå, isolation forstærker hendes ensomhed, tankemylder og kontaktbehov. Behovet for forsoning og tilgivelse(s.8) vejer tungere end respekt for familiens klare grænser, også når det gælder Johannas overvågning af moren. Selvom begge lejre er langt fra perfekte, er min sympati med hovedpersonen da hun er meget ensom og den aktive som forsøger at løse konflikten. Men er det for sent? Findes en løsning? Søster og mor gør det nærmest umuligt da de ikke ønsker Johanna i deres liv. Man kan ikke tvinge nogen til noget de ikke vil. Men hun giver ikke op, ”de kan ikke digte mig ud af historien”(s.89).
Johanna bruger meget unødvendig energi på gætterier uden beviser ”måske – måske – måske”(s95), bilder sig alt muligt ind andre tænker, men mangler et sted at skaffe sig af med sit tankemylder. Der er stærke antydninger at de uløste konflikter er usundt for familiens velvære, en familie som ikke er god til at snakke om deres følelser og problemer. Tankemylderet og bitterheden i Johanna’s sind kører i ring og er svært at standse. Analyseapparatet blandes med flashback episoder fra barndom og ungdom, i forsøget på at forstå især morens adfærd. Hun har en ven i første kapitel. S8: ”Det hjalp at tale med Fred”
Hvad skjuler moren? Johanna er, nogle vil måske påstå, traumatiseret og sygeligt besat af moren, som læser bliver du nysgerrig efter at kende sandheden om deres fortid. Moren mistede sin egen mor tidligt, hvilket sandsynligvis påvirkede den måde Johanna og Ruth blev opdraget på. Johanna’s kreativitet i barndommen blev undertrykt af en streng opdragelse og det ”man bør gøre”, som formentlig førte til teenageopgøret og behovet for at finde sin egen stemme igennem kunsten. Johanna spekulerer over at hun nu bærer ”den smerte, det var lykkedes hende (mor) at fortrænge”.
En tragisk roman om en dysfunktionel familie, viser vigtigheden af samtale og vigtigheden af empati, fx at tage til begravelser og holde en kontakt. Johanna gør andre til skurke, på s.72 ”Men Ruth bad Johanna ikke komme til begravelsen”. Det gør ondt at stå i en afvisningssituation, hvor nogen fokuserer på dine fejltrin og virker til at have glemt dine mange gode sider. På den anden side må Johanna også lære af situationerne og tage konsekvenserne, fundere over hvad hun kunne gøre bedre næste gang. Tydeligvis usundt for dem alle at tie i så mange år, de forstår ikke hinanden. Mor og søster har deres formodninger om malerierne uden at have talt det igennem med familiens ”sorte får” Johanna. Søsteren Ruth opfordrer i en sms s.244 Johanna til at se tingene fra deres synsvinkel, ”at andres menneskers livsprojekter er lige så værdifulde” og at Johanna’s livsvalg har påført familien meget smerte.
Undrede mig over de utallige små tekststykker i romanen, hvad ville forfatteren med det? Muligvis en måde at dele tankerne op på, fremhæve visse vigtige passager. Til læsekredsen snakkede vi om sproget, en gribende fortælling med mange nuancer i personbeskrivelserne men visse steder stoler forfatteren ikke nok på læseren, fx når naturen træder frem som en trøsteven, ”min ven stenen” (s74)” og indrømmer flere steder at hun ”opdigter” moren. Disse sætninger skæres ud i pap og kunne have været håndteret på en mere elegant, tvetydig facon.
Åbenbart har forfatteren Vigdis Hjort været inspireret af Vildanden (1884) og dens familiedrama, uden dog at hun konkret citerer Ibsen. I Norge står 6 bind værket Min Kamp (2009-2011) af Knausgård som et vigtigt eksempel på autofiktion og Hjort’s forfatterskab peger også i den retning, de selvbiografiske elementer har for begge forfattere åbnet for en debat om hvad man kan tillade sig at dele fra privatsfæren og ansvaret du har som historiefortæller. Både Knausgård og Hjort har brændt broer med deres ærlighed i kunstens navn, ligesom jeg-fortælleren Johanna's kunstnerisk kompromisløshed har skabt konflikter, men i sidste ende er det hendes grænsesøgende beslutninger der gør hende til den hun er.
Min vurdering 8/10
Ingen kommentarer:
Send en kommentar