Anmeldelse: Hvor Flodkrebsene Synger af Delia Owens (2018)

374 Sider. Forlag: Gyldendal

Amerikansk coming-of-age mord mysterium bestseller debutroman der foregår i 1950erne og 1960ernes North Carolina. Bogen får mig til at lægge mere mærke til de gratis glæder. Hovedpersonen er i pagt med marsken, fordi Kya er omgivet af natur, spiller den en større rolle i hendes dagligdag. Fantastiske naturbeskrivelser, når du læser er det som at være der selv! En hyldest til friluftslivet, Delia Owens arbejdede selv i Afrika som forsker blandt løver og elefanter i over 20 år.  

Kapitlerne rummer mindeværdige slutcitater, fx side 42: ”og marsken blev hendes mor”, side 29: ”Det er min fødselsdag fortalte hun fuglen”. Marsken og dyrene bliver en erstatning for Kya’s familie. Hendes ven Tate siger fx side 142 ”Pas på marsken, indtil jeg er tilbage, hører du?”. Læseren bliver også mindet om at marskområdet er et farligt sted, du kan blive væk, ligesom i en jungle, men du kan også gemme dig fra omverdenen. 

En bog om fordomme og stigmatisering i en lille by. Forskel på rig og fattig hænger i luften i beskrivelserne af byen, hvor sorte og fattige bliver lagt for had. En af historiens budskaber går ud på at der er andre måder at være til på, udover far, mor og børn. Du kan mere end du tror, Kya overrasker Chase med hendes viden om muslinger, som hun kender de latinske navne på. Hun bryder sig ikke om skolen pga mobning, gemmer sig fra myndighederne der forsøger at få hende til at følge undervisningen. Der kan drages visse paralleller til sydstatsklassikeren Dræb ikke en Sangfugl (1960) der ligeledes udforsker fordomme rettet mod en outsider i byen.

Undrede mig over Kya ikke melder en af byens beboere til politiet men hun tænker ikke som andre, fra en ung alder tvunget til at tage ansvar, hendes syn på rigtigt og forkert farvet af en outsider opvækst, uden en nær familie, uden skolegang, men som alle med en længsel efter at høre til et sted. På side 288 får vi at vide at ”skammen overvældede fornuften”. Nogle i læsekredsen anså det for urealistisk at et barn lever i naturen men hun iagttager familiens overlevelsesevner, fx ude og fiske med sin far. Desuden ved vi der er en ovn i deres hus til madlavning og til opvarmning af hjemmet. Kya’s mor opfordrer hende til at udforske marsken, side 116; ”Tag så langt væk, du kan. Helt derud hvor flodkrebsene synger”.  

Min vurdering: 10/10

Anmeldelse: Nøjsomheden af Stine Askov (2022)

2022. 365 sider Forlag: Gyldendal.

 ”Tut plejede at sige (om Frederik) at han på bunden var god nok, men at der var langt derned”

Titlen Nøjsomheden er navnet på et boligområde i Helsingør, ikke længere på ghettolisten efter nogle bygninger blev nedlagt. Tragikomisk socialrealistisk coming-of-age roman, med elementer af chick litt. Personerne beskrives tredimensionelt, hele mennesker, som også rummer usympatiske træk. Nogle vil måske fremhæve klicheer her og der, fx at den manipulerende, gangsteragtig fætter Frederik har en bulldog, at coke-misbrugerens ekstraværelse benyttes til træningsrum.

Fortælleren Mona er i starten af 20erne og bor i Nøjsomheden, hendes mor Marianne ”Mømmer” har stærk angst og samlermani. Moster Tut træder til som en handlekraftige papmor, en støtte i hverdagen. Tut har dog svært ved at holde sin egen søn Frederik på rette kurs, man kan sige Tut kompenserer ved at hjælpe andre rundt omkring sig i Nøjsomheden. Frederik styrer med hård hånd Tim som Mona i ungdommen er forelsket i. Står hen i det uvisse om Tim er et offer der ikke kan undslippe Frederik’s befalinger eller slet ikke tænker over sin rolle som underkastet. Som læser vender jeg mig nærmest til Frederik’s voldsomme væsen, ligesom Mona’s familie gør. Grænsen mellem barnlig leg og virkelig vold synes udvisket mellem Mona og Frederik, og det er med til at du som læser får ondt af hovedpersonen og håber hun klarer den. Måske fortier Mona mere end det der afsløres.

Mona henter ro i bøgernes verden og har i flere år haft svært ved at finde nye venner. Bestemt ikke nemt at danne nye voksen venskaber i Danmark synes at være en pointe fra forfatterens side. Hun omgås familien og rækker ud ved at lave små post-it anmeldelser ved byttebog hylden i kvarteret. Mona mærker et fælles tredje med den litteraturstuderende Nikolaj som hun møder i boghandleren hvor hun arbejder. For mange vil mødet med en voldelig svigerfamilie være et rødt flag, men når de to tilbringer tid sammen forsvinder Nikolaj’s tale handicap. Især Nikolaj’s far udtrykker bekymring over sin søns nye relation. Mona har sine tvivl om forholdet også, da Nikolaj’s bedste ven Camille, måske eller måske ikke, er forelsket i Nikolaj.   

De noget tragiske situationer vendes tit til noget komisk; Marianne der har ”stier mellem sækkene” i sin fyldte lejlighed og tuder når hun bringer datteren i skole for første gang. Stofmisbrugerens næse er næsten helt væk, de to lidt overvægte boghandlere som vil tabe sig, osv. 

Forfatteren fortalte i et interview med Gentofte Bibliotekerne at hun gerne vil gøre op med fordomme om ghettomiljøer, vise nogle ressourcestærke mennesker. Som tidligere pædagog brænder Askov for dem der har det svært, de udsatte. Klasseforskelle er et hovedtema i bogen, særligt mindeværdigt; festen hos Nikolaj’s forældre og konfrontationen på værtshuset Københavneren. I princippet hænger de to begivenheder uløseligt sammen. I disse situationer mærkes Mona’s skam over sin familie og Nikolaj’s forældre udviser en ret konfronterende adfærd overfor deres gæst, som dog bløder op næste dag når festen er forbi, hvor Mona får ros for at forsvare sig selv. Mona er outsider både i boligblokken og i overklassemiljøet, samtidig er der også et forsvar af det hårde miljø hun kommer fra. Hun vender ikke familien ryggen, selvom nogle måske kunne have fundet på det i hendes sted.

For mit eget vedkommende er de levende personbeskrivelser og humoren bogens trumfkort. Visse steder bliver forfatteren noget moraliserende, hvor jeg mærker Askov trække i trådene. Om læseren reelt har brug for London-turen ved jeg ikke, det giver en variation ved at Mona afprøver sig selv i nye omgivelser. At hun møder en hjemløs og dummer sig på en indisk restaurant oplever jeg som underholdende men måske overflødigt. Trods det holder jeg af personerne hele vejen, og savner dem allerede når romanen er slut. En charmerende fortælling med kærlighed og humor, som ikke er bange for at kigge på de svære ting i livet som fx angst, vold i familien, og ensomhed.

Min vurdering 8/10

Anmeldelse: Er mor død af Vigdis Hjorth (2020)

 

Livsklog, barsk roman af norsk forfatter. 


2020. 332 sider. Forlag: Turbine. Oversat til dansk af Karen Fastrup.

Den ca. 60årige jeg-fortæller Johanna har ikke set sin mor og søster i 30 år men alligevel fylder de meget i hendes sind. Det er et af romanens ubesvarede spørgsmål, hvorfor vækkes disse følelser nu? Hun bor i USA som kunstner, i indledningen får vi at vide at kæresten er død og sønnen flyttet hjemmefra. Ensomhed og tid alene har en betydning for hendes psyke. Som diskuteret i læsekreds hænger timing muligvis sammen med et sidste udkald, moren er blevet gammel og det er nu eller aldrig hvis en genforening skal ske. Vi søger alle efter accept og kærlighed fra vores forældre, uanset om du er barn eller 60 år, der er et afhængighedsforhold du ikke kan gøre dig fri af følelsesmæssigt, uanset om du er fjender eller venner. Johanna’s tilbagevenden til hjemlandet spiller selvfølgelig en rolle i at gamle minder vækkes til live men vi ved reelt ikke hvor ofte hun har tænkt på familien over den 30årige periode.

  

Søster og mor beskylder Johanna for grænseoverskridende adfærd, bl.a. har hun udstillet malerier i hjemegnen som viser familien på en måde der kunne støde. Johanna rejste fra ægtemand i Norge pga forelskelse i mand fra USA, og udeblev fra farens begravelse. Der er flere ting der har vækket vreden hos familien i Norge. Søsteren Ruth blev hjemme og allierer sig med og støtter den gamle mor. Johanna forsvarer sig med, at det er ”nødvendigt for overlevelse at male billeder” (s.65), og benytter som argument for det kunstneriske projekt at hendes amerikanske mand Mark ”overtalte hende” (s64). Desværre er der næppe mulighed for at forklare sig face-to-face når familien udelukker hende, så Johanna fører en intens indre monolog med sig selv og må lære på den hårde måde at; Det gjorte kan ikke gøres ugjort. Til læsekreds var der noget spekulation om Johanna faktisk har lært noget som helst af familiens afvisning, da hun ikke udtrykker selvindsigt og fortrydelse over udstillingen i hjemegnen, nærmest tværtimod holder hun stædigt fast i behovet for at udfolde sig kunstnerisk, skønt det provokerer og skubber familien på afstand. Det er muligt forsøget på at nærme sig mor og søster har egoistiske motiver for at få svar på hemmeligheder, uden et reelt ønske om at være en støttende datter. Set i det lys fremstår Johanna som en usympatisk skikkelse. Men der skal to parter for at få et forhold til at fungere så omvendt skal vi måske anskue Johanna som en datter der har gjort alt det hun overhovedet kunne for at genetablere en forbindelse. 

Romanen opleves som en sindstilstand, med minimal handling. Advarer om den forkerte vej at gå, isolation forstærker hendes ensomhed, tankemylder og kontaktbehov. Behovet for forsoning og tilgivelse(s.8) vejer tungere end respekt for familiens klare grænser, også når det gælder Johannas overvågning af moren. Selvom begge lejre er langt fra perfekte, er min sympati med hovedpersonen da hun er meget ensom og den aktive som forsøger at løse konflikten. Men er det for sent? Findes en løsning? Søster og mor gør det nærmest umuligt da de ikke ønsker Johanna i deres liv. Man kan ikke tvinge nogen til noget de ikke vil. Men hun giver ikke op, ”de kan ikke digte mig ud af historien”(s.89).

Johanna bruger meget unødvendig energi på gætterier uden beviser ”måske – måske – måske”(s95), bilder sig alt muligt ind andre tænker, men mangler et sted at skaffe sig af med sit tankemylder. Der er stærke antydninger at de uløste konflikter er usundt for familiens velvære, en familie som ikke er god til at snakke om deres følelser og problemer. Tankemylderet og bitterheden i Johanna’s sind kører i ring og er svært at standse. Analyseapparatet blandes med flashback episoder fra barndom og ungdom, i forsøget på at forstå især morens adfærd. Hun har en ven i første kapitel. S8: ”Det hjalp at tale med Fred”

Hvad skjuler moren? Johanna er, nogle vil måske påstå, traumatiseret og sygeligt besat af moren, som læser bliver du nysgerrig efter at kende sandheden om deres fortid. Moren mistede sin egen mor tidligt, hvilket sandsynligvis påvirkede den måde Johanna og Ruth blev opdraget på. Johanna’s kreativitet i barndommen blev undertrykt af en streng opdragelse og det ”man bør gøre”, som formentlig førte til teenageopgøret og behovet for at finde sin egen stemme igennem kunsten. Johanna spekulerer over at hun nu bærer ”den smerte, det var lykkedes hende (mor) at fortrænge”.

En tragisk roman om en dysfunktionel familie, viser vigtigheden af samtale og vigtigheden af empati, fx at tage til begravelser og holde en kontakt.  Johanna gør andre til skurke, på s.72 ”Men Ruth bad Johanna ikke komme til begravelsen”. Det gør ondt at stå i en afvisningssituation, hvor nogen fokuserer på dine fejltrin og virker til at have glemt dine mange gode sider. På den anden side må Johanna også lære af situationerne og tage konsekvenserne, fundere over hvad hun kunne gøre bedre næste gang. Tydeligvis usundt for dem alle at tie i så mange år, de forstår ikke hinanden. Mor og søster har deres formodninger om malerierne uden at have talt det igennem med familiens ”sorte får” Johanna. Søsteren Ruth opfordrer i en sms s.244 Johanna til at se tingene fra deres synsvinkel, ”at andres menneskers livsprojekter er lige så værdifulde”  og at Johanna’s livsvalg har påført familien meget smerte.

Undrede mig over de utallige små tekststykker i romanen, hvad ville forfatteren med det? Muligvis en måde at dele tankerne op på, fremhæve visse vigtige passager. Til læsekredsen snakkede vi om sproget, en gribende fortælling med mange nuancer i personbeskrivelserne men visse steder stoler forfatteren ikke nok på læseren, fx når naturen træder frem som en trøsteven, ”min ven stenen” (s74)” og indrømmer flere steder at hun ”opdigter” moren.  Disse sætninger skæres ud i pap og kunne have været håndteret på en mere elegant, tvetydig facon. 

Åbenbart har forfatteren Vigdis Hjort været inspireret af Vildanden (1884) og dens familiedrama, uden dog at hun konkret citerer Ibsen. I Norge står 6 bind værket Min Kamp (2009-2011) af Knausgård som et vigtigt eksempel på autofiktion og Hjort’s forfatterskab peger også i den retning, de selvbiografiske elementer har for begge forfattere åbnet for en debat om hvad man kan tillade sig at dele fra privatsfæren og ansvaret du har som historiefortæller. Både Knausgård og Hjort har brændt broer med deres ærlighed i kunstens navn, ligesom jeg-fortælleren Johanna's kunstnerisk kompromisløshed har skabt konflikter, men i sidste ende er det hendes grænsesøgende beslutninger der gør hende til den hun er. 

Min vurdering 8/10