mandag den 7. oktober 2019
Don't Fear the Weird filmfestival i Aalborg (8-10 oktober 2019)
Spændende at få lov til at deltage i arbejdsgruppen med udvælgelse af film til filmfestivalen Don't Fear the Weird, der stiller skarpt på det skæve sind. Som "filmnørd" var det noget der lå lige til højrebenet. Der blev lavet research, og en del forslag kom på bordet, nogle diskuterbare film blev udvalgt af gruppen, og nogle andre gode film fravalgt der måske kan bruges til næste års udgave, hvem ved?
Programmet for 2019 (det fulde program kan læses i bunden af artiklen) inkluderer bl.a. Black Swan (2010), som jeg her vil snakke lidt om. En film hvor du kommer helt tæt på Nina's angst og oplevelser ved at være i balletskole. Præstationsangsten og sårbarheden er netop årsagen til den medtages til filmfestivalen, der forsøger at gøre "anderledeshed" og psykisk sårbarhed/sygdom mindre tabubelagt. Vi er alle sammen mennesker, men hun har det svært med det psykiske, pres, forventninger, identitet, og konkurrencementalitet. Lektor i sociologi på Aalborg Universitet, Anders Petersen, indleder filmen med at snakke om depression som en folkelidelse. Er idealet for det gode liv præstation både på jobbet og i privatlivet? Efter filmen foredrag med "En af os" ambassadør, hun fortæller om spiseforstyrrelser og perfektionisme som led i sin uddannelse, temaer der fornemmes i Black Swan.
Afhængigt af hvor du er i livet, vil publikum for hvert gensyn kunne få noget nyt ud af filmen, om du er ung, ambitiøs, usikker eller psykisk sårbar. Eller måske kan spejle dig i forældrerollen og den overbeskyttende mor der projicerer egne drømme over på datteren. Hvis du går ind for bedre vilkår for kvinder på arbejdsmarkedet (hvem gør ikke det nu om dage?) vil du sikkert bemærke den mandsdominerede kultur i balletskolen. De som allerede interesserer sig for ballet og har set en opførelse af Svanesøen har måske øjnene rettet mod detaljer som andre vil overse. Det er svært at genrebestemme Black Swan, en blanding af ungdomsfilm, psykologisk thriller, horror, og dansefilm.
Hovedpersonen Nina spilles af Natalie Portman som velfortjent vandt en oscar for sin præstation, en ung kvinde der søger efter sin plads i livet. Historien er sine steder trods Nina's 28 år et forsinket teenageoprør. Man kan sige Nina danser på kanten af galskaben og på en måde ofrer sit helbred for kunsten. Hvad er målet og for hvem? Og hvad er omkostningerne? Hvorfor får hun det dårligere, og hvem har skylden? En farlig leg rent psykisk hun er ude i. Sammenhængen mellem stress og karriereræs/uddannelsesræs er noget mange vil kunne genkende.
Filmfestivalen foregår i Biffen Nordkraft, Teglgårds Plads 1, Aalborg, i dagene 8-10 oktober 2019 Billetter kan købes her hvor du også kan læse beskrivelser af de andre film og foredrag.
Fortæl gerne dem i din omgangskreds hvis du mener det kunne have deres interesse. Det er første gang Don't Fear the Weird afholdes i Nordjylland 😊
Det fulde program for filmfestivalen:
MANDAG 8. OKTOBER
18.30 Event: “Se mig. Nu!”
Introduktion ved professor Anders Petersen
Film: Black Swan
Oplæg ved EN AF OS ambassadør Julie Vogel-Kolte
TIRSDAG 9. OKTOBER
16.30 “Min sårbarhed, min kunst, min styrke”
Introduktion ved kunstner Sara Hamdrup
Dokumentarfim: Min sårbarhed, min kunst, min styrke
18.30 Event: “Skyldig?”
Film: Den Skyldige
Oplæg ved socialrådgiver Tommy Kjær Rask Jensen
ONSDAG 10. OKTOBER
16.00 Event: “Lad følelserne tale”
Oplæg ved pædagogisk psykologisk konsulent Jes Dige
Film: Inderst inde
Debat om filmen ved pædagogisk psykologisk konsulent Jes Dige
17.00 Fællesspisning i Den Grønne Café
19.00 Comedy foredrag ved læge Andreas Hoff
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar