fredag den 28. maj 2010

Boganbefaling og analyse: Ifølge loven / af Solvej Balle (1993)

Min vurdering 8/10 (For at få mest udbytte fra analysen anbefaler jeg dig at læse bogen først)

Det her er en af de bedste danske bøger jeg har læst længe, og den er ikke overraskende blevet hyldet som et af højdepunkterne i 90ernes danske litteraturproduktion. Bogen er blevet oversat til bl.a. engelsk. Den er kun på 103 sider, men føles som mere.

Bogen er delt op i fire fortællinger som på den ene eller anden måde hænger sammen. Den berører nogle love, der findes, omkring hvad der gør mennesket til menneske:

Fra bagsiden af bogen:
1: biokemiker Nicholas S. leder efter det kemiske stof, der holder os oprejst.
2: Tanja L ønsker at lære smerten at kende.
3 : Rene G havde kun et ønske. Han ønskede og stræbte efter at være ingen.
4: Alette V arbejder hen imod at blive en fysisk genstand, en ting.

Personerne:
Den 4. fortælling peger på genial vis tilbage på 1. fortælling, som giver læseren lyst til at starte forfra. På samme måde diskuterede vi til læsekreds, at Rene G i 3. fortælling muligvis fornyligt har afsluttet et forhold til Tanja i 2. fortælling, og begge deres projekter er en måde at bearbejde deres kærestesorg.

Personerne virker forstyrrede, det er ikke nogle mennesker jeg ville have lyst til at møde, men det er selvfølgelig et øjebliksbillede af deres liv, så det kan godt være jeg er for streng.

Flere af personernes projekter ser ud til at mislykkes. Det de vil finde svar på gives der ikke et entydigt svar på, måske kan det slet ikke besvares, fordi svaret er forskelligt fra individ til individ. Et universelt svar er derfor urealistisk for dem at finde i mine øjne.

Som litteratursiden påpeger, samtidig med at de fire personer leder efter det, som de mener definerer mennesket, fjerner de sig mere og mere fra den verden, de lever i. For eksempel i 1. fortælling svigter forskeren Nicholas S. sin kæreste. Alle fortællingerne kan være et billede på kunstneren eller forskeren, som i nogle tilfælde svigter andre for eksperimentet.

Selv kommer jeg undervejs til at reflektere over ting jeg ikke ellers ville have tænkt over. Der er måske ingenting der giver mening for personerne, muligvis derfor søger de ny mening.

Efternavne (Bemærk: dette afsnit kan være overfortolkning):
De har et-bogstav efternavne, ligesom Josef K i Franz Kafka’s ”Processen”, som blev til bogstavet K i Kafka’s ”Slottet”. I 'Ifølge loven' er efternavn initialerne i kronologisk rækkefølge: SLGV. De tre ud af fire kan være konsonanter i forfatterens fornavn Solvej. Indsæt O og E og der står SOLGEV.

Det fragmenterede navn er måske for at indikere, at der er noget i ubalance i historien ligesom fx cirklen der drejer mod uret i starten af Hitchcock’s film Vertigo.

Hvis man følger min logik, så har Solvej Balle erstattet J med G. Er bogstavet G for at skabe en fornemmelse af ubalance? Du kan også læse GEV baglæns VEG, altså SOLVEG=SOLVEJ.

De forkortede efternavne gør også personerne mere gådefule for læseren, som det også er tilfældet i Paul Auster’s New York trilogi, som der kan drages visse paralleller til. Forsiden øverst synes også at være en drillende bogstavleg.

2. fortælling:
Jeg synes selv 2. fortælling om smerten var den mest interessante, kører manden galt på motorcyklen med vilje, for smertens skyld, så hun kan opleve smerten?

Fortællingen kan være et billede på, at vi bruger kunsten i fx bøger, film, malerier osv til at mærke ting vi ikke lige støder på i dagligdagen.

Synes også der filosoferes over, at vi har det for nemt i dagens Danmark, vi behøver ikke at sulte eller kæmpe for at overleve som i gamle dage. Vi bliver fortalt lidelse er noget dårligt, men hvis der ikke er smerte, så sætter vi ikke pris på lykke ligeså meget. Vi kan lære noget af smerte, men vi lever i en smertestillende industri i dag, hvor nydelse ophøjes og smerte undertrykkes af medicin. Har vi så haft et nuanceret liv, hvis vi kun oplever nydelse? Det er ikke helt forkert, når jeg siger, at mange danskere spiser, når de ikke er sultne, og drikker, når de ikke er tørstige. Inklusiv undertegnede.

3. fortælling:
3. fortælling om at være ingen er også filosofisk interessant. Man kan godt argumentere, at tusindvis af mennesker er ingen, fx hjemløse. Nogle ønsker at være anonyme, men de færreste ønsker nok ikke at være ingenting for andre mennesker. En anden måde at anskue ingen er dem, som ikke vil blive husket efter deres død. Fortællingen synes at påstå, at selvom du gerne vil forsvinde, så er du stadig afhængig af andre på flere måder.

4. fortælling:
4. fortælling minder lidt om 3. fortælling om at blive ingen, men så alligevel ikke, fordi hun på en måde ønsker at blive eviggjort. Jeg synes der er et metalag, som handler om den smalle litteratur som ’Ifølge loven’ hører under. Alette laver bronze, fordi hun nyder det, selvom der ikke er stor efterspørgsel efter det, ligesom du kan skrive smal litteratur, som ikke er populært. Slutningen kan derfor undre, hvis hun nyder sit arbejde.

Kritik:
Ideen bag hver fortælling synes jeg er mere spændende end selve teksterne. Hvis jeg skal være lidt kritisk, så synes jeg de slutter alle lidt på samme måde, at projekterne mislykkes, og de har en distance til deres kære, især 2. og 3. fortælling.

En kritik kunne være, at jeg mangler noget mere om personernes motivationer, men det kan også opfattes som en styrke, fordi det skaber nogle tomme pladser, hvor du kan fortolke. Personerne kunne godt have været beskrevet med mere varme, men igen er det et øjebliksbillede, så det er ikke sikkert, at de altid er sådan.

Genre:
’Ifølge loven’ er svær at genrebestemme, den karakteriseres som alt fra eksistentiel tekstsamling, modernistisk, postmoderne, i grænsezonen mellem roman, novelle og lyrik, eller uplacerbar kortprosa. Selvom de er meget forskellige indholdsmæssigt, synes jeg bogens fortællinger kan sammenlignes genremæssigt med ’Fiktioner’ af Borges, som også er små kryptisk historier. Jeg har anmeldt den her:
http://anmeldervognen.blogspot.com/2009/09/boganbefaling-fiktioner-af-jorge-luis.html

Konklusion:
Jeg synes den er rigtig spændende at diskutere og kan sagtens genlæses, der er mange lag og fortolkningsmuligheder. Der er for mig at se ikke noget tekstmæssigt budskab, det meste er mellem linjerne, det overlades til læseren at spekulere videre.

Hold dig ikke tilbage med at give dig i kast med 'Ifølge loven', læs den især hvis du kan lide kryptiske historier, som giver stof til eftertanke. Den er hurtigt læst.

Videre læsning:
Hvis du kunne lide ’Ifølge loven’, så findes Solvej Balle’s debutroman fra 1986 også på biblioteket. ’Lyrefugl’ er en nyfortolkning af Robinson Crusoe, men set fra en feministisk synsvinkel i stedet for med en hukommelsesforladt kvinde i hovedrollen.

Øvrige kilder:
Denstoredanske: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/Solvej_Balle

Forfatterweb: http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zballe00

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/temaer/bem%C3%A6rkelsesv%C3%A6rdige-forfattere-solvej-balle-christina-hesselholdt-og-kirsten-hammann

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/analyser/balle-solvej-if%C3%B8lge-loven

http://www.jakob-hansen.dk/hvorfor.html

Boganmeldelse: Vejen / af Cormac McCarthy (2006)

Min vurdering 4/10

Romanen skildrer et dystert, fremtidigt post-apokalyptisk samfund efter den store katastrofe, hvor far og søn begiver sig af sted på vejen alt imens de prøver at overleve.

Jeg blev meget skuffet over denne bog. Dens styrke for mig er, at den virker ret troværdig i sin beskrivelse af, hvordan vores verden kunne se ud efter en katastrofe.

Der er håb, men ’Vejen’ er en ret pessimistisk bog blev vi enige om til læsekreds. De lever for deres nærmeste, tænker kun på sig selv, fællesskabet er væk.

Drengen får ar på sjælen, men bliver også stærkere af, at han og sin far skal kæmpe for at overleve, og man spørger sig selv, om det kun er de stærkeste, som har nået så langt uden at sulte. Søn og far er det varme punkt i en ellers kold verden.

Det er en dystopisk historie, som er det modsatte af utopi. Far kæmper for at sønnen skal tro på, at et bedre liv findes. På den måde synes jeg man kan sige, at søn og far er afhængige af hinanden og lever på grund af hinanden, søn har brug for omsorg og nogen til at passe på sig og finde mad, mens far har brug for noget at stå op til og tro på: sin søn.

Jeg synes den tynde historie passer bedre til filmmediet, fordi der er mange naturbeskrivelser og begrænset handling. Man kan sammenligne det post-apokalyptiske med Kevin Costner’s The Postman, eller filmene Mad Max og Blade Runner. En anden historie der minder lidt om ’Vejen’ er Nevil Shute’s roman ’På stranden’, hvor uden at afsløre for meget en atombombe har gjort USA og Europa ubeboelige pga. radioaktivitet, og de overlevende er rejst til Australien, den handler på samme måde om, hvad det gør ved et menneske, at befinde sig i sådan en situation. Den var bedre efter min mening end 'Vejen'

Cormac McCarthy sender også en lille hilsen til nutidens miljøsvineri, selvom ’Vejen’ er henlagt til en fiktiv fremtid. Budskabet må være, at vi skal passe bedre på planeten. Et andet budskab kunne være, at vi skal prøve at finde mening i en ellers håbløs situation.

Desværre bliver jeg ikke rørt af den trøstende far, som uden tvivl har været intentionen fra forfatterens side. Det er en meget monoton handling, der sker meget lidt. Livet er for kort til at læse halvgode bøger, derfor opgav jeg efter ca. side 100, og snuppede lige sidste kapitel med for at se, hvordan den sluttede. At jeg har fået at vide siden hen, at sønnen efterhånden bliver mere fjern og gør oprør mod sin far gør den ikke mere interessant, da personerne for mig er kedelige.

Nogle gange ser man bøger skaber en lavine af positiv omtale hos anmelderne som Henrik Madsen påpeger i sin anmeldelse af ’Ud og stjæle heste’, og det mener jeg helt klart er tilfældet med ’Vejen’, hvis den havde været skrevet af en mindre kendt forfatter, så ville den nok ikke have været lovprist i samme omfang.

Pulitzerprisen som bogen vandt i 2007 og dens dommerkomité har jeg fået mindre respekt for. Måske er det til dels fordi ’Vejen’ lægger sig op ad andre kendte amerikanske ’landevejs’ klassikere som fx Jack Kerouac’s ’Vejene’, at der har været begejstring og opmærksomhed omkring den.

Der er desværre meget lidt at diskutere i ’Vejen’. En god målestok for om en roman er diskuterbar til læsekreds kan være at skrive i google: titlen forfatteren analyse. I dette tilfælde var der ingen analyser at finde...

Jeg vil ikke udelukke, at nogle vil synes det er en god bog, men jeg forstår ikke fascinationen ved den. Jeg fraråder du spilder din tid på den og anbefaler du snupper en anden bog. Jeg synes han er en overvurderet forfatter, jeg blev også skuffet over filmversion af McCarthy’s roman ’Ikke et land for gamle mænd’, som højest overraskende for mig vandt Oscar for bedste film. Jeg synes ikke han er nogen stor forfatter baseret på de to historier jeg har kendskab til.