fredag den 28. maj 2010

Boganbefaling og analyse: Ifølge loven / af Solvej Balle (1993)

Min vurdering 8/10 (For at få mest udbytte fra analysen anbefaler jeg dig at læse bogen først)

Det her er en af de bedste danske bøger jeg har læst længe, og den er ikke overraskende blevet hyldet som et af højdepunkterne i 90ernes danske litteraturproduktion. Bogen er blevet oversat til bl.a. engelsk. Den er kun på 103 sider, men føles som mere.

Bogen er delt op i fire fortællinger som på den ene eller anden måde hænger sammen. Den berører nogle love, der findes, omkring hvad der gør mennesket til menneske:

Fra bagsiden af bogen:
1: biokemiker Nicholas S. leder efter det kemiske stof, der holder os oprejst.
2: Tanja L ønsker at lære smerten at kende.
3 : Rene G havde kun et ønske. Han ønskede og stræbte efter at være ingen.
4: Alette V arbejder hen imod at blive en fysisk genstand, en ting.

Personerne:
Den 4. fortælling peger på genial vis tilbage på 1. fortælling, som giver læseren lyst til at starte forfra. På samme måde diskuterede vi til læsekreds, at Rene G i 3. fortælling muligvis fornyligt har afsluttet et forhold til Tanja i 2. fortælling, og begge deres projekter er en måde at bearbejde deres kærestesorg.

Personerne virker forstyrrede, det er ikke nogle mennesker jeg ville have lyst til at møde, men det er selvfølgelig et øjebliksbillede af deres liv, så det kan godt være jeg er for streng.

Flere af personernes projekter ser ud til at mislykkes. Det de vil finde svar på gives der ikke et entydigt svar på, måske kan det slet ikke besvares, fordi svaret er forskelligt fra individ til individ. Et universelt svar er derfor urealistisk for dem at finde i mine øjne.

Som litteratursiden påpeger, samtidig med at de fire personer leder efter det, som de mener definerer mennesket, fjerner de sig mere og mere fra den verden, de lever i. For eksempel i 1. fortælling svigter forskeren Nicholas S. sin kæreste. Alle fortællingerne kan være et billede på kunstneren eller forskeren, som i nogle tilfælde svigter andre for eksperimentet.

Selv kommer jeg undervejs til at reflektere over ting jeg ikke ellers ville have tænkt over. Der er måske ingenting der giver mening for personerne, muligvis derfor søger de ny mening.

Efternavne (Bemærk: dette afsnit kan være overfortolkning):
De har et-bogstav efternavne, ligesom Josef K i Franz Kafka’s ”Processen”, som blev til bogstavet K i Kafka’s ”Slottet”. I 'Ifølge loven' er efternavn initialerne i kronologisk rækkefølge: SLGV. De tre ud af fire kan være konsonanter i forfatterens fornavn Solvej. Indsæt O og E og der står SOLGEV.

Det fragmenterede navn er måske for at indikere, at der er noget i ubalance i historien ligesom fx cirklen der drejer mod uret i starten af Hitchcock’s film Vertigo.

Hvis man følger min logik, så har Solvej Balle erstattet J med G. Er bogstavet G for at skabe en fornemmelse af ubalance? Du kan også læse GEV baglæns VEG, altså SOLVEG=SOLVEJ.

De forkortede efternavne gør også personerne mere gådefule for læseren, som det også er tilfældet i Paul Auster’s New York trilogi, som der kan drages visse paralleller til. Forsiden øverst synes også at være en drillende bogstavleg.

2. fortælling:
Jeg synes selv 2. fortælling om smerten var den mest interessante, kører manden galt på motorcyklen med vilje, for smertens skyld, så hun kan opleve smerten?

Fortællingen kan være et billede på, at vi bruger kunsten i fx bøger, film, malerier osv til at mærke ting vi ikke lige støder på i dagligdagen.

Synes også der filosoferes over, at vi har det for nemt i dagens Danmark, vi behøver ikke at sulte eller kæmpe for at overleve som i gamle dage. Vi bliver fortalt lidelse er noget dårligt, men hvis der ikke er smerte, så sætter vi ikke pris på lykke ligeså meget. Vi kan lære noget af smerte, men vi lever i en smertestillende industri i dag, hvor nydelse ophøjes og smerte undertrykkes af medicin. Har vi så haft et nuanceret liv, hvis vi kun oplever nydelse? Det er ikke helt forkert, når jeg siger, at mange danskere spiser, når de ikke er sultne, og drikker, når de ikke er tørstige. Inklusiv undertegnede.

3. fortælling:
3. fortælling om at være ingen er også filosofisk interessant. Man kan godt argumentere, at tusindvis af mennesker er ingen, fx hjemløse. Nogle ønsker at være anonyme, men de færreste ønsker nok ikke at være ingenting for andre mennesker. En anden måde at anskue ingen er dem, som ikke vil blive husket efter deres død. Fortællingen synes at påstå, at selvom du gerne vil forsvinde, så er du stadig afhængig af andre på flere måder.

4. fortælling:
4. fortælling minder lidt om 3. fortælling om at blive ingen, men så alligevel ikke, fordi hun på en måde ønsker at blive eviggjort. Jeg synes der er et metalag, som handler om den smalle litteratur som ’Ifølge loven’ hører under. Alette laver bronze, fordi hun nyder det, selvom der ikke er stor efterspørgsel efter det, ligesom du kan skrive smal litteratur, som ikke er populært. Slutningen kan derfor undre, hvis hun nyder sit arbejde.

Kritik:
Ideen bag hver fortælling synes jeg er mere spændende end selve teksterne. Hvis jeg skal være lidt kritisk, så synes jeg de slutter alle lidt på samme måde, at projekterne mislykkes, og de har en distance til deres kære, især 2. og 3. fortælling.

En kritik kunne være, at jeg mangler noget mere om personernes motivationer, men det kan også opfattes som en styrke, fordi det skaber nogle tomme pladser, hvor du kan fortolke. Personerne kunne godt have været beskrevet med mere varme, men igen er det et øjebliksbillede, så det er ikke sikkert, at de altid er sådan.

Genre:
’Ifølge loven’ er svær at genrebestemme, den karakteriseres som alt fra eksistentiel tekstsamling, modernistisk, postmoderne, i grænsezonen mellem roman, novelle og lyrik, eller uplacerbar kortprosa. Selvom de er meget forskellige indholdsmæssigt, synes jeg bogens fortællinger kan sammenlignes genremæssigt med ’Fiktioner’ af Borges, som også er små kryptisk historier. Jeg har anmeldt den her:
http://anmeldervognen.blogspot.com/2009/09/boganbefaling-fiktioner-af-jorge-luis.html

Konklusion:
Jeg synes den er rigtig spændende at diskutere og kan sagtens genlæses, der er mange lag og fortolkningsmuligheder. Der er for mig at se ikke noget tekstmæssigt budskab, det meste er mellem linjerne, det overlades til læseren at spekulere videre.

Hold dig ikke tilbage med at give dig i kast med 'Ifølge loven', læs den især hvis du kan lide kryptiske historier, som giver stof til eftertanke. Den er hurtigt læst.

Videre læsning:
Hvis du kunne lide ’Ifølge loven’, så findes Solvej Balle’s debutroman fra 1986 også på biblioteket. ’Lyrefugl’ er en nyfortolkning af Robinson Crusoe, men set fra en feministisk synsvinkel i stedet for med en hukommelsesforladt kvinde i hovedrollen.

Øvrige kilder:
Denstoredanske: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/Solvej_Balle

Forfatterweb: http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zballe00

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/temaer/bem%C3%A6rkelsesv%C3%A6rdige-forfattere-solvej-balle-christina-hesselholdt-og-kirsten-hammann

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/analyser/balle-solvej-if%C3%B8lge-loven

http://www.jakob-hansen.dk/hvorfor.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar