Boganmeldelse og analyse: Ud og stjæle heste / af Per Petterson (2003)

Opdat 19/3/2010

Min vurdering 6/10

En norsk roman, som handler om hovedpersonen Trond, som vi oplever som både 15årig i 1948, og som 67årig i år 2000 må det være, hvor han nostalgisk kigger tilbage på sit liv. Et resumé af bogen lyder ikke så ophidsende, om en mand i en hytte i Norge, men der er en del at tolke mellem linjerne. På den måde kan bogen sammenlignes med fx Ernest Hemingway eller Helle Helle.

Far-søn forholdet er for mig hovedtemaet. Tronds har en enorm længsel mod samværet med sin far i barndommen. Andre temaer er alderdom, hovedpersonens forhold til naturen, vigtigheden af at tale om tingene, og personernes forhold til Anden Verdenskrig.

Et paradoks er, at den gamle Trond gerne vil være i fred i hytten pga. en begivenhed der er sket, men bliver glad for samværet med barndomsvennen Lars. Det vidner om, at livet ikke er enten/eller, Trond kan ikke planlægge, hvad han kommer til at føle, og ikke vide på forhånd, hvad Trond betyder i Lars’ udvikling. Og at noget af det vigtigste i livet er relationer til andre. Gamle mennesker som Trond holder ikke op med at lære mener jeg må være et af budskaberne. I romanen er det min fornemmelse, at mødet med Lars igangsætter en række nostalgiske tanker, som måske ikke ellers ville være sat i gang, hvis Lars var udeblevet. Jeg fornemmer Lars og Trond begge bruger hinanden på en god måde til at bearbejde ting i deres liv.

Jeg blev lidt irriteret over Petterson’s skrivestil. Det er grunden til jeg ikke er helt op at ringe mht. stjerner. Den norske natur er meget smukt beskrevet, det er slet ikke det, men det bliver bare for meget for mig efterhånden. Der er for langt mellem de gode citater og passager og for mange ’beautification’ beskrivelser (vedr. natur, kæledyr og spisning) som for mig ikke er relevante nok i forhold til den menneskelige grundhistorie. Jeg gætter på 50% af romanen indeholder nævnte fyld og driver ikke historien fremad, og det er simpelthen for meget efter min smag, som gør jeg som læser keder mig ofte i løbet af bogen. Det gør også historien lidt svært at følge, at den springer i tid, og der er så langt mellem de afgørende handlingselementer. Ifølge forfatterweb følger romanens komposition fortællerens erindring, og mennesker erindrer ikke altid lineært.

Et vigtigt tema er, at ingen af personerne er ret gode til at tale sammen, og det er med til at skabe udstødelse fra fællesskabet. De er ikke gode til at håndtere deres problemer, som måske gør det endnu værre. Måske ville de have godt af en familieterapeut eller lign!?

Jeg synes dedikationen på første side peger i en personlig retning, at Petterson kender nogen ved navn Trond: Til Trond T
I denstoredanske er der en mulig forklaring vedrørende Pettersons familie. I et interview i det norske dagbladet (se link herunder) peger Petterson på, at bogen muligvis bygger på forholdet til sin egen far.

For mit vedkommende var det lidt bizart, at vi ikke hører hvilket job Trond har og meget lidt om Tronds partner? Er det udeladt, fordi disse ting ikke betyder så meget for Trond, eller er det noget han fortrænger for læserne, har Trond lagt låg på sine følelser? Ligesom flere af de andre personer i det lille samfund? Tænker Trond mest på sommeroplevelsen med sin far som 15årig, fordi den betød mere end andre ting? Ligesom Tronds favoritforfatter Charles Dickens spørger Per Petterson: Er vi hovedpersonen i vores eget liv?

Jeg tror også, at der er en pointe med, at faderen (vist nok?) forbliver navnløs, fordi faderen er en ret gådefuld figur. Trond virker splittet i forhold til faderen, som han på en gang beundrer, men kan ikke lade være med at prøve at forstå og tænke over de hensynsløse ting faderen har gjort. Samtidig befinder læseren sig samme sted, hvor vi også prøver at afkode situationen. Vi snakkede også om til læsekredsen, at Tronds følelser overfor datteren på en måde er gået i arv fra Tronds far. Ikke at kunne tale om problemerne er ligeledes noget der er gået i arv.

Romanen bygger op til en slutning, som ikke helt indfrier mine forventninger. Men på den anden side, så indeholder romanen som helhed ikke de store dramatiske scener, så det er nok for meget at forlange. Der er flere uløste spørgsmål, som kan diskuteres bagefter. For eksempel kan det være interessant at spørge, om Trond som gammel stadig opfatter sin far som en helt eller om faderens samlede opførsel har ændret på dette? Faderens opførsel og konsekvenserne for familien er noget, man kan spekulere over til sidst. Har Lars opnået fred i sindet er noget andet, man kunne tage op til en læsekreds. Behøver Lars at føle skyldfølelse, når det reelt set var et uheld, og er det snarere et spørgsmål om manglende kommunikation end manglende tilgivelse?

Alt i alt er bogen god at diskutere, men jeg synes der er for mange naturbeskrivelser, hvilket er årsagen til den ikke får 7 eller 8. Jeg synes ikke der er nok stof til en roman, men på den anden side mener jeg, at der er for meget til en novelle, og dette aspekt for mig er bogens største svaghed.

Jeg vil slutte af med et af mine favoritcitater:

”giver den blå verden en trøst jeg ikke ved om jeg vil have, og ikke har brug for, og tager imod alligevel”

Det er en af de nordiske romaner, som har fået et internationalt publikum.

Øvrige kilder:

Præsentation og anmeldelser:
http://www.batzer.dk/new/VisBog.asp?Bogid=83

Analyse af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk:
http://www.litteratursiden.dk/artikler/forlige-sig-med-far-om-pettersons-ud-og-stj%C3%A6le-heste

Portræt og gennemgang af forfatterskab:
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zpetterson00

Interview med Per Petterson (på norsk)
http://www.dagbladet.no/kultur/2003/10/20/381390.html

Anmeldelser:
http://www.complete-review.com/reviews/norge/petterp3.htm

Anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/492427

denstoredanske:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Norsk_litteratur/Efter_1914/Per_Petterson?highlight=Per%20Petterson