Boganbefaling og analyse: 1984 / af George Orwell (1949)

Min vurdering 7/10

Det er en idérig, betydningsfuld og velskrevet fremtidsroman om tilværelsen under det fuldstændige diktatur, hvor det enkelte menneske er forvandlet til en viljeløs robot. Hovedpersonen hedder Winston, han er 39 år, og han må sammen med resten leve med begrænsninger indenfor talefrihed, trykkefrihed, forsamlingsfrihed, tankefrihed mm.

Bogen kan betegnes som en klassiker og betragtes sammen med fx Huxley's 'Fagre nye Verden' fra 1932 som en af de tidlige dystopiske romaner, de har begge været forbilleder for talrige efterligninger.
Flere romaner jeg har anbefalet her på bloggen synes at have lånt ideer fra ’1984’, her tænker jeg på lotteri fortællingen i ’Fiktioner’ af Borges og Margaret Atwood’s 'Tjenerindens fortælling'.

Den danske oversættelse var ikke den bedste, jeg vil nok råde dig til så vidt muligt at holde dig til den originale engelske, den danske indeholder komiske udtryk som fx ”store broder ser på dig”.

Mine vurderinger baserer sig ikke på værkernes popularitet eller berømthed, men om de er læsbare for den gængse læser.
Er ’1984’ læseværdig i dag eller er den kun egnet til analyse for forskere og studerende?
Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg blev helt klart grebet af de første 100 sider, hvor Orwell beskriver sit univers med meget opfindsomhed. Jeg var på side 100 parat til at give den 9/10 eller 10/10.
Desværre synes jeg den herefter bliver lidt tung, og der er lange passager i midten af bogen, som virker overflødige og minder for mig om faglitteratur, og jeg havde svært ved at kæmpe mig igennem midten, hvor oprørerne beskriver samfundet. For mig siger Orwell det væsentlige i starten og meget af det der kommer senere er noget gentagende.
Problemet kan være, at det i vid udstrækning er en beskrivende og situationel roman mere end en roman med den store personudvikling.
Slutningen trækker lidt op igen, den er spændende og eftertænksom, hvor nogle af årsagerne til samfundsformen gradvist bliver afsløret.

Romanen har fået klassikerstatus i dag, bl.a. fordi Orwell i 1949 forudså overvågningssamfundet og tv’ets bredere udbredelse. Mediernes mulighed for at manipulere seeren i forbindelse med fx krige og fortidige begivenheder er også noget man kender fra nutidens medier. At løgne kan blive til sandhed. At krige kan bygge på kommerciel våbenhandel og ikke nødvendigvis en uenighed.
Jeg synes også der kan drages en parallel til George W Bush-administrationen forstået på den måde, at fokus i valgkampagnen var at krigen mod terror var en årsag til at genvælge Bush, muligvis for at fjerne fokus fra den dårligt fungerende indenrigspolitik, som egentlig burde optage amerikanerne mere end en fjern krig. På den måde kan politikere bruge en krig og medierne til deres fordel og skræmme en befolkning, så de ikke tør at stemme på demokraterne. Either you are with us or you are with the terrorists, som man husker Bush udtalte i sin tid.



For at bevare magten er man åbenbart villig til at manipulere, mange kunne dog godt regne ud Bush’s ord fordrejede sandheden, men han blev genvalgt i 2004 netop på argumenter om krigen mod terror, så måske virkede manipulationen, hvilket er skræmmende. I Orwell's 1984 er det bare mere ekstremt, at en fiktiv krig i udlandet skabes af big brother for bl.a. at sørge for arbejderne bliver på deres plads og ikke søger væk.
I det gamle Rom var tendensen lidt den samme, man oprettede et underholdningssted, Colosseum, som bl.a. skulle passivisere romerne til ikke at gøre oprør mod magthaverne. Og er det hvad underholdende film og computerspil gør for nutidens borgere i vesten, afholder dem fra at være mere politisk engageret?

I ’1984’ bliver myndighederne eller ’big brother’ anset som en beskyttelse, som man ikke kan flygte fra. Samtidig føler Winston afmagt og oplever det som slaveri, at det ikke nytter noget at gøre oprør mod partiet og big brother, fordi tankepolitiet vil få fat i ham uanset hvad. Han har lyst til at forlade mængden og være et frit menneske. Winston er også opmærksom på, at mange er ukritiske slidere.
Som det står side 153 :

”Partiets to mål er at erobre hele verden og én gang for alle at gøre uafhængig tænkning umulig.”

Orwell peger på side 27 på, at Winston faktisk ikke ved, om det er drøm eller virkelighed. Winston er utilfreds med, at han ikke kan blive skilt, selvom han ikke ved, hvor konen befinder sig nu.

Jeg mærker hentydninger til arbejdsrationalisering, som i ’1984’ går så vidt, at det ødelægger privatlivet og gør folk til slaver. Etparti systemet er tydeligvis en kritik af kommunisme, hvor andre meninger betragtes som en trussel. Venskaber regnes som tankeforbrydelser. Men da vi er menneskelige, så siger Orwell, at etparti systemet ikke holder i længden, og der er nogle, som bliver vindere og tabere.

Anden verdenskrig har helt sikkert også påvirket Orwell, nogle har draget paralleller mellem Orwells big brother samfund og vilkårene for de millioner af tyskere, som boede bag muren i Østtyskland efter anden verdenskrig. Denne type overvågning i Østberlin ses fx i den tyske film 'Das Leben der Anderen' fra 2006, som foregår i 1980erne før murens fald. Andre film om overvågning er fx Coppola's 'The Conversation'(1974), Kieslowski's 'A short film about love'(1988) og Hitchcock's 'Rear window'(1954). Foruden '1984' filmatiseringerne.

Noget der gør romanen interessant i dag er, at vi har passeret året 1984 og oplever nogle af de elementer, Orwell beskriver. Den var ment som en advarsel mod tidens totalitære tendenser, som han så dem udfolde sig både inden for kommunismen og fascismen.

Deltagelse i Den Spanske Borgerkrig i 1930erne ændrede Orwell's syn på socialisme, siger Lindegaard i sin artikel:
"Det var i Spanien, Orwell mistede sine sidste illusioner om Stalin og det, han betegnede som “den sovjetiske myte”. Han kæmpede på republikansk side i en socialistisk milits og oplevede at blive forfulgt af folk, der skulle have været hans allierede. I Hyldest til Catalonien skildrede han uden omsvøb, hvordan den republikanske fløj sloges indbyrdes og efterhånden blev overtaget af Stalins kommissærer, der nedkæmpede trotskister, anarkister og andre ikke-partitro. Orwell endte med at flygte ud af landet med dødstrusler hængende over hovedet"

Orwell blev anti-stalinist efter Den Spanske Borgerkrig, men gik ind for en demokratisk socialisme:

"Every line of serious work that I have written since 1936 has been written, directly or indirectly, against totalitarianism and for democratic Socialism, as I understand it."

Et andet originalt element i ’1984’ er Nysproget, et nyt sprog, der indskrænker individets tankeområde, fordi den ikke rummer farlige ord. Jeg synes nysproget kan sammenlignes med rumænsk-fødte Hertha Müllers forfatterskab, hvor hun gør rede for et kodesprog som blev opfundet under sin opvækst i 1960erne og 70erne, hvor fx ordet kiste blev erstattet af jordmøbel. Idet der var nogle ord, der var forbudte. Kodesproget blev en måde at unddrage sig diktatoren, sproget blev et symbol på, hvordan nogle håndterede ufriheden. Müllers debutroman 'Lavninger' fra 1982 blev da også forbudt i Rumænien ifølge Politiken. Ikke overraskende valgte Müller at udvandre i 1987.

Det virker skræmmende, at børn er vilde med at se henrettelser som en slags underholdning i bogen, og det kan sammenlignes med tv-vaner nogle af nutidens unge har.

Jeg synes også, at der bliver sat spørgsmålstegn ved udviklingen i ’1984’, at ikke alle fremskridt nødvendigvist er gode. Overvågning kan bremse nogle kriminelle, men der er også bivirkninger som fx overskridelse af det private territorium. Har partiet opstillet samfundmodellen for det fælles gode eller for at bevare magten? Meget tyder på det sidste.

Det er kommet frem, at Orwell formodentligt lånte ideer til plottet til ’1984’ fra den russiske forfatter Jevgenij Samjatin’s roman ’We’, som Orwell selv anmeldte, men de fleste er enige om, at ’1984’ er en bedre bog end ’We’.

I øvrigt er titlen ’1984’ en spejlvending af 1948, året hvor romanen skulle have været skrevet færdig. 'Winston' kan være en henvisning til Winston Churchill.

George Orwell (hans rigtige navn var Eric Arthur Blair), døde i 1950, 46 år, kort tid efter udgivelsen, og nogle påstår, det skyldes den intense 2 årige skriveproces af ’1984’ og/eller længere tids tuberkulose.

Orwells mest kendte værker ’Animal farm’ og ’1984’ blev anmelder- og publikumssucceser ved udgivelsen. I '1984' formåede han at kommentere på datiden ved at henlægge historien til en fiktiv fremtid.

Det skræmmende er, at Orwells tanker om overvågningssamfundet er blevet virkeliggjort, og der er ikke tegn på at overvågning er på tilbagetog i dag, men er ved at udbrede sig mere og mere. Nogle vælger endda at lade sig frivilligt overvåge i reality-tv.

Romanens styrke for mig er ideerne og muligheden for at sammenligne med den virkelige verden. Jeg synes ikke den bød på de store overraskelser plotmæssigt, og midten af bogen var for mig lidt halvkedelig, så derfor giver jeg den 7/10.

Trailer til filmen:


Øvrige kilder:
Denstoredanske: George Orwell
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_1914-45/George_Orwell

Litteratursiden: Stud. mag. Sidsel Sander Mittet / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/analyser/orwell-george

Bogens verden: Cand. mag. Karen Lindegaard / ORWELL OG DET SIDSTE MENNESKE I EUROPA
http://www2.kb.dk/guests/natl/db/bv//99/5/index5.htm

Gyldendal genudgiver Hertha Müller-bog
http://politiken.dk/kultur/article805729.ece?img=0

Dystopi:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Genrebegreber/dystopi?highlight=dystopi

Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/1472

Musikanbefaling: Ys / af Joanna Newsom (2006)

Min vurdering 8/10

En sangerinde jeg faldt over, da jeg googlede ’best lyricist’. Joanna Newsom var så en af de mindre kendte musikere, folk anbefalede.

Den anmelderoste plade indeholder fem numre, som til gengæld er ret lange, på mellem 7 og 16 minutter. Den indgik på mange lister over en af de bedste plader fra 2006. Den findes i bogen '1001 Albums You Must Hear Before You Die'.

Sangene har noget magisk over sig, det er som om det stammer fra en anden tid eller en anden verden. Det skyldes nok harpeinstrumentet som er et gennemgående tema i løbet af hendes musik. Klaver og orkester kan også høres. Det minder for mig lidt om irsk eller klassisk musik, og jeg fik lidt associationer til tidlig Leonard Cohen guitarspil, men på allmusic.com beskrives det som folkemusik/singer-songwriter. Newsom har spillet harpe siden hun var syv år, og det kan høres, hun har flair for det.

Synes hendes uskyldige stemme kan sammenlignes med Daniel Johnston, en anden akustisk singer/songwriter, som ligeledes har en skarp, men alligevel skrøbelig vokal. Han er også blevet rost for sine tekstevner.

Navnet på pladen Ys er en henvisning til en by i Frankrig som eftersignende blev opslugt af havet.

Albumcoveret er et maleri af Joanna Newsom, som hun måske ville have klædt sig for mange århundreder siden, og der er bestemt noget gammeldags og gammelklogt over hendes musik.

Joanna Newsom’s tekster er flotte og originale og gør at hendes sange sagtens kan genhøres. Teksterne er åbne for fortolkning. Det er tit små historier, hvor naturen sprogmæssigt spiller en fremtrædende rolle. Det mærkes, at hun har brugt lang tid på tekstmaterialet.

Et eksempel på hendes talent som poesiagtig songwriter:

”the stars fade and the night shade closes and makes the day afraid, it waits in silence for the night to explode”

Det er ikke et krav for at nyde hendes musik, at du sætter dig ind i tekstuniverset, men hvis du har lyst til at forstå teksterne lidt bedre er denne debatside et besøg værd: http://www.songmeanings.net/artist/view/songs/137438962756/

Hun udgav i 2004 debutalbummet 'The milk-eyed mender', som jeg ligeledes anbefaler. Her er der mere traditionelt tolv numre, hvor der er brugt færre instrumenter end på Ys.

Det er ikke så tit jeg hører sådan noget musik. Hendes stemme vil ikke falde i alles smag, det var ikke samtlige hendes sange jeg synes om, men jeg blev fanget af en del af de eventyragtige melodier.


Mange af hendes sange kan gratis høres her: http://listen.grooveshark.com/

Du kan også finde hendes musik på biblioteket.

En smagsprøve fra Ys :
http://www.youtube.com/watch?v=RK7fYv9NZaA

I februar 2010 kommer hendes nye album 'Have one on me' på gaden. Det er et album indeholdende hele 3 cd'er!

Boganmeldelse : Tolv gæster / af Nancy Huston (2002)

Min vurdering 5/10

Litteraturprofessor Sean Farrell har i år 2000 samlet tolv venner til middag Thanksgivingaften. Gennem samtaler, tanker, flash-backs og den guddommelige fortæller svævende over det hele, lærer vi dem at kende i fortid, nutid og fremtid.

Jeg læste den danske udgave, den originale er canadisk og fra 2001. Den hedder Dolce agonia (fransk). Ifølge litteratursiden= sød dødskamp. Ifølge bogens verden= den søde lidelse. Dolce agonia er også navnet på et canadisk band:
http://www.myspace.com/dolceagonia

Det er en meget amerikansk roman, og jeg synes trods det originale påfund med Gud som ”fortæller”, så er venner til middag Thanksgivingaften set mange gange før i eksempelvis amerikanske film og tv-serier. Mit håb var at samtalerne her ville være interessante pga. personernes baggrunde. Desværre synes jeg ikke Nancy Huston gør diskussionerne for alvor mindeværdige. Atmosfæren virker hyggelig og realistisk. Muligvis er det en ulempe ved historien, at mange af vennerne og veninderne kender hinanden så godt, da de måske igennem årene har udtømt de spændende diskussioner med hinanden.

En styrke for mig er, at der er nogle flotte og levende personbeskrivelser, men jeg synes ikke de for alvor bliver brugt til noget. Der er for lidt på spil. På grund af historien foregår på en enkelt aften, så er det begrænset hvor meget udvikling der kan være. I stedet er fortrolighed, tanker, relationer, erindringer, deres børn, og at have det hyggeligt i fokus.

En af de romaner, hvor jeg overvejer om jeg skal læse det hele, da jeg kan se i indholdsfortegnelsen, at det er mere af det samme længere henne i romanen. Jeg følte det i og for sig kunne have fortsat i det uendelige! Det er sådan en bog, hvor jeg følte man kan dykke ned i handlingen hvor som helst, og derfor skimmede jeg 2. halvdel af romanen.

Interessant er det, at Gud har en personlighed og smag. At denne Thanksgivingaften proklameres til at være et af højdepunkterne i verdenshistorien for selveste Gud gør, at jeg som læser har store forventninger i starten, som det er meget svært for bogen at leve op til.

Side 10, Gud:

”de begivenheder i menneskehedens historie som jeg bedst kan lide. Hundredårskrigen, for eksempel. Kleopatras død. Thanksgivingmiddag hos Sean Farrell omkring år 2000…”

Jeg var mest optaget af afsnittene med Gud som fortæller, selvom de er lidt morbide om hvert enkelt af personernes psykologi og død. Det er lige før du kan nøjes med at læse disse kapitler.

Jeg kunne godt lide metaforen om skildpaddeløbet, hvor i stedet for at løbe fremad løber dyrene i alle mulige retninger. Et billede på, at mennesker ikke altid opfører sig, som man kan forvente det.

En slags postmodernistisk roman, hvor der er mange små hændelser i den store fortælling. Men så alligevel ikke postmodernistisk, fordi Gud i romanen kender den endegyldige sandhed (fortid, nutid og fremtid), og indenfor postmodernisme er der ikke nogen universel sandhed. Da Gud er alvidende fortæller, er det så en anti-postmodernistisk roman?

Jeg var nok heller ikke målgruppen for bogen, som jeg tror henvender sig mest til forældre over 40 med børn som er fløjet fra reden. Her var der en del betragtninger om forældrerollen, som jeg tror folk i den aldersgruppe vil kunne identificere sig med. De fleste af de tolv gæster virker til at være mellem 40-60 år.

Boganbefaling og analyse: Fiktioner / af Jorge Luis Borges (dansk udgave 1998)

Mine vurderinger af fortællingerne befinder sig mellem 3/10 og 10/10

Det er 16 fortællinger eller filosofiske essays på mellem 5-25 sider, som henviser til reelle og imaginære værker og personer. Den er oversat til dansk fra den spanske udgave ’Ficciones’. Det er selvstændige historier, men de synes at have visse ligheder. Borges var meget optaget af bl.a. labyrinter og biblioteker. Bogen er argentinsk og på 204 sider.

Det der slår mig er hvor tidløse og drømmeagtige fortællingerne er. De tidløse emner i historierne gør, at jeg ikke mærker, at originaludgaven er fra 1944. Jeg troede den var nutidig! Sproget er faktisk heller ikke gammeldags. Med drømmeagtige mener jeg, at det er som om fortællingerne foregår uden for tiden. Ligesom nogle af Karen Blixen’s fortællinger.

For mig er historierne super originale, men nu hvor jeg langsomt har nærlæst bogen er den nok ikke så dyb rent tekstmæssigt, som Borges gerne vil have vi skal tro den er, hvilket måske er grunden til at de enkelte historier ikke er blevet til romaner. Men måske vil du ved genlæsning opdage nye elementer, da fortællingerne er meget åbne for fortolkning. Det der ligger mellem linjerne er meget væsentligt.

Når man læser den uden at vide noget på forhånd, så ved man ikke, om den bygger på faktuelle kilder eller ej. De virkelig nysgerrige kan prøve at opspore kilderne for at påvise deres ægthed. Den drillende titel synes at pege i fiktionens retning, Borges siger selv i prologen, at det er fantastisk litteratur.

I modsætning til fx historiske romaner, hvor forfatteren gør noget faktuelt fiktivt, så gør Borges flere steder i bogen noget fiktivt faktuelt. Det er lidt af en genistreg, hvis han altså er den første der gør sådan i litteraturen.

Forsiden på bogen er en af de bedste og mest gådefulde jeg længe har set. Jeg kan også godt li titlerne på fortællingerne. Ofte opsummerer titlen fortællingens essens, men det labyrintiske eller filosofiske gør sommetider det enkle til noget mere komplekst.

Jeg er enige med andre anmeldere, som siger at det er svært eller umuligt at forudsige, hvad der vil ske til slut i fortællingerne. ’Fiktioner’ er anbefalet i opslagsværket ’1001 books you should read before you die’ (2006) , hvor den fortolkes som en anderledes form for magisk realisme, en blanding af fakta og fiktion, som skaber et alternativt univers, som både spejler og tilslører vores egen verden. Ifølge litteraturstuderende Jakob Ladegaard på litteratursiden får ord som fx ’bibliotek’ ny betydning for læseren efter endt læsning.

Borges betegnes af nogle sammen med Gabriel Garcia Marquez som faderen af genren magisk realisme. Jeg har aldrig kunnet komme rigtig i gang med Gabriel Garcia Marquez' roman ’100 års ensomhed’, som ikke sagde mig noget, men er glad for jeg fik læst ’Fiktioner’.

I Umberto Ecos 'Rosens Navn' optræder sjovt nok figuren Jorge af Burgos, en klosterbibliotekar, inspireret af Borges.

Tilsyneladende er ’Fiktioner’ udsolgt fra forlaget på dansk, men den kan fås på nogle biblioteker, og evt. kan den købes antikvarisk? Jeg opdagede ’Fiktioner’ på litteratursidens ’Noget der ligner Vindens Skygge’.

Denne samling mener jeg er velegnet til læsekredse, og jeg vil nok anbefale min læsekreds at læse den.

Hvis du stoler på min dømmekraft, kan du før læsningen med fordel vælge at springe over ca. en 1/3 af fortællingerne, som jeg har givet under 5/10. Men som med andre tekstsamlinger, så er det selvfølgelig subjektivt, hvem der synes om hvad.

De følgende tekststykker anbefaler jeg dig først at læse efter du har læst bogen, da det er referater og fortolkninger. Husk det er mine fortolkninger, jeg kan se at andre på nettet har anderledes opfattelser af fortællingerne. Jeg vil her gennemgå de 16 fortællinger:

...........................................................................

1.del: HAVEN MED FORGRENEDE GANGE

1./ ’Tlön, Uqbar, Orbis, Tertius’, s.11-31. Vurdering 6/10
Mere et essay end en fortælling. Om skabelse af en fiktiv encyklopædi ’Orbis tertius’, som jeg fornemmer er en allegori for litteraturens verden, men det kan også være en overfortolkning fra min side. Døm selv! Synes den springer meget rundt, hvilket irriterer, men er typisk indenfor filosofi.


2./ ’Pierre Menard, Quixotes forfatter’, s.37-51. Vurdering 7/10
Fortælling. Ligesom romanen 'Vindens skygge' er det en forfatters synlige og usynlige liv, som diskuteres. Forfatteren Menard vil skrive en ny’Don Quixote’. Det prøver Menard på ved at forsøge at efterligne Cervantes’ levemåde og frembringe sin egen klassiker. Synes fortællingen kan sammenlignes med filmen ’The elements of crime’ instrueret af Lars Von Trier, hvor detektiven forsøger at løse gåden ved at leve som forbryderen. I litteratursidens artikel peges der på, ”at Menard’s genskrivning er en metafor for læsning (…)Læsning er skabelse, fordi der i den læsende opstår en historie, der ikke var der før. Læseren af Don Quijote i år 2003 vil give den roman en helt anden betydning, end den havde i år 1600”

3./ ’Cirkelruinerne’, s.52-61. Vurdering 7/10
Fortælling. Person vil drømme et menneske og indsætte ham i virkeligheden. Han vælger at sove mere end hans krop har behov for. Fortællingen synes at påstå, at jo mere du ønsker og tænker over noget, jo større sandsynlighed er der for, at det vil indgå i dine drømme. Måske en allegori over, hvordan drømme kan være en katalysator for kunsten. Jeg havde foretrukket en åben slutning og ikke forklaringen til sidst.

4./ ’Lotteriet i Babylon’, s.62-72. Vurdering 9/10
Fortælling. For mig en af bogens stærkeste fortællinger. Om et anderledes lotteri end det vi kender i dag, hvor der også er ulykketal. Minder for mig om et dystopisk univers. Måske en satire over underholdningsindustriens magt over forbrugerne, som jeg føler er meget forud for sin tid. Jeg fik mere ud af fortællingens 10 sider end Saramago’s dystopiske roman ’En fortælling om blindhed’ (1995).

5./ ’Kritik af Herbert Quains værk’, s.73-80. Vurdering 3/10
Mere et essay end en fortælling. En kritik af en forfatter, som var en fiasko. Synes den er kedelig og hænger ikke sammen.

6./ ’Biblioteket i Babel’, s.81-93. Vurdering 8/10
Jeg kunne bedre lide den anden gang jeg læste den, hvor jeg fandt flere ting i den. Den handler om den uendelige og labyrintiske viden der befinder sig på bibliotekerne. Desuden om profetiske værker, unyttige bøger, hvordan bøgers tekst fremstår kaotisk, og fx hvordan bøger kan bevise andre bøgers falskhed. Som bibliotekaruddannet er jeg nok partisk i min begejstring.

7./ ’Haven med forgrenede gange’ s.94-110. Vurdering 4/10
Igen labyrintisk, men synes ikke den fanger mig.

...........................................................................

2.del: ARTEFAKTER

1./ ’Funes med den gode hukommelse’, s.115-127. Vurdering 4/10
Om hukommelse, fx kendte konge navnet på alle soldater i sin hær.

2./ ’Sværdets mærke’, s.128-136. Vurdering 4/10
Kriminalhistorie.

3./ ’Om forræderen og helten’, s.137-142. Vurdering 10/10
Borges bedste fortælling i denne samling efter min mening. Metafiktiv beretning om en iscenesættelse (heltedød) i en iscenesættelse (falsk biografi) i en iscenesættelse (Borges som forfatter) som påstår at være historisk!
Ryan er i gang med en biografi om sin oldefar helten Kilpatrick, som blev myrdet i et teater. Tiden gentager sig, fx ligner Ryan’s historie Julius Cæsars historie. Den er ret kryptisk og kompleks og er sådan en man nok skal genlæse.

Som fx s.142:

"Kilpatrick selv blev i den grad revet med af sit eget, i detaljer planlagte skæbneforløb, som førte til hans frelse og fortabelse, at han adskillige gange føjede improviserede handlinger og ord til sin dommers rollehæfte."

Det undrer mig, at Kilpatrick melder sig selv og afsløres som forræder, og derefter morer sig over at planlægge sin egen død! Er Kilpatrick en sand helt, hvis det er iscenesat? Umiddelbart tænker jeg nej. Men bliver man kun helt, hvis det ikke er planlagt? Kan man kalde en person en helt, hvis han tidligere var en forræder? Synes der er mange lag i denne fortælling. Mesterligt at kunne sige så meget på bare 6 sider ( :

4./ ’Døden og passeren’, s.143-161. Vurdering 6/10
Kriminalhistorie. Erik Lönnrot forudser sidste forbrydelse. Scharlach har svoret, han vil dræbe Lönnrot. Mordene begås systematisk efter geometri.

5./ ’Det hemmelige mirakel’, s.162-172. Vurdering 8/10
Fortælling. Jaromir Hladik skal henrettes og han har derfor angst. Igen filosoferer Borges over tiden, gentagelsen og evigheden. Synes det psykologiske indre univers hos hovedpersonen er mere udfoldet end i andre af fortællingerne. Jeg kan godt li et citat fra s.170, som måske eller måske ikke var inspirationen til den Borges-agtige titel ’Vindens skygge’? : ”vinden var standset, som på et maleri”. Pudsigt nok hedder en af personerne i 'Fiktioner' Daniel, som er hovedpersonen i V.S.

6./ ’Tre Judasversioner’, s.173-181. Vurdering 3/10
Mere et essay end en fortælling. Analyse af Judas. Fiktiv eller faktuel? I dette tilfælde er det for mig et problem, at Borges måske skriver noget fiktivt, da essayet derved mister troværdighed.

7./ ’Slutningen’ s.182-186. Vurdering 5/10
Fortælling. En sort mand besøger en bar, en hvid mand ejer den. Om hævn.

8./ ’ Føniksekten’, s.187-192. Vurdering 6/10
Mere et essay end en fortælling. Om sekter og om jøderne. Og det der binder sådanne grupperinger sammen. Det mærkes her at ’Fiktioner’ er skrevet i kølvandet på anden verdenskrig.

9./ ’Syden’, s.193-204. Vurdering 6/10
Ifølge Borges i prolog: ”Syden, som måske er min bedste fortælling.” Jeg er ikke enig, synes kun det er en halvgod fortælling. Unge kaster brødkrummer på Juan i restaurant. Juan’s bedstefar boede tidligere i området. En asiat udfordrer Juan med en kniv. Kan beboerne huske Juan’s bedstefar? Eller er de fjendtlige, fordi Juan ikke er en lokal? Eller noget tredje? ( :

Øvrige kilder:
Litteratursiden: litteraturstuderende Jakob Ladegaard / Kunsten at læse - Læseren som kunstner i Jorge Luis Borges' univers
http://www.litteratursiden.dk/temaer/kunsten-l%C3%A6se-l%C3%A6seren-som-kunstner-i-jorge-luis-borges-univers
Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/23507
Denstoredanske: Jorge Luis Borges
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Latinamerikansk_litteratur/Jorge_Luis_Borges?highlight=Jorge%20Luis%20Borges

Boganbefaling: Persepolis Min iranske barndom / af Marjane Satrapi (på dansk 2005)

Min vurdering 8/10

Det er en selvbiografisk grafisk roman på 150 sider. Lad dig ikke skræmme af, at det er en tegneserie, idet graphic novel genren henvender sig også til voksne.

Barndomserindringen handler om pigen Marjane, som vokser op i Iran i 1970’erne og 1980’erne, og læseren ser revolution og krigen mellem Iran og Irak som det opleves igennem hendes øjne. Det skildres både på en humoristisk, naiv og dramatisk facon. Iranerne lever i frygt i en tid med mange forandringer. Hovedpersonen synes jeg er sympatisk, men det mærkes også hun er en rebel og ret så kontroversiel. Hun er enebarn, så derfor tyder meget på, at hun fik ekstra meget kærlighed og opmærksomhed under sin opvækst.

Jeg læste den på engelsk, men den er oprindeligt skrevet på fransk i 2000. Da jeg ikke vidste meget om Irans historie, så følte jeg det var lidt svært at sætte mig ind i personernes problematikker. Iranere og folk med kendskab til landet vil nok forstå flere af nuancerne, jeg tror en del går tabt med oversættelsen og kulturforskellen.

Det virker til formålet både er at underholde og formidle et kritisk historisk tilbageblik, som jeg synes er en frisk idé, som viser nogle menneskelige og følelsesmæssige sider fra perioden, som faktuelle historiebøger om Iran har svært ved. Derved kan vi bedre forholde os til og leve os ind i de ufriheder, de måtte leve under. For eksempel indledes bogen med en kort introduktion om Irans historie og forfatterens motivation for at skrive værket. Herefter starter selve historien med en satire over indføringen af tørklæder, som set med et nutidigt dansk lys virker kontroversielt. Bogen virker til at være en kritik af vilkårene i 70erne og 80erne. For eksempel at der var udlandsforbud mm. Visse genstande bliver symboler på frihed. Der stilles også skarpt på martyrer og deres funktion i Iran.

Jeg synes der kan drages paralleller til diktaturstaten i Orwell's roman '1984'. Mht. censur eksempelvis, hvor magthaverne i Iran styrer indlæringen i skolebøgerne ved at sige, at kongen er valgt af Gud, og det er ikke til diskussion. Eller at man ikke må have en partner fra ens eget miljø eller klasse. Oprører anholdes systematisk og torteres ligesom i '1984'. Andre paralleller mellem de to bøger er tv-manipulation om krigsindsatsen og misvisende stemmeoptælling til valg.

Hvis du godt kunne li ’Drageløberen’ (2003), så tror jeg også denne bog vil falde i din smag, der er flere lighedstræk med Khaled Hosseini’s roman.

Måske er det tilfældigt, men jeg mærker s. 107 en diskret kritik af USA's nutidige udenrigspolitik i Irak og Afghanistan, hvor unge amerikanere rekrutteres fra fattige kår og lokkes med uddannelse, når/hvis de vender hjem igen til USA.

Jeg mangler en parallel til nutiden, fx om disse forbud og omstændigheder stadig spiller en rolle i Iranernes hverdag, eller om reglerne er blevet ændret. Dette kunne hun med fordel have afsluttet bogen med?

Jeg blev opmærksom ved læsning af denne bog, at min viden om Iran er mangelfuld. Den kan efter min mening sagtens læses flere gange, da den rummer en del stof til eftertanke:

Et af mine favoritcitater fra s. 43:

”In any case, as long as there is oil in the middle east, we will never have peace.”

Jeg anbefaler bogen til unge og voksne uanset køn. Især i denne tid i Danmark med tørklædedebatter er den højaktuel.

I øvrigt hentyder titlen til byen Persepolis, ruinerne ligger i dag i Iran.

Filmen:
Den roste filmatisering fra 2007 bygger på begge Persepolis historierne. Bog 1. om barndommen samt bog 2. om ungdommen 'Teheran tur-retur', hvor Marjane er 15 år. Filmen er nærmest tegneseriens sider sat i bevægelse, den følger også tegneseriens sort/hvid farver. Filmen kan muligvis nå et publikum, som ikke har læst bøgerne. Det kan være en fordel at have læst de to grafiske romaner forinden, da filmen bevæger sig i et lynhurtigt tempo. Anden del af filmen foregår i et mere roligt tempo, og jeg spekulerede over, om ikke de skulle have lavet to film i stedet for at presse så meget ind i én film. Ungdomsdelen synes jeg er svagere, her er det mere en ungdomsskildring end en kulturdiskussion. Filmen blev nomineret til en oscar for bedste animerede film, men blev kritiseret af den Iranske regering før premieren i Cannes.

Trailer til filmen:



Øvrige kilder:
Forfatterweb: cand. mag. Julie Paludan-Müller / Marjane Satrapi
http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zsatrapi00
Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/temaer/persepolis-1-2-af-marjane-satrapi
Litteratursiden: Debat
http://www.litteratursiden.dk/node/68304
Marjane Satrapi fortæller om hvorfor hun skrev Persepolis:
http://www.randomhouse.com/pantheon/graphicnovels/satrapi2.html
Iransk tegneserieforfatter med et ætsende klart blik:
http://www.kvinfo.dk/side/558/article/86/
Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/2371284

Her nogle interviews med forfatteren:
Graphic novels & her family's influence:
http://www.youtube.com/watch?v=7i9Vs97x7IU

"Persepolis" a pro-Iranian humanist tale:
http://www.youtube.com/watch?v=aMwfzqEqVLk

Boganbefaling: En kongelig læser / af Alan Bennett (2007)

Min vurdering 9/10

Originalen hedder på engelsk ’The Uncommon Reader’. Jeg har aldrig tidligere læst noget af Alan Bennett, men havde set den anbefalet på librarything.

Emnerne er det britiske kongehus’ adfærd, pligter og følelsesliv, offentlighed vs. privatliv, læsningens psykologi mm.

I denne korte nutidige roman på 124 sider bliver den britiske dronning Elisabeth den 2. menneskeliggjort, fordi vi ser hende bag facaden. Selvfølgelig er det en fiktiv beskrivelse af kongehuset, men jeg fornemmer nogle af elementerne sagtens kunne være tæt på sandheden, hvilket gør den læseværdig. Dronningen lader til at kede sig lidt med sine rutineprægede forpligtelser og intetsigende og distanceret kontakt med befolkningen. Bogen handler om hendes opvågning, som sker i kraft af mødet med den lokale bogbus.

Bogen er åbenlyst kritisk i forhold til kongehuset, hvor det ikke er dronningen, men hendes stab, der styrer dronningens dagsorden. Hun fremstår trods sine mangeårige erfaring som en dukke der bliver ført af dukkeførerne, og det er synd for hende, at hun i så mange år har undertrykt sin personlighed. Bogens styrke er, at dronningen for mig fremstår realistisk.

Den er til tider morsom og er en anderledes roman, fordi den skildrer virkelige personer, men alligevel ikke som de virkelig er. Måske som Bennett forestiller sig de er. Jeg undrer sig over, hvordan han har lavet research til bogen! Forfatteren har allerede bevæget sig i genren kongelig historisk portræt ved at skrive manuskript til filmen ’Den gale kong George’.

Bogen er et fint supplement til filmen ”The Queen”, den handlede om dronningens håndtering af Diana's død. Filmen synes jeg var en smule overfladisk, men fik opmærksomhed pga. Helen Mirren’s imponerende og oscarvindende portræt af dronningen. I denne roman kommer man mere under huden på dronningen, og jeg synes det er en forbedring af filmen. Der er mange skarpe iagttagelser om kongefamiliens vilkår. Jeg kunne citere mange interessante steder.

For eksempel side 8:

”Hobbyer betød, at man havde præferencer, og præferencer skulle undgås; præferencer udelukkede folk. Man havde ingen præferencer. Hendes job bestod i at vise interesse, ikke i selv at være interesseret. Og desuden var læsning ikke en handling. Hun var en handlingens kvinde.”

Til forskel fra filmen føler jeg romanen er mere satirisk, hvilket jeg synes klæder sådan en historie. Tænk blot på fx det vellykkede eventyr ’Kejserens nye klæder’ fra 1837 af HC Andersen, som også var en satire. Mere satire over de kongelige og kendte kan ses i den britiske dukketeater tv-serie 'Spitting Image', som blev produceret mellem 1984 og 1996.

Jeg blev fornylig gjort opmærksom på af en jeg kender, at Alan Bennett står bag den britiske tv-serie 'Talking heads', som bl.a. var med til at skabe en tidlig udgave af Hyacinth Bucket-figuren, som vi kender fra tv-serien 'Fint skal det være'. I 'Talking heads' spiller Patricia Routledge ligeledes en snobbet britisk kvinde, som ikke er klar over, at hun forekommer komisk for omverdenen:
http://www.youtube.com/watch?v=JGCg3ARv14U
Men jeg synes nævnte afsnit 'A Lady Of Letters' er lidt for tungt dialogmæssigt til fjernsyn, derfor er det ikke overraskende, at 'Talking heads' også findes på bogform.

Ligesom flere andre romaner jeg har anmeldt her er 'En kongelig læser' også en bog om bøger, hvor litteraturen får nogle gode ord med på vejen. Romanen handler bl.a. om læsningens psykologi. Da jeg selv har skrevet et par sider om emnet i en opgave om mediedannelse(opgaven kan læses på nettet ved at søge på biblioteksside), så var det spændende for mig at høre flere betragtninger herom. Det er tydeligt, at Bennett vil hylde læsning som noget vigtigt og en til tider magisk oplevelse.

Der er stor forskel på offentlig - og privatliv, og man skal ikke dømme nogen for hurtigt baseret på deres offentlige fremtræden, må være et af budskaberne. Fra side 102:

”at der på trods af hendes alder og berømmelse ikke var nogen, der kendte hendes stemme.”

Jeg tror det er sådan en roman mange vil læse og give som gave, fordi bogen er så letlæst og den udforsker noget, som de fleste er fascineret af, hvem er de kongelige i privaten? Især englændere vil læse den, men du kan sagtens læse den som et billede på kongehuse generelt set.

Man behøver ikke at være royalist for at synes om bogen, jeg er ikke selv tilhænger af monarkiet, men nød den alligevel. Måske fordi den er kritisk i forhold til kongefamilien, så vil ikke-royalister i højere grad synes den er god. Jeg har svært ved at finde kritikpunkter, og konflikten i historien er rigtig god, at kongehuset er noget der ikke ændrer sig ret meget, mens mennesker udvikler sig helt naturligt. Utroligt flot at få sagt så meget på så få sider, bogen kan uden problemer genlæses.

Gad vide hvad dronning Elisabeth selv synes om bogen? ( : Jeg tror ikke, at hun vil sagsøge ( :

Bemærk ! Filmen The Queen (2006) og romanen 'En kongelig læser' (2007) har lighedstræk, men er to vidt forskellige historier.

Boganmeldelse: En fortælling om blindhed / af José Saramago (på dansk 1998)

Min vurdering 5/10

Et kort handlingsrids fra bibliotek.dk: Pludselig en dag bliver en mand blind, og snart efter alle han har haft berøring med. Samfundets og menneskenes håndtering af "problemet" bliver en besk og vittig fabel om civilisationens tynde fernis

Romanen er oprindeligt skrevet på portugisisk og fra 1995. Originaltitlen er 'Ensaio sobre a cegueira'.

Det er en dystopisk roman om en blindhed epidemi. Den er rimelig spændende, hvis man kan li den slags. Sproget er originalt, fx beskrives personernes udseende ikke visuelt med undtagelse af, når en ikke-blind person iagttager dem. De mange kommaer kan sikkert virke som et irritationsmoment for nogle læsere, intentionen har muligvis været, at personerne bliver som et, man kan ikke skelne den ene blinde fra den anden. Personerne har heller ikke navne, måske siger forfatteren, at blinde eller handicappede desværre kan opfattes som navnløse andenrangsborgere af dem der kan se. Det vil sige en opfordring til læseren at se dem som rigtige individer og ikke kun som blinde.

Men jeg blev ikke færdig med den. Jeg opgav efter ca. 50 sider. For mig var det tilstrækkeligt at læse starten og sidste kapitel. Jeg havde sympati for personerne, men jeg følte de var overfladisk beskrevet og uinteressante. Selvom de hver især tackler blindhed på lidt forskellige måder, så var historien for gentagende, da de oplever det samme.

Man kan læse den som en allegori for epidemier i den seneste tid som fx sars, fugleinfluenza og influenza A, hvor vi tager vores gode helbred eller syn for givet. En epidemi kan bringe fremmede sammen i et fællesskab, hvor man kan trøste hinanden i en desperat situation ser ud til at være et tema.

Det indre liv hos personerne var ikke udfoldet nok, som man kunne forvente, historien virkede som et filmmanuskript. Efter min mening var romanen ikke så god som nobelprisen og 4.2 bedømmelsen på librarything indikerede. Jeg var ikke imponeret, det var for mig bare en halvgod roman.

Her en af de få refleksioner jeg fandt:

s.274:

Nu og da har jeg grebet mig i at ønske at jeg var blind, blot for at blive som de andre, for at slippe for at have større ansvar end dem

Ifølge emnelisten på bibliotek.dk, så skulle romanen angiveligt også være en samfundssatire. Hvordan folk ændrer sig, når tingene går galt.

På en måde er jeg glad for, at jeg gik glip af midten af bogen, fordi jeg har siden læst i andre anmeldelser, at denne del af bogen var fyldt med ubehagelig adfærd.

Jeg anbefaler den ikke, medmindre man har en svaghed for dystopiske fortællinger. Eller hvis du trænger til en underholdende spændingsroman, så er den fin. Men hvis jeg var dig, så ville jeg nøjes med filmatiseringen, hvor du nok vil få nogenlunde samme udbytte på meget kortere tid:

Trailer til filmen:

Boganbefaling: Nattog til Lissabon /af Pascal Mercier (på dansk 2007)

Min vurdering 9/10

Suverænt formuleret spændingsroman med elementer af krimi, filosofi og psykologi. En af de bedste romaner jeg har læst i år.
Jeg læste den på dansk, den oprindelige version er på tysk. Bogen er skrevet af den schweiziske forfatter Mercier i 2004, han har bl.a. læst filosofi på universitetet.

Emnerne i romanen er byen Portugal, en families slægtshistorie, at tage sit liv op til revision, selvopfattelse og relationer til andre, loyalitet og meget mere.

Historien handler om Raimond Gregorius, som bryder op fra sit velordnede liv i Bern i Schweiz og tager toget til Lissabon for at lede efter alt om forfatteren Prado, hvis bog han har fundet i et antikvariat, og som han er blevet fuldstændigt bjergtaget af. Gregorius oplever en ny form for vågenhed i Portugal, som han aldrig ville have været ude for i Schweiz.

Parallellerne er tydelige til især den spanske roman ’Vindens skygge’ med den unge Daniel i hovedrollen på sporet af forfatteren Julian Carax. Sammenligningerne er så slående, at jeg nogle gange tænker, at der er tale om plagiat uden at vide, hvem der plagierer hvem.

Nogle vil måske påstå, at 'Nattog' kan opsummeres med to ord: grib dagen. De går efter min vurdering glip af de indsigtsfulde pointer og de fænomenalt velskrevne passager i bogen. Nogle læsere vil have delte følelser omkring Gregorius, hvor det sommetider er svært at vurdere, hvad er drøm og hvad er virkelighed. Det synes jeg er en styrke.

’Nattog’ bør ligesom Diane Setterfield’s ’Den trettende fortælling’ være med på litteratursiden.dk’s ’Noget der ligner Vindens Skygge’. Men det er de ikke?
På litteratursidens ’Bøger om bøger’ finder man så ’Den trettende fortælling’ og ’Vindens Skygge’, dog minus ’Nattog’.

Sproget er bestemt et af de stærkeste kort romanen har at byde på. Den psykologiske indsigt er en anden styrke. Fx side 451:

”Hvornår var man sig selv? Når man var som man plejer at være? Som man opfattede sig selv? Eller som man var når tankernes og følelsernes glødende lava begravede alle løgne, masker og alt selvbedrag? Ofte var det andre der beklagede sig over at nogen ikke mere var sig selv. I virkeligheden betød det måske: Han er ikke længere som vi gerne vil have ham? Var det hele så ikke snarere en slags protest mod en truende omvæltning af det tilvante, men camoufleret som tilsyneladende ængstelse og bekymring for den andens ve og vel?”

Grunden til jeg ikke giver den topkarakteren 10/10 er fordi det igennem meget af romanen kun er hovedpersonens tanker, og her savnede jeg lidt variation. Et andet lille kritikpunkt går på, at luften går lidt af ballonen spændingsmæssigt ca. side 250-300, da Gregorius vender tilbage til Bern. Den del af bogen mener jeg kunne være redigeret helt væk, da det for mig ikke tilføjer noget væsentligt. Det 3. kritikpunkt hænger sammen med det 2., romanen kunne sagtens have været kortere. Der synes at være en tendens som flere iagttagere har påpeget, at bestsellere nu om dage tit er meget lange. Se bare på Harry Potter bøgerne, som blev længere og længere som tiden gik. At ’Nattog’ bliver kritiseret på amazon.co.uk hænger sammen med en dårlig engelsk oversættelse.

Trods disse kritikpunkter fastholder jeg stadig, at det er en meget læseværdig bog, som det er svært at lægge fra sig.

En af de bøger som skal ejes, fordi der er talrige indsigtsfulde steder, hvor jeg satte et ’æseløre’. Det er en roman, som du sagtens kan læse to gange. Brugen af metaforer er også enestående, fx lava og katedraler mm.

Prado og hans familie er bestemt spændende at læse om, så interessante, at det gør Gregorius til lidt af en bi-figur, selvom han er hovedpersonen!

En passage fra side 413 om forfatteren Prado:

”Men Prado havde ikke siddet her som en arrogant, bedrevidende studerende. Han havde levet i en skærsild af tvivl, plaget af angst for at komme for sent til sig selv”.

Den er oversat til 15 sprog. I Tyskland har bogen solgt i 1,5 millioner eksemplarer.
Jeg kan varmt anbefale den. Jeg synes det er et mesterværk, en nyklassiker.

En anden af Mercier’s romaner kaldet ’Perlmanns fortielser’ er ligeledes oversat til dansk.

Boganmeldelse og analyse: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand / af Helle Helle (2002)

Min vurdering 6/10

Samtidsromanen handler om den skrøbelige, følelsesmæssige og intellektuelle balance mellem Susanne og hendes mand, forfatterspiren Kim, som bliver stærkt påvirket, da Susannes tidligere arbejdskammerat i hospitalskøkkenet, Ester, flytter ind, gravid og i ægteskabskrise.

Emnerne er kort fortalt ægteskabelig krise, graviditet, parforhold og veninder mm.

Denne roman er kun 167 sider lang og det er typisk for Helle Helle, som er kendt for sine noveller og kortprosatekster i starten af sin karriere og senest har skrevet flere romaner, hvoraf denne er en af de første.

Helle Helle betegnes af nogle litteraturkyndige som minimal-realist, som siger sig selv. Det er små bøger, som er realistiske. Indenfor det felt vil man ofte gerne snakke om den verden, vi lever i. Mange kvindelige danske forfattere i 1990erne skrev i den genre, hvor der tales om hverdagen og det trivielle, mens der sker en del under overfladen. Inspirationen kan være Hemingway. Det kaldes ’isbjergmetoden’ (show don’t tell metoden). Det er et opgør med litteratur, hvor alt fortælles og beskrives.

Denne roman anvender bestemt ’isbjergmetoden’, hvor vi selv skal udfylde de tomme pladser i romanen. Det er ligesom at være menneske, hvor vi selv må drage vores egne konklusioner ud fra det sete/hørte. Helle Helle har selv udtalt, ”Jeg skriver, fordi de sorte huller mellem mennesker interesser mig” (forfatterweb.dk).
For eksempel hører vi meget lidt om Susanne’s mand Kim. Hovedpersonen Susanne er den der betragter, men bliver også selv betragtet.

For mig er det mest interessante bipersonen Ester, som har et lidt kompliceret forhold til Susanne. Susanne er glad for Ester er der, men samtidig har hun et problematisk forhold til Ester's væremåde. Jeg synes også, at det bliver ret komisk sommetider. Et andet opsigtsvækkende aspekt ved romanen er det ambivalente parforhold mellem Kim og Susanne, hvor Kim kritiserer hende, men under overfladen sætter pris på hende, fx s. 110: "Der er ingenting i dig. Du er ren overflade".

Og så kommer jeg til svaghederne. Desværre er det lidt trættende at læse afsnit om rengøring og spisning. En anden svaghed er, at jeg synes det var meget forudsigeligt, hvad der ville ske. Hovedpersonen er desværre og måske bevidst lidt kedsommelig.

Titlen hentyder ifølge bogens bagside til to forestillinger, som Susanne har. Én, hvor hun lever lykkeligt, ukompliceret og konkret med en mand, og én, hvor hun sidder og skriver Kims nekrolog.

Helle Helle ligesom flere andre nordiske forfattere synes jeg er blevet sat lidt på en lyserød sky i Danmark, jeg synes det hun skriver er da ok, men er ikke fantastisk. For eksempel kan ingen af Helle Helle’s bøger øjeblikkeligt købes på amazon.com eller amazon.co.uk, og det siger meget om, at det er de danske forlag, anmeldere og læsere, som skaber hendes image som en stor forfatter. For eksempel kan også nævnes, at det kun er nordiske forfattere, som er på bestsellerlistens top 10 over skønlitteratur i DK (22/2/2010), som vidner om hvor stor betydning markedsføring og den nationale tilknytning har på salget i Danmark. Det er helt tydeligt, at danskere er vilde med at læse om sig selv.

Helle Helle er oversat til de nordiske sprog, samt estisk, tysk og tjekkisk, kan jeg se på bagsiden af bogen, men hvorfor ikke til engelsk? Årsagen til hvorfor mange populære nordiske romaner ikke findes på engelsk kunne være spændende at undersøge, det kan hænge sammen med, at forlagene ikke har haft den store succes tidligere med salget af dem evt. pga kulturforskellen er for stor. Millenium-trilogien af Stieg Larsson er dog en af mange undtagelser.

Denne liste giver et indblik i nogle danske forfattere, som er oversat til det engelske sprog:
http://www.amazon.co.uk/Books-from-Denmark-in-English/lm/2O0YWOC77PJIC/ref=cm_lmt_srch_f_2_rsrsrs0

Jeg synes et godt målestok på om en forfatter er exceptionelt dygtig er om de kan begå sig på det internationale marked, at de bliver oversat til mange sprog og sælger i mange lande. Men ikke sagt at bare fordi et værk sælger, så er det kvalitet. Min tidligere lunken anmeldelse af 'Hundehoved' viser, at bare fordi noget sælger, så er det ikke nødvendigvis fantastisk.

Jeg vil dog ikke afvise, at der er skrevet store romaner, som kun er relevante for et nordisk publikum. Fx en del af dem på: http://www.vortidsdanskeroman.dk/

Ikke fordi jeg har noget imod Helle Helle eller andre danske forfattere, hun er god til at beskrive hverdagslivet. Min kritik går på de danske medier, hvor jeg synes folk i DK sommetider hjernevaskes af medierne til at tro, at de nordiske forfattere er de bedste, og dem der skal læses. Og så bliver en verden af fænomenal skønlitteratur desværre nogle gange overset.
Men det sker nok også i andre lande, at de nationale forfattere markedsføres hele tiden.

Alt i alt er 'Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand' en ukrævende og letlæst bog. Den er ikke dårlig, men er efter min mening heller ikke fantastisk. Den har sine styrker med nogle flertydige personer, men flere kapitler om dagligdagen er for mig uinteressante.
Problemet kan være konceptet, at det er svært for en forfatter at skrive en fantastisk bog om en almindelig hverdag og med en meget almindelig og rutinepræget hovedperson. Det er svært at forholde sig kritisk til bogen, fordi hensigten er at det er en hverdagsbeskrivelse.

Øvrige kilder:

Forfatterweb: af journalist, cand.mag. Pia Andersen Høg / Helle Helle
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zhelle00

Litteratursiden:
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/forestillingen-om-et-ukompliceret-liv-med-en-mand-af-helle-helle

denstoredanske: Helle Helle
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/Helle_Helle?highlight=helle%20helle

Litteratursiden: Debat
http://www.litteratursiden.dk/node/68051

Vor tids danske roman: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand
http://www.vortidsdanskeroman.dk/romanerne/default.asp?cid=140556

Mfl.

Musikanbefaling: 5:55 / af Charlotte Gainsbourg (2006)

Min vurdering 7/10

Som flere andre albums jeg har anmeldt her på bloggen i 2009, så er det igen en afdæmpet electronica/akustisk plade.

Gainsbourg er endnu en kunstner som kan tilføjes betegnelsen som både musiker/skuespiller. Dog synes jeg, at jeg hører om flere musikere der bliver skuespillere(fx Madonna, Tom Waits, Sting osv.), end det omvendte.

Jeg blev opmærksom på hendes andet album, fordi sangerne Jarvis Cocker og Neil Hannon have skrevet nogle af sangene, og jeg betragter dem begge som dygtige sangskrivere. Desuden har jeg siden opdaget, at Nigel Godrich har produceret, og da jeg gav hans 'Regeneration' produceret album 10/10, så er det ikke så underligt, at jeg synes godt om 5:55.

Desuden stod bandet Air for noget af lyd-produktionen, og jeg er stor fan af Air’s albums.

5:55 har tilsyneladende ikke været det store hit bortset fra Frankrig, hvor den blev nummer 1 på albumhitlisten, selvom franske Gainsbourg synger primært på engelsk for at ramme en bredere sfære. Måske har den ikke været markedsført så voldsomt i udlandet. Måske kan den manglende succes også hænge sammen med, at hun i mine øjne ser ret almindelig ud og ikke rigtig ligner en stjerne? Er det derfor hun gemmer sig under håret på albumcoveret?

Jeg synes dog ikke teksterne er noget særligt trods overnævnte sangskrivere, bortset fra et par enkelte perler her og der. For mit vedkommende er lyrics heller ikke det væsentligste med et Air-lignende album, idet jeg selv bruger det som ’baggrundsstøj’ eller ’ear candy’ og til det formål er den god.

Nogle kynikere vil formodentligt kalde det et hurtigt glemt album, mens andre vil være begejstret for især den lydmæssige del.

Hvis jeg skal opridse hvad teksterne handler om, så spænder emner fra tidspunktet 5: 55, en flyrejse, om at lære en anden at kende, om at lege, om at være skuespiller, at være musiker mm.

Singlen ’The songs that we sing’ synes jeg er det bedste nummer. Den fænger mig mest og det er den der huskes efterfølgende. Orkesterlyden ala 'The divine comedy' på sangen blandet med electronica fungerer godt. Musikvideoen er faktisk dødkedelig, men heldigvis er nummeret super ( :



De andre numre på albummet er lidt anonyme i sammenligning, synes jeg, men det gør ikke noget. Det er nærmest en fordel, når du genhører.

Et mindre kendt album som mange fans af electronica og Air vil synes om. Måske vil hendes hovedrolle i Lars Von Trier’s Antichrist gør flere opmærksomme på hendes musik.

Det fulde album kan høres her: http://listen.grooveshark.com/

Baggrundsinfo om Charlotte Gainsbourg kan læses på: http://www.allmusic.com/

Eller besøge hendes myspace, hvor hendes hits kan høres. Der afsløres, at hun pt. er i færd med at indspille musik med BECK: http://www.myspace.com/charlottegainsbourg

Boganbefaling: Spilleren / af Fjordor M Dostojevskij (1866)

Min vurdering 9/10

Emnerne er ludomani, spillemiljø, familieintrige, kærlighedsforhold, vinde og tabe, sige ja og nej, logik vs. forstand mm.

Den handler om den unge huslærer Aleksej Ivanovitj, som befinder sig med en falleret russisk general og hans familie på kurstedet Roulettenburg ved Rhinen. Da han først har prøvet rouletten, er hans skæbne beseglet. Samtidig lurer kærligheden også, Aleksej er forelsket i generalens steddatter Polina.

En psykologisk roman, som indeholder elementer fra krimi-genren. Den er skrevet i dagbogsform set fra Aleksej’s synsvinkel.

Dostojevskij er ligesom Kafka en af de store forfattere i litteraturhistorien.

Det er rart at slippe for Ejnar Thomassen’s forældet Dostojevskij oversættelse, her er det på dansk af Ole Husted Jensen og sproget er mere lettilgængeligt for nutidige læsere end hos Thomassen.

Russiske Dostojevskij’s styrke er hans menneskekundskab og psykologisk indsigt. Her er et bevis på, at Dostojevskij evnede at begrænse sig og skrive en kort roman på ca. 200 sider.

Den fanger meget hurtigt, synes jeg. Personerne synes at rumme en flertydighed, som gør den interessant at fortolke undervejs og til slut.

Der er nogle evigtgyldige tematikker i romanen, og jeg fornemmer at romanen synes at spille på dobbeltheden, hvor der både er en jagt og en fangst i forhold til forelskelse og spillelidenskab. Samtidig synes bogen at postulere den eviggyldige sandhed, at mænd ikke forstår kvinder og omvendt. Penge er ikke alt er noget der ligger i luften, og det virker til at være en kritik af roulettespillet.

Spillelidenskaben er ligesom narkotika, lidenskaben til Polina er ligesådan. Aleksej elsker adrenalinen ved spillet og ikke så meget gevinsten. Er rouletten og Polina et enten-eller, eller et både-og? Døm selv. I kærlighed og i spil tager du chancer og har sommetider heldet med dig.

s. 8: ”Hvorfor blev jeg hængende hos denne general, og hvorfor var jeg ikke for længst rejst min vej. En gang imellem så jeg over på Polina”

Efter signende skulle den være selvbiografisk, idet Dostojevskij selv led af en spillemani han ikke kunne styre og kendte en kvinde, der mindede om Polina. I 1860erne rejste D. meget i Vesteuropa, jaget af både spillelidenskab og kreditorer og plaget af epileptiske anfald. Dostojevskij var i modsætning til sine forfatterkollegaer Tolstoj og Turgenjev nødt til at skrive for at få mad på bordet. Rouletten ruinerede D. flere gange. Det virker til at D. ofte havde et ligeså spændende privatliv som i det han skrev.

Nogle påstår på litteratursiden, at Aleksej Ivanovitj muligvis er en upålidelig jeg-fortæller, hvilken igen gør romanen endnu mere interessevækkende.

Den har været diskuteret i en af litteratursidens læseklubber i 2009, diskussionen kan læses her: http://www.litteratursiden.dk/node/76844

Øvrige kilder:
-Biografi: Geir Kjetsaa / Fjodor Dostojevskij - et digterliv (1986)
-Litteratursiden: stud.mag. Susanne Kemp / klassikerguide Dostojevskij
http://www.litteratursiden.dk/analyser/dostojevskij-fjodor-m
-Litteratursiden: bibliotekar Birgitte Tindbæk / anbefaling af spilleren: http://www.litteratursiden.dk/temaer/spilleren-af-f-m-dostojevskij
-Forfatterweb: cand.mag Kristine Witt-Hansen / Dostojevskij http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zdostojevskij00

Bemærk! Jeg har ladet mig fortælle, at nogle bøger overfortolker Dostojevskij, bl.a. Malcolm Bradbury / Da litteraturen blev moderne

Boganbefaling og analyse: Processen / af Franz Kafka (1925)

Min vurdering 10/10.

Det er en psykologisk roman og betragtes af de fleste som Kafka’s hovedværk.

En bankmand dødsdømmes af en ukendt ret for en forbrydelse, han ikke kender, men må acceptere.

Temaer er skyld, bureaukrati, mistænksomhed, frustration, individ vs. system mm.

Historien drives frem af, at læseren og hovedpersonen vil vide, hvad anklagen er. Jeg føler sympati for hovedpersonen Josef K, fordi han er uvidende og i ingenmandsland. Hvis han fik et svar, så ville han føle sig bedre tilpas. Men hvem skal give ham svaret? Der er en big brother, som overvåger ham. Josef K er i forsvarsposition og må forsvare sig og overbevise andre om sin uskyld.

Anklagen bliver Josef K’s identitet og det gør ikke hans sag bedre ved at klage over sin anklager. Kan det være anklageren, som ikke vil indrømme fejlen? Skader det Josef K’s omdømme? Det betyder i hvert fald, at Josef K’s selvværd lider et knæk og han bliver vred, skeptisk og føler systemet er ugennemskueligt. Sidstnævnte er en af grundene til bogens stadige relevans i dag, da det er en universel følelse.

Den allegoriske romans styrke er, at den kan fortolkes på uendeligt mange måder. Måske en kritik af samfundsformen? Nogle kalder den en satire over bureaukratiet og deres rodet håndtering af mennesker og bureaukratiets manglende indføling. Bogen kan også læses som en kritik af domstolene. Andre vælger at se bogen som en analyse af begrebet skyld. Fx har alle lavet små og store fejl i deres liv og derfor har vi alle til en vis grad en smule skyldfølelse. Hvis Josef K. ikke anerkender anklagen, er den der stadig?
Hvordan skal mennesket forholde sig til magthaverne og omvendt er en anden måde at anskue romanen. Er bureaukratiet et billede på noget større, nemlig tilværelsens og samfundsopbygningens kompleksitet og ugennemtrængelighed?

s.9 : "De må ikke forlade stedet, De er jo arresteret. Det ser sådan ud, sagde K. Og hvorfor så det? spurgte han så. Det er ikke blevet os pålagt at fortællle Dem det. Gå ind på deres værelse og vent. Sagen er nu engang indledt, og De vil få alting at vide til rette tid".

Der er flere dobbeltheder i romanen: menneskets ’naturlige’ og ’samfundsmæssige’ eksistens. Hvor meget af det foregår i Josef K’s hoved og hvor meget er virkeligt? Hvem er vanvittig, Josef K eller samfundet? Findes sandheden om Josef K og er den anderledes fra lovens sandhed? Der er også et skisma mellem fornuft og begær. Osv. Ifølge Bo Steffensen bestemmer læsemåden, hvad man får ud af historien.

Skyldfølelsen kan også anskues biografisk og have sine rødder i Kafka’s eget liv, hvor Kafka hele livet følte sig sat under dom af faderens autoritet. Det er svært for Josef K at komme væk fra anklagen og det var ligeledes svært for Franz Kafka at komme væk fra faderen. Kafka følte sig muligvis aldrig fri. Kafka’s skrivning kan have været et oprør mod faderen, men Kafka fremstiller også sig selv som offer.

Franz Kafka levede mellem 1883 og 1924, og blev kun 36 år. Han er tysksproget forfatter. Født og opvokset i en jødisk familie i Prag. Uddannet jurist og arbejdede i et forsikringsselskab indtil han pga. tuberkulose blev pensioneret.

Romanen hører til modernisme perioden med dens narcissistiske og indadvendte skrivemåde, hvor verden udenfor er kaos, indeni mennesket er der også kaos, og der søges efter en mening. Målet er at beskrive og forstå kaos. Med modernismen ville man bryde med tidens realisme i kunsten. Virkeligheden bliver snæver og subjektiv i modernismen, fordi verden er blevet for kompleks til at skildre den objektivt og realistisk troværdigt.

Der er en typisk ’kafkask’ stemning i historien, fx gør de mange døre den labyrintisk og klaustrofobisk, så vi mister orienteringen og overblikket ligesom Josef K selv. Myndighederne som potentielt er alle vegne bevirker, at intimsfæren bliver brudt.

Det eneste ved den jeg ikke bryder mig om er den danske titel 'Processen', hvor jeg føler den engelske titel ’The Trial’ er stærkere og til at forstå. Det skyldes formodentligt den tyske titel ’Der Prozess’.

En af de klassikere, som jeg nok aldrig bliver færdig med. Måske en af de bedste romaner fra det 20. århundrede. Den ligger på min top 10 over bøger jeg har læst. Slutningen af romanen er for mig højdepunktet i bogen.

Sproget virkede for mig rimeligt nutidigt, som var overraskende, hvilket dog kan skyldes den danske oversættelse er fra 1981.

Den er filmatiseret af mesterinstruktøren Orson Welles i 1962 med Anthony ’Psycho’ Perkins i hovedrollen. Jeg opfatter filmen som vellykket. Her trailer:



Øvrige kilder:
Den store danske encyklopædi(bogversionen) / Kafka
Mairowitz & Crumb / Kafka for beginners (1993)
Forfatterweb: Cand. mag Michael Andersen. / Kafka
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zkafka00
DR Kulturportalen: Lars Erik Udsen, Alfabet : Kafka: Skyldig i at være aktuel (2003)
www.dr.dk/kultur
The modern word / http://www.themodernword.com
Mfl.

Boganbefaling: Forholdsregler/ af Sidsel Falsig Pedersen (2005)

Samlet vurdering 7/10

27 små noveller af danske Sidsel Falsig Pedersen.

Hver fortælling fylder i omegnen af ca. 3-7 sider. Til tider er de sjove, eftertænksomme eller sommetider rent ud sagt kedelige.

Emnerne er meget brede, men de synes at kredse om hverdagen, parforhold, naboer hensynet til andre, uskrevne sociale kodekser, og meget mere.

De stærkeste fortællinger som jeg her vil anbefale er for mig ’Værelset’ s. 47-48, ’Retur’ s.58-61, ’Suppe’ fra s.85-87 og Gevinsten s.92-94. Disse 4 fortællinger giver jeg 8/10 eller 9/10.

’Værelset’ er virkelig sjov, den handler om de nysgerrige venner/bekendte, som sommetider ikke kan dy sig for at spørge om huset. Og så må man nogle gange finde på hjemmestrikkede svar eller hvide løgne!

Novellen ’Retur’ mener jeg er den bedste og måske den mest dybsindige. Om knas i parforholdet. Ligesom i mange andre af fortællingerne er vi som læsere klar over, hvor problemerne er, men personerne i historierne er ikke altid selv klar over, at de gør noget galt, som sårer andre. I dette tilfælde er det manden, som tror han ser godt ud, mens han ikke er så god til at give sin partner komplimenter. S. 59: ”Han har i tidens løb gjort mig opmærksom på en masse fejl ved min krop, jeg ikke selv kendte til”

For det tredje blev jeg fanget af ’Suppe’, som handler om en kvinde, som køber noget suppe et sted, som muligvis er et tilholdssted for hjemløse. Det bliver en speciel oplevelse for hende.

Den 4. fortælling jeg anbefaler er 'Gevinsten', som handler om en veninde, som måske er lidt for god en veninde.

Titlen på bogen ’Forholdsregler’ tolker jeg på den måde, at personerne i fortællingerne har det til fælles, at de skal tage forskellige hensyn i deres omgang med andre afhængigt af, hvilke mennesker de har med at gøre. Forskellige mennesker og forskellige situationer kræver forskellige hensyn. I bogen er de så gode eller mindre gode til at være høflige og have situationsfornemmelse. Jeg synes titlen tilføjer en ekstra dimension til helheden.

I nudansk ordbog beskrives en ’forholdsregel’ som: ”noget som man gør for at undgå mulige farer el. ubehageligheder”.

Et muligt budskab kunne være, at vi skal prøve at aflæse sociale situationer bedre, så modparten ikke kommer i klemme. Bogen kan evt. bidrage til, at vi bliver mere opmærksomme på andres behov.

Antallet af noveller gør, at folk vil finde noget de hver især kan identificere sig med. Nogle vil kunne li én novelle, andre vil synes om en anden. Jeg havde foretrukket, at nogle af historierne var lidt længere, da jeg føler en del af novellerne næsten ikke når at komme i gang, før de er slut.

Bogens korthed og det enkle sprogbrug synes jeg minder om fx Helle Helle. Den egner sig både til mænd og kvinder efter min vurdering.

En relativt ukendt forfatter før jeg læste denne, men jeg får bestemt lyst til at se, hvad hun ellers har at byde på. Hun er også uddannet bibliotekar som undertegnede er! På kun 96 sider er ’Forholdsregler’ hurtigt læst.

Novellesamlingen har sine øjeblikke, og jeg synes det er et rimeligt originalt koncept, som i det store og hele lykkes rimeligt godt. På bogforsiden er vi ligesom i bogen en iagttager af en parforholdssituation.

Boganbefaling: Hjertet er en ensom vandrer / af Carson McCullers (1940)

Min vurdering 7/10

Den handler om livet i en hyggelig sydstatsby i slutningen af 1930erne, om skæve eksistenser set gennem en ung piges øjne. De døvstumme Singer og Antonapoulus er venner. Alice laver mad til dem. Singer kan tale, men foretrækker at lade være. I byen er der ensomhed, men alligevel et fællesskab.

Emnerne er fattigdom, venskab, ensomhed, døvstumhed, outsidere, at blive voksen mm.

Efter min mening en af de oversete amerikanske romaner og forfattere, som ikke er så kendt i Danmark. Jeg læste den på amerikansk, hvor den hedder ’The heart is a lonely hunter’. Men den findes også på biblioteket i dansk oversættelse.

Det er nogle personer jeg synes man kommer til at holde af, og man håber det går godt for dem.

Jeg synes romanen kan læses af både unge og voksne. I løbet af bogens stødte jeg på en del livsvisdom som fx s.13 : ”Being around that women always made him different from his real self. It made him tough and small and common as she was”.

Jeg tror at nogle af bogens budskaber er, at man ikke skal undervurdere outsidere, at det ikke er, hvad du siger, men hvad du gør, som betyder noget. Og at du skal smile til verden og den vil smile igen.

På grund af bogens alder var der visse afsnit som virkede forældet om fx vilkår på arbejdsmarkedet og undertrykkelse af sorte, men disse kan læses som historiske tilbageblik med nutidens øjne. Der er en kritik af datiden i romanen.

Forfatteren Carson McCullers, som ser lidt sær ud og var ifølge forskere også lidt aparte, minder lidt om personen Singer i romanen. I 1947 blev Carson McCullers ramt af blodpropper og forblev delvis lammet i sine sidste tyve år. Hun var kun 23 år, da hun udgav romanen, hendes alder forbavser stadig i dag. McCullers havde et stormfuldt ægteskab, der endte med at tage livet af hendes mand. Hun blev selv kun 50 år.


’Hjertet er en ensom vandrer’ er filmatiseret, men jeg har ikke set filmen. Jeg blev opmærksom på romanen, da den spiller en større rolle i filmen ’A love song for bobby long’ fra 2004, som var en kommerciel fiasko, men er alligevel en filmperle i mine øjne.
'A love song for bobby long’ synes at låne bogens fattige sydstats atmosfære. Filmen foregår i New Orleans, hvor tingene går lidt langsommere, og alle kender hinanden i den lokale café. Filmen handler bl.a. om at være forfatter og om alkoholisme.

Trailer til filmen ’A love song for bobby long’:




Øvrige kilder:
Weekendavisen: Bo Green Jensen / En spændt og fremmed verden (1992)
http://www.infomedia.dk

Boganmeldelse og analyse: Den fremmede / af Albert Camus (1942)

Min vurdering 6/10

Det er en filosofisk roman af den franske forfatter Albert Camus.

Under en retssag viser en ung mand, der er anklaget for mord, en uforstående ligegyldighed overfor sin ugerning og dens følger. Mersault oplever alt på en mærkelig søvngængeragtig måde. Tingene sker omkring ham, uden at han forstår meningen med dem eller med sig selv eller verden overhovedet. For ham er alle handlinger absurde og har samme gyldighed, og han bliver et bytte for øjeblikkets indskydelser, bl.a. begær til Maria. Han vil både have tiden skal gå i frihed og i fængsel.

Camus’ ’Den fremmede’ var interessant at læse for nogle år tilbage og dengang ville jeg nok have givet bogen 8 stjerner, men romanen forekommer mig i dag kold og udsigtsløs. Fordi hvis du tror ligesom Camus at livet er meningsløs, så bliver den også meningsløs!

Der er nogle som kan læse disse absurde bøger på en distanceret måde og se på dem med en vis objektivitet, men det kan jeg nok ikke så. Jeg synes man bliver i dårligere humør af at læse bøger om håbløse personer. Man kan sige ligesom statsanklageren: ”ikke kunne appellere til det menneskelige hjerte, hvis elementære reaktioner var ham fremmede”.

Mordet i ’Den fremmede’ er et af de mest interessante elementer, som stadig diskuteres i dag. Er mordet tilfældigt eller er der en dybere mening?

Måske er det et portræt af en psykopat, hvor vi skal opleve at være i samme sko som Mersault, og formålet er, at vi bedre skal kunne forstå og hjælpe mennesker med sådan et anderledes verdenssyn.

Ideen er sådan set meget original og Camus fik da også nobelprisen i 1957, men desværre er det bare så trist at læse om en så hjerteløs, kynisk og negativ hovedperson. Jeg foretrækker at anskue verden på en mere positiv måde.

Den livsopfattelse der ligger til grund for romanen har fundet et filosofisk udtryk i Camus’ berømte essay ’Sisyfos-myten’. Den handler om den græske sagnkonge Sisyfos, han fik i underverdenen den straf til stadighed at skulle rulle en stor sten op ad et bjerg, hvorfra den straks trillede ned igen. Arbejdet er resultatløst og anstrengende og hører aldrig op. Camus udfolder den tanke, at menneskets situation er absurd, i det verden er uden mening i sig selv. Der er en mangel på nødvendighed.

I Camus’ absurditet er det en frihed at leve et liv, som man har accepteret er absurd. Det er universets gudløse ligegyldighed, som udgør kernen i hans forhold til religion. Til forskel fra Nietzsche har Camus ikke brug for at erklære gud død. Camus savner eller ønsker ikke engang en gud, Camus finder sin egen vej. For Camus er der et fravær af universel logik og styring. Tuberkulose som 17årig spiller en central rolle i fremhævelsen af døden og dødeligheden i det meste af hans forfatterskab. Han måtte opgive sine filosofistudier pga. tuberkulosen. Bag alt findes intet andet end intet. At hans krop svigtede ham på højden af hans unge manddom er nøglen til hans personlighedsudvikling. Der kan være et brændende begær efter klarhed, men for Camus er livet absurd og en meningsløs søgen efter mening. At finde sig til rette med det absurde er det, som hovedsageligt optager Camus. Camus’ fremmedhed kan forstås som et manglende tilhørsforhold. I et univers som berøres enhver mening, føler mennesket sig som en fremmede.

I romanen ’Den fremmede’ er Mersault lige så fremmede som Josef K i ’Processen’. Mersault er endda tilskuer til sin egen retssag. Han er den absurde mand, som accepterer det meningsløse.

(fra ’Camus en introduktion’)

Ifølge Camus er begrebet absurd for ham en positiv nihilisme, en vej til overlevelse. Svaret er en kvantitetens moral; det gælder om at leve mest muligt. Dog føler jeg ikke selv det positive verdenssyn mærkes i ’Den fremmede’.

Hvis du er filosofi-interesseret og kan se på bogens 142 sider nøgternt, så er den uundgåelig i verdenslitteraturen, men hvis du nemt bliver følelsesmæssigt involveret i de romaner, du læser, så bør du i mine øjne undgå ’Den fremmede’.

Øvrige kilder:
Mairowitz & Korkos : Camus en introduktion (1998)
Forfatterweb: journalist Niels Vestergaard / Camus
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zcamus00
Den store danske encyklopædi (bogversionen)
Nudansk ordbog : Sisyfos myten
Debat på litteratursiden: http://www.litteratursiden.dk/node/79745

Boganbefaling: Den lille prins / af Antoine de Saint-Exupéry (1943)

Min vurdering 8/10

Exupéry’s kendte eventyrfortælling om pilotens møde med den lille prins fra en fjern planet. Prinsen fortæller om sin rejse til jorden. Undervejs har drengen besøgt mange forskellige planeter, alle beboet af sære voksne.

Bogen har ikke rigtig nogen genre og egner sig til både børn og voksne, selvom det er en billedbog med tekst. Man kan sige, at det er en historie for voksne i barnlig forklædning.

Den lille prins kan fortolkes på mange måder, hvilket har bidraget til, at folk stadig læser den i dag. Prinsen kan være pilotens fantasiven, ønske ven eller at piloten genfinder barnet i sig selv.
At prinsen og piloten begge har gode forestillingsevner og begge er ensomme, når de ankommer til ørkenen bidrager til, at man tror, at de er en og samme person.

Figuren den lille prins kan fortolkes som pilotens længsler efter en særlig forståelse, som piloten har savnet hos de voksne som barn. Da han møder den lille prins bliver piloten lykkelig over, at der endelig er nogen, som forstår ham.

Meget tyder på at bogen er en selvbiografi over Exupéry's fantasi som barn, idet Exupéry i 1935 oplevede et flystyrt 200 km fra Kairoi i en ørken i Libyen. Han så måske syner eller havde feberhallucinationer i ørkenen pga. væskemangel og sult, og han gik evt. i barndommen.

Den lille prins stiller spørgsmål, som han mener er vigtigere end svarene. Prinsen vandrer og vandringen virker til at være vigtigere end målet. Han henter sin viden fra naturen, fx slangen, ræven og blomsten.

Et temaet er forskellen på børn og voksne, børn kan være uspolerede og fantasifulde, mens voksne nogle gange ikke forstår at se, at verden er et pragtfuldt sted. Derfor kan ’Den lille prins’ også læses som en satire over de voksne, som i bogen ikke stiller spørgsmålstegn ved verden mere.

Et eksempel er forretningsmanden, som har for travlt, at han glemmer at leve.

De voksne beskrives som fantasiløse, belærende, skeptiske, tal-fikserede og fornuftige.

Budskabet kan være at få de voksne til igen at se verden med friske øjne, den lille prins kan allerede se verden på denne måde, formodentligt fordi han kommer andetsteds fra. Prinsen ser ud til at prioritere det, som gør ham lykkelig. Det er i forholdet til andre, at prinsen finder lykken. Et andet budskab ser ud til at være, at voksne kan lære noget af børn.

Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry gik i eksil i USA under Anden Verdenskrig. Både savnet af familie og den umenneskelige verden under krigen bidrog til, at Exupéry havde brug for at skrive en historie om kærlighed, venskab, lykke og glæde.

Et andet tema i bogen er fantasi vs. virkelighed, idet den lille prins bliver virkelig. Tegningerne bliver også virkelige.

Parallellen til Anden Verdenskrig ses fx ved gartnerteorien, hvor det onde skal holdes nede.

Exupéry har også skrevet andre bøger, ’Krigsflyver’ (1942) og et andet værk med den smukke titel: ’Blæsen sandet og stjernerne’ (1939) , ligesom ’Den lille prins’ om Exupéry’s humanistiske filosofi. De tidligste værker var præget af en poetisk fascination af flyvning.

Hvis man ønsker at læse mere om ’Den lille prins’, kan jeg anbefale Lindhardt og Ringhof’s udgave af bogen, som har et forord på ca. 25 sider med mange historiske illustrationer samt historien om Exupéry’s liv.

Den lille prins er en bog du kan genopdage og finde nyt i uanset alder. Et super originalt koncept. Et af mine favoritcitater fra bogen er, ”at det væsentligste er usynligt for øjet”.

Boganmeldelse og analyse: Fra smørhullet / af Kirsten Hammann (2004)

Min vurdering 4/10

Emnerne er kvinder, identitet, skilsmisse, normalitet, tv-kiggeri, konsumsamfund mm.

Mette på 35 år og ægtemanden Søren bor i København. Efter Søren og Mettes ægteskabelige idyl sidder Mette nu fraskilt i den lækre lejlighed i Amaliegade. Hun kan ikke forestille sig et liv uden Søren og lader tiden og livet passere revy i ørkesløs lediggang og indkøbsflip.

Nogle betegner bogen som chick lit, men det er ikke den genre jeg tænkte på, da jeg læste den. Jeg vil hellere sige, at det er en dagbogsroman om en kvinde. Den kan læses af alle og henvender sig i mine øjne ikke kun til kvinder.

Mette synes jeg er en trist person, hendes liv er gået i stå efter skilsmissen. På mange måder lever hun et ultra-normalt liv. Ligesom 'Timerne' jeg tidligere har anmeldt her, så minder det lidt om den roman, idet 'Fra smørhullet' handler om de største og mindste tanker på en dag. Tristheden hænges op til skue, så jeg som læser tænker med medlidenhed: ud af dit smørhul og kom i gang!

Kirsten Hammann har udtalt, at hun ikke er ude på at lave den store handling, men i stedet fremvise billeder af tiden, steder og omgivelser. At beskrive nuet og lære et menneske at kende så tæt på som muligt.

Ifølge Hammann er romanen et billede på, at alt ikke altid bliver som man havde drømt om. Samtidig er det et tidstypisk billede på mennesket i dag, hvor det er blevet gratis at mene noget om alting uden egentlig at foretage sig noget. Mette er et symbol på at være sig selv nok. Mette er kvalt i overflodssamfundets materialisme. Dog er Mette ifølge Hammann lidt ekstrem i sin karaktertræk ved at være præget af lammelse og passivitet. Mette er bevidst om, at hun har muret sig inde og har frivilligt givet op. Lammelse kommer måske an på synspunktet, det kunne også anses som fred og ro. Mette nyder sin dårlige samvittighed, hun nærer sig ved den ifølge Hammann.

Mette føler sig magtesløs, og det kan alle mennesker føle overfor verdens problemer, når de fx ser nyhederne. Desværre yder Mette ikke engang et lille bidrag til samfundet, hvilket er det mest frustrerende ved hendes person. Det var nok for Mette at være den kendte forfatter Søren's hustru, så hun opgav at male, da hun giftede sig med ham. Den eneste måde hun føler hun kan dele sit indre med andre på er ved at male.

En dag i dagbogen omhandler fx terrorangrebet 11. september 2001, men angrebet flyder sammen med andet tv og bliver for Mette ligesom underholdning. For hende er der en dobbelthed mellem rædsel og at more sig. Man kan sige, at både medier og Mette er skyldige. Medierne kunne vise mindre om 9/11 i tv, og Mette kunne slukke for sit tv. Forfatteren Kirsten Hammann og for så vidt læseren hæver sig som 3. person og definerer, hvad er rigtigt og forkert.

Budskabet har jeg svært ved at få øje på udover at medierne kan sætte dig i en dvale-tilstand, som ikke er sundt.

Overordnet synes jeg, at jeg som læser kørte død i de ofte meningsløse dagbogsindlæg, som er så banale, at de bliver kedsommelige. Der mangler noget mere menneskelig interaktion og at Mette engagerer sig i andre mennesker. Det eneste der fangede min opmærksom var nogle af Mette’s tanker om dit og dat som fx tv-udsendelser.

Intentionen var formentligt, at man skulle spejle sig i nogle af situationerne, men det er kedeligt i længden at læse om en person, som har opgivet. Hovedpersonen føler sig også kedelig, fordi hun ikke får noget ud af livet. Det var måske ikke så mærkeligt, at Søren valgte at rejse fra Mette! Ligesom jeg også valgte halvvejs igennem romanen.

Der er næsten ingen handling i romanen. Det kan godt være, at bogen kan læses som et portræt af en generation, som er overfladisk og egoistisk. Måske er romanen en analyse af dovenskaben?! Jeg har på fornemmelsen, at bogen er en kritisk satire, som peger tilbage på alle danskerne, der sidder i deres eget 'smørhul' og glor tv hver aften.

Men jeg anbefaler den ikke.

Øvrige kilder:
TV-udsendelse: Bestseller læseklubben - Kirsten Hammann (2004)
Litteratursiden: Cand. mag. Tina Brødsgaard Andersen / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/analyser/hammann-kirsten-fra-sm%C3%B8rhullet
Litteratursiden: bibliotekar Karin Hedemand / Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/fra-sm%C3%B8rhullet-af-kirsten-hammann