2024. 258 sider. Forlag Gyldendal.
Ny roman af prisvindende dansk forfatter der belyser vigtige, eviggyldige temaer; grænseoverskridende mænd og PTSD. Som en anden Hollywood film kan du ikke være uenig i budskabet, vold mod kvinder er forkert. Mange(alle kvinder?) vil kunne nikke genkendende til dårlige erfaringer, enten store eller små overskridelser. Især anekdoterne gør indtryk som folk medbringer til en fest, de afsløres løbende som afbræk i fortællingen. Jeg var overrasket over peberspray ikke nævnes, efter endt læsning skal nogle læsere måske have købt én! Kunne ønske det ikke kun var mænd der hænges ud. Budskabet er klart, mændene skal ændre sig, basta. Kunne man forestille sig at nogle af kvinderne allierer sig og går i konstruktiv dialog med voldsdømte mænd? Ofte forbliver fordømmelsen i romanen mellem ligesindede (til festen, mellem veninderne, hos lægen), uden mænd er en del af samtalen og forandringen. Aidt får noget balance i regnskabet med skildringen af ansvarlige, empatiske mandfolk. Vi ved alle at der også eksisterer grænseoverskridende kvinder men det er ikke Aidt’s mission at problematisere dem.
Jeg keder mig når vi følger hovedpersonens hverdag, replikkerne bliver for forudsigelige; de trøstende veninder, den kompetente men anonyme PTSD-behandler, den konfliktsky mor. Ja, selv den 57-årige hovedperson opfører sig forventeligt, når det bliver svært, så trækker hun sig, forståeligt men gentagende. Jeg var skuffet at vi nærmest intet får at vide om bogklubben, bortset fra hun skriver navn i bøgerne og slugte dem, jeg føler forfatteren ikke gjorde sig nok umage i den sammenhæng. Omvendt kunne du indvende at hendes fritidslæsning ej er af afgørende betydning for historien.
Voldshændelserne beskrives intenst fra den kvindelige hovedpersons synsvinkel, med sans for uro og desorientering, en episode på gaden sætter spor grundet voldsomheden. Man kan undre sig; skyder Aidt sig selv i foden ved at tilføre fiktive voldshandlinger en grad af drama, i en ellers stilfærdig hverdag, overdøver spændingen den tilsigtede fordømmelse? DET ER dramatisk at læse om og formodentligt også at opleve, så det kunne nok ikke fremstilles anderledes? Ligesom en voldsfilm ser du på det med distance, men fordelen ved litteraturen er det indre perspektiv. Aidt er dygtig til at skabe indlevelse og synliggøre de længerevarende konsekvenser på alle planer i hovedpersonens liv. Måske er den 57-åriges dagligdag farveløs, men også et udslag af et levet liv, på godt og ondt. Som Politikens anmelder fint pointerede, så fylder forholdet til de tre sønner en stor del, ikke kun morens vanskeligheder.
Traumeproblematikken er ikke ny og set i andre afskygninger i gyser eller MeToo litteraturen. Er du bekendt med disse genrer tilbyder Øvelser i Mørke mere af samme skuffe. Havde den været udgivet for 10-20 år siden var gennemslagskraften nok større. Har du oplevet vold og traume i din familie har romanen helt sikkert en plads med identificerbare elementer men jeg synes de klichéagtige personbeskrivelser trækker ned. Til gengæld er bogen letlæst, sproget ukompliceret, så alle kan være med. Umodne mænd, fortrængning og hemmeligholdelse bliver hovedpersonens byrde men slutningen giver håb. Selvom der er flere ting jeg synes Aidt kunne have gjort bedre er bogen et væsentligt opråb; både til ofre og gerningsmænd.
