Anmeldelse: Øvelser i mørke af Naja Marie Aidt (2024)

 

2024. 258 sider. Forlag Gyldendal.

Ny roman af prisvindende dansk forfatter der belyser vigtige, eviggyldige temaer; grænseoverskridende mænd og PTSD. Som en anden Hollywood film kan du ikke være uenig i budskabet, vold mod kvinder er forkert. Mange(alle kvinder?) vil kunne nikke genkendende til dårlige erfaringer, enten store eller små overskridelser. Især anekdoterne gør indtryk som folk medbringer til en fest, de afsløres løbende som afbræk i fortællingen. Jeg var overrasket over peberspray ikke nævnes, efter endt læsning skal nogle læsere måske have købt én! Kunne ønske det ikke kun var mænd der hænges ud. Budskabet er klart, mændene skal ændre sig, basta. Kunne man forestille sig at nogle af kvinderne allierer sig og går i konstruktiv dialog med voldsdømte mænd? Ofte forbliver fordømmelsen i romanen mellem ligesindede (til festen, mellem veninderne, hos lægen), uden mænd er en del af samtalen og forandringen. Aidt får noget balance i regnskabet med skildringen af ansvarlige, empatiske mandfolk. Vi ved alle at der også eksisterer grænseoverskridende kvinder men det er ikke Aidt’s mission at problematisere dem.

Jeg keder mig når vi følger hovedpersonens hverdag, replikkerne bliver for forudsigelige; de trøstende veninder, den kompetente men anonyme PTSD-behandler, den konfliktsky mor.  Ja, selv den 57-årige hovedperson opfører sig forventeligt, når det bliver svært, så trækker hun sig, forståeligt men gentagende. Jeg var skuffet at vi nærmest intet får at vide om bogklubben, bortset fra hun skriver navn i bøgerne og slugte dem, jeg føler forfatteren ikke gjorde sig nok umage i den sammenhæng. Omvendt kunne du indvende at hendes fritidslæsning ej er af afgørende betydning for historien.

Voldshændelserne beskrives intenst fra den kvindelige hovedpersons synsvinkel, med sans for uro og desorientering, en episode på gaden sætter spor grundet voldsomheden. Man kan undre sig; skyder Aidt sig selv i foden ved at tilføre fiktive voldshandlinger en grad af drama, i en ellers stilfærdig hverdag, overdøver spændingen den tilsigtede fordømmelse? DET ER dramatisk at læse om og formodentligt også at opleve, så det kunne nok ikke fremstilles anderledes? Ligesom en voldsfilm ser du på det med distance, men fordelen ved litteraturen er det indre perspektiv. Aidt er dygtig til at skabe indlevelse og synliggøre de længerevarende konsekvenser på alle planer i hovedpersonens liv. Måske er den 57-åriges dagligdag farveløs, men også et udslag af et levet liv, på godt og ondt. Som Politikens anmelder fint pointerede, så fylder forholdet til de tre sønner en stor del, ikke kun morens vanskeligheder.

Traumeproblematikken er ikke ny og set i andre afskygninger i gyser eller MeToo litteraturen. Er du bekendt med disse genrer tilbyder Øvelser i Mørke mere af samme skuffe. Havde den været udgivet for 10-20 år siden var gennemslagskraften nok større. Har du oplevet vold og traume i din familie har romanen helt sikkert en plads med identificerbare elementer men jeg synes de klichéagtige personbeskrivelser trækker ned. Til gengæld er bogen letlæst, sproget ukompliceret, så alle kan være med. Umodne mænd, fortrængning og hemmeligholdelse bliver hovedpersonens byrde men slutningen giver håb. Selvom der er flere ting jeg synes Aidt kunne have gjort bedre er bogen et væsentligt opråb; både til ofre og gerningsmænd.

Anmeldelse: Tit Er Jeg Glad af Jens Christian Grøndahl (2016)

 

2016. 152 sider. Forlag: Gyldendal

Forfatterens mest læste bog ifølge goodreads. Læst på dansk, oversat til engelsk samt flere europæiske sprog. Grøndahl’s styrke er menneskekundskaben og persontegningerne, han kommer under huden på personerne, og du kan spejle dig i deres savn, sorg, forelskelse mm. Et flashback til Anden Verdenskrig hvor Sigrid møder Thomas er særligt mindeværdig, jeg savner flere af sådanne gribende, dramatiske afsnit. Hovedpersonen Ellinor’s tankemylder fylder meget, og som andre anmeldelser fremhæver så kunne alt være taget fra det virkelige liv, realismen overbeviser. På grund af romanen foregår for det meste på det indre plan bliver situationerne iagttagende, fragmentariske, reflekterende og hverdagsagtige, og i mindre grad konkrete oplevelser med en begyndelse og slutning. Jeg blev rørt over beskrivelsen af sorg side 16 og titlen forklares side 130.
Summa summarum, psykologisk velovervejet roman om dødsfald og hvordan sådanne triste begivenheder udfordrer de efterladte, dog bliver romanen for handlingsfattig. Forfatterens interesse her er relationerne.

Anmeldelse: Austerlitz af WG Sebald (2001)

2001. 238 sider. Forlag: Gyldendal

Oversat fra tysk. Anmelderrost, eksperimenterende historisk-autofiktion roman, der fortælles af vennen der gradvist afslører Jacquet Austerlitz’s livshistorie. Læseren vikles ind i Austerlitz’s detektivarbejde og du læser nysgerrigt videre for at få svar på mysteriet om hvad der skete under 2. verdenskrig. Om du får svaret må du selv læse for at finde ud af.

Austerlitz’s barndom og ungdom oplever jeg som den mest gribende del, vi møder barndomsvennen Gerald og underviseren Andre Hilary, begge bliver nøglepersoner i Austerlitz’s udvikling. Forfatteren har en ømhed for personerne der gør dem levende og nærværende, ja man bliver helt rørt over deres interaktioner og ønsker alt skal gå vel. Senere finder vi ud af at Austerlitz har fortrængt dele af sin barndom og ønsker at vide mere om sit ophav.

Muligvis ser fortælleren det som sit projekt at få den hemmelighedsfulde Austerlitz til at åbne sig over tid. Austerlitz evner ikke at snakke om personlige ting men de har det tilfælles at de rejser meget og mødes fra tid til anden, nogle gange helt tilfældigt. Fortælleren er god til at lytte og bliver et talerør som Austerlitz kan bekende sig til.  Du kunne dog indvende at Austerlitz virker selvcentreret og venskabet uligevægtigt, domineret af hvad Austerlitz har på hjerte. Fortælleren bliver sjældent spurgt ind til hvordan han har det, men er overbærende og synes at affinde sig med, ja fascineres over, Austerlitz’s lange enetaler, store viden, og anekdoter. Har fortælleren med fuldt overlæg fravalgt at inkludere sig selv i fortællingen da det kunne distrahere? Det synes også at være en mulig fortolkning. En utroværdig fortæller, vi ved ikke hvem han er.

Du kan sammenligne nobelprisvinderen Annie Ernaux’s projekt om at dokumentere det personlige og det kollektive i bogen The Years (2008) og i dokumentarfilmen Super 8 Years (2022) med hvad Sebald gør i sin roman; samfundsændringer markeres, landsbyen der nu står under vand i Wales og ghettoen i Tjekkiet omdannet til museum. Hun skildrer et naturområde i Frankrig hvor der nu er bygget en by, man kan sige Ernaux og Sebald bevidner konsekvenserne af det tabte og det nye. Derudover er der en interesse fra Sebald’s side til at gengive dyre- og planteriget. Men det går dybere, Sebald dokumenterer krigsofre og det mentale landskab, vigtige historiske udviklinger i det 20 århundrede, især hvad der skete med jøderne i Tjekkiet. Austerlitz's hukommelsestab spiller en afgørende rolle i bogen og indvirker på strukturen, der er ikke en normal kronologi og udvikling. Austerlitz's sindstilstand opleves kaotisk og labyrintisk, han kan ikke finde ud, finde vej, skifter spor. Sindets uorden påvirker Austerlitz's forhold til andre. Som læser møder du en søgende mand der forsøger det umulige; at finde sig selv på baggrund af sin mor og far.

Mange passager virker filmiske og en del af Sebald’s eksperiment har været at inkludere billeder. Dele af romanen er sket, andet opdigtet, forfatteren formår at blande billeder og tekst sammen så det virker som et autentisk univers. Billeder minder dig om ting der forsvinder og tiden der er gået. Bogen er et overvældende sansebombardement hvor det var nødvendigt med pauser i læsningen. Sandsynligvis kunne du opsummere handlingen på bare nogle få sider, der sker faktisk ikke det helt store da meget foregår oppe i hovedet på personerne. Til gengæld er der utallige observationer og sidespor som nogle gange bliver for meget, hvor vi får side efter side om fx arkitektur. Trods nogle kedelige afsnit hvor det simpelthen bliver for nørdet er beskrivelserne alligevel med til at gøre romanen realistisk og helt sin egen. På YouTube har entusiaster optaget rejsedagbøger der følger i bogens fodspor, ja, for at få fuldt udbytte burde du sidde med et atlas eller google maps mens du læser. En bog fyldt med referencer som er bundet til de lokaliteter den foregår og opfordrer til at besøge stederne. Det mærkes at Sebald har en nysgerrighed og kærlighed til mennesker, dyr, planter, og bygninger. Han er dygtig til at koble dyre- og mennesketræk, fx det heroiske og det tragiske, brevduen der brækker vingen men alligevel forsøger at nå sit mål, eller de tørstige sommerfugle der opsøger vand. I bogen er særligt England, Antwerpen og Tjekkiet beskrevet. Spændende at prøve Sebald men jeg føler ikke den store appetit på at tag fat i endnu et af hans romaner lige med det samme. Der kan uden tvivl skrives meget mere om Sebald's særegen fortælleteknik.

Min vurdering 7/10

Anmeldelse: Kongeord - Frederik 10. fortæller til Jens Andersen (2024)

 2024, 109 sider, Politikens Forlag 

Frederik blev kritiseret af flere medier for ikke at nævne Gud i sit valgsprog i januar og bogudgivelsen kan betragtes som en uddybning af ”Forbundne, Forpligtet, for Kongeriget Danmark”. Fx side 54 forklarer han at vi er forbundne i vores kristne tro og fælles historie. Senere behandles forpligtelse; Forpligtet i vores forskelligheder til at tage vare på hinanden i fællesskabet og engagere os. 

Der trædes forsigtigt for ikke at fornærme. I en tid hvor hvert et ord fra kongehuset vendes og drejes udtrykker bogen ikke for lidt men heller ikke for meget. Resten må være privat. På grund af sin stilling må Frederik agerer på jobbets præmisser. Mange forudsigelige udtalelser, som fx at han synes Margrethe har været en fantastisk dronning for Danmark. Frederik roser også sin far Henrik. Citatet ”Jeg elsker ægteskabet, hustru og vores børn” kan læses som en indirekte respons til sladderhistorierne der gik verden rundt i oktober sidste år. 

Formuleringer, som fx side 37 ”Det var fedt” overraskede mig. Men det siger folk jo i hans alder! Fornemmes at Frederik er gift med en engelsksproget kvinde med en del udenlandske vendinger ”on top of that”, buisness as usual”. Dog vil jeg mene det engelske vinder mere og mere frem i Danmark, uanset om du er gift med en udlænding eller ej. Du kan ikke undgå at lægge mærke til at den moderne sprogbrug er helt anderledes end Margrethe's. 

Interessant at høre ham fortælle om sin morfar Frederik 9, en populær konge fra før min tid. Frederik fik ofte at vide at han ”lignede ham” og der gives eksempler. Åbenlyst at Frederik beundrer sin morfar for at ”følge sit hjerte” (s.24). Vi hører ham også berette om mormoren dronning Ingrid som ”gav ham ro” og vejledning i den svære ungdomsfase. Ingrid fortalte Frederik historier om Frederik 9 som døde da kronprinsen var kun 3½ år. 

Dele af bogen opleves som en hyldest til den danske kongerække, den danske kulturarv, danske bedrifter, og Grønland/Færøerne.  God reklame for Christian 4’s Rosenborg Slot, han inspirerede mig til at besøge stedet. Og bogen opfordrede mig til at kigge nærmere på betydningsfulde danske opdagelsesrejsende og forskere, han nævner fx Jens Munk, Carsten Niebuhr, PW Lund, Knud Rasmussen, og Marie Hammer. Endnu vigtigere end det historiske, Frederik slår et slag for frivilligt arbejde, at vi skal gøre noget for andre!

Frederik er tøvende i forhold til at udtale sig kritisk om det danske og vil ikke træde nogen over tæerne. Valgsproget handler om at samle os om nogle værdier. Selvom det i et pluralistisk samfund kan være svært at blive enige om ret meget fælles, synes jeg alligevel Frederik deler nogle gode hjertesager som det er nemt at bakke op om. Trods den inkluderende agenda, vil der selvfølgelig være nogle danskere der falder udenfor, som ikke deler Frederik's holdninger om det kristne fælleskab og klimakampen. Man kan sige bogen lader ham udtale sig kortfattet og præcist, uden behov for pressekonferencer og interviews. 

Ifølge forlaget Politiken går overskuddet fra bogsalget ikke til kongehuset men til forfatteren Jens Andersen. Bogens længe overraskede mig, kun ca. 100 sider, og kan derfor ikke anskues som udtømmende om Frederik.  Hvis du vil lære manden bedre at kende er der biografien der udkom i forbindelse med hans 50års fødselsdag, med titlen Under Bjælken (2017) 

Anmeldelse: De Ansatte af Olga Ravn (2018)

 

2018. 135 sider. Forlag: Gyldendal

Mit første bekendtskab med danske Olga Ravn. Fremtidsroman (eller novella?) der foregår i det 22. århundrede, forfatterens mest læste bog på goodreads.com. Ravn sætter en arbejdspladsrelateret vinkel på kendte science fiction temaer. Især truslen fra det ukendte, men også rettigheder, samarbejde og arbejdsglæde for AI humanoids og mennesker, i sameksistens. Sidstnævnte AI er en af tidens hotteste buzz words (årets ord i 2023 hedder ChatGPT). Robot-teknologien vinder frem overalt og overtager arbejdsfunktioner, fx kan du snakke med en AI voicebot når du ringer til dit forsikringsselskab, de ansatte fodrer en anden "robot" med kundernes forsikringsdata ved udarbejdelse af en police, osv, osv.

Bogen har en nontraditionel fortællervinkel, en række vidneudsagn af rumfartøjets besætning muliggør et væld af perspektiver, det bliver dog svært at få et tilhørsforhold til de navnløse karakterer når der skiftes fokus, fra side til side. Ifølge forfatteren er sproget inspireret af den måde, vi taler sammen på arbejdspladsen, især MUS-samtaler.  Som Olga Ravn fortæller dr.dk: ”Den her ide om, at vi skal være bedre, vi skal være mere effektive, at det er vores egen skyld - den er jeg ret kritisk overfor. Jeg synes, det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt”.  

Besætningen savner deres hjem, tynget af minder, der er en længsel efter familien, den åbne himmel, og den følbare jord. Som et plaster på såret hjælper børnehologram med savnet og motiverer arbejdsindsatsen. Visse steder sættes forskellighederne på spidsen, komisk at AI robotten ikke begriber hvad en pause går ud på!  

Man kan sige den utrygge stemning fylder mere end nogle bestemte individer. Beskrivelserne af de fundne mystiske objekter sætter gang i læserens fantasi og kunne være spændende at se visualiseret på film. Romanen har en uhyggelig, uforudsigelig, undertrykkende stemning, og befinder sig på grænsen til arthouse gys, med flere fortolkningsmuligheder. Meget forbliver usagt, som bevirker læseren bliver småforvirret over hvem der siger hvad, er det et menneske eller en AI, hvor mange ”tilføjelser” har netop denne person fået, og hvilken betydning får objekterne for både mennesker og de menneskelignende? Forfatteren undlader at forklare grundlæggende forhold som fx om besætningen på det sekstusinde skib frivilligt har valgt at tage på missionen, er de forsøgskaniner, kan besætningen nogensinde forvente at vende tilbage til deres kære? Ifølge VIDNEUDSAGN 022 har en eller flere af de menneskelignende aldrig været andre steder end på rumskibet.

Hvad der foregår på planeten jorden står hen i det uvisse, er der krig, klimakrise, hvor langt fremme har AI udviklet sig? Alle disse uvisheder øger utrygheden og giver stof til eftertanke, ikke mindst om AI forstår forskellen på rigtigt og forkert, skal de have mulighed for at udvikle sig frit eller kontrolleres med hård hånd? Der har allerede været hvisket i krogene om chatGPT lærte sig selv avanceret kemi, men reelt om app’en har ”tænkt” selv er svært at svare på da det hænger sammen med hvad den er blevet programmeret til. 

Rumskibets AI humanoids har fået indoktrineret at der ikke er noget udover arbejdet, intet hjem, ingen fritid, ingen relationer, intet køn. Måske ved de ikke selv at de er slaver da de ikke kender til andet. Selvfølgelig møder læseren deres frihedsberøvelse med empati. Udvalgets spørgsmål og de fremmede objekter besætningen kommer i berøring med igangsætter nogle selvrefleksioner og nye adfærdsmønstre. Forfatteren har udtalt til dr.dk at vilkårene for robotmennesket kan sidestilles med accept på en arbejdsplads; ”Det fineste, man kan være på skibet, er at være menneske. Dem der er robotter, de drømmer bare og længes efter at blive mennesker og blive accepteret som mennesker. Og det tænker jeg egentlig også knytter an til de diskussioner, vi har i dag, om hvem der har ret til hvad, og hvis liv der er mest værd”. Om Olga Ravn’s syn på de menneskelignende, fortalte hun Graham Norton: ”To me, I think they are equally valuable, and equally human. That’s kind of one of the points of the book, to take non-human voices seriously”. 

Men kan vi stole på sådanne menneskelignende robotter og vil de kunne vende sig imod os? Der er noget foruroligende ved en kunstig intelligens i hastig udvikling, hvad kan det ende med?  Sidstnævnte blev taget op i The AI Summit London 2023 hvor konklusionen fra eksperterne lød at der skal et internationalt samarbejde i forhold til AI sikkerhed, disse nye teknologier kan hjælpe os men også misbruges.

Kender du hovedværkerne indenfor science fiction (film og litteratur) vil du måske få indtrykket af ”gammel vin på nye flasker”. Hverken til topkarakter eller decideret dårlig, ”De Ansatte” befinder sig midtimellem, som en god, tankevækkende oplevelse, uden dog for alvor at sprænge rammerne for genrens konventioner.  Advarslerne om en teknologi der løber løbsk er set før, men romanen kan igangsætte en diskussion, især nu hvor AI indtræder på arbejdsmarkedet. Hvad det gør ved os psykisk, at vi i stigende grad skal være effektive og vores arbejdsindsats overvåges, hvad det gør ved os at disse AI overtager stadig flere funktioner, og måske fører til afskedigelser?  Vi snakkede fx om til læsekreds at vores staveevner og evne til at læse kort gradvist forringes når de fleste nu anvender stavekontrol og google maps. Livet gøres nemmere men når teknologien driller tydeliggøres vores sårbarhed.  

På grund af bogens ukonkrethed vil forskellige læsere tage forskellige ting fra oplevelsen, fx forholder Ravn sig kritisk til om det er den rigtige måde vi har opbygget vores samfund, hvor du påduttes at arbejde hvis du kan, uden at have et valg, og du forventes at blive lykkelig ved at arbejde. Historien sætter spørgsmålstegn ved den man bør være, at arbejdet definerer individet. AI sætter et spejl op for hvem vi er, på godt og ondt. AI humanoids med menneskelige længsler, bekymringer og selvmodsigelser , som fx side 16: ”Vi er alle her dømt til en drøm om romantisk kærlighed, selvom ingen, jeg kender, elsker på den måde eller lever det liv. Og alligevel er dette drømmene, I har givet os”.

Samtidig skal det fremhæves at bogen har fået international opmærksomhed, oversat til engelsk ”The Employees”, og på shortlist til den præstigefyldte Bookerpris. 

Min vurdering 7/10

Kilder: 

MUS-samtaler inspirerede forfatter til sci-fi roman: Det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/mus-samtaler-inspirerede-forfatter-til-sci-fi-roman-det-her 

A Conversation with Olga Ravn
https://www.lollieditions.com/lolli-in-conversation/reading-with-the-mouth

Podcast: Olga Ravn. Graham Norton Book Club, E10, Dec 2023

Anmeldelse: En Lykkelig Slutning af Maren Uthaug (2019)

 

2019. 374 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof

”Først når en mor slipper sin sorg, kan barnet tage del i de himmelske glæder”

Vinder af Læsernes Bogpris, 2020. Kontroversiel, grænseoverskridende, men ofte morsom roman om en bedemandsslægt. Uthaug fik eftersigende inspiration hertil da hun i en periode skulle til en række begravelser, men hendes slægtsroman er langt fra farveløs eller kedelig! På grund af det store persongalleri kunne du indvende nogle af slægtleddene bliver en tand overfladiske og filmiske, uden vi kommer under huden på dem, men bogen reddes i høj grad af den kulsorte, absurde, morbide humor. 

Bedst fungerer 7. generation (nutiden), her lærer vi fortælleren Nicolas og hans nærmeste at kende. Navnene er ret sjove, morfaren Christian 5 med de skøre rutiner, og den akavede bryllupsvielse mellem Lone Helle og Ejvind er bare et par eksempler der fik smilet frem. Nogle gange får jeg nærmest dårlig samvittighed ved at grine af situationerne, fx Bjørn der bedøver de umulige børn. Måske var der ikke noget at stille op med Lillian og Christian 6, selvom Therese var i live. Du kan spørge dig selv, hvem er værst, børnene eller Nicolas?

Puslespillet med generationerne overskueliggøres for læseren ved hjælp af de læsevenlige slægtstavler. En ambitiøs, letlæst roman der giver stof til eftertanke om begravelsesritualer før og nu.  Jeg lærte om gamle traditioner, fx hvad en bydemand er for en størrelse. En fordel at genlæse de indledende kapitler igen som giver nogle uddybende informationer, fx at der er en sammenhæng mellem Nicolas’ liv og hvad der foregik på Stillehavsøen Tikopia. Er det overdrevet med så mange mærkværdige efterkommere? Muligvis, men det er med til at give bogen dens særegne personlighed.

Min vurdering 8/10

*Findes også som teaterstykke, senest opsat i Århus og København i efteråret 2023. Forestillingen fik positive anmeldelser.