Anmeldelse: Hvor Flodkrebsene Synger af Delia Owens (2018)

374 Sider. Forlag: Gyldendal

Amerikansk coming-of-age mord mysterium bestseller debutroman der foregår i 1950erne og 1960ernes North Carolina. Bogen får mig til at lægge mere mærke til de gratis glæder. Hovedpersonen er i pagt med marsken, fordi Kya er omgivet af natur, spiller den en større rolle i hendes dagligdag. Fantastiske naturbeskrivelser, når du læser er det som at være der selv! En hyldest til friluftslivet, Delia Owens arbejdede selv i Afrika som forsker blandt løver og elefanter i over 20 år.  

Kapitlerne rummer mindeværdige slutcitater, fx side 42: ”og marsken blev hendes mor”, side 29: ”Det er min fødselsdag fortalte hun fuglen”. Marsken og dyrene bliver en erstatning for Kya’s familie. Hendes ven Tate siger fx side 142 ”Pas på marsken, indtil jeg er tilbage, hører du?”. Læseren bliver også mindet om at marskområdet er et farligt sted, du kan blive væk, ligesom i en jungle, men du kan også gemme dig fra omverdenen. 

En bog om fordomme og stigmatisering i en lille by. Forskel på rig og fattig hænger i luften i beskrivelserne af byen, hvor sorte og fattige bliver lagt for had. En af historiens budskaber går ud på at der er andre måder at være til på, udover far, mor og børn. Du kan mere end du tror, Kya overrasker Chase med hendes viden om muslinger, som hun kender de latinske navne på. Hun bryder sig ikke om skolen pga mobning, gemmer sig fra myndighederne der forsøger at få hende til at følge undervisningen. Der kan drages visse paralleller til sydstatsklassikeren Dræb ikke en Sangfugl (1960) der ligeledes udforsker fordomme rettet mod en outsider i byen.

Undrede mig over Kya ikke melder en af byens beboere til politiet men hun tænker ikke som andre, fra en ung alder tvunget til at tage ansvar, hendes syn på rigtigt og forkert farvet af en outsider opvækst, uden en nær familie, uden skolegang, men som alle med en længsel efter at høre til et sted. På side 288 får vi at vide at ”skammen overvældede fornuften”. Nogle i læsekredsen anså det for urealistisk at et barn lever i naturen men hun iagttager familiens overlevelsesevner, fx ude og fiske med sin far. Desuden ved vi der er en ovn i deres hus til madlavning og til opvarmning af hjemmet. Kya’s mor opfordrer hende til at udforske marsken, side 116; ”Tag så langt væk, du kan. Helt derud hvor flodkrebsene synger”.  

Min vurdering: 10/10

Anmeldelse: Nøjsomheden af Stine Askov (2022)

2022. 365 sider Forlag: Gyldendal.

 ”Tut plejede at sige (om Frederik) at han på bunden var god nok, men at der var langt derned”

Titlen Nøjsomheden er navnet på et boligområde i Helsingør, ikke længere på ghettolisten efter nogle bygninger blev nedlagt. Tragikomisk socialrealistisk coming-of-age roman, med elementer af chick litt. Personerne beskrives tredimensionelt, hele mennesker, som også rummer usympatiske træk. Nogle vil måske fremhæve klicheer her og der, fx at den manipulerende, gangsteragtig fætter Frederik har en bulldog, at coke-misbrugerens ekstraværelse benyttes til træningsrum.

Fortælleren Mona er i starten af 20erne og bor i Nøjsomheden, hendes mor Marianne ”Mømmer” har stærk angst og samlermani. Moster Tut træder til som en handlekraftige papmor, en støtte i hverdagen. Tut har dog svært ved at holde sin egen søn Frederik på rette kurs, man kan sige Tut kompenserer ved at hjælpe andre rundt omkring sig i Nøjsomheden. Frederik styrer med hård hånd Tim som Mona i ungdommen er forelsket i. Står hen i det uvisse om Tim er et offer der ikke kan undslippe Frederik’s befalinger eller slet ikke tænker over sin rolle som underkastet. Som læser vender jeg mig nærmest til Frederik’s voldsomme væsen, ligesom Mona’s familie gør. Grænsen mellem barnlig leg og virkelig vold synes udvisket mellem Mona og Frederik, og det er med til at du som læser får ondt af hovedpersonen og håber hun klarer den. Måske fortier Mona mere end det der afsløres.

Mona henter ro i bøgernes verden og har i flere år haft svært ved at finde nye venner. Bestemt ikke nemt at danne nye voksen venskaber i Danmark synes at være en pointe fra forfatterens side. Hun omgås familien og rækker ud ved at lave små post-it anmeldelser ved byttebog hylden i kvarteret. Mona mærker et fælles tredje med den litteraturstuderende Nikolaj som hun møder i boghandleren hvor hun arbejder. For mange vil mødet med en voldelig svigerfamilie være et rødt flag, men når de to tilbringer tid sammen forsvinder Nikolaj’s tale handicap. Især Nikolaj’s far udtrykker bekymring over sin søns nye relation. Mona har sine tvivl om forholdet også, da Nikolaj’s bedste ven Camille, måske eller måske ikke, er forelsket i Nikolaj.   

De noget tragiske situationer vendes tit til noget komisk; Marianne der har ”stier mellem sækkene” i sin fyldte lejlighed og tuder når hun bringer datteren i skole for første gang. Stofmisbrugerens næse er næsten helt væk, de to lidt overvægte boghandlere som vil tabe sig, osv. 

Forfatteren fortalte i et interview med Gentofte Bibliotekerne at hun gerne vil gøre op med fordomme om ghettomiljøer, vise nogle ressourcestærke mennesker. Som tidligere pædagog brænder Askov for dem der har det svært, de udsatte. Klasseforskelle er et hovedtema i bogen, særligt mindeværdigt; festen hos Nikolaj’s forældre og konfrontationen på værtshuset Københavneren. I princippet hænger de to begivenheder uløseligt sammen. I disse situationer mærkes Mona’s skam over sin familie og Nikolaj’s forældre udviser en ret konfronterende adfærd overfor deres gæst, som dog bløder op næste dag når festen er forbi, hvor Mona får ros for at forsvare sig selv. Mona er outsider både i boligblokken og i overklassemiljøet, samtidig er der også et forsvar af det hårde miljø hun kommer fra. Hun vender ikke familien ryggen, selvom nogle måske kunne have fundet på det i hendes sted.

For mit eget vedkommende er de levende personbeskrivelser og humoren bogens trumfkort. Visse steder bliver forfatteren noget moraliserende, hvor jeg mærker Askov trække i trådene. Om læseren reelt har brug for London-turen ved jeg ikke, det giver en variation ved at Mona afprøver sig selv i nye omgivelser. At hun møder en hjemløs og dummer sig på en indisk restaurant oplever jeg som underholdende men måske overflødigt. Trods det holder jeg af personerne hele vejen, og savner dem allerede når romanen er slut. En charmerende fortælling med kærlighed og humor, som ikke er bange for at kigge på de svære ting i livet som fx angst, vold i familien, og ensomhed.

Min vurdering 8/10