Don't Fear the Weird er en filmfestival om psykisk sårbarhed. Grundet COVID-19 er der kun plads til 40 personer i Foredragssalen på Aalborg hovedbibliotek til de to fysiske arrangementer. Men alle film og talks kan ses gratis online. Programmet for i år kan læses her hvor der også er info om hvordan du ser med hjemmefra. Det vil være muligt at deltage i livechat via facebook til filmen Gaven og sandsynligvis gælder det samme for de andre events. Filmene er allerede tilgængelige på filmstriben og jeg har set den ene af de fire film:
Retten til at være rask (2018)
(dokumentar, 62 min )
Anmeldelse (opdateret 9/10/2020) : Mads bliver af læger erklæret rask fra sin skizofreni. Men han kan ikke tage et flycertifikat fordi psykiatriske diagnoser bliver forstået som kroniske i europæisk lovmæssig sammenhæng. Der er noget "kafkask" over den årelange venten og ufleksible bureaukrati, som ikke kan give ham løsningen og fører ham videre til andre instanser. Det er som at løbe panden imod en mur og det er kun fordi han er så principfast og vedholden at kampen ikke bliver opgivet. Heldigvis har han nogle på sin side, både de nærmeste og blandt fagfolk, men det er tydeligt at der er nogle personlige omkostninger såsom at udsætte uddannelse. Beundringsværdigt at kæmpe de raskmeldtes sag hvor han bruger penge af egen lomme til advokat og lægeattester. Der er en pointe om rettigheden til raskmelding er et vigtigt skridt imod diskrimination af tidligere psykisk syge. En god rollemodel som nærmest motionerer sig rask og deltager i flere krævende idrætsstævner. Det er ikke så underligt at Mads på et tidspunkt bliver utålmodig selvom advokaten forsikrer ham at der ikke kan forventes mere fra det pågældende møde. Mads har fundet en måde at bruge den mentale energi positivt, ved fx at bygge en hjemmebiograf, fokusere på at komme i fysisk form, samt kæmpe for sin og andres ret til at være raske.
Ifølge talken 8/10/2020 med de to unge til Don’t Fear the Weird’s event på Region Nordjylland’s facebook, så er det en dokumentarfilm de kan identificere sig med, da de selv har mødt stigmatisering og selv har været frustreret over ikke engang at have mulighed for et afslag til visse ting. Filmen giver dem håb, at der er en anden side af historien end den vi plejer at høre i medierne. Ikke en negativ historie men en positiv historie. At Mads har formået at blive rask giver dem blod på tanden i forhold til motion, andre behandlinger end den sløvende medicin, samt muligheder indenfor uddannelse og job.
Jeg savner at dokumentaren kigger på temaet fra flere vinkler da det primært er fra Mads' synsvinkel. Han har gode intentioner men det er lidt farligt at lade Mads være talerør for en stor gruppe borgere. Under filmen forklarer han flere gange at der er potentielt en halv million danskere som er ofre. Der vil også være nogle fagfolk, raskmeldte, og psykisk syge (både i Danmark og i udlandet) der vil være uenige om at raskmelding gør dig egnet til alting og som vil være mere moderate. Paragraffen kunne omskrives så dem der er raskmeldte ikke fastholdes som livslang psykisk syg og ikke er diskvalificeret på livstid mht flycertifikat. "Såfremt borgeren inden for en fagligt vurderet fastsat tidsperiode er symptomfri og således i komplet remission".
Vi må stole på lægernes vurderinger om raskmelding men kunne skizofreni symptomer gradvist vende tilbage når du udsættes for stressende situationer i i et fly, samt andre steder, over flere måneder? Bør Mads droppe at blande andre han ikke kender ind i sagen og hellere satse mere beskedent på at få dispensation for sit eget flycertifikat? Er det en fejldiagnose Mads fik som teenager? Og hvad med den nye forskning indenfor skitzofreni? Hvorfor kaldte hans klassekammerater ifølge hans søster ham for "psykopaten"? De spørgsmål får man ikke rigtig svar på. Det kan sagtens være sidstnævnte overskrider grænsen for hvor meget Mads vil udlevere om sig selv. En af de unge i Don't Fear the Weird talken henviser til kommentaren og tolker det som en stigmatisering/mobning af Mads. Det giver mening selvom vi ikke kender de fulde fakta. Hele dokumentaren peger på ham som et offer og ikke som farlig, og det lyder som manglende forståelse og manglende empati blandt dem fra ungdommen.
Mads beskriver i et interview med psykiatrifonden:
Erfaringer fra USA, hvor man kan få en dispensation til at flyve som pilot, tyder på, at dem, der får en dispensation, ikke udgør en større risiko end andre. Mads bruger også som argument i dokumentaren en sag om en mand der kun havde én arm og fik dispensation til at flyve, og kommer også ind på han gerne må køre speedbåd med tusind hestekræfter og køre bus med 50 børn, men ikke må flyve i luftballon.
I 2015 var der en historie om en psykisk syg tysk pilot der løj om sit helbred og det resulterede i mange dødsfald. Selvfølgelig findes der altid skræmmehistorier men de gør alligevel stort indtryk. I princippet har eksemplet fra 2015 intet med raskmelding at gøre, men grunden til jeg fremhæver den er pga ændringerne der trådte i kraft efter katastrofen, at der nu skal være to til stede i cockpittet i Tyskland, England, Canada mfl.. Det er trist at der må sådan en ulykke til for at sættte gang i ændring af regler og det sender det forkerte signal i forhold til håndtering af psykisk sygdom. Mads er meget principfast at han skal kunne flyve solo som raskmeldt men er det virkelig så slemt at være to sammen i luften? Men som han siger i dokumentaren det er rettigheder for det enkelte individ der er hans kamp.
Mads fortæller i interview at der er andre der har taget over i retten til at være raskmeldt sagen: "Det var aldrig nået til Folketinget, hvis ikke der havde været tilstrækkeligt mange, der havde italesat problemet”. Der er meget inspiration at hente fra en mand der kæmper hårdnakket for sine mål. Mads Fabricius er et friskt pust som går imod janteloven. Dokumentaren mangler at spørge ind til hvorfor han er så ekstrem og principfast, der inkluderer motion, Iron Man konkurrencer, korte bukser, eller måden han håndterer flycertifikat sagen. Mads siger på et tidspunkt han er inspireret af den excentriske Howard Hughes som både var pilot og som ikke lod sig stoppe hvis han havde et mål. Så det er én forklaring men ikke hele forklaringen. En psykiater/læge må lave en bedømmelse af hans ekstreme tendenser og ikke denne anmeldelse.
Jeg undrer mig, at vi ikke hører hvordan andre forholder sig til samme, på papiret, livslang diagnose. Det kunne have styrket filmen at en gruppe raskmeldte blev interviewet og bakkede op om sagen, eller havde en anden mening om hans kamp. Det er en film om Mads og positivt at den viser nogle skjulte sider af samfundet som mange ikke er klar over, inklusiv denne anmelder.
Der mangler et bredere perspektiv i dokumentaren, da rettigheder for raskmeldte potentielt er et fremtidigt problem for tusindvis af børn med diagnoser. Som professor i psykiatri Poul Videbech nævner til Jyske Vestkysten, man må "lave en lovgivning, der siger, at det er forbudt at diskriminere på baggrund af tidligere psykisk sygdom." "Det er ulovligt at kønsdiskriminere ved ansættelser, mens det ikke er ulovligt at diskriminere på baggrund af tidligere psykisk sygdom."
Det er positivt at høre i dokumentaren at du allerede kan få diagnosen fjernet i det "grønne" computersystem som derved ikke popper op hver gang du er på sygehuset.
Min anmeldelse af Retten til at være Rask er både positiv og negativ. Jeg synes det er vigtigt at være kritisk og ikke bare lade dokumentaren forføre dig til at tro der er 100% konsensus om sagen. Det er inspirerende men mere komplekst end filmmagerne og Mads gør det til. Det jeg er mest enig i er at lave det sponsorerede cykelhold han kalder Human Endurance, som skal vise at psykisk syge kan noget og ikke bare skal gemme sig væk. Det lyder alt sammen fint at kæmpe for rettighederne for raskmeldte men jeg er personligt skeptisk med hensyn til tidligere psykisk syge skal ud og flyve soloture i privatfly. Der er jo en grund til lovgivningen er så streng på det område i Europa. Selvfølgelig kan ikke-psykisk syge også lave fejl under flyveture. Det ER diskriminerende men lovgivningen er der for at passe på os alle sammen, inklusiv piloten. Men jeg er helt med på at værdsætte alle individer og at få chancen for en dispensation eller afslag kunne være et fremskridt. Man fjerner drømmen ved det nuværende system. Som Poul Nyrup Rasmussen sagde i dokumentaren: "Det er en pinlig paragraf i europæisk lovgivning".
Hvis det nogensinde lykkes for manden at få det flycertifikat så er han den raskmeldte dansker der fortjener det allermest pga alle de år han kæmpede for sagen. Det er nemt for mig at sidde her bag en skærm og have en mening. Jeg har ikke stået ved frontlinjen og tager hatten af for nogen der prøver at gøre en forskel. Mads er ambitiøs med sine projekter, men filmmagerne gør sig ikke umage med at få alle nuancerne med. Men når kan inspirere målgruppen og give håb som var tilfældet med de to unge i Don't Fear the Weird talken på facebook 8/10/2020, så har dokumentaren virket, og i den optik bliver mine kritiske bemærkninger en uvigtig fodnote. Jeg skal ikke lægge skjul på jeg selv blev inspireret til at motionere!
