Jeg tog til generalprøven den 18 september. Opsætningen på Hjørrings Vendsyssel Teater kombinerede alvor og humor. Gravscenen, stykket i stykket, Polonius’ gode råd, og Hamlets vanvid frembragte latter i store sal. Der blev skruet op for kærligheden mellem Hamlet og Ofelia, en opdatering som Shakespeare's tekst nedtoner.
Musikken fungerede godt. Valget af White Stripes og Jon Hopkins gav historien et moderne præg, noget nær Sofia Coppola’s nyfortolkning af Marie Antoinette. Der blev brugt følelsesladede numre (som denne anmelder ikke kendte) under Ofelia's scene ved vinduet og omfavnelsen mellem Gertrude og Hamlet. Det mest imponerende rent teknisk under forestillingen var selvmordsscenen og sværd-kampen, begge havde stor realisme.
Det kan være instruktøren har lært af Kristeligt Dagblad’s anmeldelse af årets store Hamlet-opsætning på Kronborg, hvor kritikken gik på et overforbrug af moderne scene-effekter som nær var ved at overskygge en ellers fremragende skuespillerpræstation.
Scenografien (i Hjørring) var enkel i sin stil, med trapper og bygning i baggrunden, røde og grålige farver, med kirkegården i front. Det var skuespillet der var i centrum, og især Hamlets (Elliott Crosset Hove's) vanvidsøjeblikke vil stå tilbage i hukommelsen.
Men var scenen for minimalistisk? Jeg fik ikke selv fornemmelsen af at være på et slot, her kunne der måske have været lagt lidt mere vægt på lokalitet. Gravpladsen var dog en genistreg, og netop den scene var et af de visuelle højdepunkter, ved at få tilskueren til at grine, og føle man nærmest kunne ånde skuespillerne i nakken og få en spadefuld jord på skoene, så tæt på sad de forreste.
Sproget var flot som forventet, men indimellem kunne dialogen være en anelse teksttung. Det virkede til de momentvise humoristiske indslag var en måde at fastholde teatergæsternes opmærksomhed og gøre historien mere tilgængelig. Den flertydige sprogbrug er netop styrken ved Hamlet og en af hovedårsagerne til stykket har overlevet. Du vil kunne tage nye ting derfra hver gang. Vendsyssel Teater's appetitvækker "kampen for at få sandheden frem i en verden fyldt med fake news. Men findes der kun én sandhed?" var en interessant vinkel, men jeg må nok gense stykket for at fange de nuancer.
De sidste minutter forløb temmelig kaotisk udenfor scenen, en dame blandt publikum blev dårlig og der måtte tilkaldes ambulance. Det var synd at det skulle slutte på den måde. En ung mand med en hjertestarter kom løbende. Fik en e-mail dagen efter fra Vendsyssel Teater at hun klarede den og er blevet udskrevet fra sygehuset.
(Tilføjelse 24.9) Anmelderne roser scenograf Carsten Burke Kristensen. De peger på lyssætningen og scenekonstruktion er omhyggeligt gennemtænkt, ved at udtrykke et fængsels-lignende mørke, et billede på Hamlet's isolation, det mentale lag af nedtrykthed som et fængsel udstråler. I stykket siges der, at " Danmark er et fængsel". Vi ser et Danmark, der isolerer sig om sig selv og er på vagt over for det, der kommer udefra. Den tendens ser vi også i Europa i dag med Fort Europa og bevægelsens væk fra fællesskabet, mener instruktør Jacob Schjødt. Charlotte Fich (som spiller Gertrude) udtaler at stykket har masser af paralleller til nutiden. Det handler om magt og magtmisbrug. Om fake news og den forråelse, vi oplever rundt om i verden i dag.
