Boganmeldelse : Tolv gæster / af Nancy Huston (2002)

Min vurdering 5/10

Litteraturprofessor Sean Farrell har i år 2000 samlet tolv venner til middag Thanksgivingaften. Gennem samtaler, tanker, flash-backs og den guddommelige fortæller svævende over det hele, lærer vi dem at kende i fortid, nutid og fremtid.

Jeg læste den danske udgave, den originale er canadisk og fra 2001. Den hedder Dolce agonia (fransk). Ifølge litteratursiden= sød dødskamp. Ifølge bogens verden= den søde lidelse. Dolce agonia er også navnet på et canadisk band:
http://www.myspace.com/dolceagonia

Det er en meget amerikansk roman, og jeg synes trods det originale påfund med Gud som ”fortæller”, så er venner til middag Thanksgivingaften set mange gange før i eksempelvis amerikanske film og tv-serier. Mit håb var at samtalerne her ville være interessante pga. personernes baggrunde. Desværre synes jeg ikke Nancy Huston gør diskussionerne for alvor mindeværdige. Atmosfæren virker hyggelig og realistisk. Muligvis er det en ulempe ved historien, at mange af vennerne og veninderne kender hinanden så godt, da de måske igennem årene har udtømt de spændende diskussioner med hinanden.

En styrke for mig er, at der er nogle flotte og levende personbeskrivelser, men jeg synes ikke de for alvor bliver brugt til noget. Der er for lidt på spil. På grund af historien foregår på en enkelt aften, så er det begrænset hvor meget udvikling der kan være. I stedet er fortrolighed, tanker, relationer, erindringer, deres børn, og at have det hyggeligt i fokus.

En af de romaner, hvor jeg overvejer om jeg skal læse det hele, da jeg kan se i indholdsfortegnelsen, at det er mere af det samme længere henne i romanen. Jeg følte det i og for sig kunne have fortsat i det uendelige! Det er sådan en bog, hvor jeg følte man kan dykke ned i handlingen hvor som helst, og derfor skimmede jeg 2. halvdel af romanen.

Interessant er det, at Gud har en personlighed og smag. At denne Thanksgivingaften proklameres til at være et af højdepunkterne i verdenshistorien for selveste Gud gør, at jeg som læser har store forventninger i starten, som det er meget svært for bogen at leve op til.

Side 10, Gud:

”de begivenheder i menneskehedens historie som jeg bedst kan lide. Hundredårskrigen, for eksempel. Kleopatras død. Thanksgivingmiddag hos Sean Farrell omkring år 2000…”

Jeg var mest optaget af afsnittene med Gud som fortæller, selvom de er lidt morbide om hvert enkelt af personernes psykologi og død. Det er lige før du kan nøjes med at læse disse kapitler.

Jeg kunne godt lide metaforen om skildpaddeløbet, hvor i stedet for at løbe fremad løber dyrene i alle mulige retninger. Et billede på, at mennesker ikke altid opfører sig, som man kan forvente det.

En slags postmodernistisk roman, hvor der er mange små hændelser i den store fortælling. Men så alligevel ikke postmodernistisk, fordi Gud i romanen kender den endegyldige sandhed (fortid, nutid og fremtid), og indenfor postmodernisme er der ikke nogen universel sandhed. Da Gud er alvidende fortæller, er det så en anti-postmodernistisk roman?

Jeg var nok heller ikke målgruppen for bogen, som jeg tror henvender sig mest til forældre over 40 med børn som er fløjet fra reden. Her var der en del betragtninger om forældrerollen, som jeg tror folk i den aldersgruppe vil kunne identificere sig med. De fleste af de tolv gæster virker til at være mellem 40-60 år.

Boganbefaling og analyse: Fiktioner / af Jorge Luis Borges (dansk udgave 1998)

Mine vurderinger af fortællingerne befinder sig mellem 3/10 og 10/10

Det er 16 fortællinger eller filosofiske essays på mellem 5-25 sider, som henviser til reelle og imaginære værker og personer. Den er oversat til dansk fra den spanske udgave ’Ficciones’. Det er selvstændige historier, men de synes at have visse ligheder. Borges var meget optaget af bl.a. labyrinter og biblioteker. Bogen er argentinsk og på 204 sider.

Det der slår mig er hvor tidløse og drømmeagtige fortællingerne er. De tidløse emner i historierne gør, at jeg ikke mærker, at originaludgaven er fra 1944. Jeg troede den var nutidig! Sproget er faktisk heller ikke gammeldags. Med drømmeagtige mener jeg, at det er som om fortællingerne foregår uden for tiden. Ligesom nogle af Karen Blixen’s fortællinger.

For mig er historierne super originale, men nu hvor jeg langsomt har nærlæst bogen er den nok ikke så dyb rent tekstmæssigt, som Borges gerne vil have vi skal tro den er, hvilket måske er grunden til at de enkelte historier ikke er blevet til romaner. Men måske vil du ved genlæsning opdage nye elementer, da fortællingerne er meget åbne for fortolkning. Det der ligger mellem linjerne er meget væsentligt.

Når man læser den uden at vide noget på forhånd, så ved man ikke, om den bygger på faktuelle kilder eller ej. De virkelig nysgerrige kan prøve at opspore kilderne for at påvise deres ægthed. Den drillende titel synes at pege i fiktionens retning, Borges siger selv i prologen, at det er fantastisk litteratur.

I modsætning til fx historiske romaner, hvor forfatteren gør noget faktuelt fiktivt, så gør Borges flere steder i bogen noget fiktivt faktuelt. Det er lidt af en genistreg, hvis han altså er den første der gør sådan i litteraturen.

Forsiden på bogen er en af de bedste og mest gådefulde jeg længe har set. Jeg kan også godt li titlerne på fortællingerne. Ofte opsummerer titlen fortællingens essens, men det labyrintiske eller filosofiske gør sommetider det enkle til noget mere komplekst.

Jeg er enige med andre anmeldere, som siger at det er svært eller umuligt at forudsige, hvad der vil ske til slut i fortællingerne. ’Fiktioner’ er anbefalet i opslagsværket ’1001 books you should read before you die’ (2006) , hvor den fortolkes som en anderledes form for magisk realisme, en blanding af fakta og fiktion, som skaber et alternativt univers, som både spejler og tilslører vores egen verden. Ifølge litteraturstuderende Jakob Ladegaard på litteratursiden får ord som fx ’bibliotek’ ny betydning for læseren efter endt læsning.

Borges betegnes af nogle sammen med Gabriel Garcia Marquez som faderen af genren magisk realisme. Jeg har aldrig kunnet komme rigtig i gang med Gabriel Garcia Marquez' roman ’100 års ensomhed’, som ikke sagde mig noget, men er glad for jeg fik læst ’Fiktioner’.

I Umberto Ecos 'Rosens Navn' optræder sjovt nok figuren Jorge af Burgos, en klosterbibliotekar, inspireret af Borges.

Tilsyneladende er ’Fiktioner’ udsolgt fra forlaget på dansk, men den kan fås på nogle biblioteker, og evt. kan den købes antikvarisk? Jeg opdagede ’Fiktioner’ på litteratursidens ’Noget der ligner Vindens Skygge’.

Denne samling mener jeg er velegnet til læsekredse, og jeg vil nok anbefale min læsekreds at læse den.

Hvis du stoler på min dømmekraft, kan du før læsningen med fordel vælge at springe over ca. en 1/3 af fortællingerne, som jeg har givet under 5/10. Men som med andre tekstsamlinger, så er det selvfølgelig subjektivt, hvem der synes om hvad.

De følgende tekststykker anbefaler jeg dig først at læse efter du har læst bogen, da det er referater og fortolkninger. Husk det er mine fortolkninger, jeg kan se at andre på nettet har anderledes opfattelser af fortællingerne. Jeg vil her gennemgå de 16 fortællinger:

...........................................................................

1.del: HAVEN MED FORGRENEDE GANGE

1./ ’Tlön, Uqbar, Orbis, Tertius’, s.11-31. Vurdering 6/10
Mere et essay end en fortælling. Om skabelse af en fiktiv encyklopædi ’Orbis tertius’, som jeg fornemmer er en allegori for litteraturens verden, men det kan også være en overfortolkning fra min side. Døm selv! Synes den springer meget rundt, hvilket irriterer, men er typisk indenfor filosofi.


2./ ’Pierre Menard, Quixotes forfatter’, s.37-51. Vurdering 7/10
Fortælling. Ligesom romanen 'Vindens skygge' er det en forfatters synlige og usynlige liv, som diskuteres. Forfatteren Menard vil skrive en ny’Don Quixote’. Det prøver Menard på ved at forsøge at efterligne Cervantes’ levemåde og frembringe sin egen klassiker. Synes fortællingen kan sammenlignes med filmen ’The elements of crime’ instrueret af Lars Von Trier, hvor detektiven forsøger at løse gåden ved at leve som forbryderen. I litteratursidens artikel peges der på, ”at Menard’s genskrivning er en metafor for læsning (…)Læsning er skabelse, fordi der i den læsende opstår en historie, der ikke var der før. Læseren af Don Quijote i år 2003 vil give den roman en helt anden betydning, end den havde i år 1600”

3./ ’Cirkelruinerne’, s.52-61. Vurdering 7/10
Fortælling. Person vil drømme et menneske og indsætte ham i virkeligheden. Han vælger at sove mere end hans krop har behov for. Fortællingen synes at påstå, at jo mere du ønsker og tænker over noget, jo større sandsynlighed er der for, at det vil indgå i dine drømme. Måske en allegori over, hvordan drømme kan være en katalysator for kunsten. Jeg havde foretrukket en åben slutning og ikke forklaringen til sidst.

4./ ’Lotteriet i Babylon’, s.62-72. Vurdering 9/10
Fortælling. For mig en af bogens stærkeste fortællinger. Om et anderledes lotteri end det vi kender i dag, hvor der også er ulykketal. Minder for mig om et dystopisk univers. Måske en satire over underholdningsindustriens magt over forbrugerne, som jeg føler er meget forud for sin tid. Jeg fik mere ud af fortællingens 10 sider end Saramago’s dystopiske roman ’En fortælling om blindhed’ (1995).

5./ ’Kritik af Herbert Quains værk’, s.73-80. Vurdering 3/10
Mere et essay end en fortælling. En kritik af en forfatter, som var en fiasko. Synes den er kedelig og hænger ikke sammen.

6./ ’Biblioteket i Babel’, s.81-93. Vurdering 8/10
Jeg kunne bedre lide den anden gang jeg læste den, hvor jeg fandt flere ting i den. Den handler om den uendelige og labyrintiske viden der befinder sig på bibliotekerne. Desuden om profetiske værker, unyttige bøger, hvordan bøgers tekst fremstår kaotisk, og fx hvordan bøger kan bevise andre bøgers falskhed. Som bibliotekaruddannet er jeg nok partisk i min begejstring.

7./ ’Haven med forgrenede gange’ s.94-110. Vurdering 4/10
Igen labyrintisk, men synes ikke den fanger mig.

...........................................................................

2.del: ARTEFAKTER

1./ ’Funes med den gode hukommelse’, s.115-127. Vurdering 4/10
Om hukommelse, fx kendte konge navnet på alle soldater i sin hær.

2./ ’Sværdets mærke’, s.128-136. Vurdering 4/10
Kriminalhistorie.

3./ ’Om forræderen og helten’, s.137-142. Vurdering 10/10
Borges bedste fortælling i denne samling efter min mening. Metafiktiv beretning om en iscenesættelse (heltedød) i en iscenesættelse (falsk biografi) i en iscenesættelse (Borges som forfatter) som påstår at være historisk!
Ryan er i gang med en biografi om sin oldefar helten Kilpatrick, som blev myrdet i et teater. Tiden gentager sig, fx ligner Ryan’s historie Julius Cæsars historie. Den er ret kryptisk og kompleks og er sådan en man nok skal genlæse.

Som fx s.142:

"Kilpatrick selv blev i den grad revet med af sit eget, i detaljer planlagte skæbneforløb, som førte til hans frelse og fortabelse, at han adskillige gange føjede improviserede handlinger og ord til sin dommers rollehæfte."

Det undrer mig, at Kilpatrick melder sig selv og afsløres som forræder, og derefter morer sig over at planlægge sin egen død! Er Kilpatrick en sand helt, hvis det er iscenesat? Umiddelbart tænker jeg nej. Men bliver man kun helt, hvis det ikke er planlagt? Kan man kalde en person en helt, hvis han tidligere var en forræder? Synes der er mange lag i denne fortælling. Mesterligt at kunne sige så meget på bare 6 sider ( :

4./ ’Døden og passeren’, s.143-161. Vurdering 6/10
Kriminalhistorie. Erik Lönnrot forudser sidste forbrydelse. Scharlach har svoret, han vil dræbe Lönnrot. Mordene begås systematisk efter geometri.

5./ ’Det hemmelige mirakel’, s.162-172. Vurdering 8/10
Fortælling. Jaromir Hladik skal henrettes og han har derfor angst. Igen filosoferer Borges over tiden, gentagelsen og evigheden. Synes det psykologiske indre univers hos hovedpersonen er mere udfoldet end i andre af fortællingerne. Jeg kan godt li et citat fra s.170, som måske eller måske ikke var inspirationen til den Borges-agtige titel ’Vindens skygge’? : ”vinden var standset, som på et maleri”. Pudsigt nok hedder en af personerne i 'Fiktioner' Daniel, som er hovedpersonen i V.S.

6./ ’Tre Judasversioner’, s.173-181. Vurdering 3/10
Mere et essay end en fortælling. Analyse af Judas. Fiktiv eller faktuel? I dette tilfælde er det for mig et problem, at Borges måske skriver noget fiktivt, da essayet derved mister troværdighed.

7./ ’Slutningen’ s.182-186. Vurdering 5/10
Fortælling. En sort mand besøger en bar, en hvid mand ejer den. Om hævn.

8./ ’ Føniksekten’, s.187-192. Vurdering 6/10
Mere et essay end en fortælling. Om sekter og om jøderne. Og det der binder sådanne grupperinger sammen. Det mærkes her at ’Fiktioner’ er skrevet i kølvandet på anden verdenskrig.

9./ ’Syden’, s.193-204. Vurdering 6/10
Ifølge Borges i prolog: ”Syden, som måske er min bedste fortælling.” Jeg er ikke enig, synes kun det er en halvgod fortælling. Unge kaster brødkrummer på Juan i restaurant. Juan’s bedstefar boede tidligere i området. En asiat udfordrer Juan med en kniv. Kan beboerne huske Juan’s bedstefar? Eller er de fjendtlige, fordi Juan ikke er en lokal? Eller noget tredje? ( :

Øvrige kilder:
Litteratursiden: litteraturstuderende Jakob Ladegaard / Kunsten at læse - Læseren som kunstner i Jorge Luis Borges' univers
http://www.litteratursiden.dk/temaer/kunsten-l%C3%A6se-l%C3%A6seren-som-kunstner-i-jorge-luis-borges-univers
Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/23507
Denstoredanske: Jorge Luis Borges
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Latinamerikansk_litteratur/Jorge_Luis_Borges?highlight=Jorge%20Luis%20Borges

Boganbefaling: Persepolis Min iranske barndom / af Marjane Satrapi (på dansk 2005)

Min vurdering 8/10

Det er en selvbiografisk grafisk roman på 150 sider. Lad dig ikke skræmme af, at det er en tegneserie, idet graphic novel genren henvender sig også til voksne.

Barndomserindringen handler om pigen Marjane, som vokser op i Iran i 1970’erne og 1980’erne, og læseren ser revolution og krigen mellem Iran og Irak som det opleves igennem hendes øjne. Det skildres både på en humoristisk, naiv og dramatisk facon. Iranerne lever i frygt i en tid med mange forandringer. Hovedpersonen synes jeg er sympatisk, men det mærkes også hun er en rebel og ret så kontroversiel. Hun er enebarn, så derfor tyder meget på, at hun fik ekstra meget kærlighed og opmærksomhed under sin opvækst.

Jeg læste den på engelsk, men den er oprindeligt skrevet på fransk i 2000. Da jeg ikke vidste meget om Irans historie, så følte jeg det var lidt svært at sætte mig ind i personernes problematikker. Iranere og folk med kendskab til landet vil nok forstå flere af nuancerne, jeg tror en del går tabt med oversættelsen og kulturforskellen.

Det virker til formålet både er at underholde og formidle et kritisk historisk tilbageblik, som jeg synes er en frisk idé, som viser nogle menneskelige og følelsesmæssige sider fra perioden, som faktuelle historiebøger om Iran har svært ved. Derved kan vi bedre forholde os til og leve os ind i de ufriheder, de måtte leve under. For eksempel indledes bogen med en kort introduktion om Irans historie og forfatterens motivation for at skrive værket. Herefter starter selve historien med en satire over indføringen af tørklæder, som set med et nutidigt dansk lys virker kontroversielt. Bogen virker til at være en kritik af vilkårene i 70erne og 80erne. For eksempel at der var udlandsforbud mm. Visse genstande bliver symboler på frihed. Der stilles også skarpt på martyrer og deres funktion i Iran.

Jeg synes der kan drages paralleller til diktaturstaten i Orwell's roman '1984'. Mht. censur eksempelvis, hvor magthaverne i Iran styrer indlæringen i skolebøgerne ved at sige, at kongen er valgt af Gud, og det er ikke til diskussion. Eller at man ikke må have en partner fra ens eget miljø eller klasse. Oprører anholdes systematisk og torteres ligesom i '1984'. Andre paralleller mellem de to bøger er tv-manipulation om krigsindsatsen og misvisende stemmeoptælling til valg.

Hvis du godt kunne li ’Drageløberen’ (2003), så tror jeg også denne bog vil falde i din smag, der er flere lighedstræk med Khaled Hosseini’s roman.

Måske er det tilfældigt, men jeg mærker s. 107 en diskret kritik af USA's nutidige udenrigspolitik i Irak og Afghanistan, hvor unge amerikanere rekrutteres fra fattige kår og lokkes med uddannelse, når/hvis de vender hjem igen til USA.

Jeg mangler en parallel til nutiden, fx om disse forbud og omstændigheder stadig spiller en rolle i Iranernes hverdag, eller om reglerne er blevet ændret. Dette kunne hun med fordel have afsluttet bogen med?

Jeg blev opmærksom ved læsning af denne bog, at min viden om Iran er mangelfuld. Den kan efter min mening sagtens læses flere gange, da den rummer en del stof til eftertanke:

Et af mine favoritcitater fra s. 43:

”In any case, as long as there is oil in the middle east, we will never have peace.”

Jeg anbefaler bogen til unge og voksne uanset køn. Især i denne tid i Danmark med tørklædedebatter er den højaktuel.

I øvrigt hentyder titlen til byen Persepolis, ruinerne ligger i dag i Iran.

Filmen:
Den roste filmatisering fra 2007 bygger på begge Persepolis historierne. Bog 1. om barndommen samt bog 2. om ungdommen 'Teheran tur-retur', hvor Marjane er 15 år. Filmen er nærmest tegneseriens sider sat i bevægelse, den følger også tegneseriens sort/hvid farver. Filmen kan muligvis nå et publikum, som ikke har læst bøgerne. Det kan være en fordel at have læst de to grafiske romaner forinden, da filmen bevæger sig i et lynhurtigt tempo. Anden del af filmen foregår i et mere roligt tempo, og jeg spekulerede over, om ikke de skulle have lavet to film i stedet for at presse så meget ind i én film. Ungdomsdelen synes jeg er svagere, her er det mere en ungdomsskildring end en kulturdiskussion. Filmen blev nomineret til en oscar for bedste animerede film, men blev kritiseret af den Iranske regering før premieren i Cannes.

Trailer til filmen:



Øvrige kilder:
Forfatterweb: cand. mag. Julie Paludan-Müller / Marjane Satrapi
http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zsatrapi00
Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/temaer/persepolis-1-2-af-marjane-satrapi
Litteratursiden: Debat
http://www.litteratursiden.dk/node/68304
Marjane Satrapi fortæller om hvorfor hun skrev Persepolis:
http://www.randomhouse.com/pantheon/graphicnovels/satrapi2.html
Iransk tegneserieforfatter med et ætsende klart blik:
http://www.kvinfo.dk/side/558/article/86/
Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/2371284

Her nogle interviews med forfatteren:
Graphic novels & her family's influence:
http://www.youtube.com/watch?v=7i9Vs97x7IU

"Persepolis" a pro-Iranian humanist tale:
http://www.youtube.com/watch?v=aMwfzqEqVLk

Boganbefaling: En kongelig læser / af Alan Bennett (2007)

Min vurdering 9/10

Originalen hedder på engelsk ’The Uncommon Reader’. Jeg har aldrig tidligere læst noget af Alan Bennett, men havde set den anbefalet på librarything.

Emnerne er det britiske kongehus’ adfærd, pligter og følelsesliv, offentlighed vs. privatliv, læsningens psykologi mm.

I denne korte nutidige roman på 124 sider bliver den britiske dronning Elisabeth den 2. menneskeliggjort, fordi vi ser hende bag facaden. Selvfølgelig er det en fiktiv beskrivelse af kongehuset, men jeg fornemmer nogle af elementerne sagtens kunne være tæt på sandheden, hvilket gør den læseværdig. Dronningen lader til at kede sig lidt med sine rutineprægede forpligtelser og intetsigende og distanceret kontakt med befolkningen. Bogen handler om hendes opvågning, som sker i kraft af mødet med den lokale bogbus.

Bogen er åbenlyst kritisk i forhold til kongehuset, hvor det ikke er dronningen, men hendes stab, der styrer dronningens dagsorden. Hun fremstår trods sine mangeårige erfaring som en dukke der bliver ført af dukkeførerne, og det er synd for hende, at hun i så mange år har undertrykt sin personlighed. Bogens styrke er, at dronningen for mig fremstår realistisk.

Den er til tider morsom og er en anderledes roman, fordi den skildrer virkelige personer, men alligevel ikke som de virkelig er. Måske som Bennett forestiller sig de er. Jeg undrer sig over, hvordan han har lavet research til bogen! Forfatteren har allerede bevæget sig i genren kongelig historisk portræt ved at skrive manuskript til filmen ’Den gale kong George’.

Bogen er et fint supplement til filmen ”The Queen”, den handlede om dronningens håndtering af Diana's død. Filmen synes jeg var en smule overfladisk, men fik opmærksomhed pga. Helen Mirren’s imponerende og oscarvindende portræt af dronningen. I denne roman kommer man mere under huden på dronningen, og jeg synes det er en forbedring af filmen. Der er mange skarpe iagttagelser om kongefamiliens vilkår. Jeg kunne citere mange interessante steder.

For eksempel side 8:

”Hobbyer betød, at man havde præferencer, og præferencer skulle undgås; præferencer udelukkede folk. Man havde ingen præferencer. Hendes job bestod i at vise interesse, ikke i selv at være interesseret. Og desuden var læsning ikke en handling. Hun var en handlingens kvinde.”

Til forskel fra filmen føler jeg romanen er mere satirisk, hvilket jeg synes klæder sådan en historie. Tænk blot på fx det vellykkede eventyr ’Kejserens nye klæder’ fra 1837 af HC Andersen, som også var en satire. Mere satire over de kongelige og kendte kan ses i den britiske dukketeater tv-serie 'Spitting Image', som blev produceret mellem 1984 og 1996.

Jeg blev fornylig gjort opmærksom på af en jeg kender, at Alan Bennett står bag den britiske tv-serie 'Talking heads', som bl.a. var med til at skabe en tidlig udgave af Hyacinth Bucket-figuren, som vi kender fra tv-serien 'Fint skal det være'. I 'Talking heads' spiller Patricia Routledge ligeledes en snobbet britisk kvinde, som ikke er klar over, at hun forekommer komisk for omverdenen:
http://www.youtube.com/watch?v=JGCg3ARv14U
Men jeg synes nævnte afsnit 'A Lady Of Letters' er lidt for tungt dialogmæssigt til fjernsyn, derfor er det ikke overraskende, at 'Talking heads' også findes på bogform.

Ligesom flere andre romaner jeg har anmeldt her er 'En kongelig læser' også en bog om bøger, hvor litteraturen får nogle gode ord med på vejen. Romanen handler bl.a. om læsningens psykologi. Da jeg selv har skrevet et par sider om emnet i en opgave om mediedannelse(opgaven kan læses på nettet ved at søge på biblioteksside), så var det spændende for mig at høre flere betragtninger herom. Det er tydeligt, at Bennett vil hylde læsning som noget vigtigt og en til tider magisk oplevelse.

Der er stor forskel på offentlig - og privatliv, og man skal ikke dømme nogen for hurtigt baseret på deres offentlige fremtræden, må være et af budskaberne. Fra side 102:

”at der på trods af hendes alder og berømmelse ikke var nogen, der kendte hendes stemme.”

Jeg tror det er sådan en roman mange vil læse og give som gave, fordi bogen er så letlæst og den udforsker noget, som de fleste er fascineret af, hvem er de kongelige i privaten? Især englændere vil læse den, men du kan sagtens læse den som et billede på kongehuse generelt set.

Man behøver ikke at være royalist for at synes om bogen, jeg er ikke selv tilhænger af monarkiet, men nød den alligevel. Måske fordi den er kritisk i forhold til kongefamilien, så vil ikke-royalister i højere grad synes den er god. Jeg har svært ved at finde kritikpunkter, og konflikten i historien er rigtig god, at kongehuset er noget der ikke ændrer sig ret meget, mens mennesker udvikler sig helt naturligt. Utroligt flot at få sagt så meget på så få sider, bogen kan uden problemer genlæses.

Gad vide hvad dronning Elisabeth selv synes om bogen? ( : Jeg tror ikke, at hun vil sagsøge ( :

Bemærk ! Filmen The Queen (2006) og romanen 'En kongelig læser' (2007) har lighedstræk, men er to vidt forskellige historier.

Boganmeldelse: En fortælling om blindhed / af José Saramago (på dansk 1998)

Min vurdering 5/10

Et kort handlingsrids fra bibliotek.dk: Pludselig en dag bliver en mand blind, og snart efter alle han har haft berøring med. Samfundets og menneskenes håndtering af "problemet" bliver en besk og vittig fabel om civilisationens tynde fernis

Romanen er oprindeligt skrevet på portugisisk og fra 1995. Originaltitlen er 'Ensaio sobre a cegueira'.

Det er en dystopisk roman om en blindhed epidemi. Den er rimelig spændende, hvis man kan li den slags. Sproget er originalt, fx beskrives personernes udseende ikke visuelt med undtagelse af, når en ikke-blind person iagttager dem. De mange kommaer kan sikkert virke som et irritationsmoment for nogle læsere, intentionen har muligvis været, at personerne bliver som et, man kan ikke skelne den ene blinde fra den anden. Personerne har heller ikke navne, måske siger forfatteren, at blinde eller handicappede desværre kan opfattes som navnløse andenrangsborgere af dem der kan se. Det vil sige en opfordring til læseren at se dem som rigtige individer og ikke kun som blinde.

Men jeg blev ikke færdig med den. Jeg opgav efter ca. 50 sider. For mig var det tilstrækkeligt at læse starten og sidste kapitel. Jeg havde sympati for personerne, men jeg følte de var overfladisk beskrevet og uinteressante. Selvom de hver især tackler blindhed på lidt forskellige måder, så var historien for gentagende, da de oplever det samme.

Man kan læse den som en allegori for epidemier i den seneste tid som fx sars, fugleinfluenza og influenza A, hvor vi tager vores gode helbred eller syn for givet. En epidemi kan bringe fremmede sammen i et fællesskab, hvor man kan trøste hinanden i en desperat situation ser ud til at være et tema.

Det indre liv hos personerne var ikke udfoldet nok, som man kunne forvente, historien virkede som et filmmanuskript. Efter min mening var romanen ikke så god som nobelprisen og 4.2 bedømmelsen på librarything indikerede. Jeg var ikke imponeret, det var for mig bare en halvgod roman.

Her en af de få refleksioner jeg fandt:

s.274:

Nu og da har jeg grebet mig i at ønske at jeg var blind, blot for at blive som de andre, for at slippe for at have større ansvar end dem

Ifølge emnelisten på bibliotek.dk, så skulle romanen angiveligt også være en samfundssatire. Hvordan folk ændrer sig, når tingene går galt.

På en måde er jeg glad for, at jeg gik glip af midten af bogen, fordi jeg har siden læst i andre anmeldelser, at denne del af bogen var fyldt med ubehagelig adfærd.

Jeg anbefaler den ikke, medmindre man har en svaghed for dystopiske fortællinger. Eller hvis du trænger til en underholdende spændingsroman, så er den fin. Men hvis jeg var dig, så ville jeg nøjes med filmatiseringen, hvor du nok vil få nogenlunde samme udbytte på meget kortere tid:

Trailer til filmen: