Anmeldervognen

Boganmeldelse: Ekstremt højt og utroligt tæt på / af Jonathan Safran Foer (2005)

2011-09-24T00:31:00.000-07:00

Min vurdering 6/10

Resumé fra bibliotek.dk
Oskar mister sin far ved tvillingetårnenes kollaps i New York 11. september 2001. En efterladt nøgle sender ham rundt i byen for at finde låsen, der måske giver mere indsigt i farens liv.

Muligvis har 11. september gjort hovedpersonen Oskar (og amerikanerne?) mere bange for fremmede, og desværre givet arabere et dårligt omdømme:

s38:

”Der var mange ting, der gjorde mig panikslagen, såsom hængebroer, bakterier, flyvemaskiner, festfyrværkeri, arabere i undergrundsbanen (selv om jeg ikke er racist), arabere i restauranter eller på cafeer eller andre offentlige steder (...) mænd med overskæg, røg, knuder, høje bygninger og turbaner”

Når jeg siger muligvis, så er en svaghed for mig ved bogen, at dette citat ikke er noget der kommer til udtryk i Oskar’s adfærd i historien, nærmest tværtimod. 9årig Oskar er meget naiv, barnlig og godtroende, når han ringer på diverse menneskers døre i sin søgen. Det er et mindeværdigt citat, og det er et godt signal at sende amerikanerne, at Oskar har mod til at banke på fremmede menneskers porte, men modsiger Oskar ikke sig selv?

En anden svaghed kunne være, at historien ikke kommenterer nok på 9/11, det følte jeg hype omkring udgivelsen havde lagt op til, men i og for sig kunne Oskars far være død i en hvilken som helst ulykke. Det overraskede mig, at der lægges op til en diskussion om traume i general forstand, men her viser romanen sin langtidsholdbarhed. Anden Verdenskrig fylder meget mere end jeg havde regnet med. Måske var formålet at hjælpe de efterladte eller traume-ramte i det hele taget med deres sorg, og giv dem håb? Og her er 9/11 en kollektiv traume som måske kan bearbejdes til dels gennem kunst og litteratur. Spørgsmålet er, om man behøver at have oplevet et traume for at identificere sig med historien? Her påpegede en fra læsekredsen, at hvis man har prøvet at være ked af det kan romanen måske også bruges. Foer indrømmer i et videointerview, at han ikke planlagde at skrive om 9/11, men det gik efterhånden op for Foer, efter samtale med sin bror, at det faktisk var det han sad og skrev om.

Ifølge journalist Karina Søby Madsen i sin artikel på forfatterweb, er Oskar endnu for ung til at kunne sætte ord på sine tanker og følelser omkring tabet. Derfor - og fordi han vil beskytte sin mor - formår han eksempelvis ikke at fortælle hende, at han sad hjemme og hørte faderen indtale beskeder på telefonsvareren just før, tårnet brød sammen. I stedet konkretiserer han sin smerte ved at lave blå mærker på sig selv, for på den måde bliver smerten synlig og håndgribelig i modsætning til det indre kaos, han oplever.
Foer favner de tragiske historier via humoren. Da holocaust ikke kan serveres direkte og ej heller angrebet på World Trade Center, går han humorens omvej. Via humoren formår han at skabe sympati og kontakt med læseren og at gøre fortællingen/bearbejdningen levende og relevant. Humoren fremstår i vid udstrækning i hovedkarakterernes pudsige indfald.

For mig var der ikke nok på spil og derfor led historien spændingsmæssigt. Problemet er, at Oskar har en traume fra starten af, så vi ved allerede, hvordan han har det. Der var kun lidt spænding i de sidste 50 sider for mit vedkommende.

Sommetider var synsvinklen for mig forvirrende, det kunne være svært at skelne mellem, hvem der var fortæller, da det skifter meget mellem farfar, far, og søn. Der kan være tale om en bevidst sløring af nogle ellers simple dilemmaer, som ved anden gennemlæsning vil være meget nemmere at følge. Det hjalp heller ikke, at Oskar tænker ofte som en voksen, og bogen blev af nogle anmeldere kritiseret for at portrættere en niårig dreng med en hjerne som den 28årige forfatter Jonathan Safran Foer.

Det var lidt specielt at læse bogen her ved ti-års jubilæum for terrorangrebet, dagen for et årti siden hvor små ting for mange blev uvigtige, og hvor vi i fællesskab gloede TV og alle mere eller mindre kan huske, hvor de var, og hvad de lavede 11. september 2001.

Ifølge en 9/11 udsendelse Danskernes Akademi på DR2, så har Ekstremt højt og utroligt tæt på svært ved at modsvare den tyngde tårnenes fald havde ikke bare i New York, men i hele verden. De fleste forfattere har holdt sig væk fra kritiske kommentarer. Ukritisk medfølelse fra forfatterens side blev populært. Romanerne af de amerikanske forfattere handlede i mindre grad om, hvorfor terror skete. Et berømt citat fra Paul Auster’s bidrag til 9/11 litteraturen lød: ”USA blev ikke ødelagt, den ødelagde sig selv.” Men som Adjunkt Steen Christensen, AAU er inde på, den går ikke i dybden. Disse emner tages måske i større grad op i faglitteraturen og avisjournalistikken?

Og hvad var styrkerne ved Ekstremt højt og utroligt tæt på? Oskars fantasi, den er usædvanlig, opfindelserne han finder på og beskriver. Et kloaksystem der kan indfange New Yorkernes tårer, når de græder sig selv i søvne om natten. Frimærker med indbydende smag, lange ambulancer der forbinder hospitaler, osv, osv. Som der er en anmelder der skriver på librarything, sommetider virker opfindelserne som en måde at fremme hjælpen til de katastroferamte.
Til dels har Oskar legesygen fra tiden med sin far, det mærkes at Oskar gerne vil føre det videre, detektivjagten på nøglens oprindelse er nok fordi Oskar savner og stadig gerne vil være tæt på sin far, det er muligt han søger en fader-figur i de mennesker han møder. Når Oskar er så opsøgende, får man som læser selv lyst til at udforske omgivelserne, og møde New Yorkerne. Måske prøver Jonathan Safran Foer at sige, at vi ikke skal være bange for fremmede i en tid hvor nogle amerikanere er mere skeptiske.

En af bogens tabu emner er, må børn have en favorit forælder? Hvad er konsekvenserne for barnet og forældre? Hvordan hånderer Oskars mor at være den mindst populære er hvad romanen kigger på og giver et eksempel på.
Oskars mor undgår at græde, når Oskar er i nærheden, det er nok typisk, at forældre vil spare deres børn for melankolien, men er Oskars mor derved ikke trøstende nok?

Eller er det et spørgsmål om, at Oskar ikke formår at tage imod den trøst hun tilbyder ham, og Oskar derved kommer til at såre hende? Det kan skyldes, at han ikke er helt tilfreds med, at hun har fundet en anden mand så hurtigt, men hun forsvarer sig med, at man godt kan være glad og savne nogen på samme tid. Det er hendes måde at komme videre på.

I samtalebogen Helle i samtale med Ninka (2011) fortæller Helle Thorning Schmidt om sin egen rolle som mor, og Helle lægger ikke skjul på, hvor stor betydning hendes egen mors værdier spiller:

s.17:

”Det er et spørgsmål om at være en stærk person og vise sig ansvarlig overfor børnene. Det er ikke, fordi børn ikke må se, at vi voksne har følelser og problemer. Det er mere noget med, at vores problemer ikke skal være deres problemer.”

Parforholdet er et andet område Jonathan Safran Foer berører, hvordan manden og kvinden i et ægtepar har brug for plads til at være lidt sig selv, og have tomme pladser i deres lejlighed, hvor den anden ikke må gå eller se hen. Det virker bizart at det konkretiseres i bogstaveligste forstand, men på en måde er det forståeligt nok. Vi kommer nok til at tænke over vores forhold til vores nærmeste.

Oskar er blevet sammenlignet med drengen Oskar fra Gunter Grass’ Bliktrommen, ved både at være barn og voksen på samme tid, men ellers kan jeg ikke se, hvad Foer bruger referencen til.

Der er en filmatisering på vej med sandsynlig danmarkspremiere i 2012 instrueret af Stephen Daldry, kendt fra The Hours (2002) og The Reader (2009), Tom Hanks og Sandra Bullock i hovedrollerne, og med en stjernespækket birolleliste. For mig bliver det dog mest fascinerende, hvordan de visuelt vil tackle Oskars fantastiske opfindelser.

Budskabet må være, hvordan man kan arbejde sig igennem et traume, og et bud på hvordan man kan komme videre.
En anden vigtig erfaring Oskar gør sig er hvordan han kan påvirke sine omgivelser positivt (fx nogle af de mennesker han opsøger ved navn Black), eller i negativ retning (fx kritik af mor). Måske er han for ung til at reflektere over, hvilken glæde eller smerte hans egne ord kan have på andre, men læseren kan ihvertfald spejle sig i Oskars interaktion med omverden.
Det er befriende at læse Oskars ufiltrerede tankestrøm, men der er også konsekvenser, sagte ord kan ikke gøres usagte igen.

Grafisk er romanen i særklasse, forfatteren leger med virkemidlerne, skrifttyper, billeder, som indarbejdes i handlingen. Foer siger om brugen af billeder: “Jeg synes, billeder giver mening i denne specifikke roman. Først og fremmest fordi, børn ser verden ved at skabe en række mentale snapshots; de ‘gemmer’ disse billeder, som de husker 20 eller 40 år senere. Dernæst fordi 11. september var den mest visuelt dokumenterede begivenhed i den menneskelige historie.” (Interviewartikel på www.bookpage.com ).

Forsiden af romanen kan have en symbolsk betydning. Oskars farfar er holdt op med at tale, og han svarer med et ja eller nej med hænderne. En i læsekredsen mente en hånd på både forsiden/bagsiden af bogen kunne forklares sådan. Hvis du har andre tolkninger af forsiden, så lad mig vide i kommentarfeltet!

Læs den for opfindsomheden, jeg aner ikke hvad genre det er, det skifter mellem komedie og tragedie, magisk realisme? 9/11 litteratur? Hvis du kan acceptere svaghederne jeg har nævnt, så kan det være du skal give den en chance. Jeg havde vanskeligheder med at komme igennem den, og overvejede at opgive flere gange.

Forlaget Tiderne Skifter, 2005, 348 sider.

Læsere af min blog, har du nogle holdninger til min anmeldelse, bogen eller forfatteren? Har du læst andre 9/11 romaner? Hvad mener du en 9/11 roman skal kunne give dig som læser?

Boganmeldelse: Orakelnat / af Paul Auster (2003)

2011-09-23T00:24:00.000-07:00

Min vurdering 6/10

Et kort resumé fra bibliotek.dk:Efter et langt sygdomsforløb lider forfatteren Sidney Orr af skriveblokering. En ny notesbog sætter ham i gang med en historie, der tilsyneladende får skæbnesvanger indflydelse på Orrs liv.

Referatafsnit der hjælper mig med at huske - kan springes over:
Der er mange historier der vikler sig ind i hinanden, Den sygdomsramte Sidney Orr er forfatter, og skriver fiktivt om forlæggeren Nick Bowen, og nogle af de samme karaktertræk afspejler sig mellem Sidney og Nick. For eksempel mødte Sidney sin kone Grace på et forlæggerkontor. Jeg synes det var ret koldt af Nick at stikke af og starte et nyt liv i en anden by og efterlade sin familie tilbage. Nick prøver at retfærdiggøre sin flugt til Kansas City ved at sige konen Eva vil komme sig og finde en anden. Nick skifter navn, og får arbejde på et arkiv hos Ed Victory, som vi heller ikke er sikker på hedder sådan rigtigt. Ed er taxichauffør.
Nick modtog bog skrevet af Sylvia Maxwell, Sylvia er død, men Rosa giver Nick bogen. Nick er tiltrukket af Rosa, men Rosa kan ikke finde Nick, fordi Nick er stukket af til Kansas City.
Jeg kan godt lide titlen, i romanen er Orakelnat historien af Maxwell, hovedpersonen Lemuel Flagg er blind efter eksplosion under første verdenskrig, børn på 11 og 14 plejer ham i en skov, Flagg adopterer tilsyneladende børnene og tager dem hjem til England. Flagg kan nu forudsige fremtiden ligesom Oraklet fra Delphi, og han tjener godt på det. Så der er to eksemplarer af Orakelnat, Auster’s og Maxwell’s.

John Trause, har smerter i sit ben, og er nær ven af Sidney og Grace. Sidney’s kone Grace er gravid.
John Trause forærer Sidney $36 tusind, fordi Sidney er på spanden mht. lægeregninger og at skrive, men det kunne være Trause’s dårlige samvittighed og lyst til at støtte Grace, som Trause har stærke følelser for.
Trause’s søn Jacob har aldrig kunnet eniges med Grace, og Jacob vidste muligvis, at John Trause og Grace havde en affære, og det er muligt at Trause er far til barnet og ikke Sidney.
Jacob er i problemer, og begik indbrud hos Grace og Sidney, Jacob prøver at afpresse Grace og Sidney for flere penge, og når de afslår, banker Jacob Grace.

Anmeldelse:
Man kan spørge sig selv, hvorfor Auster er så populær i Danmark. Måske som én i læsekredsen foreslog, at krimier er meget oppe i tiden og det univers han bevæger sig i er lidt krimiagtigt.

Situationen med gargoilen i starten (forsiden af bogen) kan sammenlignes med en begivenhed i Auster’s eget liv, en jævnaldrende ungdomsven blev ramt af lynet, og vedkommende stod lige ved siden af 14-årig Auster, da det skete. Chokket over tabet af vennen og at det ligeså godt kunne have været Auster selv, påstår han i interview har påvirket hele forfatterskabet, og hvorfor Auster ofte har fokus på tilfældigheder.
Overlevelsen i sådan en situation betyder du har fået et nyt liv foræret.

Den hyppige brug af tilfældigheder, New York og kinesiske æskesystemer i sine romaner er både styrker og svagheder ved læsning af hans forfatterskab, har man læst én, har man på en måde læst dem alle, temaerne og budskaberne er ofte de samme fra gang til gang.

Jeg synes oversættelsen er rigtig god, som om den var skrevet oprindeligt på dansk og ikke amerikansk.

Grafisk benytter Auster sig af fodnoter i bunden af siderne, som indeholder essentielle detaljer, det giver bogen noget labyrintisk over sig, men det vil nok irritere nogle læsere, inklusiv denne anmelder, at du skal springe tilbage nogle sider til hovedteksten, når noten langs bunden løber over flere sider.

Paul Auster skriver her metafiktion, fiktion om fiktion, der er overvejelser om skriveprocessen og kunstnerens rolle. Historierne overlapper og påvirker hinanden, utroskab er et tema der går igen i flere af fortællingerne. Hvordan inspirationskilder indgår, hvordan forfatteren bruger stof fra sit eget liv, hvordan skriveren oplever gode og dårlige perioder, hvordan en historie bygges op, osv. Det kan ikke komme som nogen stor overraskelse, forfattere skriver om det de kender.

Vi snakkede om til læsekredsen, at historien med de mange lag bliver kompleks, men hvis man tog det hele og satte i kronologisk rækkefølge, og satte hændelsesforløbene i orden, så ville romanen måske miste noget af sin mystik. Formen hvor jeg er i tvivl om, hvad er fiktivt eller sandt bidrager til at øge interessen for læseren, men for mig vil Orakelnat ikke så meget udover puslespils-konceptet, det er her forfatterens energi er blevet lagt.

Auster forsvarer sin skriveform i interview med politiken:

”I 'Orakelnat' er der en mængde af mærkelige, sideløbende historier, og det kan godt være, at man ikke kan lave en systematisk analyse af dem og vise, hvad de hver for sig betyder, men alle disse tilstødende og udfoldende fortællinger skaber tilsammen et helt andet slags resultat end en enkelt, sammenhængende fortælling gør”

Hvad henviser titlen til?

Paul Auster:

"'Orakelnat' er titlen på en bog, der dukker op i historien om Nick Bowen, og som handler om at kunne forudsige fremtiden. Den refererer nok også til den sidste scene i 'Orakelnat', hvor Sidney møder sin vens søn og føler helt bogstaveligt, at 'fremtiden stod foran mig'. Det er bogens klimaks. Det tror jeg i hvert fald. Men jeg er ikke sikker. Jeg er ikke sikker på noget som helst ... jo mere vi taler om den her bog, des mærkeligere bliver den!."

En anmelder på librarything brokker sig over, at Orakelnat delen ikke bliver brugt til noget særligt, udover at indgå som en beskrivelse, her kunne jeg også godt savne, at det påvirkede Sidney.

Der var nogle elementer jeg må indrømme, som ikke var logiske, men nærmere magiske. Hvordan kan Grace drømme om værelset under jorden fra Sidney’s blå notesbog, uden at Grace har læst Sidney’s historie? Tilfældighed? Der er noget mysteriøst over de farvede portugisiske notesbøger, som Sidney anskaffer.

Jacob er et uhyre, Trause (et anagram, bogstaverne i efternavnet danner Auster) har opdraget ham, romanen sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget indflydelse opdragelse og miljø har, er Jacob blevet sådan på egen hånd? Det kan der ikke svares entydigt på, og Jacob minder på flere punkter om teenageren i Siri Hustvedt’s Det jeg elskede. Det er ikke nogen tilfældighed, begge romaner er fra 2003, og Auster og Hustvedt er gift. Så hvis man har læst Hustvedt’s roman, så vil der ikke være så meget nyt at komme efter her, og for at være ærlig fungerer denne del bedre hos Hustvedt.

Der er en del usagt i Grace og Sidney’s ægteskab, men det er nok meget normalt, at der altid er noget man holder for sig selv for at beskytte sig mod omverdenen, vi kan aldrig lære et andet menneske 100% at kende, ”there’s something inside you, its hard to explain”, som soundtracket til filmen Drive (2011) lyder.

Grace har kendt Trause hele sit liv, ligesom en surrogat far. Trause er ensom efter sin kones død, og Grace og Trause indleder en affære, som Trause's 14-årige søn Jacob prøver at sabotere. Grace har stjålet Trause fra Jacob i Jacobs øjne.
Vi får aldrig rigtig svar på, om Grace og John Trause har en affære eller det foregår oppe i Sidney’s hoved (og Jacob's). S224: ”disse spekulationer uanset om de er rigtige eller ej”

Når Sidney erklæres snart død, går Grace til Trause og vil trøses. Virker sært at Trause kan skjule han elsker Grace, når de alle tre er sammen, Sidney, Grace, Trause, og endnu mere sært at Sidney ikke har mistanke om de er kærester, det er lidt en svaghed ved bogen, at den tilsyneladende intelligente Sidney ikke kan se noget så oplagt.

En svaghed er helt klart, at der mangler kapitler, det fortsætter bare uden pauser.

Personerne er ikke nogle jeg tænker ret meget videre over, når jeg er færdig. De mangler noget varme, så jeg kommer ikke til at holde af dem, som jeg gerne vil.

I et interview med politiken fortæller Auster:

”For mig at se handler 'Orakelnat' bare om at være låst fast - at være gået i stå, uden at kunne se sig ud af situationen”

Jeg anbefaler du snupper en af Auster’s andre romaner, for eksempel New York Trilogien (1987), eller Leviathan (1992). Hvis jeg også skal fremhæve en af hans værker fra 00erne, så anbefaler jeg Illusionernes bog (2002). Men nu var det Orakelnat vi havde fat i til læsekreds.

Læsere af min anmeldelse, hvad synes du om Paul Auster og hans univers? Har du læst Orakelnat, og hvad synes du om romanen?

reviewsofbooks

librarything

interview i politiken

Forlaget Per Kofod, 247 sider, 2003

Boganmeldelse: Den lille bog / af Selden Edwards (2008)

2010-08-08T05:42:00.000-07:00

Min vurdering 6/10

Et kort resumé fra bibliotek.dk:
Wheeler Burden er rockstjerne og baseballtalent, og hans historie knyttes sammen med farens, der var krigshelt, og bedstefaren, der var iskold forretningsmand.

Forfatteren er amerikaner. Den foregår i både Wien i 1897, samt i flere perioder i det 20 århundrede i USA. Det er en historisk roman, som er rimelig nem at gå til, sproget er ikke tungt. Synes romanen menneskeliggør nogle berømte skikkelser som fx Freud og Mark Twain. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har en tendens til at glemme at de udover deres talent også var mennesker af kød og blod med følelser og tvivl.

Kapitlerne i Wien fangede mig mest. Men min favorit passage er hvor Flora og Dilly Burden mødes ved katedral i England. Efternavnet Burden kan pege på, at familien bærer på en byrde. Det kan være en god idé at lave et stamtræ for at kunne holde styr på navnene og familierelationer.

Det er en meget amerikansk roman. Jeg er ikke interesseret i baseball, de afsnit valgte jeg simpelthen at springe lidt let hen over, og det gik heldigvis ikke ud over helhedsforståelsen.

Et af hovedtemaerne i historien handler om, at det er en drengedrøm for hovedpersonen (og læseren?) at blive genforenet med et familiemedlem, som døde, mens man var lille. Så man kan opleve hvem den person var, og selv møde personen som andre i familien har fortalt historier om.

Perioderne i 1960erne i USA og 1890erne i Wien er nogle meget progressive og spændende perioder, hvor man gjorde oprør i fx kunst og musik, forfatteren giver nogle flotte beskrivelser af bylivet og atmosfæren, som jeg synes fungerer fint. Men ærligt talt får du mere ud at læse et faglitterært supplement som fx ’Freud for begyndere’. Det er grunden til jeg aldrig har været den største tilhænger af historiske romaner, fordi du ikke kan vide om det er fakta eller fiktion. Det er bedre bare at læse 'Den lille bog' for stemningens skyld.

Der er nogle tidsmæssige paradokser, som min læsekreds ikke kunne få til at gå op, og det er for alvor her, at forfatteren har efterladt nogle tomme pladser til fortolkning. Er Wheeler og Weezie opdigtet eller er de virkelige? Hvor opstår Freuds ideer og ville han have fået ideerne alligevel? Kan personer fra fremtiden påvirke fortiden, når fremtiden ikke er sket endnu? Selden Edwards sætter spørgsmålstegn ved, om man kan og bør ændre på historiens gang, hvis man fik muligheden for det. Selv kunne jeg godt have tænkt at forfatteren havde reflekteret bare lidt om tidsparadokserne, men det gør han altså ikke.

Styrker:
I den positive ende kan jeg godt lide bøger som opfordrer til at høre musik, her Buddy Holly og Gustav Mahler. Ulempen ved at nævne musik i en roman er, at man savner at høre det undervejs, som man med fordel kan gøre i en film.

Romanen satte nogle tanker i gang om at have betydningsfulde lærere i sit liv, som jeg synes kan være et diskussionspunkt til læsekreds. I romanen bliver Freud en slags mentor for hovedpersonen Wheeler.

Jeg kan godt lide forsiden, hvor uret bølger frem og tilbage, som bliver et billede på fortid og fremtid. Tidslinjen der gror langs bunden af coveret er også godt fundet på, at tiden måske er noget levende ligesom en gren på et træ. Eller er det et stamtræ?

Svagheder:
Jeg føler det er lidt for ufarlig en roman, den tager ikke mange chancer og virker ret kalkulerende, at den vil være populær og bestseller. Det eneste kontroversielle er relationen mellem Wheeler og Weezie, som er set før.

En anden svaghed for mig er, at det er mest handlingsreferat, da det er hovedpersonens mor Flora, som er fortæller. Muligvis kan der være lidt at diskutere, hvis hun er en upålidelig fortæller, og beskriver Wheeler og de andre familiemedlemmer i et positivt lys.
Men de romaner jeg foretrækker indeholder dybere personbeskrivelser og personers refleksioner, hvor jeg kan sætte ’æselører’ i teksten, men det var der forbavsende lidt af her.

Mit favoritcitat i bogen s.191 handler om, at helte ikke nødvendigvis er en god ting: ”Heltehistorierne om hendes mand kunne hun slet ikke lide, de var med til at videreføre krigens dårskab”

Nogle andre kritikpunkter er, at afsløringerne til slut for mig ikke er overraskende nok. Hvis du tror, at ’Den lille bog’ er lille, så kan du godt tro om igen! Den er på ca. 460 sider. Selden Edwards kunne sagtens have barberet en del sider væk, især når han påstår han har skrevet på bogen i 30 år! Der var nogle gentagelser undervejs.

Jeg synes også flere dele af historien minder lige lovligt meget om 'Tilbage til fremtiden' filmene, ja det er lige før du kunne kalde ’Den lille bog’ nr. 4 i rækken! Romanen vil nok ikke blive filmatiseret, fordi den ligner de film i så høj grad. 'Tilbage til fremtiden' nævnes ikke som kilde i slutbemærkningerne, men det er tydeligvis en inspirationskilde.

Jeg tror bogen handler om, at andre mennesker gør dig til den du er. Men alt i alt synes jeg ikke, at ’Den lille bog’ er original eller reflekterende nok til at blive kaldt et mesterværk.

Boganbefaling og analyse: Ifølge loven / af Solvej Balle (1993)

2010-05-28T07:42:00.000-07:00

Min vurdering 8/10 (For at få mest udbytte fra analysen anbefaler jeg dig at læse bogen først)

Det her er en af de bedste danske bøger jeg har læst længe, og den er ikke overraskende blevet hyldet som et af højdepunkterne i 90ernes danske litteraturproduktion. Bogen er blevet oversat til bl.a. engelsk. Den er kun på 103 sider, men føles som mere.

Bogen er delt op i fire fortællinger som på den ene eller anden måde hænger sammen. Den berører nogle love, der findes, omkring hvad der gør mennesket til menneske:

Fra bagsiden af bogen:
1: biokemiker Nicholas S. leder efter det kemiske stof, der holder os oprejst.
2: Tanja L ønsker at lære smerten at kende.
3 : Rene G havde kun et ønske. Han ønskede og stræbte efter at være ingen.
4: Alette V arbejder hen imod at blive en fysisk genstand, en ting.

Personerne:
Den 4. fortælling peger på genial vis tilbage på 1. fortælling, som giver læseren lyst til at starte forfra. På samme måde diskuterede vi til læsekreds, at Rene G i 3. fortælling muligvis fornyligt har afsluttet et forhold til Tanja i 2. fortælling, og begge deres projekter er en måde at bearbejde deres kærestesorg.

Personerne virker forstyrrede, det er ikke nogle mennesker jeg ville have lyst til at møde, men det er selvfølgelig et øjebliksbillede af deres liv, så det kan godt være jeg er for streng.

Flere af personernes projekter ser ud til at mislykkes. Det de vil finde svar på gives der ikke et entydigt svar på, måske kan det slet ikke besvares, fordi svaret er forskelligt fra individ til individ. Et universelt svar er derfor urealistisk for dem at finde i mine øjne.

Som litteratursiden påpeger, samtidig med at de fire personer leder efter det, som de mener definerer mennesket, fjerner de sig mere og mere fra den verden, de lever i. For eksempel i 1. fortælling svigter forskeren Nicholas S. sin kæreste. Alle fortællingerne kan være et billede på kunstneren eller forskeren, som i nogle tilfælde svigter andre for eksperimentet.

Selv kommer jeg undervejs til at reflektere over ting jeg ikke ellers ville have tænkt over. Der er måske ingenting der giver mening for personerne, muligvis derfor søger de ny mening.

Efternavne (Bemærk: dette afsnit kan være overfortolkning):
De har et-bogstav efternavne, ligesom Josef K i Franz Kafka’s ”Processen”, som blev til bogstavet K i Kafka’s ”Slottet”. I 'Ifølge loven' er efternavn initialerne i kronologisk rækkefølge: SLGV. De tre ud af fire kan være konsonanter i forfatterens fornavn Solvej. Indsæt O og E og der står SOLGEV.

Det fragmenterede navn er måske for at indikere, at der er noget i ubalance i historien ligesom fx cirklen der drejer mod uret i starten af Hitchcock’s film Vertigo.

Hvis man følger min logik, så har Solvej Balle erstattet J med G. Er bogstavet G for at skabe en fornemmelse af ubalance? Du kan også læse GEV baglæns VEG, altså SOLVEG=SOLVEJ.

De forkortede efternavne gør også personerne mere gådefule for læseren, som det også er tilfældet i Paul Auster’s New York trilogi, som der kan drages visse paralleller til. Forsiden øverst synes også at være en drillende bogstavleg.

2. fortælling:
Jeg synes selv 2. fortælling om smerten var den mest interessante, kører manden galt på motorcyklen med vilje, for smertens skyld, så hun kan opleve smerten?

Fortællingen kan være et billede på, at vi bruger kunsten i fx bøger, film, malerier osv til at mærke ting vi ikke lige støder på i dagligdagen.

Synes også der filosoferes over, at vi har det for nemt i dagens Danmark, vi behøver ikke at sulte eller kæmpe for at overleve som i gamle dage. Vi bliver fortalt lidelse er noget dårligt, men hvis der ikke er smerte, så sætter vi ikke pris på lykke ligeså meget. Vi kan lære noget af smerte, men vi lever i en smertestillende industri i dag, hvor nydelse ophøjes og smerte undertrykkes af medicin. Har vi så haft et nuanceret liv, hvis vi kun oplever nydelse? Det er ikke helt forkert, når jeg siger, at mange danskere spiser, når de ikke er sultne, og drikker, når de ikke er tørstige. Inklusiv undertegnede.

3. fortælling:
3. fortælling om at være ingen er også filosofisk interessant. Man kan godt argumentere, at tusindvis af mennesker er ingen, fx hjemløse. Nogle ønsker at være anonyme, men de færreste ønsker nok ikke at være ingenting for andre mennesker. En anden måde at anskue ingen er dem, som ikke vil blive husket efter deres død. Fortællingen synes at påstå, at selvom du gerne vil forsvinde, så er du stadig afhængig af andre på flere måder.

4. fortælling:
4. fortælling minder lidt om 3. fortælling om at blive ingen, men så alligevel ikke, fordi hun på en måde ønsker at blive eviggjort. Jeg synes der er et metalag, som handler om den smalle litteratur som ’Ifølge loven’ hører under. Alette laver bronze, fordi hun nyder det, selvom der ikke er stor efterspørgsel efter det, ligesom du kan skrive smal litteratur, som ikke er populært. Slutningen kan derfor undre, hvis hun nyder sit arbejde.

Kritik:
Ideen bag hver fortælling synes jeg er mere spændende end selve teksterne. Hvis jeg skal være lidt kritisk, så synes jeg de slutter alle lidt på samme måde, at projekterne mislykkes, og de har en distance til deres kære, især 2. og 3. fortælling.

En kritik kunne være, at jeg mangler noget mere om personernes motivationer, men det kan også opfattes som en styrke, fordi det skaber nogle tomme pladser, hvor du kan fortolke. Personerne kunne godt have været beskrevet med mere varme, men igen er det et øjebliksbillede, så det er ikke sikkert, at de altid er sådan.

Genre:
’Ifølge loven’ er svær at genrebestemme, den karakteriseres som alt fra eksistentiel tekstsamling, modernistisk, postmoderne, i grænsezonen mellem roman, novelle og lyrik, eller uplacerbar kortprosa. Selvom de er meget forskellige indholdsmæssigt, synes jeg bogens fortællinger kan sammenlignes genremæssigt med ’Fiktioner’ af Borges, som også er små kryptisk historier. Jeg har anmeldt den her:
http://anmeldervognen.blogspot.com/2009/09/boganbefaling-fiktioner-af-jorge-luis.html

Konklusion:
Jeg synes den er rigtig spændende at diskutere og kan sagtens genlæses, der er mange lag og fortolkningsmuligheder. Der er for mig at se ikke noget tekstmæssigt budskab, det meste er mellem linjerne, det overlades til læseren at spekulere videre.

Hold dig ikke tilbage med at give dig i kast med 'Ifølge loven', læs den især hvis du kan lide kryptiske historier, som giver stof til eftertanke. Den er hurtigt læst.

Videre læsning:
Hvis du kunne lide ’Ifølge loven’, så findes Solvej Balle’s debutroman fra 1986 også på biblioteket. ’Lyrefugl’ er en nyfortolkning af Robinson Crusoe, men set fra en feministisk synsvinkel i stedet for med en hukommelsesforladt kvinde i hovedrollen.

Øvrige kilder:
Denstoredanske: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/Solvej_Balle

Forfatterweb: http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zballe00

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/temaer/bem%C3%A6rkelsesv%C3%A6rdige-forfattere-solvej-balle-christina-hesselholdt-og-kirsten-hammann

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/analyser/balle-solvej-if%C3%B8lge-loven

http://www.jakob-hansen.dk/hvorfor.html

Boganmeldelse: Vejen / af Cormac McCarthy (2006)

2010-05-28T07:28:00.000-07:00

Min vurdering 4/10

Romanen skildrer et dystert, fremtidigt post-apokalyptisk samfund efter den store katastrofe, hvor far og søn begiver sig af sted på vejen alt imens de prøver at overleve.

Jeg blev meget skuffet over denne bog. Dens styrke for mig er, at den virker ret troværdig i sin beskrivelse af, hvordan vores verden kunne se ud efter en katastrofe.

Der er håb, men ’Vejen’ er en ret pessimistisk bog blev vi enige om til læsekreds. De lever for deres nærmeste, tænker kun på sig selv, fællesskabet er væk.

Drengen får ar på sjælen, men bliver også stærkere af, at han og sin far skal kæmpe for at overleve, og man spørger sig selv, om det kun er de stærkeste, som har nået så langt uden at sulte. Søn og far er det varme punkt i en ellers kold verden.

Det er en dystopisk historie, som er det modsatte af utopi. Far kæmper for at sønnen skal tro på, at et bedre liv findes. På den måde synes jeg man kan sige, at søn og far er afhængige af hinanden og lever på grund af hinanden, søn har brug for omsorg og nogen til at passe på sig og finde mad, mens far har brug for noget at stå op til og tro på: sin søn.

Jeg synes den tynde historie passer bedre til filmmediet, fordi der er mange naturbeskrivelser og begrænset handling. Man kan sammenligne det post-apokalyptiske med Kevin Costner’s The Postman, eller filmene Mad Max og Blade Runner. En anden historie der minder lidt om ’Vejen’ er Nevil Shute’s roman ’På stranden’, hvor uden at afsløre for meget en atombombe har gjort USA og Europa ubeboelige pga. radioaktivitet, og de overlevende er rejst til Australien, den handler på samme måde om, hvad det gør ved et menneske, at befinde sig i sådan en situation. Den var bedre efter min mening end 'Vejen'

Cormac McCarthy sender også en lille hilsen til nutidens miljøsvineri, selvom ’Vejen’ er henlagt til en fiktiv fremtid. Budskabet må være, at vi skal passe bedre på planeten. Et andet budskab kunne være, at vi skal prøve at finde mening i en ellers håbløs situation.

Desværre bliver jeg ikke rørt af den trøstende far, som uden tvivl har været intentionen fra forfatterens side. Det er en meget monoton handling, der sker meget lidt. Livet er for kort til at læse halvgode bøger, derfor opgav jeg efter ca. side 100, og snuppede lige sidste kapitel med for at se, hvordan den sluttede. At jeg har fået at vide siden hen, at sønnen efterhånden bliver mere fjern og gør oprør mod sin far gør den ikke mere interessant, da personerne for mig er kedelige.

Nogle gange ser man bøger skaber en lavine af positiv omtale hos anmelderne som Henrik Madsen påpeger i sin anmeldelse af ’Ud og stjæle heste’, og det mener jeg helt klart er tilfældet med ’Vejen’, hvis den havde været skrevet af en mindre kendt forfatter, så ville den nok ikke have været lovprist i samme omfang.

Pulitzerprisen som bogen vandt i 2007 og dens dommerkomité har jeg fået mindre respekt for. Måske er det til dels fordi ’Vejen’ lægger sig op ad andre kendte amerikanske ’landevejs’ klassikere som fx Jack Kerouac’s ’Vejene’, at der har været begejstring og opmærksomhed omkring den.

Der er desværre meget lidt at diskutere i ’Vejen’. En god målestok for om en roman er diskuterbar til læsekreds kan være at skrive i google: titlen forfatteren analyse. I dette tilfælde var der ingen analyser at finde...

Jeg vil ikke udelukke, at nogle vil synes det er en god bog, men jeg forstår ikke fascinationen ved den. Jeg fraråder du spilder din tid på den og anbefaler du snupper en anden bog. Jeg synes han er en overvurderet forfatter, jeg blev også skuffet over filmversion af McCarthy’s roman ’Ikke et land for gamle mænd’, som højest overraskende for mig vandt Oscar for bedste film. Jeg synes ikke han er nogen stor forfatter baseret på de to historier jeg har kendskab til.

Boganmeldelse og analyse: Ud og stjæle heste / af Per Petterson (2003)

2010-02-25T10:15:00.000-08:00

Opdat 19/3/2010

Min vurdering 6/10

En norsk roman, som handler om hovedpersonen Trond, som vi oplever som både 15årig i 1948, og som 67årig i år 2000 må det være, hvor han nostalgisk kigger tilbage på sit liv. Et resumé af bogen lyder ikke så ophidsende, om en mand i en hytte i Norge, men der er en del at tolke mellem linjerne. På den måde kan bogen sammenlignes med fx Ernest Hemingway eller Helle Helle.

Far-søn forholdet er for mig hovedtemaet. Tronds har en enorm længsel mod samværet med sin far i barndommen. Andre temaer er alderdom, hovedpersonens forhold til naturen, vigtigheden af at tale om tingene, og personernes forhold til Anden Verdenskrig.

Et paradoks er, at den gamle Trond gerne vil være i fred i hytten pga. en begivenhed der er sket, men bliver glad for samværet med barndomsvennen Lars. Det vidner om, at livet ikke er enten/eller, Trond kan ikke planlægge, hvad han kommer til at føle, og ikke vide på forhånd, hvad Trond betyder i Lars’ udvikling. Og at noget af det vigtigste i livet er relationer til andre. Gamle mennesker som Trond holder ikke op med at lære mener jeg må være et af budskaberne. I romanen er det min fornemmelse, at mødet med Lars igangsætter en række nostalgiske tanker, som måske ikke ellers ville være sat i gang, hvis Lars var udeblevet. Jeg fornemmer Lars og Trond begge bruger hinanden på en god måde til at bearbejde ting i deres liv.

Jeg blev lidt irriteret over Petterson’s skrivestil. Det er grunden til jeg ikke er helt op at ringe mht. stjerner. Den norske natur er meget smukt beskrevet, det er slet ikke det, men det bliver bare for meget for mig efterhånden. Der er for langt mellem de gode citater og passager og for mange ’beautification’ beskrivelser (vedr. natur, kæledyr og spisning) som for mig ikke er relevante nok i forhold til den menneskelige grundhistorie. Jeg gætter på 50% af romanen indeholder nævnte fyld og driver ikke historien fremad, og det er simpelthen for meget efter min smag, som gør jeg som læser keder mig ofte i løbet af bogen. Det gør også historien lidt svært at følge, at den springer i tid, og der er så langt mellem de afgørende handlingselementer. Ifølge forfatterweb følger romanens komposition fortællerens erindring, og mennesker erindrer ikke altid lineært.

Et vigtigt tema er, at ingen af personerne er ret gode til at tale sammen, og det er med til at skabe udstødelse fra fællesskabet. De er ikke gode til at håndtere deres problemer, som måske gør det endnu værre. Måske ville de have godt af en familieterapeut eller lign!?

Jeg synes dedikationen på første side peger i en personlig retning, at Petterson kender nogen ved navn Trond: Til Trond T
I denstoredanske er der en mulig forklaring vedrørende Pettersons familie. I et interview i det norske dagbladet (se link herunder) peger Petterson på, at bogen muligvis bygger på forholdet til sin egen far.

For mit vedkommende var det lidt bizart, at vi ikke hører hvilket job Trond har og meget lidt om Tronds partner? Er det udeladt, fordi disse ting ikke betyder så meget for Trond, eller er det noget han fortrænger for læserne, har Trond lagt låg på sine følelser? Ligesom flere af de andre personer i det lille samfund? Tænker Trond mest på sommeroplevelsen med sin far som 15årig, fordi den betød mere end andre ting? Ligesom Tronds favoritforfatter Charles Dickens spørger Per Petterson: Er vi hovedpersonen i vores eget liv?

Jeg tror også, at der er en pointe med, at faderen (vist nok?) forbliver navnløs, fordi faderen er en ret gådefuld figur. Trond virker splittet i forhold til faderen, som han på en gang beundrer, men kan ikke lade være med at prøve at forstå og tænke over de hensynsløse ting faderen har gjort. Samtidig befinder læseren sig samme sted, hvor vi også prøver at afkode situationen. Vi snakkede også om til læsekredsen, at Tronds følelser overfor datteren på en måde er gået i arv fra Tronds far. Ikke at kunne tale om problemerne er ligeledes noget der er gået i arv.

Romanen bygger op til en slutning, som ikke helt indfrier mine forventninger. Men på den anden side, så indeholder romanen som helhed ikke de store dramatiske scener, så det er nok for meget at forlange. Der er flere uløste spørgsmål, som kan diskuteres bagefter. For eksempel kan det være interessant at spørge, om Trond som gammel stadig opfatter sin far som en helt eller om faderens samlede opførsel har ændret på dette? Faderens opførsel og konsekvenserne for familien er noget, man kan spekulere over til sidst. Har Lars opnået fred i sindet er noget andet, man kunne tage op til en læsekreds. Behøver Lars at føle skyldfølelse, når det reelt set var et uheld, og er det snarere et spørgsmål om manglende kommunikation end manglende tilgivelse?

Alt i alt er bogen god at diskutere, men jeg synes der er for mange naturbeskrivelser, hvilket er årsagen til den ikke får 7 eller 8. Jeg synes ikke der er nok stof til en roman, men på den anden side mener jeg, at der er for meget til en novelle, og dette aspekt for mig er bogens største svaghed.

Jeg vil slutte af med et af mine favoritcitater:

”giver den blå verden en trøst jeg ikke ved om jeg vil have, og ikke har brug for, og tager imod alligevel”

Det er en af de nordiske romaner, som har fået et internationalt publikum.

Øvrige kilder:

Præsentation og anmeldelser:
http://www.batzer.dk/new/VisBog.asp?Bogid=83

Analyse af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk:
http://www.litteratursiden.dk/artikler/forlige-sig-med-far-om-pettersons-ud-og-stj%C3%A6le-heste

Portræt og gennemgang af forfatterskab:
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zpetterson00

Interview med Per Petterson (på norsk)
http://www.dagbladet.no/kultur/2003/10/20/381390.html

Anmeldelser:
http://www.complete-review.com/reviews/norge/petterp3.htm

Anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/492427

denstoredanske:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Norsk_litteratur/Efter_1914/Per_Petterson?highlight=Per%20Petterson

Boganbefaling og analyse: 1984 / af George Orwell (1949)

2009-11-08T10:46:00.000-08:00

Min vurdering 7/10

Det er en idérig, betydningsfuld og velskrevet fremtidsroman om tilværelsen under det fuldstændige diktatur, hvor det enkelte menneske er forvandlet til en viljeløs robot. Hovedpersonen hedder Winston, han er 39 år, og han må sammen med resten leve med begrænsninger indenfor talefrihed, trykkefrihed, forsamlingsfrihed, tankefrihed mm.

Bogen kan betegnes som en klassiker og betragtes sammen med fx Huxley's 'Fagre nye Verden' fra 1932 som en af de tidlige dystopiske romaner, de har begge været forbilleder for talrige efterligninger.
Flere romaner jeg har anbefalet her på bloggen synes at have lånt ideer fra ’1984’, her tænker jeg på lotteri fortællingen i ’Fiktioner’ af Borges og Margaret Atwood’s 'Tjenerindens fortælling'.

Den danske oversættelse var ikke den bedste, jeg vil nok råde dig til så vidt muligt at holde dig til den originale engelske, den danske indeholder komiske udtryk som fx ”store broder ser på dig”.

Mine vurderinger baserer sig ikke på værkernes popularitet eller berømthed, men om de er læsbare for den gængse læser.
Er ’1984’ læseværdig i dag eller er den kun egnet til analyse for forskere og studerende?
Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg blev helt klart grebet af de første 100 sider, hvor Orwell beskriver sit univers med meget opfindsomhed. Jeg var på side 100 parat til at give den 9/10 eller 10/10.
Desværre synes jeg den herefter bliver lidt tung, og der er lange passager i midten af bogen, som virker overflødige og minder for mig om faglitteratur, og jeg havde svært ved at kæmpe mig igennem midten, hvor oprørerne beskriver samfundet. For mig siger Orwell det væsentlige i starten og meget af det der kommer senere er noget gentagende.
Problemet kan være, at det i vid udstrækning er en beskrivende og situationel roman mere end en roman med den store personudvikling.
Slutningen trækker lidt op igen, den er spændende og eftertænksom, hvor nogle af årsagerne til samfundsformen gradvist bliver afsløret.

Romanen har fået klassikerstatus i dag, bl.a. fordi Orwell i 1949 forudså overvågningssamfundet og tv’ets bredere udbredelse. Mediernes mulighed for at manipulere seeren i forbindelse med fx krige og fortidige begivenheder er også noget man kender fra nutidens medier. At løgne kan blive til sandhed. At krige kan bygge på kommerciel våbenhandel og ikke nødvendigvis en uenighed.
Jeg synes også der kan drages en parallel til George W Bush-administrationen forstået på den måde, at fokus i valgkampagnen var at krigen mod terror var en årsag til at genvælge Bush, muligvis for at fjerne fokus fra den dårligt fungerende indenrigspolitik, som egentlig burde optage amerikanerne mere end en fjern krig. På den måde kan politikere bruge en krig og medierne til deres fordel og skræmme en befolkning, så de ikke tør at stemme på demokraterne. Either you are with us or you are with the terrorists, som man husker Bush udtalte i sin tid.

For at bevare magten er man åbenbart villig til at manipulere, mange kunne dog godt regne ud Bush’s ord fordrejede sandheden, men han blev genvalgt i 2004 netop på argumenter om krigen mod terror, så måske virkede manipulationen, hvilket er skræmmende. I Orwell's 1984 er det bare mere ekstremt, at en fiktiv krig i udlandet skabes af big brother for bl.a. at sørge for arbejderne bliver på deres plads og ikke søger væk.
I det gamle Rom var tendensen lidt den samme, man oprettede et underholdningssted, Colosseum, som bl.a. skulle passivisere romerne til ikke at gøre oprør mod magthaverne. Og er det hvad underholdende film og computerspil gør for nutidens borgere i vesten, afholder dem fra at være mere politisk engageret?

I ’1984’ bliver myndighederne eller ’big brother’ anset som en beskyttelse, som man ikke kan flygte fra. Samtidig føler Winston afmagt og oplever det som slaveri, at det ikke nytter noget at gøre oprør mod partiet og big brother, fordi tankepolitiet vil få fat i ham uanset hvad. Han har lyst til at forlade mængden og være et frit menneske. Winston er også opmærksom på, at mange er ukritiske slidere.
Som det står side 153 :

”Partiets to mål er at erobre hele verden og én gang for alle at gøre uafhængig tænkning umulig.”

Orwell peger på side 27 på, at Winston faktisk ikke ved, om det er drøm eller virkelighed. Winston er utilfreds med, at han ikke kan blive skilt, selvom han ikke ved, hvor konen befinder sig nu.

Jeg mærker hentydninger til arbejdsrationalisering, som i ’1984’ går så vidt, at det ødelægger privatlivet og gør folk til slaver. Etparti systemet er tydeligvis en kritik af kommunisme, hvor andre meninger betragtes som en trussel. Venskaber regnes som tankeforbrydelser. Men da vi er menneskelige, så siger Orwell, at etparti systemet ikke holder i længden, og der er nogle, som bliver vindere og tabere.

Anden verdenskrig har helt sikkert også påvirket Orwell, nogle har draget paralleller mellem Orwells big brother samfund og vilkårene for de millioner af tyskere, som boede bag muren i Østtyskland efter anden verdenskrig. Denne type overvågning i Østberlin ses fx i den tyske film 'Das Leben der Anderen' fra 2006, som foregår i 1980erne før murens fald. Andre film om overvågning er fx Coppola's 'The Conversation'(1974), Kieslowski's 'A short film about love'(1988) og Hitchcock's 'Rear window'(1954). Foruden '1984' filmatiseringerne.

Noget der gør romanen interessant i dag er, at vi har passeret året 1984 og oplever nogle af de elementer, Orwell beskriver. Den var ment som en advarsel mod tidens totalitære tendenser, som han så dem udfolde sig både inden for kommunismen og fascismen.

Deltagelse i Den Spanske Borgerkrig i 1930erne ændrede Orwell's syn på socialisme, siger Lindegaard i sin artikel:
"Det var i Spanien, Orwell mistede sine sidste illusioner om Stalin og det, han betegnede som “den sovjetiske myte”. Han kæmpede på republikansk side i en socialistisk milits og oplevede at blive forfulgt af folk, der skulle have været hans allierede. I Hyldest til Catalonien skildrede han uden omsvøb, hvordan den republikanske fløj sloges indbyrdes og efterhånden blev overtaget af Stalins kommissærer, der nedkæmpede trotskister, anarkister og andre ikke-partitro. Orwell endte med at flygte ud af landet med dødstrusler hængende over hovedet"

Orwell blev anti-stalinist efter Den Spanske Borgerkrig, men gik ind for en demokratisk socialisme:

"Every line of serious work that I have written since 1936 has been written, directly or indirectly, against totalitarianism and for democratic Socialism, as I understand it."

Et andet originalt element i ’1984’ er Nysproget, et nyt sprog, der indskrænker individets tankeområde, fordi den ikke rummer farlige ord. Jeg synes nysproget kan sammenlignes med rumænsk-fødte Hertha Müllers forfatterskab, hvor hun gør rede for et kodesprog som blev opfundet under sin opvækst i 1960erne og 70erne, hvor fx ordet kiste blev erstattet af jordmøbel. Idet der var nogle ord, der var forbudte. Kodesproget blev en måde at unddrage sig diktatoren, sproget blev et symbol på, hvordan nogle håndterede ufriheden. Müllers debutroman 'Lavninger' fra 1982 blev da også forbudt i Rumænien ifølge Politiken. Ikke overraskende valgte Müller at udvandre i 1987.

Det virker skræmmende, at børn er vilde med at se henrettelser som en slags underholdning i bogen, og det kan sammenlignes med tv-vaner nogle af nutidens unge har.

Jeg synes også, at der bliver sat spørgsmålstegn ved udviklingen i ’1984’, at ikke alle fremskridt nødvendigvist er gode. Overvågning kan bremse nogle kriminelle, men der er også bivirkninger som fx overskridelse af det private territorium. Har partiet opstillet samfundmodellen for det fælles gode eller for at bevare magten? Meget tyder på det sidste.

Det er kommet frem, at Orwell formodentligt lånte ideer til plottet til ’1984’ fra den russiske forfatter Jevgenij Samjatin’s roman ’We’, som Orwell selv anmeldte, men de fleste er enige om, at ’1984’ er en bedre bog end ’We’.

I øvrigt er titlen ’1984’ en spejlvending af 1948, året hvor romanen skulle have været skrevet færdig. 'Winston' kan være en henvisning til Winston Churchill.

George Orwell (hans rigtige navn var Eric Arthur Blair), døde i 1950, 46 år, kort tid efter udgivelsen, og nogle påstår, det skyldes den intense 2 årige skriveproces af ’1984’ og/eller længere tids tuberkulose.

Orwells mest kendte værker ’Animal farm’ og ’1984’ blev anmelder- og publikumssucceser ved udgivelsen. I '1984' formåede han at kommentere på datiden ved at henlægge historien til en fiktiv fremtid.

Det skræmmende er, at Orwells tanker om overvågningssamfundet er blevet virkeliggjort, og der er ikke tegn på at overvågning er på tilbagetog i dag, men er ved at udbrede sig mere og mere. Nogle vælger endda at lade sig frivilligt overvåge i reality-tv.

Romanens styrke for mig er ideerne og muligheden for at sammenligne med den virkelige verden. Jeg synes ikke den bød på de store overraskelser plotmæssigt, og midten af bogen var for mig lidt halvkedelig, så derfor giver jeg den 7/10.

Trailer til filmen:

Øvrige kilder:
Denstoredanske: George Orwell
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_1914-45/George_Orwell

Litteratursiden: Stud. mag. Sidsel Sander Mittet / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/analyser/orwell-george

Bogens verden: Cand. mag. Karen Lindegaard / ORWELL OG DET SIDSTE MENNESKE I EUROPA
http://www2.kb.dk/guests/natl/db/bv//99/5/index5.htm

Gyldendal genudgiver Hertha Müller-bog
http://politiken.dk/kultur/article805729.ece?img=0

Dystopi:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Genrebegreber/dystopi?highlight=dystopi

Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/1472

Musikanbefaling: Ys / af Joanna Newsom (2006)

2009-10-26T05:14:00.000-07:00

Min vurdering 8/10

En sangerinde jeg faldt over, da jeg googlede ’best lyricist’. Joanna Newsom var så en af de mindre kendte musikere, folk anbefalede.

Den anmelderoste plade indeholder fem numre, som til gengæld er ret lange, på mellem 7 og 16 minutter. Den indgik på mange lister over en af de bedste plader fra 2006. Den findes i bogen '1001 Albums You Must Hear Before You Die'.

Sangene har noget magisk over sig, det er som om det stammer fra en anden tid eller en anden verden. Det skyldes nok harpeinstrumentet som er et gennemgående tema i løbet af hendes musik. Klaver og orkester kan også høres. Det minder for mig lidt om irsk eller klassisk musik, og jeg fik lidt associationer til tidlig Leonard Cohen guitarspil, men på allmusic.com beskrives det som folkemusik/singer-songwriter. Newsom har spillet harpe siden hun var syv år, og det kan høres, hun har flair for det.

Synes hendes uskyldige stemme kan sammenlignes med Daniel Johnston, en anden akustisk singer/songwriter, som ligeledes har en skarp, men alligevel skrøbelig vokal. Han er også blevet rost for sine tekstevner.

Navnet på pladen Ys er en henvisning til en by i Frankrig som eftersignende blev opslugt af havet.

Albumcoveret er et maleri af Joanna Newsom, som hun måske ville have klædt sig for mange århundreder siden, og der er bestemt noget gammeldags og gammelklogt over hendes musik.

Joanna Newsom’s tekster er flotte og originale og gør at hendes sange sagtens kan genhøres. Teksterne er åbne for fortolkning. Det er tit små historier, hvor naturen sprogmæssigt spiller en fremtrædende rolle. Det mærkes, at hun har brugt lang tid på tekstmaterialet.

Et eksempel på hendes talent som poesiagtig songwriter:

”the stars fade and the night shade closes and makes the day afraid, it waits in silence for the night to explode”

Det er ikke et krav for at nyde hendes musik, at du sætter dig ind i tekstuniverset, men hvis du har lyst til at forstå teksterne lidt bedre er denne debatside et besøg værd: http://www.songmeanings.net/artist/view/songs/137438962756/

Hun udgav i 2004 debutalbummet 'The milk-eyed mender', som jeg ligeledes anbefaler. Her er der mere traditionelt tolv numre, hvor der er brugt færre instrumenter end på Ys.

Det er ikke så tit jeg hører sådan noget musik. Hendes stemme vil ikke falde i alles smag, det var ikke samtlige hendes sange jeg synes om, men jeg blev fanget af en del af de eventyragtige melodier.

Mange af hendes sange kan gratis høres her: http://listen.grooveshark.com/

Du kan også finde hendes musik på biblioteket.

En smagsprøve fra Ys :
http://www.youtube.com/watch?v=RK7fYv9NZaA

I februar 2010 kommer hendes nye album 'Have one on me' på gaden. Det er et album indeholdende hele 3 cd'er!

Boganmeldelse og analyse: Bliktrommen /af Günter Grass (1959)

2009-10-15T09:45:00.000-07:00

Min vurdering 5/10

Det er historien om Oskar, som beslutter som 3årig at standse sin vækst og hvordan det påvirker omgivelserne. Bogen beretter om familiens historie fra bedsteforældrenes møde i 1899 til et stykke efter anden verdenskrig. Bliktrommen er en tromme Oskar ikke kan leve uden, og hvis man fjerner den fra ham, skriger han, så glas knuses. Vi møder Oskar første gang som 30-årig, hvor han er indespærret på en sindssygeanstalt anklaget for mord, hvor han nedskriver sine erindringer og minder fra sit liv.

Jeg anbefaler den oscarvindende tyske film fra 1979, som jeg giver 8/10, selvom flere tråde fra romanen er udeladt. Skuespilleren der spiller drengen er meget troværdig. Oskars ansigt i filmen ligner en lille voksen med vidende øjne.

Jeg synes romanen var lidt for tung en omgang med mange lange sætninger. Det hjalp heller ikke, at min udgave havde meget små bogstaver. Egnet hvis du vil skrive et speciale, men ikke ret god som underholdende læsning. Figurerne er interessante at analysere, men jeg synes de er usympatiske.

Romanens genre er svær at blive klog på. Du kan se den som magisk realisme, Günther Grass udtalte i interview i den sorte diamant på DR2, at historien indeholder elementer fra eventyrgenren som fx 'Der var engang'. Eller måske kan den betegnes en allegorisk roman, samfundssatire, krigsroman, familiesaga, eller misdannelsesroman! Det er også en historie om dværgenes vilkår.

Bogen var kontroversiel, G. Grass skriver om det der gør ondt i den tyske folkesjæl, det anses som uacceptabelt at forskønne nazistperioden i kunsten, men bogen har en vis ironisk distance, som måske har bevirket det alligevel blev en bestseller ved udgivelsen i 1959. Det er også en kontroversiel roman pga. de erotiske scener med en dværg, som gjorde, at bogen dengang blev forbudt flere steder i verden.

Jeg synes trommen næsten bliver en figur i sig selv.
Fx s.108:

”Oskars udmattede tromme fik lov til at hvile og høre efter”

Trommen virker til at sige noget, som ikke kan udtrykkes med ord. Barnet protesterer mod den til tider groteske voksenverden, men også imod den voksende nazisme, som han vil holde på afstand. Alligevel er der noget ambivalent i Oskar, som ikke tager fuldstændig afstand fra krigen, men sammen med andre dværge underholder nazisterne med sine evner som glasknuser. Forfatteren G. Grass synes at påstå, at det er i orden at standse sin vækst, hvis verdenen udvikler sig i en forkert retning. Oskar fremstår som uskyldigt barn, men Oskar er allerede mentalt set en voksen. Oskars distancerede syn på begivenhederne gør ham i stand til at kommentere på verden.

Måske beslutter han at forblive 3 år, fordi han ikke vil være soldat i krigen? Men hermed opstår et nyt spørgsmål, hvordan kan Oskar forudsige anden verdenskrig og være fortæller til begivenheder, som foregår før sin fødsel med så præcis nøjagtighed? Trommen gør, at drengen kan holde en vis afstand til forældrene, så han ikke bliver som dem, men der var også en i min læsekreds som mente man kunne betragte trommen som et råb om hjælp og trøst, hvor han søger opmærksomhed. Trommen har forskellige funktioner, på et tidspunkt forsøger Oskar at berolige moderen, da hun kaster op.

Det der gør drengen speciel er især, at personerne i historien ser ikke noget overnaturligt, men læseren gør, fordi vi hører Oskars tanker. For læseren er Oskar en voksen i en drengs krop:

Side 78:

”Det var slet ikke så let at lære at læse og samtidig at spille uvidende. Det skulle falde mig vanskeligere end i årevis at lade, som om jeg på barn vis gjorde mig våd i sengen.

Samtidig er der mere ambivalens, fordi at slå på en tromme er ikke voksen adfærd, ej adfærd der passer til en 12årig i en 3åriges krop? Det kan ligeledes være spændende at analysere, hvordan miljøet Oskar er vokset op i har påvirket ham. De svage forældre, som forsømmer Oskar, er næsten ligeså interessante at analysere som Oskar selv.

Det kan også være interessant at spørge, om Oskar er god eller ond? Bogen synes at pege i begge retninger, hvor Grass på et tidspunkt siger, at Oskar gør noget ondt, mens Oskar selv siger fx s.121: ”intet havde at skrifte”. Det kan være grunden til, at nogle påstår, at Oskar er en upålidelig fortæller.

Bogen var før sin tid, fordi den beretter om ”almindelige” tyskeres rolle under holocaust, som først blev analyseret i det offentlige domæne i 1963-65 under Auswitz retsagerne. Romanen var derfor en ny tilgang til den tyske historie.
I 1950ernes Tyskland var der en tavshed og en fortrængning omkring krigen, som denne og andre romaner i tiden tog et opgør imod. Myten om det uskyldige tyske folk udfordres, det var ikke alle tyskere som var modstandsfolk og ofre.

Bliktrommen er første del af en trilogi, hvor ’Katz und Maus’ samt 'Hundejahre' fulgte efter som 2. og 3. del af Danzig trilogien. Bliktrommen foregår i netop Danzig området (nu Gdansk), som er en havneby i Polen. Danzig var det første sted Tyskland erobrede under anden verdenskrig.

En mindeværdig film, men en tung læseoplevelse. Jeg opgav efter 200 sider, som er nogenlunde det handlingsforløb filmen har taget med fra bogen. Om ikke andet, så er historien interessant at debattere.

Jeg gjorde et sjovt fund i '1984' af George Orwell, som jeg læser nu:
s.39:

"Kun tre år gammel havde kammerat Ogilvy nægtet at lege med andet end en tromme"

I øvrigt er at skrige og knuse glas også med i en anden tysk film, ’Run lola run’ fra 1998:

Øvrige kilder:
Forfatterweb: journalist Andreas Harbsmeier / Günter Grass
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zgrass00
Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/bliktrommen-af-g%C3%BCnter-grass
Litteratursiden: litteraturstuderende Jannie Bendsen / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/temaer/g%C3%BCnther-grass-bliktrommen
Filmen:
http://www.imdb.com/title/tt0078875/
Literary Encyclopedia :
http://www.litencyc.com/php/sworks.php?rec=true&UID=5610
Librarything:
http://www.librarything.com/work/10164

Boganmeldelse : Tolv gæster / af Nancy Huston (2002)

2009-09-26T07:23:00.000-07:00

Min vurdering 5/10

Litteraturprofessor Sean Farrell har i år 2000 samlet tolv venner til middag Thanksgivingaften. Gennem samtaler, tanker, flash-backs og den guddommelige fortæller svævende over det hele, lærer vi dem at kende i fortid, nutid og fremtid.

Jeg læste den danske udgave, den originale er canadisk og fra 2001. Den hedder Dolce agonia (fransk). Ifølge litteratursiden= sød dødskamp. Ifølge bogens verden= den søde lidelse. Dolce agonia er også navnet på et canadisk band:
http://www.myspace.com/dolceagonia

Det er en meget amerikansk roman, og jeg synes trods det originale påfund med Gud som ”fortæller”, så er venner til middag Thanksgivingaften set mange gange før i eksempelvis amerikanske film og tv-serier. Mit håb var at samtalerne her ville være interessante pga. personernes baggrunde. Desværre synes jeg ikke Nancy Huston gør diskussionerne for alvor mindeværdige. Atmosfæren virker hyggelig og realistisk. Muligvis er det en ulempe ved historien, at mange af vennerne og veninderne kender hinanden så godt, da de måske igennem årene har udtømt de spændende diskussioner med hinanden.

En styrke for mig er, at der er nogle flotte og levende personbeskrivelser, men jeg synes ikke de for alvor bliver brugt til noget. Der er for lidt på spil. På grund af historien foregår på en enkelt aften, så er det begrænset hvor meget udvikling der kan være. I stedet er fortrolighed, tanker, relationer, erindringer, deres børn, og at have det hyggeligt i fokus.

En af de romaner, hvor jeg overvejer om jeg skal læse det hele, da jeg kan se i indholdsfortegnelsen, at det er mere af det samme længere henne i romanen. Jeg følte det i og for sig kunne have fortsat i det uendelige! Det er sådan en bog, hvor jeg følte man kan dykke ned i handlingen hvor som helst, og derfor skimmede jeg 2. halvdel af romanen.

Interessant er det, at Gud har en personlighed og smag. At denne Thanksgivingaften proklameres til at være et af højdepunkterne i verdenshistorien for selveste Gud gør, at jeg som læser har store forventninger i starten, som det er meget svært for bogen at leve op til.

Side 10, Gud:

”de begivenheder i menneskehedens historie som jeg bedst kan lide. Hundredårskrigen, for eksempel. Kleopatras død. Thanksgivingmiddag hos Sean Farrell omkring år 2000…”

Jeg var mest optaget af afsnittene med Gud som fortæller, selvom de er lidt morbide om hvert enkelt af personernes psykologi og død. Det er lige før du kan nøjes med at læse disse kapitler.

Jeg kunne godt lide metaforen om skildpaddeløbet, hvor i stedet for at løbe fremad løber dyrene i alle mulige retninger. Et billede på, at mennesker ikke altid opfører sig, som man kan forvente det.

En slags postmodernistisk roman, hvor der er mange små hændelser i den store fortælling. Men så alligevel ikke postmodernistisk, fordi Gud i romanen kender den endegyldige sandhed (fortid, nutid og fremtid), og indenfor postmodernisme er der ikke nogen universel sandhed. Da Gud er alvidende fortæller, er det så en anti-postmodernistisk roman?

Jeg var nok heller ikke målgruppen for bogen, som jeg tror henvender sig mest til forældre over 40 med børn som er fløjet fra reden. Her var der en del betragtninger om forældrerollen, som jeg tror folk i den aldersgruppe vil kunne identificere sig med. De fleste af de tolv gæster virker til at være mellem 40-60 år.

Boganbefaling og analyse: Fiktioner / af Jorge Luis Borges (dansk udgave 1998)

2009-09-25T10:35:00.000-07:00

Mine vurderinger af fortællingerne befinder sig mellem 3/10 og 10/10

Det er 16 fortællinger eller filosofiske essays på mellem 5-25 sider, som henviser til reelle og imaginære værker og personer. Den er oversat til dansk fra den spanske udgave ’Ficciones’. Det er selvstændige historier, men de synes at have visse ligheder. Borges var meget optaget af bl.a. labyrinter og biblioteker. Bogen er argentinsk og på 204 sider.

Det der slår mig er hvor tidløse og drømmeagtige fortællingerne er. De tidløse emner i historierne gør, at jeg ikke mærker, at originaludgaven er fra 1944. Jeg troede den var nutidig! Sproget er faktisk heller ikke gammeldags. Med drømmeagtige mener jeg, at det er som om fortællingerne foregår uden for tiden. Ligesom nogle af Karen Blixen’s fortællinger.

For mig er historierne super originale, men nu hvor jeg langsomt har nærlæst bogen er den nok ikke så dyb rent tekstmæssigt, som Borges gerne vil have vi skal tro den er, hvilket måske er grunden til at de enkelte historier ikke er blevet til romaner. Men måske vil du ved genlæsning opdage nye elementer, da fortællingerne er meget åbne for fortolkning. Det der ligger mellem linjerne er meget væsentligt.

Når man læser den uden at vide noget på forhånd, så ved man ikke, om den bygger på faktuelle kilder eller ej. De virkelig nysgerrige kan prøve at opspore kilderne for at påvise deres ægthed. Den drillende titel synes at pege i fiktionens retning, Borges siger selv i prologen, at det er fantastisk litteratur.

I modsætning til fx historiske romaner, hvor forfatteren gør noget faktuelt fiktivt, så gør Borges flere steder i bogen noget fiktivt faktuelt. Det er lidt af en genistreg, hvis han altså er den første der gør sådan i litteraturen.

Forsiden på bogen er en af de bedste og mest gådefulde jeg længe har set. Jeg kan også godt li titlerne på fortællingerne. Ofte opsummerer titlen fortællingens essens, men det labyrintiske eller filosofiske gør sommetider det enkle til noget mere komplekst.

Jeg er enige med andre anmeldere, som siger at det er svært eller umuligt at forudsige, hvad der vil ske til slut i fortællingerne. ’Fiktioner’ er anbefalet i opslagsværket ’1001 books you should read before you die’ (2006) , hvor den fortolkes som en anderledes form for magisk realisme, en blanding af fakta og fiktion, som skaber et alternativt univers, som både spejler og tilslører vores egen verden. Ifølge litteraturstuderende Jakob Ladegaard på litteratursiden får ord som fx ’bibliotek’ ny betydning for læseren efter endt læsning.

Borges betegnes af nogle sammen med Gabriel Garcia Marquez som faderen af genren magisk realisme. Jeg har aldrig kunnet komme rigtig i gang med Gabriel Garcia Marquez' roman ’100 års ensomhed’, som ikke sagde mig noget, men er glad for jeg fik læst ’Fiktioner’.

I Umberto Ecos 'Rosens Navn' optræder sjovt nok figuren Jorge af Burgos, en klosterbibliotekar, inspireret af Borges.

Tilsyneladende er ’Fiktioner’ udsolgt fra forlaget på dansk, men den kan fås på nogle biblioteker, og evt. kan den købes antikvarisk? Jeg opdagede ’Fiktioner’ på litteratursidens ’Noget der ligner Vindens Skygge’.

Denne samling mener jeg er velegnet til læsekredse, og jeg vil nok anbefale min læsekreds at læse den.

Hvis du stoler på min dømmekraft, kan du før læsningen med fordel vælge at springe over ca. en 1/3 af fortællingerne, som jeg har givet under 5/10. Men som med andre tekstsamlinger, så er det selvfølgelig subjektivt, hvem der synes om hvad.

De følgende tekststykker anbefaler jeg dig først at læse efter du har læst bogen, da det er referater og fortolkninger. Husk det er mine fortolkninger, jeg kan se at andre på nettet har anderledes opfattelser af fortællingerne. Jeg vil her gennemgå de 16 fortællinger:

...........................................................................

1.del: HAVEN MED FORGRENEDE GANGE

1./ ’Tlön, Uqbar, Orbis, Tertius’, s.11-31. Vurdering 6/10
Mere et essay end en fortælling. Om skabelse af en fiktiv encyklopædi ’Orbis tertius’, som jeg fornemmer er en allegori for litteraturens verden, men det kan også være en overfortolkning fra min side. Døm selv! Synes den springer meget rundt, hvilket irriterer, men er typisk indenfor filosofi.

2./ ’Pierre Menard, Quixotes forfatter’, s.37-51. Vurdering 7/10
Fortælling. Ligesom romanen 'Vindens skygge' er det en forfatters synlige og usynlige liv, som diskuteres. Forfatteren Menard vil skrive en ny’Don Quixote’. Det prøver Menard på ved at forsøge at efterligne Cervantes’ levemåde og frembringe sin egen klassiker. Synes fortællingen kan sammenlignes med filmen ’The elements of crime’ instrueret af Lars Von Trier, hvor detektiven forsøger at løse gåden ved at leve som forbryderen. I litteratursidens artikel peges der på, ”at Menard’s genskrivning er en metafor for læsning (…)Læsning er skabelse, fordi der i den læsende opstår en historie, der ikke var der før. Læseren af Don Quijote i år 2003 vil give den roman en helt anden betydning, end den havde i år 1600”

3./ ’Cirkelruinerne’, s.52-61. Vurdering 7/10
Fortælling. Person vil drømme et menneske og indsætte ham i virkeligheden. Han vælger at sove mere end hans krop har behov for. Fortællingen synes at påstå, at jo mere du ønsker og tænker over noget, jo større sandsynlighed er der for, at det vil indgå i dine drømme. Måske en allegori over, hvordan drømme kan være en katalysator for kunsten. Jeg havde foretrukket en åben slutning og ikke forklaringen til sidst.

4./ ’Lotteriet i Babylon’, s.62-72. Vurdering 9/10
Fortælling. For mig en af bogens stærkeste fortællinger. Om et anderledes lotteri end det vi kender i dag, hvor der også er ulykketal. Minder for mig om et dystopisk univers. Måske en satire over underholdningsindustriens magt over forbrugerne, som jeg føler er meget forud for sin tid. Jeg fik mere ud af fortællingens 10 sider end Saramago’s dystopiske roman ’En fortælling om blindhed’ (1995).

5./ ’Kritik af Herbert Quains værk’, s.73-80. Vurdering 3/10
Mere et essay end en fortælling. En kritik af en forfatter, som var en fiasko. Synes den er kedelig og hænger ikke sammen.

6./ ’Biblioteket i Babel’, s.81-93. Vurdering 8/10
Jeg kunne bedre lide den anden gang jeg læste den, hvor jeg fandt flere ting i den. Den handler om den uendelige og labyrintiske viden der befinder sig på bibliotekerne. Desuden om profetiske værker, unyttige bøger, hvordan bøgers tekst fremstår kaotisk, og fx hvordan bøger kan bevise andre bøgers falskhed. Som bibliotekaruddannet er jeg nok partisk i min begejstring.

7./ ’Haven med forgrenede gange’ s.94-110. Vurdering 4/10
Igen labyrintisk, men synes ikke den fanger mig.

...........................................................................

2.del: ARTEFAKTER

1./ ’Funes med den gode hukommelse’, s.115-127. Vurdering 4/10
Om hukommelse, fx kendte konge navnet på alle soldater i sin hær.

2./ ’Sværdets mærke’, s.128-136. Vurdering 4/10
Kriminalhistorie.

3./ ’Om forræderen og helten’, s.137-142. Vurdering 10/10
Borges bedste fortælling i denne samling efter min mening. Metafiktiv beretning om en iscenesættelse (heltedød) i en iscenesættelse (falsk biografi) i en iscenesættelse (Borges som forfatter) som påstår at være historisk!
Ryan er i gang med en biografi om sin oldefar helten Kilpatrick, som blev myrdet i et teater. Tiden gentager sig, fx ligner Ryan’s historie Julius Cæsars historie. Den er ret kryptisk og kompleks og er sådan en man nok skal genlæse.

Som fx s.142:

"Kilpatrick selv blev i den grad revet med af sit eget, i detaljer planlagte skæbneforløb, som førte til hans frelse og fortabelse, at han adskillige gange føjede improviserede handlinger og ord til sin dommers rollehæfte."

Det undrer mig, at Kilpatrick melder sig selv og afsløres som forræder, og derefter morer sig over at planlægge sin egen død! Er Kilpatrick en sand helt, hvis det er iscenesat? Umiddelbart tænker jeg nej. Men bliver man kun helt, hvis det ikke er planlagt? Kan man kalde en person en helt, hvis han tidligere var en forræder? Synes der er mange lag i denne fortælling. Mesterligt at kunne sige så meget på bare 6 sider ( :

4./ ’Døden og passeren’, s.143-161. Vurdering 6/10
Kriminalhistorie. Erik Lönnrot forudser sidste forbrydelse. Scharlach har svoret, han vil dræbe Lönnrot. Mordene begås systematisk efter geometri.

5./ ’Det hemmelige mirakel’, s.162-172. Vurdering 8/10
Fortælling. Jaromir Hladik skal henrettes og han har derfor angst. Igen filosoferer Borges over tiden, gentagelsen og evigheden. Synes det psykologiske indre univers hos hovedpersonen er mere udfoldet end i andre af fortællingerne. Jeg kan godt li et citat fra s.170, som måske eller måske ikke var inspirationen til den Borges-agtige titel ’Vindens skygge’? : ”vinden var standset, som på et maleri”. Pudsigt nok hedder en af personerne i 'Fiktioner' Daniel, som er hovedpersonen i V.S.

6./ ’Tre Judasversioner’, s.173-181. Vurdering 3/10
Mere et essay end en fortælling. Analyse af Judas. Fiktiv eller faktuel? I dette tilfælde er det for mig et problem, at Borges måske skriver noget fiktivt, da essayet derved mister troværdighed.

7./ ’Slutningen’ s.182-186. Vurdering 5/10
Fortælling. En sort mand besøger en bar, en hvid mand ejer den. Om hævn.

8./ ’ Føniksekten’, s.187-192. Vurdering 6/10
Mere et essay end en fortælling. Om sekter og om jøderne. Og det der binder sådanne grupperinger sammen. Det mærkes her at ’Fiktioner’ er skrevet i kølvandet på anden verdenskrig.

9./ ’Syden’, s.193-204. Vurdering 6/10
Ifølge Borges i prolog: ”Syden, som måske er min bedste fortælling.” Jeg er ikke enig, synes kun det er en halvgod fortælling. Unge kaster brødkrummer på Juan i restaurant. Juan’s bedstefar boede tidligere i området. En asiat udfordrer Juan med en kniv. Kan beboerne huske Juan’s bedstefar? Eller er de fjendtlige, fordi Juan ikke er en lokal? Eller noget tredje? ( :

Øvrige kilder:
Litteratursiden: litteraturstuderende Jakob Ladegaard / Kunsten at læse - Læseren som kunstner i Jorge Luis Borges' univers
http://www.litteratursiden.dk/temaer/kunsten-l%C3%A6se-l%C3%A6seren-som-kunstner-i-jorge-luis-borges-univers
Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/23507
Denstoredanske: Jorge Luis Borges
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Latinamerikansk_litteratur/Jorge_Luis_Borges?highlight=Jorge%20Luis%20Borges

Boganbefaling: Persepolis Min iranske barndom / af Marjane Satrapi (på dansk 2005)

2009-09-13T08:34:00.001-07:00

Min vurdering 8/10

Det er en selvbiografisk grafisk roman på 150 sider. Lad dig ikke skræmme af, at det er en tegneserie, idet graphic novel genren henvender sig også til voksne.

Barndomserindringen handler om pigen Marjane, som vokser op i Iran i 1970’erne og 1980’erne, og læseren ser revolution og krigen mellem Iran og Irak som det opleves igennem hendes øjne. Det skildres både på en humoristisk, naiv og dramatisk facon. Iranerne lever i frygt i en tid med mange forandringer. Hovedpersonen synes jeg er sympatisk, men det mærkes også hun er en rebel og ret så kontroversiel. Hun er enebarn, så derfor tyder meget på, at hun fik ekstra meget kærlighed og opmærksomhed under sin opvækst.

Jeg læste den på engelsk, men den er oprindeligt skrevet på fransk i 2000. Da jeg ikke vidste meget om Irans historie, så følte jeg det var lidt svært at sætte mig ind i personernes problematikker. Iranere og folk med kendskab til landet vil nok forstå flere af nuancerne, jeg tror en del går tabt med oversættelsen og kulturforskellen.

Det virker til formålet både er at underholde og formidle et kritisk historisk tilbageblik, som jeg synes er en frisk idé, som viser nogle menneskelige og følelsesmæssige sider fra perioden, som faktuelle historiebøger om Iran har svært ved. Derved kan vi bedre forholde os til og leve os ind i de ufriheder, de måtte leve under. For eksempel indledes bogen med en kort introduktion om Irans historie og forfatterens motivation for at skrive værket. Herefter starter selve historien med en satire over indføringen af tørklæder, som set med et nutidigt dansk lys virker kontroversielt. Bogen virker til at være en kritik af vilkårene i 70erne og 80erne. For eksempel at der var udlandsforbud mm. Visse genstande bliver symboler på frihed. Der stilles også skarpt på martyrer og deres funktion i Iran.

Jeg synes der kan drages paralleller til diktaturstaten i Orwell's roman '1984'. Mht. censur eksempelvis, hvor magthaverne i Iran styrer indlæringen i skolebøgerne ved at sige, at kongen er valgt af Gud, og det er ikke til diskussion. Eller at man ikke må have en partner fra ens eget miljø eller klasse. Oprører anholdes systematisk og torteres ligesom i '1984'. Andre paralleller mellem de to bøger er tv-manipulation om krigsindsatsen og misvisende stemmeoptælling til valg.

Hvis du godt kunne li ’Drageløberen’ (2003), så tror jeg også denne bog vil falde i din smag, der er flere lighedstræk med Khaled Hosseini’s roman.

Måske er det tilfældigt, men jeg mærker s. 107 en diskret kritik af USA's nutidige udenrigspolitik i Irak og Afghanistan, hvor unge amerikanere rekrutteres fra fattige kår og lokkes med uddannelse, når/hvis de vender hjem igen til USA.

Jeg mangler en parallel til nutiden, fx om disse forbud og omstændigheder stadig spiller en rolle i Iranernes hverdag, eller om reglerne er blevet ændret. Dette kunne hun med fordel have afsluttet bogen med?

Jeg blev opmærksom ved læsning af denne bog, at min viden om Iran er mangelfuld. Den kan efter min mening sagtens læses flere gange, da den rummer en del stof til eftertanke:

Et af mine favoritcitater fra s. 43:

”In any case, as long as there is oil in the middle east, we will never have peace.”

Jeg anbefaler bogen til unge og voksne uanset køn. Især i denne tid i Danmark med tørklædedebatter er den højaktuel.

I øvrigt hentyder titlen til byen Persepolis, ruinerne ligger i dag i Iran.

Filmen:
Den roste filmatisering fra 2007 bygger på begge Persepolis historierne. Bog 1. om barndommen samt bog 2. om ungdommen 'Teheran tur-retur', hvor Marjane er 15 år. Filmen er nærmest tegneseriens sider sat i bevægelse, den følger også tegneseriens sort/hvid farver. Filmen kan muligvis nå et publikum, som ikke har læst bøgerne. Det kan være en fordel at have læst de to grafiske romaner forinden, da filmen bevæger sig i et lynhurtigt tempo. Anden del af filmen foregår i et mere roligt tempo, og jeg spekulerede over, om ikke de skulle have lavet to film i stedet for at presse så meget ind i én film. Ungdomsdelen synes jeg er svagere, her er det mere en ungdomsskildring end en kulturdiskussion. Filmen blev nomineret til en oscar for bedste animerede film, men blev kritiseret af den Iranske regering før premieren i Cannes.

Trailer til filmen:

Øvrige kilder:
Forfatterweb: cand. mag. Julie Paludan-Müller / Marjane Satrapi
http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zsatrapi00
Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/temaer/persepolis-1-2-af-marjane-satrapi
Litteratursiden: Debat
http://www.litteratursiden.dk/node/68304
Marjane Satrapi fortæller om hvorfor hun skrev Persepolis:
http://www.randomhouse.com/pantheon/graphicnovels/satrapi2.html
Iransk tegneserieforfatter med et ætsende klart blik:
http://www.kvinfo.dk/side/558/article/86/
Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/2371284

Her nogle interviews med forfatteren:
Graphic novels & her family's influence:
http://www.youtube.com/watch?v=7i9Vs97x7IU

"Persepolis" a pro-Iranian humanist tale:
http://www.youtube.com/watch?v=aMwfzqEqVLk

Boganbefaling: En kongelig læser / af Alan Bennett (2007)

2009-09-13T04:56:00.000-07:00

Min vurdering 9/10

Originalen hedder på engelsk ’The Uncommon Reader’. Jeg har aldrig tidligere læst noget af Alan Bennett, men havde set den anbefalet på librarything.

Emnerne er det britiske kongehus’ adfærd, pligter og følelsesliv, offentlighed vs. privatliv, læsningens psykologi mm.

I denne korte nutidige roman på 124 sider bliver den britiske dronning Elisabeth den 2. menneskeliggjort, fordi vi ser hende bag facaden. Selvfølgelig er det en fiktiv beskrivelse af kongehuset, men jeg fornemmer nogle af elementerne sagtens kunne være tæt på sandheden, hvilket gør den læseværdig. Dronningen lader til at kede sig lidt med sine rutineprægede forpligtelser og intetsigende og distanceret kontakt med befolkningen. Bogen handler om hendes opvågning, som sker i kraft af mødet med den lokale bogbus.

Bogen er åbenlyst kritisk i forhold til kongehuset, hvor det ikke er dronningen, men hendes stab, der styrer dronningens dagsorden. Hun fremstår trods sine mangeårige erfaring som en dukke der bliver ført af dukkeførerne, og det er synd for hende, at hun i så mange år har undertrykt sin personlighed. Bogens styrke er, at dronningen for mig fremstår realistisk.

Den er til tider morsom og er en anderledes roman, fordi den skildrer virkelige personer, men alligevel ikke som de virkelig er. Måske som Bennett forestiller sig de er. Jeg undrer sig over, hvordan han har lavet research til bogen! Forfatteren har allerede bevæget sig i genren kongelig historisk portræt ved at skrive manuskript til filmen ’Den gale kong George’.

Bogen er et fint supplement til filmen ”The Queen”, den handlede om dronningens håndtering af Diana's død. Filmen synes jeg var en smule overfladisk, men fik opmærksomhed pga. Helen Mirren’s imponerende og oscarvindende portræt af dronningen. I denne roman kommer man mere under huden på dronningen, og jeg synes det er en forbedring af filmen. Der er mange skarpe iagttagelser om kongefamiliens vilkår. Jeg kunne citere mange interessante steder.

For eksempel side 8:

”Hobbyer betød, at man havde præferencer, og præferencer skulle undgås; præferencer udelukkede folk. Man havde ingen præferencer. Hendes job bestod i at vise interesse, ikke i selv at være interesseret. Og desuden var læsning ikke en handling. Hun var en handlingens kvinde.”

Til forskel fra filmen føler jeg romanen er mere satirisk, hvilket jeg synes klæder sådan en historie. Tænk blot på fx det vellykkede eventyr ’Kejserens nye klæder’ fra 1837 af HC Andersen, som også var en satire. Mere satire over de kongelige og kendte kan ses i den britiske dukketeater tv-serie 'Spitting Image', som blev produceret mellem 1984 og 1996.

Jeg blev fornylig gjort opmærksom på af en jeg kender, at Alan Bennett står bag den britiske tv-serie 'Talking heads', som bl.a. var med til at skabe en tidlig udgave af Hyacinth Bucket-figuren, som vi kender fra tv-serien 'Fint skal det være'. I 'Talking heads' spiller Patricia Routledge ligeledes en snobbet britisk kvinde, som ikke er klar over, at hun forekommer komisk for omverdenen:
http://www.youtube.com/watch?v=JGCg3ARv14U
Men jeg synes nævnte afsnit 'A Lady Of Letters' er lidt for tungt dialogmæssigt til fjernsyn, derfor er det ikke overraskende, at 'Talking heads' også findes på bogform.

Ligesom flere andre romaner jeg har anmeldt her er 'En kongelig læser' også en bog om bøger, hvor litteraturen får nogle gode ord med på vejen. Romanen handler bl.a. om læsningens psykologi. Da jeg selv har skrevet et par sider om emnet i en opgave om mediedannelse(opgaven kan læses på nettet ved at søge på biblioteksside), så var det spændende for mig at høre flere betragtninger herom. Det er tydeligt, at Bennett vil hylde læsning som noget vigtigt og en til tider magisk oplevelse.

Der er stor forskel på offentlig - og privatliv, og man skal ikke dømme nogen for hurtigt baseret på deres offentlige fremtræden, må være et af budskaberne. Fra side 102:

”at der på trods af hendes alder og berømmelse ikke var nogen, der kendte hendes stemme.”

Jeg tror det er sådan en roman mange vil læse og give som gave, fordi bogen er så letlæst og den udforsker noget, som de fleste er fascineret af, hvem er de kongelige i privaten? Især englændere vil læse den, men du kan sagtens læse den som et billede på kongehuse generelt set.

Man behøver ikke at være royalist for at synes om bogen, jeg er ikke selv tilhænger af monarkiet, men nød den alligevel. Måske fordi den er kritisk i forhold til kongefamilien, så vil ikke-royalister i højere grad synes den er god. Jeg har svært ved at finde kritikpunkter, og konflikten i historien er rigtig god, at kongehuset er noget der ikke ændrer sig ret meget, mens mennesker udvikler sig helt naturligt. Utroligt flot at få sagt så meget på så få sider, bogen kan uden problemer genlæses.

Gad vide hvad dronning Elisabeth selv synes om bogen? ( : Jeg tror ikke, at hun vil sagsøge ( :

Bemærk ! Filmen The Queen (2006) og romanen 'En kongelig læser' (2007) har lighedstræk, men er to vidt forskellige historier.

Boganmeldelse: En fortælling om blindhed / af José Saramago (på dansk 1998)

2009-09-09T08:20:00.001-07:00

Min vurdering 5/10

Et kort handlingsrids fra bibliotek.dk: Pludselig en dag bliver en mand blind, og snart efter alle han har haft berøring med. Samfundets og menneskenes håndtering af "problemet" bliver en besk og vittig fabel om civilisationens tynde fernis

Romanen er oprindeligt skrevet på portugisisk og fra 1995. Originaltitlen er 'Ensaio sobre a cegueira'.

Det er en dystopisk roman om en blindhed epidemi. Den er rimelig spændende, hvis man kan li den slags. Sproget er originalt, fx beskrives personernes udseende ikke visuelt med undtagelse af, når en ikke-blind person iagttager dem. De mange kommaer kan sikkert virke som et irritationsmoment for nogle læsere, intentionen har muligvis været, at personerne bliver som et, man kan ikke skelne den ene blinde fra den anden. Personerne har heller ikke navne, måske siger forfatteren, at blinde eller handicappede desværre kan opfattes som navnløse andenrangsborgere af dem der kan se. Det vil sige en opfordring til læseren at se dem som rigtige individer og ikke kun som blinde.

Men jeg blev ikke færdig med den. Jeg opgav efter ca. 50 sider. For mig var det tilstrækkeligt at læse starten og sidste kapitel. Jeg havde sympati for personerne, men jeg følte de var overfladisk beskrevet og uinteressante. Selvom de hver især tackler blindhed på lidt forskellige måder, så var historien for gentagende, da de oplever det samme.

Man kan læse den som en allegori for epidemier i den seneste tid som fx sars, fugleinfluenza og influenza A, hvor vi tager vores gode helbred eller syn for givet. En epidemi kan bringe fremmede sammen i et fællesskab, hvor man kan trøste hinanden i en desperat situation ser ud til at være et tema.

Det indre liv hos personerne var ikke udfoldet nok, som man kunne forvente, historien virkede som et filmmanuskript. Efter min mening var romanen ikke så god som nobelprisen og 4.2 bedømmelsen på librarything indikerede. Jeg var ikke imponeret, det var for mig bare en halvgod roman.

Her en af de få refleksioner jeg fandt:

s.274:

Nu og da har jeg grebet mig i at ønske at jeg var blind, blot for at blive som de andre, for at slippe for at have større ansvar end dem

Ifølge emnelisten på bibliotek.dk, så skulle romanen angiveligt også være en samfundssatire. Hvordan folk ændrer sig, når tingene går galt.

På en måde er jeg glad for, at jeg gik glip af midten af bogen, fordi jeg har siden læst i andre anmeldelser, at denne del af bogen var fyldt med ubehagelig adfærd.

Jeg anbefaler den ikke, medmindre man har en svaghed for dystopiske fortællinger. Eller hvis du trænger til en underholdende spændingsroman, så er den fin. Men hvis jeg var dig, så ville jeg nøjes med filmatiseringen, hvor du nok vil få nogenlunde samme udbytte på meget kortere tid:

Trailer til filmen:

Boganbefaling: Nattog til Lissabon /af Pascal Mercier (på dansk 2007)

2009-08-14T12:36:00.001-07:00

Min vurdering 9/10

Suverænt formuleret spændingsroman med elementer af krimi, filosofi og psykologi. En af de bedste romaner jeg har læst i år.
Jeg læste den på dansk, den oprindelige version er på tysk. Bogen er skrevet af den schweiziske forfatter Mercier i 2004, han har bl.a. læst filosofi på universitetet.

Emnerne i romanen er byen Portugal, en families slægtshistorie, at tage sit liv op til revision, selvopfattelse og relationer til andre, loyalitet og meget mere.

Historien handler om Raimond Gregorius, som bryder op fra sit velordnede liv i Bern i Schweiz og tager toget til Lissabon for at lede efter alt om forfatteren Prado, hvis bog han har fundet i et antikvariat, og som han er blevet fuldstændigt bjergtaget af. Gregorius oplever en ny form for vågenhed i Portugal, som han aldrig ville have været ude for i Schweiz.

Parallellerne er tydelige til især den spanske roman ’Vindens skygge’ med den unge Daniel i hovedrollen på sporet af forfatteren Julian Carax. Sammenligningerne er så slående, at jeg nogle gange tænker, at der er tale om plagiat uden at vide, hvem der plagierer hvem.

Nogle vil måske påstå, at 'Nattog' kan opsummeres med to ord: grib dagen. De går efter min vurdering glip af de indsigtsfulde pointer og de fænomenalt velskrevne passager i bogen. Nogle læsere vil have delte følelser omkring Gregorius, hvor det sommetider er svært at vurdere, hvad er drøm og hvad er virkelighed. Det synes jeg er en styrke.

’Nattog’ bør ligesom Diane Setterfield’s ’Den trettende fortælling’ være med på litteratursiden.dk’s ’Noget der ligner Vindens Skygge’. Men det er de ikke?
På litteratursidens ’Bøger om bøger’ finder man så ’Den trettende fortælling’ og ’Vindens Skygge’, dog minus ’Nattog’.

Sproget er bestemt et af de stærkeste kort romanen har at byde på. Den psykologiske indsigt er en anden styrke. Fx side 451:

”Hvornår var man sig selv? Når man var som man plejer at være? Som man opfattede sig selv? Eller som man var når tankernes og følelsernes glødende lava begravede alle løgne, masker og alt selvbedrag? Ofte var det andre der beklagede sig over at nogen ikke mere var sig selv. I virkeligheden betød det måske: Han er ikke længere som vi gerne vil have ham? Var det hele så ikke snarere en slags protest mod en truende omvæltning af det tilvante, men camoufleret som tilsyneladende ængstelse og bekymring for den andens ve og vel?”

Grunden til jeg ikke giver den topkarakteren 10/10 er fordi det igennem meget af romanen kun er hovedpersonens tanker, og her savnede jeg lidt variation. Et andet lille kritikpunkt går på, at luften går lidt af ballonen spændingsmæssigt ca. side 250-300, da Gregorius vender tilbage til Bern. Den del af bogen mener jeg kunne være redigeret helt væk, da det for mig ikke tilføjer noget væsentligt. Det 3. kritikpunkt hænger sammen med det 2., romanen kunne sagtens have været kortere. Der synes at være en tendens som flere iagttagere har påpeget, at bestsellere nu om dage tit er meget lange. Se bare på Harry Potter bøgerne, som blev længere og længere som tiden gik. At ’Nattog’ bliver kritiseret på amazon.co.uk hænger sammen med en dårlig engelsk oversættelse.

Trods disse kritikpunkter fastholder jeg stadig, at det er en meget læseværdig bog, som det er svært at lægge fra sig.

En af de bøger som skal ejes, fordi der er talrige indsigtsfulde steder, hvor jeg satte et ’æseløre’. Det er en roman, som du sagtens kan læse to gange. Brugen af metaforer er også enestående, fx lava og katedraler mm.

Prado og hans familie er bestemt spændende at læse om, så interessante, at det gør Gregorius til lidt af en bi-figur, selvom han er hovedpersonen!

En passage fra side 413 om forfatteren Prado:

”Men Prado havde ikke siddet her som en arrogant, bedrevidende studerende. Han havde levet i en skærsild af tvivl, plaget af angst for at komme for sent til sig selv”.

Den er oversat til 15 sprog. I Tyskland har bogen solgt i 1,5 millioner eksemplarer.
Jeg kan varmt anbefale den. Jeg synes det er et mesterværk, en nyklassiker.

En anden af Mercier’s romaner kaldet ’Perlmanns fortielser’ er ligeledes oversat til dansk.

Boganmeldelse og analyse: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand / af Helle Helle (2002)

2009-08-14T09:32:00.000-07:00

Min vurdering 6/10

Samtidsromanen handler om den skrøbelige, følelsesmæssige og intellektuelle balance mellem Susanne og hendes mand, forfatterspiren Kim, som bliver stærkt påvirket, da Susannes tidligere arbejdskammerat i hospitalskøkkenet, Ester, flytter ind, gravid og i ægteskabskrise.

Emnerne er kort fortalt ægteskabelig krise, graviditet, parforhold og veninder mm.

Denne roman er kun 167 sider lang og det er typisk for Helle Helle, som er kendt for sine noveller og kortprosatekster i starten af sin karriere og senest har skrevet flere romaner, hvoraf denne er en af de første.

Helle Helle betegnes af nogle litteraturkyndige som minimal-realist, som siger sig selv. Det er små bøger, som er realistiske. Indenfor det felt vil man ofte gerne snakke om den verden, vi lever i. Mange kvindelige danske forfattere i 1990erne skrev i den genre, hvor der tales om hverdagen og det trivielle, mens der sker en del under overfladen. Inspirationen kan være Hemingway. Det kaldes ’isbjergmetoden’ (show don’t tell metoden). Det er et opgør med litteratur, hvor alt fortælles og beskrives.

Denne roman anvender bestemt ’isbjergmetoden’, hvor vi selv skal udfylde de tomme pladser i romanen. Det er ligesom at være menneske, hvor vi selv må drage vores egne konklusioner ud fra det sete/hørte. Helle Helle har selv udtalt, ”Jeg skriver, fordi de sorte huller mellem mennesker interesser mig” (forfatterweb.dk).
For eksempel hører vi meget lidt om Susanne’s mand Kim. Hovedpersonen Susanne er den der betragter, men bliver også selv betragtet.

For mig er det mest interessante bipersonen Ester, som har et lidt kompliceret forhold til Susanne. Susanne er glad for Ester er der, men samtidig har hun et problematisk forhold til Ester's væremåde. Jeg synes også, at det bliver ret komisk sommetider. Et andet opsigtsvækkende aspekt ved romanen er det ambivalente parforhold mellem Kim og Susanne, hvor Kim kritiserer hende, men under overfladen sætter pris på hende, fx s. 110: "Der er ingenting i dig. Du er ren overflade".

Og så kommer jeg til svaghederne. Desværre er det lidt trættende at læse afsnit om rengøring og spisning. En anden svaghed er, at jeg synes det var meget forudsigeligt, hvad der ville ske. Hovedpersonen er desværre og måske bevidst lidt kedsommelig.

Titlen hentyder ifølge bogens bagside til to forestillinger, som Susanne har. Én, hvor hun lever lykkeligt, ukompliceret og konkret med en mand, og én, hvor hun sidder og skriver Kims nekrolog.

Helle Helle ligesom flere andre nordiske forfattere synes jeg er blevet sat lidt på en lyserød sky i Danmark, jeg synes det hun skriver er da ok, men er ikke fantastisk. For eksempel kan ingen af Helle Helle’s bøger øjeblikkeligt købes på amazon.com eller amazon.co.uk, og det siger meget om, at det er de danske forlag, anmeldere og læsere, som skaber hendes image som en stor forfatter. For eksempel kan også nævnes, at det kun er nordiske forfattere, som er på bestsellerlistens top 10 over skønlitteratur i DK (22/2/2010), som vidner om hvor stor betydning markedsføring og den nationale tilknytning har på salget i Danmark. Det er helt tydeligt, at danskere er vilde med at læse om sig selv.

Helle Helle er oversat til de nordiske sprog, samt estisk, tysk og tjekkisk, kan jeg se på bagsiden af bogen, men hvorfor ikke til engelsk? Årsagen til hvorfor mange populære nordiske romaner ikke findes på engelsk kunne være spændende at undersøge, det kan hænge sammen med, at forlagene ikke har haft den store succes tidligere med salget af dem evt. pga kulturforskellen er for stor. Millenium-trilogien af Stieg Larsson er dog en af mange undtagelser.

Denne liste giver et indblik i nogle danske forfattere, som er oversat til det engelske sprog:
http://www.amazon.co.uk/Books-from-Denmark-in-English/lm/2O0YWOC77PJIC/ref=cm_lmt_srch_f_2_rsrsrs0

Jeg synes et godt målestok på om en forfatter er exceptionelt dygtig er om de kan begå sig på det internationale marked, at de bliver oversat til mange sprog og sælger i mange lande. Men ikke sagt at bare fordi et værk sælger, så er det kvalitet. Min tidligere lunken anmeldelse af 'Hundehoved' viser, at bare fordi noget sælger, så er det ikke nødvendigvis fantastisk.

Jeg vil dog ikke afvise, at der er skrevet store romaner, som kun er relevante for et nordisk publikum. Fx en del af dem på: http://www.vortidsdanskeroman.dk/

Ikke fordi jeg har noget imod Helle Helle eller andre danske forfattere, hun er god til at beskrive hverdagslivet. Min kritik går på de danske medier, hvor jeg synes folk i DK sommetider hjernevaskes af medierne til at tro, at de nordiske forfattere er de bedste, og dem der skal læses. Og så bliver en verden af fænomenal skønlitteratur desværre nogle gange overset.
Men det sker nok også i andre lande, at de nationale forfattere markedsføres hele tiden.

Alt i alt er 'Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand' en ukrævende og letlæst bog. Den er ikke dårlig, men er efter min mening heller ikke fantastisk. Den har sine styrker med nogle flertydige personer, men flere kapitler om dagligdagen er for mig uinteressante.
Problemet kan være konceptet, at det er svært for en forfatter at skrive en fantastisk bog om en almindelig hverdag og med en meget almindelig og rutinepræget hovedperson. Det er svært at forholde sig kritisk til bogen, fordi hensigten er at det er en hverdagsbeskrivelse.

Øvrige kilder:

Forfatterweb: af journalist, cand.mag. Pia Andersen Høg / Helle Helle
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zhelle00

Litteratursiden:
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/forestillingen-om-et-ukompliceret-liv-med-en-mand-af-helle-helle

denstoredanske: Helle Helle
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/Helle_Helle?highlight=helle%20helle

Litteratursiden: Debat
http://www.litteratursiden.dk/node/68051

Vor tids danske roman: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand
http://www.vortidsdanskeroman.dk/romanerne/default.asp?cid=140556

Mfl.

Musikanbefaling: 5:55 / af Charlotte Gainsbourg (2006)

2009-08-14T07:11:00.000-07:00

Min vurdering 7/10

Som flere andre albums jeg har anmeldt her på bloggen i 2009, så er det igen en afdæmpet electronica/akustisk plade.

Gainsbourg er endnu en kunstner som kan tilføjes betegnelsen som både musiker/skuespiller. Dog synes jeg, at jeg hører om flere musikere der bliver skuespillere(fx Madonna, Tom Waits, Sting osv.), end det omvendte.

Jeg blev opmærksom på hendes andet album, fordi sangerne Jarvis Cocker og Neil Hannon have skrevet nogle af sangene, og jeg betragter dem begge som dygtige sangskrivere. Desuden har jeg siden opdaget, at Nigel Godrich har produceret, og da jeg gav hans 'Regeneration' produceret album 10/10, så er det ikke så underligt, at jeg synes godt om 5:55.

Desuden stod bandet Air for noget af lyd-produktionen, og jeg er stor fan af Air’s albums.

5:55 har tilsyneladende ikke været det store hit bortset fra Frankrig, hvor den blev nummer 1 på albumhitlisten, selvom franske Gainsbourg synger primært på engelsk for at ramme en bredere sfære. Måske har den ikke været markedsført så voldsomt i udlandet. Måske kan den manglende succes også hænge sammen med, at hun i mine øjne ser ret almindelig ud og ikke rigtig ligner en stjerne? Er det derfor hun gemmer sig under håret på albumcoveret?

Jeg synes dog ikke teksterne er noget særligt trods overnævnte sangskrivere, bortset fra et par enkelte perler her og der. For mit vedkommende er lyrics heller ikke det væsentligste med et Air-lignende album, idet jeg selv bruger det som ’baggrundsstøj’ eller ’ear candy’ og til det formål er den god.

Nogle kynikere vil formodentligt kalde det et hurtigt glemt album, mens andre vil være begejstret for især den lydmæssige del.

Hvis jeg skal opridse hvad teksterne handler om, så spænder emner fra tidspunktet 5: 55, en flyrejse, om at lære en anden at kende, om at lege, om at være skuespiller, at være musiker mm.

Singlen ’The songs that we sing’ synes jeg er det bedste nummer. Den fænger mig mest og det er den der huskes efterfølgende. Orkesterlyden ala 'The divine comedy' på sangen blandet med electronica fungerer godt. Musikvideoen er faktisk dødkedelig, men heldigvis er nummeret super ( :

De andre numre på albummet er lidt anonyme i sammenligning, synes jeg, men det gør ikke noget. Det er nærmest en fordel, når du genhører.

Et mindre kendt album som mange fans af electronica og Air vil synes om. Måske vil hendes hovedrolle i Lars Von Trier’s Antichrist gør flere opmærksomme på hendes musik.

Det fulde album kan høres her: http://listen.grooveshark.com/

Baggrundsinfo om Charlotte Gainsbourg kan læses på: http://www.allmusic.com/

Eller besøge hendes myspace, hvor hendes hits kan høres. Der afsløres, at hun pt. er i færd med at indspille musik med BECK: http://www.myspace.com/charlottegainsbourg

Boganbefaling: Spilleren / af Fjordor M Dostojevskij (1866)

2009-07-13T13:17:00.001-07:00

Min vurdering 9/10

Emnerne er ludomani, spillemiljø, familieintrige, kærlighedsforhold, vinde og tabe, sige ja og nej, logik vs. forstand mm.

Den handler om den unge huslærer Aleksej Ivanovitj, som befinder sig med en falleret russisk general og hans familie på kurstedet Roulettenburg ved Rhinen. Da han først har prøvet rouletten, er hans skæbne beseglet. Samtidig lurer kærligheden også, Aleksej er forelsket i generalens steddatter Polina.

En psykologisk roman, som indeholder elementer fra krimi-genren. Den er skrevet i dagbogsform set fra Aleksej’s synsvinkel.

Dostojevskij er ligesom Kafka en af de store forfattere i litteraturhistorien.

Det er rart at slippe for Ejnar Thomassen’s forældet Dostojevskij oversættelse, her er det på dansk af Ole Husted Jensen og sproget er mere lettilgængeligt for nutidige læsere end hos Thomassen.

Russiske Dostojevskij’s styrke er hans menneskekundskab og psykologisk indsigt. Her er et bevis på, at Dostojevskij evnede at begrænse sig og skrive en kort roman på ca. 200 sider.

Den fanger meget hurtigt, synes jeg. Personerne synes at rumme en flertydighed, som gør den interessant at fortolke undervejs og til slut.

Der er nogle evigtgyldige tematikker i romanen, og jeg fornemmer at romanen synes at spille på dobbeltheden, hvor der både er en jagt og en fangst i forhold til forelskelse og spillelidenskab. Samtidig synes bogen at postulere den eviggyldige sandhed, at mænd ikke forstår kvinder og omvendt. Penge er ikke alt er noget der ligger i luften, og det virker til at være en kritik af roulettespillet.

Spillelidenskaben er ligesom narkotika, lidenskaben til Polina er ligesådan. Aleksej elsker adrenalinen ved spillet og ikke så meget gevinsten. Er rouletten og Polina et enten-eller, eller et både-og? Døm selv. I kærlighed og i spil tager du chancer og har sommetider heldet med dig.

s. 8: ”Hvorfor blev jeg hængende hos denne general, og hvorfor var jeg ikke for længst rejst min vej. En gang imellem så jeg over på Polina”

Efter signende skulle den være selvbiografisk, idet Dostojevskij selv led af en spillemani han ikke kunne styre og kendte en kvinde, der mindede om Polina. I 1860erne rejste D. meget i Vesteuropa, jaget af både spillelidenskab og kreditorer og plaget af epileptiske anfald. Dostojevskij var i modsætning til sine forfatterkollegaer Tolstoj og Turgenjev nødt til at skrive for at få mad på bordet. Rouletten ruinerede D. flere gange. Det virker til at D. ofte havde et ligeså spændende privatliv som i det han skrev.

Nogle påstår på litteratursiden, at Aleksej Ivanovitj muligvis er en upålidelig jeg-fortæller, hvilken igen gør romanen endnu mere interessevækkende.

Den har været diskuteret i en af litteratursidens læseklubber i 2009, diskussionen kan læses her: http://www.litteratursiden.dk/node/76844

Øvrige kilder:
-Biografi: Geir Kjetsaa / Fjodor Dostojevskij - et digterliv (1986)
-Litteratursiden: stud.mag. Susanne Kemp / klassikerguide Dostojevskij
http://www.litteratursiden.dk/analyser/dostojevskij-fjodor-m
-Litteratursiden: bibliotekar Birgitte Tindbæk / anbefaling af spilleren: http://www.litteratursiden.dk/temaer/spilleren-af-f-m-dostojevskij
-Forfatterweb: cand.mag Kristine Witt-Hansen / Dostojevskij http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zdostojevskij00

Bemærk! Jeg har ladet mig fortælle, at nogle bøger overfortolker Dostojevskij, bl.a. Malcolm Bradbury / Da litteraturen blev moderne

Boganbefaling og analyse: Processen / af Franz Kafka (1925)

2009-07-13T10:51:00.000-07:00

Min vurdering 10/10.

Det er en psykologisk roman og betragtes af de fleste som Kafka’s hovedværk.

En bankmand dødsdømmes af en ukendt ret for en forbrydelse, han ikke kender, men må acceptere.

Temaer er skyld, bureaukrati, mistænksomhed, frustration, individ vs. system mm.

Historien drives frem af, at læseren og hovedpersonen vil vide, hvad anklagen er. Jeg føler sympati for hovedpersonen Josef K, fordi han er uvidende og i ingenmandsland. Hvis han fik et svar, så ville han føle sig bedre tilpas. Men hvem skal give ham svaret? Der er en big brother, som overvåger ham. Josef K er i forsvarsposition og må forsvare sig og overbevise andre om sin uskyld.

Anklagen bliver Josef K’s identitet og det gør ikke hans sag bedre ved at klage over sin anklager. Kan det være anklageren, som ikke vil indrømme fejlen? Skader det Josef K’s omdømme? Det betyder i hvert fald, at Josef K’s selvværd lider et knæk og han bliver vred, skeptisk og føler systemet er ugennemskueligt. Sidstnævnte er en af grundene til bogens stadige relevans i dag, da det er en universel følelse.

Den allegoriske romans styrke er, at den kan fortolkes på uendeligt mange måder. Måske en kritik af samfundsformen? Nogle kalder den en satire over bureaukratiet og deres rodet håndtering af mennesker og bureaukratiets manglende indføling. Bogen kan også læses som en kritik af domstolene. Andre vælger at se bogen som en analyse af begrebet skyld. Fx har alle lavet små og store fejl i deres liv og derfor har vi alle til en vis grad en smule skyldfølelse. Hvis Josef K. ikke anerkender anklagen, er den der stadig?
Hvordan skal mennesket forholde sig til magthaverne og omvendt er en anden måde at anskue romanen. Er bureaukratiet et billede på noget større, nemlig tilværelsens og samfundsopbygningens kompleksitet og ugennemtrængelighed?

s.9 : "De må ikke forlade stedet, De er jo arresteret. Det ser sådan ud, sagde K. Og hvorfor så det? spurgte han så. Det er ikke blevet os pålagt at fortællle Dem det. Gå ind på deres værelse og vent. Sagen er nu engang indledt, og De vil få alting at vide til rette tid".

Der er flere dobbeltheder i romanen: menneskets ’naturlige’ og ’samfundsmæssige’ eksistens. Hvor meget af det foregår i Josef K’s hoved og hvor meget er virkeligt? Hvem er vanvittig, Josef K eller samfundet? Findes sandheden om Josef K og er den anderledes fra lovens sandhed? Der er også et skisma mellem fornuft og begær. Osv. Ifølge Bo Steffensen bestemmer læsemåden, hvad man får ud af historien.

Skyldfølelsen kan også anskues biografisk og have sine rødder i Kafka’s eget liv, hvor Kafka hele livet følte sig sat under dom af faderens autoritet. Det er svært for Josef K at komme væk fra anklagen og det var ligeledes svært for Franz Kafka at komme væk fra faderen. Kafka følte sig muligvis aldrig fri. Kafka’s skrivning kan have været et oprør mod faderen, men Kafka fremstiller også sig selv som offer.

Franz Kafka levede mellem 1883 og 1924, og blev kun 36 år. Han er tysksproget forfatter. Født og opvokset i en jødisk familie i Prag. Uddannet jurist og arbejdede i et forsikringsselskab indtil han pga. tuberkulose blev pensioneret.

Romanen hører til modernisme perioden med dens narcissistiske og indadvendte skrivemåde, hvor verden udenfor er kaos, indeni mennesket er der også kaos, og der søges efter en mening. Målet er at beskrive og forstå kaos. Med modernismen ville man bryde med tidens realisme i kunsten. Virkeligheden bliver snæver og subjektiv i modernismen, fordi verden er blevet for kompleks til at skildre den objektivt og realistisk troværdigt.

Der er en typisk ’kafkask’ stemning i historien, fx gør de mange døre den labyrintisk og klaustrofobisk, så vi mister orienteringen og overblikket ligesom Josef K selv. Myndighederne som potentielt er alle vegne bevirker, at intimsfæren bliver brudt.

Det eneste ved den jeg ikke bryder mig om er den danske titel 'Processen', hvor jeg føler den engelske titel ’The Trial’ er stærkere og til at forstå. Det skyldes formodentligt den tyske titel ’Der Prozess’.

En af de klassikere, som jeg nok aldrig bliver færdig med. Måske en af de bedste romaner fra det 20. århundrede. Den ligger på min top 10 over bøger jeg har læst. Slutningen af romanen er for mig højdepunktet i bogen.

Sproget virkede for mig rimeligt nutidigt, som var overraskende, hvilket dog kan skyldes den danske oversættelse er fra 1981.

Den er filmatiseret af mesterinstruktøren Orson Welles i 1962 med Anthony ’Psycho’ Perkins i hovedrollen. Jeg opfatter filmen som vellykket. Her trailer:

Øvrige kilder:
Den store danske encyklopædi(bogversionen) / Kafka
Mairowitz & Crumb / Kafka for beginners (1993)
Forfatterweb: Cand. mag Michael Andersen. / Kafka
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zkafka00
DR Kulturportalen: Lars Erik Udsen, Alfabet : Kafka: Skyldig i at være aktuel (2003)
www.dr.dk/kultur
The modern word / http://www.themodernword.com
Mfl.

Boganbefaling: Forholdsregler/ af Sidsel Falsig Pedersen (2005)

2009-07-13T08:07:00.000-07:00

Samlet vurdering 7/10

27 små noveller af danske Sidsel Falsig Pedersen.

Hver fortælling fylder i omegnen af ca. 3-7 sider. Til tider er de sjove, eftertænksomme eller sommetider rent ud sagt kedelige.

Emnerne er meget brede, men de synes at kredse om hverdagen, parforhold, naboer hensynet til andre, uskrevne sociale kodekser, og meget mere.

De stærkeste fortællinger som jeg her vil anbefale er for mig ’Værelset’ s. 47-48, ’Retur’ s.58-61, ’Suppe’ fra s.85-87 og Gevinsten s.92-94. Disse 4 fortællinger giver jeg 8/10 eller 9/10.

’Værelset’ er virkelig sjov, den handler om de nysgerrige venner/bekendte, som sommetider ikke kan dy sig for at spørge om huset. Og så må man nogle gange finde på hjemmestrikkede svar eller hvide løgne!

Novellen ’Retur’ mener jeg er den bedste og måske den mest dybsindige. Om knas i parforholdet. Ligesom i mange andre af fortællingerne er vi som læsere klar over, hvor problemerne er, men personerne i historierne er ikke altid selv klar over, at de gør noget galt, som sårer andre. I dette tilfælde er det manden, som tror han ser godt ud, mens han ikke er så god til at give sin partner komplimenter. S. 59: ”Han har i tidens løb gjort mig opmærksom på en masse fejl ved min krop, jeg ikke selv kendte til”

For det tredje blev jeg fanget af ’Suppe’, som handler om en kvinde, som køber noget suppe et sted, som muligvis er et tilholdssted for hjemløse. Det bliver en speciel oplevelse for hende.

Den 4. fortælling jeg anbefaler er 'Gevinsten', som handler om en veninde, som måske er lidt for god en veninde.

Titlen på bogen ’Forholdsregler’ tolker jeg på den måde, at personerne i fortællingerne har det til fælles, at de skal tage forskellige hensyn i deres omgang med andre afhængigt af, hvilke mennesker de har med at gøre. Forskellige mennesker og forskellige situationer kræver forskellige hensyn. I bogen er de så gode eller mindre gode til at være høflige og have situationsfornemmelse. Jeg synes titlen tilføjer en ekstra dimension til helheden.

I nudansk ordbog beskrives en ’forholdsregel’ som: ”noget som man gør for at undgå mulige farer el. ubehageligheder”.

Et muligt budskab kunne være, at vi skal prøve at aflæse sociale situationer bedre, så modparten ikke kommer i klemme. Bogen kan evt. bidrage til, at vi bliver mere opmærksomme på andres behov.

Antallet af noveller gør, at folk vil finde noget de hver især kan identificere sig med. Nogle vil kunne li én novelle, andre vil synes om en anden. Jeg havde foretrukket, at nogle af historierne var lidt længere, da jeg føler en del af novellerne næsten ikke når at komme i gang, før de er slut.

Bogens korthed og det enkle sprogbrug synes jeg minder om fx Helle Helle. Den egner sig både til mænd og kvinder efter min vurdering.

En relativt ukendt forfatter før jeg læste denne, men jeg får bestemt lyst til at se, hvad hun ellers har at byde på. Hun er også uddannet bibliotekar som undertegnede er! På kun 96 sider er ’Forholdsregler’ hurtigt læst.

Novellesamlingen har sine øjeblikke, og jeg synes det er et rimeligt originalt koncept, som i det store og hele lykkes rimeligt godt. På bogforsiden er vi ligesom i bogen en iagttager af en parforholdssituation.

Boganbefaling: Hjertet er en ensom vandrer / af Carson McCullers (1940)

2009-07-12T05:07:00.000-07:00

Min vurdering 7/10

Den handler om livet i en hyggelig sydstatsby i slutningen af 1930erne, om skæve eksistenser set gennem en ung piges øjne. De døvstumme Singer og Antonapoulus er venner. Alice laver mad til dem. Singer kan tale, men foretrækker at lade være. I byen er der ensomhed, men alligevel et fællesskab.

Emnerne er fattigdom, venskab, ensomhed, døvstumhed, outsidere, at blive voksen mm.

Efter min mening en af de oversete amerikanske romaner og forfattere, som ikke er så kendt i Danmark. Jeg læste den på amerikansk, hvor den hedder ’The heart is a lonely hunter’. Men den findes også på biblioteket i dansk oversættelse.

Det er nogle personer jeg synes man kommer til at holde af, og man håber det går godt for dem.

Jeg synes romanen kan læses af både unge og voksne. I løbet af bogens stødte jeg på en del livsvisdom som fx s.13 : ”Being around that women always made him different from his real self. It made him tough and small and common as she was”.

Jeg tror at nogle af bogens budskaber er, at man ikke skal undervurdere outsidere, at det ikke er, hvad du siger, men hvad du gør, som betyder noget. Og at du skal smile til verden og den vil smile igen.

På grund af bogens alder var der visse afsnit som virkede forældet om fx vilkår på arbejdsmarkedet og undertrykkelse af sorte, men disse kan læses som historiske tilbageblik med nutidens øjne. Der er en kritik af datiden i romanen.

Forfatteren Carson McCullers, som ser lidt sær ud og var ifølge forskere også lidt aparte, minder lidt om personen Singer i romanen. I 1947 blev Carson McCullers ramt af blodpropper og forblev delvis lammet i sine sidste tyve år. Hun var kun 23 år, da hun udgav romanen, hendes alder forbavser stadig i dag. McCullers havde et stormfuldt ægteskab, der endte med at tage livet af hendes mand. Hun blev selv kun 50 år.

’Hjertet er en ensom vandrer’ er filmatiseret, men jeg har ikke set filmen. Jeg blev opmærksom på romanen, da den spiller en større rolle i filmen ’A love song for bobby long’ fra 2004, som var en kommerciel fiasko, men er alligevel en filmperle i mine øjne.
'A love song for bobby long’ synes at låne bogens fattige sydstats atmosfære. Filmen foregår i New Orleans, hvor tingene går lidt langsommere, og alle kender hinanden i den lokale café. Filmen handler bl.a. om at være forfatter og om alkoholisme.

Trailer til filmen ’A love song for bobby long’:

Øvrige kilder:
Weekendavisen: Bo Green Jensen / En spændt og fremmed verden (1992)
http://www.infomedia.dk

Boganmeldelse og analyse: Den fremmede / af Albert Camus (1942)

2009-07-12T02:39:00.000-07:00

Min vurdering 6/10

Det er en filosofisk roman af den franske forfatter Albert Camus.

Under en retssag viser en ung mand, der er anklaget for mord, en uforstående ligegyldighed overfor sin ugerning og dens følger. Mersault oplever alt på en mærkelig søvngængeragtig måde. Tingene sker omkring ham, uden at han forstår meningen med dem eller med sig selv eller verden overhovedet. For ham er alle handlinger absurde og har samme gyldighed, og han bliver et bytte for øjeblikkets indskydelser, bl.a. begær til Maria. Han vil både have tiden skal gå i frihed og i fængsel.

Camus’ ’Den fremmede’ var interessant at læse for nogle år tilbage og dengang ville jeg nok have givet bogen 8 stjerner, men romanen forekommer mig i dag kold og udsigtsløs. Fordi hvis du tror ligesom Camus at livet er meningsløs, så bliver den også meningsløs!

Der er nogle som kan læse disse absurde bøger på en distanceret måde og se på dem med en vis objektivitet, men det kan jeg nok ikke så. Jeg synes man bliver i dårligere humør af at læse bøger om håbløse personer. Man kan sige ligesom statsanklageren: ”ikke kunne appellere til det menneskelige hjerte, hvis elementære reaktioner var ham fremmede”.

Mordet i ’Den fremmede’ er et af de mest interessante elementer, som stadig diskuteres i dag. Er mordet tilfældigt eller er der en dybere mening?

Måske er det et portræt af en psykopat, hvor vi skal opleve at være i samme sko som Mersault, og formålet er, at vi bedre skal kunne forstå og hjælpe mennesker med sådan et anderledes verdenssyn.

Ideen er sådan set meget original og Camus fik da også nobelprisen i 1957, men desværre er det bare så trist at læse om en så hjerteløs, kynisk og negativ hovedperson. Jeg foretrækker at anskue verden på en mere positiv måde.

Den livsopfattelse der ligger til grund for romanen har fundet et filosofisk udtryk i Camus’ berømte essay ’Sisyfos-myten’. Den handler om den græske sagnkonge Sisyfos, han fik i underverdenen den straf til stadighed at skulle rulle en stor sten op ad et bjerg, hvorfra den straks trillede ned igen. Arbejdet er resultatløst og anstrengende og hører aldrig op. Camus udfolder den tanke, at menneskets situation er absurd, i det verden er uden mening i sig selv. Der er en mangel på nødvendighed.

I Camus’ absurditet er det en frihed at leve et liv, som man har accepteret er absurd. Det er universets gudløse ligegyldighed, som udgør kernen i hans forhold til religion. Til forskel fra Nietzsche har Camus ikke brug for at erklære gud død. Camus savner eller ønsker ikke engang en gud, Camus finder sin egen vej. For Camus er der et fravær af universel logik og styring. Tuberkulose som 17årig spiller en central rolle i fremhævelsen af døden og dødeligheden i det meste af hans forfatterskab. Han måtte opgive sine filosofistudier pga. tuberkulosen. Bag alt findes intet andet end intet. At hans krop svigtede ham på højden af hans unge manddom er nøglen til hans personlighedsudvikling. Der kan være et brændende begær efter klarhed, men for Camus er livet absurd og en meningsløs søgen efter mening. At finde sig til rette med det absurde er det, som hovedsageligt optager Camus. Camus’ fremmedhed kan forstås som et manglende tilhørsforhold. I et univers som berøres enhver mening, føler mennesket sig som en fremmede.

I romanen ’Den fremmede’ er Mersault lige så fremmede som Josef K i ’Processen’. Mersault er endda tilskuer til sin egen retssag. Han er den absurde mand, som accepterer det meningsløse.

(fra ’Camus en introduktion’)

Ifølge Camus er begrebet absurd for ham en positiv nihilisme, en vej til overlevelse. Svaret er en kvantitetens moral; det gælder om at leve mest muligt. Dog føler jeg ikke selv det positive verdenssyn mærkes i ’Den fremmede’.

Hvis du er filosofi-interesseret og kan se på bogens 142 sider nøgternt, så er den uundgåelig i verdenslitteraturen, men hvis du nemt bliver følelsesmæssigt involveret i de romaner, du læser, så bør du i mine øjne undgå ’Den fremmede’.

Øvrige kilder:
Mairowitz & Korkos : Camus en introduktion (1998)
Forfatterweb: journalist Niels Vestergaard / Camus
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zcamus00
Den store danske encyklopædi (bogversionen)
Nudansk ordbog : Sisyfos myten
Debat på litteratursiden: http://www.litteratursiden.dk/node/79745

Boganbefaling: Den lille prins / af Antoine de Saint-Exupéry (1943)

2009-07-12T00:27:00.000-07:00

Min vurdering 8/10

Exupéry’s kendte eventyrfortælling om pilotens møde med den lille prins fra en fjern planet. Prinsen fortæller om sin rejse til jorden. Undervejs har drengen besøgt mange forskellige planeter, alle beboet af sære voksne.

Bogen har ikke rigtig nogen genre og egner sig til både børn og voksne, selvom det er en billedbog med tekst. Man kan sige, at det er en historie for voksne i barnlig forklædning.

Den lille prins kan fortolkes på mange måder, hvilket har bidraget til, at folk stadig læser den i dag. Prinsen kan være pilotens fantasiven, ønske ven eller at piloten genfinder barnet i sig selv.
At prinsen og piloten begge har gode forestillingsevner og begge er ensomme, når de ankommer til ørkenen bidrager til, at man tror, at de er en og samme person.

Figuren den lille prins kan fortolkes som pilotens længsler efter en særlig forståelse, som piloten har savnet hos de voksne som barn. Da han møder den lille prins bliver piloten lykkelig over, at der endelig er nogen, som forstår ham.

Meget tyder på at bogen er en selvbiografi over Exupéry's fantasi som barn, idet Exupéry i 1935 oplevede et flystyrt 200 km fra Kairoi i en ørken i Libyen. Han så måske syner eller havde feberhallucinationer i ørkenen pga. væskemangel og sult, og han gik evt. i barndommen.

Den lille prins stiller spørgsmål, som han mener er vigtigere end svarene. Prinsen vandrer og vandringen virker til at være vigtigere end målet. Han henter sin viden fra naturen, fx slangen, ræven og blomsten.

Et temaet er forskellen på børn og voksne, børn kan være uspolerede og fantasifulde, mens voksne nogle gange ikke forstår at se, at verden er et pragtfuldt sted. Derfor kan ’Den lille prins’ også læses som en satire over de voksne, som i bogen ikke stiller spørgsmålstegn ved verden mere.

Et eksempel er forretningsmanden, som har for travlt, at han glemmer at leve.

De voksne beskrives som fantasiløse, belærende, skeptiske, tal-fikserede og fornuftige.

Budskabet kan være at få de voksne til igen at se verden med friske øjne, den lille prins kan allerede se verden på denne måde, formodentligt fordi han kommer andetsteds fra. Prinsen ser ud til at prioritere det, som gør ham lykkelig. Det er i forholdet til andre, at prinsen finder lykken. Et andet budskab ser ud til at være, at voksne kan lære noget af børn.

Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry gik i eksil i USA under Anden Verdenskrig. Både savnet af familie og den umenneskelige verden under krigen bidrog til, at Exupéry havde brug for at skrive en historie om kærlighed, venskab, lykke og glæde.

Et andet tema i bogen er fantasi vs. virkelighed, idet den lille prins bliver virkelig. Tegningerne bliver også virkelige.

Parallellen til Anden Verdenskrig ses fx ved gartnerteorien, hvor det onde skal holdes nede.

Exupéry har også skrevet andre bøger, ’Krigsflyver’ (1942) og et andet værk med den smukke titel: ’Blæsen sandet og stjernerne’ (1939) , ligesom ’Den lille prins’ om Exupéry’s humanistiske filosofi. De tidligste værker var præget af en poetisk fascination af flyvning.

Hvis man ønsker at læse mere om ’Den lille prins’, kan jeg anbefale Lindhardt og Ringhof’s udgave af bogen, som har et forord på ca. 25 sider med mange historiske illustrationer samt historien om Exupéry’s liv.

Den lille prins er en bog du kan genopdage og finde nyt i uanset alder. Et super originalt koncept. Et af mine favoritcitater fra bogen er, ”at det væsentligste er usynligt for øjet”.

Boganmeldelse og analyse: Fra smørhullet / af Kirsten Hammann (2004)

2009-07-11T13:27:00.000-07:00

Min vurdering 4/10

Emnerne er kvinder, identitet, skilsmisse, normalitet, tv-kiggeri, konsumsamfund mm.

Mette på 35 år og ægtemanden Søren bor i København. Efter Søren og Mettes ægteskabelige idyl sidder Mette nu fraskilt i den lækre lejlighed i Amaliegade. Hun kan ikke forestille sig et liv uden Søren og lader tiden og livet passere revy i ørkesløs lediggang og indkøbsflip.

Nogle betegner bogen som chick lit, men det er ikke den genre jeg tænkte på, da jeg læste den. Jeg vil hellere sige, at det er en dagbogsroman om en kvinde. Den kan læses af alle og henvender sig i mine øjne ikke kun til kvinder.

Mette synes jeg er en trist person, hendes liv er gået i stå efter skilsmissen. På mange måder lever hun et ultra-normalt liv. Ligesom 'Timerne' jeg tidligere har anmeldt her, så minder det lidt om den roman, idet 'Fra smørhullet' handler om de største og mindste tanker på en dag. Tristheden hænges op til skue, så jeg som læser tænker med medlidenhed: ud af dit smørhul og kom i gang!

Kirsten Hammann har udtalt, at hun ikke er ude på at lave den store handling, men i stedet fremvise billeder af tiden, steder og omgivelser. At beskrive nuet og lære et menneske at kende så tæt på som muligt.

Ifølge Hammann er romanen et billede på, at alt ikke altid bliver som man havde drømt om. Samtidig er det et tidstypisk billede på mennesket i dag, hvor det er blevet gratis at mene noget om alting uden egentlig at foretage sig noget. Mette er et symbol på at være sig selv nok. Mette er kvalt i overflodssamfundets materialisme. Dog er Mette ifølge Hammann lidt ekstrem i sin karaktertræk ved at være præget af lammelse og passivitet. Mette er bevidst om, at hun har muret sig inde og har frivilligt givet op. Lammelse kommer måske an på synspunktet, det kunne også anses som fred og ro. Mette nyder sin dårlige samvittighed, hun nærer sig ved den ifølge Hammann.

Mette føler sig magtesløs, og det kan alle mennesker føle overfor verdens problemer, når de fx ser nyhederne. Desværre yder Mette ikke engang et lille bidrag til samfundet, hvilket er det mest frustrerende ved hendes person. Det var nok for Mette at være den kendte forfatter Søren's hustru, så hun opgav at male, da hun giftede sig med ham. Den eneste måde hun føler hun kan dele sit indre med andre på er ved at male.

En dag i dagbogen omhandler fx terrorangrebet 11. september 2001, men angrebet flyder sammen med andet tv og bliver for Mette ligesom underholdning. For hende er der en dobbelthed mellem rædsel og at more sig. Man kan sige, at både medier og Mette er skyldige. Medierne kunne vise mindre om 9/11 i tv, og Mette kunne slukke for sit tv. Forfatteren Kirsten Hammann og for så vidt læseren hæver sig som 3. person og definerer, hvad er rigtigt og forkert.

Budskabet har jeg svært ved at få øje på udover at medierne kan sætte dig i en dvale-tilstand, som ikke er sundt.

Overordnet synes jeg, at jeg som læser kørte død i de ofte meningsløse dagbogsindlæg, som er så banale, at de bliver kedsommelige. Der mangler noget mere menneskelig interaktion og at Mette engagerer sig i andre mennesker. Det eneste der fangede min opmærksom var nogle af Mette’s tanker om dit og dat som fx tv-udsendelser.

Intentionen var formentligt, at man skulle spejle sig i nogle af situationerne, men det er kedeligt i længden at læse om en person, som har opgivet. Hovedpersonen føler sig også kedelig, fordi hun ikke får noget ud af livet. Det var måske ikke så mærkeligt, at Søren valgte at rejse fra Mette! Ligesom jeg også valgte halvvejs igennem romanen.

Der er næsten ingen handling i romanen. Det kan godt være, at bogen kan læses som et portræt af en generation, som er overfladisk og egoistisk. Måske er romanen en analyse af dovenskaben?! Jeg har på fornemmelsen, at bogen er en kritisk satire, som peger tilbage på alle danskerne, der sidder i deres eget 'smørhul' og glor tv hver aften.

Men jeg anbefaler den ikke.

Øvrige kilder:
TV-udsendelse: Bestseller læseklubben - Kirsten Hammann (2004)
Litteratursiden: Cand. mag. Tina Brødsgaard Andersen / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/analyser/hammann-kirsten-fra-sm%C3%B8rhullet
Litteratursiden: bibliotekar Karin Hedemand / Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/fra-sm%C3%B8rhullet-af-kirsten-hammann

Boganbefaling og analyse: Timerne / af Michael Cunningham (1998)

2009-07-11T09:55:00.000-07:00

Min vurdering 7/10

Fortællingen skildrer tre dage i tre vidt forskellige kvinders liv i forskellige tidsperioder i 1900-tallet - Trods forskellene samles temaet i ét spørgsmål - om selv at vælge og prøve at finde lykken.

Emnerne er kvinder, familien, hverdagen, tid, facade vs. indre, venskab, kunstnerlivet mm.

Det er den amerikanske forfatter Michael Cunningham's tredje roman. ’Timerne’ modtog bl.a. Pulitzerprisen i 1999.

De tre hovedpersoner er en forfatter i 1920erne (Virginia Woolf), en læser i 1950erne (husmoderen Mrs. Brown, som ikke kan finde ud af noget og hellere vil være i bogen hun læser end sit eget liv) og forlagsredaktøren Clarissa i 1990erne.

Cunningham formår at fange mig uden at jeg ved, hvordan historierne er forbundet. Alle tre oplever lignende øjeblikke af tvivl om eget værd og deres narcissisme gør dem blind overfor deres kære. Det er en bog som behandler kvinders frustrationer og bogen har også modet til at vise de mørke sider.

Det er lige før jeg synes, at det ikke er Woolf, men Clarissa spillet af Meryl Streep i filmen, som er den mest interessante person i romanen, som måske/ måske ikke elsker sin datter. Fascinerende er det også, at Clarissa og vennen Richard prøver at holde hinanden i live. Richard kalder Clarissa Mrs. Dalloway. Ligesom Woolf i ‘Timerne’ føler sig som en byrde for sin mand Leonard Woolf, så føler Richard sig som en byrde for Clarissa. Historikere er dog delte om Leonard Woolf var en byrde eller støtte for Virginia Woolf.

Romanen udforsker, hvordan kvinderne kan bryde ud af deres skæbne. Kvinderne er ikke helte eller kujoner, men lidt af begge dele, fordi i et helt liv kan man ikke lave denne opdeling.

Den handler om de øjeblikke vi husker, som afslører vores sande jeg og følelser. Den fortæller om de valg, der er bedst for personerne, som ikke nødvendigvis er de bedste valg i det lange løb. Et af budskaberne kan derfor dreje sig om, at vi skal være mindre fordømmende og mere medfølende overfor folks valg.

Det er en metafiktiv roman forestået på den måde, at det er fiktion om fiktion. En af hovedpersonerne er forfatteren Virginia Woolf, hvor vi oplevelser hendes tankeunivers.

Virginia Woolf er kendt for sammen med bl.a. forfatteren James Joyce at benytte stream of consciousness skriveteknikken. Udover forfatterskabet var Woolf feminist og kvindeforkæmper, maler, mentalt forstyrret som skyldes at hun måske var manisk depressiv, og det påstås af visse at hun var lesbisk. Temaet i Woolf’s forfatterskab er bl.a. at skrive om/for kvinder samt skildre det usagte, som forbliver tanker.

Kvinders selvstændighed udtrykkes fx ved den berømte første sætning: "Mrs. Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne". I ’Timerne’ er der mange henvisninger til Woolf’s klassiker ’Mrs. Dalloway’ fra 1925, som det vil være en fordel, men ikke en nødvendighed, at man har læst.

Cunningham har udtalt om romanen 'Mrs. Dalloway', at det er en normal dag i livet af en normal kvindes liv fortalt af et geni (Woolf) . Selv synes jeg ’Timerne’ er meget mere en bare en semi-biografisk roman om Woolf.

Faktisk var arbejdstitlen på romanen ’Mrs. Dalloway’ oprindeligt ’The Hours’.
Begge bøgers påstand er, at du ved at observere en person igennem en hel dag kan sige noget om hele deres liv. Derudover nøjes ’Timerne’ ikke bare med at låne fra ’Mrs. Dalloway’, men også at fortolke den.

Filmen:
Filmen synes jeg fanger essensen fra bogen, og det er en af de gange, hvor jeg føler filmen er bedre end romanen. Eller sagt på en anden måde, når du har set filmen, så føler du ikke bogen tilføjer noget afgørende nyt til oplevelsen, hvilket må siges at være et bevis på, at filmen er vellykket.

I filmen forbindes de tre historier med klavermusikken af Philip Glass. Jeg tror jeg giver filmen 9/10 og bogen 7/10. Filmens instruktør Daldry har udtalt, at ’Timerne’ for ham repræsenterer følelsen af at være fanget, behovet for at ville ændre sig, fornemmelse af ikke at passe ind i ens eget liv. Filmen ligner ikke andre film, da den er uden for genre. Historien handler om mange ting, og oplevelsen vil derfor være subjektiv.

Traileren fra filmen, hvor du også kan høre den smukke baggrundsmusik:

Øvrige kilder:
The hours DVD
Galenet biography: Virginia Woolf
Anmeldelse: kristeligt dagblad, Henrik Uth Jensen: Tre dage, tre kvinder, tre liv,2002
Filmreview, marts, 2003

Boganmeldelse og analyse: En amerikaners lidelser / af Siri Hustvedt (2008)

2009-07-10T05:23:00.000-07:00

Min vurdering 5/10

Den handler om New York psykiateren Erik, som gennemgår sin afdøde fars papirer i håb om at lære den mand at kende, som han aldrig rigtig forstod. Det viser sig, at faderen åbenbart har haft dystre hemmeligheder i sit liv, og pludselig begynder ukendte og truende personer også at interessere sig for hans papirer. Samtidig flytter Miranda og hendes datter ind i ejendommen, hvor Erik bor.

Emnerne er familierelationer, sorg, tab, far-søn forhold, naboer, søskende, New York, psykiatere, og ikke mindst "de tavse spøgelser" (mennesker som betyder noget uden at være til stede).

Jeg læste den på originalsproget engelsk. Et citat fra s. 8 : “Every memoir is full of holes. It’s obvious that there are stories that can’t be told without pain to others or to oneself, that autobiography is fraught with questions of perspective, self-knowledge, repression, and outright delusion”

Jeg har blandet følelser i forhold til denne roman. Der var visse dele af romanen jeg synes var rigtige gode som fx afsnittene om Erik, Miranda og Miranda’s datter Eggy, selvom jeg synes disse afsnit var en anelse konstrueret. Og den opdigtede film ’Into the blue’ er fascinerende. Jeg havde foretrukket at slippe for resten og læse en eller flere noveller om disse.

Samtidig synes jeg der var mange passager, hvor jeg kedede mig enormt og synes det var fyld, som fx patientbesøgene hos Erik og erindringsafsnit om Inga’s og Erik’s afdøde far Lars.

For mig virkede det til, at Hustvedt havde mere fornøjelse ved at skrive disse erindringsafsnit, end jeg havde af at læse dem. Det kan godt have været selvterapi, da en del af det er taget fra Hustvedt's egen familiehistorie, mens andet er opdigtet. Disse semi-biografiske familiebeskrivelser føler jeg er en anelse for selvforkælende(er det et ord?) og driver ikke historien fremad. Måske ville det have gavnet historien, hvis der var nogle scener med Erik, Inga og faderen Lars. Man kunne så indvende, at noget af faderens mystik forsvandt, men jeg mener det kunne have styrket vores interesse i faderen.

Jeg mindes ikke at have læst noget om hovedpersonen Erik’s eks-kone, men vi hører en masse om søsteren Inga’s eks mand Max. Vi hører så vidt jeg kan huske heller ikke meget om Lars’ enkes sorg og følelser, hvilket er underligt.

I stedet er der en del anekdoter om faderen og visse steder Erik's indfald om faderen som fx s. 86:
”The strangest part about his death is that I can’t tell him things. If I’m out and have a conversation with someone, I still think, Oh, I have to run back and tell Lars, or Lars will love hearing this”

Jeg synes der er en vis sorg hos både Erik og Inga, men sommetider kommer jeg i tvivl om de virkelige elskede faderen, da de er optaget af andre ting, men det kan være deres måder at bearbejde sorgen på.

Sproget er nogle steder lidt tungt. Måske pga. sætningerne ofte er lidt lange. Det gjorde den lidt langsom at læse. Ligeledes er det en svaghed, at der slet ikke er nogle kapitler, som for mig går lidt ud over læsevenligheden.

Ingen af personerne virker lykkelige, men stræber efter lykken. Et diskussionsemne til en læsekreds kunne fx være titlen. Det er ikke entydigt, hvem det er, som har lidelserne og hvad lidelserne skyldes. Mest sandsynligt er, at det er børnenes sorg efter Lars' død. Men det kan såmænd være flere af personerne, der af forskellige årsager har lidelser. Et andet emne, der kunne granskes er hvorvidt det er grænseoverskridende eller forsvarligt at læse sine afdøde fars papirer? Relationerne og personerne er også oplagte at diskutere, fx hovedpersonen Erik Davidsen, Miranda, Jeffery Lane mfl. Selv mener jeg Miranda er den mest interessante person, men det ville ødelægge romanen at afsløre hvorfor her.

Eller man kunne spørge, om Siri Hustvedt evner som kvinde at skrive hovedpersonen Erik troværdigt?

Inga’s lidt ældre mand Max minder for mig lidt om Siri Hustvedt’s rigtige mand Paul Auster. Max er en storrygende forfatter og skriver derudover filmmanuskripter.

Ægteparret Paul Auster og Siri Hustvedt, som begge er forfattere:

Efter min mening har den har svært ved at leve op til Siri Hustvedt’s internationale bestseller ’Det jeg elskede’ fra 2003. Sjovt er det, at hovedpersonen Leo Hertzberg fra sidstnævnte dukker op i en cameo rolle til en middag!

Uden at sige for meget, så er afsløringerne til sidst i ’En amerikaners lidelser’ for mig lidt antiklimaks og synes for det meste at koncentrere sig om bipersonerne. Vi var enige om i den læsekreds jeg går i, at Hustvedt mangler at reflektere mere over konsekvenserne ved disse afsløringer, som kunne have gjort romanen bedre.

Jeg ved ikke hvorfor, men bogcoveret får mig til at tænke på starten af filmen ’Troldmanden fra Oz’ !

Jeg synes den er bedre at diskutere bagefter, end den er at læse. Jeg tror ikke det er sådan en bog, som jeg vil anbefale, men på den anden side så synes jeg den rummer en del stof til eftertanke med nogle nuancerede personbeskrivelser. Døm selv ( :

Øvrige kilder:
Forfatterweb / Siri Hustvedt
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zsirihustvedt00
Litteratursiden: Bibliotekar Anny Skov Madsen / Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/en-amerikaners-lidelser-af-siri-hustvedt
Litteratursiden: Debat om bogen
http://www.litteratursiden.dk/node/73924
Litteratursiden: litteraturstuderende Astrid Rode / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/artikler/amerikanske-hemmeligheder-om-siri-hustvedt-en-amerikaners-lidelser
Diverse engelske anmeldelser:
http://www.reviewsofbooks.com/sorrows_of_an_american/
Librarything:
http://www.librarything.com/work/4555144

Boganbefaling: Kitchen / af Banana Yoshimoto (1988)

2009-07-04T13:13:00.000-07:00

Min vurdering 8/10

Jeg læste bogen på dansk, det er en japansk samtids novellesamling. Jeg synes ikke kulturforskellen i bogen fremmedgør mig, da historien handler om universelle emner. Men der går utvivlsomt en del tabt i oversættelsen og ved min manglende japanskhed!

Novellesamlingen regnes for en af de bedre hvis ikke den bedste af Yoshimoto, det er en bestseller som efterfølgende blev filmatiseret. Den har siden 1988 været tryk i 57oplag i Japan, så den kan ikke være helt dårlig!

Bogen er delt op i tre noveller. De to første hænger sammen handlingsmæssigt, mens den tredje novelle er en selvstændig historie.

De to første noveller ’Kitchen’ og ’Fuldmåne’ handler om universitetsstuderende Mirage Sakurai, som på de første par sider mister de sidste tilbagelevende i sin familie. Mirage er glad for madlavning og novellen handler om, hvordan hun flytter ind og omgås vennen Yuichi og hans mor Eriko, som bliver en slags surrogat mor for Mirage.

Tredje novelle ’Moonlight shadow’, som jeg mener er bogens svage led, handler om den unge kvinde Satsuki, som er forelsket i Hitoshi. Noget uventet sker, og Satsuki må tage sit livet op til revision. ’Moonlight shadow’ er også titlen på en popsang af Mike Oldfield udgivet i 1983. Novellen er efter sigende delvist inspireret af sangen:
...

...

Jeg kan godt li køkkentemaet i bogen, som åbner en dør ind til den japanske kulturs madvaner og kvinderoller. Køkkenet repræsenterer også noget essentielt, kærligheden og fællesskabet. Fx s.14:
”-Ja, hvad ser du efter, når du vil vide mere om de mennesker, du besøger? Nogle mener, at toilettet afslører alt. Hvad ser du på? (...) -Køkkenet, svarede jeg”

Jeg synes køkkentemaet er en modsætning til sorgtemaet i bogen, som fx Mirage oplever i forhold til sin familie.

Yoshimoto bruger mange metaforer fra fx astronomi og naturen så som stjerner og månen, broer og blomster som tilføjer novellerne en smuk og drømmelignende atmosfære fra en anden verden, som kan sammenlignes med den berømte japanske forfatter Murakami.

Jeg kan godt li den komprimerede måde novellerne er skrevet på, hvor der siges meget på få sider. Novellesamlingen er kun ca. 140 sider lang i alt, men det føles som mere.

Yoshimoto er blevet beskyldt for at skrive rimelig let litteratur uden de store budskaber, og jeg vil give kritikerne ret i, at den tredje novelle bevæger sig i nærheden af den kategori.

De to første noveller er begge meget charmerende, læseværdige og personerne er sympatiske. Historien vinder over mig følelsesmæssigt og rummer stof til eftertanke. For eksempel er relationerne mellem de tre hovedpersoner spændende og komplekst. Eriko er nok den mest interessante af de tre, da hun beskrives i starten som en kvinde, som oprindelig var en mand. Bogen sætter spørgsmålstegn vedr. kønsroller, har Eriko levet et mere nuanceret liv, fordi hun har prøvet at være både mand og kvinde? Romanen synes at påstå ja. Og hvordan påvirker det sønnen Yuichi’s selvfølelse, at hans mor er transvestit? Det giver novellerne nogle interessante betragtninger på.

Litteraturkritiker og forfatter Leonara Christina Skov er fan af forfatteren og har anbefalet Yoshimoto i skrift og i smagsdommerne på DR2. Det skyldes formodentligt, at der er nogle lesbiske hentydninger i Yoshomoto’s forfatterskab. Men Christina Skov er også fascineret af andre elementer, som fx det overnaturlige hos japanske forfattere: ”Japan viser sig at have en tusindårig tradition for spøgelses- og genfærdslitteratur, der rækker helt tilbage til 1005”.

Selvom novellesamlingen af nogle beskrives som en ungdomsbog, så mener jeg, at den rummer nok substans til, at folk i alle aldre kan få noget ud af at læse den.

Det skal siges, at det ikke er et billede af Yoshomoto på forsiden af bogen. Hvis man skulle være interesseret i at anskaffe bogen på baggrund af min anbefaling, så kan man få en smagsprøve fra ’Kitchen’ og andre Yoshimoto værker, som gratis kan læses online på google books:
http://books.google.dk/books?q=banana+yoshimoto&btnG=S%C3%B8g+i+b%C3%B8ger

Boganmeldelse: Sonate til Miriam / af Linda Olsson (2009)

2009-07-04T09:59:00.000-07:00

Min vurdering 2/10

Jeg læste den, fordi jeg havde set, at Linda Olsson’s debutroman ’Astrid og Veronika’ var en international bestseller og havde mange i kø på biblioteket.

Temaer i ’Sonate til Miriam’ er sorg og tab og det usagte mellem mennesker, at gifte sig med en som er meget yngre, og hvordan forældreadfærd kan gå igen fra generation til generation. Det man måske kan kalde negativ social arv.

Romanen handler kort fortalt om komponisten Adam Anker, som i et stykke tid i New Zealand har skabt musik for at skjule stilheden. Han forsøger at forstå og forsone sig med sin fortid og familiehistorie i perioden efter sin datters død. Adam drager til både Polen og senere til Sverige for at genforenes med moderen til sin afdøde datter. Læseren er med, mens han sætter puslespillet sammen.

Desværre er der for mig flere svagheder end styrker i Linda Olsson's anden roman. Jeg bliver ikke grebet af hverken handlingen eller personerne. For mig er det problematisk, at forfatteren ikke dvæler ret længe ved personerne bortset fra hovedpersonen, som næsten er til stede hele vejen igennem. Vi udsættes for nye personer, der introduceres og forsvinder. Det var nødvendigt at lave et stamtræ på et stykke papir for at holde styr på alle navnene.

Fortællervinklen er forvirrende, enten er det bevidst eller ej, men flere steder bliver jeg overrasket over, at det er Cecilia som pludselig er fortælleren, men det varsles ikke. Det hjælper heller ikke på læsevenligheden, at flere af personerne hedder det samme!

Man får i bogen ikke meget at vide om personernes job og liv. Der er meget lidt konkret handling. Romanen handler om fortælleren Adam Anker’s sorg, som er det, der driver historien fremad. Den emmer af Skandinavisk melankoli som fx s.24: ”Jeg kan stadig huske, hvordan det føles at være i live” Med andre ord føler Adam Anker sig ikke i live nu. Det gør bogen til et ret deprimerende værk, hvor håb er en mangelvare.

Adam Anker er et meget tilbageskuende menneske, som fx s.51: ”Jeg har brug for at finde frem til min fortid”. Forfatteren dvæler meget længe ved hovedpersonens tanker om fortiden, tankerne ser ud til at gå i ring og det bliver trættende at læse. Jeg sad utålmodigt og ønskede til det sidste, at der skulle ske noget, så historien kunne komme et skridt videre. At Adam så fremad.

Der er mange naturbeskrivelser, som er billeder på stemninger. Der er først lidt varme i historien ca. s.80, hvor der er en forelskelse og nogle naboer. Hvis forfatteren gerne vil skildre naturen, så burde det måske have været en digtsamling i denne omgang i stedet for?

Behandlingen af jøderne efter Anden Verdenskrig er meget overfladisk behandlet, synes jeg. Tavshed og manglende optimisme kan skyldes krigen, men vi bliver ikke klar over, om denne adfærd er på grund af krigen eller noget helt andet.

Romanen slår ikke til emotionelt, intellektuelt eller spændingsmæssigt efter min vurdering.

Det smukke er naturbeskrivelserne, som rummer den eneste trøst, jeg kunne få øje på i denne dyster roman.
Jeg kan også godt li, at der er lavet en musik cd, som følger med den svenske udgave. Det er en frisk formidlingsidé. Cd'en kan købes på: http://www.lindaolsson.net

Eftersignende er kapitlerne opbygget ligesom en Bach eller Mendelssohn sonate, hvilket er en interessant idé, men jeg synes ikke det tilføjer noget til min læseoplevelse. Måske vil mennesker med stor kendskab til nævnte musikere finde det spændende.

Jeg synes ikke vi får en forløsning på bruddet mellem faderen Adam Anker og moderen Cecilia. Budskabet må være, at det er svært at komme sig over sorgen og at andre mennesker både kan trække dig op og ned. Et advarselstegn var måske, at coveret er sort!

Det må være svært at følge op på en international succes. Jeg skulle have læst Linda Olsson’s ’Astrid og Veronika’ i stedet for!

Øvrige kilder:
http://www.lindaolsson.net

Litteratursiden:
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/sonate-til-miriam-af-linda-olsson

Anmeldelse: Journey into a lost identity
http://www.theaustralian.com.au/news/linda-olsson-sonata-for-miriam/story-e6frg8no-1111118333386

Musikanmeldelse: Safe trip home / Dido (2008)

2009-07-04T05:13:00.000-07:00

Min vurdering 4/10

På hendes tredje album benyttes en del akustiske instrumenter, ambient lyd og selvfølgelig den genkendelige kvindelige vokal. Pladen er mindre poppet end tidligere albums.

Det der trækker ned for mig er Dido’s stemme. Det kan lyde sært, da mange inklusiv mig selv mener hun har en smuk stemme. Men jeg synes hun har svært ved at udtrykke følelser og synge varieret på det her album, og det gør albummet monotont og kedeligt i længden. Stemmen er lidt for poleret til at udtrykke personlige tekster.

Det eneste mindeværdige nummer mener jeg er track 8 ’The day before the day’, hvor jeg fornemmer lidt skrøbelighed og hjerte. På det nummer eksperimenterer hun også med sin stemme.

Det mærkes, at Brian Eno har været ind over som producer, fx på nummeret ’Grafton street’, som angiveligt handler om hendes forhold til sin far, hvor ambient lyden høres i sidste del af nummeret. Interessant er det også, at Jon Brion også er producer/kollaboratør på nogle af sangene. Brion blev nomineret til Grammys for de smukke lydspor til filmene ‘Eternal sunshine of the spotless mind’ og ‘Magnolia’.

Albummet ’Safe Trip Home’ er bl.a. inspireret af den akustiske sanger Nick Drake. Det høres på sangen ‘Look no further’, som minder påfaldende meget om Drake sangen ‘One of these things first’. Man tænker ligefrem, at det er på grænsen til plagiat. Det sidste track Northern Skies er en henvisning til Drake sangen Northern Sky.

Teksterne er for klicheagtige efter min mening. Om at tro på kærligheden, om ikke at kunne få den man elsker, at det er svært at erklære man elsker nogen med ord, om at kærligheden til nogen kan være svingende, om det man kunne have været osv. At de er personlige sange skinner ikke igennem for mig, selvom det har været intentionen. Jeg fandt meget lidt i teksterne, som jeg ikke havde hørt mange gange før.

Desværre blev jeg træt af cd’en efter kun få afspilninger. Teksterne virker for mit vedkommende sært upersonlige og ligegyldige i betragtning af, at hun dedikerer albummet til sin for nylig afdøde far. Det kan skyldes den måde hun synger, men jeg kan ikke mærke på hendes stemme, at ordene betyder noget for hende. Så det bliver et album, som er hurtigt glemt. Måske er hun simpelthen for mainstream til at turde udtrykke noget virkelig personligt, det kan være frygten for, at medierne skal grave i hendes privatliv.

Det fulde album kan høres her: http://listen.grooveshark.com/

Baggrundsinfo om Dido kan læses her:
http://www.allmusic.com/cg/amg.dll

En opfindsom hjemmeside med udgangspunkt i albummet:
http://www.safetriphome.com/journey/

Musikanbefaling: Score / af Ephemera (2004)

2009-06-06T15:34:00.000-07:00

Min vurdering 7/10

Albummets navn 'Score' er fordi deres musik har været brugt som score i tv, film og reklamer.

Det er en norsk flerestemmige pigetrio, som står bag. De er eftersigende ret kendte i Norge, men jeg havde aldrig hørt om dem før.

De kalder det ikke en best of, men kunne ligeså godt have gjort det, da albummet indeholder højdepunkter fra deres tre studiealbums, som bortset fra to numre er blevet brugt i diverse tv-sammenhænge.

Cd'en indeholder sange, som er lette at lytte til med lyse stemmer. Man kan bruge musikken til baggrundsmusik eller afslapning. 'Score' kan anbefales til fans af afdæmpet electronica eller akustisk musik. Albummet er en blanding af disse to genrer. Nogle beskriver det som angel pop eller akustisk pop, men det vil sikkert ikke være noget for alle og enhver, da deres musik måske kan være for sødsuppe for nogle.

Det er sådan et album, som jeg mener, at du kan lytte til flere gange uden at blive træt af det. Vokal minder om sangerinderne Stina Nordenstam, Nina Persson fra The Cardigans eller norske Lene Marlin.

Højdepunktet for mig er track 4 'Morning sun', et smukt akustisk nummer. Dette nummer var den måde jeg hørte om bandet til at starte med, da det blev spillet i et afsnit af tv-serien Felicity, som i mine øjne er en serie, som er god til at promovere perler fra mindre kendte indie bands.

Andre højdepunkter på albummet for mig er 'Act', 'Come Around', 'Air', 'Diamonds in the sand' tilføjet en mandlig sanger og den akustiske 'One of a kind'. Hittet 'Girls Keep Secrets In The Strangest Ways' synes jeg til gengæld er lidt for poppet.

Gruppens navn Ephemera har flere betydninger. Ordet betyder noget, som kun varer kort tid.

Trioen forstår via stemmerne at udtrykke følelser og stemninger. Det skal virkelig høres, det er svært at beskrive. Det er et ret opløftende og lyst album som fx nummeret 'nice day'.

Du kan låne cd’en på biblioteket.

Du kan høre smagsprøver på 30 sekunder fra albummet her :
http://www.amazon.com/Score-Ephemera/dp/B0002AIW6C

Eller høre nogle af deres sange på bandets myspace :
http://www.myspace.com/ephemeranorway

Du kan lytte til et par numre af Ephemera her:
http://www.dizzler.com/index.search.dv8?q=ephemera

Du kan lytte gratis til en playliste af deres sange ved at taste bandnavnet her : http://songza.com/

Baggrundsinfo om Ephemera kan læses her : http://www.allmusic.com/cg/amg.dll?p=amg&sql=11:d9fixq8aldhe~T0

Andre anmeldelser af Ephemera :
http://www.soundvenue.com/anmeldelser/2004/06/24/ephemera--norsk-pigepop-i-verdensklasse

http://www.gaffa.dk/anmeldelse/17608

http://www.gaffa.dk/anmeldelse/21211

Boganbefaling: Kafka på stranden / af Haruki Murakami (2007)

2009-05-28T16:28:00.000-07:00

Min vurdering 9/10

Emnerne er: at blive voksen, naturen, Japan, godhed og ondskab, skæbne mm.

I nutidens Japan forenes to skæbner tilfældigt: den unge Kafka Tamura, en intellektuel, der føler sig hjemme i et bibliotek og den gamle Nakata, en analfabet, der elsker naturen og kan tale med katte. Ved mødet genopstår deres historier på magisk vis.

Jeg havde ikke tidligere læst en roman af japanske Murakami, men blev positivt overrasket over, hvor god denne roman er.

Den er meget metaforisk og lægger op til fortolkning. Der er mystiske væsner og katte, magisk realisme, leg med liv og død, skygger og meget mere. Det uforklarlige kan skabe en efterfølgende debat, som den fx gjorde i den læsekreds jeg går i. Den overnaturlige verden er som en billedliggørelse af sindets mørke.

Flere af trådene opklares ikke. Måske med vilje, så vi selv kan fortolke videre. Murakami har efter udgivelsen af romanen svaret på en del spørgsmål om romanen, som man kan finde online.

Man kan indvende, at Murakami muligvis vil sige FOR meget i denne roman. Jeg kan godt mærke, at Murakami har skrevet mange bøger før denne og er god til at formulere sig, men jeg har svært ved at få øje på et overordnet budskab? Men disse kritikpunkter er i mine øjne bagateller, som ikke trækker særligt meget ned.

Jeg holdte mere af Nakata end af Kafka Tamura, nok fordi Nakata har så uskyldig og naiv en væremåde. 15årig Kafka Tamura er lidt halvkedelig, hvor jeg mener det i højere grad er drengens oplevelser og de ydre omstændigheder, som er langt mere spændende end Kafka’s personlighed. Han er som en tavle, hvor der er noget, der skal fyldes på.

Der er mange henvisninger til vestlig populærkultur, som jeg ikke vil komme ind på her. Desuden henvises til en del musik, og det lyder til Murakami er stor musikfan.

Sproget og ordforrådet er rimelig enkelt, det skyldes personerne. Romanen er både barnlig på en magisk facon og samtidig ufattelig vis. Det er svært at vide, hvor drømme slutter og virkeligheden begynder.

Et citat fra s.455 : ”Vi mister alle sammen hele tiden noget, der betyder noget for os. Store chancer og muligheder, følelser, som vi aldrig får tilbage. Det er en del af livet, inde i hovedet et lille værelse, hvor vi kan opbevare den slags som minder. Værelset minder om biblioteket her. Hvis vi skal kunne forstå vores egen sindstilstand, er vi nødt til at blive ved med at lave nye kartotekskort. Vi er nødt til at gøre rent derinde, lufte ud og skifte vand ved blomsterne. Sagt på en anden måde, så vil vi alle sammen i al evighed leve i vores eget lille bibliotek”.

Det gør ikke spor, at den er japansk, da det er en universel historie. En højst anbefalelsesværdig roman. Det er svært at lægge den fra sig, når man først er kommet i gang. Man ser aldrig på en kat på samme måde igen!

Musikanbefaling: Regeneration / af The Divine Comedy (2001)

2009-05-28T09:59:00.000-07:00

Min vurdering 10/10

Albummet indeholder den ene gode sang efter den anden. Alle sangene er velskrevet og frem for alt er albummets lyd og vokal også god.

Forsangeren Neil Hammon's stemme minder lidt om Jim Morrison's fra The Doors. Til tider lyder Hammon også ligesom sangere så forskellige som Jarvis Cocker, Frank Sinatra og Rufus Wainwright. Radiohead sammenligningen går på, at de på Regeneration har brugt Nigel Godrich, som er producer fra Radiohead. Jeg synes personligt det lyder bedre end Radiohead.

Jeg synes de elementer, som kendetegner en dygtig og talentfuld sanger er, at stemmen ikke lyder ens på alle albums og sange. Samt at sangeren ikke anstrenger sig, men synger naturligt og med overskud til at udtrykke følelser, og for mig opfylder Neil Hammon de betingelser.

Det er ikke den typiske orkestral lyd, som The Divine Comedy er kendt for på albums som Casanova (1996), Absent friends (2004), og Victory for the comic muse (2006). Jeg foretrækker den mere afdæmpede, akustiske og elektroniske lyd på Regeneration. Man kan mærke, at forsangeren Neil Hammon er blevet en bedre sangskriver. Teksterne er mere eftertænksomme og poetiske end tidligere Divine Comedy albums, jeg har hørt.

Teksterne handler om tidløse emner som tid, det man tilbyder en kæreste, om at skrive, om at miste, om gud, om at gribe dagen, om det simple liv, om drømme, og om udseende. De fleste af sangene har et tema. Dog skal man altid huske, at teksterne kan være ironiske, da det er forsangerens kendemærke.

Fra track 10 : "Old worlds seen through new eyes. Just you and I and the sheltering sky"

Det er ærgerligt at bandet ikke er mere kendt, da de efter min vurdering fortjener et større publikum.

I øvrigt så er bandets navn 'The Divine Comedy' en henvisning til Dante's berømte bog 'Den Guddommelig Komedie' ('La Divina Commedia') fra 1300 tallet.

Musikken er nok ikke så mainstream, at den vil falde i alles smag. Jeg synes man på en måde kan sammenligne deres musik med Pulp, et britisk band fra 90erne, som ligeledes havde/har en mandlig forsanger, som er lidt alternativ rock og i periferien af mainstream. De to sangere ligner endda hinanden! Jarvis Cocker er en dygtig sangskriver for Pulp, men er ikke så god en sanger som Neil Hammon efter min mening.

Det der så kan undre mig er, at Divine Comedy på senere albums vender tilbage til orkestral lyden igen, men det kan være det er den slags musik de selv bedst kan li at lave eller deres fans sætter mest pris på.

Regeneration er langt det bedste album jeg har hørt af The Divine Comedy. Et mesterværk. Jeg giver næsten aldrig 10/10. Jeg synes også coveret er flot lavet og gennemtænkt.

Hvis du godt kan li afdæmpet popmusik med stof til eftertanke, så er dette album noget for dig.

En smagsprøve :

Du kan gratis høre sange fra deres albums her : http://listen.grooveshark.com/

Eller bandets myspace : http://www.myspace.com/thedivinecomedy

Baggrundsinfo om The Divine Comedy kan læses her : http://www.allmusic.com/cg/amg.dll?p=amg&sql=11:wifwxq9hldje

Du kan høre et interview med forsangeren Neil Hammon her : http://www.youtube.com/watch?v=TNGQOhaSXgo

En sjov lille film der tager pis på bandet : http://www.youtube.com/watch?v=iVqV4Vv4H5U

............................................................................

Andre ‘The Divine comedy’ albums:

Casanova (1996)

Det er svært at sætte bandet i bås genremæssigt, fordi deres albums er forskellige. På gennembrudsalbummet Casanova anvendes trompeter, guitarer, klaver, elektroniske lydeffekter. Albummet benævnes af nogle som baroque pop ligesom flere andre af deres albums, fordi den blander klassisk musik med rock- og popmusik. Men flere af numrene er alligevel det jeg kalder almindelige popsange. Det virker til, at der er en del ironi. Der er bl.a. nogle Barry White imitationer. Tekstmæssigt kører sangene lidt på det samme tema om forelskelse, ungdommen og overfladisk kærlighed. Flere af sangene er en anelse klicheagtige efter min vurdering. Dog må det siges, at når emnet er overflade, så er det nok begrænset hvor eftertænksomme sangene kan være. Højdepunkter for mig er : den poppede ‘Something for the weekend’, den dystre/ironiske ballade ‘Through a long and sleepless night’, og den velskrevede ’A woman of the world’.

En smagsprøve : http://www.youtube.com/watch?v=YeWITeExEy4

.......

Absent friends (2004)

For mig er teksterne nogle gange lidt klicheagtige ligesom på Casanova. Sangene handler om, at ord kan gøre ondt, om at forlade nogen, en imaginær ven, et skib , om frihed.
Nogle af de i mine ører bedste sange har en indbygget lille historie: 'Come Home Billy Bird' og 'Our Mutual Friend'. Ligesom på Casanova albummet er det næstsidste nummer et smukt instrumentelt stykke. Det skal nævnes, at bandet valgte at gå fra hinanden efter Regeneration albummet, så det eneste oprindelige medlem her af bandet er forsangeren på dette og senere albums. Det høres ikke, synes jeg. Måske skal man være hardcore fan for at opdage det.
En smagsprøve: http://www.youtube.com/watch?v=ySgeVVbd8SM

.......

Victory for the comic muse (2006)

Jeg kan godt li det opfindsomme albumcover, hvor forsangeren Hammon afbildes på nogle frimærker! Lidt mere poppet end andre af deres albums, synes jeg. Igen er der lidt for meget orkester efter min smag, så noget af det minder lidt om Phantom of the opera. Sangene handler om mænd og kvinder, mor-barn forholdet, om at tro på det gode, om at feste, om ikke at forstå det modsatte køn, om en ansættelse i et firma, om død, om at ryge. Som altid skal man ikke læse deres tekster bogstaveligt, da de indeholder en vis ironi. Lyden minder lidt om Absent friends albummet.
Højdepunkter for mig er : 'A Lady Of A Certain Age', 'Arthur C. Clarke's Mysterious World', og 'The Plough',

En smagsprøve: http://www.youtube.com/watch?v=TaAVtacOnic

.......

Boganbefaling: Undtagelsen / af Christian Jungersen (2004)

2009-05-27T11:46:00.000-07:00

Min vurdering 8/10

Det er en psykologisk spændingsroman. På Dansk Center for Information om Folkedrab modtager de to ansatte Iben og Malene dødstrusler, der sætter samarbejdet på centeret i relief og afslører et morads af intriger, mobning og ondskab.

Emnerne er psykisk arbejdsmiljø, kollegaer, mobning mm.

Nogle læsere synes, at det er spændende at høre om de samme begivenheder fra forskellige synsvinkler. Jeg vil indrømme, at det giver noget, men jeg hører til dem, der synes konceptet var lidt trættende og langtrukket. Bogen kan godt tåle at smide nogle sider med noget redigering.

Man kan godt forstå personerne ved at se dem indefra. Det der slog mig mest var, at medarbejderne er dygtige på DCIF til teori om psykologi, men kan ikke se egne fejl!

Jungersen: ”Mobning begynder, fordi der er en person, man ville ønske ikke var til stede. Man har jo ikke selv valgt hinanden på en arbejdsplads”(…) ”Når vi opfører os dårligt overfor nogen, begynder vi også at synes dårligere om dem”. Jungersen håber på, at romanen kan sætte gang i debatten om, hvordan vi behandler hinanden på en arbejdsplads, og få den enkelte til at tænke over, hvad hans eller hendes rolle er. Passivitet er nemlig også en handling, når andre mobber nogen. Det er svært at gribe ind overfor voksen mobning.

Det er interessant læsning at høre om gerningsmændenes psykologi mht. folkedrab, som for mit vedkommende opvejer nogle af førnævnte synsvinkel afsnit. Dog er de historiske afsnit uhyggelige, blodige, usmagelige, nødvendige i romanen? Jungersen stiller spørgsmålet, om man nogensinde kan kende et andet menneske helt? Hvis de ikke tidligere har vist ubehagelig eller voldelig adfærd, men pludselig gør.

Det bedste er sidste del af bogen. Spændingskurven stiger til allersidste side. Vi leger detektiv ligesom en krimi. Alle fire kvinder er under mistanke på et eller andet tidspunkt.

Det er sådan en bog man kan læse flere gange. En af de bedste nyere danske romaner, som jeg har læst. Derfor anbefaler jeg den.

Den er velfortjent blevet oversat til engelsk med titlen 'The exception'

Øvrige kilder:
Forfatterweb: cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen / Christian Jungersen
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zjungersen00
Anmeldelser i Information, Berlingske tidende, Weekendavisen (alle 2004)
www.infomedia.dk
DJØF blad nr 8, 2005: : Når arbejdet får det værste frem i os
Litteratursiden: interview Jungersen om Undtagelsen
http://www.litteratursiden.dk/artikler/christian-jungersen-om-undtagelsen

Boganbefaling: Tjenerindens fortælling / af Margaret Atwood (1985)

2009-05-27T11:28:00.000-07:00

Min vurdering 7/10

I en nær fremtid er staten Maine i USA forvandlet til diktaturet Gilead, hvor de få fødedygtige kvinder med benhård tvang er reduceret til lydige tjenerinder. Målet er at få befolkningstallet op igen. De røde dragter tjenerinderne bærer er et symbol på fertilitet.

Emnerne i romanen er dystopi, undertrykkelse, individuelle rettigheder, kvinders & mænds roller, magt, frihed mm.

Den er canadisk og hedder på originalsproget 'The Handmaid's Tale'. Jeg har her præsenteret den engelsksprogede forside, da jeg synes den passer bedre med bogens indhold end det danske cover.

Tjenerindens fortælling minder lidt om andre dystopiske historier som ’1984’, ’V for vendetta’, ’Children of men’ eller ’Fagre nye verden’(Brave new world).

Ifølge denstoredanske er dystopi det modsatte af utopi eller idealsamfundet. I dystopien skildres samfund med skræmmende elementer, ofte henlagt til fremtiden.

Det der adskiller Tjenerindens fortælling fra andre lignende romaner er, at den har en feministisk vinkel på dystopi, idet flere af hovedpersonerne er kvinder. Selvfølgelig er forfatteren også en kvinde.

Atwood har udtalt i et interview, at hun bare har overdrevet, hvordan det er for nogle husmødre i dag! I romanen forsøger nogle med besvær at udtrykke deres individualitet. Desuden regnes mænd som mere intelligente end kvinder, da kvinder ikke har lov at læse og piger må ikke få en uddannelse.

Kvinder i bogen anses som fertilitetsobjekter, det kan være lige så nedværdigende, som kvinder der er seksuelle objekter i vores samfund.

Alt i bogen er baseret på avisudklip, Atwood har læst, så alt i romanen er en tilsløring af virkeligheden. Det er slet ikke science fiction, udtaler Atwood. De ting i hverdagen vi tager for givet fratages mennesker i roman. Efter at have læst romanen sætter vi som læsere måske større pris på normaliteten. Tjenerinderne har for det meste lyst til at komme væk, men kan ikke. Tjenerskabets rettigheder minder om fx 1800 tallet. Fra s.38 : ”Med vores vinger, vores skyklapper, er det svært at se op, svært at se det hele, af himlen af alt. Men det kan lade sig gøre, lidt af gangen, en hurtig bevægelse med hovedet, op og ned, til siden og tilbage. Vi har lært at se verden i gisp.”

For mig dukker der lidt for mange personer op, som vi ikke rigtigt lærer at kende. Den springer for meget rundt og mangler en rød tråd i første halvdel af romanen. Der er nogle bedre karakterbeskrivelser i anden halvdel af bogen.

I den positive afdeling er der masser af fortolkningsmuligheder og tilslørede paralleller til nutiden. Kan muren på romanens forside være Tyskland før murens fald? Det er undertrykkelse af kvinders rettigheder i denne fremtidsfortælling, men du kan anskue denne fremtid som tryghed. Men det er alligevel et fængsel.

Et citat fra s.196 : ”Man kan ikke gøre for, hvad man føler, sagde Moira engang, men man kan gøre for, hvordan man opfører sig”

Det er en velskrevet roman, som kan sætte nogle tanker i gang hos læseren. Der er mange skarpe iagttagelser. Jeg anbefaler den både til mandlige og kvindelige læsere.

Øvrige kilder:
denstoredanske: Margaret Atwood
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Canada,_Australien_og_New_Zealand/Margaret_Atwood?highlight=atwood

Dystopi:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Genrebegreber/dystopi?highlight=dystopi

Forfatterweb: Margaret Atwood
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zatwood

Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/temaer/tjenerindens-fort%C3%A6lling-af-margaret-atwood

Interview med Atwood (engelsk):
http://www.randomhouse.com/resources/bookgroup/handmaidstale_bgc.html

Litteratursiden: Tine Kristiansen, stud. mag. i litteraturvidenskab / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/temaer/margeret-atwood-tjenerindens-fort%C3%A6lling

Analyse af romanen (på engelsk)
http://www.sparknotes.com/lit/handmaid/

Boganbefaling: Thelma / af Lars Kjædegaard (2006)

2009-05-26T13:38:00.000-07:00

Min vurdering 8/10

Poul Helweg’s eget privatliv er meget turbulent, da han opsøges i sit firma "Ærligt nærvær" af Thelma, hvis mor er død på mystisk vis. Hendes far og moster skal giftes, og Thelma har sære syner, så hun har virkelig brug for hjælp.

Emnerne i denne nutidsroman er ærlighed, løsrivelse fra forældre, at blive voksen, hævn, skyld, had mm.

Thelma er 2. del af en serie, men denne bog kan læses uden at have kendskab til de andre dele. Første del fra 2006 hedder ’Montebello’, mens 3. del fra 2007 hedder ’Solsorten’. Jeg er ikke klar over, om der kommer flere.

Jeg kan godt li personerne og det univers forfatteren har skabt i denne serie.

Jeg synes dialogerne mellem Poul og Thelma er de mest læseværdige dele af romanen, fordi der er en kemi mellem dem. Jeg følte jeg kunne drage en parallel til filmen ’Lost in translation’, hvor en lidt ældre mand og en yngre kvinde mødes og diskuterer, fordi de ikke kan så godt med deres nærmeste.

Et citat fra bogen s.35 : - "Ærlig til det sidste, hvad?" - Poul: "Skulle jeg lyve?"

Poul’s motiv for at oprette firmaet Ærligt Nærvær er interessant at spekulere over. Er det af lyst eller af kedsomhed? For at gøre en forskel? Eller fordi Poul savner selskab? For at undgå at Poul skal kigge på sine egne problemer? Hvor meget skal Poul blande sig i andres problemer? Det er muligt, at Thelma hos Poul søger et følelsesmæssigt alternativ til den familie og materialisme, som hun er omgivet af. Måske er det en afspejling af tiden, at folk i romanen ønsker psykologhjælp hos Poul i Ærligt Nærvær, selvom de ikke har store problemer.

Der er gentagende referencer til et hovedværk i litteraturen, som jeg ikke vil afsløre her, som suger lidt af originaliteten ud af bogen, synes jeg. Det kunne jeg godt have været foruden.

Den er skrevet på et nutidigt sprog. Jeg kan godt li de betragtninger, der er om ærlighed. Det blåtfarvede cover kan være en symbolsk henvisning til ærlighed.

Kjædegaard fletter også samtidsemner ind i romanen om fx 11. september og Muhammed-tegningerne.

Lars Kjædegaard’s romaner er blevet anbefalet af bibliotekarer på litteratursiden i stor stil.

En god bog. Jeg anbefaler den.

Boganbefaling: Den der lyver / af Ida Jessen (2001)

2009-05-26T11:44:00.000-07:00

Min vurdering 8/10

Hovedpersonen Christian starter en lægepraksis i Hvium i Himmerland, men da han og Nina flytter deroppe blotlægges hans personlige og ægteskabelige fallit gradvis, i lyset af lokalsamfundets indforståede, hviskende sladder.

Emnerne er ægteskab, flytte til et nyt sted, at passe ind, sladder i en mindre by mm.

Christian og hans kone er velbeskrevet og ikke entydige personer. Christian er interesseret i, hvordan andre betragter ham og vil ikke have nederlag. Han er vant til at få sin vilje. Christian virker stærk udadtil og opfatter sig selv som usårlig. Han søger efter en identitet ved at prøve sig frem. For Christian kræver det andre menneskers beundring for at han kan lyse. Nina er organist, hun er smuk, men undvigende og siger sjældent ja eller nej til noget.

For mig er det lidt af et puslespil, vi får kun lov at se fragmenter fra ægteskabet mellem Nina og Christian. Hvis læseren havde kendt dem over længere tid, så ville det nok være nemmere at forstå dem.

Romanen blev til umiddelbart før forfatteren Ida Jessen selv brød ud af sit ægteskab. Ida Jessen har boet det meste af sit liv i landsbyer bortset fra 7 år, hvor hun studerede i Århus. Hun er både tiltrukket og frastødt af landsbyer, som hun udtaler i interview om bogen. (DR lydbog, koplevs krydsfelt)

Det kan godt forekomme lidt klicheagtigt med arketyper og sladder i landsbyer. Men på den anden side, så er det tit sådan. Ida Jessen ser rimeligt negativt på, at alle kender hinanden i landsbyen. Men landsbyer kan anskues positivt, at alle kender hinanden og ved, hvad hinandens behov er.

Jeg synes det lidt kedelige miljø trækker ned, mens de interessante personer trækker op. Der er en hel del bipersoner, som er ret interessante, og de repræsenterer nogle af de følelser, som Christian gennemgår. Jeg kan godt li, at der er en del symbolske metaforer og at bipersonerne har forskellige funktioner. Fortællersynsvinklen er også interessevækkende, som jeg ikke vil afsløre. Fortælleren nævnes i Weekendavisen, liv og løgn, Ida Jessen interview, 17.08.2001, 3 sek.

Et andet aspekt jeg mener trækker lidt ned er, at vi som læser mangler at høre om flere handlingsdele, som ikke afsluttes ordentligt i romanen. Men det kan sagtens være bevidst fra forfatterens side. Der er en del at fortolke, som vi også gjorde til læsekreds jeg er med i. Blandt andet titlen kan diskuteres. Hvem er det der lyver? Ida Jessen giver svaret i interview: (DR lydbog, koplevs krydsfelt), som jeg ikke vil afsløre her.

Titlen ’Den der lyver’ henviser til en gammel børneremse: ”Den der hvisker lyver. Den der lyver stjæler. Den der stjæler kommer i tugthuset. Den der kommer i tugthuset kommer aldrig ud igen”.

En rigtig god dansk roman, som jeg anbefaler. Til sidst virker det til, at der lægges op til en fortsættelse!

Øvrige kilder:
Forfatterweb: stud.mag. Ida Blinkenberg Lidell / Ida Jessen
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zjessen00
Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/den-der-lyver-af-ida-jessen
Lydbog, koplevs krydsfelt, interview med Ida Jessen (bibliotek.dk)

Weekendavisen, liv og løgn, Ida Jessen interview, 17.08.2001, 3 sek.
Politiken anmeldelse: Genudgivelser: Farlig diskretion, 2002
Information anmeldelse: Ny bog: Drengen i manden, 2001

Boganmeldelse: Hundehoved / af Morten Ramsland (2005)

2009-05-26T09:25:00.000-07:00

Min vurdering 5/10

Det er en selvbiografisk slægtsroman, som handler om en norsk familie og deres turbulente liv gennem det 20. århundrede, hvor hovedpersonen Askild og hans søn Flapøre er ledetråden i afdækningen af slægtens opture og nedture.

Emnerne der behandles er familie, at blive voksen, krigstraume, angst mm.

Bogen modtog flere priser bl.a. De Gyldne Laurbær og Læsernes Bogpris.

Romanen er rimelig godt skrevet med nogle personer man holder af og med, men jeg sidder tilbage med en tom og skuffet fornemmelse efter at have læst de 381 sider. Måske er jeg i mindretal i forhold til andre anmeldere, men hvad vil Ramsland udover at underholde? Hvad har han på hjerte? Min fornemmelse er, at det er en slægtsroman, der kører for det meste på overfladen. En god historie, men der var meget lidt at fortolke til læsekredsen jeg går i. Jeg læste den kun færdig, fordi vi skulle diskutere den. Jeg blev ikke klogere på ret meget. Jeg blev mest bekræftet i ting, som jeg allerede vidste. Måske er romanen mere et spørgsmål om, at Ramsland har en slægtshistorie, som han skal have bearbejdet?

Jeg synes ikke, at den er egnet til læsekreds. Et par af de ting vi fandt, som vi kunne tale om var slutcitatet og metaforen hundehoved, som jeg ikke vil afsløre her. Jeg føler forsiden er lidt af et kommercielt gimmick ligesom ’Da vinci mysteriet’ havde en genkendelig forside med Mona Lisa.

Det skal siges, at Ramsland er god til at skifte mellem perioderne i romanen. Man kommer til at tænke på sin egen slægtshistorie, som muligvis var intentionen.

Der var nogle få perler jeg kunne li som for eksempel s.262 : ”uden at vide, at hendes manglende talent i virkeligheden skyldtes den usammenhængende læremester”. Og det tvetydige citat, som gentages flere gange: ”køre hjem uden at lade mørket gå igennem os”. Og at måden du kan komme tættere på din familie er at høre deres historier.

Der er for mange personer efter min smag, så jeg mistede orienteringen. Ligesom jeg også gjorde, da jeg læste den efter min mening meget overvurderede roman ’100 års ensomhed’ af Gabriel Garcia Marquez. Måske er slægtsromaner bare ikke min kop te.

Mange har købt Hundehoved i Danmark, men jeg forstår ikke fascinationen ved den. Det er ikke en roman jeg anbefaler.

Hvis man holder af romaner som er underholdende, så passer Hundehoved perfekt.

Men for mig er det som om, at der mangler noget. Det er en af de hypede bestsellere, som jeg ikke synes er så god, som anmeldelser og priser indikerer.

Øvrige kilder:
Forfatterweb: journalist Pia Andersen / Morten Ramsland
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zramsland00
Litteratursiden: Video med interview:
http://www.litteratursiden.dk/forfattere/interviews/morten-ramsland-hundehoved
Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/hundehoved-af-morten-ramsland
Litteratursiden: Lektor Dan Ringgaard / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/analyser/ramsland-morten-hundehoved

Boganbefaling og analyse: Parfumen / af Patrick Süskind (1985)

2009-05-26T06:00:00.000-07:00

Min vurdering 8/10

Det er en historisk og psykologisk roman, som foregår i 1700-tallets Frankrig. Den handler om den dæmoniske og magtsyge parfumemager Jean-Baptiste Grenouille. Han mindes ting på lugten og har en usædvanlig lugtesans. Grenouille vil skabe den fuldkomne parfume.

Originalen ’Das Parfum’ er oprindeligt skrevet på tysk. Det er en rimelig kort roman på ca. 230 sider, men det gør den ikke mindre god.

Det jeg synes er spændende ved bogen er skrivestilen, som bevidst inkorporerer duftsansen. Forfatteren udtaler s.116 : ”vort sprog duer ikke til beskrivelsen af den lugtbare verden”. Lidt af en
selvmodsigelse, synes jeg, da forfatteren gør et flot forsøg på at beskrive dufte. For eksempel tager Grenouille til parfumebyen Grasse i Sydvestfrankrig, som bl.a. beskrives som ”duftenes Rom”.

Et anden originalt aspekt ved romanen er, at krimi-delen vendes på hovedet. Vi ved, hvem morderen er. For læseren handler det i højere grad om, hvorfor og den sære måde morderne begås.

Man kan måske godt argumentere, at hovedperson ikke er den mest sympatiske person i verden, men det er alligevel spændende at læse om ham.

Hovedperson og hans motiver er interessante at diskutere, som vi gjorde i den læsekreds jeg går i. Süskind synes at gruble over, at der er en hårfin grænse mellem at være gal og genial. Hvorfor gør Grenouille, som han gør? Er det muligt at skabe den perfekte duft, da lugtesansen er subjektiv? Bruger vi parfume for at maskere vores sande jeg? Eller for at tiltrække andre, så de finder ud af, hvad vores sande jeg er? Hvorfor lugter Grenouille ikke selv? Hvorfor får han ikke dårlig samvittighed? Er han et menneske? osv.

Jeg er normalt ikke den store fan af historiske romaner, men det her er en af undtagelserne. De fantastiske elementer gør, at man tvivler over, at historien er historisk autentisk, som det fremgår i starten. Lidt ligesom ’Da vinci mysteriet’ kan man som læser, hvis man har lyst, evt. lege detektiv og efterforske sandheden i romanens historiske påstande.

Måske om nogle år kommer versioner af romanen eller filmen, hvor dufte møder læseren, når han vender siderne. Eller dufte møder biografgængernes næsebore, når de sidder og ser filmen. Det ville være en endnu mere spændende formidling af historien, synes jeg. Man kunne tilmed konsultere med forfatteren Süskind, så han kunne vejlede om de helt rigtige dufte. Hvis altså forfatteren overhovedet har gjort sig nogle tanker om duftene og vil være med til at eksperimentet foretages. Ligesom directors cut film med nye scener, kunne filmen og bogen relanceres. Nu med duft!

Filmen ’Perfume : the story of a murderer’ fra 2006 synes jeg var visuelt flot lavet, men efter min mening tilføjede den ikke noget nyt til romanen. Det bliver bare en genopfriskning af handlingen.

Jeg undlader at vise filmtraileren her, da jeg synes den afslører alt for meget.

En god læseoplevelse med en åben slutning. Jeg anbefaler dig at læse den.

Øvrige kilder:
Cand. mag. speciale: Marc Hammer / Lugt og Labyrint. En analyse og fortolkning af "Das Parfum" af Patrick Süskind.

Andre ubrugte kilder:
Bog: Oliver Mittelbach / På sporet efter Patrick Süskinds "Parfumen" : en rejse til romanens skuepladser (2008) Serie: Litterær rejseguide
Litteratursiden: litteraturstuderende Marie Fredborg Jungersen / Lugtekunstneren. Om Patrick Süskind: Parfumen
http://www.litteratursiden.dk/temaer/lugtekunstneren-om-patrick-s%C3%BCskind-parfumen
Litteratursiden: bibliotekar Ditte Krogh / Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/temaer/parfumen-af-patrick-s%C3%BCskind
Librarything: Anmeldelser
http://www.librarything.com/work/36980

Boganbefaling og analyse: Frygt og lede i Las Vegas / af Hunter S. Thompson (1971)

2009-05-24T16:03:00.000-07:00

Min vurdering 7/10

Romanen handler om den amerikanske journalist Raoul Duke, som beretter bl.a. om dengang han skulle dække et ørkenmotorcykelløb og narkotikakonference i Las Vegas. Samtidigt havde han inviteret sin advokat med på turen. Undervejs fylder de både bagagerummet - og sig selv - med stoffer.

Det er et meget syret, unikt og komisk univers, som Hunter S. Thompson præsenterer. Den karismatiske hovedperson Raoul Duke er stort set identisk med den virkelige Thompson, en spøjs hurtigtalende skallet fyr med Hawaii skjorte, hat, pilot solbriller og altid med cigaretholder i mundvigen.

Kultromanen 'Frygt og lede i Las Vegas' er selvbiografisk og udvisker grænserne mellem fakta og fiktion. Thompson påtager sig alter ego'et Raoul Duke, så han kan sige ting, som han ikke kunne sige med sit rigtige navn. Advokaten bygger på en ven Thompson havde, der hed Oscar ’zeta’ Acosta.

Hvad der er virkelighed og hallucination er uklart i bogen, men det er muligvis også pointen, at vi oplever tingene igennem den narkotikapåvirkede Duke's øjne. Historien er meget intens, man bliver på en måde selv lidt ’høj’ af at læse den, synes jeg, som nok skyldes skrivestilen med de mange korte sætninger.

Jeg mener i høj grad historien handler om Raoul Duke’s bevæggrunde, hvorfor opsøger han selv stofferne? Provokerer forfatteren for at få folk ud af deres apati?, keder hovedpersonen sig bare?, flygter han?, laver han hærværk for at være cool?, eller noget helt andet? Der findes flere fortolkningsmuligheder. Vi ved for eksempel heller ikke, hvordan Duke virkelig er, fordi han er på stoffer hele tiden.

Hunter S. Thompson opfandt Gonzo-journalistikken, hvor journalisten bliver en medspiller i den historie han rapporterer om. Fx s.51 : "det er vidunderligt at være her (ørkenmotorcykelløb), mand. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvem der vinder eller taber".

Thompson er kendt for i sit forfatterskab at skrive om sport, politik og stoffer og benævnes af nogle som ’counterculture godfather’. Han regner selv bogen for et mislykket eksperiment, fordi han oprindeligt planlagde at dokumentere alle detaljer på sin Las Vegas tur som de skete og så publicerer det uredigerede materiale. Men romanen blev redigeret mange gange inden udgivelsen.

Selvom det ikke er handlingen, som er afgørende i denne roman, men den surrealistiske atmosfære, så trækker det alligevel ned for mig, at handlingen bevæger sig fra det ene skøre påfund til det andet uden personerne gennemgår nogen nævneværdig udvikling.

Det skal siges, at bogen ikke egner sig til alle. Nogle vil elske den, nogle vil elske at hade den! I romanen har de en mangel på respekt for deres omgivelser. Den har sin egen humor. Humoren kan nok minde lidt om ’Jackass’ humoren, hvor skøre stunts afprøves. Jeg synes ikke, at bogen er forældet undtagen nogle få passager om politik.

Filmen fra 1998 er efter min mening for langsom i tempo, hvorimod bogen fungerer bedre og er mere intens. Der var flere sjove citater i filmen, som eksempelvis: "you are too weird to live, and too rare to die"

Ordet ’lede’ i titlen kan forstås sådan, at man har afsky eller modvilje mod noget.
Las Vegas er som et symbol på den amerikanske drøm, hvor der er både vindere og tabere.

En original roman, som jeg mener er både vanvittig og til tider ret morsom. Las Vegas er allerede skørt, men bliver endnu mere skørt i denne her roman!

Forfatteren Hunter S. Thompson var også kendt for nogle provokerende citater, som fx :

"If you're going to be crazy, you have to get paid for it or else you're going to be locked up"

Se flere på:
http://www.brainyquote.com/quotes/authors/h/hunter_s_thompson.html

Øvrige kilder:
Denstoredanske: Hunter S. Thompson
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Massemedier/Kreative_mediefolk/Hunter_Stockton_Thompson?highlight=Hunter%20S.%20Thompson

Et interview med manden selv:
http://www.youtube.com/watch?v=r31hV_BPFf0

Librarything anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/3366

Litkicks:
http://www.litkicks.com/HunterSThompson

Boganbefaling: Det jeg elskede / af Siri Hustvedt (2003)

2009-05-24T12:48:00.000-07:00

Min vurdering 9/10

Kort fortalt handler bogen om par og venner, der bor i New York. Undervejs i bogen lærer vi dem bedre at kende og hører om deres færden i kunstmiljøet i byen. Den bliver ligesom en krimi i sidste del af bogen.

Uden at afsløre for meget, så er emnerne der behandles blandt andet : kunst, kærlighed til børn og partnere, venskab mm.

Det her er en af de bedste romaner jeg læste sidste år.

Siri Hustvedt’s ægtemand Paul Auster kan mærkes i baggrunden, når der en sjælden gang refereres til baseball, der fx sker tilfældigheder eller New York beskrives. Men jeg vil vove den påstand, at den her bog slår de efterhånden mange Paul Auster romaner, som jeg har læst, fordi personerne i ’Det jeg elskede’ virker mere virkelige, menneskelige og elskværdige end Auster’s personer.

Det er som om det kunne være nogle mennesker, som gik rundt i virkelighedens New York. Personerne nærmest springer ud fra siderne! Det er sjældent, at jeg har oplevet det. Ikke overraskende blev den en international bestseller.

Et citat fra s.67, som beskriver noget af den næstekærlighed, romanen indeholder: ”Bill kunne aldrig finde på at bebrejde andre deres ubeslutsomhed, etiske svaghed eller mudrede tankevirksomhed, men han accepterede det ikke hos sig selv”.

Det der trækker lidt ned er de lange afsnit om kunst, som jeg godt kunne have været foruden. Nogle vil sikkert synes, at de er interessante. Jeg valgte simpelthen at springe over de steder, og det gik ikke ud over forståelsen.

En anden ting som kunne have hjulpet på læseoplevelsen var at formidle nogle illustrationer i selve bogen. Der er en del beskrivelser af malerier. Det kunne have styrket læseoplevelsen for mig.

Der er meget at diskutere, som vi gjorde til den læsekreds jeg er med i. For eksempel titlen, arv vs. miljø, forældre-barn forholdet, parforholdene, fortæller synsvinklen, hvordan vi selv ville have reageret i lignende situationer mm.

Meget imponerende roman, som jeg anbefaler.

Øvrige kilder:
Forfatterweb: cand.mag. Karina Søby Madsen / Siri Hustvedt
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zsirihustvedt00
Litteratursiden / Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/det-jeg-elskede-af-siri-hustvedt
Librarything:
http://www.librarything.com/work/94075
Engelske anmeldelser:
http://www.reviewsofbooks.com/what_i_loved/

Boganmeldelse: Libri di luca / af Mikkel Birkegaard (2004)

2009-05-24T09:25:00.000-07:00

Min vurdering 5/10

Egnet til fans af ’Da Vinci Mysteriet’.

Romanen handler om advokaten Jon, som arver et antikvariat kaldet 'Libri di Luca' i København og får samtidig indsigt i det hemmelige selskab, der holder til i antikvariatet, de såkaldte Lettorer, mennesker med særlige evner.

Uden at afsløre for meget, så er emnerne tankestyring, læsning og oplæsning, bøgers betydning, hemmelige foreninger mm.

Debutroman fra en ny dansk forfatter. Den minder påfaldende meget om Dan Browns ’Da Vinci mysteriet’, og jeg har det ikke godt med forfattere, som så åbenlyst tænker kommercielt på at følge en formel som har virket for en anden succesfuld forfatter. For mit vedkommende synes jeg, at det er en roman, der er skrevet ud fra en kommerciel dagsorden mere end den er skrevet med hjertet som drivkraft. Men ok, forfattere har vel også lov at tjene penge!

Konceptet er sådan set interessant nok, men jeg synes Birkegaard skriver meget (447 sider), men får sagt meget lidt.

En af bogens budskaber om, at det er godt at læse bøger er sådan set godt nok i en tid, hvor læsning ikke fylder så meget som tidligere pga. nye medier. Men budskabet falder lidt til jorden, synes jeg, han kan efter min vurdering ikke argumentere særlig godt for, hvorfor det er godt at læse bøger.

Synes sproget var hverdagsagtigt og lidt kedeligt. Dog synes jeg Birkegaard er god til at skrive om charmen ved antikvariater som fx s.88-s.92: ”Alene forestillingen om en pc med søgefunktion i libri di luca synes absurd som at sende jetfly tilbage til middelalderen (…) Charmen ved et antikvariat er at snuse omkring og lade sig overraske. (…) hvordan kan du vurdere kvaliteten af et værk uden at have det mellem dine hænder. Hovedparten kommer for stemningen”

Jeg tænkte at romanen måske ville have virket bedre, hvis den foregik i fremtiden.

Bogen kan rejse debat om, hvilken betydning tankelæsning kunne have for samfundet, at vi kan have mere eller mindre intuition allerede, hvordan oplæsning kan forføre, foreninger mm.

OK roman, som til tider er spændende, men ikke en af de bedste.

Boganbefaling: Notes on a Scandal / af Zoe Heller (2003)

2009-05-24T09:21:00.000-07:00

Min vurdering 8/10

Den hedder ’Skandalen’ på dansk og blev indstillet til bookerprisen I 2003.

Bogen bygger løst på en virkelig historie fra 1997. Romanen handler om kvinden Sheba, som har et forhold til en teenage-dreng på den skole, hun får job, og hvordan det påvirker omgivelserne. Hun får et venskab med en ældre kvindelig kollega Barbara. Barbara er fortælleren i bogen og fortællersynsvinklen er et interessant aspekt ved romanen.

Uden at afsløre for meget, så er emnerne sandhed i det offentlige vs. private rum, aldersforskelle i et kærlighedsforhold, kvindelig venskab, mm.

Det er ærgerligt at romanen afslører så meget i første kapitel, filmkronologien er bedre. Men det gør ikke bogen dårlig, langt fra.
Jeg synes Zoe Heller skriver godt, hun har et stort ordforråd, og hun evner at skrive ret komprimeret i denne roman, jeg synes mange andre forfattere har en tendens til ikke at kunne begrænse sig. Den fangede mig rimelig hurtigt.

Der er nogle bibelreferencer i forhold til navnene, som kan forklare yderligere aspekter ved personerne.

Den er velegnet til læsekredse. Den bliver bedre, når man snakker om den! Det er de efter min mening levende og psykologisk sammensatte personer og deres problemer, der bærer historien. Der er en del at fortolke, heriblandt personernes motivationer.

Jeg synes teksten på bagsiden af bogen ikke giver en rigtig beskrivelse af bogen.

Filmen synes jeg er lige så god. Trailer udeladt her, fordi den afslører for meget af handlingen.

Boganmeldelse: The Believers / af Zoe Heller (2008)

2009-05-19T08:14:00.000-07:00

Min vurdering 3/10

Jeg tog fat i den, fordi jeg var begejstret for hendes forrige roman ’Notes on a scandal’ eller ’Skandalen’ på dansk.

Jeg læste ’The Believers’ på engelsk og igen ligesom ’Notes on a scandal’ er den meget velskrevet. Zoe Heller har et enormt ordforråd! Det er en skam at personerne i ’The Believers’ efter min mening alle er usympatiske!
Det ville hjælpe på det, hvis der bare var en eller to, jeg kunne li, men jeg fandt ingen. Der er også en mangel på noget konkret, som er på spil for personerne, synes jeg, som gør den kedelig at læse. Jeg opgav halvvejs igennem og hoppede til slutning, men slutningen var faktisk heller ikke særlig spændende.

Handling foregår i New York i 2002 i perioden efter 9/11 angrebet, og vi hører om en familie's liv.
Forfatteren har udtalt i interview på amazon, at bogen handler om tro på politik, religion, kærlighed og stadiet dit ægteskab befinder sig i. Heller indrømmer faktisk i interviewet, at hendes personer er usympatiske, og hun udtaler, at hun gerne vil skrive om "the full range of humanity", og hun håber: "you generate some sympathetic, some moral, imaginative fellow feeling for them"

Forskellen for mig på de to romaner er, at jeg fik sympati for hovedpersonerne i ’Notes on a scandal’. Men i 'The Believers' var der ingen sympatiske træk hos personerne, jeg lagde mærke til.

Måske efter succesen med ’Notes on a scandal’ har hendes forlæggere været ukritiske og givet alt hun skrev grønt lys.

Det var måske et advarselstegn, at bagsiden af bogen lovpriser ’Notes on a scandal’ og ikke denne her roman.

Men når det er sagt, så må det være svært at følge op på sin gennembrudsroman. De fleste af mine 3 stjerner går på sproget. Den er fantastisk velskrevet med en del opfindsomme metaforer.

Boganmeldelse : 6512 / af Per Højholt (1969)

2009-05-19T07:13:00.000-07:00

Mesterværk eller makværk?

Min vurdering : 6/10

Skrivestilen går mig lidt på nerverne, som jeg synes minder lidt om "bevidsthedsstrømme" teknikken (på engelsk stream of consciousness) fra fx Virginia Woolf’s ´'Mrs. Dalloway'. Ved nærmere eftersyn fandt jeg ud af, at Højholt er vokset op med især Pound, T.S. Eliot og James Joyce. Joyce som også benytter sig af samme teknik i sit kendte værk 'Ulysses'.

Højholt’s bog er dog efter min mening ikke så velskrevet som overnævnte. Der er adskillelige stavefejl, grammatiske fejl og manglende ord i 6512, om disse fejl var bevidste eller ej er ikke godt at vide! For mig virker den sjusket skrevet. Som om Højholt har skrevet løs og bare sendt det af sted til forlaget uden at tage sig tid til at redigere. Så i den forstand er jeg ret uenig med litteraturstuderende Martin Toft på litteratursiden, som kalder ’6512’ noget af det bedste, som nogensinde er skrevet på dansk.

6512 er fyldt med tilfældige, usammenhængende iagttagelser og spidsfindigheder. Selvom intentionen måske har været, at der slet ikke skal være en rød tråd, så mangler jeg noget sammenhæng eller udvikling i bogen. Højholt siger i et portrætinterview, at han tror meget på det indirekte blik, det hurtige blik. Fornemmelse for noget sker i øjenkrogen af ens syn. Men det trækker ned for mig, at det er den ene iagttagelse efter den anden. Hvorfor jeg skal udsættes for alle de iagttagelser finder jeg aldrig ud af!

I den positive ende mener jeg selve genren er ret original og kan have bidraget til udviklingen af romanformen. Værket kan ikke rigtig sættes i bås som roman eller digtsamling. Denstoredanske kalder det en dagbogsroman. Måske er bogen nogle betragtninger som en del forfattere gør undervejs i skriveprocessen, men normalt aldrig udgiver? Der er en hel del metafiktive overvejelser, Højholt er god til ’at skrive om at skrive’. ”Jeg ved godt at jeg har tabt tråden men der kan gå flere timer mellem hver sætning, det er ikke let at holde sammen på” (s.82).

En del af eksperimentet er, at afsnit er ordnet alfabetisk i stedet for lineært kronologisk, selvom denne regel brydes af og til. Jeg får ikke lyst til at konstruere kronologien selv, som måske er læserens opgave? Forfatterweb artiklen om Højholt kalder '6512' en "tragikomisk roman, der fungerer som en parodi på forestillingen om, at et handlingsforløb og beretningen om et individs skæbne skulle kunne fortælles kronologisk. Tiden brydes op."

Per Højholt mener jeg overtræder det mantra han selv opfandt! Altså den med 'ikke at tære for meget på hovedstolen'. Det synes jeg konstant han gør i 6512, og han reflekterer også over dette i bogen.

Hovedpersonen som lyder til at være ham selv er ret klynkende, selvmedlidende, navlebeskuende og trættende for mig at læse om i længden. Der er faktisk et afsnit om navlen! Højholt havde en svaghed for originale, der bor på landet, og han boede også selv på landet i store dele af sit liv, som personerne i 6512 også gør. Den centrale fortæller opholder sig ofte på biblioteket i historien, og Højholt er selv bibliotekaruddannet og havde forskellige biblioteksansættelser.

For mig som læser er det mindre vigtigt, at Højholt følger et eksperiment eller ej. Det er noget han morer sig med.

Men trods en del gode betragtninger og sjove indfald, så sker der for lidt, hovedpersonen er for kedelig, og bipersonerne er ikke udpenslet i tilstrækkeligt grad til at jeg kan kalde det en god bog.

Der vil nok være delte meninger om denne bog, som ikke var en succes, da den udkom, men i dag af litterater regnes for en brik i 1960ernes litterære formeksperimenter.

For at svare på mit indledende spørgsmål, så mener jeg ikke det er makværk, men det er heller ikke det jeg kalder et mesterværk. En halvgod roman, som har nogle svagheder og nogle styrker.

Øvrige kilder:

denstoredanske: Per Højholt
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/J%C3%B8rgen_Per_H%C3%B8jholt?highlight=per%20h%C3%B8jholt

Litteratursiden: mini biografi Per Højholt
http://www.litteratursiden.dk/forfattere/h%C3%B8jholt

Litteratursiden: litteraturstuderende Martin Toft / Skide sjovt på rekordtid: Om 6512af Per Højholt
http://www.litteratursiden.dk/temaer/skide-sjovt-p%C3%A5-rekordtid-om-6512-af-h%C3%B8jholt

Musikanbefaling : Absolute Garbage / af Garbage (2007)

2009-05-19T05:06:00.000-07:00

Min vurdering : 9/10.

Jeg er uenig med enkelte af numrene, som er udvalgt og fravalgt. For eksempel mener jeg 'Run baby run' er bedre end 'Why do you love me', som begge er fra den 4. plade. Men det er en smags sag for mange. Desuden er der kun 2 numre med fra Beautiful Garbage. Det er svært at få alle de gode med fra deres fire plader, der vil altid ske fravalg.
I det store og hele synes jeg mange af de bedste numre er kommet med.

Lad dig ikke skræmme af, at de kalder cd’en Absolute Garbage! Butch Vig, produceren af Nirvanas Nevermind, har produceret alle Garbages studiealbums.

Bandet Garbage var en af de store pop/rock bands i midten og slutningen af 1990erne. De var en af grupperne, der var med til at definere perioden efter grunge. Garbage bruger ofte computersoftware til at give deres sange en lækker lyd med mange lag. Gruppens særpræg ligger i ofte velskrevne, anderledes, tankevækkende, og provokerende tekster, som er usædvanligt for et mainstream popband.
Stilmæssigt kan bandet bedst sammenlignes med 90er trip hop gruppen Massive Attack. De poesiagtige tekster minder om Fiona Apple eller Patti Smith.

Nu kommer så Garbages greatest hits album. Den fås i to forskellige udgaver. En grå standard udgave samt en sortfarvet limited edition med ekstra remix cd.

Garbages kvindelige forsanger Shirley Manson stammer fra Skotland, mens de tre andre mænd er amerikanske producere/musikere og spiller trommer og guitar mm. Der er ingen familiemæssig relation til Marilyn Manson! At hun er fra Skotland er dog ikke noget man lægger mærke til i sangene. Shirley Mansons styrke er, at hendes stemme kan spille på mange følelsestangenter.

Det har ikke været svært at finde nok hits til Absolute Garbage opsamlingspladen, da Garbage har ry for at lave albums med næsten udelukkende singles. Selv er jeg mest begejstret for Version 2.0 perioden, som er den plade gruppen brugte mest tid på at finpudse, de sad et helt år i et studie, og det kan høres! Der er også blevet plads til noget filmmusik som fx den interessante Number One Crush fra soundtrack til Romeo + Juliet og den smukke og stort anlagte Bond sang The World Is Not Enough. En ny single er blevet lavet i anledningen af pladen kaldet Tell Me Where It Hurts. Singlen synes jeg rammer stemningen fra 90ernes storhedstid.
Hvis du kan li Garbages lyd, så prøv også remix pladen, her har de formået efter min mening at forbedre en af deres tidligere sange Bad Boyfriend.
Der en del henvisninger til musikhistorien og romaner i løbet af deres albums, nogle af disse inspirationskilder nævnes i coveret.

Alt i alt en plade, du ikke må snyde dig selv for. De bliver ikke spillet så meget i radioen mere, men det er så endnu mere grund til at hente cd’en på biblioteket! Hvis du bliver bidt af Absolute Garbage, kan jeg også anbefale deres 3 første studiealbums: Garbage, Version 2.0 samt Beautiful Garbage. De har noget på hjerte.

Gruppens hjemmeside finder du her: http://www.garbage.com/

Et af numrene:

Anbefalet af bibliotekarstuderende Christopher Dungey

Boganbefaling : Vindens skygge / af Carlos Ruiz Zafón (2004)

2009-05-19T04:58:00.000-07:00

Min vurdering : 9/10

Velskrevet roman fyldt med gåder, spænding, leg med realisme og småfilosofisk opfindsomhed.

Lidt ligesom "New York trilogien" af Paul Auster er det en labyrintisk roman, som ikke kan placeres entydigt i en bestemt genre. "Vindens skygge" fra 2004 er både spændingsroman, udviklingsroman og kriminalroman i én. Det gådefulde begynder allerede i titlen på romanen, som i sig selv giver stof til eftertanke. Har vinden en skygge?

Historien foregår i Barcelona i årene efter den spanske borgerkrig. Hovedpersonen er den ti-årige Daniel. Daniel's far er boghandler, og meget af romanen foregår i boghandlermiljøet.

Daniel bliver bedt om af sin far at vælge og holde en roman i live fra De Glemte Bøgers Kirkegård. Bogen af Julian Carax, som Daniel udvælger og begejstres over, er starten på en kædereaktion af oplevelser og farer for Daniel og hans nærmeste. Daniel møder mange interessante og farverige mennesker på sin vej, som bidrager til at gøre Daniel mere moden og voksen.

I romanen bliver vi mindet om de ukendte og glemte bøger. Der findes en verden af spændende og livskloge bøger, som ligger og venter på at blive fundet.

Forfatteren Carlos Ruiz Zafón gør opmærksom på, at en bog er mere end bare handlingen. En bog rummer en baggrundshistorie om en forfatters liv; tanker, følelser og oplevelser, venner og familie, sorger og glæder. Ligeledes lægger læseren nogle af sine egne tanker i en roman i identifikationen med sproget og personerne, og derved får ordene liv. Eller som det så flot udtrykkes:

Jeg kunne prøve at forklare handlingen, men det ville være som at beskrive en katedral ved at sige, at det er en bunke sten, der ender i en spids.
Bogen rummer flere af sådanne perler, der gør det en fornøjelse at læse.

Romanen var bestseller over store dele af verden.

Anbefalet af bibliotekarstuderende Christopher Dungey, 2007

Jeg brugte Adobe photoshop elements 7.0 til foto